Til sidebund

Var bygningen af Esbjerg havn
og byens eksplosive vækst
til skade for Vardes udvikling?

af
Ole Nørskov Nielsen.

Nedenstående er ikke en tilbundsgående undersøgelse, men et skitseagtigt forsøg på at antyde nogle svar på det stillede spørgsmål. Den tidsmæssige ramme er af pladshensyn begrænset til årtierne omkring århundredskiftet.


Blandt "gammelkonservative" i Varde er det en stående vittighed, at salig konseilspræsident Estrup1 i hele sin politiske karriere kun begik én fejl. Det var da han som indenrigsminister i 1868 satte sit navn under loven om anlæggelsen af havnen i Esbjerg, hvis hastige vækst blev til skade for den gamle købstad.


Konseilspræsident J.B.S. Estrup (1825-1913 se endvidere note 1)

Er denne påstand rigtig? Selv om Varde ligger tæt ved Esbjerg, og byens befolkningsmæssige stagnation tidsmæssigt faldt sammen med befolkningstallets himmelflugt i Esbjerg, så er det ikke sikkert, at de to forhold havde noget med hinanden at gøre.I den litteratur, som omhandler de to byers historie tages problemet sjældent op til behandling.


C. Lindberg Nielsen skrev i Varde bys historie 1942 s. 146, at da Esbjerg blev bygget, så overtog den storhandelen. I jubilæumsskriftet, Smedene i Varde 1990 s.10 forklarede Claus Friisberg Vardes langsomme befolkningsvækst med henvisning til to forhold. For det første, at Esbjergs vækst tiltrak arbejdskraft og kapital, som ellers ville være kommet til Varde. For det andet, at andelsbevægelsens opkomst fik til følge, at "bøndernes indkøb såvel som de varer, de producerede mere og mere (gik) over på deres egne hænder. Det ramte en by som Varde, hvor handelen traditionelt stod stærkt."


Andre bøger og jubilæumsskrifter kommer ikke ind på problemet, og i givet fald er deres vurdering, i modsætning til Lindberg og Friisberg, nærmest positive. Det gælder f. eks. Salomon Frifelt i bogen om Varde Bank fra 1947 og Flemming Just(red): Vestjyllands Udviklingshistorie 1994 s. 86. Her skrev Just, at der ikke kunne være tvivl om, at den statslige pengeindsprøjtning, som kom til området med anlæggelsen af Esbjerg havn "har haft en overmåde stor betydning for den vestjyske udvikling." Den daværende forstander for Varde Handelsskole, Ludvig Hoffmann, skrev i handelsstandsforeningens jubilæumsskrift 1957 om Vardes sejrrige kamp mod Esbjergs forsøg på at tilrane sig noget af Vardes opland.


Denne strid om kunderne blev grundigt analyseret af Verner Bruhn i Esbjergs Historie 1850-1910. bd. 2. 1994. På s. 258-77 beskrev han Esbjergs forgæves anstrengelser for at få fat i Vardes sydøstlige opland: Esbjerg lå i Skads Herred, men herredskontoret, hvor alle fra herredet skulle henvende sig i forbindelse med tinglysning, skiftesager o.l. var placeret i Varde. Først i 1893 flyttede kontoret til Esbjerg, men Varde beholdt sognene Vester Nebel, Grimstrup, Årre og Fåborg.


Klik her for at få et større kort. Det er på ca. 1 MB.
Varde opland omkring århundredskiftet.
Klik på kortet for at få et større (ca.1 MB).

I forbindelse med anlæggelsen af Vestbanen i årene omkring århundredskiftet forsøgte Esbjerg at få en bane fra Billum til Esbjerg. Vardenserne kaldte denne banestrækning for "rovbanen" og fik påvirket beslutningstagerne til ikke at bygge dette anlæg. Endvidere prøvede havnebyen at få anlagt en jernbane, som med udgangspunkt i Vandel skulle gå over Vorbasse, Starup, Fåborg, Årre, Roust, Vester Nebel, Andrup og ende i Esbjerg. Også dette projekt lykkedes det Varde at forhindre.


Den ny købstad gjorde også forsøg på at få flyttet valgstedet for valg af landstingsmænd fra Varde. Lige fra det første landstingsvalg efter Juni-grundlovens vedtagelse i 1849 var et medlem af Landstinget blevet valgt i Varde, og derved blev det, til Landstinget blev afskaffet i 1953, så også dette forsøg på at skade Varde løb ud i sandet. Mere held havde Esbjerg ikke, da byen udtrykte ønske om at få amtsdyrskuerne lagt i byen. Indtil 1923 blev disse udstillinger afholdt i Varde.


