Til sidebund

Drabet på Peder Lykke Ørnskov i Sdr. Varde.

af Ole Nørskov Nielsen

Omkring kl. 2 om natten d. 15/11 1889 blev arbejdsmand Peder Lykke Ørnskov dræbt på avlsbruger Niels Chr. Madsens ejendom, som lå et par hundrede meter ned ad den vej, der i dag hedder Toftegårdsvej.


Allerede kl. 9 om formiddagen blev politiretten sat på sygehuset i Varde, der dengang lå, hvor alderdomshjemmet Svaneparken i dag ligger. Til stede på sygehuslægens kontor var politimester og dommer Johs. Kalko(politimester 1885-93, billedet til venstre), der selv skrev forhørsprotokollen. De to retsvidner, som med deres underskrifter skulle bekræfte, at forhørsreferatet var korrekt. Overbetjent Jacob Madsen, der havde anholdt Niels Chr. Madsen, konfiskeret hans jagtgevær og bragt den anholdte til sygehuset. Desuden var sygehuslæge Carl Larsen samt distriktslæge (embedslæge) Peter Kietz i lokalet.


De to læger startede forhøret med at sige, at Peder Ørnskov endnu ikke var vågnet fra bedøvelsen. Lægerne havde fundet ti hagl og tilføjede, at han muligvis ikke ville overleve.


Niels Chr. Madsen blev her taget i forhør. Anholdte forklarede, at Ørnskov ca. kl. 2 om natten sammen med Jens Olsen fra Skonager var dukket op i haven ved huset, hvor han levede sammen med sin kone, en tjenestedreng og en tjenestepige. Niels Chr. Madsen kendte de fremmødte, der uden at fremsætte trusler krævede at blive lukket ind for at få noget at drikke og en skrå. - Byens værtshuse skulle ifølge politivedtægten lukke kl. 23.


Madsen ville ikke have dem ind, og da de ikke ville gå, tog han sit dobbeltløbede jagtgevær og sagde, at det var ladt. Han affyrede nu det ene løb ikke op i luften, men i en retning, så der var stor sandsynlighed for at han ramte. - Efter dette skud hørte Madsen, at Ørnskov sagde, at skuddet ikke havde ramt. Da han havde afgivet det andet skud, kunne anholdte høre, at Ørnskov klagede sig og bad om at blive bragt hjem.


Niels Chr. Madsen gik dog ikke ud til Ørnskov, men beordrede sin tjenestedreng og tjenestepige til at køre den sårede hjem på en trækvogn. Ørnskov boede i et hus, der lå, hvor Villavej i dag går. Her var distriktslæge Kietz mødt omkring kl. 5. Han havde forbundet Ørnskov og derefter beordret ham indlagt på sygehuset. Niels Chr. Madsen forklarede videre, at han havde sovet et par timer, da de to personer vækkede ham. Han påstod ikke at være beruset, selv om han med sin nabo Niels Nielsen havde drukket lidt hos Bertel Vejmands enke, Agnete Christensen, der boede på et husmandssted, som lå på Ribevej nr. 23.


Hun havde ikke bevilling til at udskænke stærke drikke og supplerede derfor sin sparsomme indtægt ved at drive smugkro. Der gik ikke betjente om natten i Sdr. Varde før 1908, så det var ikke noget problem. Politimesteren reagerede da heller ikke på denne oplysning sikkert ud fra den tankegang, at denne ekstraindtægt kunne holde Agnete fra fattiggården.


Retten flyttede nu hen til den sygestue, hvor Peder Ørnskov lå. De to læger havde erklæret, at patienten var ved fuld bevidsthed og uden problemer kunne afhøres.


Ørnskov sagde, at han efter opfordring fra Jens Olsen, der var en smule beruset, var fulgt med denne ud til anholdtes hus. Olsen ville tale med Madsen om et mellemværende. Anholdte var gået i seng, men kom hen til soveværelsesvinduet. Olsen forlangte at komme ind for at få noget at drikke. Anholdte sagde, at de skulle gå, men Olsen svarede, at de jo var gamle venner, og at de ikke gik, før de havde fået noget at drikke. Anholdte åbnede nu vinduet og skød. Ørnskov råbte "det ramte ikke". Anholdte svarede højlydt "så skal jeg nok ramme". Ørnskov så, at Niels Chr. Madsen nu sigtede på ham og affyrede et skud, som ramte. Ørnskov sank sammen og sagde, at "nu har jeg fået nok". Der gik så et stykke tid, inden tjenestefolkene kom og lagde ham op på en trækvogn. Ørnskov mente, at det var med "Fortsæt og fri Vilje", at Madsen havde skudt på ham. - Jens Olsen var stukket af, da det andet skud var affyret. Ørnskovs erklæring blev læst op for Niels Chr. Madsen, som derpå blev ført til arresten på rådhuset.


