Til sidebund

Varde 1864.

af
Ole Nørskov Nielsen


Ukendte soldater fra Varde 1864.
Ukendte soldater fra Varde 1864.

Varde var i 1864 en lille købstad med godt og vel 2100 indbyggere. Byen var nummer 37 blandt kongerigets 74 provinskøbstæder. Der var langt op til Odense, der toppede med over 14.000 indbyggere, men ikke så langt ned til den sidste på listen, Aakirkeby på Bornholm med 613 indbyggere.


Med hensyn til areal var Varde købstadskommune blandt de største. Købstaden og dens markjorder(mest hede) omfattede ca. 6.500 tdr. land, hvilket rakte til en plads blandt de fem største.


Politisk var købstaden styret af en borgerrepræsentation på syv mand. Fire var valgt af den del af borgerne, der havde valgret til folketinget, dvs. at man skulle være fyldt 30 år og ikke tilhøre en af de følgende J.A.F. Bagger byfoged 1854-80 befolkningsgrupper: Fruentimmer, folkehold, fallenter, fattige og fjollede. De resterende tre blev valgt af samme gruppe, men med den indskrænkning, at vælgeren sidste år skulle tilhøre den femtedel af vælgerne, der havde betalt mest i skat. Valget var gældende for seks år, og de højest beskattede stemte ved begge valg og havde således dobbelt stemmeret. I 1864 var folketingsvælgerne repræsenteret ved overlærer V. Larsen, fuldmægtig Hans Chr. Johnsen, drejer M. Madsen og værtshusholder Lauge Tranberg. De højest beskattede medlemmer af borgerrepræsentationen var: Apoteker Andreas Helms, købmand Søren Thomsen, og købmand J. W. Palludan. Selv om borgerrepræsentanterne holdt selvstændige møder og førte deres meninger til protokols, så kunne de ikke træffe egentlige politiske beslutninger, uden at den kongeligt udnævnte byfoged havde deltaget og accepteret beslutningerne. - Når byfogeden deltog i møderne, så kaldtes forsamlingen for kommunalbestyrelsen. Som formand for kommunalbestyrelsen fungerede byfogden som borgmester, men han var desuden byens politimester og dommer. Personen, der i 1864 var indehaver af disse tre embeder var byfoged J. A. F. Bagger (billedet til højre).


Varde havde i 1864 ingen industrivirksomheder. Købstaden var oplandsby for et ca. 1500 km2 stor område, der næsten var identisk med den storkommune, som blev dannet ved kommunalreformen i 2005. Byens vigtigste erhverv var derfor handel og håndværk. Handelen var domineret af store købmænd, der opkøbte bøndernes landbrugsprodukter, som blev eksporteret til udlandet, hvorfra de samme storkøbmænd importerede kolonialvarer og isenkram, som de solgte til oplandets bønder.


Langt de fleste af byens ca. 145 håndværksmestre var alenemestre uden svend eller lærling. Resten var småmestre, som havde 1-3 svende og måske et par lærlinge. Der var ingen mellemstore mestre med over 5 svende.


Det var købmændene, som havde de store indkomster. I marts 1864 udskrev regeringen en særlig krigsskat, som blev opkrævet i 1865 af alle, der i 1863 havde en indkomst på 400 rigsdaler og derover. Den største skattepligtige indtægt havde købmand Poul Debell, hvis købmandsgård lå på Vestergade nr. 4 (i dag Sydbank). Han var sat til en indkomst på 6.200 rdl. Det var mange penge. Varde bys samlede udgifter i 1863 var på ca. 9000 rdl.


Der var to, som ikke var købmænd blandt de 10 højeste skatteydere, nemlig byfoged Bagger, der var sat til en indkomst på 4.500 rdl. Den anden var apoteker Helms, som ligningskommissionen havde sat til en indtægt på 4.000 rdl. Blandt de 152, der i 1863 havde tjent over 400 rdl., var der kun 53 af byens 145 håndværksmestre. - En ufaglært tjente ca. 125 rdl. om året og skulle derfor ikke betale krigsskat.


Varde var i 1864 ikke en by, der var præget af vækst og forandring. De unge mænd forlod byen. Ved folketællingen i 1860 var der 162 unge mænd i alderen 20-29 år. Ved folketællingen i 1870 blev kun 45 af disse genfundet. Det svarer til 27,8 %. Det vil sige at 72,2 % af disse unge ikke havde ment, at der var en fremtid for dem i Varde, og de derfor var rejst fra byen.


