Til sidebund

Mellem krig og krise

Glimt af kinograflivet i Varde 1946-1963.
af Christian de Thurah.

Den tid er ikke så fjern, hvor enhver provinsby af en vis størrelse1 og med respekt for sig selv havde to biografer, en Bio og en Kino. Sådan var det også for Vardes vedkommende indtil 1984, hvor den ene af byens to biografer, Kino, Kræmmergade 62, lukkede.


Mange mennesker i Varde og omegn kan endnu huske den periode, vi her skal beskæftige os med, og mange forbinder sikkert Kinografen, bygningen med det karakteristiske gavlrelief af Adam og Eva i Edens Have, med aftener og eftermiddage i Paradis. De følgende sider gør ikke på nogen måde krav på at være dækkende for, hvad alle disse mennesker hver for sig husker (eller mener at kunne huske), men er ment som en række punktnedslag, der gerne tilsammen skulle opridse væsentlige træk ved udviklingen i en spændende periode i film- og biografhistorien med Kinografen i Varde som lokalhistorisk eksempel . Når gennemgangen er begrænset til de godt 17 år fra maj 1946 til juli 1963, er det dels af overkommelighedshensyn, dels fordi netop denne periode er særdeles veldokumenteret i Varde Museums og Varde Lokalhistoriske Arkivs samlinger, og dels fordi Kinografen i disse år ejes af den samme mand, Rudolf Rasmussen. Men selv denne afgrænsede periode kan ikke behandles i detaljer på den plads, der er til rådighed her. Alene den kendsgerning, at Kinografen i disse år viser ca. 2.500 film (inklusive repriser), antyder, hvilket omfang en sådan gennemgang ville få.


Rudolf Rasmussen Rudolf Rasmussen (1898-1964), der senere blev borgmester i Varde3 i to perioder, overtog Kinografen efter Christian Christensen i 1946 og drev den frem til 1963, hvor den blev overtaget af Anders P. Sørensen, der skulle blive dens sidste ejer. Tiden fra krigens afslutning til begyndelsen af tresserne, altså nertop den periode, hvor Rudolf Rasmussen drev Kinografen, var særdeles turbulent for filmbranchens vedkommende, præget som den var af skiftende økonomiske konjunkturer, skiftende kulturpolitik og skiftende forbrugsvaner, og disse hurtige historiske forandringer skinner tydeligt igennem i de tørre talkolonner i Kinografens gamle kassebøger, der taler deres tydelige sprog om en vigtig kulturinstitutions kulmination og tilbagegang.


Under besættelsen var antallet af solgte biografbilletter i Danmark steget enormt, bl.a.som følge af pengerigelighed og vareknaphed, men udbuddet af film havde været begrænset, da der ikke kunne indføres film fra de allierede lande. Især savnede man de amerikanske film, der før krigen havde udgjort ca. halvdelen af biografrepertoiret. Bl.a. som følge af valutaproblemer kom importen af amerikanske film først for alvor i gang igen sent i 1946, og så var kvaliteten af det, der kunne indføres, endda ikke noget at råbe hurra for.


Mangelen på interessante amerikanske film er tydelig, når man betragter Kinografens repertoire for 1946. Her kniber det alvorligt med amerikanske kassesucceser. Mindre westerns, som "Præriens Hævner" og "Den maskerede Rytter", solgte mange billetter, men gik kun 2-3 dage, muligvis fordi de kun cirkulerede i ganske få kopier. Pæn søgning var der også til en række engelske film, som "Tyven fra Bagdad" (1940) og George Formby-komedierne, som var årets mest populære. I den seriøse ende af skalaen lå den svenske filmatisering af Kaj Munks "Ordet" (1945), der også havde rimelig publikumsinteresse i juni, mens Frihedsrådets dokumentariske film om samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen "Det gælder din Frihed"(1946) kun trak jævnt i fire dage her godt et år efter befrielsen. Årets mest vellykkede danske film var nok "Diskret Ophold" (1946), hvori Ib Schönberg spiller en på en gang snu og hjertevarm fynbo, der lejer værelser ud til unge piger, der er kommet "i ulykke", og samtidig forsøger at hjælpe dem. Filmen havde rimelig succes i Kinografen i november-december - men den fik hård konkurrence fra "Den maskerede Rytter" og tegnefilmene, der blev spillet omkring samme tid.


