Til sidebund

Nogle træk af Vardes kirkehistorie
ca. 1890-1920.

af Ole Nørskov Nielsen.

Med Junigrundlovens vedtagelse i 1849 fulgte religionsfriheden, og ingen havde derfor pligt til at yde personlige bidrag til andre trossamfund, end det han/hun selv tilhørte. Det medførte, at højtidsofferet, som i følge Chr. V's Danske Lov, skulle ydes til præst og degn ved årets tre store højtider nu faldt bort for alle, der stod uden for folkekirken.

Tilbage var kirke- og præstetiende. Det var ikke personlige ydelser, men ejendomsskatter og disse afgifter ændredes ikke med Grundloven. Præstetienden udgjorde sammen med beløbene fra offer og accidenser¹, samt indtægten fra præstegården, det meste af præstens løn. Kirketienden gik til kirkebygningens vedligeholdelse.

Kirkebygning og kirkegårde.

I Varde ejede købstaden og Varde Landsogn i fællesskab kirken og kirkegårdene. Hvis de afsatte midler til vedligeholdelse (kirketienden) ikke slog til, så kunne byråd og sogneråd påligne de skatteborgere, som var medlemmer af folkekirken de nødvendige skatter til disse udgifters afholdelse. Kommunale kirkeskatter var altså ikke noget, der først kom i det 20. årh. Kirken blev administreret af kirkeinspektionen, der havde sognepræsten som formand. Desuden borgmesteren samt en af byrådet udpeget kirkeværge, der førte regnskabet.

Ved indgangen til det 20. årh. havde Sct. Jacobi kirke både indvendig og udvendig samme udseende som i dag. Kirken havde i 1850'erne gennemgået en omfattende restaurering og i 1869 havde kbm. Ole Palludan (Vis billede) betalt for at få sat spir (Vis billede) på tårnet i stedet for det kuppelagtige tag (Vis billede). Det var samme Ole Palludan, der i 1879 betalte 3.000 kr. for at få installeret en varmeovn i kirken. I følge et brev, som sognepræsten Daniel Luplau(præst 1866-88) skrev til provst Assens i Jerne 20/11 1879 kunne temperaturen i kirken nu komme op på en 9-14 grader, når der havde været fyret i tre timer. Det var heller ikke helt billigt. En regning for året 1881 viser, at der dette år blev brugt 67 tdr. koks og 100 pund brænde til en samlet pris på 142,60 kr. Ved kirkelige handlinger f. eks. et bryllup måtte folk i vinteren 1881 betale 6 kr. for at få kirken fyret op. (En håndværkersvend tjente ca. 26 øre i timen). Til gengæld betød varmen, at der nu kunne holdes altergang om vinteren. Før 1879 var der ingen altergang efter 2. søndag i advent, og den blev først genoptaget Palmesøndag det følgende år.

Men der var også problemer med fyret. I 1888 blev der ved det årlige provstesyn af kirken konstateret, at ovnen var utæt og havde sværtet kirken, så den måtte kalkes. Endvidere var varmen utilstrækkelig, og i 1894 blev der anskaffet en petroleumsovn som supplement. Samme år blev der indlagt gaslys i kirken. Hvis der skulle lys og varme i kirken til et bryllup, blev prisen nu 20 kr. i 1895.(En håndværkersvend tjente ca. 35 øre i timen).

Selv om petroleumsovnen havde hjulpet på varmegraderne, så var det stadig ikke tilfredsstillende. I 1905 betalte bankdirektør J.W. Palludan² (Vis billede) for at få indlagt centralvarme i kirken. En undersøgelse foretaget 30/3 1905 viste, at når indfyringen begyndte kl. 6 om morgenen, så var temperaturen i skibet fem timer senere 14 grader og kl. 15 var den 18½ grad. Der var da blevet brugt 300 pund koks. Centralvarmekedlen blev anbragt i den nordlige korsarms kælder(jfr. skorstenen på kirkebilledet med spir).

Gaslyset voldte også problemer. I 1912 blev der klaget over dårlig luft i kirken. Det viste sig at stamme fra en utæt gasledning, og det følgende år blev der installeret elektrisk lys. Samtidig fik man en elektrisk motor til at trække orglets bælge. Orgelet var et Rung/Keller orgel, der var blevet opstillet i 1905 og betalt af før nævnte bankdirektør I.W. Palludan.

På den gamle kirkegård ved Sct. Jacobi kirke var det slut med at oprette nye gravsteder fra 1881. Indtil 1922 kunne der dog stadig finde jordfæstelser sted i familigravsteder. Den ny kirkegård blev placeret på kommunens jord, den såkaldte Organistlod øst for Arnbjerganlægget. Her blev der også i 1881 bygget et ligkapel (Vis billede).

Det var ikke gratis, at blive begravet. Et gravsted 4 alen langt og to alen bredt kostede 4 kr. Graveren skulle have 3,50 kr. Det kostede 1 kr. for at få liget hensat i kapellet. Endelig skulle præst og kordegn have offergaver for at medvirke ved en begravelse. Disse ydelser var frivillige, men optegnelser viser, at der i 1890'erne betaltes fra 2 til 35 kr. til præsten (timelønnen for en faglært var i 1890 ca. 30 øre).

Som nævnt kom midlerne til vedligeholdelse fra kirketienden. Men da partiet Venstre kom til magten i 1901 begyndte en reformperiode, der også omfattede kirkelige forhold. Det skete med en række love i 1903. Her skal to omtales, nemlig lov om tvungen tiendeafløsning og lov om menighedsråd.

Lov om Tiendeafløsning 1903.

Loven om tiendeafløsning bestemte, at alle tiender skulle afløses, ved at tiendeyderen enten kontant eller ved afdrag betalte 18 gange et års tiende udregnet efter et gennemsnit af kapiteltaksten i årene 1892-1901. Staten lagde et beløb på syv gange den årlige tiende oven i. Loven skulle gennemføres over en årrække og være afsluttet i løbet af 1909. Pengene blev investeret i såkaldte 4% tiendeobligationer, og renterne herfra skulle udbetales til præsternes løn og kirkernes vedligeholdelse. Kapiteltaksten var en middelpris på korn gældende for et stift. Det var stiftamtmanden og biskoppen(fra 1904 Statistisk Bureau), der hvert år primo februar offentliggjorde den i stiftet gældende kapiteltakst for det forgangne år. Denne takst blev nu brugt, når korntiender skulle omregnes til penge i det indeværende år.