I Varde udkom der siden 1854 en avis, Vesterjysk Avis, som udkom fire dage om ugen: Søndag, mandag, onsdag og fredag. Læserne af denne avis var vel orienteret om Rigsdagens debatter om det slesvigske problem og den deraf følgende diskussion om landets grundlov. Vesterjysk Avis gik ind for, at Ejderen skulle være Danmarks grænse mod syd. Men d. 13/11 1863 var der i avisen et indlæg fra en anonym skribent, der skrev, at det i debatten om Novemberforfatningen nok kunne interessere nogle at høre "Bondestandens Mening". Den anonyme skribent mente, at man skulle give indrømmelser til de tyske synspunkter i debatten, ellers ville "en blomstrede Ungdom" blive nedskudt af tyskerne. Dannevirkestillingen var for lang til at Danmark kunne holde den. Skribenten sluttede med at skrive, at de, der gik ind for krig, ikke repræsenterede "den almindelige Mening i Bondestanden". Avisens redaktør, Rudolf Helms svarede, at han ikke troede, at skribenten repræsenterede bondestanden. Der skulle ikke gives flere indrømmelser. Den anonyme person malede Fanden på væggen, når han mente, at Dannevirkestillingen ikke kunne holde. "Det Folk, der kæmper for sin Ære og Ret er umaadelig stærk".


Da Novemberforfatningen blev underskrevet af kongen onsdag d. 18/11 udsendte avisen samme aften et Extrablad, med hvad avisen kaldte "den glædelige Efterretning". Vedtagelsen af Novemberforfatningen medførte som bekendt, at krigen mod Preussen og Østrig begyndte 1. februar 1864. Vesterjysk Avis skrev d. 5/2 om, at det preussiske angreb ved Mysunde d. 2/2 var blevet slået tilbage, og at Dannevirkestillingen nok skulle holde. Men søndag d. 7/2 stod der i avisen, at man ved reaktionens slutning denne dag havde modtaget telegram fra København om, at Dannevirke d. 5/2 var rømmet uden kamp, og i mandagsudgaven d. 8/2 kunne vardenserne læse, at landet(Jylland) nu var prisgivet en "rovlysten Fjende". Avisen håbede, at de mænd, der traf beslutningen om at rømme Dannevirke uden kamp, havde så gode grunde til denne beslutning, at de kunne forsvare sig "for Nationens Domstol".


Allerede før krigen var kommet i gang, var indbyggerne i Varde begyndt at bekymre sig for de indkaldte soldater. Vesterjysk Avis berettede 8/1 1864 om, at en damekommité indsamlede uldent tøj til de indkaldte fra byen og oplandet. Fem dage senere skrev avisen, at der blev foranstaltet underholdning i Kaas' teatersal på Vestergade 13 til fordel for de indkaldtes familier. Endvidere meddelte avisen, at indsamlingen til en fribolig for værdigt trængende personer var blevet stillet i bero for ikke at svække indsamlingerne til soldaterne og deres familier. D. 15/1 var der teaterforestiling hos Kaas til fordel for de indkaldtes familier. Der blev opført et tableau: Soldatens Afsked og derefter en vaudeville af Hostrup: Intrigerne. Forestillingen sluttede med en vaudeville i to akter af Chieviz & Reche: For Alvor. Billetter kostede 18 skilling. (En ufaglært tjente ca. 48 skilling om dagen).

Varde kommunes pengekasse

Efter rømningen af Dannevirke tog kommunalbestyrelsen fat på at drøfte, hvad der skulle gøres, hvis der kom fjendtlige tropper til byen. Den 20/2 1864 var kommunalbestyrelsen samlet på det gamle rådhus, der før 1872 lå på Torvets nordside. Det blev besluttet, at anbringe kommunekassen (se billedet) hos kæmneren, så han kunne afholde løbende udgifter. Kassen indeholdt kun et par hundrede rigsdaler. De øvrige værdier og dokumenter vedrørende byfogedembedet skulle gemmes bort i fonden. Det angav et ukendt skjulested i den bagerste del af et rum. Endvidere nedsatte kommunalbestyrelsen en indkvarteringskommission, der skulle sørge for en evt. fremtidig indkvartering af fjendtlige soldater.


D. 9/3 indkaldtes en række amtmænd og byfogeder fra jyske amter og købstæder til et møde med den preussiske overgeneral Wrangel i Kolding d. 15/3. Blandt de indkaldte var stiftamtmand Nielsen fra Ribe og byfoged Bagger fra Varde. Her skulle man drøfte leverancer af forplejning til de fjendtlige tropper og deres heste. Der blev også stillet krav om levering af 200 heste og 30.000 par støvler. De fremmødte øvrighedspersoner erklærede sig villige til efter bedste evne at opfylde kravene om forplejning til mandskab og heste, men kunne ikke love noget med hensyn til de 200 heste. De mente dog at befolkningen for at "undgaae et større Onde" måske kunne levere hestene inden 10 dage. Kravet om 30.000 par støvler blev afvist som værende komplet umuligt at opfylde. Da fremmødte amtmænd og byfogeder ikke kunne stå inde for at de forlangte rekvisitioner blev opfyldt, blev de arresteret og ført til Rendsborg, hvor de sad fængslede i otte uger til begyndelsen af maj måned, da de blev løsladt d.12/5 i forbindelse våbenstilstanden.


