Til sidebund

Fattiggården på Hjertingvej.

af
Ole Nørskov Nielsen.

Oprettelsen i 1844 og en vurdering af forholdene i de første årtier.


Før 1844 blev de mennesker, der ikke kunne forsørge sig selv, anbragt på byens fattighus eller fik udbetalt fattighjælp. Fattighuset lå på Vestre Landevej nr. 1. Det var et stråtækt hus, ca. 18 m langt. Ifølge folketællingen fra 1834 boede der dette år 29 lemmer i bygningen. I 1800-tallet var der en stor befolkningstilvækst. Udbuddet af arbejdspladser kunne ikke holde trit med efterspørgslen, og derfor voksede antallet af personer, der ikke havde mulighed for at tjene til livets opretholdelse.


Det har uden tvivl været pladsmangel kombineret med ønsket om at samle alle modtagere af understøttelse på ét sted for derved at formindske omkostningerne, som fik byrådet til at købe en landbrugsejendom. Her var der plads til flere mennesker, og de fattige kunne blive sat i arbejde og således sænke udgifterne ved deres ophold på gården.


Ifølge fattigkommissionens forhandlingsprotokol sammenkaldte kommissionen i foråret 1844 38 personer til et møde på rådhuset og spurgte, om de var villige til at flytte ud på den gård, som lige var blevet købt til fattiganstalt. 26 svarede ja og 12 nej. De sidste blev med øjeblikkelig virkning frataget deres fattighjælp. Det er næppe sandsynligt, at det var normalt, at så mange fik understøttelse uden for fattighuset. Kildematerialet giver imidlertid ingen oplysninger om, hvorfor det af den ene eller anden grund ikke var muligt at have flere fattige boende på fattighuset. Gården, som blev fundet egnet til "Forsørgelses- og Arbejdsanstalt" lå en lille kilometer syd for byen ved Hjertingvej (i dag nr. 58). Ejendommen tilhørte kaptajn Thøger Theilman, der boede på St. Hebo ved Janderup. Købesummen blev aftalt til 2880 rigsdaler.


Handelen blev indgået ultimo februar 1844, og samtidig blev det besluttet at udbyde opførelsen af en ny hovedbygning i licitation. I slutningen af april godkendte Det danske Kancelli1 tegningen, og vinderen af licitationen, murermester Damgaard, byggede i løbet af sommeren det ca. 30 m. lange og 10 m. brede hus, der stod klar til at tage imod de fattige omkring 1. november. Mens byggeriet stod på havde byrådets fattigkommission travlt med at købe indbo, redskaber, husdyr m.v. til gårdens drift.


Fattiglemmer fotograferet foran gårdens hovedbygning ca. 1903.
Fattiglemmer fotograferet foran gårdens hovedbygning ca. 1903. Til højre ses sidehuset med vognport og bolig for bestyreren.

Ejendommen var på ca. 180 tdr. land2. Der blev indkøbt 12 tdr. byg og havre til udsæd, hvortil kom 11 tdr. rugsæd, som fulgte med i købet. D.v.s. at gården havde 23 tdr. land med disse afgrøder. Dertil kom et ukendt areal tilsået med boghvede og spergel. Desuden har der vel været et par tdr. land med kartofler. De resterende arealer var enten udlagt i græs eller henlå som eng, mose eller hede.


Jordens kvalitet var lav. Spergel, der i dag regnes for en ukrudtsplante, blev som regel kun sået i dårlig jord. Den blev brugt til kreaturfoder og frøene anvendtes til at drøje melet. Kornudbyttet var heller ikke stort efter nutidens målestok. I et regnskab fra 1847 er rugavlen anført til 45 tdr., hvilket giver et udbytte på fire fold. Men efter samtidens opfattelse var det ikke så ringe. Foruden udsæden blev der købt 10 køer og 6-8 får. Endvidere en god arbejdsvogn, en plov, en harve samt to halvårsstude til trækdyr. Haven blev gravet og tilplantet med kål. Der blev købt enkelte og dobbelte sengesteder, så der var sovepladser til 70 personer. Dertil kom sengetøj, stole, borde og husholdningsartikler. Alt i alt kom ejendomskøb, nybygning og indretning af den nye fattiggård til at koste over 6000 rigsdaler; penge, som kommunen lånte af amtet.


