Til sidebund

Da kvinderne fik kommunal valgret. Byrådsvalget i Varde 12/3 1909.

af Ole Nørskov Nielsen.

Ved valgene til kommunalbestyrelser og byråd 12/3 1909 var det første gang, at kvinder deltog i den slags valghandlinger. At kvinder skulle have kommunal valgret var ikke nogen nyhed for vardenserne. I 1888 havde sognepræsten Daniel Luplaus kone, Line Luplau, indsamlet over 1.700 underskrifter fra kvinder i Varde by1 og opland til støtte for folketingsmand Frederik Bajers forslag om, at kvinderne skulle have kommunal valgret.
Line Luplau 1823 - 91
Forslaget blev stemt ned i Rigsdagen, men Line Luplau (1823 - 91) fortsatte kampen for kvindernes kommunale valgret. Samme år, som hun indsendte adressen med de 1.702 underskrifter, gik manden på pension, og parret flyttede til København. Her var hun i 1889 med til at stifte Kvindevalgretsforeningen, som hun stod i spidsen for, indtil hun i 1891 overlod ledelsen til en af sine kvindelige medkæmpere. Line Luplau døde d. 10/9 samme år 68 år gammel.


Vardes store venstreblad, Ribe Amtstidende/Varde Avis, omtalte i en nekrolog 14/9 Line Luplau som en veltalende og dygtig forkæmper, der virkede utrætteligt for sin sag, kvindernes kommunale valgret. I højreavisen Varde Posten var nekrologen d. 17/9 direkte hånende. Her blev præstekonen og hendes kvindelige meningsfæller omtalt som nogle, der galede som haner og glemte, "at de kun vare Høns". Derfor var kampen tabt på forhånd.


Men trods Varde Postens spådom bar arbejdet frugt. I 1903 fik kvinderne valgret og valgbarhed til menighedsrådene. I Varde blev der valgt to kvinder ind i menighedsrådet, som havde fem valgte medlemmer. 20/4 1908 vedtog Rigsdagen loven om kvindernes valgret og valgbarhed til kommunalbestyrelser og byråd. Det første valg efter lovens vedtagelse skulle holdes i marts 1909.


Indtil 1885 var byrådsvalg i Varde ikke noget, der satte sindene i bevægelse. Af byrådets ni medlemmer valgte alle vælgere med valgret til Folketinget den største halvdel2. De øvrige fire medlemmer af byrådet blev valgt af den femtedel af vælgerne, der i det foregående år havde betalt mest i skat. Disse valgregler gav altså de højst beskattede stemmeret til valget af både den største halvdel og den mindste halvdel af byrådet. Valgperioden var seks år. Der var valg hvert tredje år. Når de fem byrådsmedlemmer valgt af folketingsvælgerne, eller som gruppen også blev kaldt, den almindelige vælgerklasse, havde siddet i seks år, så kom de på valg. Tre år efter var det de højst beskattedes tur til at vælge fire personer til byrådet.


Der blev kun opstillet enkeltpersoner. Det var solide og kendte folk, som blev opstillet af handelstandsforeningen, håndværkerforeningen, våbenbrødrene o.l. De personer, som opnåede flest stemmer, fik sæde i byrådet, hvis formand var den kongelig udnævnte borgmester, der var det tiende medlem af byens styrelse. Meningen med denne af kongen(regeringen) udpegede borgmester var, at han skulle modvirke, at en uenighed mellem de to grupper skulle udvikle sig til en regulær klassekamp, så den almindelige vælgerklasse i kraft af dens flertal kunne gennemføre sin politik mod de højst beskattedes vilje. Hvis de to grupper var uenige om et forslag bortfaldt forslaget, når borgmesteren stemte sammen med de højst beskattede. Fra 1885 skærpedes modsætningerne i byrådet. Her mærkedes nu landspolitikkens skarpe modsætninger mellem Højre og Venstre. Da de højst beskattede i januar 1885 skulle vælge fire byrådsmedlemmer blev der for første gang opstillet to lister, én fra Højre og én fra Venstre.


Der blev som nævnt stemt på enkeltpersoner. Vælgerne skulle skrive navnene på de kandidater, som de ønskede valgt på en stemmeseddel, idet hver vælger på stemmesedlen måtte skrive lige så mange navne, som der skulle vælges personer. Hvis et navn blev stavet forkert var denne stemme ugyldig. Derfor var der ophængt plakater med de opstilledes navne i valglokalet, så vælgerne kunne se, hvordan kandidaternes navne skulle staves.


I princippet var stemmeafgivningen offentlig. Men vælgeren måtte ikke rådføre sig med nogen, når han skrev navnene på stemmesedlen, og der var ikke forbud mod, at vælgeren gik afsides i stemmelokalet og nedskrev navnene på den udleverede stemmeseddel. Til gengæld var det heller ikke forbudt, at det medlem af valgbestyrelsen, som vælgeren afleverede stemmesedlen til, så, hvilke navne, der stod på stemmesedlen. Disse klare modsætninger mellem Højre og Venstre varede indtil den almindelige vælgerklasse i 1900 skulle vælge seks medlemmer til byrådet, hvor antallet af valgte medlemmer i 1894 var blevet udvidet til elleve.