Den biograf, Rudolf Rasmussen nu havde overtaget, havde én sal med 225 pladser. Billetterne kostede i gennemsnit lidt under 1 krone, hvilket var mindre, end biografbilletter havde kostet under besættelsen. Den lave pris var fastsat af Prisdirektoratet i efteråret 1945. Det var således en billig fornøjelse at gå i biografen, og på en god dag kunne Kinografen sælge over 650 billetter. Selvom hovedparten af repertoiret ikke var direkte børneorienteret, blev der solgt en del børnebilletter til de fleste forestillinger. En af de få undtagelser var den amerikanske "Hitler & Co" (1944) om nazisternes vej til magten i Tyskland. Ifølge programmet var den "rystende, men sandfærdig", så den måtte børnene ikke se.Den var også "usminket", selvom skuespillerne faktisk var fremragende maskeret og lignede Hitler, Göring, Hess og alle de andre til forveksling. Filmen gik 3 dage i juli og trak heller ikke så forfærdelig mange voksne til. I øvrigt indførte Kinografen fra august 1946 særlige børneforevisninger i weekenderne af de spillefilm, som var på aftenprogrammet, såvel som af tegnefilm, og det var ikke kun børn, tegnefilmene trak til.


Fra begyndelsen af 1947 ses det klart, at de store amerikanske filmudlejere for alvor var tilbage på det danske marked - i skarp konkurrence med det engelske Eagle-Lion. Mest populære blandt de udenlandske film var tegnefilm, lystspil/komedier og film med eksotiske navne som "Elefantdrengen" (1937) og "Junglepigen" (1941), men et par nye danske film ragede op i statistikken. Den ene var Astrid og Bjarne Henning-Jensens "De Pokkers Unger" (1947), der gik 10 dage i oktober-november og solgte kolossalt mange billetter anden og tredie aften, der lå i en weekend. Der var et stort antal børn blandt publikum, og filmen er da også blevet kaldt Danmarks første rigtige børnefilm. I samtiden blev den især berømmet for sin socialrealisme og den fine personinstruktion af de medvirkende børn.Årets anden store danske succes var Bjarne Henning-Jensens "Ditte Menneskebarn" (1946) efter Martin Andersen Nexøs roman. Den gik 14 dage i februar, og selvom publikums interesse svigtede hen mod slutningen, hævdede den sig som årets mest sete film i Kinografen. Det er påfaldende, at de to største danske filmsucceer i tiden er lavet af de samme instruktører4, har rollelisten besat med stort set de samme skuespillere og holdes i den samme let sentimentaliserede socialrealisme. Nordisk Films Kompagni syntes her at have fundet en formel, der virkelig faldt i tidens smag - både kritikernes og publikums. "Ditte Menneskebarn", der for øvrigt også blev en succes i udlandet5, var desuden en teknisk milepæl i dansk film, idet det var den første film herhjemme, der blev lavet med egaliseret lyd, dvs. at lydoptagelserne var efterbehandlet i et studie for at gøre kvaliteten mere ensartet. Denne teknik var almindeligt brugt i udlandet, men havde hidtil været for dyr for de danske producenter.


Plakat fra dengang Som et kuriosum fra året 1947 kan nævnes Saga-filmen "Sikken en Nat" (1947), der blev spillet i Kinografen 17.-23. november. Filmrådet havde i september karakteriseret filmen som "værende af ringe kvalitet", og kritikken havde sablet den ned. "Sikken en Nat" er en fordanskning af den amerikanske farce "One Thrilling Night" (1942) og handler om et ungt par (spillet af Helge Kjærulff-Schmidt og Grethe Thordahl), der på deres bryllupsnat jages rundt i byen af forbrydere. Saga betegnede selv filmen som "en latterorkan" og hævdede, at publikum "skreg af morskab og spænding". Om de godt 350 mennesker (heraf næsten 90 børn), der så filmen den 17. november, skreg, får stå hen, men søgningen de følgende dage var ikke imponerende.