I Varde blev al tiende afløst fra 1/1 1910. I byen blev kirketienden afløst med et samlet beløb på 12.340 kr. og for landsognet var beløbet 7.137 kr. Som følge af loven blev kirkebygninger og kirkegårde til selvejende institutioner, der skulle bestyres af det nye menighedsråd.

Loven om menighedsråd og menighedsrådsvalget i Varde 1903.

Der var en del, der håbede, at den nye venstreregering med sin kirkelige lovgivning ville skille stat og kirke. Denne tanke var vel heller ikke fremmed for regeringens kultusminister, I. C. Christensen (Vis billede). Men i de sidste 30 år havde de grundtvigske og indre missionske vækkelsesbevægelser skabt megen splid i folkekirken. Derfor ønskede I.C. Christensen ikke, at det var oplevelsesfællesskabet fra vækkelserne, der skulle definere menigheden, men det var alle folkekirkens medlemmer i et sogn. Folkekirken skulle være et demokratisk fællesskab i et sogn og ikke et menighedsfællesskab af frelste med de rigtige meninger. Loven blev vedtaget på Rigsdagen d. 15/5 1903 og gjaldt til udløbet af 1909. Menighedsrådet i Varde skulle bestå af sognepræsten, de to øvrige medlemmer af kirkeinspektionen, den residerende kapellan samt fem valgte medlemmer. I alt ni personer, der skulle være menighedsråd for både landsognet og købstaden.

Menighedsrådene kunne træffe beslutninger:

1. Om kirkens opvarmning.
2. Om der skulle holdes konfirmation en eller to gange om året.
3. Om hvilke salmebøger der skulle benyttes. Her skulle præsten dog være enig.
4. Om kirkens liturgi(gudstjenestens form)også her skulle præsten være enig.
5. Om nye bøger i folkeskolens religionsundervisning(her skulle både præsten og skolelæreren være enige).
6. Om nye tekster til prædiken, når præsten var enig.
7. Om midler, der kom i kirkebøssen, til sociale formål.

Endelig kunne ministeriet, der indtil da alene havde ansat præsten, nu spørge menighedsrådet, når der skulle ansættes en ny sognepræst. Dette ikke var dog ikke tilfældet ved besættelse af kapellanembeder.

For første gang fik kvinder og tjenestefolk ret til at stemme ved et offentligt valg. Valgret fik alle, der havde boet i sognet siden 1/9 1902 og som var fyldt 25 inden udgangen af 1902. Valget var hemmeligt og skulle ske efter reglen om forholdstalsvalg. Vælgerne kunne ikke stemme på personer, men på lister, hvorpå der var opstillet kandidater Listerne skulle benævnes A, B, C o.s.v. og på den seddel, som vælgeren fik udleveret, stod der kun listebetegnelserne.

Hvis flere lister havde deltaget i valget skulle listernes stemmer divideres med 1, 2, 3, o.s.v. indtil de fem største kvotienter og dermed de fem valgte var fundet. Kandidaternes rækkefølge på listen afgjorde, hvem der blev valgt, hvis listen fik stemmer nok til en eller flere valgte. Hvis der kun var én liste, skulle vælgerne ikke sætte noget kryds, men blot lægge sedlen med bogstav A i stemmeboksen.

Valget blev bekendtgjort fra prædikestolen d. 23. og 30. august. Fra 1. til 15. sep. skulle vælgerne indgive ønske til valgbestyrelsen om at blive optaget på valglisten. På denne ansøgning skulle ansøgeren bekræfte at han/hun opfylder alders- og bopælsbetingelserne. At han/hun var medlem af folkekirken og ikke var blevet fundet skyldig i nogen vanærende handling. Udover at være underskrevet af ansøgeren selv skulle anmodningen om optagelse på valglisten være undertegnet af to vitterlighedsvidner.

Det var noget nyt, at folk skulle ansøge om at blive optaget på valglisten. Ved valg til Rigsdagen og til kommunalbestyrelsen, havde de kommunale myndigheder udfærdiget valglisten. Der var også en del uklarheder med hensyn til, om det var nødvendigt at møde med en attest på, om man nu var 25 år gammel, var døbt, ustraffet m.m. I august udsendte ministeriet da også nogle retningslinier for ansøgning om optagelse. Her slog man fast, at vælgeren blot skulle indgive en ansøgning til valgbestyrelsen om optagelse på valglisten.

Valgbestyrelsen i Varde bestod af sognepræsten Otto Nyholm(Vis billede>), sagfører Anders Harck(Vis billede>) og branddirektør L.P. Skov(Vis billede>). De besluttede at indkalde til et møde i Håndværkerforeningen onsdag d. 19/8. Mødet blev bekendtgjort i kirken søndag d. 16/8. Dette møde blev refereret i Ribe Amtstidende/Varde Avis torsdag d. 20/8. I følge avisen var der mødt "en talrig Forsamling, hvoraf de fleste var kvinder". Pastor Nyholm lagde ud med at understrege, at det ikke var nødvendigt med en attest, men hvis man alligevel kom med en sådan, så ville det selvfølgelig lette valgbestyrelsens arbejde. Det samme sagde sagfører Harck, der ikke kunne forstå denne uvilje mod en attest. Han ville selv møde op med en. Men flere på mødet var i mod disse attester bl.a. højremanden og redaktør af byens højreavis, skolelærer N.P. Kjelst, der udtalte, at "den ene Drukkenbolt jo kunde attestere, at den anden Drukkenbolt er værdig". Selv om folk fik at vide, at det ikke var nødvendigt med en attest, så fik mange det indtryk, at det nok var klogest at møde med en sådan.

På mødet udtrykte pastor Nyholm endvidere håbet om, at mange ville deltage i valget til menighedsrådet, som han håbede kunne skabe ny vækst i menighedslivet. Samme positive holdning til den nye institution kom der ikke fra residerende kapellan, Paul Oldenburg. Han mente, at rådet ville skabe splid i kirken, men nu var loven vedtaget og så måtte man leve med den. Branddirektør Skov var bange for en politisering af valgene, idet han mente, at mange socialistiske blade havde opfordret sine læsere til at lade sig optage på valglisterne. Også toldassistent Pedersen udtrykte bekymring for, at menighedsrådet ville blive fyldt med socialister.

