Til sidebund

Så du røgen?

Af Christian de Thurah


Alslev Mølle ca. 1910. (Foto Alslev Sognearkiv).

I juni måned 1918 var man i Varde og nærmeste omegn meget optaget af, at landets førende filmselskab - og på det tidspunkt endnu et af verdens førende filmselskaber - Nordisk Films Kompagni (eller blot Nordisk Film) havde planer om at lave optagelser i byens nærhed, nærmere bestemt ved Alslev Mølle lidt sydvest for Varde. Højdepunktet i optagelserne skulle være en omfattende "præriebrand" på hedearealerne øst for møllen, men der var betænkelighed ved dette forehavende, fordi sommeren indtil da havde været meget tør.


Torsdag den 13. juni skrev Ribe Amts-Tidende/Varde Avis (RA):


Filmsoptagelserne ved Alslev Mølle vil næppe finde Sted før efter en Regn. Man ønsker nemlig saa megen Røg som muligt, og Lyngen brænder alt for let i denne Knastørre.


Allerede den følgende mandag, den 17. juni, kunne avisen dog meddele:

FILMSFOLKENE fra Nordisk Films Kompagni har bebudet deres Ankomst til Varde Onsdag Eftermiddag. "Præriebranden" ved Alslev Mølle vil antagelig saa finde Sted om Torsdagen.


Den film, disse dramatiske optagelser skulle indgå i, hed Lykkelandet og blev instrueret af Emanuel Gregers. Den mandlige hovedrolle blev spillet af Nordisk Films nye "førsteelsker", Gunnar Tolnæs1, der havde afløst selskabets nyligt afdøde verdensstjerne Valdemar Psilander.


Filmens handling, der tydeligvis er inspireret af det gamle keltiske sagn om Tristan og Isolde, er i korthed, at Lord Tristram Waux (Gunnar Tolnæs) pga. gæld rejser til Sydafrika for at søge sin lykke. Han finder diamanter ved Oranjefloden og grundlægger en koloni. Bankieren Marc Elliot (Gerhard Jessen) forlader sin forlovede og drager også til Sydafrika pga. økonomiske problemer, og her bliver han ven og kompagnon med Lord Waux. På et tidspunkt skal Lord Waux på besøg i hjemlandet, og han påtager sig at følge Elliots forlovede, Ysonde Delony (Elisabeth Frederiksen), til Sydafrika. På vejen tilbage, hvor de bla. lider skibbrud, forelsker lorden og Ysonde sig i hinanden, og selv om Elliot i første omgang føler sig svigtet, løser alt sig til sidst.


Gunnar Tolnæs og Elisabeth Frederilsen
Gunnar Tolnæs og Elisabeth Frederiksen (Nordisk Film/ DFI's billed- og plakatarkiv).

Som man kan se, levede filmen smukt op til det princip, som grundlæggeren af Nordisk Film, Ole Olsen, allerede i 1912 havde knæsat som en del af selskabets kodeks for, hvad man kunne vise:


Handlingen skal foregaa i Nutiden og spilles blandt det gode Selskab. Stykker, der spilles blandt Smaakaarsfolk og Bønder, antages ikke.


De dramatiske scener med skibbruddet, der blev optaget ud for Bornholm, var allerede i kassen, og nu skulle nogle udendørsscener fra Sydafrika - inklusive den med forventning imødesete "præriebrand" - optages "on location", dvs. ved Alslev Mølle.


Den 19. juni om aftenen ankom filmholdet som planlagt til Varde og indlogerede sig på Hotel Dania, Storegade 192 . Den næste dag kl. 10 blev de allerede kostumerede skuespillere og resten af filmholdet af vognmand Jørgen Pedersen kørt i hestevogn til Alslev Mølle, og kl. 15 kunne RA's udsendte medarbejder pr. telefon indberette til redaktionen:


