Til sidebund

Den særlige vestjyske udvikling.

af
Ole Nørskov Nielsen.

I tiden før de store landboreformer i det 18. årh. havde de vestjyske bønder ikke trevangsbrug, men græsmarksbrug med hovedvægt på kreaturavl. Kornet var ikke som i Østdanmark hovedproduktet, og den smule korn, man dyrkede, blev brugt til af opfodre grise.

I landbyfællesskabets tid var de vestjyske landsbymarker ikke opdelt i vange, åse og agre, men i tægter. I en vestjysk landsbymark var der normalt 8 tægter.De fire var med græs:
1. års græs    2. års græs   3. års græs   4. års græs.

De øvrige tægter var tilsået med korn:
1. gang byg   1. gang rug   2 gang byg    2. gang rug.

Efter 4. års græs blev denne tægt tilsået med byg, og tægten med 2. gang rug blev til 1. års græs. Grunden til denne driftsform var den relativt dårlige, vestjyske jord, der ikke som i trevangsbruget kunne nøjes med et års braklægning. I det vestjyske lå jorden altså i brak=græs i fire år, og derfor var kreaturavl det væsentligste. Til fordel for kreaturavlen var også de store engstrækninger langs de vestjyske å-systemer, hvor der blev hentet hø til vinterfoder, og hvor kreaturerne kunne græsse efter høhøsten. Sidst men ikke mindst må man huske på, at de vestjyske bønder også havde adgang til store hedestrækninger.



Gårdene lå ved de vestjyske å'er.

En hede, der ikke med jævne mellemrum brændes af, springer i græs og gror til med krat(jfr. den fredede hede ved Nørholm). Bønderne udnyttede heden til græsning af kreaturer og får. Ca. hvert 60. år brændte man et hedestykke af og avlede rug i et par år, hvorefter lyngen igen fik lov til at brede sig. Fra heden fik man brændsel=lyngtørv( mosetørv kaldtes på vestjysk for klyne). Endvidere brugte bønderne ikke blot lyngtørvene til brændsel, men de blev blandet lagvis med kreaturgødning til en slags kompost , som blev brugt til at gøde markerne med. - Alt dette medførte, at landbruget i Vestjylland havde flere strenge at spille på end det østdanske, der i høj grad var afhængigt af et enkelt produkt, nemlig kornet. Vel var de vestjyske salgsprodukter hovedsagelig levende dyr, så som kreaturer og svin, men man havde flere muligheder for at opfodre disse dyr, p.g.a. den vestjyske natur.

En anden væsentlig forskel på det vestjyske område og Østdanmark var, at man i Vestjylland via havnene i Struer, Lemvig, og Ringkøbing samt udskibningsstederne Hjerting og Tønning var orienteret mod Hamborg/Altona og dermed verdensmarkedet og ikke som det østdanske landbrug, der var orienteret mod København, der i sammenligning med Hamborg var at anse som et provinshul. Der var store penge at tjene ved at levere til købmændene i Hamborg/Altona, der både gav højere priser og bedre kreditter end deres kolleger i den danske hovedstad. Til gengæld krævede de hamborgske handelsfolk rimelig gode varer, hvilket var med til at sætte en fornyelse i gang blandt de vestjyske bønder.

De vestjyske eksportvarer til Hamborg var levende dyr, hårdt saltet flæsk på tønder til skibsproviant og smør. Det siger sig selv, at det smør, som blev sendt til Hamborg, ikke var det berygtede bondesmør med kvatitetsmærket vognsmørelse. Den kendsgerning, at områdets landbrug var orienteret mod den store verden, tvang landmændene til at forbedre deres produkter. Gårdmanden Chr. Mathiesen fra Vittarp i Outrup sogn skrev i 1881 en bog om landbruget omkring Varde. Heri fortæller han, at i 1860 betalte købmændene i Varde 1 rigsdaler=96 skilling for 1 kg godt bondesmør, mens der i København kun betaltes 87 skilling for samme produkt. De vestjyske bønder må have haft mælkekamre(særligt indrettede kølige rum)for at kunne levere et sådant produkt. Man kan derfor sige, at andelsmejeriet i Hjedding egentlig ikke var noget revolutionerende nyt for området, men snarere en videreførelse af noget, som allerede var igang.

På grund af de særlige landbrugsforhold var det vestjyske landbrug ikke ramt af kornkrisen fra 1820-30 og var heller ikke videre berørt af de høje kornpriser fra 1840-74. Problemerne for det vestjyske landbrug kom først, da Tyskland lagde en stor told på import af levende kvæg. Da var det, at bønderne på Ølgodegnen grundlagde andelsmejeriet i Hjedding i 1882.



Heden blev til kornmark. Billede fra ca. 1930.