De to herrer havde ikke fået disse meninger ved at læse Vestjyllands Socialdemokrat. Denne avis, der udkom i Esbjerg, men også havde en redaktion i Varde, var næsten tavs om kirkelovene og valget til menighedsrådene. Det nærmeste avisen kom en stillingtagen var et referat fra Folketingets debat om loven. Her havde socialdemokraten Borbjerg udtalt partiets modvilje mod loven, fordi den ikke gav menighedsrådene ret til at ansætte præsterne. Da valglisten blev offentliggjort d. 1/10 var 219 mænd og 261 kvinder i alt 480 personer optaget på denne. Kun en ansøgning var blevet afvist, fordi den pågældende ikke var fyldt 25 inden 1/1 1903. 60 personer var fra landsognet.

Kildematerialet oplyser ikke noget om, hvor mange valgberettigede der var. Men folketællingen fra 1901 og tal fra byrådsvalget i 1909 kan måske antydningsvis give et svar. I følge folketællingen var der i 1901 knap 2200 personer ud af byens godt og vel 4500 indbyggere, som var 25 år og derover. Da Vardes indbyggertal stagnerede var tallene nok ca. de samme i 1903.

Ved kommunalrådsvalget i 1909 havde 62% af de 25-årige valgret. Men her var der krav om, at man skulle have boet i kommunen i to år, og man måtte ikke skylde i skat. Derfor er det nok ikke helt ved siden af at antage, at omkring 80% af de 25-årige eller ca.1750 personer havde valgret til menighedsrådet i 1903. Hvis denne antagelse er nogenlunde rigtigt, så var interessen i Varde by ikke særlig stor, når kun 420 ud af 1750 valgberettigede ønskede at deltage i valget. Langt de fleste var mødt med den før omtalte attest, der kunne hentes ved byens boghandlere. Mange havde nøjedes med selv at underskrive den. Men det, at folk skulle dokumentere deres ret til at være vælger, har sikkert gjort sit til at interessen for at deltage ikke var så stor.

Valget skulle afholdes d. 18/12. Men efter valglisternes fremlæggelse 1/10 skete der ikke noget før den 18. november, da der atter var møde i Håndværkerforeningen. Det var igen valgbestyrelsen, der havde indkaldt til mødet. Venstreavisen, Ribe Amtstidende/Varde Avis og højrebladet, Varde Posten gav næsten enslydende referater fra mødet i den følgende dags aviser. Ribe Amtstidende skrev, at interessen for mødet ikke havde været så stor. Begge aviser skrev, at man på mødet nåede frem til, at der skulle nedsættes et udvalg, som fik til opgave at sammensætte én fællesliste med fem kandidater, hvor alle de kirkelige retninger var repræsenteret: Missionsfolk, grundtvigianere og de højkirkelige³. Blandt de fem skulle der også være én fra det grundtvigske landsogn og kvinderne skulle også være blandt de valgte.

Fremmødte fra landsognet gav ellers udtryk for, at de kunne have ønsket sig et selvstændigt menighedsråd. Men da ministeriet havde bestemt, at der kun skulle være ét menighedsråd affandt de sig med denne ene fællesliste. Enigheden blev imidlertid forstyrret af en lærer S.M. Harbye, der erklærede, at han sammen med flere meningsfæller ikke ville finde sig i denne afgørelse, og at de derfor ville fremlægge deres egen liste. Begge aviser erkendte, at mødet således endte uden resultat og begge blade beklagede dette.

Selv om det var besluttet at nedsætte et udvalg, så var det ifølge aviserne ikke sket. Men alt var ikke tabt, for aviserne skrev samstemmende, at efter mødet var tre personer stået frem og lovet, at de ville forsøge at samle enighed i sognet om én liste. Det var førstelærer ved borgerskolen, Jens Olsen(Vis billede>), der var grundtvigianer, boghandler Ole Lohse(Vis billede>), som repræsenterede Indre Mission og residerende kapellan Christoffer Pedersen⁴ fra den højkirkelige retning. Disse tre personer var ikke blevet valgt på mødet og må derfor betragtes som nogle, der uden noget formelt mandat fra mødedeltagerne har villet forsøge at skabe enighed i sognet.

I en annonce d. 24/11 i alle byens aviser også Vestjyllands Socialdemokrat indkaldte 13 mænd og fem kvinder fra alle kirkelige retninger til et prøvevalg i Håndværkerforeningen mandag d. 7/12 kl. 20. Begivenhederne på mødet refereres forskelligt i højreavisen Varde Posten og venstreavisen Ribe Amtstidende/Varde Avis. Aviserne var uenige om, hvor mange der var mødt. Vensteavisen skrev, at der var 130, mens højreavisen mente, at 150 var mødt op.

Ifølge højreavisen fremstod overlærer Jens Olsen og fremlagde resultatet af det nedsatte udvalgs arbejde. Med dette ordvalg fremstillede avisen det, som om udvalget var blevet officielt valgt på mødet d. 18/11, mens avisen i sit referat fra dette møde nærmest havde fremstillet udvalget bestående af førstelærer Olsen, boghandler Lohse og residerende kapellan Chr. Pedersen som selvbestaltet. Jens Olsen sagde, at udvalgets arbejde havde resulteret i opstillingen af én liste til menighedsrådsvalget: Dyrlæge Verner Berg, boghandler Ole Lohse, fru Marie Petersen, enke efter mejeriejer Peder Petersen på Nørrevold, fru Ane Marie Hansen, gift med togfører Rasmus Hansen, og gårdmand Herman Hansen fra Frisvad. Suppleanter var købmand Julius Lange, frk. Christine Christensen og fru grd. Marie Christensen, Frisvad.

I følge Varde Posten overlod Jens Olsen det nu til sagfører Harck at lede resten af mødet. Sagføreren gav ordet til den residerende kapellan, Chr. Petersen, der fremhævede betydningen af at være enige. Han anbefalede forsamlingen, at man vedtog at gå til valg med denne ene liste. Flere tog nu ordet bl.a. Varde Postens redaktør, N.P. Kjelst(Vis billede>) og støttede kapellanens synspunkt. Kun en ville ikke være med til den ene liste. Det var en Hans Madsen fra Mejls. Listen blev nu sat til afstemning og vedtoges med 116 stemmer mod 8.

