Til sidebund

Familien i Hemmet og Sdr. Vium.

Selv om Nr. Nebel - Tarm jernbanen blev nedlagt i 1941 og afløst af rutebiler, kan jeg sagtens huske, at vi rejste med tog både til moster Ane og Peder Pedersen i Sdr. Vium og til bedstemor Karen og Søren Peder Olesen i Hemmet. Søren Peder var hendes anden mand og ikke min farfar. Han hed Milter og døde som ganske ung i år 1900. Søndagsture til familien var en god afveksling for min søster, Anna Margrethe (Grethe), og mig, der var efternølere i forhold til de ældre tre brødre. Efterhånden kneb det nok med at få tiden til at gå, når vi var på besøg, fordi der ikke var nogen jævnaldrende at lege med. Al leg og udfoldelse havde meget snævre grænser dengang, men jeg tror alligevel, vi nød det. I dag kan man næppe forestille sig, hvor små forholdene var, to små stuer, hvor der kun var åbent til den ene juleaften og juledag. Der stod juletræet.


Faster Emma og Søren boede i den gl. kro, en lille ejendom ved vejen til Tarm dengang. Der havde været landevejskro, kørestald og krostue var der endnu. Landbruget gav vist ikke meget, men Emma, der var syerske, tjente lidt på den måde og var meget gavmild. Hun arrangerede et juletræ hen i julen for familiens og naboers børn i den store stue, men det har jeg kun oplevet et par gange. Det er mine ældre søskende, der mindes disse eftermiddage, hvor Emma sang for og delte godter ud!


Fra 1940 var jeg i en lang årrække på sommerferie i Hemmet, først hos faster Danne (Kristiane), der var husbestyrerinde hos bedstemor og Søren Peder, og senere hos faster Emma, efter at hun var flyttet op til Hemmet og havde mistet sin mand. Jeg besøgte også de andre fastre, Elise, Olga og Emilie, det var i grunden sådan, at jeg helst skulle spise til middag en dag hvert sted! Hos Olga kom jeg ikke så meget, der var ellers børn at lege med, men familien havde knyttet sig til Indre Mission. Det var vel ikke anderledes, end jeg kunne mærke, at jeg ikke var helt godt selskab for deres børn. I den forbindelse vil jeg indskyde et par betragtninger. Olga og hendes familie knyttede sig til Indre Mission efter en kraftig vækkelsesbølge var gået over Vestjylland i slutningen af trediverne. Mange "omvendte" sig, uden at jeg er i stand til at forklare, hvad det betød. For faster Emma, min far, faster Danne og faster Emilie, der alle havde markeret sig som grundtvigianere, var det en rystelse. Far snakkede ikke meget om det, men mente nok, det gav Olga en vis tryghed at høre hjemme i den kreds, hvor sammenholdet dengang var stærkt. Faster Emma og vi drøftede det en enkelt gang, men vi fandt ikke ud af nogen egentlig begrundelse til dette "udbrud" fra hjemmets opfattelse. Dog er der ingen tvivl om, at Bedstemor (farmor) havde pietiske træk i sin kristendomsopfattelse, så måske var "springet" ikke så stort endda? Hendes anden mand, Søren Peder, havde ikke nogen klar stilling til de kirkelige partier. Han var vel en slags grundtvigianer, men accepterede det, der foregik. - Det hører med til denne historie, at søskende forblev loyale over for Olga og hendes familie, kom til barnedåb, konfirmation, sølvbryllup og andre festlige lejligheder. Ligesom søskende geninviterede til deres familiefester. Det var udtryk for et "storsind". Jeg har kun en enkelt gang været i farbror Antons hjem og aldrig i faster Sinnes. I dag kan det forekomme mærkeligt, men den gang tænkte jeg ikke meget over det. Ringkøbing og Stadilø var trods alt langt væk, før biler blev almindelige og hvermandseje.


Fem søskende af otte (fire hel - og fire halvsøskende) slog sig efter deres giftermål ned i Hemmet. I dag ville det være usædvanligt, selv om der er eksempler, men dengang var det meget almindeligt, at man bosatte sig lige i nærheden af barndomshjemmet. Bedstemors og de øvrige hjem var med undtagelse af Olgas, hvis mand var smed, små landbrugsejendomme på dårlig jord. Man kan undre sig over, at de kunne få deres udkomme, men det kneb nok også mere, end vi dengang var klar over. - Elise og Alfred fik først elektrisk lys i 1948, da de havde solgt ejendommen og var flyttet op til Hemmet Kirkeby, hvor Alfred i nogle år - ved siden af landbruget - havde været foderstofuddeler.