Storegadebroen med den nye toldbygning. Foto ca. 1863.
Storegadebroen med den nye toldbygning med splitflag. Foto ca. 1863.

Søndag d. 13/3, mens byfogeden i Varde var ved at forberede sig til at drage til mødet i Kolding d. 15/3, ankom en preussisk patrulje på 24 mand anført af en løjtnant til Varde. De mødte op både på den nye toldbygning i Storegade og på byfogedkontoret og forlangte at få pengekasserne udleveret. På byfogedkontoret var der ingen pengekasse, og på toldkontoret var det lykkedes toldkontrollør Jens Godskesen at gemme pengebeholdningen væk, og han fortalte soldaterne, at han lige havde afsendt pengene med posten. Men da preusserne forhørte sig på postkontoret, kunne postmesteren meddele, at der ikke var blevet afsendt penge fra toldkontoret de seneste dage. Da soldaterne forlod byen mandag d. 14/3 tog de derfor toldkontrollør Godskesen med sig, ligesom de også tilbød byfoged Bagger at køre med til Kolding, hvor han var indkaldt til møde tirsdag d. 15/3. Men mens toldkontrollør Godskesen ikke blev ført længere end til Flensborg, hvorfra han vendte hjem til Varde d. 23/4, så måtte byfogeden som nævnt vente til den 12/5 før han blev sluppet fri.


Besættelsestropperne ikke fik deres krav om levering af heste og støvler opfyldt, men kravene om leverancer til soldaternes og hestenes forplejning var heller ikke bagateller. Den 20/3 kom der via amtet krav til Varde købstad om hurtigst muligt at aflevere 2400 pund oksekød(levende vægt) 1040 pund havre, 680 pund hø og 320 pund halm til et forplejningsmagasin for besættelsestropperne i Kolding. Dette kvantum skulle afleveres hver tredje dag, første gang d. 21/3. Tidsplanen var umulig for kommunalbestyrelsen at overholde, så man fik udsættelse til begyndelsen af april. Den 29/3 trådte kommunalbestyrelsen sammen for at tage stilling til kravene. Fuldmægtig Lunøe var af amtet blevet konstitueret som midlertidig byfoged. Man besluttede i første omgang at indkalde en rådstueforsamling bestående af alle skattepligtige borgere. Her blev det vedtaget at forsøge at opfylde kravene for måske at kunne undgå en fjendtlig indkvartering. Omkostningerne måtte betales enten over skatterne eller ved lån. En mand blev sendt til Kolding, hvor det lykkedes ham at købe havre og halm til lavere priser end i Varde. Hø måtte købes i Varde, og en vognmand påtog sig at køre det til Kolding for 13 rigsdaler. Det lykkedes at indkøbe tre stude, der med en vægt på 2530 pund opfyldte det forlangte kvantum.


Vesterjydsk Avis 20. april 1864.

Men regningen for alt dette skulle betales. Kommunalbestyrelsen vedtog at forhøje alle skatter for resten af skatteåret 1864 med 10%. Det var ikke sidste gang skatterne blev sat op. På mødet d. 25/4 blev alle skatter sat op med yderligere 20%. Ikke alene måtte vardeborgerne betale mere i skat, men priserne på fødevarer steg også ganske betragteligt. Før krigsudbruddet kostede et pund oksekød på torvet i Varde d. 7. januar 8-10 skilling. Den 14/4 var prisen pr. pund steget til 10-12 skilling, en stigning på 20-25%. For smør var stigningen på ca. 5% pr. pund. Kartofler var steget med 8% for en skæppe. Eneste lyspunkt var, at prisen på æg var faldet med 25% pr. snes. I forhold til priserne d. 14/4 så lå torvepriserne i Varde på nogenlunde samme niveau resten af året 1864, dog med en svagt stigende tendens.Vis oversættelse af telegram

Vesterjydsk Avis 20. april 1864


Som omtalt forlod den preussiske patrulje Varde mandag d. 14/3, og der gik næsten to måneder før byen igen så fjendtlige soldater. Det skete d. 1/5. Denne dag kom der en styrke på 200 østrigske dragoner og 260 infanterister. Den øverstkommanderende sammenkaldte kommunalbestyrelsen og forlangte 25.000 preussiske daler (over 30.000 danske rigsdaler). Da disse penge ikke kunne fremskaffes, blev hele kommunalbestyrelsen (syv borgerrepræsentanter + den konstituerede byfoged) anholdt. Desuden blev yderligere to personer anholdt. Det var købmændene Chr. Hansen og H.M. Duer. De blev alle 10 ført til Rendsborg, hvortil de ankom d. 4/5. Her var de i to dage, så blev de frigivet.