År 1900 var Socialdemokratiet begyndt at komme frem. Venstre var blevet splittet, idet nogle venstremænd på Rigsdagen i 1894 havde indgået et forlig med Højre. Ved byrådsvalget i 1900 opstillede Højre en række moderate venstremænd og fik valgt fem. Det rene venstreparti (Venstrereformpartiet) måtte lide den tort kun at få valgt én, og han var socialdemokrat. Socialdemokratiet opstillede før 1906 ikke en selvstændig liste til byrådsvalgene i Varde.


Dette partipolitiske billede blev ikke mindre kompliceret, da den almindelige vælgerklasse i 1906 igen skulle til valg. Nu var Det radikale Venstre kommet på banen og opstillede en selvstændig liste, da 857 vælgere skulle vælge seks byrådsmedlemmer. De radikale fik valgt to medlemmer, nemlig vognfabrikant I. Christensen og lærer ved realskolen Valdemar Lassen. Den socialdemokratiske liste fik valgt værthusholder J. P. Justesen og Venstre, der igen havde fundet sammen, kom ind med tre personer, murermester H. J. Christensen, købmand Th. Schmidt og branddirektør Skov.


Højre havde ikke opstillet til dette valg, men sad til gengæld på de øvrige fem pladser. Da den højst beskattede femtedel af vælgerne(ca. 200) i 1903 skulle vælge byrådsmedlemmer blev valget en ren triumf for Højre, idet partiet fik alle sine fem kandidater valgt. Det var sagfører A. Harck, grosserer Harald Nielsen, murermester H. F. Hansen, drejer Daniel Madsen og skolelærer/redaktør N. P. Kjelst. Sammen med de seks personer fra valget i 1906 udgjorde disse fem højremænd det byråd, der skulle på valg i 1909, efter at den nye kommunale valglov var blevet vedtaget på Rigsdagen i 1908.


Valgannonce med stemmeseddel.

Den nye valglov bestemte, at den privilegerede valgret skulle afskaffes og alle vælgere nu skulle vælge hele byrådet. Valgretsalderen blev sænket fra 30 til 25 år. Kvinder og tjenestefolk fik stemmeret og blev valgbare. Valgretten og valgbarheden var dog betinget af, at vælgeren havde boet i kommunen i dette og det foregående skatteår. Da skatteåret den gang gik fra 1/4 til 31/3 og valget skulle finde sted d. 12/3, så medførte denne bestemmelse, at vælgeren skulle have haft bopæl i kommunen i to år. En bestemmelse, der især fratog tjenestefolk, deres stemmeret, da de jo sjældent var så længe i samme kommune. Endvidere krævede loven, at skatten for oktober kvartal 1908 skulle være betalt senest 11/2 1909. Hvis manden ikke havde betalt sin skat, så mistede konen også stemmeretten. Disse dele af loven berøvede især folk fra de lavere sociale lag deres ret til at deltage i valget.


Bestemmelser medførte, at vælgerkorpset blev udvidet fra de 857 personer, der havde haft stemmeret i 1906 til nu 1450 hvoraf 738 var mænd og 712 var kvinder. I 1909 udgjorde de 1450 stemmeberettigede ca. 62% af indbyggerne på 25 år og derover. 91 personer mistede stemmeretten p.g.a. skatteretancer, så der var ca. 700, der mistede valgretten på grund af bopælsbestemmelsen3.


Stemmeafgivningen var hemmelig, og der skulle ikke længere stemmes på personer, men vælgeren skulle sætte et kryds ud for den kandidatliste, som han/hun ønskede at stemme på (se valgannoncen).


Partierne skulle ved prøvevalg eller på anden måde afgøre kandidaternes rækkefølge på kandidatlisten. Efter valghandlingen blev antallet af byrådsmedlemmer tildelt de enkelte kandidatlister efter forholdstalsvalg. Afholdelse af prøvevalg og opstillingen af kandidatlister varede fra slutningen af januar til begyndelsen af marts. Listerne skulle være valgbestyrelsen i hænde senest mandag d. 8/3 kl. 19.00, og hver liste skulle være underskrevet af mindst fem stillere.


Den lokale presse var medier, hvor partierne kunne fremføre deres politiske meninger. Her var den tværpolitiske gruppe af missionsfolk og metodister samt partiet Højre uden en lokal avis, der stod for deres særlige synspunkter. De måtte derfor bruge andre aviser, valgmøder eller gå rundt fra hus til hus for at gøre opmærksom på deres kandidater.


Vestjyllands Dagblad, der med N. P. Kjelst som redaktør siden 1869 havde været Højres talerør, var i 1908 blevet overtaget af et aktieselskab og stod nu for Det radikale Venstres linie under navnet Varde Folkeblad. Det havde i 1910 et oplag på 800. Venstres avis i byen var som nævnt Ribe Amtstidende/Varde Avis. Det var den absolut dominerende avis både i byen og oplandet. Oplaget var i 1910 på 2700. Den sidste avis var Vestjyllands Socialdemokrat. Den blev udgivet i Esbjerg, men havde en lokalredaktør F.S. Frandsen siddende i Varde. Fra oktober 1909 fik Varde en mere selvstændig avis under navnet Varde Socialdemokrat. Den havde i 1913 et oplag på 185.