I december 1947 havde Kinografen George Schnéevoigts gamle juleidyl "Nøddebo Præstegaard" (1934) på plakaten med en vis succes, ikke mindst takket være de mange børn blandt publikum. Dette blev indledningen til en ret langvarig tradition, idet "Nøddebo Præstegaard" var fast punkt på Kinografens juleprogram til og med 1959, hvorefter den blev afløst af nyere film. I årene 1948, 1949 og 1950 var biograflivet i hele landet nede i en bølgedal6 - værst i 1949. Pengerigeligheden og vareknapheden i kølvandet på besættelsen var ved at være et overstået kapitel, og desuden betød valutaknapheden, at der var problemer med filmimporten, først og fremmest fra USA, men også i nogen grad fra Sverige. Det var først i 1954, at de sidste importrestriktioner over for amerikanske film faldt bort.


Denne udvikling kan også aflæses på Kinografens billetsalg, der fra 1948 til 1949 faldt med godt 10%. Dette svarede nogenlunde til tilbagegangen på landsplan, men denne tilbagegang kom ikke på nogen måde bag på biografbranchen. Det var ellers ikke, fordi der ikke var film, der kunne trække folk i Kinografen. De eventyrlige og eksotiske film som "Junglepigens Triumf" (1942) og "Aladdins Eventyr" (1945) var stadig ret populære, og store nye film som den svenske "Driver Dug, falder Regn" (1946) og den amerikanske "Carnegie Hall" (1946) kunne også sælge billetter, men igen er det karakteristisk, at det var en seriøs dansk film, der havde publikums største interesse i 1948, nemlig Johan Jacobsens "Soldaten og Jenny"(1947), der er en filmatisering af Soyas skuespil "Brudstykker af et Mønster" fra 1940. Denne meget helstøbte film, hvis historie bestemt ikke er munter, men som begejstrede såvel publikum som kritikerne, var på Kinografens plakat syv dage i marts og april.


I årene 1950 til 1953 oplevede Kinografen - ligesom landets øvrige biografer - en voldsom stigning i tilskuertallet. Filmudbuddet blev nu - i hvert fald hvad angik antallet af titler - stadig mere domineret af amerikanske film, og nogle genrer begyndte at præge billedet. Bortset fra lystspil og farcer, som f.eks. Abbott og Costello-filmen "Afrika skriger" (1949), var det især krigsfilm og westerns, der begyndte at blive almindelige, selvom det ikke var disse to genrer, der solgte flest billetter i Kinografen. Krigsfilmene var for manges vedkommende beredskabsfilm, altså propagandafilm fremstillet under krigen for at stive de Allieredes moral af. Et typisk eksempel er den amerikanske "Sahara" (1943) med Humphry Bogart i hovedrollen. I programmet til filmen, der gik i Kinografen den 4. og 5. februar 1950, hedder det:


"Disse Mænd kan vi i Dag takke vor Frihed for7. Uden deres Kampaand, uden deres Heltemod var Krigen maaske aldrig blevet vundet. Lad os da - naar vi ser denne Film - i dyb Ærbødighed mindes dem, der ikke vendte tilbage - og lad deres uvurderlige Indsats staa som Forbilleder for Eftertiden, hvis der engang igen skulle blive Brug for saadanne Mænd."8


Man mærker, at krigen stadig var i frisk erindring, og derfor er det så meget mere bemærkelsesværdigt, at der var langt større søgning til Milestones gamle Remarque-filmatisering "Intet nyt fra vestfronten"(1930), der ikke blot er en antikrigsfilm, men handler om noget så fjernt som 1. verdenskrig. Den trak temmelig mange i Kinografen i november 1951. Lidt mere populære end krigsfilmene var western-filmene, selvom heller ikke de var Kinografens største trækplaster. Derimod gik John Fords "Den tavse mand"(1951) fint i 10 dage i juli 1953 - western eller ej, John Ford og John Wayne kunne trække folk i biogfrafen.


Plakat fra dengang Endelig begyndte en tredie amerikansk genre at stikke hovedet frem på denne tid: filmen om den utilpassede unge oprører. Denne filmgenre, der nærmest skulle blive synonym med halvtredserne, kom - med et par undtagelser - aldrig til at trække særlig mange tilskuere i Kinografen, men den blev vist, begyndende med "Lev stærkt - dø ung" (1949), der blev vist en uge i september 1949 med pæn succes.