Det skal dog tilføjes, at efterhånden som hedeområderne blev opdyrkede i årene efter 1870, så kom kornet til at spille en større rolle for det vestjyske landbrug, idet mange af de nye landbrugsbedrifter ikke kunne få engjord langs de vestjyske å-systemer.



Lidt Varde-historie 1850-1920.


Varde 1833.
Varde 1833.

Som købstad var det Vardes opgave at aftage og videresælge oplandets overskudproduktion af landbrugsvarer og forsyne bønderne med de nødvendige varer og tjenesteydelser. Byen var handelscentrum for et område på ca. 1550 kvadratkilometer. Det omfattede Øster og Vester Horne herreder, den vestlige del af Slaugs herred samt den nordlige del af Skads herred. Varde opland strakte sig altså fra Nr. Nebel i vest til Ansager i øst og fra Lyne/Ølgod i nord til Grimstrup i syd. Dette opland var befolket med relativt velstående bønder, hvilket bekræftes af toldinspektørens indberetninger. Toldinspektøren var den danske stats forlængede arm i købstæderne. Han sørgede for, at der blev opkrævet told af varer, der var toldpligtige. Ud over dette job sendte toldinspektøren hvert år en beretning til finansministeriet om byens og områdets økonomiske forhold.

I perioden 1850-1920 voksede befolkningen i Vardes opland fra 6.000 til 32.000. I samme tidsrum skete der mange forandringer i området. Der blev anlagt jernbaner, og stationsbyer voksede frem. Opdyrkningen af de store hedearealer begyndte, hvilket medførte, at udvandringen til USA ikke var så stor fra Vestjylland som fra det øvrige Danmark. De hedearealer, der ikke blev til kornmarker, blev plantet til med nåletrær og gjort til store plantager. Andelsvirksomhederne voksede frem; landbruget blev moderniseret, så der var nok at gøre for det vardensiske erhvervsliv.

Inden for den byhistoriske forskning1 inddeler man de danske byer i 5 kategorier:

  1. Hovedstaden.
  2. Landsdelscentre med 30-100.000 indbyggere.
  3. Regionale centre med 6-30.000 indbyggere.
  4. Oplandsbyer med 3-6000 indbyggere.
  5. Småbyer under 3000 indbyggere.

Varde havde i 1850 et indbyggertal på 1770, så ud fra antallet af borgere var byen en småby. Men man skal i denne forbindelse også se på, hvor mange fag, der var blandt byens håndværkere? Her kunne Varde byde på over 30 fag, hvoriblandt var sjældne fag som hatte- og handskemager, konditor, gørtler, kobbersmed, barber, samt guld- og sølvsmed. Set fra denne synsvinkel var byen et oplandscenter, og når fagudbudet var så stort, så skyldtes det, at byen som nævnt havde et velstående opland.

I 1847 kom Andreas Møller til Hjerting fra Slagelse. På Sjælland var der ikke så mange grise og ikke så gode forbindelser til udlandet, derfor flyttede han til Vestjylland, hvor han startede et slagteri med henblik på at producere bacon til det engelske marked. Bacon var et nyt produkt. Mens flæsket tidligere blev hårdt saltet og lagt i tønder for at blive solgt som skibsproviant, så var bacon et letsaltet og røget produkt beregnet for det engelske marked. I 1849 flyttede Møller slagteriet til Varde, hvor det senere blev overtaget af Th. Christiansen, der byggede et nyt slagteri på den grund, der i dag hedder Murtfeldts Plads. I 1883 solgte Christiansen slagteriet til De danske Slagterier (det var ikke et andelsforetagende), og det eksisterede indtil nedrivningen i 1967.

Som nævnt havde Vestjylland gode forbindelser til udlandet. Fra Varde bys side havde man i slutningen af 1840'rne prøvet at gøre åen mere sejlbar ved at uddybe den, så skibe, der stak fire fod dybt(ca. 1,2 m.) kunne sejle op til havnepladsen ved toldbygningen i Skoubogade=Storegade(Torvegadebroen blev først bygget i 1930'rne). Det blev dog aldrig til den helt store sejlads på Varde Å. Vinden, tidevandet, åens slyngninger samt sandbanken, Svineryggen, ved udmundingen i Ho Bugt, medførte at den mængde varer, der kom til Varde via åen var ganske utilskrækkelig til at forsyne byen og oplandet.

Anderledes betydning for vareforsyningen havde ladepladsen i Hjerting, hvorfra, der blev udskibet og losset varer til og fra Hamborg og derfra videre til England. Fra slutningen af 1840'rne begyndte der også at sejle dampskibe fra Hjerting til England. Varerne blev fragtet over land til Hjerting og derpå i mindre både sejlet ud til de større skibe i Ho Bugt.