Heden ved Alslev, der til daglig ligger ret upaaagtet hen, er i Dag Skuepladsen for et myldrende Liv med stærke og spraglende Farver. Der filmes! Tolnæs og Gerhard Jessen, der begge er iførte elegante, lysegule Kahkidragter og "Tropehjælme", gør sig mest bemærkede. Den kvindelige Rolle udføres af den henrivende Frk. Frederiksen, der spankulerer rundt i Lyngen i et Par elegante, lange, brune Ridestøvler. Desuden træffer vi paa en gammel Bekendt, Skuespiller Willumsen3, der har rejst meget i Provinsen.
Rundt i Lyngen ligger Klynger af Cowboys med frygtindgydende, lange Revolvere i Bæltet.
Det er et møjsommeligt Arbejde at filme. En Sky for Solen, og man maa tålmodigt vente, til den igen skinner klart.
En veritabel "Præriebrand" ventes at ville blive Dagens Clou. Foreløbig sprænger raske Ryttere over Heden, og bag hver en Lyngtue lurer skumle Røvere. 15-16 Statister medvirker. En Mængde Vardensere har taget sig en Fridag og følger med Interesse "Slagets" Gang. Til Aften vil Tilstrømningen sikkert blive endnu større.
Ved 7-Tiden i Aften skal det til for Alvor at gaa løs. Saadan fortælles i alt Fald.



"Præriebranden" blev sat i gang ved 19-20 tiden, da vinden havde lagt sig, og man fik de optagelser, man skulle bruge. RA gav næste dag en malende beskrivelse af det:


I løbet af en god halv Times Tid var de ca. 32 Tdr. Land omspændt af et flammende og knitrende Ildbælte, der med stor Hast arbejdede sig videre, godt hjulpet af den svage Vind, og snart rejste der sig et mægtigt, bragende Ildhav, der udsendte en kæmpemæssig Røgsøjle, som sikkert har kunnet iagttages i flere Miles Omkreds. (…) Saaledes optoges en sikkert virkningsfuld Scene, hvor man ser en halv Snes rædselsslagne Cowboys flygte for Ilden, dannende sorte Silhuetter mod den flammende Baggrund.



Gerhard Jessen på vej væk fra "præriebranden" (Nordisk Film/DFI's billed- og plakatarkiv).

På Alslev Sognearkiv findes en båndoptagelse fra 1977, hvor den da 80-årige Aksel Schack, der kom fra Alslev Mølle, fortæller erindringer til Agnes Jensen, og en af disse erindringer er netop denne filmoptagelse, som han som ung mand var øjenvidne til. Forståeligt nok har Aksel Schack her næsten 60 år senere ikke helt styr på datoer og årstal, men hans fortælling giver et interessant kig "bag kulisserne" med mange detaljer:
I maj måned 1918 havde filmselskabet lejet 46 tdr. land hede af Aksel Schacks far, der ejede Alslev Mølle, for 800 kr. (hvilket var betydelig mere, end faderen havde givet for jorden) og fået tilladelse til at brænde området af, og Schacks bror havde - mod en fyrstelig betaling af 100 kr. for en dags arbejde - pløjet brandbælter for at undgå, at ilden bredte sig til den nærliggende Søndre Plantage. Desuden havde man ansat brandvagter, der fik 6 kr., hvilket svarede til 2-3 dages hyre for en daglejer - men så skulle de også stå vagt hele natten for det tilfælde, at ilden skulle blusse op igen. Filmholdet bestod ifølge Aksel Schack af instruktøren Emanuel Gregers og 5 skuespillere4 . Blandt dem var frk. Frederiksen, og ligesom RA's udsendte medarbejder havde Schack bemærket hendes lange ridestøvler. Han forklarer dem med, at hun jo nok var bange for hugorm - men kommer så i tanker om, at de andre forresten også havde lange støvler på. Derudover havde man hyret nogle unge lokale mænd som statister og rejst et telt på heden, hvor de kunne klæde om, og man havde lejet nogle gamle, rolige heste, som skuespillerne kunne ride på. For at gøre branden mere spektakulær havde man anbragt nogle sække med "noget sort skidt i" rundt om i området. Disse sække brændte voldsomt og afgav en tyk røg. Optagelserne samlede mange nysgerrige lokale og folk fra Varde - Aksel Schack taler om 5000!5 - og instruktøren havde angiveligt svært ved at få dem til at være stille. Selv om det var stumfilm, man optog, distraherede de optagelserne. Især en scene, hvor Gunnar Tolnæs og Gerhard Jessen mødes og hilser på hinanden ved den gamle træbro over åen, måtte tages om flere gange, bla. fordi en særlig højrøstet tilskuer - ifølge Schack drejede det sig om byfogedfuldmægtig H.J. Skafte Christiansen - hele tiden forstyrrede. Da instruktøren bad ham om at være stille, oplyste han, at han skam var politifuldmægtig i Varde. Men det hjalp ham ikke - han fik besked på at holde kæft!