De første der offentliggjorde en liste med kandidater var den tværpolitiske liste fra Indre Mission og Metodisterne(liste D). Fra slutningen af januar kunne kandidaternes navne læses i aviserne. Når der kom en selvstændig liste fra den side, så var forklaringen drikkeriet på byens talrige værtshuse, som mange mente, at det gamle byråd ikke havde gjort nok for at bremse. Samtidig gik der i årene efter århundredskiftet en kraftig vækkelsesbevægelse hen over byen. Det var en indre missionsk vækkelse, og der blev holdt talrige møder både i kirken og missionshuset.


Det var kendte personer fra Kirkelig forening for indre Mission og metodistmenigheden, der stod på liste D. Nr. 1 var boghandler Ole Lohse, der senere blev forretningsfører i Indre Missions landsledelse og manden bag Indre Missions bogudgivelser på Lohses Forlag. Nr. 2 var metodisten, manufakturhandler Iver N. Iversen. Nr. 3 var en missionsmand, stationsforstander på Vestbanegården L. P. Andersen. Nr. 4 var glarmester Carl Clausen, der var kendt som formand for metodistmenighedens sygeplejeforening "Samaritanen". Alle var medlemmer af en afholdsforening f. eks. byens store afholdsforening I. O. G. T.4, hvis loge indtil nedrivningen i 1974 lå på hjørnet af Lundvej og Østervold (billede fra ca. 1900).


IOGT's bygning på hjørnet af Lundvej og Østervold.

På et møde d. 31/1 havde Højre, der forsøgte at fremstå mere moderne ved at kalde sig Den konservative kommunale Vælgerforening, opstillet sin kandidatliste B. Her var kun én tilbage fra den gruppe, der blev valgt i 1903. Vestjyllands Socialdemokrat skrev, at rotterne havde forladt den synkende skude.



Gengangeren fra 1903 var partiets spidskandidat, sagfører Anders Harck (Vis billede), der havde siddet i byrådet siden 1894. Han var blandt de mænd, som havde genrejst Varde Bank efter bedrageriet i 1885. Som formand for fattigudvalget havde han stået for salget af den gamle fattiggård på Hjertingvej og opførelsen af den ny, Vesterled, der stod færdig udenfor Vesterport i 1908. Den nye fattiggård blev af Venstre omtalt som et luksusbyggeri. Harck var med i bestyrelsen for Varde Fribolig, der indtil nedrivningen i 1984 lå på hjørnet af Østergade og Lundvej. Han var kendt som en mand, der altid var villig til at yde et kontant bidrag til værdigt trængende småkårsfolk. - I byrådet stemte Harck ikke uden videre for nye udgifter, hvilket han viste ved sin modstand mod byens kloakering i 1901 og beslutningen om at anlægge et kommunalt vandværk i 1905. Anders Harck var således manden, der skulle overbevise småkårsfolk om, at Højre var sig sit sociale ansvar bevidst og samtidig forsikre de velbjergede om, at de ville blive beskyttet mod en alt for voldsom skatteplyndring.


Den næste på Højres liste var dyrlæge J. Slivsgaard (Vis billede). Han var den, der skulle bringe Højres budskab ud til købstadens mange avlsbrugere. Det var en erhvervsgruppe, der i Varde - modsat andre købstæder - stadig var i fremgang i forbindelse med, at byens omfattende markjorde blev omdannet fra hede til agerjord.


Som nr. 3 stod grosserer J. F. Lasson (Vis billede), der i 1892 sammen med svogeren Harald Nielsen havde overtaget I. W. Palludans forretning på hjørnet af Vestergade og Grydergade. Han var handelsstandens mand på liste B.



Nr. 4 og 5 var Håndværkerforeningens repræsentanter. Højre havde mange tilhængere blandt byens håndværkere. Det kan derfor undre, at Håndværkerforeningens formand siden 1901, buntmager A. S. Nissen (Vis billede) kun kunne få en plads som nr. 4 på listen. Nr. 5 var karatmager Hans Chr. Olsen, siden 1896 eneste ejer af vognfabrikken "Danielsen & Olsen" i Nikolajkirkestræde.


Listens nr. 6 var forligsmægler Brorsen. En forligsmæglers opgave var at forlige ægtefæller, tjenestefolk og husbond m.v. før stridighederne kom for de juridiske domstole. Det var dog næppe dette erhverv, der bragte Brorsen på Højres liste, men det at han var et fremtrædende medlem af afholdslogen I.O. G. T.


Afholdsforeningerne stod stærkt i Varde. En adresse fra De danske Afholdsforeninger til Rigsdagen om at forbyde udskænkning af spiritus til unge under 18 år havde for nylig været rundt i byen. Det havde i Varde været forbudt siden 1884. Men da det var den lokale politivedtægt, der bestemte den slags, så var forbudet ikke gældende i alle byer eller landdistrikter, og afholdsforeningerne ønskede, at dette forbud skulle gælde for hele landet. Adressen fik over 1200 underskrifter i Varde. (Der var 1450 vælgere). Selv om en del af disse underskrifter nok kom fra oplandsfolk, der var på indkøb i Varde og personer uden stemmeret, så var underskrifterne et klart signal om, at afholdsbevægelsen havde vind i sejlene. Skønt Brorsen kun var placeret som nr. 6 på listen og dermed næppe havde nogen chance for at blive valgt, så var hans opstilling et signal til vælgerne om, at Højre ikke var ligegyldig over for afholdssagen.