Her blev forhøret genoptaget kl. 16 og ugift arbejdsmand Jens Olsen taget i forhør. Han erkendte, at han om natten havde været lidt beruset, men han mente ikke, at Ørnskov havde drukket noget af betydning. Hverken han selv eller Ørnskov havde penge til gode eller noget andet mellemværende med Niels Chr. Madsen. De var udelukkende taget ud til Niels Chr. Madsen for at få noget at drikke. Madsen havde gentagne gange sagt, at de skulle fjerne sig. Han var selv gået uden for haven, men Ørnskov var blevet stående. Jens Olsen hørte nu et skud og en ordveksling mellem Madsen og Ørnskov. Han kunne dog ikke høre hvad de sagde. Så faldt det andet skud, og han kunne høre, at Ørnskov var blevet ramt. Han gik nu bort, idet han mente, at den sårede nok skulle få hjælp.


Derpå var det de to tjenestefolks tur til at blive afhørt. Peter Larsen og Dorthea Larsen, som begge var 15 år, fortalte, at de havde tjent hos den anholdte siden 1. november. De var blevet vækket af Madsens hustru omkring kl. 2 om natten og blev sendt ind i soveværelset for at være vidne til det som skete. Da de kom ind i soveværelset, gik konen i seng, og her blev hun liggende under det følgende.


De sagde videre, at Madsen stod på en chaiselong i underbukser og talte med to personer ude i haven gennem et lukket vindue. Tjenestefolkene kendte dem ikke, men de kunne høre, at Niels Chr. Madsen vidste, hvem de var. De to udenfor ville have øl og kunne betale for det. Madsen havde så sagt: "I ved vel hvad det koster at staa og kigge ind af Folks Vinduer ved Nattetid?" En af de to vist nok Ørnskov stod med ansigtet helt henne ved vinduet. Madsen sagde til ham, at han ikke var bedre værd end at blive skudt lige i hovedet. Den anholdte tog nu sin jagtbøsse ned fra væggen og satte to patroner i løbene. Han åbnede vinduet og affyrede et skud, som tjenestefolkene opfattede som et skræmme-skud. En råbte noget om, at det ikke ramte, og Madsen svarede, at han nok skulle ramme. De havde hørt et skud mere, men så ikke, hvordan Madsen holdt geværet. Straks efter det andet skud sagde Madsen, at han vistnok havde ramt, og at tjenestefolkene skulle gå ud og se efter. De gik nu ud og fandt Ørnskov liggende en 6-7 alen fra sovekammervinduet. Derfor mente Lars og Dorthea, at deres husbond havde sigtet mod den sårede, som anmodede om at blive kørt hjem, Det ville Madsen ikke selv gøre, og tjenestefolkene sluttede deres beretning med at fortælle, hvordan de kørte Ørnskov hjem på en trækvogn, som den billedet viser.


Kl. 11 d. 16/11 meddelte politimesteren, at Ørnskov var død og mødet i politiretten begyndte kl. 16. Nu fremstod Niels Chr. Madsens kone Inger Marie Andersen. Hun sagde, at de begge sov, da de ubudne gæster ankom. Hun gik i seng, da tjenestefolkene var kommet til stede, fordi Ørnskovs og Olsens adfærd ikke gav hende anledning til at blive oppe. Efter det første skud og Ørnskovs ord om, at det ikke ramte, hørte hun sin mand sige: "Hvis du ikke forføjer dig bort, saa er der et Skud i Bøssen endnu, maaske kan det ramme".


I øvrigt adskilte hendes udsagn sig ikke fra tjenestefolkenes, men i slutningen af hendes forklaring sagde hun, at Niels Chr. Olsen ikke var beruset, da han kom hjem kl. 23. Det var en time tidligere end Madsen selv havde angivet. Her søgte konen altså at dække over ham. Hun oplyste til sidst, at hun havde været gift 2 gange. Første gang med værtshusholder Carl Jensen, der var indehaver af Dortheas Minde ude ved vejen til Esbjerg. Efter hans død blev hun i 1877 gift med den anholdte. Hun havde ikke børn med Madsen.



