Nogle injuriesager.

I dag er det næsten udelukkende politikere og andre fremtrædende personer, der anlægger injuriesag, når de bliver beskyldt for at være racister, landsforrædere o.l. Almindelige mennesker lader som regel være med at rejse sag, for selv om han/hun skulle blive renset i retssalen, så ville påstyret omkring et sagsanlæg meget let kunne medføre, at de krænkende udtalelser for tid og evighed vil blive sat i forbindelse med den forurettede person. Domprotokollerne fra Varde ret viser, at i "de gode gamle dage" var det ikke ualmindeligt, at jævne mennesker gik rettens vej for at blive renset for beskyldninger. - Men det lykkedes ikke altid.

I begyndelsen af dette århundrede anklagede en journalist ved et af Vardes dagblade en af byens borgere for at udsprede det rygte, at journalisten havde haft "kønslig Omgang" med en pige fra Esbjerg på restaurant Skandinavien. Journalisten skulle have betalt pigen 5 kr. for denne service samt et mindre beløb til restauratørens kone for at holde vagt under seancen. - Borgeren blev frikendt.

Restaurant Skandinavien lå på Sønderbro, hvor lægehuset i dag ligger. Det var et af de mere berygtede steder i byen, og et par år senere rejste restaurantens indehaver injuriesag mod møllebygger Korsholm, fordi denne skulle have udtalt: "Nu er Ejeren af Skadinavien blevet arresteret. Der har været en Fuldmægtig og to Betjente inde for at hente ham. Det er sært, at det ikke er sket for længe siden. Det maa være noget meget alvorligt, siden man har villet sikre sig hans Person. Det er Søndag, og det holdes ikke Ret paa en Søndag". - Møllebygger Korsholm forklarede i retten, at han sammen med to andre kom forbi Skandinavien på vej til Sdr. Varde. De så to betjente og en fuldmægtig gå ind på det nævnte værtshus. De tre mænd havde derpå sat sig ind på det nærliggende Jernbanehotel. Her havde de drøftet sagen, og nogle af de andre gæster måtte have hørt deres samtale og derpå udspredt rygtet, for Korsholm nægtede at have sat den slags sladder i omløb. - Han blev frikendt.

Når den slags sager endte i retten, var det vel fordi folk var mere ærekære og det personlige omdømme havde større betydning i de lokale samfund end i dag. F. eks. havde tjenestefolk indtil 1921 en skudsmålsbog, hvori en arbejdsgiver efter endt tjeneste skulle notere, hvor længe den pågældende havde været ansat. Mere skulle der ikke skrives. Men mange skrev desuden nogle rosende ord om den ansatte, så en skudsmålsbog, hvori der ikke var nogle positive bemærkninger, blev ofte anset for at være en negativ anbefaling.

Dagligsproget var nok også en tand grovere end nu om stunder. Det ville vel være utænkeligt, at en ædru person i dag ville kalde en tilfældig forbipasserende for en luder, når der i øvrigt ikke var et personligt fjendskab mellem de to personer. Men det skete i Brogade i 1914, og det kostede den, der udtalte ordet, en bøde på 40 kr, hvortil kom sagens omkostninger på 6,55 kr. En ufaglært tjente på dette tidspunkt 4 kr. om dagen. De relativt mange injuriesager kunne antyde, at folk brugte retsvæsenet for at beskytte sig mod det grovkornede omgangssprog.

Sager som de ovennævnte blev ikke omtalt i pressen, men når kendte personer følte sig trådt over tæerne og anlagde injuriesag, så kunne avisernes abonnenter se sagen omtalt i bladene, hvilket i og for sig var en logisk konsekvens af, at de ærekrænkende ord som regel var blevet brugt i forbindelse med en læserbrevsdebat i aviserne. I 1908 kom det til en heftig meningsudveksling mellem to kendte vardeborgere i den radikale avis, Varde Folkeblad. Den ene af de to kombattanter var N.P. Kjelst(1838-1928). Han var lærer ved Sct. Jacobi skole 1864-1905 og havde fra 1868 til 1907 været redaktør og udgiver af byens højreavis, Varde Posten. I perioden 1897-1908 var Kjelst medlem af byrådet for partiet Højre og havde i de sidste tre år været formand for gade- og vejudvalget.