I november 1949 vedtog Rigsdagen en ny lov om filmstøtte, der ændrede den hidtidige kvalitetsstøtte til generel støtte. Dette medførte et skift i dansk filmproduktion fra fyrrernes mere seriøse film til halvtredsernes mere underholdende. Ganske vist blev der stadig produceret seriøse danske film. Kærlighedsfilmen "Susanne" (1950) med Astrid Villaume i hovedrollen havde pæn søgning i maj 1950 - bedre end efterfølgeren "Hvem ringer Klokkerne for?"(1943) med selveste Gary Cooper. Deriomod solgte Astrid og Bjarne Henning-Jensens anmelderudskældte "Vesterhavsdrenge"( 1950) ikke mange billetter, selvom den blev set af en del børn, og "For Frihed og Ret" (1949) med Ebbe Rohde, der hyldede Grundloven i hundredeåret for dens tilblivelse, blev en decideret fiasko. Den gik én aften, 20.februar 1950, for en ikke engang halvfyldt sal.


Så var der helt anderledes gang i den, når der blev vist nye danske underholdningsfilm: "Bag de røde Porte" (1951), "Rekrut 67 Petersen" (1952), "To minutter for sent" (1952) - for slet ikke at tale om "Den gamle mølle på Mols" (1953) med den allestedsnærværende Ib Schönberg, der lagde beslag på mere end halvdelen af april 1953, og "Fra den gamle Købmandsgaard"(eller "Jul i Købmandsgaarden") (1951), der stort set var på plakaten hele marts 1952 med reprise allerede i december. Hovedrollen i denne film blev spillet af Astrid Villaume, der ligesom Ib Schönberg synes at have arbejdet i døgndrift i disse år. Frem til 1959 var "Fra den gamle Købmandsgaard" fast punkt på Kinografens juleprogram sammen med "Nøddebo Præstegaard", og fra 1960 var den alene fast julefilm.


Året 1954 var ikke blot det år, hvor Rudolf Rasmussen blev valgt til borgmester første gang. For Kinografen i Varde - som for landets øvrige biografer - markerer året et højdepunkt i publikumsinteresse, der ikke er overgået hverken før eller siden. For Kinografens vedkommende er der tale om en stigning i billetsalget på næsten 30% i forhold til 1946-1947. Billetpriserne var nu 1,75 kr for de bedste pladser (hvor langt de fleste ville sidde), 1 kr for de såkaldte "andenpladser" og 75 øre for børn. Årets repertoire lå omkring gennemsnittet for perioden, hvad angår antallet af film (godt 150 inklusive repriser), og det var som tidligere de amerikanske, der var flest af. Det, der gjorde året specielt, var, at alt syntes at have interesse, der var tilskuere til stort set alle film. Der var dog enkelte, der ragede op. Blandt de amerikanske kan nævnes krigs- og kærlighedsdramaet "Herfra til evigheden"(1953) med Deborah Kerr og Burt Lancaster, der solgte pænt i marts, farcen "Abbott & Costello møder Kaptajn Kidd "(?), der gik for fulde huse 3 dage i juni, og endelig Elia Kazans "I storbyens havn"(1954), hvor Marlon Brando igen spiller ung oprører, i december 1954 og januar 1955.


Blandt de danske film var det nu folkekomedierne, der dominerede. Af disse var de to største succeser "Karen, Maren og Mette" (1954) i oktober og "I kongens klæ´r"(1954), der havde bl.a. Kjeld Petersen, Dirch Passer og Ove Sprogø på rollelisten, i oktober-november. Sidstnævnte, der var årets største succes i Kinografen, dannede senere forbillede for den populære serie af "Soldaterkammerater"-film, som Merry Film producerede mellem 1958 og 1968.


Det sætter den tids biografinteresse i perspektiv at tænke på, at Kinografen trods de i dag nærmest ufattelige salgstal9 ikke var alene om at vise film i Varde. I øvrigt flyttede konkurrenten "Bio"10 i 1954 fra Storegade 32 til nye lokaler i Kræmmergade 9, hvor den stadig har til huse.


