Til sidebund

Kloaksagen, der endte for Højesteret.

af
Ole Nørskov Nielsen


Da byrådet på mødet 11/12 1899 besluttede at begynde at kloakere i Varde, blev det vedtaget med syv stemmer mod fire. For stemte fire venstremænd og socialdemokraten J.P.Justesen. Desuden stemte højremanden N.P. Kjelst og borgmester Borbjerg for, mens fire højremænd stemte imod og venstremanden Th. Jørgensen undlod at stemme. Arbejdet skulle begynde, i marts måned. Forslaget, der var til afstemning, gik ud på, at man skulle begynde at kloakere Vestergade fra Vesterport samt Torvegade og et stykke af Brogade. Argumentet herfor var, at Vestergade var en meget trafikeret gade og de åbne rendestene udgjorde en fare, når to vogne skulle passere hinanden.



Åben rendesten i Storegade udfor Højskolehjemmet ca. 1899.

Desuden medførte de åbne rendestene, som gadens beboere ofte forsømte at holde fri for snavs, at spildevandet stod i gaderne, hvilket især om sommeren medførte betydelige lugtgener. Allerede i februar 1900 kunne fortalerne pege på, at de havde ret, da en tungt læsset vogn fra Oksbøl knækkede akslerne på baghjulene, da den kørte over rendestenen, der fra Nørregade gik over Vestergade og forsatte i Grydergade og bag om Frimurergåden ned i Frimurerhaven, hvorfra spildevandet skulle passere Slotsgade og ned i åen.Da passagen over Slotsgade ofte var spærret, så stod der en stinkende sø i Frimurerhaven, hvilket generede de mange spadserende, der om sommeren gik tur ad spadserestien, der førte op forbi præstegården, og som i 1894 fik navnet Vestervold. Samme år ændredes navnet på vejen fra Torvegade og hen til Vestervold fra Brogades Forlængelse eller Pramstedvej til Slotsgade.

Argumentet imod var, at det ville blive alt for dyrt, for når man først begyndte i nogle gader, så ville indbyggerne i andre gader kræve, at også deres gader blev kloakeret. Det fik de ret i. I anledning af den forestående kloakering af Vestergade skrev garver Clemmensen fra Nørregade til byrådet 12/2 1900, at Nørregade også burde kloakeres. Han prøvede at undgå de værste problemer ved at lukke sit ildelugtende vand ud i de tidlige morgentimer. Men det var også nødvendigt at lede vand ud til andre tider, hvilket medførte ulemper for beboerne især om sommeren eller om vinteren, når rendestenene var tilfrosne. Flere huse lå lavere end gaden, så spildevandet fra hans garvervirksomhed løb ved større ud ledninger ind i portene. Clemmensen mente, at det ikke alene var hensyntagen til beboerne, der var vigtig i denne sag, men også hensynet til ejerne af industrielle anlæg "af hvilke Byen vel ikke har mange, men kan få flere ved formaalstjenlig Ledelse af Udviklingen fra de Styrendes Side". Kun to i byrådet støttede Clemmensen forslag. Det var højremanden murermester H.F.Hansen og socialdemkraten J.P. Justesen, der begge mente, at forholdene omkring garveriet var utålelige.

Under kloakeringsarbejdet i Vestergade viste det sig ifølge Varde Avis 26/4 1900, at gasledningerne fra 1885 lå i vejen, og at man ikke havde noget kort over disse ledninger. Ingeniøren, der havde udfærdiget overslaget over kloakeringen på 20.000 kr. (svarer i 2016 til godt og vel én mio. kr.) havde ikke taget denne faktor med i beregningen.