Den sidste kandidat på Højres liste var boghandler Ole Lohse (Vis billede). Han var samtidig spidskandidat på missionsmetodistlisten. Ved at tage ham med på listen håbede Højre, at kunne trække nogle stemmer fra liste D over til liste B. Det var datidens form for listeforbund.


Kort tid efter at Højres liste blev offentliggjort, havde Socialdemokratiet sin liste A klar. Her var spidskandidaten indehaveren af Markedskroen ved Nørreport (i dag Sparbank) J. P. Justesen (1860 - 1926 Vis billede). Han havde repræsenteret partiet i byrådet siden 1894 og med sine saglige argumenter og moderate holdninger skabt sig stor respekt blandt de borgerlige politikere.
Den næste på listen var gasværksarbejder Chr. Nissen (Vis billede). Han var med stort stemmetal blevet valgt ind i byens ligningskommission i 1906. Han var bestyrelsesmedlem i Den socialdemokratiske Vælgerforening og kasserer i Arbejdsmændenes sygekasse.


Nr. 3 var pumpemager Wilhelm Rathien (Vis billede). Indtil 1907 havde han været bødkersvend hos C.C. Lund i Nørregade, men var nu blevet selvstændig håndværker. Han havde været blandt initiativtagerne til oprettelsen af Bødkernes Fagforening. Han var også bestyrelsesmedlem i Den socialdemokratiske Vælgerforening og desuden formand og kasserer i Håndværkersvendenes Sygekasse. Wilhelm Rathien var således en mand, der repræsenterede både håndværker- og arbejderklassen. - Hvad Vestjyllands Socialdemokrat ikke omtalte i sin præsentation af Rathien var, at han var afholdsmand og medlem af I.O.G.T. Det kunne også være problematisk at omtale dette, når partiet havde en værtshusholder som spidskandidat. Men det var næppe tilfældigt, at Socialdemokratiet havde en afholdsmand med på en plads med mulighed for at blive valgt. Mange arbejdsmænd i Varde var medlemmer af afholdsforeningen "Enigheden", hvis formand en kort tid var formanden for Arbejdsmændenes Fagforening, Niels Uhd.


På 4.pladsen havde liste A opstillet en mand ved navn Niels Olesen. Han var kommet til byen for fire år siden og var forretningsfører i Statsanstalten for Livsforsikring. I partiavisen blev han præsenteret som forretningsmand.


Som nr. 5 var opstillet vognmand Søren P. Lønborg. Han boede på Hjertingvej og var den eneste af partiernes kandidater, der havde bopæl i Sdr. Varde. - I valgkampen omtalte Socialdemokratiet Sdr. Varde som en bydel, der i mange år var blevet forsømt af byrådet(intet var mere sandt!). Det var en bydel domineret af arbejdere og småkårsfolk, så der skulle nok være stemmer at hente for socialdemokraterne.


Det interessante var imidlertid, at Vestjyllands Socialdemokrat præsenterede Lønborg som selvstændig erhvervsdrivende og ejendomsbesidder. Partiavisen skrev meget optimistisk, at partiet måske kunne få seks medlemmer af det nye byråd og dermed et flertal af de valgte medlemmer. Der var således en vis logik i at socialdemokraterne præsenterede nr. 3, 4 og 5 på liste A som noget mere end egentlige arbejdere. Derved kunne partiet prøve at modvirke den socialistforskrækkelse, som de andre partier søgte at udnytte. Vestjyllands Socialdemokrat prøvede også at modvirke disse angreb ved at kalde den socialdemokratiske liste for en "Arbejdernes og Middelstandens Liste" I denne sammenhæng skal man også være opmærksom på, at Varde ikke var en industriby, og at byens arbejdere med deres koner næppe var talrige nok til at give partiet stemmer til seks mandater. Derfor prøvede socialdemokraterne også at appellere til andre samfundsgrupper.


De to sidste på den socialdemokratiske liste var kandidater af den mere traditionelle type. Nr. 6 var konduktør Niels Nielsen, formand for Jernbaneforbundets afdeling i Varde. Nr. 7 var smed H. P. Hansen. Han var bestyrelsesmedlem i Smedenes Fagforening, som han også havde været med til at oprette.


Ligesom Højre og missions/metodistlisten, så havde socialdemokraterne ikke kvindelige kandidater på deres partiliste. De to første grupper havde ikke forklaret det, men Socialdemokratiet lod partiavisen skrive, at ingen arbejderkvinde havde ment at kunne få tid og råd til at sidde i byrådet. - Hvordan partiet så kunne få kvinder til at opstille til byrådet i Esbjerg, gav avisen ingen forklaring på!