Siddende på trappen overlæge M. Christoffersen.
Stående i døren fra venstre lægerne P. Kietz og C. Larsen.

Søndag d. 17/11 kl. 12.30 mødte politimesteren ved sygehusets lighus sammen med overbetjent Hansen og arrestforvarer Grønholm for at overvære obduktionen af Ørnskov, der blev foretaget af stiftfysikus Kjær fra Ribe, distriktslæge Kietz og sygehuslæge Larsen. Under obduktionen fandt lægerne endnu 19 hagl i liget, så Ørnskov var blevet ramt af i alt 29 hagl. Lægerne erklærede, at dødsårsagen var de i alt 29 hagl, der havde ramt ham. Intet operativt indgreb havde kunnet redde den døde.


Den 18/11 kl. 11.30 var politiretten ude på Niels Chr. Madsen ejendom for at tage gerningsstedet i øjesyn. Den anholdte pegede på det vindue, som han havde skudt fra. Han sagde, at han havde affyret det andet skud mod det sydvestlige hjørne af huset, hvor Ørnskov stod. Han kunne ikke sige, om han sigtede direkte på den dræbte eller blot i retningen af ham?


Han tilføjede, at han var ret ophidset over, at de ikke ville gå. Men det havde ikke været hans hensigt at dræbe Ørnskov. Afstanden fra vinduet til hushjørnet blev målt til 7½ alen. Efter skuddet var Ørnskov kravlet hen foran sovekammervinduet. - Tjenestefolkene fortalte ved denne lejlighed, at de mente, der gik ca. 10 minutter fra det andet skud, til de trak af med Ørnskov på trækvognen.


Fra d. 20/11 til d. 5/12 blev der foretaget en række mindre forhør. Herunder kom det frem, at Peder Ørnskov og Jens Olsen ved 23-tiden d. 14/11 havde forladt hotel Platzborg på Hjertingvej. Hotelejer Mads Nielsen fortalte, at begge var berusede, og Ørnskov havde gjort vrøvl over at skulle forlade stedet.


Vægterne Julius Pedersen og Peder Pedersen sagde, at de d. 15/11 ca. kl. 1 om natten havde truffet Peder Ørnskov og Jens Olsen sammen med arbejdsmand Chr. Jensen i Arnbjerggade. Chr. Jensen var ret beruset, men det kunne ikke ses på de to andre, om de havde drukket. Chr. Jensen gik ind mod byen, mens de to andre gik mod Sdr. Varde uden at lave spektakler. Chr. Jensen godkendte i et forhør vægternes beretning.


Mon ikke Ørnskov og Jens Olsen narrede de to vægtere. Det er usandsynligt, at de skulle have gået rundt i Varde i to timer uden at få noget at drikke enten på en smugkro eller på et værtshus, hvor der var nattesæde. De havde sikkert også fået noget at drikke et eller andet sted på deres vej ud til Niels Chr. Madsens ejendom. For det har ikke taget dem en time at gå derud. Begge var således berusede, da de kom til anholdtes gård.


Det samme har formodentlig været tilfældet med Niels Chr. Madsen. Hans kones udsagn om, at han ikke var beruset stemte næppe med sandheden, når man ser på drabsmandens adfærd og udsagn. Bertel Vejmands enke, Agnete Christensen og naboen Niels Nielsen var også blevet afhørt. Dette skete imidlertid ikke i politiretten. Her nøjedes politimesteren med to rapporter, som en betjent havde optaget. Men disse vidneudsagn er ikke bevaret blandt sagens akter.


Ørnskovs enke, Ane Magrethe Clausen kom i forhør om familiens økonomiske forhold. Hun sagde, at der i ægteskabet var seks børn i alderen fra 1 til 14 år. Desuden var hun gravid. Den ældste var ude at tjene, så hun havde fem hjemmeboende børn at forsørge og snart en sjette. De havde ikke haft anden indtægt end mandens, men hvor stor den var, vidste hun ikke. Selv havde hun ikke kunnet bidrage til familiens underhold p.g.a. svagelighed og de mange børn. Men de havde klaret sig uden understøttelse fra det offentlige eller fra private. Hun krævede, at retten skulle tilkende hende og børnene en erstatning en gang for alle for tabet af deres forsørger. - Fra den kommunale administration blev det nu oplyst, at Peder Ørnskov i året 1888 var sat til en skattepligtig indkomst på 400 kr1.