Den eneste sejr som Esbjerg kunne notere i konkurrencen mellem de to byer var bygningen af et andelsvineslagteri i 1888. - Verner Bruhn kunne derfor konkludere, at Varde vandt slaget om oplandet og "fastholdt sin position som landboernes handelsby." Bruhn tog ikke klart stilling til, om Esbjerg havde været til skade for Varde? Men ud fra resultaterne af hans analyse, kan der vel drages den slutning, at han ikke mente, at det var tilfældet.


Tilbage står så Lindberg Nielsens og Friisbergs synspunkter. Lindberg Nielsen gav udtryk for den opfattelse, at Esbjerg rev storhandelen til sig. Han præciserede ikke, hvad han forstod ved begrebet storhandel, men han har vel næppe tænkt på andet end den store købmand, der opkøbte bøndernes produkter med henblik på eksport og til gengæld leverede varer, som landboerne ikke selv producerede. Dette synspunkt er forkert. Det var ikke Esbjerg, som rev storhandelen til sig, men som også antydet af Friisberg, var det bøndernes egne organisationer(andelsbevægelsen) eller private virksomheder, der overtog denne handel i det 19. århundredes sidste årti. Til yderligere underbyggelse heraf kan der henvises til, at betydningsfulde vardekøbmænd: J.W.Palludan, A. K. Bastrup, Reck Thomsen m. fl i 1870'erne sluttede sig sammen i konsortier som Varde Flæskesalteri 1872 og Varde Smørhandel 1878. Begge forretninger forsvandt i løbet af 1880'erne. Flæskesalteriet blev udkonkurreret af det private slagteri, som indtil 1966 lå på Murtfelts Plads. Smørhandelen lukkede 1886, da mejerierne selv overtog denne handel.


Billede fra købmand J.W.Palludans gård
Billede fra købmand J.W.Palludans gård 1899.J.W.Palludan, der ses som nr. 2 fra venstre, drev nu ikke længere forretningen.
Hans 2 svigersønner havde overtaget købmandsgården og lavet den om til en grossisthandel.

Men disse forhold var ikke de eneste, som bidrog til, at de store købmandsforretninger(de såkaldte produkthandlere) forsvandt. Andre væsentlige faktorer var loven om næringsfrihed fra 1857 og anlæggelsen af jernbanen i 1874. Før den tid havde storkøbmændene monopol på at skaffe varer til byen via deres omfattende forbindelser til andre byer og til udlandet. Men efter 1874 kunne enhver skaffe sig varer uden om de stor produkthandlere, der således blev afløst af den mere specialiserede detailhandel.


Friisberg skrev i Smedebogen fra 1990, at "bøndernes indkøb mere og mere (gik) over på deres egne hænder" til skade for forretningslivet i Varde. - Selv om synspunktet ikke er fremsat som en videnskabelig begrundet opfattelse, og det egentlig ikke vedrører denne artikels problemstilling, så fortjener det at blive taget op til overvejelse. Opfattelsen kunne finde bekræftelse i Varde Handelstandsforenings forhandlingsprotokol, hvor der under d. 3/11 1887 blev klaget meget over de mange brugsforeninger, der skød op i byens omegn. Nu er en interesseorganisations synspunkter imidlertid ikke den bedste kilde til belysning af et sådant forhold. Dertil kommer, at det hovedsagelig var kolonialvarer, som landboerne købte i brugsforeningerne. Disse varer havde bønderne tidligere købt hos byens produkthandlere, men denne forretningstype var netop under afvikling i disse år, og den nye detailhandels forretninger havde masser af varer, som den kunne tilbyde omegnens beboere f. eks. tømmer, maskiner, støberivarer, tøj, isenkram, seletøj m.m.


Købmand Feddersens gård
Man skal ikke lade sig narre af dette billede fra kbm. Feddersens gård i Storegade ca. 1890.
Produkthandelen eksisterede ikke mere, og bønder brugte gården som parkeringplads, når de skulle på indkøb i byen.

Denne opfattelse understøttes også af en langt bedre kilde end handelstandsforeningens protokol, nemlig den stedlige toldinspektørs årlige indberetninger til indenrigsministeriet. F. eks. skrev han i 1883, at det var bemærkelsesværdigt, at byens handel gik så godt, når man tog byens størrelse og de mange handlende i oplandet i betragtning. Denne tendens i beretningerne var den fremherskende i alle årene frem til 1906, hvorefter de bliver korte og delvist intetsigende. Men konklusionen må blive, at oplandets brugsforeninger ikke skadede Vardes handelsliv i nævneværdigt omfang.