En anden sjov kilde på Alslev Sognearkiv er nogle "snapshots" fra optagelserne med sparsomme oplysninger. Det er dog ikke svært at identificere indholdet, som f.eks. på nedenstående:
Nedenstående billede er taget enten den 20. eller 22. juni 1918, da der ikke blev filmet den 21. pga. vejret. Stedet er den gamle træbro over Alslev Å ikke langt fra møllen, og situationen synes at være netop den, Aksel Schack beskriver ovenfor. Til venstre ses instruktøren, Emanuel Gregers med hat og drejebog, og til højre i forgrunden fotografen Marius Clausen bag kameraet. I midten af billedet ses Gunnar Tolnæs og Gerhard Jessen (der tilsyneladende har tabt sin tropehjelm), og bag dem står to af de skikkelige heste. I baggrunden til højre får man et indtryk af de mange nysgerrige tilskuere.



En lidt anden version af historien får man i en kronik i Vestkysten den 29. september 1949, hvor lærer Christian Sneum fra Nordby har fået fortalt af møllegårdens daværende ejer, P. Schack:

(…) hvordan Alslev mølle engang for mange år siden kom med i en amerikansk cowboyfilm, der blev optaget af den bekendte Gunnar Tolnæs og hans personale. Et afsnit af filmen skulle forestille en præriebrand, og denne brand blev arrangeret på et stykke hede, der tilhørte møllen. Med sine skuespillere og skuespillerinder kom Tolnæs for en tid i forbindelse med møllegården, hvor man også havde nogen fornøjelse af de fremmede gæster.
- Sikket nydeligt hår, De har, sagde fru Schack en dag til én af de unge skuespillerinder.
- Ja, og det er til at tage af, smilede damen, tog parykken af og holdt den ud i stiv arm.
Efter at alle forsigtighedsforanstaltninger - under hvilket arbejde Tolnæs jog selveste politimesteren fra Varde6 af marken - var truffet, foregik "prærie"-branden efter alle kunstens regler, og optagelsen blev meget vellykket.


Endelig kan man i en artikel i Politiken fra den 11. februar1957 i anledning af, at Alslev Møllegård fejrede 250-års jubilæum, læse:


Engang blev dette sted beundret af hele verden, da Nordisk Film i 1920 optog en række scener herfra - og ikke færre end 4000 nysgerrige fra hele Jylland strømmede til Alslev Møllegaard, hvor husmoderen serverede kaffe for de daværende verdensberømte stjerner.

Detaljerne i historien synes at sejle lidt, men noget ligger dog fast: Optagelserne blev afsluttet lørdag den 22. juni 1918, hvor filmholdet også var inviteret til kaffe på møllen, og samme eftermiddag lavede og bragte RA et interview med filmens kun 18-årige kvindelige hovedkraft, Elisabeth Frederiksen, under overskriften "En vordende Filmsprimadonna". Her fortæller hun om, hvordan hun for nylig har forladt Den Kgl. Ballet for at blive skuespillerinde på Scala-teatret og altså nu satser på film.


Mod slutningen af interviewet spørger journalisten, hvor meget hun får for at medvirke i filmen, og hun svarer:

For denne faar jeg 1200 Kr., men det er jo også kun en Begyndelse. Jeg skal jo prøve, hvad jeg duer til. Muligvis skal jeg med Gregers, som er umaadelig flink og dygtig, ud på Optagelse af en ny Film i næste Maaned, men derom ved jeg endnu intet7.
Men nu maa jeg vist afsted, for Toget kommer snart.

Samme aften forlod hun og en del af filmholdet Varde, og den følgende dag fulgte resten efter.


Lykkelandet havde først premiere den 22. december 1919 i Panopticon-Teatret på Vesterbrogade i København, og her så Aksel Schack den kort efter, da han tilfældigvis var på kursus i hovedstaden. Han husker den som værende af ca. to timers varighed8.