Overbetjent Jacob Madsen udtalte i denne forhørsrække, at han i de ni år, som han havde været i byen, ofte havde mødt den anholdte ved markeder. Han havde oplevet Niels Chr. Madsen som en hidsig person. Men når han havde pålagt Madsen at falde til ro, så havde denne efterkommet ordren.


Som den sidste blev Niels Chr. Madsen d. 5/12 atter forhørt. Han fortalte, at hans nettoformue var på ca. 8.000 kr. Han ejede flere ejendomme og værdipapirer. Ganske vist havde han også gæld, men når den var fratrukket, så var formuen nok omkring de nævnte 8.000 kr. Pengene var kommet med konen. Før deres ægteskab havde han ikke ejet noget af betydning.


D. 23/12 1889 tog politimesteren dommerkasketten på2 og afsagde dom over Niels Chr. Madsen. Dommeren brugte straffelovens § 188, der drejede sig om en forsætlig udøvet legemsbeskadigelse med døden til følge. Selv om den anklagede ikke havde ønsket dette, så skulle han have forudset, at dette kunne blive resultatet. Strafferammen var straffearbejde på to til otte år. - Dommen lød på seks års forbedringshusarbejde samt en erstatning til Ørnskovs enke på 2.000 kr. Det var mange penge at få på en gang. Dommeren var ud over at være politimester også byens borgmester. Mon ikke det var borgmesteren, der her afsagde dommen. Som enlig mor med seks børn var det ikke utænkeligt, at familien kunne få brug for hjælp fra kommunens fattigvæsen.


Niels Chr. Madsen ankede dommen til Overretten i Viborg. Anklager var overretssagfører Hindbjerg. Denne mente, at Niels Chr. Madsen havde haft til hensigt at ramme Ørnskov, da det ikke var særlig mørkt og Ørnskov havde stået ved det sydvestlige hushjørne i en afstand af højst 7½ alen eller ca. 5m. Derfor havde det næsten været umuligt at skyde forbi, når han havde sigtet i retning af Ørnskov.


Som en skærpende omstændighed fremførte anklageren den ligegyldighed, som anholdte havde vist over for den sårede ved at lade to 15-årige køre den sårede hjem på en trækvogn. Han krævede derfor den anholdte dømt efter straffelovens § 186, der handlede om forsætligt drab med en strafferamme fra 8 år til tugthus på livstid. Ligeledes krævede han også erstatningen til enken forhøjet. Hvis ikke Den kgl. Overret ville gå med til dette, så skulle underrettens dom stadfæstes.


Forsvareren, overretssagfører Rye, mente, at det var forkert, at anklageren anvendte den strengere §186, når underretten havde dømt efter §188 og det her var blevet fastslået, at Madsen ikke havde villet Ørnskovs død. Det var også påvist, at anklagede ikke havde kunnet gøre rede for sine hensigter eller tanker i det øjeblik, han affyrede det andet skud. Det kunne heller ikke forventes, at en mand med en lav "Dannelsesgrad" skulle være i stand til at gøre rede for sine "psykiske Rørelser". Derfor skulle §188 anvendes eller mere rigtigt den mildere §189. For det sidste talte, at Niels Chr. Madsen var blevet vækket efter kun et par timers søvn og havde næppe overvundet følgerne af sin rus. Han havde derfor været mere end almindelig irritabel. Dette i forening med Ørnskovs og Olsens provokerende optræden kunne nok få en hidsig mand til at tabe besindelsen.


Forsvareren mente heller ikke, at Madsen kunne bebrejdes for, at han lod tjenestefolkene køre den sårede hjem på en trækvogn. Hvis anklagede selv havde trukket i tøjet og spændt for en vogn, så ville der være gået endnu længere tid, inden Ørnskov var kommet til læge. Om erstatningsbeløbet mente forsvareren, at det var alt for højt, da det ville stille Ørnskovs enke bedre end anklagedes kone, der dog var ganske uskyldig.



Dommeren i Varde skrev gotisk (øverst).
Overretsdommeren skrev skråskift.

Dommen blev afsagt d. 10/2 1890. Dommeren fulgte forsvarerens krav. Han brugte §189 og nedsatte dommen til to års forbedringshusarbejde, fordi Ørnskov ved sin adfærd havde fremkaldt arrestantens ophidsede sindsstemning i gerningsøjeblikket, og denne derfor ikke havde været klar over sin gernings farlighed.