I slutningen af februar var Det radikale Venstre klar med deres liste C. Spidskandidat var lærer ved realskolen cand. mag. Valdemar Lassen (Vis billede). Han var blevet valgt ind i byrådet i 1906 og havde udmærket sig ved sin indsigt i skolesager. Han var også formand for elektricitetudvalget, der havde stået for koncessionen til det private firma, der i 1907/08 var begyndt at opføre og drive et elværk i Østergade.


De øvrige personer på den radikale liste var avlsbruger og medlem af ligningskommissionen Terman Hansen. Nr. 4 var bogbinder N. F. Kastoft (Vis billede), der også var medlem af ligningskommissionen. Nr. 5 var købmand H. Bjelke - alle var repræsentanter for erhvervsgrupper i byen.


På den radikale liste stod som nr. 3 frk. Karen Hansen, prokurist hos sin far, farvefabrikant Rud. Hansen i Nørregade. På 3.pladsen var hun ikke uden chancer for at blive valgt, og dertil kom at hun kunne appellere til byens kvindelige vælgere, da der ud over de radikale kun var Venstre, som havde en kvinde på kandidatlisten. Da alle andre partier havde en afholdsmand blandt de opstillede, var der nok også en blandt de radikale kandidater. Det kan bare ikke bevises.


I begyndelsen af marts måned kom Venstres kandidatliste E, som blev offentliggjort i partiavisen Ribe Amtstidende/Varde Avis. Venstre var det eneste af de politiske partier, som stillede med en liste uden gengangere fra det gamle byråd. Udskiftningen skyldtes, at Venstre ville forsøge at lægge afstand til den økonomiske politik, som det gamle byråd havde ført(herom senere). Årsagen til at kandidatlisten kom så sent, var at partiet forgæves havde forsøgt at få opstillet en borgerlig fællesliste sammen med Det radikale Venstre og missions/metodistlisten med henblik på at samle de borgerlige stemmer mod faren for et socialdemokratisk flertal.


Partiet spidskandidat var sagfører Jesper Oldager (Vis billede, der var Venstres modstykke til Højres Anders Harck. Oldager havde siden 1886 drevet sagførervirksomhed i byen. Han var formand for Varde Skytteforening og blev især kendt, da han sammen med to andre sagførere i årene 1899-1904 var kurator ved Vestjyllands Landmandsbanks konkursbo(Banken lå Torvegade).


På andenpladsen fulgte møllebygger P. Korsholm (Vis billede). Han var kasserer i Håndværkerforeningen og tillige medlem af I. O. G. T. Nr. 3 var avlsbruger Georg Lund. Venstre beskyldte i valgkampen Højre og Socialdemokratiet for ikke at have en avlsbruger på deres opstillingslister. Venstre anklagede i forbindelse hermed Det radikale Venstre for at have opstillet en avlsbruger på en plads(nr. 2), hvor han var uden chancer for valg. - Det sidste var næppe rigtigt. De radikale var kommet ind med to mandater ved valget i 1906 og havde denne gang mulighed for at vinde et tredje.


Som nr. 4 var tømrer Jens Thomsen opstillet. På plads nr. 5 uden chancer for valg stod den kvindelige kandidat, Mettine Bølling (Vis billede). Skønt hun havde været enke i over 20 år var hun kun 61 år gammel. Hendes afdøde mand, J. H. Bølling havde været redaktør og ejer af Ribe Amtstidende/Varde Avis samt repræsenteret Venstre i Landstinget. Fru Bølling var kendt for sit sociale engagement, og hendes lave placering skyldtes nok, at Venstre ikke tillagde socialpolitikken nogen større betydning. - Dette træk må dog ikke overvurderes, for ligesom der ikke var nogen større debat om kvindernes repræsentation i byrådet, så var der heller ingen større diskussion om socialpolitikken i denne valgkamp.


Debatten i valgkampen drejede sig især om byens økonomiske problemer. Nedenstående tabel viser nogle hovedtal fra byens regnskaber 1903/04 og 1906/07 samt det budget som det afgående byråd havde vedtaget d. 26/2 1909:

Finansår 1903/04 1906/07 1909/10
Drift/anlæg 162.000 kr. 196.000 kr. 192.000 kr.
Samlede skatter 106.000 kr. 115.000 kr. 151.000 kr.
Indkomstskatter 98.000 kr. 97.000 kr. 129.000 kr.
Byens gæld 377.000 kr. 572.000 kr. 616.000 kr.

Gældens vækst skyldtes de store anlægsudgifter bl.a. til byens andel af omkostningerne ved bygningen af Vestbanen. Dertil kom kloakeringen og den deraf følgende omlægning af gadernes brosten i årene efter århundredskiftet. Så var gaderne igen blevet brudt op, da der skulle nedlægges vandrør i forbindelse med oprettelsen af et kommunalt vandværk fra 1906. Udgifterne til vandværket var anslået til ca. 90.000 kr. men det kom til at koste 153.000 kr., inden der kom rent vand ud af hanerne i 1908. - Disse kloak- og vandværksanlæg kom i første omgang beboerne på købstadsgrundene til gode. Indbyggerne på byens markjorde, herunder Sdr. Varde måtte undvære disse goder endnu et par år. Desuden gik en stadig større del af indtægterne til renter og afdrag. I 1909/10 40.400 kr.


