Til sidebund

A/S Varde Staalværk.

af
Fhv. Støbemester Jens Østergaard.

Staalværket blev oprindelig startet 7. november 1913 af fabrikant Peter Thomsen Bruun, Varde under navnet: Interessentselskabet Bruun og Sønners Staalværk Varde. P.Th. Bruun var også ejer af det nu nedbrændte Trådspinderi. Krigens udbrud i 1914 vanskeliggjorde imidlertid forsyningen af kul og råmaterialer, og produktionen lå stille i næsten fire år. I februar 1918 blev værket overtaget af Nakskov Skibsværft og den 29. juli samme år blev den første charge (portion) stål støbt.


Varde Staalværk febr. 1919. Siden da er der tilbygget 2 gange
Varde Staalværk febr. 1919. Siden da er der tilbygget 2 gange.

1. september 1921 blev A/S Varde Staalværk stiftet med en aktiekapital på 700.000 kr. Ejerne var A/S Det Østasiasiske Kompagni og F.L Smith og Co. A/S. Dette tidspunkt regnes for værkets fødselsdag.


Gennem årene var hovedaftageren af produktionen F.L.Smith, der brugte godset til fremstilling af cementovne, men der blev også produceret stål til mange andre virksomheder. Man var især dygtig til at lave skibsskruer. Ofte med en diameter på op til 5-6 m.


Støbning i det gamle Siemens-Martin støberi. Ca. 1953.
Støbning i det gamle Siemens-Martin støberi. Ca. 1953.

Stålet blev frem til 1939 fremstillet i 2 Siemens Martin ovne. I 1939 blev en et ton højfrekvensovn taget i brug. Fra 1955 blev alt stålet udelukkende smeltet i elektriske ovne. Støbetemperaturen var omkring 1500 graders celcius. Kvaliteten af stålet blev gennem tiden øget til ca. 30 forskellige sorter. Stykvægten var fra ca. 1 kg til 12 tons. I 1927 fik man patent på at fremstille en varmebestandig stål: Vardan Staal. Denne kvalitet fremstilles stadig i dag på andre støberier. Mængden af støbt gods blev selvfølgelig stærkt øget gennem tiden. I 1920 var den årlige produktion på 878 tons. I 1970 på 6146 tons, en forøgelse på 700 %.


Artiklens forfatter igang med en støbning. Ca. 1968. (Foto J. A. Tvedebrink.)
Artiklens forfatter igang med en støbning. Ca. 1968.

I 1943 blev bygningen, som kaldtes Elektroværket, sprængt ved en sabotageaktion, fordi en del af produktionen gik til tyskerne. Man måtte også stoppe Siemens Martin ovnene, da der ikke kunne skaffes kul til fremstilling af den gas, der skulle opvarme ovnene. Produktionen lå stille til kort efter krigsafslutningen i 1945.


I sine 63 år har værket haft fem direktører. Den første fra omkring 1918 var A. Nielsen, kaldet "Den Lille". Omkring 1933 blev Olaf Bülow ansat. Artiklens forfatter kom i lære som former i 1941, mens Bülow var direktør. Teknisk var Bülow nok ikke den helt store ørn. Men vigtigere var, at hans lederegenskaber var helt i top. Han var en mand, man kunne have respekt for, og undertegnede mindes ikke nogle tilfælde, hvor Bülow ikke var situationen voksen.


Efter Bülows afgang i 1969 overtog daværende underdirktør Hans Thornberg direktørposten. Hans Thornberg er så ubetinget den person, der har sat det største præg på Varde Staalværks udvikling. Allerede som underdirektør var Thornberg med til at gennemføre mange udvidelser og rationaliseringer af produktionen. F.eks. tog man i 1952 som det første firma i Danmark en cobolt isotop i anvendelse til brug ved gennemlysning af støbegodset. I årene 1955-57 instaleredes en 3 og en 10 tons lysbueovn. Formerierne udvidede i samme periode, og 1971 blev en fuldautomatisk formemaskine, en Disamatik, taget i brug.


I al den tid, værket eksisterede var formemetoderne en blanding af håndformning og formning på diverse formemaskiner. Formningen og støbningen foregik udelukkende i sandforme. Sandkvaliteterne var i de sidste år kvartssand, olivin, zirkon eller kromitsand alt efter godskvalitet eller godsstykket. Frem til midten af halvtredserne blev formene tørret i en natovn ved ca. 200 graders celcius, så de kunne modstå stålets tryk. Senere blev det almindeligt at støbe på forme, der ikke var tørret, såkaldte råsandsforme, eller på forme med sand, der var selvhærdende. Alle kerner blev tørret eller fremstillet i selvhærdende sand.