Ud over disse gøremål skulle fattigkommissionen have ansat en bestyrer, også kaldet økonomen, samt en overopsynsmand og udfærdige instrukser for disse bestillingsmænd. Som økonom/ fattiggårdsbestyrer blev ansat den 44-årige daglejer, Jesper Nissen, der sammen med sin 54-årige hustru, Mette Margrethe Hansdatter skulle stå for fattiggårdens drift og holde øje med fattiglemmerne. Lønnen var 64 rigsdaler om året plus fri kost og logi til ægteparret og deres 11 år gamle datter. Dertil kom et pund smør om ugen. Af regnskaberne fremgår det, at fattiggårdens smør blev solgt for 10 skilling pr. pund, så denne del af lønnen beløb sig på årsbasis til ca. 6 rigsdaler. Det var ikke nogen ringe løn for Jesper Nissen. Som daglejer havde han næppe tjent mere end 100 rigsdaler om året. Når han fik jobbet som bestyrer, kan det kun skyldes, at han har været kendt som en dygtig og samvittighedsfuld person. Han havde i 1844 boet mindst 10 år i byen, for i 1834 var både han og konen blandt de borgere, som var opført i folketællingen. At han også udførte arbejdet tilfredsstillende viste sig året efter, da han krævede lønforhøjelse og fik lagt 16 rigsdaler oven i de 64.


Instruksen3 for bestyreren krævede, at han skulle være kyndig i landbrug, have kendskab til regnskabsføring og beherske skrivekunsten. Dertil kom at han skulle være flittig, redelig og "aldeles ædruelig". Konen skulle besidde de samme egenskaber som manden. Hun skulle forestå madlavning, ølbrygning, bagning, behandling af mælk og smør, sørge for vask og passe børn og gamle. Det var også bestyreren og hans ægtefælle, der skulle overvåge fattiglemmernes personlige renlighed. Hænder og ansigt skulle vaskes dagligt, og havde folk været på markarbejde, skulle de også vaske fødderne. Børnene skulle kæmmes hver onsdag og lørdag. Det betød, at de skulle have en kam gennem håret to gange om ugen. Det blev overladt til de voksne selv at sørge for den slags, men deres hårpragt var næppe så omfattende.


Om søndagen skulle de fattige og børnene have fri til at overvære gudstjenesten i kirken. Hvis ikke de gik i kirke, skulle de være til stede ved den husandagt, som hver helligdag blev afholdt på gården. Før man gik i gang med at spise blev der bedt en kort bordbøn. Arbejdstiden var i månederne marts og april 6-12, 14-19. Maj-august 5-12, 14-20. September-oktober 6-12, 14-19. November-februar 8-12, 13-21. De anførte tider var begyndelses- og sluttider. Derfor blev der hele året spist til middag kl. 12, men om sommeren skulle morgenmaden være indtaget inden kl. 5. Om vinteren var der først aftensmad kl. 21, så det er vel tvivlsomt, i hvor høj grad dette skema har kunnet gennemføres i praksis. Man kan vanskeligt forestille sig, at de mange gamle mennesker har kunnet holde sig vågne til kl. 21, så mon ikke de har spist deres aftensmad noget tidligere.


På søn- og helligdage var det tilladt de fattige at arbejde for sig selv. Dvs. at de kunne tage arbejde uden for fattiggården og stikke pengene i deres egne lommer. Hvis de blev hjemme på gården og lavede husflidsarbejder, så måtte de selv beholde pengene, som kom ind ved salget af disse varer. Det blev pålagt bestyreren at føre regnskab med dette arbejde, så der altid var styr på, om produktet var den fattiges eller tilhørte fattiggården. Hver anden søndag kunne de fattige få "visse Fritimer" og besøge venner og slægtninge. Det fremgår også af anstaltens arbejdsjournal, at der ikke blev arbejdet mellem jul og nytår. Når der var marked i byen, hvilket skete ti gange årligt, så fik de fattige fri hele dagen for at tage til byen og se på festlighederne.