For at lette denne sejlads fik en gruppe af vardekøbmænd i 1851 samlet en kapital på 12.000 rigsdaler, der sammen med et tilskud fra staten på 4.000 rigsdaler blev brugt til at bygge en anløbsbro ved Hjerting, så varerne kunne lastes direkte over i de skibe, der skulle transportere dem til bestemmelsesstedet. Broen stod færdig i 1853, men den blev aldrig nogen succes. Isskruninger ødelagde broen den ene gang efter den anden, og i 1861 opgav man ævret og solgte tømmeret på aution. Dermed var det slut med den direte forbindelse fra Hjerting til England. Transport af varer til Storbrittanien skulle igen over Hamborg, og det var ikke før sejladsen fra den nyanlagte havn i Esbjerg begyndte i 1873, at området igen fik direkte forbindelse til England.

Da jernbanestrækningen Kolding-Esbjerg-Varde blev åbnet i 1874 blev sejladsen på åen uden betydning, og der blev kun sejlet lyngtørv til Fanø, en trafik, der standsede under 1. verdenskrig. At vardekøbmænd anvendte det betydelige beløb 12.0002 rigsdaler på en landingsbro ved Hjerting viser, hvilken betydning de tillagde denne ladeplads med hensyn til ind- og udskibning af varer til og fra regionen. Det viser også, at de ikke mente, at åen kunne bruges til varetransport større omfang.

Omkring 1850 var der fire slags handlende i Varde:

  1. I bunden af handelshierarkiet var den foragtede høker, der kun måtte handle med de mest almindelige dagligvarer, mel, gryn, flæsk o.l.
  2. Detailhandleren, som ud over fødevarer også handlede med kramvarer så som søm, skovle m.v.
  3. Den mellemstørre købmand, der foruden at forsyne borgere og bønder med varer også i mindre omfang opkøbte og eksporterede landbrugsvarer. En sådan købmand var Søren Vandborg Thomsen, der havde forretning på hjørnet af Skoubogade og Østergade, og som senere blev direktør for Varde Bank og som sådan bragte banken på fallittens rand ved omfattende bedragerier.
  4. I toppen var der storkøbmanden, eller produkthandleren. Via et net af agenter foretog han systematiske opkøb af landbrugsvarer hos bønderne i byens opland. Disse varer blev eksporteret over Hamborg/Altona, hvorfra produkthandleren importerede alle mulige slags varer, som blev solgt engros til andre handlende eller endetail til egnens bønder og byens borgere. Det var dog ikke alene Hamborg/Altona, som købmændene fik deres varer fra. De importere også tømmer fra Norge samt jern og kul fra England. Sådanne produkthandlere var der flere af i Varde. Nævnes kan Ole Palludan, der drev forretning fra Kræmmergade, hvor Kræmmerpassagen i dag ligger. Jens Thomsen, der havde sin forretning i Den Schultz'ske Gård på Torvet(idag Rekrea), A.K.Bastrup havde den Kampmanske Gård i Skoubogade og Jens Worm Palludan var ejer af Den Palludanske Gård på Vestergade/Grydergadehjørnet.

Klik for en forstørrelse
Varde 1858.

Import- og eksporthandelen var den såkaldte kommissionshandel. Den kunne foregå ved, at f. eks. A.K. Bastrup for egen regning og risiko sendte et parti landbrugsvarer til en kommissionær i Altona, som regel et af de derværende store handelshuse. Efter produkternes salg, fik Bastrup sin betaling, der var fratrukket kommissionærens fortjeneste. Handelshuset kunne også levere Bastrup varer for beløbet. Denne form for handel var ret kapitalkrævende, hvis ikke det udenlandske handelshus ydede et forskud. En anden form for kommissionshandel var knap så kapitalkrævende. Her optrådte vardekøbmanden som kommissionær for et udenlandsk handelshus. Vardenseren fik opgivet en varemængde samt en højeste indkøbspris. Når denne form for handel ikke krævede så mange penge, var det fordi det fremmede handelshus afholdt transport- og forsikringsomkostningen og som oftest ydede et forskud til opkøbet. Desuden var fortjenesten jo sikret med indgåelse af aftalen.

Når den vardensiske produkthandler fik betaling fra udlandet, skete det som oftest i form af en veksel3. Skulle den gøres til rede penge, måtte det ske i en bank eller hos en købmandskollega. Der var ganske vist oprettet en sparekasse i Varde i 1850, men den modtog kun folks sparepenge og udlånte kun mod pant i første prioritet. Så var der ganske vist en diskontobank i Ribe og en afdeling af Nationalbanken i Århus, men det var jo lidt af vejen. Det er utvivlsomt i denne sammenhæng, at vi skal se oprettelsen af Varde Bank i 1872, nemlig til financiering af den omfattende handel med landbrugsvarer.