I de tre andre hovedafdelinger: Værkstedet for fremstilling af modeller, renseriet og tørreriet blev der jævnligt moderniseret og arbejdsmetoderne mekaniseret og rationaliseret. I 1971 opførtes et nyt maskinværksted med yderlig et antal boremøller etc. til bearbejdning af stålgodset. Antallet af medarbejdere var i begyndelsen af 70'erne på ca. 575 personer, hvoraf 100 var funktionærer.


Hans Thornberg var en fantastisk dygtig tekniker. Han gik i overført betydning aldrig i små sko, heller ikke når der var tale om økonomi, hvilket somme tider gjorde det vanskeligt at gøre driften rentabel. Menneskeligt var han en rigtig "guttermand" , der hurtigt glemte, hvis en medarbejder havde fejlet.


Thornberg afløstes i 1977 af Åke Thiberg. Han var svensker, hvilket rent sprogligt voldte de ansatte og ham selv store problemer. Han ville principielt ikke lære at tale dansk og forventede vistnok, at alle medarbejdere kunne forstå svensk, hvilket var lige lovligt meget at forlange. Thiberg gjorde en ihærdig indsats for at rette op på værket. Men de økonomiske forpligtelser firmaet havde påtaget sig i årenes løb, gjorde opgaven næsten umulig. Thiberg gemte sig ikke på sit kontor, men tog ivrigt del i produktionen og forsøgte at få tempoet sat i vejret. Mange har fået denne besked af ham:"Du måste jobbe mere"!


Den sidste direktør og ejer var Viggo Pedersen(V.P.) fra Næstved Jernstøberi, også kaldet "Slagteren fra Næstved", hvilket selvfølgelig har sin baggrund i, at han var manden, der "slukkede lyset" og "låste døren" for sidste gang. Viggo Pedersen købte virksomheden af F.L.Smith i 1979 og var således leder i 5 år.


Den nye direktør havde allerede fra første dag den indstilling, at Varde Staalværk havde udviklet sig til en institution, og dette havde lullet mange medarbejdere i søvn, så nu skulle de vækkes og nogle sparkes ud - og det blev de så. En i sandhed meget "motiverende" lederstil, der havde været mere på sin plads før den 1. verdenskrig. Produktionsmæssig bestod V.P.'s indsats på værket i, at installere en brugt 6 tons lysbueovn, der var købt hos B & W, samt sælge administrationsbygningen til Varde kommune. Kontorerne blev flyttet ud i driften.


V.P.'s viden fra Næstved om fremstilling af "ren" støbejern blev overført til Varde. Der blev i V.P.-perioden støbt en del godsstykker i ren støbejern med en stykvægt på op til 12 tons. Mange mener, at det aldrig har været V.P.'s mening, at Staalværket skulle fortsætte. Forfatteren mener dog, at V.P. virkelig havde troen på , at virksomheden kunne reddes. Udviklingen inden for støberibrancen gjorde det dog umuligt at fortsætte med at lave stålgods i Varde. Også de øgede miljøkrav og de dermed forbundne udgifter havde en negativ virkning.


Varde Staalværk da det var på sit højeste. Ca. 1962. Hovedbygningen har nu fået sine to gange tilbygning. (Foto Preben Palle.)
Varde Staalværk da det var på sit højeste. Ca. 1962. Hovedbygningen har nu fået sine to gange tilbygning. (Foto Preben Palle.)

I tidens løb har Staalværket haft mange typer af tillidsmænd. Nogle bedre end andre. Fællestillidsmand og renser, Junker Frandsen var i en lang periode en dygtig og redelig tillidsmand. Børge Overgaard, renser og fællestillidsmand var også en god mand i en periode i tresserne. Sidst men ikke mindst fællestillidsmand og former Åge Junker, der blev den sidste fællestillidsmand på værket. Junker, der heldigvis lever i bedste velgående, har især udmærket sig ved at tage hånd om og hjælpe alle de medarbejdere, der har fået erhvervsskader på værket. Den dag i dag træder Åge Junker hjælpende til, hvis en person skal søge om erstatning for erhvervsskader.