Da Højre og missions/metodistlisten ikke havde nogen partipresse, er det ikke ret meget man får at vide i andre aviser om deres politiske synspunkter. I en valgannonce i Ribe Amtstidende/Varde Avis medio februar skrev Højre, at de ville "arbejde for en rolig og besindig fremadskridende Udvikling i vor By under behørig hensyntagen til Byens økonomiske evne." Det var et bredt formuleret synspunkt som vel også liste D kunne gå ind for, når dens spidskandidat også havde ladet sig opstille hos Højre.


Vestjyllands Socialdemokrat skrev både i januar og begyndelsen af februar en del om skatteprocenten, der var øget fra 9,5 til 10,5 og om, at det borgerlige flertal havde forvaltet kommunen dårligt. Samtidig opfordrede avisen de socialdemokratiske vælgere til at få betalt deres skat, så at de sammen med deres koner ikke mistede stemmeretten (Vis tekst). Fagforeningerne i Esbjerg tilbød kammeraterne i Varde et lån til at betale restskatten - det vides ikke om nogen tog mod tilbuddet.


Februar måned var traditionelt en måned med stor sæsonarbejdsløshed, og det kunne nok knibe for en del arbejdere at få skatterestancen betalt. Ved at minde om, at det afgående byråd havde stillet en skattestigning i udsigt, kunne det måske få nogle til at gøre en ekstra indsats for at bevare stemmeretten og være med til at få et andet flertal i byrådet.


Den 15/2 forelå den endelige valgliste. 91 personer var som nævnt blevet frataget deres stemmeret p.g.a. skatterestancer. Men nu var skaden jo sket, og så skete der en ændring i den socialdemokratiske valgkamp. Nu hed det, at en stigning i skatteprocenten ikke gjorde så meget, blot borgerne fik noget for deres penge. Det mente socialdemokraterne ikke, at indbyggerne i Varde havde fået. Det blev begrundet med henvisning til det dyre vandværk, de stigende gaspriser og de dårlige forhold i Sdr. Varde. Desuden de 5.000 kr. som byrådet havde givet ud i anledning af kong Frederik VIII's besøg i byen 1908.


Af det kommende byråd krævede Socialdemokratiet nye skolebygninger ved Sct. Jacobi skole, der dengang bare hed Borgerskolen. Der var simpelthen for lidt plads til 520 børn i den 53 år gamle bygning. Desuden stillede socialdemokraterne krav om, at hyrdeklassen skulle afskaffes. Disse elever gik kun i skole få timer om ugen i sommermånederne. Det var kun til gavn for avlsbrugerne, der brugte børnene til at passe dyr.


Private skoler burde ikke have tilskud fra kommunens kasse. Byens tre private skoler fik hver 300 kr. om året i tilskud fra kommunen. Vestjyllands Socialdemokrat kaldte skolerne for skulkeskoler, fordi der ikke blev ført forsømmelsesprotokoller. - Dette var nu ikke rigtigt. Byens skolekommission holdt nøje øje med, at de private skoler førte deres protokoller.


Til byens gamle fordrede arbejderpartiet et nyt alderdomshjem til supplering af de daværende institutioner for gamle mennesker: Aldersly på Vestervold, Friboligen ved Østerport og Hospitalet i Vestergade. - Der var god baggrund for dette krav. Den del af byens borgere, der var over 60 år var vokset fra 14,2% i 1880 til 19,8% i 1901. Det var en udvikling, det fortsatte, da de unge forlod byen, hvis befolkningstal ikke voksede.

Af andre opgaver for det ny byråd pegede socialdemokraterne på en obligatorisk renovationsordning i byen. Endelig krævede Socialdemokratiet, at kommunen burde overtage det private elværk, ligesom partiet også mente, at der var brug for en mere human fattigforsorg5.


Det kan undre, at dette socialpolitiske krav ikke var klarere markeret i den socialdemokratiske valgkamp. Men Varde var ikke nogen industriby og heller ikke en by i vækst. Derfor var de sociale problemer set i forhold til f. eks. Esbjerg relativt begrænsede.


Det radikale Venstres program var, at gældsætningens skulle stoppes og udgifterne så vidt muligt begrænses. Anlæg, der ikke gav indtægter, skul-le nøje overvejes. Elværket burde overtages af kommunen, hvis det kunne give overskud. Der skulle bygges en pavillon til fire klasser for at afhjælpe pladsmanglen på skolen. Arbejdsfri indtægter som renter og aktieafkast skulle beskattes hårdere end lønindkomster. Endelig ville de radikale samle den tekniske ledelse af kommunens virksomheder hos en stadsingeniør.