Årene efter 1954 var nedgangsår for biografbranchen i Danmark - og for Kinografen i Varde. Der var utvivlsomt mange forskellige årsager til denne negative udvikling. Som følge af skatteforhøjelse måtte biograferne sætte priserne op i april 1955. For Kinografens vedkommende betød det, at priserne pr. 1.april 1955 steg med 50 øre for voksne og 25 øre for børn. Disse prisforhøjrlser har næppe i sig selv virket afskrækkende på publikum, biografen var stadig en relativt billig fornøjelse, men på denne tid var de sidste importbegrænsninger faldet bort, og der var meget andet at bruge penge til. Dertil kom, at der lige siden krigens afslutning havde været periodiske kontroverser mellem de danske myndigheder, den danske filmbranche og den amerikanske filmbranche om importen af amerikanske film. Dette havde resulteret i, at amerikanerne i perioder havde blokeret det danske filmmarked helt eller delvist, sådan at de danske biografgængere i perioder ikke havde kunnet se de mest efterspurgte amerikanske film. Disse kontroverser sluttede definitivt i 1958, og det er forklaringen på, at "Borte med blæsten" først havde premiere i Danmark dette år, selvom den var fra 1939!11 Under alle omstændigheder var publikums interesse dalende fra 1955 og frem, og i perioden 1955-1958 gik det især ud over de udenlandske film.


Plakat fra dengang Der var kun få udenlandske film, der solgte mange billetter i 1955-1956. "Mytteriet på Caine" (1954) med Humphrey Bogart trak godt den første spilleaften i april 1955, men derefter svigtede publikum. "Vild ungdom" med Marlon Brando havde lidt mere jævnt besøg samme måned, mens en eksotisk sag som "Tropenætter"12 kun kunne sælge, når den kombineredes med "Gøg og Gokke" (april 1956). Krigsfilmen "Heltene fra Iwo Jima" (1950) med John Wayne i den for ham typiske hovedrolle som den barske sergent Stryker, der slæber rundt på en personlig tragedie, trak mange mennesker, men gik kun en enkelt aften13. Der var også gjort lidt ekstra for de særligt interesserede, idet der i programmet til filmen var instukket en firesiders artikel af krigskorrespondenten William Courtenay, "Hvorfor maatte Iwo Jima erobres?", der i tekst, kort og fotografier fortalte om slaget og dets baggrund. Endelig kan nævnes den meget romantiske tyske film "Den gamle Lynggaard" (?), der på programmet lanceredes som "Den storslaaede Natur-Farvefilm", hvilket må have haft en vis tiltrækningskraft på et tidspunkt, hvor der endnu ikke fandtes danske spillefilm i farver. Den blev da også set af temmelig mange i december 1955 og januar 1956.


Det var igen de nyproducerede danske film, der måtte trække det stor læs: "Der kom en dag" (1955) om modstandskampen og lystspillene "På tro og love" (1955), "Det var på Rundetårn" (1955) og "Færgekroen" (1956) med folkekære skuespillere som Astrid Villaume, Poul Reichardt, Kjeld Petersen, Dirch Passer og Ove Sprogø. I 1956 blev der i øvrigt skrevet dansk filmhistorie, idet Nordisk Film producerede den første danske spillefilm i farver14, "Kispus". Det er en Askepot-historie med Helle Virkner og Henning Moritzen i hovedrollerne, og den kostede Nordisk Film den nette sum af en million kroner at lave, hvilket var 3-4 gange så meget som en almindelig spillefilm. "Kispus" gik i Kinografen 5 dage i august 1956, men bortset fra den første aften var tilstrømningen ikke overvældende.


Plakat fra dengang Paradoksalt nok skulle det blive i denne krisetid, at Kinografen oplevede sit største tilløbsstykke overhovedet i den her behandlede periode. Den 28. januar 1957 kom den danske film "Qivitoq - fjeldgængeren" (1956) på plakaten, og den blev først taget ned igen mere end 30 spilledage senere og efter at have solgt mange tusind billetter. "Qivitoq", der er en kærlighedshistorie, der udspiller sig på et udsted i Grønland, var - ligesom "Kispus" - et kolossalt dyrt prestigeprojekt fra Nordisk Film. I farver, naturligvis15. I filmens program fortælles om de usædvanlig vanskelige forhold, filmen blev optaget under, og hvor farlige visse af scenerne var for hovedpersonen, Poul Reichardt, der bl.a. skulle falde i en gletscherspalte. Selvom filmen ikke ubetinget faldt i kritikernes smag, og selvom den blev kritiseret fra grønlandsk side for at fordreje virkeligheden, blev den en stor succes hos publikum. En væsentlig medvirkende årsag hertil var nok filmens flotte farveoptagelser af det grønlandske landskab - et syn, danske biografgængere ikke var forvænt med16. "Qivitoq" blev forøvrigt belønnet ved Cannes-festivalen i 1957. Blandt de øvrige film, der trak i den rigtige retning dette år, kan nævnes den danske komedie "Tre piger fra Jylland" (1957) og Jacqes Costeaus berømte undervandsfilm "Den tavse verden" (1956).