Maden skulle være nærende, velsmagende og ufordærvet. Kostplanen, der var ophængt i spisesalen/køkkenet, havde følgende sammensætning:
SØNDAG:
Morgen: Byggrød med varmt øl eller varm mælk på. Et halvt stykke smørrebrød. Hvis der ikke var gryn til grød, blev der serveret brød kogt i øl eller mælk.
Middag: Grønkål med gryn samt småt skåret, røget kød og kartofler.
Aften: Som om morgenen, men fra 1. april til sidst i september uden smørrebrød, der blev givet som mellemmad om eftermiddagen

MANDAG:
Morgen: Som om søndagen
Middag: Grød med mælk eller øl.
Aften: Som om søndagen.

TIRSDAG:
Morgen: Som om søndagen.
Middag:Vælling kogt i mælk med eftermad af kartofter med sennepssovs.
Aften: Som om søndagen.

ONSDAG:
Morgen: Som om søndagen.
Middag: Kartofter med melsovs.
Aften: Som om søndagen.

TORSDAG:
Hele dagen som om søndagen.

FREDAG:
Hele dagen som om tirsdagen.

LØRDAG:
Hele dagen som mandag eller torsdag.

Fra 1. maj til medio september fik alle et halvt stykke smørrebrød formiddag og eftermiddag. Mænd, som udførte hårdt markarbejde, fik både formiddag og eftermiddag en snaps til deres mellemmad. Fersk, tørret eller saltet fisk kunne erstatte kødet.


Kosten må karakteriseres som ensidig, men sund og nærende. Hovedingredienserne: Kartofler, grønkål, grød/brød lidt kød/fisk var ikke særlig fed, men indeholdt de nødvendige næringsstoffer. Mon ikke mange moderne, danske kredsløbs- m. fl. sygdomme kunne kureres med et års tid på denne kost?


Fattigkommissionens medlemmer foran fattiggården.
Fattigkommissionens medlemmer foran fattiggården om kring århundredeskiftet.
Fra højre er det J. P. Justesen, A. Sørensen og A. Harck. Den fjerde person er ukendt.

Fattigkommissionen tog instruksen om, at maden ikke måtte være fordærvet, alvorligt. Da et par af kommissionens medlemmer i april 1845 var ude på gården, mens lemmerne spiste, hørte de tale om, at kartoflerne smagte sødt. De smagte på kartoflerne, men mente, at de kun havde fået frost i ubetydelig grad og derfor nok kunne spises. Men da de prøvede kartoflerne fra et andet fad, konstaterede de, at disse var uspiselige og måtte kasseres til svineføde. Maden blev indtaget ved tre borde i køkkenet. Der blev ikke brugt tallerkener, men såkaldte "afpassede Brædder". I inventarlisten findes der intet spisebestik. Men da de næppe har spist med fingrene, må man gå ud fra, at hvert fattiglem har haft i det mindste en træske, hvilket også har været tilstrækkeligt til at indtage den i kostplanen omtalte mad.


Der skulle ved vareindkøb tages hensyn til, at nogle af de fattige havde "Trang til Tobak". Det er vanskeligt at se, hvor meget tobak der blev røget på fattiggården i løbet af et år. I regnskaberne står tobak ikke opført for sig selv. Det samme gør sig gældende for regnskabsbilagene. Kun enkelte gange fremtræder tobak for sig selv på en regning. I følge de første regnskaber blev der købt tobak og humle for 30 rigsdaler om året. Et pund tobak kostede 11 skilling, så for en rigsdaler kunne der købes knap 4½ kg tobak. Af hensyn til brandfaren var det forbudt at ryge i lokalerne. Alligevel kan man vist roligt gå ud fra, at fattiglemmerne har røget eller skrået adskillige kilo tobak om året.