Før jernbanen kom til byen i 1874 må vi altså forestille os Varde som et handelscentrum for et ret velstående opland. Inden vi går over til tiden efter anlæggelsen af jernbanen der lige et par ting, som skal omtales:

Det første er loven om næringsfrihed fra 1857, som bestemte, at enhver myndig og uberygtet person kunne slå sig ned i byerne og drive erhverv. Visse erhverv, de såkaldte bundne erhverv så som købmand, guldsmed m.fl. krævede et næringsbevis, men opfyldte man iøvrigt betingelserne, så kunne byrådet ikke nægte en person at slå sig ned i byen og drive handel, selv om den pågældende ikke var handelsudannet. Loven trådte i kraft 1862, og med centrum på byens torv, blev der oprettet et beskyttelsesbælte med en radius på en mil=ca. 7,5 km.omkring byen. I dette bælte måtte der kun drives de aller almindeligste håndværk som murer, tømrer, grovsmed samt høkerhandel. Loven skulle gælde indtil 1922. Det er i denne sammenhæng, at vi skal se oprettelsen af Varde Handelsstandsforening i 1857. Foreningen skal ses som et forsøg på at finde fælles fodslaw, når nu myndighedernes beskyttelse af standens monopol faldt væk. På et ugentlig møde blev det aftalt, hvad man ville betale for landbrugsvarer som flæsk, smør, skind, talg o.l. Derimod aftalte man ikke salgspriser på forbrugsvarer. Det var altså en forening for de store og mellemstore købmænd. Ni år senere blev der oprettet en håndværkerforening. Med loven om næringsfrihed blev kravet om svendeprøver ophævet og for at sikre håndværkets fremtidige kvalitet sluttede man sig sammen om at indføre "frivillige svendeprøver" ligesom også foreningen stod bag oprettelsen af Teknisk Skole, der begyndte sin undervisning hver søndag eftermiddag i lånte lokaler på Sct. Jacobi skole. Da håndværkerforeningens bygning i Skoubogade stod færdig i 1890 flyttede undervisninger herom.

Det andet, der skal omtales er mere en parentes i byens historie, men alligevel noget som fik betydning udenfor Varde. Det var oprettelsen af den første brugsforening, som en kreds af håndværkere stod bag. Den ledende skikkelse bag foretagenet var redaktøren for byens eneste avis, Ribe Amtstidende, Rudolf Helms. Brugsen havde til huse i Vestergade 8 og blev dannet i 1868. Byens købmænd blev selvfølgelig rasende og stiftede en avis, Vardeposten4 for at bekæmpe dette uvæsen. Det interessante ved denne sag var, at mændene bag oprettelsen ikke mente, at de behøvede af få næringsbevis og derfor ikke betale næringsskat, da det efter deres mening ikke var en købmandshandel, fordi de blot udleverede varer til brugsforeningens medlemmer. Handelstandsforeningen anlagde sag mod Helms i dennes egenskab af formand for brugsforeningen, og han blev dømt ved byretten i Varde5, men senere frikendt både ved Overretten=Landsretten og ved Højesteret. Dermed var der truffet en principiel afgørelse om, at sådanne foreninger ikke var købmandsforretninger, og derfor kunne de oprettes i alle købstæder og i læbælterne uden om disse, hvilket især skete i 1880'erne. Derfor fik brugsforeningen i Varde betydning ud over det lokale, for her gik det ilde, og den måtte lukke i 1872.

Da jernbanen i 1874 kom til byen med forbindelsen til Kolding over Esbjerg og liniens videreførelse til Ringkøbing/Holstebro det følgende år fik det ingen større betydning for Varde som handelscentrum for det omliggende opland. Men på andre områder blev meget ændret.

Hamborg/Altonas betydning for byens handel begyndte at aftage, mens tilførslen af varer fra København og andre danske byer tiltog. Områdets landbrugseksport blev nu ikke længere udskibet fra Hjerting, men blev sendt med tog til den nye havn i Esbjerg. Byens handelsstruktur blev ændret. De store produkthandleres dominans begyndte at aftage, og der blev oprettet mange specialforretninger i byen: Manufakturhandlere, isenkræmmere, kolonialforretninger, skotøjsforhandlere, tobaksforretninger o.s.v. Mange varer kunne nu med jernbanen skaffes til byen uden om produkthandlernes inden- og udenlandske forbindelser. Dertil kom at flere fabriksfremstillede varer begyndte at dukke op, hvilket medførte, at håndværk som handske- og hattemager, gørtler, rebslager, træskomager o.l. efterhånden forsvandt.

Den interne konkurrence i byen blev hårdere. Det ses bl.a. i Handelstandsforeningens forhandlingsprotokol. Op til 1880 aftalte man kun opkøbspriserne på landbrugsprodukter. Men herefter begyndte man også at aftale priser på dagligvarer, som sukker, mel, petroleum. Her var det uden tvivl konkurrencen fra de mange nye handlende i byen og brugsforeningerne i oplandet, som gjorde sig gældende. Af protokollen fremgår det også, at ikke alle medlemmer afholdt aftalerne. Byen begyndte også at ændre udseende. Forretningerne skulle nu til at konkurrere om kunderne, og derfor begyndte de forretningsdrivende at udstille deres varer i vinduer ud mod gaden. Disse var i begyndelsen ret små, men omkring århundredskiftet var man blevet så dygtig til at lave glas, at butikkernes udstilligsvinduer blev af den størelse, som vi kender i dag.