Arrestanterne
Den arresterede Kommunalbestyrelse.

Den 8/5 kom der en ny østrigsk styrke til byen. De forlangte 25 gode heste, men selvom de drev alle i byen værende heste sammen på Sønderbro, fandt de kun fem, som var brugelige. Så drog de af sted igen.


12/5 kom der igen østrigere. Det drejede sig om 200 dragoner og 350 feltjægere. De rejste igen d. 15/5, men samme dag kom der en hel brigade (ca. 3.000) østrigske soldater, hvoraf de 1.000 blev i byen.


Det blev nu nødvendigt at reorganisere forsyningerne til de fjendtlige tropper. Kommunalbestyrelsen, der nu var kommet hjem fra fangenskabet, indrettede et magasin uden for byen. Her skulle forplejning til soldater og heste afleveres fra såvel by som opland. Der blev også indrettet et slagterhus i en bygning, der tilhørte værtshusholder Rask Sørensen i Brogade. Slagtermestrene Palmblad og Bune skulle forestå slagtning af svin og kreaturer for en betaling af fire skilling pr. stk.


Fra 15/5 til 14/11 var der på få dage nær konstant indkvartering af soldater i byen. Det var store mængder forplejning, som byen og oplandet skulle præstere til de fremmede tropper. Selvom våbenstilstanden betød at tropperne formelt selv skulle betale for deres fortæring, så var det sjældent, at dette skete, og så måtte kommunen lægge ud og købmændene levere på kredit.


Da det hele efter krigen blev gjort op af Ribe Amts Estatningskommission på et møde på rådhuset i Ribe d. 6/4 1866 havde Varde købstad leveret varer til magasinerne i Varde og Kolding for over 18.000 rigsdaler. Herfra blev trukket et beløb på 2.500 rdl., som var indkommet ved salg af huder og talg fra slagteriet i Varde, samt ved salg af de varer, der var på magasinet i Varde, da de sidste tropper forlod byen 14/11 1864.


Transportudgifter til kørsel med både varer og soldater(især officerer) udgjorde 1200 rdl. Indkvartering med og uden forplejning havde kostet 2.300 rdl. Dertil kom erstatningsbeløb for skade på ejendom m.v. I alt fik Varde købstad tilkendt en erstatning fra staten på over 22.000 rigsdaler som den danske stat betalte.


Man kan i den forbindelse rejse spørgsmålet om disse mange penge havde været til stede i lokalsamfundet. Svaret må blive et ja! Som det senere vil blive påvist, så fik vardekøbmændene allerede i april overført et endnu større beløb nemlig 26.700 rdl. fra den danske hærs intendantur for leverancer til hæren. Når dertil kom kommunens store skatteopkrævninger, så har det ikke været umuligt at finansiere de store opkøb.


Leverancerne af varer til magasinerne i Varde og Kolding blev udliciteret til byens store købmænd, der købte ind på kommunens vegne. Hos byens avlsbrugere og oplandets bønder blev der indkøbt kreaturer, svin, hø og halm, og i Flensborg og Hamborg skaffede købmændene kolonialvarer som sukker, ris, kaffe, vin(over 2000 flasker), brændevin, røgtobak og cigarer(over 25.000). At der kunne komme varer til Varde fra udlandet var ikke mærkeligt. De fremmede tropper var ikke interesseret i at forhindre, at varer, som de selv skulle nyde godt af, ikke kom frem.


Der er ingen tvivl om at vardekøbmændene tjente gode penge på at formidle denne handel til forsyning af de fjendtlige tropper. Men de havde også leveret til den danske hær. I handelstandsforeningens forhandlingsprotokol er der en kopi af et brev dateret 11/4 1864. Brevet var til en københavsk bankier, der fra Intendanturen i København havde fået tilsendt et beløb på 26.700 rdl. som den københavnske bankier skulle kreditere 14 navngivne vardensiske købmænd. Disse købmænd var alle på skattelisten fra 1865, og ingen af dem havde tjent under 1000 rdl. i 1863.