Alt i alt kan året 1957 for Kinografens vedkommende og for landets øvrige biografer betegnes som et år, hvor nedgangen i publikumsinteressen midlertidigt fladede ud - et pusterum. Dette år udvidede Rudolf Rasmussen Kinografen. Ved at købe stykker af nabogrundene17 erhvervede han 120 kvadratmeter, der blev brugt til at indrette 50 ekstra pladser samt gøre plads til et nyt, stort lærred, så filmene nu kunne vises i det nye, mere aflange CinemaScope-format, som 20th Century Fox havde introduceret i 1953. Rundt om i landet forsøgte enkelte biografejere at komme billigere om ved denne nyskabelse ved at vise film, der var optaget i det traditionelle, mere kvadratiske format, med forstørret billede, hvor der var klippet af foroven og forneden, så det lignede CinemaScope. Sådan skulle det ikke være i Kinografen.


Efter det lille pusterum i 1957 meldte virkeligheden sig igen: tilbagegang, og krisen blev nu endda forstærket, for mens det i perioden 1954 - 1958 var de udenlandske film, publikun svigtede, begyndte de nu også at miste interessen for de danske film. En væsentlig del af forklaringen herpå ligger sikkert i det nye fjernsynsmediums hastige udbredelse. De første spæde danske forsøg med fjernsyn var blevet gjort i 1949, og op gennem 50'erne steg antallet af fjernsynsmodtagere fra nogle få hundrede til flere hundrede tusinde - og det nye medium ville også vise spillefilm!


Trods de negative konjunkturer oplevede Kinografen i Varde dog endnu et år med fremgang i denne periode, nemlig 1959. For de danske biografer som helhed var 1959 blot året, inden kurven for alvor begyndte at dykke, men for Kinografen gik det som sagt godt, og forklaringen skal igen findes i en håndfuld succesfilm - især danske. I slutningen af december 1958 blev "Soldaterkammerater" (1958) - den første i den populære serie - sat på plakaten, og den spiller med succes et godt stykke ind i januar 1959. Samme måned trak "Broen over floden Kwai" (1957) mange tilskuere, og allerede den 2. februar kunne Kinografen præsentere sit publikum for "Styrmand Karlsen", et bekendtskab der strakte sig helt til begyndelsen af marts. 1959 kom altså flot fra start. Dette år ombyggede og udvidede Rudolf Rasmussen Kinografen for anden gang - endda uden, at der måtte holdes lukket på noget tidspunkt. I moderniseringsplanerne indgik oprindelig også en ombygning af husets facade, men den blev dog ikke til noget. Fra januar 1959 ændredes billetsystemet også, således at der nu solgtes billetter i mange flere prisgrupper, 1 kr for de billigste, 4 kr for de dyreste.


Resten af 1959 bød på et blandet repertoire af film, der kun gik ganske kort tid, afbrudt af enkelte højdepunkter: "Onkel Bill fra New York"(1959) med Dirch Passer i september- oktober, "Charles'tante"(1959) - også med Dirch Passer - i november-december og endelig "Soldaterkammerater"18 med bl.a. - ja, gæt selv! - hen over nytår. Der var også film, der solgte dårligt dette år. For en moderne biografgænger, der har prøvet at sidde alene, eller næsten alene, i en biografsal, kan det måske virke uforståeligt, at et salg på 80-100 billetter på en dag kan kaldes "dårligt", men efter den tids målestok var det ikke ret meget.


Årene 1960 - 1963 var præget af konstant tilbagegang for landets biografer. Søgningen til Kinografen var således i 1962 mindre end 60% af, hvad den var i rekordåret 1954. Kun få udenlandske film havde rigtig succes i disse år. Et par positive undtagelser er "Og bag dem synger skovene"(1959) i februar 1960 og de to meget forskellige krigsfilm "Broen" (tysk, 1959) og "Navarones kanoner" (amerikansk, 1961), der spillede i henholdsvis juli 1960 og juni 1962. Ellers var det mest danske lystspil, der trak: "Baronessen fra benzintanken"(1960), "Han, hun, Dirch og Dario"(1962), "Pigen og pressefotografen"(1963), der alle tre spillede i premiereåret, og så selvfølgelig "Soldaterkammerater"-filmene, der nu kom slag i slag (1961, 1962,1963). Men selv denne populære serie trak ikke helt som før.