Klik for en forstørrelse
Varde 1879.

De store produkthandlere forsøgte at klare sig ved at gå sammen i konsortier som Varde Flæskesalteri(1871-75) og Varde Smørhandel(1878-86). Men det hjalp ikke. De bukkede under i konkurrencen med enten de nye forretninger eller landbrugets andelsforetagener, der efterhånden overtog næsten al eksport af landbrugsvarer. Fra begyndelsen af 1890'erne eksisterede de store produkthandlere ikke længere. Nogle blev engroshandlere f. eks. J.W.Palludan. Da han i 1893 overlod forretningen til sine to svigersønner Harald Nielsen og J.F.Lasson var den blevet til engroshandel. Det samme skete med Ole Palludans efterfølger, Julius Lange, der ud over at specialisere sig i manufakturhandel endetail også handlede engros. Disse engroshandlere har sikkert leveret varer til de nye stationsbyers forretninger. Endelig fik jernbanen betydning for Varde som markedsby. Der havde altid været markeder i Varde p.g.a. kreaturopdrættet i oplandet. I 1850 var årligt ni markeder i byen, hvoraf de fire var krammarkeder og fem var kreatur - og hestemarkeder. I 1873 blev det ændret til ti markeder om året, hvoraf kun to var krammarkeder. De sidstenævnte blev i 1883 afskaffet til fordel for rene dyremarkeder. Med jernbanens åbning fik kreatur- og hestehandlerne meget bedre muligheder for at få de dyr, som de købte, transporteret fra byen. På grund af jernbanen voksede Varde Marked til et af landets største. I aviserne kan man læse, at over 100 jernbanevogne med ca. 2000 kreaturer blev sendt fra byen efter et marked. Årets første marked i februar blev afholdt på Torvet indtil 1926. Da markedet medførte stor trængsel på pladsen, forbød byrådet at værthusholderne opslog deres telte på Torvet. Disse klagede til indenrigsministeriet og fik medhold, og derfor udvidede byrådet markedsarealet til Torvet med tilstødende gader. De øvrige markeder blev afholdt på markedspladsen ved Ringkøbingvej.

Hvordan gik det så med Vardes erhvervsliv i perioden 1850-1920? Hvis man skal tro toldinspektørens indberetninger og det er der al mulig grund til, så gik det meget godt. Når der i en og anden indberetning blev skrevet, at det forgangne år ikke havde været så godt, så skyldtes det dårlig høst eller lave priser på landbrugsprodukter. Dette understreger oplandets betydning for Varde. Også Esbjergs grundlæggelse og eksplosive vækst vurderede toldinspektøren som værende positiv for Varde, fordi det tvang handel og håndværk ud i konkurrence med hensyn til priser og kvalitet. Desuden tjente mange håndværkere og handlende gode penge i forbindelse med Esbjergs vækst.

Den nye by prøvede ellers at gå på rov i den gamle købstads opland. Esbjerg lå i Skads herred, men herredskontoret, hvor alle fra herredet skulle henvende sig i forbindelse med tinglysning af skøder vedrørende ejendomshandel, skiftesager i forbindelse med dødsfald m.m. var placeret i Varde. Først i 1893 flyttede kontoret til Esbjerg, men Varde beholdt sognene Vester Nebel, Grimstrup, Årre og Fåborg. Da Vestbanen blev anlagt i årene omkring århundredskiftet, forsøgte Esbjeg at få en bane fra Billum til Esbjerg. Vardenserne kaldte denne strækning for "rovbanen" og fik påvirket beslutningstagerne på Rigsdagen til at undlade, at bygge denne del af banen. Senere prøvede havnebyen at få anlagt en jernbane, som med udgangspunkt i Vandel skulle gå over Vorbasse, Starup, Fåborg, Årre, Roust, Vester Nebel, Andrup og ende i Esbjerg. Men også dette projekt lykkedes det Varde at forhindre.

Den nye købstad forsøgte også at få flyttet valgstedet for valg af landstingsmænd fra Varde . Lige fra det første landstingsvalg efter Junigrundlovens vedtagelse var et medlem af Landstinget blevet valgt i Varde, og derved blev det indtil Landstinget blev afskaffet i 1953. Mere held havde Esbjerg ikke da byen ønskede at få amtsdyrskuerne lagt i byen. Indil 1923 blev disse udstillinger afholdt i Varde. Den eneste sejr, som Esbjerg kunne notere i konkurrencen mellem de to byer, var bygningen af andelsvineslagteriet i 1888.

