Til sidebund

Træk af Varde Landsogns skolehistorie I.

Fra omkring 1950 til 70, Gellerup, Mejls og Orten skoler.
Af Peder Løgstrup Bjerg.

Beskrivelsen er en fortsættelse af den, der foreligger i VARDE LANDSOGNS HISTORIE1.



Den ældste skole i Gl. Gellerup fra 1846.

Landsognet bestod af Gellerup sydøst for Varde å, Lunderup, Frisvad, Mejls og Blaksmark nordvest for åen, og hele Ortenområdet. Altså et landområde grænsende til Varde by med Vestermark, Søndermark, Østermark, Nørremark og Langheden, der hørte til Varde Købstad. Du kan se et kort over Varde Landsogn her.


I Gellerup skole blev ansat en ny førstelærer H. E. C. Hansen i 1953 efter Fr. Sneums død s. å. Han var alene om arbejdet i sommertiden, men for vinteren blev ansat en lærerinde til at undervise de yngste elever. Fra 1950 var det først Anna Hennebjerg, og fra 1957 blev Margrethe Bjerg ansat og var ved skolen indtil nedlæggelsen i 1960. De tre skoler i Landsognet havde alle samme ordning med en vinterskole fra 15. oktober til 30. april.


Mejls skole havde lidt flere elever, derfor var der ansat en helårslærerinde, fra 1946 Grethe Gammelby, gift med førstelærer Gammelby, der havde virket siden 1940.



Mejls skole fra 1913.

I Orten skole havde Niels Raun Pedersen været enelærer siden 1920. Han blev førstelærer da Henriette Jessen blev ansat som forskolelærerinde i 1952. Hun var oprindelig ikke læreruddannet, men ved en dispensation fra ministeriet fik hun lov at beholde embedet i en årrække.


Interessant for den periode er et brev fra ministeriet vedr. undervisning af Ordblindeelever. Brevet førte til, at alle lærere i Landsognet søgte om at komme på kursus i Esbjerg. Det kostede syv fridage for skolerne og 120 kr. pr. lærer! Skolekommissionen anbefalede.


Grethe Gammelby 1906-72      Jens Gammelby 1904-71
Lærerparret Grethe og Jens Gammelby.

Tiden fra 2. Verdenskrig til slutningen af 1958 har været en skolemæssig rolig periode. Der blev ikke bygget nogen af stederne, bortset fra en scene, der på beboernes initiativ og for egen regning, byggedes til gymnastiksalen i Mejls. Der har ikke været nogen egentlig strukturdebat. Man har levet med de tre skoler og været tilfredse med den undervisning, de kunne give. Bortset fra skolekøkkenlokale var de rimeligt udbyggede i forhold til Folkeskoleloven af 1937. - Men der skulle komme andre tider! Landet fik en ny skolelov i 1958 med virkning fra august 1959. Den satte uden overdrivelse gang i en undervisnings- og strukturdiskussion, som ikke er oplevet hverken før eller siden. Nogen vil endda mene, at den debat skabte så dybe sår i landdistrikterne, at de aldrig blev helet. Så galt gik det ikke i Varde Landsogn, i hvert fald ikke i første omgang.


Loven brød på afgørende punkter med mange års praktisk skole: Den indførte hverdagsskole, også på landet. Det betød, at de sidste rester af den "vestjyske skoleordning" forsvandt. "Den vestjyske skoleordning" havde sin rod i Skoleloven af 1814. Det hedder i § 7(sandsynligvis i et særligt cirkulære): "Familier på landet bør kunne have nytte af deres børn ved det forefaldende arbejde, og børnene skulle desuden ikke blot lære i skole, men øve sig i selvvirksomhed og tænkning over det læste". I praksis blev det til, at større børn i alderen 10 til 13 år højest gik to formiddage om ugen i sommertiden. Til gengæld skulle de "flittigen og uafbrudt" passe deres skolegang om vinteren. Det betød, at store børn gik i skole seks timer hver dag.


Skolefagene på landet var først og fremmest læsning, skriflig dansk og regning. I mange skoler med 18 timer om ugen i vintertiden, altså halvdelen af timetallet! Dertil kom bibelhistorie med salmevers, Danmarkshistorie og geografi. Lidt naturhistorie, sang og tegning blev det vel også til, hvis den enlige lærer havde interesse og forudsætninger for fagene. Sløjd og skolekøkken fik timer, når der var lokaler til disse fag. Endelig må nævnes gymnastik, der havde et godt timetal både for drenge og piger, og håndarbejde for pigerne helt fra 1. klasse!


Nu skulle eleverne (efter 1958 loven) have engelsk fra 6. klasse og tysk fra 7. Fysik, sløjd og skolekøkken blev obligatorisk i 6. og 7. klasse. Fysik var for alle elever, sløjd kun for drenge, og i begyndelsen var skolekøkken forbeholdt pigerne. Endelig skulle skoleåret på lidt længere sigt lægges om, så alle skoler startede det nye skoleår til august. - Allerede d. 7. oktober holdt landsognets skolekommission et møde sammen med sogneråd og amtsskolekonsulent Harald Nielsen, der fortalte om den nye skolelov og de mulige konsekvenser for de tre skoler. Nielsen nævnte den mulighed, at man i Gellerup ansatte en helårslærer i stedet for en vinterlærer, begrebet fandtes ikke i den nye skolelov. I Mejls og Orten en helårslærer mere. Dermed ville man formentlig kunne opfylde det timetal, som eleverne havde krav på efter den nye lov. Harald Nielsen opfordrede dog til, at man afventede cirkulærer med de nye timetal.


Den 9. februar 1959 blev der igen holdt et møde, men denne gang for hele forældrekredsen på Højskolehjemmet i Varde. Interessen var stor, ca. 150 mennesker var mødt op. Her begyndte man faktisk på en strukturdrøftelse, hvad skulle man gøre med Gellerup skole? Raun Pedersen nævnte, at en stor del af Gellerupbørnene boede nær den ny søndre skole i Varde, så man kunne tænke sig et samarbejde med den. Han pegede også på et samarbejde mellem Mejls, Orten og Tinghøj. Det var noget helt nyt, fordi Tinghøj skole hørte til Varde Købstad. Amtsskolekonsulent Nielsen greb straks idèen og sagde, at det var noget, der burde overvejes nærmere! - Loven åbnede mulighed for en overgangsperiode på to år, og den ville man udnytte. Lærerne blev sat til at lave plan med en beskeden forhøjelse af timetallet. Planen blev godkendt, og skolerne startede den første april med de samme lærerkræfter.


Gellerup Skole
Gellerup Skole. De trefløjede vinduer til højre er den oprindelige
skole bygget i 1886. Resten er førstelærerboligen fra 1912.

I løbet af forår og sommer 1959 blev der holdt en række møder om den og nye skolestruktur i Landsognet. Den 14. august var beboerne igen samlede på Højskolehjemmet, og planen blev stort set fastlagt den aften. Mejls og Orten skoler skulle have en lærerkraft mere og være fire-klassede med tre lærerkræfter. Begge steder ville man bygge en lærerbolig. Gellerup skole skulle nedlægges i 1960, børnene fra hjem nær ved byen ville komme til Varde søndre Skole, og børnene fra det egentlige landdistrikt skulle køres til Mejls skole. En afstemning i Gellerup havde vist, at 19 stemte for en skole med fem årgange, 29 stemte for nedlæggelse. 10 stemte for at få børnene til Mejls og 5 stemte for den nærliggende Næsbjerg skole. Et broget resultat, men med flest stemmer for nedlæggelse. - Tilfældet gjorde, at Gellerup skole kom til drøftelse allerede i begyndelsen af 1960, fordi førstelærer H. E. Hansen havde søgt og fået anden stilling i Sønderjylland fra 1. februar. De fire ældste årgange fik frit valg mellem Varde og Mejls fra samme dato, og de små elever fortsatte skoleåret ud. Gellerup skole blev endeligt nedlagt, skolestrukturen var fastlagt i Landsognet for det næste tiår. - Skolekommissionen søgte om at bevare aprilskoleår indtil videre og fik tilladelsen til 1965. Man var nu klar til at søge en lærer mere i Orten og Mejls, men her stødte myndighederne på nye vanskeligheder.