Men tilbage til Esbjergs betydning. Friisberg skrev om Vardes langsomme befolkningsvækst efter 1890 og forklarede den med, at Esbjerg tiltrak arbejdskraften. Esbjergs hastige vækst er ubestridelig. I tiden fra 1880 til 1901 voksede indbyggertallet fra ca 1500 til lidt over 13000. Vardes befolkningstal var i de samme år 3429 og 4477. Selvom Vardes tal viste en ganske pæn vækst på 1248 personer, hvilket svarede til en forøgelse på ca. 38%, så var der i realiteten tale om en negativ udvikling, som kan afdækkes ved en nøjere undersøgelse af tallene.


I årene 1870-80 havde Varde en tilvækst på 887 personer. Heraf udgjorde fødselsoverskuddet 368 individer, hvilket betød en nettotilvandring på 519 mennesker. For de to følgende årtier var der som nævnt en forøgelse på 1248 personer. Men i samme periode var der et fødselsoverskud på 1478, hvilket betyder, at Varde fra 1880 til 1901 havde en nettoafvandring på 230 personer.


Det er selvfølgelig nærliggende at tænke, at folk rejste til det vildt voksende Esbjerg, der jo kun lå 20 km. mod syd. Men det er ingenlunde sikkert. Det viser sig nemlig, at Varde heller ikke før grundlæggelsen af Esbjerg kunne holde på den mest mobile arbejdskraft, de unge mænd i alderen 20-29 år. I 1860 var der 162 personer i denne gruppe. Af disse blev 45 eller godt og vel 27% genfundet i folketællingen i 1870. Tallene for de to årtier efter Esbjergs opkomst, 1880-90 og 1890-1901 er henholdsvis 92 af 292=32% og 78 af 284=27%. De unge mænd forlod altså ikke Varde i større omfang efter Esbjergs begyndelse, og den nye bys voldsomme udvikling påvirkede ikke afvandringen af arbejdskraft fra Varde i synderlig grad. Friisberg skrev endvidere, at Esbjerg tiltrak kapital, som ellers ville være kommet Varde til gode.


I 1869, året efter vedtagelsen af loven om havnebyggeriet i Esbjerg, oprettede en række vardekøbmænd her iblandt A.K.Bastrup, Jens Thomsen, Søren Thomsen, F.Neidhardt m.fl. et konsortium, Det vardensiske Forretningsetablissement, som byggede Tutten, der skulle forsyne havnearbejderne med dagligvarer. I Varde byfogeds arkiv på Landsarkivet i Viborg ligger en række ansøgninger fra vardensiske handelsfolk om at få tilladelse til at drive forretning i Esbjerg. Kbm. Reck Thomsen ville drive en detailhandel, J.C.Smidt ønskede at etablere en herretøjsforretning for blot at nævne et par stykker. Om disse investeringer var givtige vides ikke. Men noget kunne tyde på, at de ikke var det, for Det vardensiske Forretningsetablissement blev opløst i 1884, og de andre forretninger hørte man ikke mere til. Det er sikkert rigtigt, når Verner Bruhn i det omtalte værk s. 200 skrev, at vardensernes interesse for at begynde i Esbjerg aftog efterhånden som byens eget forretningsliv udviklede sig.


Nogle tabte penge . Det var f. eks. tilfældet med den største købmand i Varde, J.W.Palludan, som var med i nogle mislykkede investeringer i fiskeri.(Bruhn ibid). Ligeledes mistede mange vardeborgere penge, da de i 1890'erne deltog i jordspekulationen i Esbjerg. Som noget positivt må man dog ikke glemme Varde Bank, der etablerede sig i byen i 1889 og tjente gode penge, som sikkert også kom Varde til gode. Som Flemming Just skrev i Vestjyllands Udviklingshistorie s.1, så havde de mange statspenge der kom til området i forbindelse med bygningen af Esbjerg havn utvivlsomt nogle positive afledede virkninger. Dette bekræftes da også i toldinspektørens indberetninger, når han i 1894 skrev, at det gik godt for Varde på trods af konkurrencen fra Esbjerg. I beretningen fra 1896 hed det, at det stadig gik fint, og at konkurrencen fra Esbjerg var gavnlig, da den ansporede håndværkerne i Varde til at være bevidste om både pris og kvalitet. Desuden skrev tolderen, at mange vardehåndværkere deltog i de store byggeforetagener i den nye by. Selvom Friisberg har ret i, at der flød en del kapital fra Varde til Esbjerg, så hæmmede det ikke Vardes udvikling. Som det er fremgået er billedet snarere positivt. Endelig er det jo ikke sikkert, at den omtalte kapital ville være blevet investeret i Varde, hvis den ikke var gået til Esbjerg.