Den anden var Ludvig Murtfeldt(1838- 1920). Uden nogen eksamen havde han fra 1867 forsøgt at drive en sagførervirksomhed i byen. Men han kunne ikke konkurrere med de professionelle sagførere, så han havde måttet tage til takke med mere beskedne opgaver og en dertil svarende indkomst.

N. P. Kjelst 1838 - 1928.

L. Murtfeldt 1838 - 1920.

I 1907 fik han dog en sag, der blev samtalestof i byen. I forbindelse med kloakeringsarbejder i Brogade havde gade-og vejudvalget bestemt, at avlsbruger Th. Kiertzners spildevand skulle løbe anderledes end det havde gjort i umindelige tider. På trods af avlsbrugerens høje protester blev det som gade- og vejudvalget havde bestemt, og udvalget, hvis formand var N.P.Kjelst sendte regningen for de udførte arbejder til Th. Kiertzner. Denne nægtede at betale, og i fogedretten fik kommunen tilladelse til at foretage udpantning i Kiertzners ejendom.

Han gav dog ikke op, men fik Murtfeldt til at føre sagen for sig ved Overretten i Viborg, og her blev han 20/7 1908 pure frifundet. Kravet om udpantning blev ophævet, og byrådet blev dømt til at betale sagens omkostninger. Byens venstreavis, Ribe Amtstidende skrev d. 21/7, at nu kunne Kiertzner grine, "mens Kjelst skal være i et Humør saa sort, som da han loddede Dybden i Ribe¹ Aa". To dage senere skrev Kjelst i Varde Folkeblad, at han som formand for gade-og vejudvalget kun havde gjort, hvad byens sundhedskommission havde krævet for at få ordnet "de pestagtige Afløbsforhold" ved ejendommen i Brogade. I øvrigt mente Kjelst, at amtstidendes redaktør med sit indlæg var gået i forbund med Murtfeldt og Kiertzner.

Af uforståelige grunde fremkaldte dette et meget vredt indlæg fra Murtfeldt i Varde Folkeblad d. 24/7. Han lagde ud med helt uden begrundelse at kalde Kjelst for en slyngel, der p.g.a. alderdom kun havde byens gade- og vejudvalg tilbage, hvor han kunne få tilfredsstillet sin trang til at "dyppe sine Fingre i Byens Rendestene ". Murtfeldt skrev videre, at Kjelst var en løgner og "en til højt op over Skorstenen aandelig forgældet Mand", der stod på den gale side af sandhed og ret. Murtfeldt henviste til den vundne retssag og kaldte Kjelsts harmløse indlæg i Ribe AmtsTidende for en "forløjet Fremstilling". Den 25/7 replicerede Kjelst ved at konstatere, at "Varmen fra Vinterens Klubliv med gemene Skældsord over for mig synes med Hundedagsluften, at have faaet ny næring hos Hr. L. Murtfeldt". Kjelst ville ikke indlade sig i en debat med en sagfører af "Dyrebytypen"², men blot henvise til, at det var i embeds medfør, at han var blevet part i sagen om Kiertzners spildevand.

Brogade omkring århundredskiftet. Kiertzners ejendom lå i den anden ende af gaden mod syd,
hvor Thunbo i dag ligger.

Murtfeldt var dog ikke til sinds at slutte sagen, og to dage senere indledte han et læserbrev med at skrive, at Kjelst simpelthen var skør, men dog ikke kunne gøre for det. Angående læreren i Dyreby, så mente Murtfeldt, at denne henvisning faldt tilbage på Kjelst. Læreren i Dyreby bedrev sit vinkelskriveri efter skoletid, mens Kjelst i stedet for at passe sin undervisning havde drevet "Avisvinkelskriveri" i timerne, dengang han både var skolelærer og avisredaktør. Endvidere skrev Murtfeldt, at Kjelst nu drev "Lommeprokuratori" og i øvrigt gik og ventede på at få et ridderkors for det arbejde, han havde gjort i forbindelse med oprettelsen af Vestbanen. Men da Kjelst beviseligt ikke havde orden i "Hjernegrejerne" så passede det jo udmærket, hvad P.A. Heiberg i sin tid havde sagt, at ordener blev givet til idioter.