Derfor må man stille sig tvivlende over for den påstand, at Esbjergs opkomst skadede Varde og måske var skyld i, at Varde ikke blev en industriby i en periode, hvor de fleste byer i Danmark oplevede en industrialisering. Nu skal man altid være forsigtig med at lægge skylden for, at Varde ikke fulgte den gængse udvikling for byer på faktorer uden for byen selv. Det viser sig nemlig, at Varde heller ikke før bygningen af Esbjerg havn kunne holde på den mest mobile arbejdskraft, de unge mænd i alderen 20-29 år. I 1860 var der 162 personer i denne gruppe. Af disse blev 45 eller godt og vel 27% genfundet i folketællingen i 1870. Tallene for de to årtier efter Esbjergs opkomst 1880-90 og 1890-1901 er henholdsvis 92 af 292=32% og 78 af 284=27%. Myten om Esbjergs skadelige virkning på Varde stammer nemlig fra vardenserne selv, fordi de i 1890'erne tabte mange penge på jordspekulationer i Esbjerg.

Det hele startede, da Varde Banks leder, købmand Søren Thomsen, begik underslæb og blev afsløret i 1885. Han boede på hjørnet af Østergade og Storegade. herefter fik banken hjemsted i Den palludanske Gård i Grydergade, hvor den var, indtil den i 1900 flyttede om på hjørnet af Vestergade og Smedegade. Bankens bestyrelse bestod hovedsagelig af folk med tilknytning til partiet Højre, og derfor besluttede en kreds af venstrefolk at oprette en ny bank, Vestjyllands Landmandsbank, som fik til huse på hjørnet af Kræmmergade og Torvet. Mændene bag den nye bank gjorde det mærkværdige, at ansætte bedrageren Søren Thomsens nevø, Gustav Forum som den daglige leder af banken. Han var blevet afskediget fra Varde Bank i forbindelse med morbroderens bedragerier, og i 1888 måtte hans nye arbejdsgiver pålægge ham ikke at holde fest og kortenspil i bankens lokaler om aftenen. På trods af denne advarsel blev han i 1889 gjort til bestyrer af Vestjyllands Landmandsbanks filial i Esbjerg. Her gik han rundt med over 20.000 kr. i lommen og afsluttede bankforretninger og jordhandler på byen værtshuse. Som følge heraf gik Vestjyllands Landmandsbank fallit år 1900 og aktiekapitalen på 200.000 var tabt. Nu blev vardeborgerne virkelig vrede, og der opstod i politiker- og handelskredse tanker om at anlægge et havneanlæg ved Varde Å's udmunding i Ho bogt. Åen skulle uddybes og slæbebåde transportere varer op til havnepladsen ved toldboden i Storegade, hvorfra der skulle lægges et jernbanespor ned til banegården. Det hele tog sigte på at skade havnen i Esbjerg, men da staten ikke ville give tilskud til den kostbare plan, løb den ud i sandet.


Klik for en forstørrelse
Varde 1902.

Men hvorfor blev Varde ikke en industriby i perioden 1850-1920? Hvis man ved industriproduktion forstår produktion med medblik på at sælge til et ukendt marked , ja så er svaret, at de fleste af Vardes virksomheder var instillet på at levere til det kendte marked i byens opland. Det var tilfældet med bødker C.C.Lund i Nørregade. Omkring århundreskiftet beskæftigede virksomheden 15-20 mand og forsynede mejerierne i miles omkreds med smørdritler. I samme gade lå Theodor Birchs Jernstøberi. Det var grundlagt i 1857. Af annoncerne i Ribe Amtstidende fremgår det klart, at fabrikken hovedsagelig lavede landbrugsredskaber til at sælge i oplandet.



Det samme gjalt for jerntrådsspinderiet på Vestervold. Det startede i 1895, da rebslager P.Th. Bruun sammen med købmand H.M.Bøtker begyndte at lave pigtråd. Det gik ikke så godt med rebslageriet. Dels var der konkurrencen fra andre firmaer, og dels var de vestjyske bønder begyndt at indhegne deres græsmarker i stedet for at tøjre køerne. Ideen til at lave pigtråd fik Bruun, da han en dag stod og snakkede med urmager Conrad Jensen uden for dennes butik på hjørnet af Torvet og Smedegade. I det samme kørte en landmand forbi med et par ruller pigtråd på sin vogn, og Conrad Jensen spurgte nu P.Th. Bruun, om han ikke også kunne lave et sådant produkt? Denne bemærkning satte Bruun igang med den nye virksomhed. I 1897 blev den omdannet til et aktieselskab med J.W.Palludan, P.Th.Bruun og H.M.Bøtker som hovedaktionærerne.



Ribe Amtstidende/Varde Avis 23/3 1897.