Med den nye skolelovs gennemførelse og kravet om flere timer opstod en akut lærermangel. De fleste skoler på landet måtte klare længere perioder i de nærmeste år med løse vikarer: Husmødre, studenter og ikke mindst seminarieelever. Det kom også til at gøre sig gældende for Orten og Mejls skoler. Jeg nævner derfor kun ansættelser, som blev af længere varighed. Chr. Peder Lauridsen, der gik på Esbjerg seminarium, blev ansat som vikar ved Mejls skole fra 1. januar 1961. Peter Bräuner blev ansat 15. juni 1961 som vikar ved Orten skole og fra 1. juli som aspirant. - Overflytningen af børn fra Gellerup til Mejls havde øget børnetallet væsentligt, og derfor søgte førstelærer Gammelby allerede i sommeren 1961 om en fjerde lærer, i begyndelsen dog med nedsat timetal. Det blev enstemmigt godkendt i skolekommissionen.


Efter mere end 40 år ved Orten skole søgte Raun Pedersen i 1962 sin afsked. Peter Bräuner blev indstillet som hans efterfølger, men han manglede et år af sin aspiranttid! Man enedes så om, at han det kommende år skulle fungere som vikar for førstelæreren. Samme år blev der åbnet mulighed for valg af frivillige skolenævn, tre forældre ved hver skole. Ikke mange skoler ud over landet benyttede sig af denne mulighed for større forældreindflydelse på skolens daglige arbejde, men Orten og Mejls fik valgt disse frivillige nævn, og det tjener skolerne til ære og vidner om interesse for børnenes skolegang. I stedet for Bräuner skulle findes en ny andenlærer, og det blev Th. Hedegaard Andersen, der kom fra Brørup. Hedegaard var en umådelig dygtig lærer, og efter mindre end to år gav Sct. Jacobi skole ham et tilbud, som han tog imod.


Året 1963 står særlig tydeligt i Landsognets historie. Da ophørte det med at eksistere og blev efter en række forhandlinger lagt ind under Varde Købstad Kommune. Det må have været en stor begivenhed, der fik indflydelse på praktisk taget alle områder, naturligvis ikke mindst på skoleområdet. Skolekommissionen havde mulighed for at fortsætte, indtil kommunevalget i 1966, og det valgte man at gøre. - På et møde i skolekommissionen i februar 1963 drøftede man det betimelige i at opretholde den gamle form for eksamen, både mundtligt og skriftligt, - eller man i stedet skulle gå over til en såkaldt forældredag, hvor interesserede og forældre kunne komme og overvære den almindelige undervisning. De skriflige prøver blev opretholdt, men om de mundtlige var der ikke enighed, så man valgte den løsning, at Mejls bibeholdt den oprindelige eksamen, og Orten ville prøve med en forældredag. Desuden var der hvert år gymnastikopvisning i de to skoler. - 1. juli 1963 blev Peter Bräuner ansat som førstelærer ved Orten skole. Der var hele tiden embeder, der måtte besættes med vikarer, men Anni Olsen blev ansat ved Orten skole i 1964, efter at Hedegaard var flyttet, Snefrid Rabjerg ved Mejls i 1965, og Lauridsen blev ansat som aspirant samme år. Endelig kom Aase Jensen til Orten i 1967. Dermed havde man ansat de faste lærere, der kom til at virke til begyndelsen af 1970-erne.


Læser man protokoller og andet materiale fra den beskrevne periode, er det iøjnefaldende, at der gang på gang står, at der ingen ansøger har været til et eller andet embede. Helt tilbage i 1946 kan man læse, at et embede har været opslået to gange, uden at én ansøger har meldt sig. Fra omkring 1960 er myndighederne holdt op med at skrive det i protokollen, men det ses af de mange vikaransættelser. Lærermangelen har været et stort problem!

Flere forhold gjorde sig gældende. Der var rent faktisk for få lærere uddannet og slet ikke nok til Skoleloven af 1958. Værre var det, at landsbyskoler var ved at komme i miskredit hos unge lærere, som syntes de manglede faglokaler og i det hele taget var noget forsømte, ikke havde årgangsdelt undervisning, og måske ikke mindst "at man skulle lege juletræ hele året"! Det betød, at befolkningen forventede en aktiv deltagelse i sognets liv. Det sidste bevirkede, at nogle unge lærere godt ville undervise i en landsbyskole, men ikke bo derude. En tendens, der blev yderligere forstærket ved, at tjenesteboligen på landet, bortset fra lederbolig, forsvandt med Lønningsloven af 1969. Endelig blev det mere og mere tydeligt, at dygtige, mandlige lærere, som i forvejen var ved at komme i mindretal i Folkeskolen, søgte til skoler med overbygning. Den tre-årige realafdeling og især de frivillige 8. og 9. klasser blomstrede og trak unge lærere til i slutningen af tresserne, før udvidelsen af undervisningspligten til 9 år. 10. klasser kom de fleste steder lidt senere. - Landsbyskolen havde derfor god grund til selvransagelse, måske var den ikke altid selv klar over det. Men mange - også i forældrekredse - var på det rene med, at der måtte ske en forandring, hvis ikke de sidste skoler på landet bare skulle nedlægges. - Igen kom lovgivningen en nødvendig udvikling til hjælp.


Tinghøj skole.

Tinghøj skole hørte til Varde købstad og er derfor beskrevet i bogen VARDE 1920 - 90. Her skal kun gøres nogle enkelte tilføjelser.



Elever fra Tinghøj skole med lærer Mads Rasmussen og familie til højre.

Den anden skole i Tinghøj er indviet 28. august 1899. byrådet, Provsten, arkitekten og beboere var samlet i skolens lokaler til indvielse. Man begyndte med at synge "Hvad solskin er for det sorte muld" og derefter talte Provst Obelits: "Beboerne fortjener tak for den store interesse, de har lagt for dagen ved alt, der vedrører skolevæsenet, og fik de end ikke fuldt de samme goder som i byen, var her dog et fremskridt. Skolen ligger venligt, luften er frisk, men sørg også for at holde luften ren, ikke blot i hygiejnisk henseende. Lad det sunde jævne ord trænge ind, ikke blot i det Små, men også i det Store, således at det bedste kan trænge ind i barnesindet".


I 1919 sendtes et andragende til Varde byråd fra Tinghøj skoledistrikt om at få området udskilt fra Varde og sluttet til Varde Landsogn. Det fremføres, at man i forvejen var sammen om Forsamlingshus, Brugsforening m.m., og Tinghøj kun var adskilt fra Landsognet ved en smal stribe jord, kaldet Langheden. Samtlige beboere i området havde skrevet under! Det nævnes også, at man havde prøvet noget lignende en halv snes år før, men da strandede sagen på det økonomiske. - Andragendet ville forventelig blive behandlet på byrådsmødet i januar 1920. Der kom ikke noget ud af det.


Bygningerne blev forbedret i 1926, men først i 1939-40 skete der betydelige ændringer. En ny førstelærerbolig blev bygget, en fløj af det gamle blev revet ned, og der indrettedes klasselokale i den gamle bolig. Den nye gymnastiksal var ikke bygget, stod først færdig i 1943 og blev næsten med det samme taget af tyskerne! Ved genindvielsen af skolen i 40 var mange til stede. Først var der lejlighed til at besé de nye lokaler, og bagefter samledes myndigheder med 125 beboere i Forsamlingshuset, hvor det lokale medlem af byrådet, Peder Anton Pedersen, bød velkommen. Bl.a. talte Borgmester Cortsen, som takkede Skoleudvalget for det udførte arbejde med at tilrettelægge byggeriet. "Selv om budgettet overskrides, kan jeg ikke tro andet, end at byrådet vil stille sig forstående", udtalte han! "Alt er ikke gjort med at sende børnene i skole. Forældrene har deres del af ansvaret med at holde dem til lektierne". Borgmesteren sluttede med at udbringe et leve for Tinghøj skole og dem, der havde deres virke der. - I 1940 var der to klasser med to fuldtidslærere og 47 børn i Tinghøj skole. - Den blev som mange andre skoler i Vestjylland beslaglagt af tyskerne. Det skete d. 20. nov. 1943, undervisningen blev standset d. 2. dec., og man måtte finde andre lokaler til børnenes skolegang.


Ved kommunesammenlægningen i 63 kom Mejls, Orten og Tinghøj skoler i samme kommune, og et tidligere nævnt samarbejde var nærliggende. Det blev dog ikke tilfældet, selv om myndighederne havde drøftet en sådan mulighed. - Varde kommune tog fat på bygningen af en tredje skole, Brorsonskolen, i den nordlige del af byen. Det blev bestemt, at Tinghøj skole skulle nedlægges og de forholdsvis få elever og to lærerkræfter, Ruth Christensen og Jens B. Graversen, overflyttes til den nybyggede skole i 1968. Tinghøj skole blev senere omdannet til den første kommunale børnehave uden for Varde by.