Den 2. februar 1920 skrev Vestjyllands Folkeblad under overskriften "Lykke-landet":

For et Par Aar siden var der et Par Dage stor Opstandelse i Varde og Omegn, idet der blev optaget nogle Scener af en Film ude ved Alslev Mølle. Denne Film - "Lykkelandet" - bliver i Aften forevist i det gamle Biografteater i Storegade, og der er ingen Tvivl om, at denne "lokale" Film, hvoraf en Del foregaar i Sydafrika, og hvori der er baade et Forlis og - selvfølgelig - en Kærlighedsroman, vil trække fuldt Hus. Den yndede Skuespiller Gunnar Tolnæs spiller Hovedrollen.



Kosmorama ("Bio") i Storegade ca.1920.


Annonce i Ribe Amts-Tidende/Varde Avis 7.2.1920.

Dagen efter skrev mærket "P" en lille anmeldelse i Ribe Amts-Tidende/Varde Avis:

Selvfølgelig havde Biografen mægtig Tilstrømning til Filmen "Lykkelandet", som alle vidste laa ved Alslev. Naar de kendte Steder vistes i Filmen, hørte man ogsaa straks Uro i Salen, og det maa forbauses, at et Stykke jysk Hede paa det hvide Lærred kan illudere saa godt for de store amerikanske Prærier. Spillet er fortrinligt, saa der er ingen Tvivl om, at Filmen nok skal trække fulde Huse. Men hvad siger Frøkenen om nogle nye Numre paa Musikprogrammet?


Den sidste bemærkning er selvfølgelig møntet på den musiker, formentlig en pianist, der spillede den ledsagemusik, der skulle underbygge stemningerne i den stumme film. Ifølge Aksel Schack var det kinografens musikdirektør Hans P. Wulff (Vis billede), der spillede, men det lader altså til at have været en dame - i hvert fald den første aften9.


Da filmen var en stumfilm, egnede den sig til eksport, og den blev da også solgt til en række lande ligesom Nordisk Films øvrige produktioner i de år. Hvad der siden er blevet af filmen Lykkelandet, vides tilsyneladende ikke - måske er den gået op i røg ligesom lyngen ved Alslev Mølle. I hvert fald kender Det Danske Filminstitut ikke til nogen kopier af den. Alt, hvad vi har tilbage af Lykkelandet - eller Taagerytteren, som den også blev kaldt - er et program og nogle stills, der findes på Det Danske Filminstituts billed- og plakatarkiv.


To af disse stills har vi fået lov til at bruge til denne artikel, resten af materialet kan ses på Det Danske Filminstituts hjemmeside (www.dfi.dk).


Noter:

  1. Gunnar Tolnæs (1879-1940), norsk skuespiller og stumfilmstjerne, der medvirkede i danske, svenske og tyske film.
  2. Hvor "Café Stoppestedet" indtil for nylig havde til huse.
  3. Der må være tale om Charles Willumsem (1866-1951), der havde spillet på flere provinsteatre. Han figurer ganske vist ikke på programmets rolleliste, og Lykkelandet står ikke på hans officielle filmografi, men han spillede mange småroller for Nordisk Film.
  4. Og, kunne man tilføje, naturligvis fotografen Marius Clausen.
  5. Tallet virker mildt sagt noget overdrevet - det svarer faktisk ret nøje til Varde bys samlede befolkning på dette tidspunkt.
  6. Politimesteren (eller byfogeden) i Varde 1917-19 hed Christian Kiøboe.
  7. Filmen hed Krigsmillionæren og havde premiere allerede i april 1919.
  8. Det har den dog næppe været. Filmen var, så vidt vides, på 1539 meter, hvilket giver en spilletid på omkring en time og et kvarter, hvis den har været afspillet med den dengang mest almindelige hastighed: 16 bill,/sek.
  9. Noget tyder i øvrigt på, at Hans P. Wulff lå syg på dette tidspunkt og blev afløst af andre musikere. Han kan have haft "den spanske syge", en influenzaepidemi, som huserede netop i de dage. Den var ikke så slem som den, der var i 1918, men førte alligevel til, at politimesteren den 4.2.1920 påbød Vardes to biografer at lufte ud i 10 min. mellem hver forestilling.

Til sidetop