Bedstemor døde i 1947, året efter blev ejendommen solgt, og Søren Peder, der var over 70 år, flyttede ned til faster Emilie. Her blev indrettet en stue og et værelse specielt til ham. Han levede der i 10 år. - Faster Danne blev gift med Marius Svendsen i 1948, han havde arvet en lille "skidt" ejendom, "Toftum", der ligger ved vejen fra Hemmet til Fjorden. Desuden havde han fra arv en beskeden kapital i reserve. Den blev der ikke tæret på i det daglige. De levede uhyre spartansk, selv om Danne stadigvæk var organist ved Hemmet kirke og tjente en lille løn ved den stilling indtil 1957, da hun selv sagde op efter pres fra Marius.


Noget anderledes stod det efter min oplevelse til i Esbøl tæt ved Sdr. Vium st. hos moster Ane og Peder. Ejendommen var større, jorden var bedre, der var flere bygninger med et rummeligt stuehus. Faktisk var der en næsten ubrugt "aftægt" i den østre ende af huset. Udefra gik man lige ind i køkkenet, det husker jeg som meget mærkeligt, og det var da også sjældent. - Stemningen i hjemmet var mere munter og snaksom. Mor og moster var fra et mere velhavende hjem end far og hans søskende. Det prægede de to søstre og deres bror, der videreførte barndomshjemmet i Vejrup ved Sdr. Vium. Jeg har aldrig været på gården, men vi har sammen med faster Emma besøgt broderens enke på et langt senere tidspunkt. Hun hed Thora og boede i et lille hus ved siden af ejendommen.


Faster Kristiane (Danne) har altid haft en central placering i min tilværelse. Hun stod fadder til mig den 8. oktober 1933 og skænkede en sølvske med inskription i dåbsgave. At stå fadder dengang var en ære og en forpligtigelse. Faster Danne har i alle årene omfattet mig med en særlig interesse. - Samme år kom hun hjem til sin mor og far (Søren Peder) først som pige, og senere efter at faster Emilie var blevet gift som husbestyrerinde. Hun havde i alle årene hjælp af en ung pige. Hvert år til min fødselsdag kom hun cyklende til Henne, havde en gave med, og vi fik suppe til middag!


Som nævnt var jeg på ferie hos Bedstemor fra 1940. Det var Danne, der tog sig af mig, sørgede for, at jeg blev vasket og kom i seng på chaiselongen inde i stuen med spisebord og orgel. Bedstemor blev med sine 72 år betragtet som meget gammel og var mere til besvær end til hjælp i det daglige. Mit ophold varede som regel en lille uges tid, hvor jeg også besøgte de andre familiemedlemmer. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg fik tiden til at gå med, men der var karl og pige, de havde god tid og ville gerne underholde en. Endelig tullede jeg meget rundt i mine egne tanker. - Kneb det om aftenen med at få tiden til at gå, satte Danne sig til orglet, spillede og jeg sang alle de salmer og sange, jeg havde lært ved morgensang i mit hjem. Det var gode stunder, selv om jeg ikke er særlig musikalsk, sang jeg dengang af hjertens lyst. Somme tider foran orglet har Danne senere fortalt mig! Hun var allerede dengang ansat som organist i Hemmet kirke, var dygtig til at spille på orgel og havde fået en god uddannelse hos komponisten Th. Aagaard på Ryslinge højskole. Jeg var ofte med i kirke, også i julen, fik lov at sidde oppe ved orglet, hvor jeg kunne følge bælgtræderen. Det var kirketjener Mads "Fjord" Pedersen, der med en særlig trædeteknik sørgede for luft til musikkens lyd.


I sit ægteskab med Marius fik Danne nogle svære år. De var meget forskellige. Marius hørte vel nærmest til Indre Mission uden dog at være ortodoks. Han interesserede sig kun for at samle penge! Faster abonnerede i alle årene på Dansk Kirketidende, det grundtvigske menighedsblad. Det gør hun stadigvæk. Men ellers var de sikkert rimeligt loyale over for hinandens forskellige opfattelse af religiøse spørgsmål. Sidst i 60-erne fik faster Danne en alvorlig depression, der sagtens kunne have taget livet af hende, men hun er på en måde stærk. På en særegen, underkuet måde levede hun med sygdommen til sin mands død i 1983. Hun søgte naturligvis lægehjælp og fik medicin, som læger bagefter har sagt, hun aldrig skulle have haft. Flere gange var hun indlagt på den psykiatriske afdeling på Herning sygehus. Jeg har besøgt hende der både fra Vridsted og fra Mejls. Særligt husker jeg et besøg få dage efter, at hun var blevet behandlet med det nu - 25 år efter - forkætrede elektrochok. Da kunne jeg næsten ikke genkende mennesket bag min faster, der da var omkr. de 60-65 år.