1970 og tiden efter, Orten og Mejls skoler.

Kommunalreformen kom og Varde blev en storkommune, der nu også omfattede Alslev, Billum, Janderup, Horne og Thorstrup sogne. I alle sogne var der én skole, undtagen i Horne og i Billum, hvor der var to, men Bounum skole og Billum nordre skole blev nedlagt allerede året efter i 1971. Storkommunen betød en stor administrativ ændring for de mange landsbyskoler, der tidligere havde været underlagt Ribe amts Skoledirektion med amtsskolekonsulenten som den daglige rådgiver. En ordning, som havde fungeret i mange år, og som havde betydet en vis ensartet behandling af de forskellige skoler i de mange meget forskelligartede sogne, både hvad angik indbyggertal og erhvervsstruktur. Varde kommune skulle nu selv administrere skoleområdet, og som øverste chef ville man i løbet af et par år ansætte en ledende skoleinspektør eller i større kommuner en skoledirektør, der skulle stå for administrationen.


Især ældre skoleledere var meget betænkelige ved denne forandring af tre grunde:

  1. Man var bange for, at administrationen ville komme til at fungere på de store byskolers betingelser.
  2. Man frygtede, at de mindre landsbyskoler med 100 til 150 elever ville blive glemt, når der skulle investeres i bygninger og vedligehold.
  3. Nogle var, også forældre, bange for, at kommunen ville være "for tæt på", især når det gjaldt alvorlige personsager.

Set med tilbageblikkets klarhed, skal det siges, at alle tre betænkeligheder var velbegrundede, og det gik i virkeligheden værre, end selv de mest pessimistiske havde frygtet.


Samtidig med dannelsen af de større kommuner kom Loven om obligatoriske skolenævn. Vi havde haft frivillige skolenævn siden 62, men de var ikke valgt ret mange steder. Ved de små skoler var man af den opfattelse, at kontakten mellem skole og hjem var så godt, at man ikke behøvede "repræsentanter". Skolekommissionen blev bevaret, den skulle være et fælles organ, som samlede trådene fra hele kommunen. Den havde tillige ansvaret for ansættelse af lærere, der fra nu af ansattes ved kommunen, ikke ved den enkelte skole.


Folketinget besluttede at gøre 8. klasser obligatoriske, hvilket betød, at de forholdsvis få elever, der ikke kom frivilligt, nu fik pligt til at modtage undervisning et år mere. Det ottende år måtte gerne tilbringes på en efterskole. Denne ordning betød nye timetalsplaner fra ministeriet. De blev udsendt i 1970 og skulle virke i løbet af et år. Dermed kom de mindste skoler i Varde kommune i søgelyset, fordi de ikke kunne præstere det nødvendige timetal. Billum, Billum nordre skole, Bounum, Orten og Mejls. Børnene fra Billum nordre skole gik til Billum, der fortsatte, selv om børnetallet stadig var beskedent. Bounum blev som nævnt også nedlagt, og børnene kom til Horne. Tilbage var så Orten og Mejls skoler, hvad skulle man gøre med dem? Hver for sig var de for små til at fortsætte med ca. 50 børn i Orten og ca. 90 i Mejls. Det lignede en samlet syv-klasset skole med de ca. 140 børn, men ville myndighederne tage den beslutning?


Den 25. maj 1970 blev der holdt nævnsmøde i Orten skole, hvor timetalsplanen godkendtes for det kommende år. Ella M. Pedersen ansattes som vikar foreløbig for et år, men med udsigt til mere varig ansættelse. Man vedtog dato for meddelelsesbøger til hjemmene, noget forholdvis nyt i en landsbyskole! Den årlige udstilling af arbejder i håndgerning, formning og sløjd blev også fastlagt. - I Mejls skole blev der afholdt beboermøde d. 31. aug. med følgende hovedspørgsmål på programmet: Vil man (forældrekredsen) bevare Mejls skole som en syv-årgangs skole? Bemærk, der står ikke en syv-klasset skole! Mødet samlede næsten hundrede mennesker. Gammelby forelagde timetalskravene, og forstander Frede Nielsen, Gellerup, der var formand for skolenævnet, fastslog, at skolen skulle være fem-klasset, og der blev brug for at bygge to klasseværelser. - I den efterfølgende drøftelse deltog flere. Der blev bl.a. spurgt, om man fortsat kunne regne med børnene fra Gellerup. De blev trods alt kørt gennem Varde. Var der chance for at få en børnehaveklasse tilsvarende dem, der var begyndt at skyde op rundt omkring. Kunne forældre fra Varde uhindret melde deres børn i Mejls skole. Her blev svaret, at det kun var efter ansøgning. Det bør nævnes, at den nye amtsskolekonsulent, Viggo Witt-Hansen, ikke var til stede den aften, men nævnet havde snakket med ham forinden. Til sidst blev spørgsmålet sat under skriftlig afstemning, 92 stemte for og én var blank.


Der blev afholdt flere møder både i Mejls og Orten, men kun i Mejls drøftede skolenævnet den fremtidige struktur. Dog havde de to nævnsformænd en samtale om et samarbejde mellem de to skoler. - Samme efterår søgte Jens Gammelby sin afsked til udgangen af skoleåret 1970-71, men allerede kort efter blev han syg og var sygemeldt fra 1. december. Der blev ikke konstitueret nogen leder, resten af skoleåret blev klaret af vikarer. Den 3. maj 1971 døde førstelærer Gammelby efter mere end 30 år i embedet. Kort efter søgte hans hustru, Grethe Gammelby, sin afsked til skoleårets udgang.



    Peder Bjerg 1985 Mejls skole.

I april måned og senere i maj blev førstelærerembedet opslået, uden at der kom nogen ansøgere. Flere havde set på det, men ikke søgt. Det skyldtes, skolens uafklarede situation, for små bygninger og det dårlige vedligehold. Et lærerpar fra Skiveegnen havde været på besøg d. 4. maj, havde set skolen og snakket med et par medlemmer af skolenævnet. De søgte heller ikke. - Men nogle uger senere henvendte Borgmester og Skolekommissionsformand sig og opfordrede dem til at søge. Det førte til et møde med Skolenævnet på Højskolehjemmet i Varde d. 26. maj. Her gennemdrøftede man de fremtidige muligheder med Else og Peder Bjerg, der især gennem skolekommissionsformanden havde fået et indblik i kommunens plan med Mejls skole. Lærerparret stillede under mødet den betingelse, at de blev ansat begge to. Ellers var de ikke interesserede. Ligeledes ønskede de ikke at komme op imod lokale favoritter. Særligt indtryk gjorde en bemærkning fra et nævnsmedlem: "Vil I hjælpe os at bevare Mejls skole?"- Man gik hver til sit for at tænke nærmere over situationen. Lærerparret søgte nogle dage senere og blev antaget.


Et nævnsmøde d. 2. juni bekræftede ansættelsen, men der var kommet en henvendelse fra Skolekommissionen om at overtage en lærer, Hanna Andersen, der ville blive til overs ved Bounum skole, der skulle nedlægges. Samme aften foreslog Borgmesteren at inddrage den rummelige lejlighed til skolebrug og i stedet bygge en ny lederbolig, "der kunne stå under tag inden vinteren". Lærerparret skulle så midlertidigt bo i et lille hus, ejet af kommunen, ikke langt fra skolen. Dette skete på den baggrund, at et flertal af Kulturudvalget var til stede med Borgmester Chr. Nielsen som formand foruden medlemmerne H. Peen, Hans Ølgaard Bloch og Sv. Aage Hansen.


I løbet af sommerferien blev der lavet planer, holdt lærermøde om timefordeling, og det blev bestemt, hvordan den gamle lejlighed skulle anvendes. De to stuer blev til et lille klasseværelse, køkken og badeværelse blev bevaret, tidligere soveværelse blev lærerværelse, og lederen overtog det lille kontor. De to værelser ovenpå blev brugt til depot. Til august ansattes en årsvikar, og for at få det hele til at hænge sammen overtog Else Bjerg nogle få timer. Skolen fik to nye rengøringskoner, Lena og Vita, der under ledelse af Bodil (den tidligere) fik gjort grundigt hovedrent over det hele. 17 elever kom til den ny 1. klasse. Forældre var med og fik kaffe. Skolen havde i alt 87 elever.