To ret specielle danske film skilte sig ud i disse år- hver på sin måde. Den ene var "Reptilicus" (1961), der var en dansk-amerikansk co-produktion i science fiction- /monster genren med amerikanske b-film fra 50'erne og den japanske "Godzilla"(1954) som nærmeste forbilleder. Historien, der var skrevet af en rutineret manuskriptforfatter, dansk-amerikaneren Ib Melchior, er, at en forhistorisk, ildsprudende(!) dinosaurus vækkes til live og hærger København, indtil det lykkes en behjertet amerikansk general at gøre det af med den - eller lykkes det? Filmens slutning antyder en fortsættelse, men den kom aldrig19. Filmen er et af dansk filmhistories mest berømte flop, dansk film havde slet ikke tradition for at fortælle den slags historier, og kvaliteten blev derefter. Til gengæld fik den unægtelig megen omtale, og den samlede da også fuldt hus i Kinografen den første aften, den gik i april 1961, men interessen faldt hurtigt. Den anden bemærkelsesværdige danske film i perioden var Palle Kjærulff-Schmidts "Weekend" (1962) med manuskript af Klaus Rifbjerg, der trækker på helt andre udenlandske forbilleder, nemlig den nye bølge i fransk film, og således peger frem mod 60'er-modernismen. Den spillede en uge i januar 1963 for et begrænset udsnit af Kinografens publikum.


Hermed er vi nået til vejs ende i denne fase af Kinografens historie. Helt symbolsk slutter den den 1.juli 1963 med en reprise på "Qivitoq", der jo havde været så stor en succes i 1957. Men denne tredie20 gang var ikke lykkens gang, fjeldvandreren - og biograferne - havde mistet den magiske tiltrækningskraft, og der skulle gå et kvart århundrede, før den så småt begyndte at vende tilbage. Og da havde Varde ikke længere nogen Kinograf.


Noter:

  1. Kommuner med mellem 5.000 og 15.000 indbyggere kunne få 2 biograflicenser. Varde Kommune havde i 1950 8.300 indbyggere.
  2. Hvor Marco og Manhattan har til huse i dag
  3. Rud. Rasmussen var medlem af byrådet for Socialdemokratiet 1943-1964, viceborgmester 1943-1946 og 1958-1962, borgmester 1954-1958 og 1962-1964.
  4. Astrid Henning-Jensen var instruktørassistent på "Ditte Menneskebarn".
  5. Dog ikke i USA.
  6. Alt er som bekendt relativt. Sammenlignet med, hvad der senere skulle komme, gik det faktisk ganske godt.
  7. Der må menes: "...takke for vor frihed".
  8. Der kunne købes programmer til alle film i disse år, men der blev kun solgt ganske få.
  9. I 1954 solgte Kinografen godt 140.000 billetter.
  10. Oprindelig "Kosmorama".
  11. "Borte med blæsten" blev ikke vist i Kinografen i den her behandlede periode.
  12. Skal muligvis være "Tropiske Nætter" (1938).
  13. 3.marts 1956.
  14. Den allerførste danske farvefilm var tegnefilmen "Fyrtøjet" (1949), der samtidig var den første danske tegnefilm af spillefilmslængde.
  15. Der var særlig gunstige statsafgifter for produktion af farvefilm i disse år.
  16. Mellem 1930 og 1956 var der kun blevet optaget 2 danske spillefilm i Grønland, "Eskimo" (1930) og "Palos Brudefærd" (1934), og de var naturligvis ikke i farver.
  17. FDB´s og hotelejer Kr.Pedersens grunde.
  18. Her er formentlig tale om seriens nr.2, "Soldaterkammerater rykker ud"(1959). Dirch Passer var ikke med i seriens første film.(18)
  19. Hvem ved - måske var det noget for Zentropa ?
  20. Der havde været en kort, ikke særlig velbesøgt reprise i maj 1958.

Til sidetop