Hendes mand døde af kræft efter en svær sidste periode. Det kommende år besøgte jeg hende ret mange gange på ejendommen, men vi havde svært ved at holde samtalen i gang, og jeg kunne ikke frigøre mig for, at hun gerne ville af med mig igen! Hun svarede så kort som muligt på det, jeg spurgte om, men bidrog ikke selv til en samtale. 2. påskedag 1984 forsøgte hun selvmord ved hjælp af en overdosis piller. Hun blev fundet i tide, kom på Tarm sygehus, var der i syv uger og derfra flyttet direkte til Egvad plejehjem på Grundlovsdag. Hun var da knap 77 år, fyldte i samme måned. - Jeg synes, det hører med her at depressioner ikke var ukendte i familien. Bedstemor havde fem søskende, deriblandt Kirstine, som var gift med Mads i Skuldbøl. Hun levede sine sidste 25 år på Viborg sindsygehospital, lænket til en stol, som man sagde. Jeg ved ikke, om det skal opfattes bogstaveligt, men slemt har det været. Far har fortalt mig, at han engang besøgte hende sammen med faster Emma. Hendes forhold og tilstand gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, senere kendte han i høj grad til depressioner. Jeg tror, vi her har en slags forklaring på hans modvilje mod behandling, da han selv fik brug for den.


I 1980-erne var man tilbøjelig til at bortforklare alting, og fasters handling blev udlagt som et råb om hjælp. Det kan være rigtigt. Ingen ved det. Danne sagde til mig, at hun ikke kunne klare tilværelsen længere. - Det hører med til historien, at faster kom til at befinde sig godt på Plejehjemmet, kom over sin depression, fik mindre pilleforbrug, blev igen aktiv og udadvendt, genoptog sit spil og kunne som et helt nyt menneske fejre sin 80-års fødselsdag i 1987, tre år efter. Et mirakel var sket!


Emma var den ældste af søskendeflokken, hun, Elise, far og Anton var helsøskende, og deres far var Milter, søn af den tidligere degn og førstelærer Kristen Bjerg i Hemmet. Faster Emma blev født i 1894, hun var gift tre gange med Søren Pedersen, Anton Johnsen og Søren Overgaard. Hun skabte altid liv og humør omkring sig og var vel akkurat en kvinde, som mænd syntes om! Hun var god til at synge og kunne spille efter gehør på mundharpe og harmonika. Som helt ung uddannede hun sig til syerske og begyndte at sy for andre på loftet i sit hjem i 1912. Der kom ingen børn i ægteskabet, også af den grund var det vel naturligt, at Emma fortsatte med at sy i den gamle kro. Syningen gav en god kontakt med andre kvinder og betød lidt økonomisk, selv om priserne for syning var små og vedblev at være det. - Emma og de to første mænd var meget sammen med mor og far. De to søskende stod godt sammen, var meget "åndeligt" interesserede, nød at gå til kirke og diskutere prædikenen bagefter. Især de unge præster, H. Dons Christensen og Kr. Kold Jensen, vi havde i Henne fra 1938 til 1951, ville de gerne høre.


Engang under krigen var far og Emma cyklende til Ringkøbing for at besøge Sara og farbror Anton, der som nævnt var blind og oprindelig uddannet kurvemager. De havde et ismejeri, betegnelsen for et mælkeudsalg i en by, men det gav kun med nød og næppe til udkommet. Anton og Sara fik det senere bedre økonomisk, da han blev blindekonsulent. - Fra Ringkøbing cyklede Emma og far videre til Vedersø for at høre digterpræsten Kaj Munk prædike. Han var meget kendt for sin modstand mod tyskerne i tale og skrift. "Han talte kun et kvarter", sagde Emma bagefter, "men det var en oplevelse at høre ham!"


Da den gl. kro blev solgt i 1940, flyttede Emma og Søren op til hendes moster og morbror, Kristiane og Niels, der som søskende havde boet midt i Hemmet i et rummeligt hus, som Niels havde ladet bygge. Oprindelig havde deres forældre boet der de sidste år, de levede. De hed Elise og Kr. Nielsen Hansen. - Emma fortsatte med at sy, og Søren gik ud i dagleje bl.a. ved det meget anstrengende dræningsarbejde. Niels døde i 1941, og Søren døde allerede den 14. januar 1942. De to kvinder var herefter alene i huset, de kunne bo hver for sig, men spiste og havde have sammen. Jeg besøgte dem flere gange og overnattede der. Emma overvandt sorgen og ville gerne opleve noget. Vi cyklede sammen til en bekendt, Kr. Truelsen - på vejen ud til stranden - søndag eftermiddag. Vi var i Hemmet mølle og naturligvis ved Hemmet strand. Her ved fjorden var stille og ufarligt i sammenligning med Henne Strand ved Vesterhavet.