Da Det danske Kancelli i april 1844 godkendte fattigkommissionens indretning af fattiggården, henstillede man, at de fattige kom til at sove i hver sin seng, samt at der blev lavet kamre, hvor ægtefæller kunne være for sig selv. Denne anbefaling fulgte Varde købstads fattigvæsen ikke. I den ny hovedbygning var der 8 soveværelser, hvor der kun var få enkelte, men indtil flere dobbelte sengesteder. Det skal dog siges til forsvar for fattigkommissionens dispositioner, at de ægtefæller, der var på fattiggården i længere tid, havde en sådan alder, at deres behov for erotik har været ret begrænset. Desuden var soveværelserne ikke udstyret med kakkelovne, så det kunne lune med en sengekammerat i de kolde vinternætter.


Foruden de 8 soveværelser var der to sygestuer - en for hvert køn. Dertil kom en reservestue, der brugtes, når en eller flere personer i kortere tid havde ophold på gården. Det kunne f. eks. være en udenbys person, som midlertidigt var på anstalten, indtil han/hun blev sendt hjem til den kommune, der havde forsørgelsespligten. Hvis et af lemmerne gjorde sig skyldig i opsætsighed, uorden eller dovenskab, så skulle bestyreren irettesætte den pågældende. Hvis det ikke hjalp, skulle overopsynsmanden tage affære og nægte den formastelige udgangstilladelse eller ret til at arbejde for sig selv om søndagen. I grove tilfælde kom sagen for fattigkommissionen, der kunne idømme misdæderen indtil 5 dage i gårdens arreststue. Ved direkte kriminelle handlinger blev lemmerne taget under behandling af det almindelige politi- og retsvæsen og hensat i byens arrest eller ved længere fængselsophold i tugthuset i Viborg. Bestyreren måtte ikke bruge korporlig afstraffelse mod de voksne. Børnene var det tilladt at slå med ris, men kun i "ubetydelig Grad". Skulle de unge regelbrydere have en alvorlig, legemlig revselse, så måtte sagen forelægges overopsynsmanden og ske under hans overvågelse.


Som det er fremgået af ovenstående, var der også ansat en overopsynsmand. Han var fattigkommissionens forlængede arm. En gang om dagen, også om søndagen, skulle han til forskellige tidpunkter vise sig på gården og tilse, at alt gik, som det skulle. Tidspunktet for besøget skulle nedfældes i en protokol, hvor der også skulle gøres bemærkninger, hvis der havde været problemer siden gårsdagens besøg. Uanmeldt skulle han møde op på anstalten efter malketid og måle mælken for at hindre, at der var for stort svind i den afmalkede mælk. Han skulle have opmærksomheden henledt på, hvem af de fattige der var flittige og derved gjorde sig fortjente til en belønning. Ud over disse pligter var det hans opgave at være fattigvæsenets regnskabsfører og kasserer samt føre korrespondance for fattigkommissionen. Til denne post valgtes den 47-årige fuldmægtig på byfogedkontoret, Niels Sehested Windfeldt, der skulle have en løn på 100 rigsdaler for dette erhverv.


Da alle formelle og praktiske gøremål var overstået, kunne fattigvæsenet overtage den ny fattiggård og begynde indflytningen af de fattige i løbet af nov.-dec. 1844. Foruden den nye hovedbygning var der i følge brandtaksationen et sidehus, der blev brugt til beboelse for bestyreren med familie. En bygning med stald og lade. Et halvtag samt et lokum. Den 20/12 1844 fandt den officielle indvielse sted. Fattigkommissionens formand, byens sognepræst, provst Nees holdt tale, og der var sang og musik. I overtilsynsmandens protokol står der, at som følge af festlighederne var fattiglemmerne ikke beskæftiget med deres sædvanlige arbejde.