Da kloakeringen af Vestergade/Torvegade og den vestlige del af Brogade var færdig i foråret 1901 opstod der det problem, at borgerne i disse gader fejede skidt fra deres gårdspladser ud på gaden og ned i de nye rendestene, hvilket fik byens politimester til at udstede forbud mod den slags. Vis tekst

De nye kloakker virkede tilsyneladende tilfredsstillende, for på byrådsmødet 17/2 1902 forelå en anmodning fra beboerne på Nørrevold om at få repareret broerne over rendestenene fra gaden ind til deres huse eller få gaden kloakeret. Af byrådets debat om ansøgningen fremgik det, at gaden var blevet højere, fordi beboerne havde brugt den til losseplads. Derfor var rendestenene ikke rigtige rendestene men dybe grøfter, som det var nødvendigt at have broer over for at komme ind i husene. Byrådet vedtog den billige løsning med at forny rendestensbroerne. På byrådsmødet 16/8 1905 vedtog man, at hele den gamle by inden for voldgaderne skulle kloakeres i forbindelse med nedlægningen af rør fra det nye vandværk, der åbnede i 1906.



Rendestensbro på Nørrevold ved indkørslen til Vestbanevej ca. 1905.

Men ikke alle indbyggere var tilfredse med denne løsning. En af dem, var avlsbruger C .Th. Kiertzner, der var indehaver af ejendommen matr. 58 på Brogade 18, hvor boligkomplekset Thuunbo ligger i dag.

Sagen begyndte 9/8 1906, da politibetjent Jensen havde været på inspektion og fundet ud af, at afløbsforholdene for Kiertzners spildevand fra hans ejendom ikke var i orden, idet det stadig løb i en åben rendesten over to nabogrunde. Efter at Storegade var blevet kloakeret, var udløbet fra Kiertzners rendesten blevet spærret og vandet samlede sig på naboen enkefru Jørgensen grund matr. 60b. Betjenten meldte dette til byens sundhedskommission.

Denne vedtog på et møde 11/8, at Kiertzner skulle omlægge sit afløb til en lukket rørledning og bringe denne i forbindelse med byens kloaksystem enten i Storegade eller Brogade. Kun derved ville han opfylde sundhedsvedtægtens § 12 stk 2, hvori der stod:
Hvor der af Kommunen i Gaderne (Vejene) er anlagt eller bliver anlagt Kloaker, skal Ejerne af de tilstødende Grunde være pligtige til for egen Regning at føre Spildevandet fra deres ejendomme til Kloakkerne gennem lukkede Ledninger efter den nu herom gældende Vedtægt.---Forsømmer Ejeren at udføre saadant, kan Kommunen lade Arbejdet udføre paa hans Bekostning, og Udgifterne herved kunne inddrives ved Udpantning samtidig med og under samme Regler som Kommuneskatter.

På samme møde vedtog kommissionen, at samtlige ejendomsbesiddere i byen, som endnu ikke var i forbindelse med byens kloakker inden 1/9 dette år, skulle etablere en sådan efter gade- og vejudvalgets nærmere bestemmelser. Dette påbud blev indrykket i byens aviser 15/8 1906.

Avlsbruger Kiertzner havde imidlertid ikke efterkommet denne bekendtgørelse, Vis tekstog 11/9 blev han indkaldt til at møde for sundhedskommissionen. Kiertzner påstod ifølge sundhedskommissionens forhandlingsprotokol, at kommissionen på hans ejendom ikke havde fundet nogen forurening, således som den påstod. Hans spildevand skulle, før det nåede ud til gaden passere to andre ejendomme i åben rendesten, hvilket havde været tilfældet siden Arilds tid. Sundhedskommissionen måtte rette sin kritik til ejerne af de ejendomme, hvorover hans spildevand løb. Hvis de havde etableret en lukket ledning med henblik på at bortlede spildevandet fra ejendommene i det hele taget, så ville afløbsforholdene have været i orden.

Ifølge forhandlingsprotokollen tog sundhedskommissionen derpå om og undersøgte forholdene ved Kiertzners afløb, og traf herefter den beslutning, at anmode gade- og vejudvalget, der var til stede ved dets formand, om at etablere en forbindelse mellem Kietzners afløb og byens kloak. Herefter henviste sundhedskommissionen til bekendtgørelsen i avisen og fandt i øvrigt ikke grund til at sagen blev forsinket mere.