Som ovenstående annonce viser, blev varerne bl.a. solgt gennem Bøtkers isenkramforretning i Vestergade (der er skotøjsforretning i dag) og derfor bestemt for oplandet. At trådspinderiet i tidens løb udviklede sig til en større virksomhed, der solgte varer over hele landet, er en anden historie. Det brændte forøvrigt i 1980.

Andre virksomheder så som bryggeriet i Sdr. Varde (hvor Aldi ligger) og de mange små tobaksfabrikker, der kom og forsvandt i tiden løb, havde også byen og det nære opland som deres afsætningsmarked. Det samme gjalt cementtagstensfabrikken (også i Sdr. Varde). Af producenter, der fremstillede varer med henblik på slag til et større marked end oplandet kan nævnes svineslagteriet på Murtfelts plads, C.B.Kjærs klædefabrik på hjørnet Storegade/Nygade, Rud. Hansens pakfarvefabrik i Nørregade og Danielsen & Olsen vognfabrik i Nikolajkirkestræde. Men bortset fra slagteriet beskæftigede disse firmaer ikke mange mennesker. Med undtagelse af Bruun, J.W.Palludan og Bøtker ser det altså ud til, at Vardes erhvervsliv i tiden før 1920 foretrak detailhandelen og den mindre håndværksvirksonhed med en kundekreds i byens opland.


Varde set fra syd. Ca. 1910.
Varde set fra syd. Ca. 1910.

Selv om J.W.Palludan som nævnt også investerede i andet end handel, så viser en tale, som han holdt ved H.F.Hansens 50 års jubilæum som murermester i Varde, at også han tænkte i handelsbyens baner. Ved denne lejlighed sagde han ifølge Ribe Amtstidende 29/3 1915, at han "ikke kunne lide talen om, at Varde gaar tilbage. Vel var Esbjerg os en haard Nabo, men naar vi vedblivende maa besidde en Håndværker- og en Handelsstand som hidtil, saa tror jeg nok, at Varde også vil klare sig i fremtiden". Ikke ét ord om, at man skulle forsøge sig med noget mere industri! Nok faldt disse ord ved et håndværkerjubilæum, men det er næppe fejlagtigt også her at blive bekræftet i det synspunkt, at Vardes erhvervsliv havde svært ved at se længere end til det nære opland. Det var vel i og for sig ikke så mærkeligt. I de sidste 75 år var det jo gået ganske godt for byen, så hvorfor ændre det?

Derfor må konklusionen blive, at det opland, som Varde med dygtighed havde forsvaret mod Esbjergs forsøg på røveri på længere sigt blev en hemsko for Vardes udvikling til industriby, idet byen så at sige blev låst fast i en position som handels- og serviceby for det omgivende opland. Et sådant opland havde Esbjerg ikke og blev derfor tvunget til at udvikle andre erhvervsgrene med en kundekreds langt fra byen. Den esbjergensiske handelsstand var faktisk på forkant med udviklingen, for allerede i 1904 drøftede den de fremtidige konsekvenser, som biltraffikken kunne få for byen. Helt anderledes var det med Varde. Her var man ikke på forkant med udvikligen, men var stadig fikseret af ideen og at fastholde oplandet. Som en frugt af disse tanker åbnede banen Varde-Grindsted i 1919 på et tidspunkt, hvor lastbil- og rutebiltransporten var ved at blive særdeles hårde konkurrenter til jernbanerne.

Politisk fulgte Varde tendenserne i landspolitikken. Før købstadsloven i 1868 havde en lille gruppe valgt en kommunalbestyrelse, der sammen med den kongevalgte byfoged (han var både borgmester, politimester og dommer) styrede byen. Efter loven af 1868 blev byen styret af et byråd på 7 medlemmer plus den af kongen valgte borgmester. Heraf valgte alle, der havde valgret til Folketinget (30 år og ikke tilhørte grupperne: fruentimmer, folkehold, fallenter, forbrydere, fattige, fjollede) 4 medlemmer, og den højst beskattede femtedel af vælgerne valgte 3 medlemmer. Indtil 1885 var der ikke større problemer i forbindelse med valgene til byrådet. Man opstillede og valgte kendte mænd uden nogen egentlig valkamp. Men med provisorietiden bredte de politiske modsætninger mellem Højre og Venstre sig til lokalpolitikken. Fra 1885 var der 9 medlemmer i byrådet, og da Højre kunne sætte sig på flertallet af de byrådsmedlemmer, der var valgt af de højst beskattede og dertil en eller to af de almindelige vælgeres medlemmer, fordi de fleste små håndværkere og forretningsdrivende stemte på Højre, så kunne dette parti op til 1909, da kvinderne fik valgret, sammen med den kongevalgte byfoged bestemme hvad der skulle ske i byen.