Ribe Amtstidende/Varde Avis vurderede mødet lidt anderledes. Avisen skrev, at til et normalt prøvevalg stillede mødedeltagerne normalt forslag til en kandidatliste og lod sig ikke nøje med en forelagt liste, der på forhånd var vedtaget i en snæver personkreds. Avisen beklagede til sidst, at hvis resultatet blev, at der kun indkom denne liste til valget, så blev der ikke brug for forholdstalvalg, hvor listerne blev tildelt kandidater efter antal stemmer. Der var meget rigtigt i Ribe Amtstidendes kritik af mødet, men det må på den anden side også erkendes, at det var lykkedes for det selvbestaltede udvalg, Jens Olsen, Ole Lohse og Chr. Petersen i tiden efter mødet d. 18/11 at få opstillet en særdeles velafbalanceret kandidatliste.

Dyrlæge Verner Berg var højkirkelig, Ole Lohse og Ane Marie Hansen kom fra Indre Mission, mens Herman Hansen og Marie Petersen repræsenterede grundtvigianerne. Hos suppleanterne stod Julius Lange for den højkirkelige retning, Christine Christensen var fra Indre Mission og gårdmandskonen fra Frisvad, Marie Christensen var grundtvigianer.

Men hensyn til kvindernes repræsentation, så opvejedes mindretallet af kvinder på kandidatlisten af et flertal hos suppleanterne. Landsognet var repræsenteret både blandt kandidaterne og suppleanterne. Dertil kom, at listen blev anbefalet af kendte personer både fra købstaden og landsognet, så det var egentlig ikke at forvente, at nogen ville stille op med en anden liste. Det skete heller ikke. Da fristen for indlevering af lister til valget udløb, kunne valgbestyrelsen konstatere, at der kun var indkommet den ene liste. Loven krævede, at der skulle afholdes valg, selv om der kun var én liste. Konsekvensen blev, at kun 110 af de 480, der havde søgt optagelse på valglisten mødte op og stemte til et valg, hvis resultat var givet på forhånd.

Menighedsrådets arbejde i de følgende år bestod mest i at uddele de penge, der ved forskellige lejligheder blev samlet ind i kirken til sociale formål. I følge regnskaberne rådede man over en 3-400 kr. om året. I 1907 fik madam Toft i Smedegade 10 kr. p.g.a. sygdom(et rugbrød på 1 kg. kostede ca. 15 øre). Samme år gav man skrædder Mathiesens kone 3 kr. så hun kunne rejse til København og blive opereret. Det var i forbindelse med dette sociale arbejde, at menighedsrådet kom i strid med Den frie Fattigkasse.

Denne institution var blevet oprettet i 1856. Her kunne værdigt trængende få understøttelse, og mændene mistede ikke stemmeretten, hvis støtten ikke blev tilbagebetalt. Kassens midler kom mest fra frivillige bidrag, og en af kilderne var den såkaldte Bryllupsbøsse. Beløbene her blev indsamlet i brudeparrets hjem, og i følge debatten stod Bryllupsbøssen hos fattigkassens bestyrelse. Men den stod også opført på kirkens inventarfortegnelse, og derfor gjorde menighedsrådet krav på både indholdet og Bryllupsbøssen.

Sagen, der blev rejst i 1904, blev først forelagt biskoppen i Ribe. Biskop Koch svarede, at da bøssen stod på kirkens inventarium, så tilhørte den kirken, men det var ikke væsentligt, for i følge loven af 1856 kunne fattigkassen gøre krav på indholdet, og det var afgørende. Sagen blev nu forelagt indenrigsministeriet, der overlod de indsamlede beløb til menighedsrådet.

Menighedsrådet ca. 1912-20.

Menighedsrådsloven udløb med året 1909. Regeringen havde nedsat et kirkeligt udvalg, som i mellemtiden skulle komme med en betænkning om kirkens forhold til staten. Udvalget kunne ikke blive enigt om et forslag, og 1912 havde kultusminister Jacob Appel en ny lov om menighedsråd klar. Den nye lov gav menighedsrådet større økonomiske og administrative beføjelser. Efter tiendeafløsningen var kirkebygningen og kirkegårdene blevet selvejende institutioner med menighedsrådet som bestyrelse. Sognepræsten og kapellanen var stadig fødte medlemmer, men præsten var ikke længere automatisk formand. De to øvrige medlemmer af kirkeinspektionen, borgmesteren og den af byrådet udpegede kirkeværge var heller ikke automatisk medlemmer af menighedsrådet. Det mest afgørende var dog, at menighedsrådet nu fik indstillingsret i forbindelse med ansættelsen af en ny sognepræst. Denne ret gjaldt dog ikke ved ansættelsen af en residerende kapellan.

Menighedsrådet i Varde fik med den nye lov ni valgte medlemmer. Da der kun var én liste blev der ikke afholdt valg. Det blev der heller ikke i 1916 og 20, da der også kun var én liste. Sognepræsten Otto Nyholm stod for at forlade Varde. Derfor blev den residerende kapellan, Jørgen Tørsleff valgt som formand. De folkevalgte havde åbenbart for megen respekt for præsten til, at de turde vælge en formand fra deres egne rækker.

Landsognet havde dannet sit eget menighedsråd på tre valgte medlemmer. I forbindelse med større sager, holdt de to menighedsråd fællesmøder. Grunden til denne splittelse var de stadig større modsætninger mellem det grundtvigske landsogn og den missionsk dominerede by. Dertil kom også en strid om økonomien. I 1905 havde Varde kommune bedt landsognet om at dække sin part af et underskud på kirkens regnskab på 2000 kr. som Varde kommune gennem nogle år havde lagt ud. Men landsognet nægtede at betale en eneste øre⁵.

I 1913 skulle der ansættes en ny sognepræst, fordi Otto Nyholm forlod Varde til fordel for et embede på Sjælland. Den residerende kapellan, Jørgen Tørsleff (Vis billede) blev indstillet med alle stemmer. Landsognets medlemmer gik kun modstræbende med til dette, da Tørsleff var missionsmand. Landsognet ønskede til gengæld en grundtvigsk kapellan. Men her var problemet, at menighedsrådet ikke havde indstillingsret og dertil kom, at byens menighedsråd ønskede en person, der også kunne være præst for byens borgere.