Hundredevis af mennesker har i løbet af årene haft Varde Staalværk som deres arbejdsplads. Nogle har selvfølgelig markeret sig kraftigere end andre gennem deres indsats. Mange huskes også på grund af deres øge- eller kælenavn. Det var karakteristisk, at rigtig mange havde et øge- eller kælenavn. Undertegnede har registreret 105 navne, og det er slet ikke alle. Her skal nævnes nogle stykker: Hans med Privatskovlen, Lange Nøgle, Exmesteren, Hans Håndjern, Søren Løgnhals, Strudsejægeren, Grauballemanden, Kong Jens, Præsten, Niels Revlingris, Peter Fin, Scavenius.


PP igang med røntgenundersøgelse af stålstøbt lejetap (ca. 5000 kg.) til FLS cementovn. Ca. 1958. (Foto PP.)
PP igang med røntgenundersøgelse af stålstøbt lejetap (ca. 5000 kg.) til FLS cementovn. Ca. 1958. (Foto PP.)

Alle disse navne havde selvfølgelig deres oprindelse i udseendet, en hændelse eller et livsforløb. Hans med Privatskovlen havde sin begrundelse i, at Hans i mange år havde arbejdet på landet, hvor han naturligvis selv havde sin skovl med. Da Hans en mandag morgen skulle begynde på Staalværket, havde han sin skovl med. Mens han ventede på sin nye mester ved portvagten, stod han med sin skovl, mens 3-400 mennesker passerede forbi på vej til arbejdet. Efter dette kunne han næsten ikke hedde andet end Hans med Privatskovlen.


Hans Håndjern fik ikke sit navn, fordi han engang havde haft håndjern på, men fordi han altid gik med hænderne tæt sammen foran kroppen, som om han havde håndjern på.


En blev kaldt Lynet, fordi han var meget langsom til sit arbejde. Jetjageren blev derimod kaldt således, fordi han var "jethurtig" til jobbet.


Kong Jens(Jens Nielsen) var et magtfuldt, aktivt medlem af formernes fagforening. Han ville gerne være den, der bestemte og udstede en "kongelig" ordre.


Scavenius var kaldenavnet for en støbemester under 2. verdenskrig. Han var indforskrevet fra København og kunne slet ikke gå i hak med vestjyderne. Så navnet var ikke venligt ment på det tidspunkt.


Hver arbejdsdag havde hændelser eller historier, der gik virksomheden rundt til adspredelse under et ofte trivielt arbejde. I høj kurs var episoder, hvor en overordnet blev sat på plads af en hurtig bemærkning fra en underordnet. I renseriet var der i mange år en rensemester, Louis Ludvigsen, om hvem man med et nutidigt sprog kan sige, at han havde en særdeles synlig lederstil, men heldigvis også med en veludviklet retfærdighedssans. Ludvigsen ville ikke have, at hans rensere spiste af deres madpakke uden for de officielle spisepauser, noget sådant blev skarpt påtalt. En renser ved navn Mads Larsen stod en dag og spiste af sin madpakke i arbejdstiden. Dette så Ludvigsen, der henvendte sig til Mads, idet han først stirrede på madpakken og derefter så stift i øjnene på Mads og sagde:"Jeg vil altså ikke have det"! Hertil svarede Mads sindigt:"Det får du heller ikke. Jeg har kun taget mad med til mig selv".


Aflønningsformen var for funktionærerne fast månedsløn, og for de timelønnede enten fast timeløn/akkord eller bonus. Det var udtryk for en statusforskel, at de timelønnedes udbetaling kaldtes løn, mens funktionærerne fik gage.


Langt op i 40'rne havde man en god social forståelse. I enkelte tilfælde kunne en mand med en svag økonomi(mange børn o.l.) ofte få et par kroner mere i akkordpris for et stykke arbejde end en ungkarl uden de store forpligtelser. Hvis en funktionær fik familieforøgelse blev et vist beløb lagt til månedslønnen. En gang måtte en arbejdsleder op på kontoret og fortælle, at nu havde familien fået barn nr. fire. Daværende kontorchef Langer bevilgede gageforhøjelsen, men familiefaderen fik følgende reprimande med på vejen:"Nu må De altså passe på med det der sengehalløj, for firmaet har ikke råd til, at De får flere børn".


Arbejdsklimaet på værket har stort set altid været rimeligt.. Et godt, men lidt barsk kammeratskab og omgangstone mellem de ansatte. Også forholdet mellem LO-medlemmerne og deres arbejdsledere har i de fleste tilfælde været godt. Lønniveauet var altid højere end ude i byen, så også på dette område var det en god arbejdsplads.