Den 13. okt. blev der afholdt møde for alle forældre, ca. 70. var mødt. De fik en orientering om de øjeblikkelige forandringer, og der var efter kaffen lejlighed til at stille spørgsmål. - På et møde i september havde Bjerg fået tilslutning til, at et nævnsmedlem skulle deltage i det årlige bygningssyn for over for kommunen at understrege, at skolen var til for børnene af områdets forældre. Ved mødet den 19. oktober forelå arkitektens tegninger for en udvidelse af Mejls til en syv-klasset skole. Man var enige om det ønskelige i, at der blev bygget en klasse (børnehave -) mere. Godkendelse som fem-klasset skole forelå, og man besluttede at opslå et embede mere januar 1972. Et fremtidigt forældresamarbejde blev drøftet, og nævnet bestemte at holde spørgsmålet om den ny førstelærerbolig "varmt".


I nov. blev der holdt to fællesmøder for Orten og Mejls skolenævn. Skitseforslag til udbygning af begge skoler blev forelagt. Mejls blev foretrukket, og man enedes om at lade de to skoler køre videre hver for sig, indtil byggeriet var færdigt i 1973 eller 74. Børnehaveklassen måtte sikkert vente et år ekstra!


Mejls ny skole.
Den nye skole i Mejls. Billede fra ca. 1975.

Sidst i januar blev det første egentlige forældremøde afholdt for 6. og 7. klasser. Frede Nielsen fortalte om efterskolen og dens muligheder, og Bjerg redegjorde for skolegang i 8. og 9. klasse og realafdeling. Enkelte stillede spørgsmål ved kaffen bagefter. - Både mundtlig og skriftlig eksamen samt gymnastikopvisning var blevet aflyst p.g.a. Gammelbys sygdom året før. Nu bestemte nævnet, at skolen - som det var tilfældet de fleste steder - skulle gå over til en forældredag. Den blev fastlagt og et par dage efter blev forældre indbudt til at overvære svømmeundervisning, som omfattede 3. - 4. og 5. klasser og var noget relativt nyt. - Snefrid Rabjerg ventede sig og søgte derfor om orlov et år. Det betød, at to faste stillinger skulle besættes til august. Der var ikke mange ansøgninger, men nævnet fandt frem til Kirsten Husted fra Nr. Nebel, ansat i Brøndbyøster, og Bente Jensen fra Hvide Sande, hun havde været et år på Brorsonskolen.


Skolekommissionen holdt møde d. 6. maj og indstillede til byrådet, at Orten skole blev nedlagt d. 1. august 1973 og Mejls skole udbyggedes til en syv-klasset skole med børnehaveklasse. Mejls skolenævn var naturligvis tilfreds og tog meddelelsen til efterretning. Den 6. juni vedtog Varde byråd skolekommissionens indstilling, efter at den havde været til høring både i Fælleslærerråd og Orten skolenævn. Men Orten skolekreds var ikke tilfreds. Det var opfattelsen, at skolenævnet havde ladet sig diktere en løsning, som ikke var rimelig for Orten skole. Man (93 % af beboerne) bad om en afstemning i området, der i henhold til gældende regler betød, at distriktet skulle mønstre 80% af beboerne mod en nedlæggelse, der så tidligst kunne foretages efter næste kommunalvalg. Afstemningen blev fastsat til den 4. august og gav til resultat, at mere end 80 % mødte op og stemte mod en nedlæggelse af Orten skole. De foreliggende planer blev øjeblikkeligt stillet i bero. Ingen vidste, hvad der skulle gøres. De to skoler fortsatte hver for sig foreløbig for et år. - Men det hører med til historien, at mange, både lærere og forældre, var skuffede - i begge distrikter - for udsættelsen bragte jo ikke nogen løsning på det påtrængende strukturspørgsmål!


Skoleåret 1972-73 forløb uden de store forandringer. I Mejls kom forældremøder med samtaler om de enkelte børn ind i en fast gænge og mødet for 7. klasse om mulighederne fremover afholdtes i marts med Bach Pedersen som indleder. I efteråret 1972 behandledes - efter pålæg fra skolekommissionen - spørgsmålet om sexualundervisning på begge skoler. Nævn og lærerråd enedes begge steder om en samlet fremstilling i 6.-7. klasser omfattende anatomi, konception, antikonception og kønssygdomme. Undervisningen blev givet i forbindelse med faget biologi. Forældre kunne forlange et barn fritaget. - Den 9. maj 1973 var der nævnsmøde i Orten, og her sagde formanden, at der havde været holdt to fællesmøder med nævnet i Mejls. Man var nået frem til at undersøge muligheden af en samkøring med brug af bygninger ved begge skoler, en såkaldt "pendulordning". Samme problemstilling blev behandlet i Mejls skolenævn, og det førte allerede d. 4. juni til et fællesmøde.


Her blev følgende skitseforslag lavet:

  1. Èn skole med bygninger to steder - èn leder og fælles lærerkræfter.
  2. De yngste fire årgange (m. børnehaveklasse) skulle gå i Orten og de fire ældste i Mejls.
  3. Børnehaveklasse oprettes forudsat, der er mindst ti elever.
  4. Møde ca. 20. aug. i begge skoledistrikter. Beboermøde. Der skulle forinden udsendes en skriftlig og fyldig redegørelse, enslydende i begge distrikter.
  5. Skoledirektør Kjærgaard, førstelærerne Bräuner og Bjerg, skulle undersøge de tekniske og praktiske problemer.

Skrivelsen blev udarbejdet og udsendt med indbydelse til d. 4. oktober i begge skoler. De tre ledere kørte en tur til Stadil-Vedersø, hvor man for et par år siden havde etableret en lignende ordning. De fik en grundig redegørelse af førstelærer Nielsen, der kunne fortælle, at de havde alle relevante faglokaler, men han lagde i øvrigt ikke skjul på, at ordningen indebar en række vanskeligheder, og der blev trukket store veksler på lærernes velvilje. På hjemturen var der kaffe på Nymindegab kro, hvor der skulle drages en konklusion. Det viste sig, de var forbavsende enige: En sådan løsning kunne ikke anbefales!


Beboermøderne forløb efter samme recept i Orten og Mejls: Redegørelse fra nævnsformanden, valg af ordstyrer og lejlighed til at stille spørgsmål. Der findes ikke referat fra Orten, men i Mejls var der ikke mange, som ønskede at sige noget. Kr. J. Christensen sagde, at beboerne måtte tage et medansvar for ordningen, men at den tidligst kunne gennemføres efter nævnsvalg i april 1974. Den udtalelse fæstede mange deltagere lid til. - Nævnene fik lov at arbejde videre med spørgsmålet. I Mejls stemte 92 for, 4 imod og 6 sedler var blanke. - På et senere møde blev der nedsat et udvalg på tre fra hver skole. Det skulle redigere selve samarbejdsaftalen. Her viste uenigheden sig tydeligt. Orten ønskede, at benyttelsen af de to skoler skulle fortsætte i en overskuelig fremtid, mens Mejls skolenævn mente, at "ordningen kun kunne fungere i en kort årrække, og endemålet måtte være at få alle børn samlet i èn skolebygning". I den endelige aftale skrev nævnene: " - at den foreslåede ordning skulle tages op til drøftelse og vurdering i løbet af tre år". Forslaget blev langt om længe færdigt d. 24. januar 1974. Det bar tydeligt præg af at være et kompromis mellem uforenelige synspunkter!



1. kl. forår 1972 Mejls skole:
Stående f.v: Dorthe Thomsen, Gellerup, Ulla Pedersen, Brian Simonsen, Arne Nørgaard Pedersen,
Michael Christiansen, Peder Ringgaard, Asger Lorentzen, Alex Sonne, lærer Snefrid Rabjerg.
Siddende f.v: Dorthe Thomsen, Blaksmark, Doris Nielsen, Grethe Let, Inga Kruse, Sonja Rasmusssen,
Tina Riber, Jytte Rasmussen, Jette Tryk.

Hvor stod lærerne og Forvaltningen? Lærerne i Orten og i Mejls var skeptiske og gav på intet tidspunkt tilslutning til forslaget. Skoledirektør Kjærgaard skrev til amsskolekonsulent Witt-Hansen og fik et langt brev som svar. Ordningen kunne kun godkendes som en foreløbig ordning. Ordet foreløbig står flere gange i brevet. - I februar 1974 gik spørgsmålet videre til Skolekommissionen. -


Den 9. april vedtog det nyvalgte byråd på sit første møde en indstilling (bilag) fra Skolekommissionen om en samkøring af Orten og Mejls skoler som en foreløbig løsning. Men byrådet føjede til, "at Orten skoledistrikt ophører herefter som selvstændigt skoledistrikt, og det ny skoledistrikt benævnes Orten-Mejls skoledistrikt". Dermed var Orten skole definitivt ophørt som selvstændig skole, selv om bygningerne stadig skulle anvendes.