Venstres program var ikke særlig detaljeret. Udgifterne og skattetrykket havde nået et sådant omfang, at det var nødvendigt at spare. Venstre påstod, at de radikale og socialdemokraterne satte lighedstegn mellem demokrati og høje skatteprocenter. Men højere skatteprocenter førte kun til ruin. Derimod skulle erhvervsforholdene forbedres, så virksomhedernes skatteevne blev større. Venstre mente ikke, det var bevist, at et privat elværk var dårligere end et kommunalt ejet. Om aktieudbytter og renter blev beskattet hårdere end andre indkomster, ville ikke betyde meget. Derimod ville Venstre gerne spare på den kommunale administration. Sagfører Oldager mente i et indlæg i Ribe Amtstidende/Varde Avis, at kæmnerkontorets personale var vokset mere end arbejdsbyrden. - En noget tvivlsom påstand. Der skete en voldsom vækst i det offentliges opgaver på denne tid, så var det vel ikke overraskende, at kæmnerkontorets personale siden 1900 var blevet fordoblet. Ved århundredskiftet var der en kæmner og en assistent, der henholdsvis fik 2800 kr. og 11oo kr i løn. Otte år senere var der også to kontordamer, der hver fik ca. 250 kr. om året.


I samme indlæg tog Oldager afstand fra den radikale tanke om en stadsingeniør. En sådan havde der måske været brug for tidligere, men ikke nu "hvor Brolægning, Vandværk og Kloak ect. er besørget". - Et overraskende synspunkt fra Oldager, for byens kloakledning var endnu ikke nået ud til hans bolig, Jugendhuset, på Lundvej 39. På Lundvej var kloakeringen standset ved borgmester Schjørrings bolig på nr. 5.


De eneste der diskuterede afholdssagen under valgkampen var Socialdemokraterne. I en stort anlagt forsideartikel i Vestjyllands Socialdemokrat d. 24/1 gik avisen til angreb på afholdsagitatorerne. Selv om artiklens indhold hovedsageligt angik forhold i Esbjerg, så vedrørte det også partifællerne i Varde, når indlægget stod på forsiden. Avisen anklagede afholdsfolkene for at forsøge at skabe splid i partiet ved at gøre afholdssagen til det vigtigste i valgkampen. Avisen opfordrede alle partikammerater til at bekæmpe "de bondelumske Antisocialister, som søger at slå politiske Mønt af Afholdssagen".


Senere i valgkampen havde missions-metodistlisten ifølge Vestjyllands Socialdemokrat opfordret afholdsorganisationerne til, at de skulle anbefale medlemmerne at lade være med at stemme på Socialdemokratiet, fordi partiet havde en værthusholder som spidskandidat. Vestjyllands Socialdemokrat svarede d. 10/3, at seks af de syv kandidater var afholdsfolk.


Som omtalt ovenfor kunne én af kandidaterne med sikkerhed6 siges at være afholdsmand. Om fem andre også var det, kan ikke bevises. Men påstanden var bestemt ikke usandsynlig. At Socialdemokratiet først kom med denne oplysning to dage før valget, viste, at afholdssagen var et problem for partiet. Der var ingen tvivl om at adskillige socialdemokrater var medlemmer af en afholdsforening. Men det var lige så sikkert, at der var mange socialdemokrater, hos hvem sympatien for afholdssagen kunne ligge på et meget lille sted.


En lignende strid kunne være opstået i Venstre mellem afholdsmanden, møllebygger Korsholm og sagfører Oldager, der bestemt ikke var afholdsmand. Men her blev uenigheden holdt inden døre.


Valget forgik 12/3 i Borgerskolens gymnastiksal fra kl. 10-13 og 16-20. Valgdeltagelsen var stor. Af de 1450 vælgere stemte 1242, en stemmeprocent på 85,7. 26 stemmesedler var blanke og 2 ugyldige. På en af de ugyldige stemmesedler havde en vælger givet det nye byråd følgende hilsen:


Farvel, Farvel du gamle Raad
gaa trøstigt til dine fædre
det nye ser man parat at staa
det bliver vist næppe bedre


Af de 738 mænd stemte 665, en stemmeprocent på 90,1. Hos kvinderne stemte 577 af 712, en stemmeprocent på 81. Resultatet blev (antal stemmer):

A B C D E
347 376 153 135 203

Disse stemmetal blev så divideret med 1, 2, 3, 4, o.s.v. indtil de 11 største kvotienter var fundet. Det betød at Højre fik fuldt udbytte af deres stemmer, da det 11. og sidste mandat faldt på kvotienten 94=376:4. Socialdemokratiet manglede 30 stemmer i at få det 11.mandat og dermed fire medlemmer i byrådet. Disse stemmer havde partiet måske fået, hvis ikke 91 vælgere var blevet frataget stemmeretten på grund af skatterestancer. Endvidere kan det ikke afvises, at der var mange socialdemokratiske vælgere, der mistede stemmeretten, fordi de ikke havde været bosat i kommunen i to år.


Valgt blev i nævnte rækkefølge:

  1. Sagfører Anders Harck liste B Højre
  2. Værtshusholder J. P. Justesen liste A Socialdemokratiet
  3. Sagfører Jesper Oldager liste E Venstre
  4. Dyrlæge I. Slivsgaard liste B Højre
  5. Gasværksarbejder Chr. Nissen liste A Socialdemokratiet
  6. Cand. mag. Valdmar Lassen liste C Det radikale Venstre
  7. Boghandler Ole Lohse liste D Indre Mission/Metodister
  8. Grosserer I.F. Lasson liste B Højre
  9. Pumpemager V. Rathien liste A Socialdemokratiet
  10. Møllebygger P. Korsholm liste E Venstre
  11. Buntmager A. S. Nissen liste B Højre

For socialdemokratiet blev valget en skuffelse, selv om partiet fik en fremgang fra et til tre medlemmer af byrådet. Vestjyllands Socialdemokrat udlod helt at kommentere valget og nøjedes med d. 14/3 at skrive, at Højre havde fejret sejren ved hele natten at lade champagnepropperne springe på Hotel Dania i Storegade(i dag Café Stoppestedet).