Landsognet sendte nu en delegation over til kirkeministeren, der lovede at se på sagen. Men det fremgår af sagens akter, at landsognet p.g.a. modstand fra byen ikke fik sin kandidat indstillet, men måtte nøjes med en person uden for de kirkelige retninger, Harald Jørgensen. Først efter dennes afgang i 1921 fik Varde en grundtvigsk kapellan, Johs. Herskind, der året efter blev afløst af Edvard Eller (Vis billede).

I 1913 havde menighedsråd og præst vedtaget at afskaffe skriftemålet i forbindelse med altergangen, hvilket ministeriet havde anbefalet. Hidtil havde det været således, at folk, der ønskede at komme til alters, var mødt en halv time før gudstjenesten, for at deltage i skriftemålet. Dette var ikke en personlig syndsbekendelse, men en fælles bøn med tilsigelse af syndernes forladelse. Selve nadveren foregik efter gudstjenestens ophør, når de øvrige kirkegængere havde forladt kirken.

Med den nye ordning blev altergangen et integreret led i gudstjenesten. Men det var svært at få det nye accepteret. I avisernes annoncer om den følgende søndags gudstjeneste blev det stadig bekendtgjort, at der var skriftemål en halv time før gudstjenesten. I praksis har man nok løst problemet,ved at man af hensyn til "konservative" kirkegængere beholdt skriftemålet, men deltagelse heri var ikke en forudsætning for at gå til alters.

Det var i det hele taget svært at få ændret noget med hensyn til altergangen. Med den stigende viden om bakterier og smitteveje kom menighedens brug af fælles kalk i centrum som en smittebærer af den frygtede tuberkulose. Et humoristisk indslag i denne debat var henvisningen til, at mændene med deres ofte særprægede overskæg ikke kunne skille skæg og snot, hvilket yderligere bidrog til smittefaren.

Med en bekendtgørelse fra 1909 blev det generelt tilladt at bruge særkalk(bæger). Men det blev ikke nogen succes i Varde. På en forespørgsel fra provst Thyssen i Ølgod svarede pastor Tørsleff 7/8 1915, at kirken havde anskaffet og tilbudt menigheden særkalke, men interessen herfor havde været minimal. Ikke engang under den spanske syge i 1918 gik man væk fra fælleskalken, men nøjedes med at afskaffe skriftemålet, henlægge barnedåb til efter gudstjenesten, som i øvrigt blev afkortet. Det kunne ellers have sparet kirken for penge at gå over til at skænke vinen i bægre. Af en opgørelse fra provst Thyssen i 1912 fremgik det, at man til 22 altergæster beregnede en flaske vin med 75 cl. som kostede 1 kr. Det var over 3 cl pr. person. Et bæger ville kunne have sparet op til 50%.

D. 16/3 1920 var Varde menighedsråd (uden landsognets medl.) samlet til et møde, hvor det bl.a. blev bedt om at besvare følgende spørgsmål fra kirkeministeriet:

1. Billiger Menighedsraadet, at det ved Lov fastslaas, at Kvinder ubetinget faar Adgang til kirkelige Embeder, hvortil kræves Ordination paa samme Vilkaar som Mænd?
2. 
   Billiger Menighedsraadet, at det - under særligt Hensyn til Kvinders fysiske og aandelige Forskel fra Mænd - fastslaas ved Lov, paa hvilke Vilkaar Kvinder med teologisk Embedseksamen har Adgang til kirkelige Embeder, hvortil der kræves Ordination?
3. 
   Finder Menighedsraadet noget at erindre imod, at kvindelige, teologiske Kandidater, som i øvrigt opfylder Betingelserne for Ansættelse i Præsteembede kan udnævnes til Præster, naar vedkommende Kandidat er indstillet af et flertal af det paagældende Menighedsraad?

I mødet deltog de ni valgte medlemmer, hvoraf to var kvinder. Desuden sognepræsten, J. Tørsleff. Alle var enige om svarene: Ad 1) NEJ, ad 2) NEJ og ad 3) JA.

Før der kom folkevalgte menighedsråd, havde menigheden i Varde af sig selv fulgt med tiden, idet kirkegangskonerne var forsvundet allerede i 1860'erne. I følge Det gamle Testamente var kvinden uren 40 dage efter fødslen og måtte derfor ikke komme i kirken. Danske Lov krævede nyfødte døbt inden otte dage. Derfor blev børnene hjemmedøbte eller båret i kirken af en gudmoder. Efter udløbet af de 40 dage blev konen genoptaget i menigheden, ved at præsten på et tidspunkt under gudstjenesten gik ud i våbenhuset og hentede kvinden ind. For dette fik præsten en større eller mindre betaling alt efter mandens økonomiske formåen. I adskillige af de 36 kirker i Skads m. fl. herreders provsti fortsatte denne skik til op i 1890'erne, fordi mange kvinder ikke ville gå glip af den efterfølgende fest. Da en sognepræsts indkomst ofte var særdeles beskeden, var der næppe nogen større tilskyndelse fra hans side til at opgive denne skik.

Præsteembedets økonomi ca. 1887-1920.

Præsten i Varde var ligesom andre præster med rådighed over præstegårdsjord en slags feudal lensmand, der til gengæld for indtægterne fra jorden skulle yde menigheden åndelige tjenester. Det latinske udtryk for disse indtægter var beneficium, og præsten blev helt op til 1913 i breve, der omhandlede hans indkomst fra præstegården, omtalt som benificiarius, der var den juridiske betegnelse for embedsindehaveren med præstegårdsjord. Dette år gjorde en ny lønningslov præsten til almindelig lønmodtager⁶.

Præstegården stod ikke til præstens frie disposition og pastoren kunne ikke optage lån mod sikkerhed i præstegården lige som kreditorer heller ikke kunne gøre udlæg i denne. Gården skulle afleveres i samme tilstand, som den var overtaget i. Det sørgede det årlige provstesyn for. Præstegården i Varde lå på Torvet nr. 3(se side 1). Gården havde oprindelig ca. 135 tdr. land, heraf var 70 tdr. land hede. Jorden blev i tidens løb afhændet. De 70 tdr. land hede blev i 1903 og 1907 solgt til Orten plantage, som betalte med aktier⁷ i plantagen. Disse aktier indgik i præstens embedskapital lige som pengene fra salget af agerjord. Renterne af denne kapital var en del af præstens løn. Efter 1907 var der kun 10 tdr. land tilbage af præsteembedets jord, og indtægterne herfra overgik i 1913 til menighedsrådet.