Vardes problem omkring århundredskiftet var således ikke Esbjergs vækst og nærhed, men at Varde ikke selv udviklede sig til en industriby og stadig bar præg af at være en handelsby for oplandet.


Nedenstående skema viser, at Vardes udvikling op til 1920´erne var anderledes end i de byer, der blev industrialiserede i slutningen af det 19. årh og begyndelsen af det 20. årh. Tallene fra Varde er fra 1920. For de øvrige byers vedkommende er de fra 1921. Tallene viser udvalgte erhverv i % af samtlige erhvervsudøvere.


   Håndv./industri   Handel    Offentlige   Hotel/ Rest   Tjenestefolk   Landbrug  
Varde 17,0 % 12,4% 14,6 % 2,6 % 19,8 % 6,8 %
Vejle 53,0 % 8,6 % 8,4 % 0,7 % 7,1 % 0,8 %
Horsens 51,0 % 9,2 % 8,0 % 0,6 % 6,2 % 0,1 %
Esbjerg 38,0 % 8,9 % 13,1 % 0,7 % 7,0 % 0,1 %

De mange landbrugere i Varde skyldtes, at Varde købstad arealmæssigt var en af landets største. Meget af jorden havde været hede, som var blevet opdyrket i løbet af de sidste 40 år.


Varde havde et meget stort opland på ca. 30 kvaderatmil, som nogle købmænd skrev i et indlæg til Varde Avis i 1865. Det svarer til et område på ca. 1550 kvadratkilometre, der strakte sig fra Nr. Nebel i vest til Ansager østpå, og fra Lyne/Ølgod mod nord til Grimstrup i syd (se kort side 1). I dette område voksede befolkningen i tiden fra 1850-1920 fra 16.000 til 32.000. Perioden var rig på forandringer: Hedeopdyrkningen, plantageanlæg, andelsbevægelsens begyndelse og i det hele taget landbrugets modernisering, så der var nok at gøre for byens erhvervsliv.


Bødkermester C.C.Lund Nørregade 9.
Bødkermester C.C.Lund Nørregade 9. Fotograferet med sine folk ca. 1890.
Mester selv forrest, yderst til højre.

En sammenligning med provinsbyerne understreger dette. I 1840 boede der i provinsbyerne + opland 1.172.990 mennesker. Heraf 12,1% i byerne. I 1921 var tallene 2.421.120 heraf 28,1% i byerne. De sammenlignelige tal for Varde var: I 1850 levede der i Varde+opland 17.498 personer. Heraf 10,1% i Varde. 1921 var cifrene 36.967 heraf 14,2% i Varde. Disse forhold understreger ikke blot oplandets større betydning for Varde end for provinsbyerne set under ét, men også Vardes relativ langsomme urbaniseringsproces. Det synes som om byens virksomheder hovedsageligt var indstillede på at levere til dette opland. Det var tilfældet med bødker C.C.Lund i Nørregade, som toldinspektøren omtalte i 1890. Firmaet beskæftigede da 15-20 mand og forsynede mejerierne i mange miles omkreds med smørfustager. I samme gade lå Bircks jernstøberi. Af annoncerne i Ribe Amtstidende fremgår det klart, at fabrikken hovedsageligt lavede landbrugs-redskaber og komfurer til oplandet.


Annonce fra 1897
Annonce fra Bircks jernstøberi i Nørregade. Ribe Amtstidende 29/6 1897.

Jerntrådsspinderiet på Vestervold blev i 1897 omdannet til et aktiselskab med J.W.Palludan, P.Th Bruun og H.M.Bøtker som hovedaktionærer. Det skete med henblik på at producere galvaniseret pigtråd, trådvæv og kramper. Virksomheden startede allerede i 1895, da rebslager P.Th.Bruun sammen med købmand H.M.Bøtker begyndte at lave pigtråd. Det gik ikke så godt med Bruuns rebslageri, som han havde overtaget efter faderen i 1871. Dels var der konkurrencen fra udlandet, og dels var de vestjyske bønder begyndt at indhegne deres græsmarker i stedet for at tøjre køerne.


Ideen til at lave pigtråd fik Bruun, da han en dag stod på gaden sammen med urmager Conrad Jensen og så en landmand køre forbi med nogle ruller pigtråd på vognen. I følge et interwiev med Bruun i Ribe Amtstidende 4/9 1920 havde urmageren spurgt, om ikke Bruun også kunne lave sådan noget? - Denne bemærkning satte Bruun i gang med den nye virksomhed, og produktionen var helt klart rettet mod salg til oplandets bønder. At trådspinderiet i tidens løb udviklede sig til en større virksomhed, der i Mellemkrigstiden beskæftigede næsten 100 personer og solgte varerne i hele landet, er en anden historie.