Med hensyn til erstatningsbeløbet, så fulgte Overretten også forsvarets krav, idet erstatningen blev nedsat til et engangsbeløb på 500 kr. samt 30 kr. om året til de seks ikke 14-årige børn havde opnået denne alder. Det var en nedsættelse af den samlede erstatningssum på 300 kr. Hertil kom at nu kunne de 1.200 kr. betales over 14 år i stedet for at indgå i engangsbeløbet. Desuden var der også en rimelig chance for, at en eller flere af de seks børn ikke ville blive 14 år, når man tog datidens høje børnedødelighed i betragtning. Drengen Claus døde 1898 som 10-årig.


Amtmanden ankede sagen til Højesteret. Anklageren krævede her en skærpelse af Overrettens dom, mens forsvareren påstod at dommen skulle lempes. De fremførte egentlig ingen nye argumenter.


Den 20. maj 1890 voterede ni højesteretsdommere. Der var ikke enighed om frihedsstraffen. Den første votering lød på en forhøjelse af forbedringshusarbejdet til tre år, fordi Ørnskov kun stod 7½ alen fra Madsen og denne derfor skulle have indset, at muligheden for at dræbe Ørnskov var stor. Når han ikke ville skærpe dommen mere, så var det, fordi Ørnskov og Olsen så groft havde krænket husfreden, hvilket havde bragt Niels Chr. Madsen i en ophidset sindsstemning.


Tre dommere delte denne opfattelse, mens to ville have straffen sat op til fire år p.g.a den korte afstand og de gode sigtbarhedsforhold. De fire andre dommere lagde alle stor vægt på den grove krænkelse af husfreden og Madsens ophidsede og berusede tilstand. To ville derfor stadfæste Overrettens dom, mens en ville have den sat ned til otte mdr. Den sidste dommer ville have frihedsstraffen ændret til et års simpelt fængsel. - Dommen blev derfor på tre års forbedringshusarbejde.


Med hensyn til erstatningen til Ørnslevs enke var der større enighed. Syv dommere gik ind for at stadfæste Overrettens dom. To ville forhøje engangsbeløbet fra 500 kr. til 1.000 kr. Så ville Madsen ikke slippe så billigt, hvis han skulle finde på at rejse ud af landet. Overrettens dom blev derfor stadfæstet.


At højesteret stadfæstede overrettens erstatningssum synes at bekræfte den antagelse, at det var borgmester Kalko og ikke dommer Kalko, der afsagde dommen om erstatning ved underretten i Varde. Dette synspunkt understøttes af, at Arbejdernes Sygekasse d. 15/1 1900 sendte en ansøgning til byens fattigudvalg om, at fattigvæsenet betalte 161 kr. for den 16-årige pige, Hansine Ørnskovs fem måneders ophold på Varde sygehus. Sygekassen begrundede anmodningen med, at kassen i de senere år havde haft mange udgifter til familien. Hvis denne ikke havde været medlem af sygekassen, så skulle disse udgifter have været afholdt af kommunen. Men nu var Hansine kommet under fattigforsorg. Derfor måtte byens fattigkasse tage over.


Et enigt fattigudvalg også det socialdemokratiske medlem J. P. Justesen afslog ansøgningen med den begrundelse, at pigen allerede havde kostet kommunen 241,50 kr. Desuden ville en accept medføre, at andre sygekasser ville søge at vælte nogle af deres udgifter over på kommunen. Endelig mente udvalget, at de 161 kr. ikke ville ruinere en velbeslået sygekasse.


Ane Magrethe Ørnskov blev i 1894 gift med den 57-årige arbejdsmand Christian Holm Pedersen. I kirkens vielsesprotokol står den 42-årige Ane Margrethe som "Rentenyderske". Så hun har måske kunnet leve af erstatningspengene. Det ser ud til at familien senere forlod byen. Den findes ikke i folketællingen 1901. Drengen Christian, der var tre år gammel i 1889, blev ikke konfirmeret i Varde. Men samme Christian blev senere gift og slog sig ned i Tarp, hvor han fik ti børn. Fra disse børn stammer de efterkommere, som i dag er bosat i Blåvand, Esbjerg og Tjæreborg.


Noter:

  1. Et rugbrød kostede ca. 5 øre og ½ kg margarine ca. 50 øre.
  2. Indtil retsreformen i 1919 var politimeteren både dommer og borgmester

Til sidetop