I modsætning til kollegerne i oplandssognene skulle præsten i Varde ikke betale en indløsningssum på 1000 kr. for præstegården ved sin embedstiltrædelse, fordi det var et købstadssogn⁸. Men ligesom kollegerne i landsognene havde sognepræsten i Varde ved sin tiltrædelse ikke rådighed over boligen og embedets indtægter. Dele af disse stod i det første år, det såkaldte nådensår, til forgængerens eller dennes efterladtes disposition. I praksis lavede forgænger og efterfølger en aftale, hvor de fordelte indtægterne mellem sig. Dette blev også afskaffet i 1913⁹. Udover indtægterne fra præstegården havde sognepræsten følgende indkomster: Præstetiende, højtidsoffer, offer og accidenser¹⁰. Af det samlede beløb udgjorde penge fra præstegården efterhånden kun en beskeden andel.

Som nævnt blev al tiende i Varde afløst fra 1/1 1910. For Varde var afløsningssummen for præstetienden 28.339 kr. For landsognet var beløbet 12.350 kr. Disse 40.689 kr. blev anbragt i 4% tiendeobligationer og renterne herfra indgik i præstens løn. Det var en dårlig forretning for præsten. Afløsningssummen var beregnet ud fra et gennemsnit af kapiteltaksterne for korn 1892-1901. Netop i disse år var kornpriserne lave. Hertil kom, at rentebeløbet ikke var sikret mod inflation. Præsteforeningen protesterede, men venstreregeringen tog intet hensyn hertil. Det var vigtigere, at landbruget slap så billigt som muligt. Her var flere stemmer at hente end hos præsterne.

Højtidsofferet blev fra 1884 afløst af et engangsbeløb 2.100 kr. hvoraf 1.400 kr. gik til præsten og resten til kordegnen. Dette beløb blev pålignet byens medlemmer af folkekirken. For landsognet blev højtidsofferet afløst 1893 med 175 kr. til præsten og 140 kr. til læreren i Mejls, der førte kontraministerialbogen for landsognet og i øvrigt afløste kordegnen i Varde ved dennes forfald. Disse beløb blev med års mellemrum reguleret og sidste gang 1916. Dette år blev også offer og accidenser afløst med et fast engangsbeløb, som kommunen pålignede folkekirkens medlemmer sammen med de øvrige skatter. I 1916 blev højtidsofferet fastlagt på 1852 kr. til præsten, der så havde afleveret 758 til kapellanen. Af offer og accidenser måtte præsten også aflevere noget til den residerende kapellan. Her blev der 1054 kr. til præsten.

Hvis vi ser på sognepræstens løn fra 1887 frem til 1916, så var der ikke meget at råbe hurra for. I 1887 havde Daniel Luplau (Vis billede) følgende indtægter: Tiende omregnet i penge 1.810 kr. Højtidsofferet 1.400 kr. og offer og accidenser 2.172 kr. 400 kr. i forpagtningsafgift af præstegårdsjorden. Hertil kom nogle mindre beløb på godt og vel 250 kr. I alt 5.632 kr. I 1916 var pastor Jørgen Tørsleffs indtægter: Renten af tiendeobligationer 1.627 kr. Højtidsofferet 1.852 kr. Offer og accidenser 1.054 kr. Renten af embedskapital ca. 650 kr. Godtgørelse for forpagtningsafgift 350 kr. Nogle mindre beløb på ca. 500 kr. I alt 6.033 kr. Forskellen blev endnu større ved at Luplaus faste udgifter incl. skatter var på 581 kr. mens Tørsleffs udgifter var på knap 2.900 kr.

Til sammenligning var lønnen for byens kæmner i 1887 1.400 kr. I 1916 var den steget til 3.350 kr. Selv om Tørsleff p.g.a. inflationen i 1917 fik 300 kr. i dyrtidstillæg, så er der ingen tvivl om, at han og præsterne i det hele taget var blevet godt og grundigt snydt i forbindelse med afløsningerne.

Den nye lønningslov for tjenestemænd i 1919 gav ham dog et pænt løft. Skønt kaldet hørte til det "fedeste" i provstiet, så steg hans løn med 2.000 kr. De kommunale kirkeskatter slog nu ikke længere til og blev suppleret med den nye landskirkeskat. Selv om ministeriet med den nye lønningslov prøvede at udjævne forskelle mellem de forskellige embeder, så blev resultatet alligevel efter opskriften i Mattæus kap. 25,29, at den som har, til ham skal der gives, for der var stadig mange præsteembeder med meget lave lønninger. Under 2. verdenskrig blev der samlet ind til fattige præsters børn!¹¹

Fire sognepræster og nogle kapellaner.

I 1888 gik Daniel Luplau på pension. Han havde været sognepræst i Varde siden 1866. Hans embedsperiode var i en tid, da vækkelsesbevægelserne kom til byen. I 1883 kom methodisterne til Varde. Otte år senere fik de deres egen kirke på Østervold (se foto). Lidt forenklet kan man sige, at methodisterne især adskilte sig fra Indre Mission ved at stå uden for folkekirken. Det blev dog især Indre Mission, som kom til at præge byens kirkeliv i de følgende årtier. Denne vækkelsesbevægelse blev bragt til byen ude fra Ansager, og i 1875 kom selve Wilh. Beck (Vis billede) og holdt missionsgudstjeneste i Sct. Jacobi Kirke. Otte år senere holdt Indre Mission sommermøde i Nørholm skov. I følge Ribe Amtstidende/Varde Avis var omkring 1.000 mennesker mødt op for at høre Wilh. Beck.

Denne vækkelse huede ikke Luplau, der mere følte sig på linie med grundtvigianerne i Varde Landsogn, uden at han dog tilsluttede sig den grundtvigske bevægelse. Men han var populær i disse kredse, og på Varde Højskolehjem¹², Storegade 56, (Vis billede) som blev et samlingssted for landsognets grundtvigianere, blev der efter hans afgang i 1888 ophængt et maleri af ham. Der forligger ingen bispevisitatser eller andre udsagn om Luplaus prædikener eller om kirkegangen i hans embedstid. Men selv om man skal være forsigtig med at slutte fra antallet af nadvergæster til antal kirkegængere, så faldt antallet af deltagere i altergangen fra 1.206 i 1867 til 879 i 1887, så mon ikke deltagelsen i gudstjenesten også faldt, måske fordi de missionske ikke brød sig om hans prædikener?