Da det sidste store hold østrigske soldater kom til byen i begyndelsen af oktober 1864 skulle der skaffes sengetøj fra oplandkommunerne. Der blev betalt 4 skilling pr.dag for lån af et sæt sengetøj. Det blev til 1 rdl. og 24 skilling for en måned. Vesterjysk Avis syntes, at det var mange penge og rejste spørgsmålet: I hvis lommer havnede disse penge? Der ville på trods af slitage blive en pæn sum til udlånerne. Avisen skrev videre, at det burde forhindres, at der skete det samme med disse penge som med de 4000 rdl. fra den sidste våbenhvile. Det avisen hentydede til var, at der ved leveringen af forsyninger til de fjendtlige tropper under våbenhvilen 12/5 - 26/6 1864 var fremkommet et overskud på over 4000 rdl., som de store købmænd havde delt mellem sig. Af magasinregnskabet fremgår det, at avisens fremstiling var rigtig. Men derfor behøvede købmændene jo ikke at være de rene røverbaroner. De kunne ved kreditgivning i andre sammenhænge måske have penge til gode, som de så ville sikre sig her, hvor der var penge at få.


På trods af drakoniske skatteforhøjelser, pristigninger og fremmede troppers tilstedeværelse i byen, så ser det ud til, at vardenserne tilpassede sig de forhåndenværende forhold og prøvede så vidt som muligt at få dagligdagen til at gå uden de alt for store ændringer. - Teatret spillede med jævne mellemrum vaudeviller og lystspil hele året og de normale kreaturmarkeder blev afholdt. Kongens fødselsdag d. 8/4 blev fejret med flagning i byen. Det samme skete Grundlovdag, hvor der også blev strøet blomster på gaden. En halv snes dage senere, 2. pinsedag d. 16/5, gav et østrigsk musikkorps koncert på Runddelen i Arnbjerg. Mange af byens borgere overværede koncerten, hvor østrigerne til ære for det danske publikum spillede "Den tapre Landsoldat".


Runddelen i Arnbjerg.
Runddelen i Arnbjerg.

Der ser ikke ud til at være opstået alvorlige mangelsituationer. Også de øgede skatter blev betalt uden, at det fik sociale konsekvenser. Fattigvæsenets udgifter i 1864 blev ikke øget nævneværdigt i forhold til 1863. Begge år var omkostningerne ved fattigvæsenet på ca. 2.300 rigsdaler. I 1864 var udgifterne dog 63 rigsdaler højere end i 1863, men denne merudgift skyldtes, at en ubemidlet enke i længere tid havde været indlagt til "Kur og Pleie" på sygehuset.


Der kom kun én ansøgning til kommunalbestyrelsen om understøttelse, fordi familens forsørger var indkaldt til krigstjeneste. I februar havde stiftamtmanden skrevet til amtets kommunalbestyrelser, at en sådan understøttelse skulle gives uden at modtagerne skulle anbringes på fattiggården eller det skulle få andre konsekvenser for familien, således som det normalt skete, når en familie modtog understøttelse fra det offentlige.


Den nævnte ansøgning kom fra en former Hansens hustru, der i begyndelsen af marts 1864 søgte om eftergivelse af det sidste halve års skat for året 1863, fordi manden var i krig. En enig kommunalbestyrelse afslog anmodningen med den begrundelse, at denne skat skulle have været betalt inden mandens indkaldelse.

Vesterjydsk Avis 30. marts 1864.

Selvfølgelig kunne en tilstedeværelse af en større eller mindre besættelsesstyrke i byen ikke undgå på en eller anden måde at sætte sit præg på byens dagligdag og skabe problemer. Da den preussiske patrulje kom til byen d. 13/3 lod soldaterne sig bespise uden betaling på hotel Dania i Skovbogade(i dag Storegade 19). Vesterjysk Avis skrev, at folk stimlede sammen ved hotellet for at se på de ubudne gæster. Det var næsten, som om selve kongen af Danmark var på besøg. - Avisen sluttede med at skrive, at under den sidste krig(1848-51) rullede vardenserne gardinerne ned, når fjenden var i byen.Vis oversættelse af telegram



I borgerforeningens forhandlingsprotokol står der under d. 16/3, at der på mødet blev fortalt, at nogle af foreningens medlemmer, havde udvist en upassende optræden i forbindelse med de fremmede soldaters ophold i byen. Der blev i denne sammenhæng især peget på bagermester Steen. Det blev ikke ført til protokols, hvori bagermesterens fejl bestod. Denne protesterede da også højlydt og svor ved ære og samvittighed, at det ikke var sandt, hvad der blev sagt om ham. Et par dage senere skrev han et indlæg i Vesterjysk Avis. Her bad han sine modstandere om at fremlægge beviser for sin upassende adfærd, men han fik ikke noget svar, og på borgerforeningens møde den 3/4 blev han ekskluderet med 17 stemmer mod syv.