I 1944 blev faster Emma gift med Anton Johnsen, der med sine 57 år var noget ældre end hende. Han havde drevet en lille ejendom ved Nordenå sammen med to søstre. Havde kørt mælk til mejeriet i mere end 25 år med det samme spand heste og fået anerkendelse for sin behandling af dem fra Dyrenes Beskyttelse! Emma og Anton købte hus i Hemmet lidt længere henne ad vejen til fjorden i forhold til Emmas mosters hus, som hun havde arvet efter broderen Niels. Jeg var på ferie hos Emma og Anton fra 1945 til 48. Det var et rart og livligt sted at være, de var yngre end bedstemor og Søren Peder og havde nok større forståelse for en dreng på 12-15 år. Anton var et rart menneske, der gav sig tid til at høre på èn, men han ville også gerne fortælle om det, han havde oplevet, og hvad der foregik i landsbyen. Anton var også lidt fjordfisker og fortsatte med det, men ernærede sig siden som sadelmager, urmager og meget andet med værksted i et kammer oppe på loftet i deres hus. - Jeg fortsatte mine besøg hos de andre fastre, Danne hos bedstemor og Søren Peder, Olga, Emilie og Elise. En hel dag cyklede jeg til Sdr. Vium for at besøge moster Ane og Peder. Afstanden var meget kortere fra Hemmet end hjemmefra. Med årene omfattede besøgene færre dage, men først da jeg flyttede hjemmefra i 1949, hørte ferierne helt op, og jeg kom kun på dagbesøg.


Mange erindringsbilleder genkaldes, når jeg tænker på faster Emma. Hvor tappert hun tog sin anden mands død i 1959. "Det er en tur at tage", sagde hun til Else og mig, og så må man klare den! Hun var to gange på Tarm sygehus for at blive opereret for galdesten i de nærmeste år efter, men magtede at genoptage syningen i fuldt omfang og fejrede med en stor fest sin 70-års fødselsdag i 1964. Hun blev hjerteligt hyldet og fremstod vel nok som familiens "åndelige" overhoved med det grundtvigske livssyn, der prægede al hendes færd. - Det har været i de samme år, vi kom med Poul og Christian på vej til Hanning efter et besøg i Skyhede. Det var i juledagene, og vi kiggede ind uanmeldt. Træet var tændt i den "pæne" stue. Vi sang med Emma som forsanger en fire-fem salmer uden afbrydelse. Bagefter blev vi budt velkommen! - og hilste på de øvrige tilstedeværende, som vi ikke kendte alle sammen.


På mange måder tror jeg Emma havde nogle gode år, selv om hun savnede sin mand. Hun besøgte mange steder, på Als hos Anna og Arnfred, hos Helle og Milter i Hedehusene og ikke mindst hos Aksel og Grethe, som også havde hende med på ture i udlandet flere gange. Hun var nem og festlig at have med og forstod at påskønne! I grunden tror jeg egentlig, hun var stærk, rent fysisk, kunne holde til meget, når det blev krævet. - For en ordens skyld bør jeg nævne, at hun naturligvis kom på besøg hos Solveig og Karl Erling og hos os, men da vi boede nærmere, var de af kortere varighed. - Else og jeg havde hende med i bilen til Grethe og Aksels bryllup i 1960, den stærke sjællandske trafik imponerede hende ikke: "Hun agede jo bare med"! Emma fik et "slagtilfælde" i 1974 kort efter sin 80-års fødselsdag. Efter ophold på sygehus kom hun på plejehjem i Hemmet. I over 60 år drev hun erhverv i det danske samfund, og som tak fik hun tildelt et "lille kammer" iflg. hendes egen beskrivelse af værelset. Og det var i sandhed et lille kammer, som samfundet bød deres veltjente borgere!


På plejehjemmet fandt hun sin tredje mand, Søren Overgaard, der kom fra Sdr. Bork, hvor han i sin tid havde været slagter. De blev gift i 1976. - Men Emma havde desværre ikke sine fulde åndsevner længere. Huset, hun ejede, blev solgt for 120.000 kr., og hun kom for første gang i sit liv i besiddelse af en beskeden kapital. Ved det nye ægteskab gik halvdelen af pengene til Antons familie, sådan er reglerne, og resten gik meget hurtigt til Sørens børn! Han døde i foråret 1980, over 90 år gammel.


Emma var igen alene - og fattig! Jeg besøgte hende nogle gange den sidste sommer og efterår. Somme tider snakkede vi helt godt sammen, men det stod klart, at Emmas tid var udrunden. Hun døde af lungebetændelse d. 14. december. 1980 - - -. Trods de sidste svage år var vi alle klar over, at en stor personlighed ikke var iblandt os mere.


Til sidetop