En større strid med Varde byråd, der i 1870'erne eksproprierede en stor del af præstegårdshaven for at udvide Præstestræde( i dag Torvegade) gjorde ham måske bitter. Han nægtede simpelthen at give tilladelse til ekspropriationen, men fik en kraftig påtale fra både stiftamtmanden, biskoppen og indenrigsministeriet. Alt dette har nok bidraget til, at han i 1882 i en alder af 64 år søgte et embede på Sjælland. Det fik han ikke, og efter sin pensionering i 1888 forlod han byen og flyttede til København.

Hans efterfølger blev Christian Obelitz (Vis billede), der allerede var provst i Skads & Øster & Vester Horne herreders provstier. Han havde indtil da også været sognepræst i Sneum/Tjæreborg. Men provsteembedet gav kun en beskeden lønforhøjelse på ca. 700 kr., hvilket ikke stod i forhold til den øgede arbejdsbyrde. Derfor flyttede ministeriet provsten til et mere givtigt embede i provstiet, hvis et sådant blev ledigt i løbet af embedsperioden.

Der var stor forskel på præsteembedernes indtægter i provstiet. Nogle enkelte tal viser, at Varde var det mest indbringende kald. År 1900 havde Varde sognekald en korntiende på 1.625 kr., 1,925 kr. i højtidsoffer og 2.168 kr. i offer og accidenser. I Sneum/Tjæreborg var korntienden 1.976 kr. mens højtidsoffer og accidenser tilsammen gav 1.084 kr. Det dårligste kald i provstiet var Sdr. Ho, hvor korntienden gav 750 kr. og højtidsoffer og accidenser 575 kr¹³.

Præstegården på Torvet var ved Obelitz' tiltræden så forfalden, at det blev besluttet at sælge den til et konsortium for 28.000 kr. Den blev nedbrudt, og hvor stuehuset havde stået blev der bygget et gæstgiveri, Landmandshotellet. Som ny embedsbolig blev der på præstegårdsjorden vest for byen (i dag Vestervold 1) bygget et stort hus med 16 værelser og en kæmpe have på én tdr. land. Prisen var godt og vel 16.000 kr. Differencen på knap 12.000 kr. blev tilført embedskapitalen.

Der var meget arbejde forbundet med provsteembedet. For det første skulle han passe embedet ved Jacobi Kirke og være formand for skolekommissionen i Varde. Dertil kom så provstearbejdet. En gang om året skulle han besøge provstiets 36 kirker med tilhørende præstegårde for at sikre, at alt var, som det skulle være. At komme rundt til alle kirker og præstegårde i det udstrakte provsti tog ca. en månedstid, hvor en del af tiden blev brugt til transport i vogn på særdeles dårlige biveje. Provsten skulle også føre tilsyn med provstiets skoler og afgive indberetninger til ministeriet om undervisningens kvalitet. At den ikke altid levede op til hans forventninger viste de ikke så få tg'er, som var hans vurdering af undervisningen i nogle af landsbyskolerne. Obelitz var endvidere formand for provstiets skoledirektion, der var et mellemled mellem købstædernes og landkommunernes skolevæsen og ministeriet. Derfor skulle skoledirektionen på forhånd godkende de årlige skoleplaner og nyansættelser inden de blev sendt til ministeriet.

Der var mange dispensationsansøgninger om udskrivning af skolen og derpå følgende konfirmation. Den endelige afgørelse lå hos biskoppen, men de skulle om ad provsten, der også skulle give sin mening til kende.

Et typisk eksempel er en ansøgning marts 1894 fra skomagermester Johs. Pedersen, Varde, hvis søn kun havde opnået godt+ som hovedkarakter ved den overståede eksamen i marts og derfor i følge gældende regler ikke kunne udskrives af skolen, fordi han først fyldte 14 år efter d. 1. maj. Drengen var altså begyndt for tidligt i skolen, hvilket var et generelt problem for småkårsfolk, at de af økonomiske hensyn lod deres børn begynde lidt for tidligt i skolen velvidende, at der kunne opstå problemer, når de syv år var gået og barnet til den tid ikke opfyldte udskrivningsbetingelserne. Så skulle hovedkarakteren nemlig være mg. Ellers kunne barnet ikke udskrives af skolen og heller ikke blive konfirmeret¹⁴. Skomagermesteren begrundede sin ansøgning med, at hvis drengen ikke kunne udskrives og konfirmeres, så ville det blive en økonomisk belastning for ham, da han havde en stor børneflok og desuden havde aftalt med en snedkermester, at drengen efter endt skolegang skulle i lære. Både provst Obelitz og biskop Balslev var enige om, at der i dette tilfælde måtte dispenseres fra gældende regler ikke mindst, fordi drengen både var pligtopfyldende og samvittighedsfuld.

Sådanne ansøgninger tog meget af provstens tid. For at lette arbejdsbyrden, søgte han derfor byrådet om tilskud til at holde en kapellan. Han argumenterede for anmodningen med, at der i byen var en splidagtig missionsbevægelse, som i 1891 havde fået et missionshus på Nørrevold og samme år stiftet ungdomsbevægelserne KFUM & K. At modarbejde Indre Mission krævede en "større præstelig Betjening". Da byrådet afslog, betalte han selv en personlig kapellan i årene 1892-94. Så rakte pengene ikke længere.

Som oven for omtalt gav provsteembedet Obelitz et løntillæg på ca. 700 kr. Dertil kom vardeembedets indtægter på ca. 5.600 kr. Men Obelitz skulle det første år dele denne indtægt med Luplau(nådensåret), og derefter årligt betale et beløb på ca. 700 kr. til forgængerens pension.