Fattiggården på Hjertingvej. Bag træerne skimtes gårdens bygninger.
Foto ca. 1903. Fattiggården på Hjertingvej. Bag træerne skimtes gårdens bygninger.
Skrænten til venstre skyldes udgravningen til jernbanen, som blev anlagt i 1870'erne.

De årlige udgifter til gårdens drift var i den første halve snes år ca. 1300 rigsdaler. Herfra skulle trækkes indtægter fra salg af varer fra gården: Smør, lidt grønsager og honning fra haven samt lemmernes husflid, ialt ca. 200 rigsdaler. Indtægterne blev dog forbedret ganske væsentlig, da man i slutningen af 1840'erne købte et par tyre. Disse bytyre bedækkede mod betaling køerne fra byens avlsbrugere - en indtægt, der beløb sig til 70-80 rigsdaler om året. Skatteborgernes tilskud til driften var således på en 1000- 1100 rigsdaler årligt.


I det foregående er der gjort rede for de formelle rammer, som fattigkommissionen havde lagt om lemmernes liv på anstalten. Men hvordan var nu dagligdagen for de 40-45 faste beboere i de første årtier efter udflytningen til Hjertingvej? Der var nogenlunde lige mange mænd og kvinder. Et andet karakteristisk træk var, at de alle kom fra samfundets laveste lag, hvor der ikke var overskud til at klare de barske forhold, som tilværelsen havde udsat dem for. Men ellers var det en særdeles broget flok, hvoraf de fleste efter moderne velfærdssynspunkter ikke hørte hjemme på en fattiggård. Nogle var invalide, andre var småtossede og burde have været på en særlig institution. Det store flertal var simpelthen gamle, der ikke havde kunnet skaffe sig til føden, når arbejdsevnen svigtede. En mindre gruppe var ramt af sociale ulykker så som arbejdsløshed, fallit o.l og havde ikke formået at rejse sig igen. Endelig var der en lille flok af arbejdssky, utilpassede personer, der som regel også havde et alkoholproblem. Blandt denne mangfoldighed af mennesker var også børnene anbragt.


Fattigkommissionen var selvfølgelig klar over, at børn ikke burde være på gården. Den søgte efter bedste evne at få dem anbragt i tjeneste hos egnens bønder eller finde en læreplads til dem. Der skal nok have været uheldige anbringelser, som kildematerialet ikke fortæller noget om. Men hovedindtrykket er, at børnene ikke blev anbragt ved en hvem som helst. Børn i den skolepligtige alder, som det ikke lykkedes at få anbragt uden for anstalten, blev sendt i skole hver dag. De skulle læse deres lektier, ellers vankede der stryg. Drengene Niels Slot og Niels Jensen fik 8/7 1847 en omgang ris, mens overtilsynsmanden så til. En lærer havde klaget over,at drengene var dovne, og der blev ikke anstillet en nøjere undersøgelse over, om anklagen var rigtig, eller om drengenes forsømmelighed skyldtes andre faktorer. Der var ingen forståelse for børn, der var vådliggere. Det erfarede Mads Peder d. 2/2 1847. Han havde flere gange fået en advarsel om at holde op med at være urenlig om natten. Den omtalte dag gav bestyreren ham nogle slag af en ridepisk i overopsynsmandens nærvær. At børnene fik tæv på fattiggården var ikke udtryk for, at man gav børn en særlig hårdhændet behandling. Det var dengang noget ganske normalt at slå børn. Der var dog også solstrålehistorier. I 1858 var Johan Kreinert blevet udlært som blikkenslager. Fattigkommissionen besluttede i den anledning at give ham 10 rigsdaler til et sæt svendetøj - 10 rigsdaler var næsten en månedsløn for en faglært.