Denne grausame Salbe kunne Kjelst naturligvis ikke sidde overhørig. I et længere indlæg d. 4/8 afviste han påstanden om, at han forventede et ridderkors. I de 41, år han havde været lærer, var der ikke nogen, som havde klaget over hans arbejde. Kjelst benægtede ikke, at han en gang i mellem havde hjulpet venner med at skrive et brev, men han havde aldrig taget en øre for denne hjælp. Det var derfor urigtigt at kalde ham for vinkelskriver og lommeprokurator. - Derimod var Murtfeldt en rigtig lommeprokurator, der uden "Bestalling eller Adkomst i Tide og Utide" gik og pralede med at have juridisk viden og dertil tog en ublu betaling for sit arbejde. Det var den "Slags Folk som Sagførerstanden for sin egen Æres Skyld nu vil søge at feje ud, for at den ikke skal miste al Tillid i Befolkningen". - Kjelst havde desuden ladet sig fortælle, at Murtfeldt havde tænkt sig at sende en regning til kommunen, fordi denne havde tabt retssagen. Denne regning kunne han så meget passende sende til murermester H. F. Hansen, så kunne der være mulighed for at foretage en modregning³.

Murtfeldt gav igen den 5/8. Han benægtede, at han ville sende en regning til byrådet. Men hvis "Kjelst ejer en Las af Begreb inden for sit Pandehvælv, hvad han ikke gør, saa maa han vide, at den, der bestiller Musikken, maa betale Musikanten". Murtfeldt ville derfor sende regningen til Th. Kiertzner, der nok ville lade den gå videre til kommunen. Murtfeldt gentog nu sin beskyldning om, at Kjelst havde redigeret avisen under sit skolearbejde, og fortalte, at han i disse dage mødte flere af Kjelsts tidligere elever på gaden, og at disse var villige til at aflægge ed på, at Kjelst havde arbejdet med avisen i timerne. Murtfeldt sluttede sit indlæg med at henvise til, at redaktør Jerne, som Kjelst for godt og vel et års tid siden havde solgt avisen til, nu var stukket af fra byen og efterladt en gæld i Varde Bank på 10.000 kr. Med denne Jerne havde Kjelst spist "fine Middage uden smalle Steder --- mens Jerne efterhaanden stjal 10.000 kr. fra Varde Bank".

Dagen efter mere end antydede Kjelst i et meget kort indlæg, der bar overskrifter "Dommens Dag", at han ville anlægge sag mod Murtfeldt for at blive renset for dennes grove beskyldninger. - Redaktøren for Varde Folkeblad tilføjede, at han nu betragtede debatten som afsluttet.

Det tog fire år, inden der faldt dom i sagen, der var blevet udvidet, idet Murtfeldt havde anlagt kontrasag mod Kjelst. Begge påstod sig frifundne og krævede modparten idømt straf i form af fængsel eller bøde for ærekrænkende skældsord, forhånelser og beskyldninger, som alle var "ganske grundløse og ubeføjede".

I Kjelst sag mod Murtfeldt lagde dommeren vægt på, at denne havde kaldt Kjelst for en slyngel, løgner og idiot, samt skrevet, at Kjelst ikke var alt for begavet. Endvidere blev beskyldningerne for at redigere avisen i timerne også inddraget i dommens præmisser. Enkelte vidner havde bekræftet, at Kjelst undertiden havde beskæftiget sig med avisen i undervisningstiden, samt at han nogle gange havde benyttet børnene som bud i avisanliggender. Dommeren mente dog ikke, at dette havde fundet sted i større omfang. Desuden havde andre vidner omtalt Kjelst som en dygtig lærer, hvis elever blev undervist forsvarligt og ikke stod tilbage for de øvrige skolebørn. Dommeren konkluderede, at Murtfeldts ytringer i høj grad var ærekrænkende for Kjelst, samt at Murtfeldt slet ikke havde fremlagt noget, "der kunne give ham berettiget Føje til at fremsætte de paagældende Sigtelser".

I Murtfeldts sag mod Kjelst fremdrog dommeren Kjelsts bemærkninger om, at Murtfeldt var en sagfører af Dyrebytypen, en vinkelskriver og lommeprokurator der drev sagførervirksomhed uden bestalling. Disse udsagn var ærekrænkende. Dertil mente dommeren, at Kjelst havde tilføjet Murtfeldt en "ganske uberettiget Haan" ved at omtale, at Murtfeldt fik alderdomsunderstøttelse. I forlængelse heraf var det dommerens overbevisning, at folk, der ikke kendte til reglerne om alderdomsunderstøttelse, kunne få det indtryk, at Murtfeldt skyldte H. F. Hansen penge.