Andre virksomheder i byen så som bryggeriet i Sdr.Varde og de mange små tobaksfabrikker, der kom og forsvandt i tidens løb, havde uden tvivl også byen og det nære opland som afsætningsmarked for produkterne. Det samme gjaldt cementtagstensfabrikken, der som bryggeriet lå syd for åen.


Af producenter, der fremstillede varer med henblik på salg til et større marked end oplandet kan nævnes svineslagteriet på Murtfelts Plads, C.B.Kjærs klædefabrik på hjørnet af Storegade/Nygade, Rud. Hansens pakfarvefabrik i Nørregade og Danielsen & Olsens vognfabrik i Nikolaikirkestræde. Men bortset fra slagteriet beskæftigede disse firmaer ikke særlig mange mennesker. Det var ikke før stålværket kom i gang efter 1. verdenskrig, at der blev startet en virksomhed, som blev en virkelig stor arbejdsplads. Firmaet blev påbegyndt i 1913. Igen var P.Th. Bruun igangsætteren, men krigen satte en stopper for produktionen på grund af mangel på arbejdskraft og råstoffer. 1918 overtog Nakskov skibsværft virksomheden, der i 1935 havde knap 200 ansatte. Med undtagelse af Bruun og måske J.W.Palludan ser det altså ud til, at Vardes erhvervsliv i tiden før 1920 foretrak detailhandelen eller den mindre håndværksvirksomhed med en kundekreds i byen og dens opland.


Selvom J.W.Palludan også har været omtalt som en, der investerede i andet end handel, så viser en tale, som han holdt ved H.F. Hansens 50-års jubilæum som murermester i Varde, at også han tænkte i handelsbyens baner. Ved den lejlighed sagde han ifølge Ribe Amtstidende 29/3 1915, at han "ikke kunne lide Talen om, at Varde gaar tilbage. Vel er Esbjerg os en haard Nabo, men naar vi vedblivende maa besidde en Haandværker- og en Handelsstand som hidtil, saa tror jeg nok, at Varde ogsaa vil klare sig i Fremtiden." Ikke ét ord om at man skulle forsøge sig med noget mere industri!


Nok faldt disse bemærkninger ved et håndværkerjubilæum, men det er næppe fejlagtigt også her at blive bekræftet i det synspunkt, at byens erhversliv havde svært ved at se længere end til det nære opland. Det var vel i og for sig ikke så mærkeligt. Siden 1880'erne var det jo gået godt for byen, så hvorfor ændre det?


Alligevel fristes man til på grundlag af ovenstående at formulere det paradoksale synspunkt: Det opland, som Varde med dygtighed havde forsvaret mod Esbjergs forsøg på at røve det, blev på længere sigt en hæmsko for Vardes udvikling til industriby, idet byen så at sige blev låst fast i en position som handels- og serviceby af det omgivende opland. Det var netop for at fastholde oplandet øst for byen, at Varde/Grindsted jernbanen blev åbnet i 1919, selv om lastbilerne på dette tidspunkt var ved at overtage jernbanernes betydning med hensyn til varetransport.


Som en ny by havde Esbjerg ikke noget opland og blev derfor tvunget til at udvikle andre erhvervsgrene med en kundekreds langt fra byen. - Verner Bruhn skrev i det omtalte værk (s. 276), at Esbjergs Handelsstandsforening allerede i 1904 drøftede den eventuelle betydning, som biltraffikken kunne få for byen.


Den esbjergensiske handelsstandsforening var i dette tilfælde virkelig på forkant med udviklingen, og Vardes forretningsfolk gør sig i dag store anstrengelser for få folk til at undlade at tage bilen til Esbjerg, men i stedet for gøre deres indkøb i Varde. De vardensiske "gammelkonservative" må derfor tilgive salig konseilspræsident Estrup hans eneste fejl. For det er urimeligt at bebrejde ham, at han i 1868 ikke kunne forudse privatbilismens komme.



Noter:

  1. J.B.S. Estrup (1825-1913) var godsejer og blandt de ledende i partiet Højre. Han var indenrigsminister 1865-1869 og konseilspræsident (statsminister) 1875-1894. I perioden 1885-1894 regerede han på diktatorisk vis uden om Folketinget med provisoriske (foreløbige, midlertidige love) finanslove.


Til sidetop