Til forbedring af sin økonomi forsøgte Obelitz med biskoppens tilladelse at sælge præsteembedets 70 tdr. land hede. Det mislykkedes, og hans dårlige økonomi blev åbenbar derved, at han måtte optage et embedslån på 160 kr. for at dække omkostningerne ved forsøget på at sælge hedearealerne. I et brev til biskop Gøtzsche i 1899 klagede Obelitz over sin pengemangel og henviste til sin gæld og den store børneflok, der stod for at skulle sendes ud i "forskellige Livsstillinger."

Obelitz havde en stor familie. I følge folketællingen 1890 boede han i præsteboligen på Vestervold med sin kone, otte børn, tre tjenestepiger samt en logerende lærerinde. Dertil kom den personlige kapellan i et par år. Den store arbejdsbyrde og de mange rejser kombineret med en dårlig økonomi skabte uro på hjemmefronten. Konen rejste fra ham og han blev afskediget 1900. Derfor blev der kun en lille pension til den f.h.v. provst, der ernærede sig som kontorist på et kontor under Københavns kommune¹⁵.

D. 25-26/4 1896 var biskop Carl Gøtzsche på visitats hos Obelitz. Da det var hverdage, måtte præsten selv bestemme dagens tekst til prædiken, men bispen omtalte hverken prædiken eller kirkegangen. Han udtalte sig rosende om den konfirmerede ungdom, af hvilke nogle af de sidste tre årgange på opfordring var mødt op i kirken medbringende en bibel for at lade sig udspørge af bispen. En af eftermiddagene havde der været børnegudstjeneste, hvilket havde behaget biskoppen, som desuden havde nået at besøge skolens ældste klasser. Også her var han tilfreds med, hvad han havde hørt.

Pastor Nyholm omtalte i sine eindringer¹⁶ Obelitz som en dygtig prædikant. Men hvis antallet af nadvergæster kan give et fingerpeg, så har der været faldende tilslutning til hans gudstjenester. I 1889 var der 1.540 personer til alters. I 1899 var antallet 1.054. Hans fjendtlige holdning til missionsfolket har sikkert bidraget hertil.

Årene 1900-22 med sognepræsterne Otto Nyholm(1900-12) og Jørgen Tørsleff(1913-22) blev Indre Missions to gyldne årtier. Otto Nyholm var ikke missionsk, men ønskede at menighedslivet skulle være mere end et kirkebesøg om søndagen. Sammen med den residerende kapellan Paul Oldenburg(1900-03) og dennes to efterfølgere(Christoffer Pedersen 1903-10 og Jørgen Tørsleff 1910-13) satte han en masse mødeaktivitet i gang. Jørgen Tørsleff tilhørte Indre Mission, og da han blev sognepræst (1913-22) fortsatte han sammen med kapellanen Harald Jørgensen(1913-19) denne linie.

I følge byens aviser var der i disse 20 år vækkelsesmøder i kirken og missionshuset, hvor både de lokale præster og ude fra kommende talte for fulde huse. Der blev holdt ungdomsmøder, familiemøder, kirkeaftener og bibelskole. FDF blev oprettet 1909. Alle disse aktiviteter blev støttet af en stor kreds i byen. Indre Missions leder var boghandler Ole Lohse, og da han forlod byen i 1914 tog hans svoger C. Sloth-Christensen over. I Ole Lohses hjem på hjørnet af Storegade og Fiskergade overnattede mange foredragsholdere fra Indre Mission. Derfor blev det i folkemunde kaldt "Missionshotellet" (se foto).

Nyholm havde ikke større respekt for de kirkelige autoriteter. To gange i sin embedstid indkasserede han næser fra provst og biskop. I 1903 fordi han lod kvindelige missionsarbejdere holde børnegudstjeneste i kirken. I 1906 da han og menighedsrådet uden at spørge biskoppen sløjfede eftermiddagsgudstjenesten til fordel for en fromesse.

I sin tid som kapellan lagde Tørsleff sig ud med byrådet ved i en nytårsprædiken 1912 at tordne mod drikkeri og usædelighed, og i den forbindelse beskyldte han byrådet for at fremme disse dårligdomme ved at tillade en stigning i antallet af værtshuse. Byrådet havde sagen på dagsordenen d. 16/1. En del byrådsmedlemmer var utilfredse med, at præsten brugte prædikestolen til et angreb på byrådet. Men man besluttede ikke at gøre noget.

I indberetninger skrev Nyholm i 1903 og Tørsleff i 1913, at kirkegangen var jævn god. Det passer godt med tallene for altergangen, der i hele perioden 1900-20 lå på 11-1200 om året. Begge skrev også, at grundtvigianerne i byen kun udgjorde en mindre flok, mens der i landsognet var en livlig grundtvigianst mødeaktivitet.

Noter:

1. Præstens vederlag for konfirmation (konfirmationsoffer), bryllup, barnedåb, begravelser o.l.
2. J.W.Palludan var Ole palludans broder.
3. De højkirkelige var modstandere af lægfolks indflydelse på kirkelige sager, fordi de tillagde de kirkelige embeder og deres autoritet stor betydning.
4. Chr. Pedersen havde lige afløstPaul Oldenburg som residerende kapellan.
5. Denne sag trak i langdrag og løstes først, efter at landsognet havde tabt sagen for Højesteret og sognets medlemmer nu kunne komme til at betale af egen lomme. Se artiklen af Peder Løgstrup Bjerg her. (Åbner i nyt vindue.)
6. Jørgen Stenbæk: Præsteforeningen gennem 100 år. 1999 side 68.
7. 14 aktier af 50 kr. + 13,25 kr. i kontanter.
8. Denne sum blev i oplandssognene tilbagebetalt med fradrag for mangler, når præsten forlod embedet.
9. Jørgen Stenbæk: side 19 - 20.
10. Præstens vederlag for konfirmation (konfirmationsoffer), bryllup, barnedåb, begravelser o.l.
11. Jørgen Stenbæk: Folkekirkens ejendomsforhold og økonomi. Kirkehistoriske samlinger 2003.
12. Højskolehjemmet blev bygget i 1885.
13. Tallene er fra A. Kjølhede:Danmarks præsteembeder - deres indtægter og udgifter. Kbh. 1900 side 54 ff.
14. En lov i 1899 afskaffede forbindelsen mellem udskrivning af skolen og konfirmation.
15. Poul Nedergaard: en dansk præste- og sognehistorie 1849 - 1949. Kbh. 1968 bd. I side 418 ff.
16. Ribe Stifts Aarbog 1941 side 30 - 50.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.