Kiertzner protesterede over for kommissionen mod dennes beslutning om, at han skulle fratages det afløb, som han havde og altid havde haft til sit spildevand. Skulle der mod hans formodning alligevel ske forandringer, ville han nægte, at betale de dermed forbundne udgifter, da det var noget nyt og aldeles uhørt, "at man saaledes kunne blive berøvet en gammel Ret".



Matrikelkort 1906. Den stiplede linje fra matr. 58 over 59 og 60b er den kloakledning, som kommunen anlagde for Kiertzners regning.

15/9 blev Kiertzner indkaldt til møde med byens gade- og vejudvalg. Til stede ved mødet var også hans to naboer, over hvis grunde Kietzners spildevand løb. Det var malermester Jørgensens enke, matr. 60b som var repræsenteret ved politibetjent Jensen, og Sten- og billedhugger Christiansen, matr. 59 ved sin kompagnon Pedersen. Her foreslog gade- og vejudvalget ifølge forhandlingsprotokollen et forlig, der gik ud på, at der blev anlagt en kloakbrønd på Kiertzners ejendom, hvorfra der blev ført en ledning til en brønd på Christiansens grund, hvorfra en ledning førte spildevandet ud til kloakken i Storegade. Kiertzner skulle betale halvdelen af udgifterne og de andre grundejere hver en fjerdedel. Kiertzner ville kun betale for brønden på sin egen grund og det lille stykke ledning hen til Christiansens grundstykke. Den resterende lange rørledning vedkom ikke ham. Repræsentanterne for Christiansen og enkefru Jørgensen nægtede at gå med hertil.

Kiertzner skrev 9/10 en klage til byrådet. Han henviste til, at hans rendesten var i orden og havde tilstrækkeligt fald til at bringe spildevandet væk. Problemet var, at hans nabo enkefru Jørgensen ikke havde fået lavet en rørledning fra sin grund ud til Storegade. Hun havde nemlig pligt til at modtage hans spildevand, og denne pligt var blevet tinglyst (attesteret afskrift af tingbogen vedlagt), da Kiertzners hus blev bygget i 1857. Det var derfor ikke hans pligt, mente Kiertzner, at nedgrave en rørledning over naboens grund.

Kiertzner gik så over til at beklage, at gade- og vejudvalget nu havde besluttet, at hans spildevand skulle føres i en lukket ledning under hans stuehus og ud til byens kloak i Brogade. Hans hus var gammelt og skrøbeligt, og et sådant arbejde kunne ikke gennemføres uden livsfare for husets beboere, og det ville være til skade og værdiforringelse af hans ejendom.

Avlsbrugeren mente, at gade- og vejudvalget ikke havde ret til at træffe en sådan beslutning. Han henviste i den forbindelse til vedtægten for købstadens styrelse afsnit B § 4, hvor der stod, at byrådet tog beslutninger med hensyn til foranstaltninger af mere indgribende og vedvarende betydning og skulle afgøre tvivlsspørgsmål, som var opstået som følge af et udvalgs beslutning. De foranstaltninger, som gade-og vejudvalget ville iværksætte med hensyn til hans spildevand, var af så "indgribende Natur, idet de gør et meget stærkt Indgreb i den private Ejendomsret og de private Rettigheder", at de faktisk kun kunne afgøres af domstolene. Han sluttede brevet med at anmode byrådet om at gribe ind over for udvalget, så han kunne blive fri for at spilde sin tid med det spildevand.