Det Radikale Venstre fik sit mandattal halveret. Det var svært at forklare i en tid, hvor radikale ideer havde god opbakning. Ved valget i Varde Landsogn fik partiet fire ud af syv medlemmer i sognerådet. Dertil kom at partiet også havde en avis i fremgang. Havde partiets folk i Varde bare ikke været dygtige nok?


At Venstre kun mistede et mandat, var egentlig billigt sluppet. Ribe Amtstidende/Varde Avis skrev, at partiet kunne være godt tilfreds med to mandater. Partiet var klemt mellem de øvrige borgerlige partier og missions-metodistlisten. Måske har Alberti-sagen også bidraget til nederlaget. I sommeren 1908 blev det afsløret, at justitsministeren, P. A. Alberti havde begået omfattende bedragerier. Alberti var minister i I. C. Christensens venstreregering, og skandalen var blevet udførligt omtalt i byens aviser.


Valget blev altså en sejr for Højre, der fik fire mandater, og da boghandler Lohse også var opstillet her, fik partiet egentlig fem medlemmer af byrådet. Højres angst for at give kvinder og folkehold stemmeret havde vist sig ubegrundet, når partiet kunne få lige så mange mandater under den almindelige valgrets vilkår, som da partiet nød godt af den privilegerede valgret.


Lederen af en privat skole i Lundgade, Cathrine Andersen, havde rent privatøkonimiske interesser i at styrke Højre, da det fortrinsvis var de velstilledes børn, som søgte de private skoler. Alligevel fulgte mange af byens kvinder hendes råd, da hun to dage før valget skrev i Ribe Amtsti-dende/Varde Avis:


Til Kvinderne.

" Endelig et stort Skridt frem mod Maalet: Kvindens Ligeberettigelse med Manden! -------Hvilken Liste skal jeg saa stemme paa? Ja paa den Liste, hvorpaa der er Mænd med et større Udsyn, der med Arbejde, Flid og Dygtighed har styret deres egne Sager----saadanne Mænd findes på Liste B---derfor opfordrer jeg mine Medborgerinder til at møde paa Fredag og sætte x ved Liste B."


På denne liste var der som nævnt ikke opstillet kvinder.
Frk. Andersens holdning var svær at få bugt med, for der skulle gå 34 år inden der kom en kvinde i Varde Byråd. Det skete ved byrådsvalget i maj 1943, hvor Sigrid Høj, gift med dyrlæge Niels Nielsen Høj, blev valgt ind i byrådet for partiet Venstre.


Byråd (1937 - 43)
Det sidste byråd (1937 - 43) inden den første kvinde blev valgt til Varde byråd.

I hele landet blev ca. 1% af pladserne i de nye kommunalbestyrelser og byråd besat med kvinder i 1909. Socialdemokratiet fik valgt Marie Hansen i Esbjerg. Københavnerne valgte syv kvinder ind i Borgerrepræsentationen. I Ålborg, Århus og Odense kom to kvinder ind i hver af byernes styrelser. Men relativt flest kom der ind i Skive. Her blev tre kvinder valgt ind i byrådet.


Ovenstående er skrevet på grundlag af følgende kilder:
Varde Folkeblad 1/1-15/3 1909. Ribe Amtstidende/Varde Avis 1/1-15/3 1909. Varde Lokalhistoriske Arkiv.
Vestjyllands Socialdemokrat 1/1-15/3 1909. Byhistorisk Arkiv Esbjerg.
Varde Kommunes Arkiv, Journalsager kasse I og II i kommunens arkiv på det gamle rådhus.


Noter:

  1. Ca. 300 af underskrifterne var fra byen.
  2. Valgret til Folketinget havde man, hvis man var fyldt 30 år og ikke tilhørte en persongruppe, der faldt ind under en af de såkaldte fem f'er: Fruentimmer, fattige, folkehold, fallenter og fjollede.
  3. Tallene 62% og de 700 der mistede stemmeretten er næppe helt korrekte, da det er folketællingen 1911, som er grundlaget for beregningerne. Men de er heller ikke helt ved siden af. Fra 1906 til 1911 var indbyggertallet kun vokset med 126 personer.
  4. Forkortelsen står for Independent Order of Good Templars. En afholdsorganisation, der havde sin oprindelse i USA og kom til Varde i begyndelsen af 1880'erne
  5. I de følgende 15 år gennemførte borgerlige flertal de fleste af socialdemokraternes krav. Gælden blev følgelig tredoblet til 1,9 mill. kr.
  6. Wilhelm Rathien havde underskrevet en annonce fra I.O.G.T. som medlem.
Til sidetop