Aftenen før byrådet vedtog den nye ordning for de to skoler, var der beboermøde i Orten indkaldt af skolenævnet. Her blev udformet og vedtaget en skrivelse til byrådsmødet, der på afgørende punkter var i modsætning til samarbejdsaftalen. Man slår endvidere kraftigt til lyd for "centralt placeret skole i Tinghøj-området". Skrivelsen fik ingen betydning for den endelige vedtagelse, men den var et godt udtryk for stemningen i Orten, der langt fra var positiv og ikke noget godt udgangspunkt for et begyndende samarbejde. - Skolen var uden ledelse fra august, men det nye nævn konstituerede sig først i maj, og senere i samme måned blev der ansat en pedel. I juni fandt man frem til Else Horsbøl som børnehaveklasseleder, og der forelå meddelelse om, at Anni Olsen og Bodil Teglgård Hansen, begge Orten, søgte væk. Skolen rådede dermed over følgende lærerkræfter: Ella M. Pedersen, Orten, Hanna Andersen, Bente Jensen, Kirsten Husted, Chr. Lauridsen, Else og Peder Bjerg fra Mejls. Senere blev Hanne Krammer fra Varde ansat som årsvikar og Hardy Kier Petersen som faglærer i drengegymnastik. Lærersituationen var for første gang i mange år ved at bedre sig, så der var ansøgere til de fleste stillinger i kommunen.


Allerede d. 22. april var der brev fra Forvaltningen til lederne i Orten og Mejls. De blev bedt om at frasige en evt. ret til lederstillingen (bilag), så den kunne opslås. Det gjorde de begge to, Bräuner søgte væk og kom til Janderup skole. Få dage senere fik Bjerg "en kraftig opfordring" (bilag) fra skolenævnet om at søge stillingen som skoleinspektør ved Orten-Mejls skole. Sagen endte i ministeriet, som skulle godkende et opslag. Derfra blev det skrevet: "Man udbeder sig en en udtalelse fra de indstillende myndigheder i Varde kommune om, hvorvidt man vil være villig til at indstille førstelærer Bjerg til stillingen som skoleinspektør ved Orten-Mejls skole, såfremt han skulle ansøge om stillingen". Dette brev skyldtes regler, som sagde, at lederen af den skole (Mejls), der fortsatte, havde ret til stillingen, hvis han/hun søgte den. Det førte til, at Bjerg blev ènstemmigt indstillet af Nævn, Kommission og byråd i juli måned (bilag) som svar til ministeriet. Men opslag og udnævnelse lod vente på sig, så skolenævnet var nødt til at konstituere en leder. Det skete på et møde den 18. juli, sagen var i virkeligheden - i henhold til ovenstående - afgjort på forhånd. Bjerg blev konstitueret pr. 1. august.


Nævnet arbejdede med byggeplaner begge steder, i Orten drejede det sig om nye toiletter og et rum til lærerne og i Mejls en ny kombineret formnings- og sløjdsal. Endelig brugte man megen tid på at drøfte og tilrettelægge den omfattende buskørsel, der var nødvendig for at få børnene til de to skoler hver morgen og hjem over middag. Den nye Pedel, Herluf Sørensen, skulle køre den ene bus (kommunens) fra Orten, hvor han skulle bo i den gamle førstelærerlejlighed, og vognmand Jens Vorup den anden med udgangspunkt i Mejls. Alt kom på plads, skolen begyndte i august 1974 med 140 elever, dog manglede der inventar til Børnehaveklassen, så den begyndte til september. - Men i det gamle Varde Landsogn var der nu i realiteten kun èn skole tilbage. -


Mere generelt skete der i første halvdel af halvfjerdserne det, at forældresamarbejdet for alvor kom ind i faste rammer. Alle skoler havde fået de obligatoriske skolenævn, der sammen med leder og en lærerrepræsentant holdt møder fra 5 til 10 gange om året. Behovet for et samarbejde var udsprunget af, at de to parter íkke længere havde en tæt, naturlig kontakt gennem bosted i samme område, handel i samme forretninger, arbejde i foreningsliv og m. a. - Orten-Mejls skole var ingen undtagelse, halvdelen af de faste lærere boede i Varde, hvor deres børn kom til at gå i skole. - Fra forældre- og lærerside var der store forventninger til det nye samarbejde, måske for store. Skuffelser kom begge parter ud for. Forældre syntes, at beslutningerne var for langsomme, alle større og interessante sager skulle til Skolekommission og byråd. Det tog tid! Mange gode ideer faldt til jorden, fordi de ville koste penge eller få konsekvenser for andre skoler også. Mange nævn kørte fast i bestræbelser på at forbedre skolen, også bygningsmæssigt. En kommunal byggesag kunne trække ud i årevis, så mennesker, der var vant til selv at træffe en beslutning og udføre den, tabte både mod, initiativ og lyst til arbejdet. -


Fra lærerside følte man ofte, at visse nævnsmedlemmer mente, at de skulle holde lærerne "i ørerne". Især unge lærere var kede af, at der på hvert møde blev fremsat ønsker, der alt andet lige ville koste mere arbejde. Samme gruppe var af den opfattelse, at mange nævnsmedlemmer var meget "emsige", og at de i alt for ringe grad bakkede lærerne op, når forældre beklagede sig over et eller andet. Sidst men ikke mindst frygtede lærerne det nævnsmedlem, der under dække af at tale på forældres vegne i virkeligheden snakkede for nogle idéer, der ikke havde væsentlig opbakning i forældrekredsen. - Flere forhold kunne med rette fremdrages, men lad disse være nok. -


Skolenævn var noget nyt, og alle skulle lære for at få samarbejdet til at fungere. Selvfølgelig var der sager, som skulle være grebet anderledes an, måske ville enkelte så også have fået et anderledes forløb, men taget i sin helhed kom der meget godt ud af arbejdet for skolens elever. Det er ukorrekt, når man hører, at skolenævn ikke var noget værd og ikke fik noget igennem. Protokoller viser, at man fik utrolig mange større og mindre sager drøftet og senere gennemført, - men det tog tid, og resultatet kom ikke altid inden for en fireårs periode! På èt punkt må det medgives, at nævnet ikke var kompetent og ikke magtede sin opgave. Det drejede sig om personsager. Her sad nævnet for tæt på, personlige sympatier - og antipatier spillede for stor en rolle. Man lyttede til nogle forældre og ikke til andre, som måske havde den stik modsatte opfattelse. Amtsskolekonsulenten var der endnu, men blev desværre næsten ikke brugt, selvom der i dette embede netop lå mange års erfaringer i personalesager.


"Pendulordningen" eller sammenkøringen af Orten og Mejls skoler var tænkt som en overgangsordning. Lærerne havde vel håbet, at den kun skulle vare de omtalte tre år. Men det kom til at gå anderledes.


Orten-Mejls skole i perioden fra 1974 til 1982.

De første par år - efter sammenlægningen i 1974 - gik med stor travlhed. Der blev bygget lærerværelse og nye toiletter i Orten. I Mejls ny formnings- og sløjdsal. Lærere og leder brugte mange kræfter og megen tid på overhovedet at få "ordningen" til at fungere. Ikke mindst lærerkørsel mellem skolerne og kørsel med børnene fra det ene område til det andet voldte problemer. Desværre var myndighederne ved flere lejligheder meget smålige, så forældre syntes ikke, at de løfter, der var givet på møder, blev indfriet.


Orten skole fra 1922.
Orten skole fra 1922. Der blev, som til Mejls skole, bygget ny sal og sognebibliotek i 1942.

Den treårige periode blev i første omgang taget alvorlig. I efteråret 1976 rejste skolekommissionen igen sagen, bl. a. fordi den ønskede en afklaring vedr. Gellerup og Tinghøjdistrikter. Det endte med, at Gellerup fra 1977 kom til at høre til Lykkesgårdskolen, og Tinghøj kom til Orten-Mejls.


Den 5. okt. 1976 holdt Orten-Mejls nævn møde og havde "sam-køringen" på dagsordenen, men uenigheden var der stadig. Spørgsmålet blev henvist til en forventet drøftelse med skolekommissionen. - Der var igen møde den 3. november, hvor indbydelse fra kommissionen til d. 17. november forelå. Denne havde modtaget en skrivelse fra kulturudvalget d. 27. oktober.