I Varde som i andre byer voksede det offentliges betydning på stadig flere områder. Det medførte selvfølgelig store udgifter, hvoraf de fleste blev dækket af skatter på indkomst og fast ejendom samt optagelse af lån. Til eksempel kan gives, at i 1875 var de samlede indtægter 47.000 kr. heraf kom 14.000 fra indkomstskat og 8000 fra ejendomsskatter. I 1920 var de samlede indtægter 900.000 heraf var 292.000 indkomstskat og 9000 ejendomsskat, og byens gæld voksede. I 1875 var den på 28.000 kr. i 1920 på 1.480.000 kr. Det skydtes ikke alene de store sociale udgifter under krigen, men også de mange offentlige anlægsarbejder i perioden, som ikke blev financieret over skatterne, men ved lån. Blandt de største anlægarbejder i perioden han nævnes anlæggelsen af et gasværk i 1885, Vardes andel i den private jernbane til Nr. Nebel, byens kloakering i årene 1900-05. Et offentlig vandværk i 1907. Samme år blev der oprettet et privat elværk, som kommunen overtog i 1913. Dertil kom i hele perioden de stigende udgifter til skolevæsenet og socialvæsenet.


Klik for en forstørrelse
Varde 1920.

Indbyggernes erhverv i Varde 1850-1920.

Indbyggernes erhverv 1850 1880 1901 1920
Daglejere 100=14% 185=13,1% 310=17,4% 326=16,6%
Tyende 232=32,3% 369=26,2% 405=22,7% 389=19,8%
Håndværk/Industri 220=31,9% 438=31,1% 431=24,2% 411=21,0%
Handel 65=9,1% 158=11,2% 233=13,1% 268=13,7%
Landbrug 28=3,9% 72=5,1% 121=6,8% 134=6,8%
Hotel/Restaurant 14=2,0% 54=3,8% 46=2,6% 39=2,0%
Service 10=1,4% 33=2,3% 48=2,7% 107=5,4%
Det offentlige 43=6% 99=7,0% 187=10,5% 286=14,6%
I alt 712 1408 1781 1960

Kilde: Folketællinger 1859, 1880, 1901 og mandtalsliste 1920 Varde Lokalhistoriske Arkiv


Andre byer 1921 i % af samtlige erhvervsudøvere.

Erhverv/By Vejle Horsens Esbjerg
Landbrug 0,8% 0,1% 0,1%
Handel 8,6% 9,2% 8,9%
Det offentlige 8,4% 8,0% 13,1%
Hotel/Restaurant 0,7% 0,6% 0,7%
Tyende 7,1% 6,2% 7,0%
Håndværk/Industri 53,0% 51,0% 38,0%

Kilde: Statistiske undersøgelser.


Hvilken slags by var Varde omkring 1850?

I den byhistoriske forskning inddeler man de danske byer i det 19.årh. i 5 kategorier:

  1. Hovedstaden.
  2. Landelscentre med 30.- 100.000 indbyggere.
  3. Regionale centre med 6-30.000 indbyggere.
  4. Oplandsbyer med 3-6000 indbyggere.
  5. Småbyer med under 3000 indbyggere

Varde havde i 1850 1.770 indbyggere, så ud fra indbyggertallet var Varde en småby. Men man skal i denne forbindelse også se på, hvor mange slags håndværk der var i en by og var der over 30 skal byen placeres som oplandsby. (Per Boje m.fl. Urbaniseringsprocessen i Norden bd. 3 1977 s. 189-91).


Antal håndværk i Varde ifølge folketællingen 1850.

Bager Barber Blegemand Blikkenslager
Bogbinder Brygger Brædevinsbrænder Bundtmager
Bødker Drejer Farver Garver
Guldsmed Gørtler Handskemager Hattemager
Hjulmager Karetmager Kobbersmed Maler
Murer Møller Rebslager Sadelmager
Skomager Skorstensfejer Skrædder Slagter
Smed Snedker Sømsmed Tømrer
Urmager Væver - -

Her skal man lægge mærke til de finere håndværk som Barber, Bogbinder, Guldsmed, Gørtler, Handskemager, Hattemager, Kobbersmed og Urmager.



Noter:

  1. Per Boje m.fl. Urbaniseringsprocessen i Norden bd. 3 1977 side 189-91.
  2. Varde købstads samlede indtægter var i 1850 på 9000 rigsdaler.
  3. En veksel er en check, der ikke umiddelbar kan indløses, men som har en vis løbetid. Hvis man vil have den omsat til kontanter med det samme, må man betale banken for at indløse=diskontere vekslen.
  4. Den politiske udvikling medførte, at Vardeposten senere blev organ for partiet Højre, mens Ribe Amtstidende blev Venstres talerør.
  5. Hvilket kun kunne forventes. Før retplejereformen i 1919 var den dømmende og udøvende magt ikke adskilte. Borgmesteren i Varde var ikke alene leder af byrådet, men også politimester og dommer. D.v.s. at han både samlede bevismateralet og derefter afgjorde om materialet kunne bære.

Til sidetop