At bagermesteren skulle have optrådt upatriotisk forekommer usandsynligt, især fordi beskyldningerne aldrig blev underbygget. Måske var det bare en sag om personligt nid og nag. Bagermester Steen var ikke opført i folketællingen 1860. Han var derfor i 1864 forholdsvis ny i byen. Men han stod på skattelisten over dem, der havde tjent mere end 400 rdl. i 1863. Her var han sat til en indkomst i 1863 på 450 rdl. Det var ikke nogen ringe indtægt for en håndværksmester i 1863. Måske havde hans succes skaffet ham fjender, der på denne måde søgte at komme efter ham, hvilket må siges at være lykkedes, for han stod ikke i folketællingen i 1870. Da havde han nemlig forladt byen.


Det kan heller ikke udelukkes, at en medvirkende årsag var, at bagermester Steen var født i Holsten, og at nationale modsætninger derfor også var medvirkende. Der var i øvrigt ikke så få tyskfødte håndværksmestre i Varde, men de blev ikke udsat for chikane.


I slutningen af maj skulle biskop Daugaard fra Ribe have været på visitats i Varde. Men sognepræsten provst Claudi, bad ham om at udsætte visitatsen til bedre tider. Han kunne simpelthen ikke modtage biskoppen, da han havde en major og syv mand indkvarteret i præstegården. Besøg i skolen ville være vanskeligt, da den halve skole var beslaglagt til lazaret. Desuden var kirkegangen på grund af de fjendtlige troppers tilstedeværelse langt under det sædvanlige, og den ville næppe blive så stor som ønskelig til visitatsen, hvis denne blev afholdt nu.


Det kunne forventes, at så mange soldater i byen ville skabe problemer i form af slagsmål på byens mange værtshuse. Men politiets protokoller er tavse om sådanne begivenheder. De slagsmål, der var, og som fik et retsligt efterspil var mellem danske slagsbrødre. Politiprotokollerne giver næppe et korrekt billede af forholdene på byens værtshuse. Men slagsmål mellem vardensere og de fjendtlige tropper blev ordnet på anden måde end i retten, da ingen af parterne var interesseret i at gøre en større sag ud af sådanne hændelser. Begge parter vidste, at det drejede sig om, at få tingene til at glide.


De mange værtshusgæster medførte imidlertid, at der blev mangel på øl i byen. Men dette problem blev løst af indehaveren af teatercaféen, Hans Kaas, der ad uransagelige veje(sikkert fra Tyskland)ikke alene skaffede øl til sit eget værtshus, men også til byens andre udskænkningssteder.


I Brogade kom det imidlertid til slagsmål mellem indkvarterede østrigske soldater og deres værtindes sønner. Det skete Mortensaften 1864. Der var nu sluttet fred, men ikke alle fremmede soldater havde forladt byen. Tre østrigere var stadig indkvarteret hos smedeenken Mariane Kiertzner i Brogade. Hendes søn Niels, drev smedeforretningen. Enken havde udover Niels to sønner August og Søren. De var netop kommet hjem fra krigen, hvor de begge havde været i ilden. Søren ved Dybbøl, og August havde været kanonér på fregatten Niels Juel under træfningen ved Helgoland 9/5. Mens moderen var ved at tilberede gåsen, kom de tre østrigske soldater og ville overtage komfuret for at få stegt noget kød, som de havde fået udleveret. Det ville de tre smedesønner ikke tillade, og det kom til et voldsomt slagsmål. De stridendes råben kunne høres ud på gaden, og en østrigsk underofficer dukkede op og fik standset slagsmålet. Østrigerne var kendt for at håndhæve en streng disciplin blandt soldaterne, så de tre soldater blev sikkert sat i arrest på det gamle rådhus, hvor østrigerne havde deres hovedkvarter.


De eneste politisager, der vedrørte krigen, og som blev ført til protokols var to spionsager. Der var ingen fremmede tropper i byen, da det skete. Den 19/3 1864 sad en tysk født smedesvend, August Meyer, på et værtshus og snakkede fuldemandssnak om et landkort, som han ville aflevere til den preussiske overkommando i Kolding, hvilket smeden mente ville indbringe ham en pæn sum penge. Værten havde imidlertid hørt den berusede smedesvends tale og underrettede politiet. Smedesvenden blev anholdt og i politiretten med føje sigtet for spionvirksomhed og overgivet til "Arméens Efterretningsvæsen". Samme skæbne overgik to omstrejfende danske håndværkere. De blev antruffet 6/4 uden penge og kom derfor i forhør i politiretten. Her oplyste de, at de kom fra det af fjenden besatte Vejle. Da de ikke fyldestgørende kunne gøre rede for, hvad de ville i Varde, blev de ligeledes udleveret til den danske hærs efterretningstjeneste.