Det var også en rimelig sikker arbejdsplads med hensyn til at have beskæftigelse, hvilket de mange 25 og 40 års jubilæer vidner om. De fleste af de strejker, der i tidens løb har fundet sted, skyldtes strejker på landsplan.


Men miljøet var ikke godt. Mange, der havde været ansat i en årrække, nåede ikke at blive 70 år eller mere. Dødsårsagen har i mange tilfælde været silikose, støv i lungerne=stenlunger. Utallige har måttet gå med høreapparat på deres ældre dage på grund af høreskader. Især arbejde i renseriet har givet høreskader og silikose. Det skal dog medgives, at i de sidste ca. 20 år af værkets levetid, blev der ydet en stor indsats og investeret mange penge for at komme disse gener til livs. Men for mange kom denne indsats for sent. Skaderne var sket.


Rensning af stor firbladet skibsskrue. Ca. 1970.
Rensning af stor firbladet skibsskrue. Ca. 1970.

Da Staalværket lukkede i 1984, var arbejdsstyrken nede på ca. 250 personer, og mange mente, at det var en katastrofe for de ansatte og for byen. Helt så galt gik det ikke. Før eller siden viste der sig en udvej for de fleste. De yngre medarbejdere fik ret hurtigt arbejde bl. a. hos Danaklon, Vestfrost eller andre steder. Nogle var så "gamle", at de efter en kort arbejdsløshedsperiode kunne gå på efterløn.


Set i bakspejlet var det nu ikke så galt, at værket lukkede. Miljøet var ikke tilfredsstillende, og beliggenheden i forhold til byen langt fra ideel. Værkets hidtidige produktion fremstilles nu på andre støberier i ind- og udland. Resultatet er ikke altid så godt som stålgods fra Varde.


Værket havde mange dygtige og pligtopfyldende medarbejdere, der havde en årelang viden om fremstilling af stål, og disse medarbejdere befandt sig på alle niveauer. Denne viden er nu væk og spredt for alle vinde, og det er en skam for dansk industri.


Et par stålværkshistorier fortalt af fhv. inspektør Preben Palle.


Radioquiz. Før fjernsynet tog over var Svend Pedersen vært for en række populære udsendelser, der fandt sted forskellige steder i landet. Her blev uskyldige ofre lokket op på scenen, hvor de skulle besvare spørgsmål af varierende art. En sådan udsendelse fandt sted i Arnbjerghallen, hvor der først optrådte et geni i hovedregning. Han kom vist fra Vejen eller Brørup og var i stand til at gange to firecifrede tal i hovedet. Han lignede en, der kommer der ude fra, hvor kragerne vender, men regnestykkerne klarede han fint.


Derefter kom der nogle lokale folk på scenen. En af dem var en arbejdsmand fra stålværket, et kæmpestort, godmodigt brød, og han fik følgende spørgsmål: "Hvor tit udkommer Ugeskrift for Læger"? "Tow gong i æ oer",lød svaret. "Jeg gentager lige spørgsmålet", siger Svend Pedersen - "Hvor tit kommer Ugeskrift for Læger"? "Tow gong i æ oer", kom det ret arrigt fra stålværksarbejderen. Derefter hed manden aldrig andet end "Tow gong i æ oer".


Svejseværket Tubalka. Der var et lille familiefirma i Vejle, et af de få i Europa, der var i stand til at reparere revnede kirkeklokker ved svejsning. Stålværket støbte i 50'erne et mindre antal klokkeknebler til firmaet. En af dem havde uheldigvis en revne, og det halve af kneblen faldt ned til stor forskrækkelse for klokkeren. Reklamationen over den pågældende knebel kom lige som den øvrige korrespondance fra firmaet på postkort. Her bad man om at få leveret en ny knebel, men undlod ikke at omtale de skrækkelige konsekvenser, det ville have fået, hvis klokkeren var blevet slået til lirekassemand.


Nogle leverancer kunne godt blive lidt forsinkede, og der kom et nyt brevkort fra Tubalka, hvor de skrev, at man manglede klokkekneblen. Der skulle være bryllup i kirken, og firmaet kunne ikke forestille sig et bryllup uden klokkeklang. - Det kunne direktør Bülow heller ikke, og gik personligt ud og fik sat gang i produktionen- han kunne ikke stå for de postkort.


Til sidetop