I selve dommen blev Murtfeldts fornærmende og ærekrænkende udtalelser om Kjelst kendt "døde og magtesløse" og Murtfeldt blev idømt en bøde på 200 kr. Desuden skulle han betale sagens omkostninger på 80 kr. På samme måde blev Kjelsts mindre pæne udtalelser om Murtfeldt kendt "døde og magtesløse". Men Kjelst fik kun en bøde på 20 kr. Og skulle ikke bidrage til sagens omkostninger.

Når man tager grovheden i de gensidige beskyldninger i betragtning, så kan dommen ikke kaldes urimelig. Det kan dog forekomme mærkeligt, at Kjelst i den sag var så tilbageholdende. Han var ikke just kendt for at være blødsøden, når han debatterede. Årsagen til Kjelsts mere beherskede sprogbrug var nok, at han tidligere havde fået en over næsen i en injuriesag. - I året 1870 blev partiet Det forenede Venstre stiftet, og det følgende år havde venstrelederen Chresten Berg været på rejse i Vestjylland for at hverve aviser, der ville bringe partiets synspunkter ud til befolkningen. I Varde havde redaktør Helms fra Ribe Amtstidende sagt ja til denne opgave.

Ved et politisk møde på Korskroen 16 år senere fortalte Berg, at Kjelst i 1871 havde opsøgt ham og tilbudt sin avis, Varde Posten, i det nye partis tjeneste. Berg havde afvist tilbuddet med henvisning til, at Ribe Amtstidende var byens ældste og største avis. Kjelst, der allerede i 1871 var kendt for at have synspunkter til højre i det politiske spektrum, blev naturligvis rasende over at blive beskyldt for at ville sælge sine politiske standpunkter, hvis blot Varde Posten kunne få flere abonnenter. I sep. 1887 skrev han en artikel i Varde Posten, hvori han anklagede Berg for at være en "gemen Løgner og Æresskjænder". Berg anlagde sag, og i 1891 blev Kjelsts udsagn kendt "døde og magtesløse" og Kjelst måtte indkassere en bøde på 100 kr. Hvortil kom sagomkostninger på 40 kr. 140 kr. var et ret stort beløb for Kjelst, der som lærer ved Jacobi skole fik en månedsløn på 130 kr.

Var de 140 kr i 1891 en anseelig sum penge for Kjelst, så må de 280 kr. have været et ufatteligt stort beløb for Murtfeldt i 1912. Dette år var han ansat til at betale 2,02 kr i skat til kommunen, og med en skatteprocent på 8,1 må det have svaret til en skattepligtig indkomst på ca. 25 kr. Hans bruttoindkomst har selvfølgelig været noget større, men næppe stor nok til at kunne betale 280 kr. og derefter have til det daglige brød. Det var derfor mærkeligt, at Murtfeldt under anvendelse af så grove beskyldninger gik ind i en polemik med Kjelst, der på ingen måde lagde op til en sådan i sit indlæg d. 23/7. Murtfeldt var heller ikke uvidende om jura, så han må have kendt de mulige konsekvenser af sine voldsomme udfald. Det er derfor en nærliggende tanke, at Murtfeldt har haft nogle økonomiske bagmænd, der på forhånd havde lovet at dække omkostningerne ved, at Murtfeldt i al offentlighed gav Kjelst en omgang med grovfilen. Det var næppe hverken avlsbruger Kiertzner eller dennes bror, konditor C.F. Kiertzner, for deres indtægter var ret jævne.

Noter:

1. Der hentydes til en begivenhed i 1907. Kjelst var også havnefoged, og til alles overraskelse havdet byrådet i 1906 købt en båd, så havnefogeden kunne sejle med turister på åen. I sommeren 1907 havde Kjelst sejlet en tur med sig selv og var kæntret i Ribe å.
2. Kjels henviser hermed til en skolelærer i Dyreby ved Henne, som tog folk ved næsen med såkaldt juridisk rådgivning.
3. H. F. Hansen var formand for byrådets alderdomsunderstøttelsesudvalg, og hermed antydede Kjelst, at Murfeldt fik alderdomsunderstøttelse, og at det var berettiget til at skære i denne, hvis modtageren havde anden indkomst.

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.