Østrigske officerer fotograferet i Varde november 1864.
Østrigske officerer fotograferet i Varde november 1864.

Da de sidste østrigere forlod Varde d. 14/11 1864, var der sikkert nogle medlemmer af kommunalbestyrelsen, der frygtede, at der i 1865 ville blive født en del børn uden for ægteskab. Men en sådan frygt skulle vise sig ubegrundet. Kirkebøgerne viser, at der kun blev født tre uægte børn i 1865, og i alle tre tilfælde blev der udlagt en dansk barnefader. I marts 1865 blev der af en ugift pige født et barn, hvis far kunne have været en østrigsk soldat. Men da barnet var dødfødt, så var problemet om, hvem der var faderen ligegyldigt, og det blev derfor ikke efterforsket.


I Vesterjysk Avis og i breve og erindringer fra krigsåret er der enighed om, at de østrigske soldater havde opført sig pænt under deres ophold i byen. Alle civile, der havde været i fangenskab skrev, at de var blevet behandlet godt.


Det er også ret sikkert, at de fremmede soldaters ophold, og de mange penge, som det kostede at have dem i byen, ikke kun er kommet de store købmænd til gode. Selvom prisstigninger og skatteopkrævninger opslugte en del af pengene, så havde de mange soldaters forbrug og de store pengeudpumpninger nogle positive, afledede virkninger, der kom mange af indbyggerne til gode.


Det er uden tvivl baggrunden for, at der på et møde i Borgerforeningen d. 21/11, altså en uge efter at den sidste østrigske soldat havde forladt byen, blev vedtaget, at man ville arbejde for, at Varde blev en af de byer, der fik en garnision. Der var ikke tale om, at man ønskede en kaserne. Det var kun i København og andre fæstningsbyer, at soldaterne var indkvarteret på kaserner. Det var først i 1924, at det ved lov blev fastslået, at hæren selv skulle sørge for at indkvartere soldaterne. Ellers var det normalt, at soldater i garnisionsbyer var indkvarteret hos private. I slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. årh. havde Varde haft større eller mindre troppekontingenter indkvarteret. Men disse danske lejesoldater var ikke særligt populære, da de havde lov til at drive håndværk og derfor gik byens håndværkere i bedene.


At man et halvt år i 1864 havde haft mange fremmede soldater indkvarteret, syntes ikke at have afskrækket Borgerforeningens medlemmer fra at fortsætte med at have værnepligtige, danske soldater indkvarteret. På mødet d. 21/11 vedtog man at anmode byens styrelse om at tage sig af sagen.


I kommunalbestyrelsens forhandlingsprotokol kan der under datoen 3/1 1865 læses, at der på mødet var et andragende fra en del borgere om, at byen måtte få en garnison. Kommunalbestyrelsen videresendte dette ønske og tilføjede, at dersom regeringen "maatte finde Anledning til at gjøre Byen til Garnisionsby, saa er Kommunen villig til at gjøre de i saa Henseende fornødne Ofre".


Selvom der skulle gå knap 90 år før dette ønske blev opfyldt, så er det fristende at påstå, at borgerne i den lille købstad Varde under krigen i 1864 opdagede, at indkvarterede soldater ikke bare var en belastning, men også kunne sætte skub i økonomien. Denne erfaring gentog sig, da Varde i 1953 blev garnisonsby, og de nye indbyggere stillede nye krav og dermed gav et frisk indspark til byens handelsliv.


I 1914 blev 50 året for 1864 fejret med mange veteranfester i Varde og omegn. 1. februar 1914 havde der været veteranfest i Håndværkerforeningen. Her fortalte sparekassedirektør DanielSparekassedirektør Daniel Madsen 1840-1922 Madsen(1840-1922 billedet th.) om sine oplevelser i 1864. Han havde været indkaldt til 11.regiment, der sammen med 1. regiment havde udgjort bagtroppen ved tilbagetoget fra Dannevirke. Det var bagtroppens opgave at sikre hovedstyrkens retræte til Dybbølstillingen. Da de forfølgende østrigere blev for nærgående, gjorde de to danske regimenter holdt ved Sankelmark, hvor det d. 6/2 kom til et blodigt sammenstød med de østrigske forfølgere. Daniel Madsen blev såret, taget til fange og ført til en fæstning i det østlige Tyskland. Han blev frigivet i forbindelse med den første våbenstilstand d. 12/5. Daniel Madsen blev hjemsendt, og stor var hans overraskelse, da han kom hjem til Varde og fandt byen besat af det regiment, som han havde været i kamp med ved Sankelmark.