Ovenstående eksempler er hentet fra overopsynsmandens tilsynsbog og fattigkommissionens forhandlingsprotokol, der sammen med gårdens arbejdsprotokol er de primære kilder til livet på fattiganstalten. Det er kun de alvorlige forseelser, der både findes hos overtilsynet og i kommissionens forhandlingsprotokol. Det gælder f. eks., da Hans Poulsen 25/9 1845 havde været til marked og kom hjem i svært beruset tilstand. Han brugte mund i køkkenet, og da bestyreren bad ham tie stille, havde Hans Poulsen bedt ham lukke munden. Bestyreren havde nu irettesat Hans Poulsen, men fik til svar, at bestyreren blot kunne stille med hele fattigkommissionen og i øvrigt hvem som helst, for han regnede dem ikke for noget. Denne opsætsighed kostede Hans Poulsen to dage i gårdens arrest.


Et par måneder senere var det galt med Jens Iserman, der sent om aftenen var kommet hjem i velbeskænket tilstand. Han havde vækket bestyreren og iøvrigt lavet en del ballade. Dagen derpå var Iserman meget tørstig og havde stukket hele hovedet ned i øltønden, der stod i spisesalen/køkkenet. Det ville bestyrerens kone forhindre, da Jens Iserman var særdeles snavset i ansigtet med tobakssaft i mundvigene. Han truede nu både bestyreren og konen på livet og blev derfor hensat i arreststuen. Fattigkommissionen bestemte, at der kunne han blive i fem dage.


Derimod slap før nævnte Hans Poulsen med en irettesættelse af overopsynsmanden, da han i april 1847 kom fuld hjem fra byen med en flaske brændevin i hånden. Han var gået ind på mændenes arbejdsstue. Her tømte han brændevinsflasken, hvilket medførte, at han blev styrtende beruset og lod sit vand på gulvet, alt imens "han brugte en slem Mund". Eksemplerne viser, at autoriteternes disciplinære kurs var ret svingende. De viser også, at lemmerne fik lov til at gå til byen på andre tider end i reglementets fritimer hver anden søndag.


Det er usandsynligt, at lemmerne fik deres drikkevarer gratis på byens værtshuse. De har på en eller anden måde skaffet sig penge til brændevin f. eks ved at arbejde for sig selv. Dette skulle i følge reglementet foregå om søndagen, men at det heller ikke her gik efter reglerne, viser overopsynsmandens protokol f.eks 19/4 1845. På vejen ud til fattiggården fandt Windfeldt to lemmer i færd med at oprense en grøft, der ikke tilhørte fattigvæsenet. Lemmerne mente, det var deres fritid og det således var i orden, at de arbejdede for andre. Overopsynsmanden var dog af en anden mening, og de to grøftegravere blev gennet hjem til gården.


Der var selvfølgelig også en del småslagsmål og udveksling af skældsord på et sted, hvor så forskelligartede mennesker var bragt sammen. Men det generelle indtryk ud fra overopsynsmandens protokol og fattigkommissionens forhandlingsprotokol er, at det for det meste gik, som det skulle. Om sommeren arbejdede lemmerne i marken, og om vinteren var de beskæftiget i anstaltens arbejdsrum med at væve, strikke, sy og lappe. Der blev flettet adskillige hundrede favne sime4. Der blev tærsket i laden, og på snedkerværkstedet blev der lavet ligkister, så gården var selvforsynende med denne hyppigt anvendte genstand. Det ser ud til, at lemmerne uden større vanskeligheder gik ind til byen, når det passede dem. Der skete dem som regel heller ikke noget, blot de kom hjem til sengetid og ikke var støjende beruset. I nov. 1862 var det dog blevet til for meget med denne gåen ind til byen. Det blev bestemt, at for fremtiden skulle lemmerne forsynes med et udgangstegn, hvis de fik lov til at forlade anstalten. Politibetjente, der fik fat i lemmer uden udgangstegn og tilbageførte dem, skulle have en belønning. - Det ser dog ikke ud til at have hjulpet, for i 1865 stod der igen orden og disciplin på dagsordenen.