I denne stod:

  1. Permanent opretholdelse af Orten-Mejls skoledistrikt.
  2. Samkøringen af de to skoler fortsætter indtil videre.
  3. Målsætningen må være at samle undervisningen på èn skole, når der viser sig økonomisk mulighed herfor.

Brevet betød unægtelig, at nævn og kommission havde meget begrænsede muligheder for at komme videre.


Her bør indskydes en parentes med den oplysning, at det efterhånden ifølge Styrelsesloven var blevet sådan, at hele kulturudvalget var medlem af skolekommissionen. I virkeligheden betød det, at kommissionen som skolernes talerør mistede sin betydning, fordi kulturudvalget sad på flertallet og i vid udstrækning anlagde en økonomisk betragtning på sagerne. Værre var det, at kulturudvalgets melding i virkeligheden var en klar markering, der på længere sigt måtte føre til skolens nedlæggelse. Afdøde skoledirektør Kjærgaard forudså meget tidligt den konsekvens.


På mødet med kommissionen nedsatte man et udvalg med 2 medlemmer fra Orten-Mejls, 3 fra det gl. Tinghøj distrikt og 2 fra Brorsonskolen. Udvalget skulle "udarbejde et udkast til overgangsordningen".


Dagen efter d. 18. nov. sendte nævnet følgende svar til kulturudvalget:

  1. Skolenævnet kan tiltræde og ønsker en permanent opretholdelse af Orten-Mejls skoledistrikt.
  2. Samkøringen mellem de to bygninger bør tidsmæssigt begrænses mest muligt. Endemålet med samling af alle børn i èn ny centralt beliggende skolebygning bør nås senest 1. august 1979.
  3. Man vil kunne tiltræde, at et sådant byggeri sker etapevis (Tinghøjområdet beklagede, "at den nuværende prøveordning skal fortsætte på ubestemt tid"). I virkeligheden var det en mild formulering af den skuffelse, der herskede hos lærerne. Enkelte anså "slaget" for tabt, bl.a. fordi man fandt den foreslåede Tinghøjløsning til 8,2 mill. i 1977 kr. for helt urealistisk.

Lærerrådet havde også behandlet skrivelsen fra kulturudvalget. Værst var det, at lærere følte, at nævnsmedlemmer ved deres udtalelser ikke havde talt skolens sag, men først og fremmest havde været lokalpatrioter. Det lagde grundstenen til et dårligt forhold mellem lærere og nævn i en lang årrække. Nogle vil nok sige, at tilliden aldrig blev genoprettet, selv om tonen blev mildere med årene.


Orten-Mejls skole havde naturligvis også en dagligdag.

Enkelte træk bør nævnes: Forældresamarbejde var gang på gang til drøftelse i lærerråd og nævn. Udstilling at elevarbejder i formning, håndarbejde og sløjd blev foreslået afskaffet. De såkaldte forældredage var under overvejelser. Selv om tilslutningen var stor, syntes mange forældre, det var kedeligt at overvære en almindelig skoletime. De kunne huske deres egen "eksamen" som mere ideel. - Kaffepausen var det absolutte højdepunkt, og en del tog hjem, når den var overstået. I lærerrådet var vi enige om, at der skulle undervises i "relevante" fag, så en dansk-, en regne- og en orienteringstime var altid på programmet. Men med årene erkendte begge parter, at disse dage havde overlevet sig selv. I stedet blev der sat mange kræfter ind på orienteringsmøder (som regel et par gange om året i hver klasse), forældresamtaler, der kom i helt faste rammer, og der arrangeredes større møder for alle forældre, f. eks. ved ændringer i lovgivning og før et skolenævnsvalg. I enkelte tilfælde med en indleder udefra.


Skoleelever har altid haft lyst til afvekslinger fra den almindelige skoledag. Idrætsdage var ikke noget nyt, men blev ved at vende tilbage hvert år. Svømning i Varde var begyndt i 1970 og samlede stor interesse hos forældre til den årlige dag i svømmesalen. I de samme år blev korsang mere og mere almindeligt, og skolen var et par gange om året indbudt til korstævne så langt borte som til Vejen. Det foregik som regel på en lørdag af hensyn til korlederne, men alligevel ville eleverne gerne bruge en dag til den oplevelse.


Noget nyt i disse år var de såkaldte "emneuger", hvor alle klasser samlede sig om et emne og behandlede det på forskellig vis. Det gav nogle praktiske problemer, fordi vi havde skole to steder, og lærere havde timer på begge skoler, men til en emneuge måtte man nødvendigvis "bindes" til den ene afdeling. Disse emneuger gav vel ikke altid det store udbytte, men stort set var både elever og lærere glade for dem.


Ekskursioner og lejrskoler må heller ikke blive glemt. Efterhånden som udgifterne steg år for år, blev der stillet visse minimumskrav fra skolekommissionens side. De var rimelige, men ikke altid populære hos lærerne, der skulle aflevere en plan før en tur. Lejrskolen lå tidsmæssigt i 5., 6. eller 7. klasse. Som regel var to klasser af sted sammen. Vi bestræbte os på at komme til en anden egn af landet, Øst- eller Sønderjylland var de mest besøgte områder. Ture til København, der i tidligere tider var det berømte mål for "udflugter", og rejser til Bornholm har vi ikke benyttet. Dels af praktiske grunde (det var svært at finde ordentlige overnatningsmuligheder i København, og sejlturen til Bornholm havde mange lærere respekt for), og dels af økonomiske grunde, selv om rejsen i princippet var gratis, var alting dyrere jo længere, vi kom østpå.


Èndagsture var for de mindre børn til den nærmeste egn, hvor der var et sted, man kunne lege og udfolde sig. Dyreparker og senere de kendte "Sommerlande". De store elever var oftest i en større by f. eks. Odense, Aarhus, Kolding eller lignende steder.


Angående skolens situation gik næsten ti måneder, før der kunne tages nye skridt til drøftelse af fremtiden. Den 13. september 1977 indbød kulturudvalget til et møde i Varde. Her deltog skolekommissionen, skolenævnet ved Orten-Mejls skole, leder og lærerrepræsentant og tre forældre fra Tinghøj. Der kom ikke meget nyt frem på dette møde, et flertal i nævnet fastholdt ønsket om en Tinghøjløsning, og lærerne præciserede, at de ikke ville blande sig i placeringsspørgsmålet. Mødet er ikke omtalt i nævnets protokol, jeg husker ingen begrundelse for det, men det kunne skyldes, at mødet i Varde var en skuffelse for flere medlemmer. Der var bl.a. blevet sagt, at området tidligst kunne forvente at få penge til byggeri i 1981 og 1982.


Mødet affødte i forbindelse med høring om udbygningsplan i september 1978 et brev fra leder/lærerråd og skolenævn, men der blev ikke fremført væsentlige nye synspunkter. Kr. J. Christensen fremkom med en mindretalsudtalelse, der nok burde have påkaldt en større interesse, end den faktisk gjorde.


Jeg citerer: "Det er for mig helt klart, at det nordlige distrikt skal bevares. En bevarelse er for mig at se afhængig af, at skolen samles under et tag, både af hensyn til undervisningen, det daglige samarbejde på skolen og af hensyn til samarbejdet omkring skolen i det nordlige distrikt. Beløbet, der i udbygningsplanen er afsat til "nordlig skole", vil formentlig kunne række til en begyndende udbygning af Mejls skole, hvorfor jeg vil pege på denne løsning."


Ser man på de sager, nævnet et år igennem behandlede, støder man gang på gang på "ansøgning om kørsel". Flere nævnsmedlemmer var "trætte" af disse sager og mente, de burde behandles rent administrativt. Det var et rimeligt ønske, men skoledirektør Kjærgaard ville have en udtalelse fra nævnet. Det hører også med, at en leder til tider kunne køre "fast" i disse ansøgninger, der krævede opmålinger, besøg i hjemmet og en række telefonsamtaler, og til sidst - desværre - i de allerfleste tilfælde endte med et afslag. Der var forståelse for lederens rolle i disse sager, jeg husker, nævnsmedlemmer mere end en enkelt gang sagde til mig, at det var et urimeligt spild af min tid.


Et bilag fra oktober 1978 får mig til at skrive et par linjer om Mejls skole som "forsamlingshus" eller som "Kulturinstitution", som det vist hedder på moderne dansk. Skolen havde gennem alle årene fra dens bygning i 1908 været overordentlig meget benyttet uden for skoletiden. Først og fremmest til gymnastik, senere kom badminton til. Husholdnings- og foredragsforeningen havde i alle årene haft hjemsted på skolen. Dilettant blev øvet og opført hver vinter til langt op i halvfjerdserne. Juletræ blev afholdt 4. juledag under stor tilslutning. Endelig har skolens sal været ramme om en række familiefester, især bryllupper og sølvbryllupper. Det kan undre, at man arrangerede fester under så beskedne forhold og med et meget lille køkken at tilberede i, men det var også et udtryk for, at den tids fester ikke måtte koste ret meget. De hvilede på frivillig hjælp og hjemmefra medbragte naturalier. Drikkevarer var vand i store 1 liters flasker!