Byrådet behandlede hans klage samme dag om aftenen 9/10 1906. Der var i mellemtiden blevet foretaget en undersøgelse af Kiertzners hus, som frarådede at lave en lukket rørledning under huset. Byrådet vedtog derfor, at der for Kiertzners regning skulle anlægges en rørledning over nabogrundene til byens kloak i Storegade, og bemyndigede gade- og vejudvalget til at gennemføre arbejdet hurtigst muligt.

12/10 holdt gade- og vejudvalget et nyt møde, hvor man besluttede på ny at undersøge forholdene ved Kiertzners ejendom med henblik på at etablere en rørledning under Kiertzners beboelseshus ud til Brogade, hvor så ledningen ville blive sammenføjet med byens kloaknet. Men da man frygtede, at Kiertzner med magt ville forhindre dem i at foretage et sådant eftersyn bad man politifuldmægtig Skafte Christiansen om at ledsage udvalgsmedlemmerne sammen med landinspektør Jensen. Kiertzner nægtede dem som forventet adgang til sit stuehus, men indvilligede i, at lade udvalgsmedlem murermester H.J. Christensen undersøge sagen sammen med landinspektør Jensen. For at udgå konflikt med Ki-ertzner gik gade-og vejudvalget med hertil.

Efter at have besigtiget forholdene udtalte murermester H.J. Christensen, at han p.g.a. bygningens skrøbelige tilstand mente, at det ville være vanskeligt at lægge en rørledning under Kiertzners stuehus uden at skade bygningen. Det var landinspektør Jensen ikke enig i. Han mente, at der ikke ville være problemer med at føre en ledning under huset, der var bygget i 1857.

Efter at have drøftet sagen vedtog gade- og vejudvalget at lægge en rørledning under huset, der dog først skulle undersøges grundigt inden arbejdet gik i gang.

Det er mærkeligt, at gade- og vejudvalget med denne beslutning gik imod byrådet afgørelse på mødet 9/10. Udvalget havde også kendskab til at Kiertzners hus ikke kunne holde til, at der blev lagt et rør under huset. Kilderne fortæller ikke noget om beslutningsprocessen, men et eller andet sted må kommunikationen mellem byrådet og gade- og vejudvalget have svigtet, selv om medlemmerne af gade- og vejudvalget også var medlemmer af byrådet. Måske er forklaringen den, at gade- og vejudvalget ville undgå problemer med enkefru Jørgensen og stenhugger Christiansen og derfor undlade at nedgrave en rørledning hen over deres grunde?

Alligevel endte man med, at følge byrådets afgørelse. Sikkert fordi gade- og vejudvalget efter den grundige undersøgelse kom til det resultat, at Kiertzners hus ikke kunne holde til, at der blev lagt en rørledning under det. Der blev altså anlagt en ledning over matriklerne 59 og 60b hen til Kiertzners grund, så hans spildevand nu løb i kommunens kloak i Storegade, og regningen blev sendt til avlsbruger Kiertzner.

Denne nægtede imidlertid at betale og krævede sagen forelagt byretten i Varde. At Kiertzner her 28/10 1907 blev dømt til at betale var ikke overraskende, for før retsreformen i 1919 var Vardes borgmester også politimester og dommer. Da Kiertzner stadig nægtede at betale blev der i byretten 4/11 afsagt kendelse om, at kommunen kunne tage pant i Kiertzners ejendom for det beløb, som han skyldte kommunen. Det drejede sig om 59,67 kr. hvilket svarer til godt og vel 4000 kr. i 2016.

Kiertzner ville ikke gå ind på dette og ankede byrettens kendelser til Overretten i Viborg. Her vandt Kiertzner. I overrettens domprotokol 20/7 2008 blev der skrevet." Thi kendes for Ret, den paaankede Udpantningsforretning ophæves. Processens Omkostninger for Overretten betaler Varde Kommune til Avlsbruger C. Th. Kiertzner. Den af C.Th. Kiertzner nedlagte Paastand om, at Gade- og Vejudvalget ikke har haft Kompetence til at rekvirere nærværende Forretning, kan ikke tages til Følge."