Det var det 27. østrigske infanteriregiment også kaldet "König der Belgier" fordi kong Leopold d. I af Belgien var dets æresregimentschef. Regimentet bestod af hvervede soldater og var blevet dannet under tyrkerkrigene i 1682. Efter 1. Verdenskrig og kejserrigets undergang blev regimentet opløst.


I følge regimentshistorien udgivet 1982 i anledning af 300 året for dets oprettelse, så endte træfningen ved Sankelmark med en østrigsk sejr, hvilket ikke er forkert, men danskerne opnåede også, hvad de ville nemlig at standse de østrigske forfølgere.


Efter Sankelmark deltog regimentet i nogle kampe ved Vejle, hvorefter det drog vestpå, og en del af det blev indkvarteret i Varde. Med sig havde regimentet en premierløjtnant, der var blevet såret ved Sankelmark. I Varde kirkebog står, at han døde d. 17/5 og blev begravet d. 19/5.

28 Aar, ugift Ludvig Herketh oberlieutnant i det 27de Inf. Reg/Kongen af Belgien. Født i Fulda Katholik. Aflivede sig i Billum Kro ved Skud vistnok som Følge af et haardt Saar ved Oversø(Sankelmark).


Ludvig Herketh var ikke østriger, men tysker. Han meldte sig til den østrigske hær, fordi det var nemmere at gøre karriere der end i de tyske staters hære.


Den næste indførsel i kirkebogen var endnu en østriger, der sandsynligvis døde på lazarettet i Varde.

Død 22/5 begravet 25/5 Joseph Grabener Gefreite(r) i det 27de Inf. Regiment. Ugift, Katholik, 23 Aar, født i Hatzendorf pr. Grätz i Steiermark.


Disse to begravedes efter catholsk Ritus. Feltcapellan Bacaladi fungerede


Før begravelsen søgte den østrigske kommandant, oberst, hertug Wilhelm af Würtemberg, provst Claudi om tilladelse til at bruge Jacobi kirke. Provst Claudi sendte forespørgslen videre til biskop Daugaard i Ribe, der med det samme gav tilladelsen. De to østrigske soldater blev begravet på den gamle kirkegård, men hvor de blev jordfæstet vides ikke.


Den 3/6 1913 havde lærer W. Marke(1854-1923) et indlæg i Varde Avis, hvor han mindede om, at Varde under krigen i 1864 i længere tid havde haft østrigske soldater indkvarteret. Ældre mennesker kunne endnu huske "disse Fremmedes lærer W. Marke(1854-1923 sympatiske Optræden, deres Hjælpsomhed over for Borgerne, over for hvem de ingenlunde følte sig som Fjender". To af disse fremmede døde her i byen. De to grave på kirkegården var sløjfet og de to kors forsvundet. "Nu er det saaledes, at vi danske glæder os, hver Gang vi læser om, at vore tapre Krigeres Grave findes og smykkes ude i det Fremmede paa Kirkegaarde og Slagmarker. Her er en Lejlighed til at øve lidt Gengæld ved paa en fredet Plet at sætte en Sten, som ved sin Inskription kan minde om disse Soldater, som langt fra deres Fædreland fandt Døden blandt en Befolkning, hvis Tillid de havde vundet".

Pengebidrag kunne afleveres til Marke, der lovede, at der senere ville blive gjort offentligt regnskab for det indkomne beløb.


Den ydre anledning til Markes indsamling var sikkert Den første Balkankrig, som lige var afsluttet, og som avisens læsere havde fået beskrevet som en bestialsk krig. Men mon ikke han også havde året 1914 i tankerne, da det var 50 året for begivenhederne i 1864, og han derfor i god tid ville sætte projektet i gang.


Allerede før jubilæumsåret kunne han d. 19/12 1913 i Varde Avis meddele, at der var indkommet 64,80 kr., og at der for dette beløb var rejst et gravmæle på den gamle kirkegaard . Han skrev: "Det hviler paa et lidt over 1 Meter bredt Betonfundament. Paa For- og Bagsiden er indfattet hvide Marmorplader og det hele krones foroven af et Jærnkors". På forsiden stod de dødes navne, dødsdatoer m.m. og Marke fortsætter: "Og paa Bagsidens to Marmorplader staar: Indkvarterede i Varde under Krigen 1864 - Fjærnt fra deres Fædreland hviler de her i Fred."


Til Sten- og Billedhugger H.P.Christiansen er for Arbejde, Materiale og Opstilling betalt Kr. 60,00, og til Varde Jærnstøberi 4,80 Kr. I alt Kr. 64,80. I det Sagen hermed er afsluttet, bringer jeg alle Bidragydere min Tak".

W. Marke



Den gravsten som han satte over de østrigske soldater. Jernkorset mellem de to dæksten er gået tabt i tidens løb.

Til sidetop