Foreningslivet fortsatte, men de private fester hørte stort set op og blev enten afholdt i Tinghøj forsamlingshus eller på Sig Hotel. Men der var enkelte private, der gerne ville låne lokaler, og foreninger vedblev med fester af forskellig art. Skolens leder havde en kalender, hvor disse datoer var opført, anden administration fandtes ikke. - Men kommunen havde udgifter til lys, varme og ikke mindst varmt vand. Efterhånden som disse poster blev mere og mere mærkbare, bredte den opfattelse sig, at kulturudvalget skulle have mere "styr" på brugen af skoler, ikke mindst blev der her tænkt på de store skoler i Varde, der havde et meget omfattende aftenprogram. Det medførte, at der før hver vintersæson skulle søges om lokaler på de enkelte skoler. Til gengæld satte kommunen pedellen til at sørge for slukning, udluftning og kontrol af varme.


Ved almindelig mødevirksomhed betød det ikke meget udover en fast afslutningstid, men ved de forholdsvis få fester var der et problem med aflønning af pedel. Det blev så ved brev fra kulturudvalget af 24. oktober 1978 sådan, at foreninger og private selv skulle afholde honorar til pedel. Det sidste var bestemt ikke populært, men nøgternt set måtte man indrømme, at det trods alt var billigt i sammenligning med f. eks. Tinghøj forsamlingshus. Private kunne altså leje lokaler og betalte et symbolsk beløb på 100 kr. for sal og 50 kr. for bibliotek. Det har jeg aldrig hørt kritiseret. - I skolens sidste tiår skete der ikke de store forandringer, mødevirksomheden var rimelig stabil, men de private fester ophørte helt. Nok ikke så meget p.g.a. betalingen, jeg tror mere, det blev et praktisk problem for et hjem at arrangere en sådan fest.


Skoleledere ved små skoler på landet havde ikke haft kontorhjælp nogensinde, og selv om deres overenskomst tilsagde, at det var en selvfølge, var det mange steder umuligt at komme igennem med et sådant ønske. - Efter flere forsøg i Varde kommune var der en opblødning på vej i efteråret 1977. De seks skoler kunne få en hjælp, der svarede til èn fuldtidsansat ved kommunen. Der blev en vis fordeling efter størrelse, de to mindste Billum og Orten-Mejls fik 5 timer, de øvrige fik tildelt 7 timer.


Vi var spændte på, om det var muligt at få hjælp til så få timer, men det blev ikke noget problem. I 14 år havde jeg Paula Juhler, der passede maskinskrivning af al udgående post, sørgede for arkivering og førte kladderegnskabet. Hun var på skolen to formiddage om ugen. Det var en betingelse for bevillingen, at sekretæren ikke måtte lave kontorarbejde for lærere. Det gav lidt knas på nogle skoler, men jeg har ikke mødt problemer af den årsag.


Det var en stor lettelse at få en sekretær især på den baggrund, at administrationen på en lille skole var vokset voldsomt i 70-erne. Jeg vil tro, administrationen tog mere tid end selve undervisningen, der dengang for en skoleleder på en mindre skole lå på omkring 20 timer. - Man kan ikke sammenligne to tidsperioder, men jeg kan da nævne, at en tilsvarende skoleleder i dag (2001) har 4 undervisningstimer, har en viceskoleleder og langt mere sekretærhjælp!


Ølgod kommune var i 1950-erne kendt for sine mange små skoler, som man forsøgte at bevare længere end andre steder. Da 1958-loven krævede undervisning i fysik, matematik (i meget begrænset omfang) og sprog, udtalte en Ølgodlærer lidt nedladende, at en skole skulle have mindst 7-8 lærere for at dække alle fag. Sagt på en anden måde, den skulle være syv-klasset. Selv om den pågældendes udtalelse bestemt ikke var venlig ment, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Enhver skole må op på et vist antal lærere for at få fagene dækket, og man må i sin ansættelsespolitik være meget opmærksom på dette problem. Ydermere er det ønskeligt at have to lærere, der kan klare hvert sprog, to sanglærere, flere lærere til drenge- og pigegymnastik. Det er vigtigt både for elever og faget, at en lærer har en anden at drøfte elever og faglige spørgsmål med.


Vi havde lærere placeret på to skoler og måtte derfor være opmærksomme på, at Ortenlærere kunne komme til Mejls og nå deres mere specielle timer: tysk, fysik, formning, sløjd, gymnastik eller andet. Lærerstaben ved Orten-Mejls skole var endelig etableret i 1974, kun en enkelt gik af p.g.a. sygdom og blev erstattet i 1978 af Jan Porsgård. Hele den faste lærergruppe fortsatte til 1990, da nedlæggelsen var en realitet. Lad mig understrege, at en skole bygger sin faglighed på en række dansk- og regnelærere, der også har klasselærerfunktionen. De gamle orienteringsfag: historie, geografi og biologi fyldte også meget på skemaet og krævede flere velkvalificerede folk. Et fag som kristendomskundskab var ved at blive et problem. Især unge lærere var kede af faget, der traditionelt hørte til klasselæreren. Vi enedes tidligt om en ordning, der sagde, at ville man gerne være fri, skulle kristendom tillægges en anden lærer, der i forvejen havde en række timer med klassen for at sikre et godt kendskab til børnene. Men enkelte år måtte jeg træde til og tage kristendomskundskab som eneste fag. Det var naturligvis ikke tilfredsstillende.


Orten-Mejls skoleperioden var et typisk udtryk for den nye tid, hvor kvindelige lærere kom i overtal. Vi var ni faste lærere, tre mænd og seks kvinder, dertil en vikar med et vekslende timetal som regel kun for et år ad gangen. Diskussionen om forskellen mellem kvindelige og mandlige lærere har aldrig sagt mig ret meget. Men man kan utvivlsomt opstille visse styrkeområder hos den ene gruppe frem for den anden. Dog må man være opmærksom på, at kvindelige lærere også kan være meget forskellige i talent, uddannelse, flid, engagement og mod til at gå foran! Ligesom mandlige lærere kan være det!


Ved skolens nedlæggelse blev der fra flere sider (udefra) sagt, at det var den bedste lærerstab ved en syv-klasset skole i Varde kommune. Jeg ved ikke, om man kan anlægge en sådan bedømmelse, men det er en kendsgerning, at lærere fra Orten-Mejls skole - ved nedlæggelsen - havde meget let ved at få stilling ved andre skoler, bortset fra to lærere blev de ansat efter henvendelse fra den pågældende skole. Det er også en kendt sag, at de elever, vi sendte til 8. klasse på Brorsonskolen, ville lærere der gerne overtage. Man stod altid i "kø" for at få Mejlsklassen. Eleverne havde ry for at være godt oplært og have gode arbejdsvaner. Det sidste er ikke mindst vigtigt i en videre skolegang.


Den tidligere omtalte udbygningsplan undergik i vinteren 1979 visse forandringer, der igen kaldte på udtalelser fra flertal og mindretal i nævnet. Men en beslutning var efterhånden nødvendig, og den 3. juli 1979 stod der i Protokollen fra Varde byråd: "kulturudvalget indstiller til byrådets tiltrædelse, at der bygges en ny skole i det nordlige distrikt centralt beliggende i Tinghøj." Borgmester Chr. Nielsen og H. K. Lauridsen stemte imod! Tre medlemmer undlod at stemme.


Elevtallet pegede ikke i retning af skolebyggeri. En opgørelse fra september 1980 viser 105 elever (dertil kan lægges 31 elever fra Tinghøj, der ifølge søskendeprincippet gik på Brorsonskolen). I henhold til fødselstal ville der i 1985 være 95 elever og 5 på Brorson. Altså en tilbagegang på ca. 30 %. Dette gavnede naturligvis ikke en argumentation for en ny skole. Èn side af en sag er statistik, en anden er som bekendt virkelighed. - Elevtallet faldt væsentligt i de nærmeste år, et forsinket generationsskifte på gårdene fik en del af skylden, men vigtigt var det også, at der blev født langt færre børn. En familie med en fire-fem børn hørte til den absolutte undtagelse. Man snakkede endda i samfundet om familien med et barn. Heldigvis ændrede det sig i løbet af få år.