Det var sikkert p.g.a. af denne tilføjelse, at byrådet i Varde søgte om tilladelse til at få overrettens dom prøvet ved Højesteret. Men da beløbet var for beskedent til, at sagen kunne ankes til landets højeste domstol, blev den forelagt kong Frederik VIII til afgørelse.

Ved en kongelig resolution af 31/8 1908 gav kongen fri proces til, at Varde købstad kunne lade sagen prøve ved Højesteret, selv om sagens genstand "ej maatte befindes at udgøre summa appellabilis". (Den juridiske betegnelse for at beløbet egentlig var for lille til at sagen kunne komme for Højesteret).

Dette meddelte Højesterets præsident Varde byråd i er brev 2/9 1908. I brevet var der dog også en lille næse til byrådet, der ikke havde udfærdiget afskriften fra Varde politiprotokol på reglementeret stempelpapir og derved unddraget staten nogle afgifter.

Ludvig Murtfeldt

Fredag den 9. oktober 1909 afsagde Højesteret dom i sagen. Her blev Varde købstad pure frifundet og udpantningsforetningen mod Kiertzner godkendt. Omkostningerne ved såvel Overretten som Højesteret skulle betales af det offentlige.

Hvis Kiertzner indløste pantet på 59,67 kr. som kommunen havde i hans ejendomme, så var det en ret stor udgift for ham. Hans skatteplig-tige indkomst var i skatteåret 1910/11 sat til 269 kr. Men det var heller ikke klogt af ham i den grad at stille sig på bagbenene i en sag, hvor det drejede sig om en tiltrængt modernisering af byen.

Sagen fik for øvrigt et efterspil i form af en injuriesag anlagt af formanden for gade- og vejudvalget Niels Pedersen Kjelst (1838-1928) mod Kiertzners forsvarer i sagen ved byretten, byens vinkelskriver Ludvig Murtfeldt (1838-1920).

N. P. Kjelst

Selv om han i flere år havde studeret jura ved Københavns universitet, fik Murtfeldt aldrig en eksamen. Han har næppe taget noget stor salær for at føre sagen for Kiertzner.

Kjelst havde indtil 1902 været lærer ved Varde Borgerskole (i dag Sct. Jacobi skole). Han var i 1908 70 år gammel, og repræsenterede som nævnt partiet Højre i byrådet. Desuden havde han indtil 1907 været redaktør og udgiver af byens højreavis Vardeposten. Den havde han nu afhændet, og avisen udkom derefter som Varde Folkeblad, der repræsenterede Det radikale Venstres synspunkter.

Efter at Varde kommune i 1908 havde tabt sagen ved Overretten skrev Murtfeldt ganske ubegrundet et indlæg i Varde Folkeblad 24/7, hvor han kaldte Kjelst for en slyngel, der p.g.a. alderdom kun havde byens gade- og vejudvalg tilbage, hvor han kunne få tilfredsstillet sin trang til at "dyppe sine Fingre i Byens rendestene". Endvidere var Kjelst en løgner og "en til højt op over Skorstenen aandelig forgældet Mand", der stod på den gale side af sandhed og ret.

Kjelst svarede igen i nogle indlæg i samme avis 25/7 og 4/8. Her kaldte han Murtfeldt en rigtig lommeprokurator, der uden "Bestalling og Adkomst i Tide og Utide" gik og pralede med at have juridisk viden.

Dette medførte, at Murtfeldt anlagde kontrasag mod Kjelst.

Dommen faldt i 1912. Her blev Murtfeldt idømt en bøde på 200 kr. og dertil kom, at han skulle betale sagens omkostninger på 80 kr. (280 kr. svarer til 17.000 kr. i 2016). Kjelst kunne p.g.a. sit mere beherskede sprog nøjes med en bøde på 20 kr. (svarer til 1200 kr. i 2016) og skulle ikke betale sagsomkostninger.



Til sidetop