At man ikke engang i starten håndhævede disciplinen særlig strengt, viste sig fredag d. 3/1 1845, da Kristiane Kirschner havde nægtet at hjælpe med vasken, idet hun påstod at være syg og var gået i seng. Overtilsynsmanden befalede hende at stå op og gå i arbejde, men hun blev liggende. Da Windfeldt kom ud på gården dagen efter, lå hun stadig i sengen og foregav at være dårlig. En påstand, som overtilsynsmanden mente var "blottet for enhver Sandhed". Men mere skete der ikke i denne sag, så Kristiane Kirschner fik sig en forlænget weekend.


I sit standardværk fra 1940 om den offentlige fattigforsorg i Danmark er det Harald Jørgensens hovedtese, at reglerne fra de centrale myndigheder var gode nok, men det kneb gevaldigt for den lokale fattigforsorg at leve op til disse retningslinier (jfr. tidligere om kancelliets henstilling om at lemmerne burde sove i hver sin seng). I Varde synes det modsatte at have gjort sig gældende, nemlig at de lokale regler var strenge, men de blev håndhævet særdeles lempeligt.


Det billede, som Henrik Pontoppidan gav af fattiggården i novellen Naadsensbrød fra 1887 om Stine Bødkers, der kom på kassen, kan heller ikke bruges som et generelt billede af forholdene på fattiggården som en kaserne blottet for personlig frihed. Dette synspunkt er ret ukritisk blevet videreført i mange bøger, værst hos Ingeborg Christmas-Møller: På fattighuset, der udkom på Nationalmuseets forlag 1978. Her fremstilles forholdene som værende helt umenneskelige. Denne linie synes dog at være brudt med Johnny Wøllekær, der i sin bog om fattiggårdene på Fyn, som udkom i 1993, har en mere nuanceret opfattelse. Han karakteriserer ganske vist forholdene på fattiggårdene som en umyndiggørelse af mennesker. Men han stiller også spørgsmålet, hvad var alternativet? Det var nemlig et liv på eller under sultegrænsen. Fattiggårdene kunne trods alt tilbyde en mere tryg tilværelse. Men prisen var tabet af den personlige frihed. Wøllekærs konklusion er, at forholdene på fattiggårdene stort set var ens over hele landet, da myndighederne førte "en effektiv kontrol med reglernes overholdelse". At alternativet til fattiggården var et liv i nærheden af sultegrænsen er der næppe nogen tvivl om. Det var tilfældet for Wilhelm Kirschners kone i Varde. Hun ville ikke med sin mand på fattiggården, men d. 13/7 1847 blev hun bragt derud i en så afkræftet tilstand, at hun døde kl. 4 om morgenen.


Derimod kan undertegnede ikke følge Wøllekær i påstanden, at der ingen forskel var i forholdene på de fynske fattiggårde og anstalterne i det øvrige Danmark. Eksemplerne fra Varde fattiggård viser, at der var endog store forskelle. Dette skyldes måske, at de sociale problemer ikke var så store i det vestjyske som på Fyn. F. eks. blev Varde ikke industrialiseret i det 19. årh., hvilket havde til følge, at de sociale forhold ikke blev så grelle som i de hastigt voksende industribyer. Det var måske derfor, at fattigforsorgen i Varde forblev patriarkalsk i ordets bedste betydning?



Noter:

  1. Efter grundloven i 1849 Indenrigsministeriet.
  2. Fattiggården var skyldsat til knap 5 tdr. hartkorn. Byens samlede jordtilligender havde en værdi af 156 tdr. hartkorn og omfattede 6.500 tdr. land. D.v.s. der gik ca. 40 tdr. land på en tdr. hartkorn.
  3. Hverken i Varde købstads (disse arkivalier ligger i landsarkivet i Viborg), Ribe amts eller Det danske Kancelli's arkiver fra 1844 findes trykte reglementer vedrørende fattiggården. Men i Varde købstads arkiv er der en pakke med diverse dokumenter 1869-71, som indeholder nogle håndskrevne genparter af og udkast til diverse instrukser og reglementer.
  4. Bånd af flettet halm, der blev brugt til tækkearbejde og i forbindelse med fremstilling af halmkurve.

Til sidetop