Den 22. september 1980 blev der budgetforlig mellem "de borgerlige" og socialdemokraterne. Det indebar en omprioritering af skolevæsenets anlægsopgaver. Penge blev flyttet fra "Nordre skole" til Sct. Jacobi skole.



Ovenstående meddelelse var et chok, ikke mindst for skolenævnet. Lærerne var nok ikke så overraskede, men skuffede var vi. I realiteten forudså de fleste ansatte, at det betød "dødsstødet" for en ny skole i Tinghøj.


Det havde hele tiden været et problem, at Chr. Nielsen, borgmester og medlem af skolenævnet, var imod en Tinghøjløsning, og at flere socialdemokrater kun "halvhjertet" gik ind for den. Et fremtrædende medlem i den socialdemokratiske gruppe, Inga Lund, sagde engang til mig efter et møde i Varde: "Vi får aldrig et samlet byråd til at investere 10 mill. kr. i en ny skole i Tinghøj!". - Pengene til den "Nordre skole" blev aldrig bevilget. Skolenævnet sendte naturligvis et skarpt brev til Varde byråd, dateret den 25. september 1980, og dermed var den sag foreløbig uddebatteret. Ingen, der kendte til de førte forhandlinger, troede mere på en ny skole i Tinghøj. Andre muligheder måtte undersøges.


Desværre var byrådets beslutning ikke usaglig! Sct, Jacobi skole trængte hårdt til pengene, og elevtallet i Orten-Mejls-Tinghøj-området var - som nævnt - stadig faldende. I 1983 var det ved Orten-Mejls skole nede på 94. Alene dette forhold fristede ikke til de store investeringer!


Grethe Hansen var i mange år sekretær og senere kontorchef i skoleforvaltningen under skoledirektør Kjærgård. Hun var uden tilbøjeligheder til "skrankepave", altid rar at snakke med, kunne se en sag fra to sider og var parat til en fornuftig løsning, selv om den ikke altid kunne være helt efter lovens bogstav.


Et af de områder i en skoleforvaltning, hvor der måtte udøves et skøn engang imellem, var gratis elevkørsel med bus. Der eksisterede nogle meget firkantede regler, som vist var udarbejdet ved et skrivebord i København. Her forestillede man sig, at de allerfleste elever kom til skole fra en radius på 1,5 km, så kørsel var en undtagelse i stedet for en regel. Helt modsat var forholdene i mange landdistrikter, hvor de fleste elever havde betydeligt længere end de 1,5 km til deres skole.


Børnene fra Gellerup gav ikke kørselsproblemer, de var alle kørsels-berettigede. Anderledes var det med Orten- og Tinghøjelever til Mejls og den anden vej med Mejls- og Tinghøjelever til Orten skole. De sidste voldte ikke de store problemer, da de små elever med en afstand udover 2,5 km automatisk fik fri befordring. Problemerne opstod med de store elever fra Orten og Tinghøj, der skulle til Mejls skole. Der krævedes en afstand på 5 km for at få fri kørsel. Endelig var en del forældre meget bevidste om begrebet "farlig skolevej". De var simpelthen bange for at lade børnene cykle på de smalle og rimeligt befærdede biveje. Der var en mulighed for at få en vej anerkendt som farlig skolevej - efter ansøgning. Men kommunen var meget tilbageholdende med at give disse bevillinger, ikke bare for det enkelte distrikt, men også af hensyn til den afsmittende virkning på kommunens skoledistrikter i det hele taget. Nævn og undertegnede syntes somme tider, at kommunens argumentation var noget "tyndbenet", men der var ingen appelinstans!


Fra 1971 til 1982 sorterede kørsel med elever under Grethe Hansen, og jeg husker kun et tilfælde, hvor vi ikke kunne finde frem til en ordning, så Kjærgård måtte gå ind i sagen. Det ville han nødigt, og det tjener Grethe til ære, at hun stod for en smidig sagsbehandling i de mange år.


Men i 1982 skete en del nyt. Byrådsperioden blev fra 1. januar mod før fra l. april, og der var en stor udskiftning af byrådsmedlemmer. Ny formand for kulturudvalget blev Betty Carstensen, og hun proklamerede højlydt, at der skulle spares på området, bl.a. skolekørsel. Samtidig fik skolenævnet, efter otte år med Jens Thøgersen, ny formand, Sigrid Lorentzen. Hun gik til valg på, at skolekørsel skulle forbedres! Naturligvis var det ikke Sigrids eneste idè, men jeg nævner den, fordi den var i klar modsætning til de ønskede besparelser fra kommunens side.


Kørselen med skolebørn blev et mareridt de sidste 10 år, skolen fik lov at eksistere. Jeg vil nævne tre væsentlige grunde:

  1. Der kom virkelig et politisk krav om besparelser, også på kørsel.
  2. Kørsel blev en "pind" i skolens ligkiste". Udtrykket er Kjærgårds, ikke mit. I virkeligheden blev det et politisk mål at skabe utilfredshed i forældrekredsen vedrørende kørsel. Skolen ville så være lettere at nedlægge!
  3. I 1982 og i årene efter klagede en række forældre over kørsel. Jeg tror i grunden, politikere var godt "trætte" af disse henvendelser, hvor der ofte blev henvist til givne løfter på diverse møder. Men jeg vil klart udtrykke, at de skiftende skolenævn gjorde, hvad der kunne forventes. De skrev masser af henvendelser, havde møder med kulturudvalget og med enkelte politikere, - men der kom aldrig noget konstruktivt ud af det. Chr. Nielsens løfter til forældrekredsen på dette område, ville kommunen ikke leve op til.

Henvendelse fra forældre til skolen: Det er en misforståelse at tro, mange forældre ustandselig henvender sig til skolens leder og lærere både i tide og utide. Der kunne gå uger, hvor vi ikke hørte fra forældre! Det hang naturligvis også sammen med, at de organiserede forældremøder og -samtaler et par gange om året udfyldte manges behov. Der var da også forældre, der syntes, at der var mange "møder". Det gjaldt specielt, hvis et par havde tre-fire børn i skolen. Jeg glemmer ikke en far, der engang sagde til mig: "De lærere må have et stort kontaktbehov!"


Lidt skematisk kan henvendelser deles op på følgende måde:

  1. Telefon til lederen.
  2. Telefon til en lærer (oftest klasselæreren), men det kunne også gælde en faglærer.
  3. Personligt fremmøde for at få en snak med skolens leder, som regel efter aftale og uden for almindelig skoletid.
  4. Personlig henvendelse til en lærer, aftaler blev som hovedregel truffet gennem lederen.
  5. Uformel snak med en lærer ved en tilfældig lejlighed (f.eks. i Brugsen!)

Det er ingen hemmelighed, at de allerfleste samtaler førtes med mødre. Sådan var det i de 40 år, jeg var lærer, og jeg tror ærlig talt ikke, verden har ændret sig ret meget på det punkt.


Vedrørende ovenstående punk 1 og 2:

  1. Når en mor ringede til skolens leder, var det ikke altid for at "klage" over dette eller hint, men ofte for lige at få en snak og høre, hvad lederen mente om et bestemt problem. At det så ofte førte til, at man måtte henvise til en bestemt lærer, er en anden sag.
  2. Her fungerede skolens kontor reelt som omstillingsbord. Man fik den pågældende til samtalen eller bad ham/hende om at ringe senere. Væsentligt var det, at lærer og leder gensidigt orienterede hinanden, så der ikke på et senere tidspunkt kunne opstå misforståelse i retning af, hvad den ene eller anden havde sagt.

Afsluttende vil jeg gerne understrege, at forældrekontakt i bred almindelighed er vanskeligt at håndtere, og det kræver "takt og tone" fra begge sider. Man må frem for alt sørge for at holde sig fri af forældreproblemer vedrørende f.eks. nabostridigheder, der ikke vedrører skolen. Som leder af en mindre skole på landet, kan man blive indblandet i næsten alt, hvis man ikke passer på og holder en klar linje.


Tiåret 1982-1992 af Mejls og Orten skoles historie er beskrevet i artiklen Træk af Varde Landsogns skolehistorie II.


Noter:

  1. VARDE LANDSOGNS HISORIE er en lille bog, der udkom i 1963, da Varde Landsogn blev sammenlagt med Varde kommune. Den er skrevet af fhv. friskolelærer Ole K. Jessen. Bogen findes på Varde Lokalhistoriske Arkiv, men kan ikke købes længere.

Til sidetop