Til sidebund

En misbrugssag fra 1915

Den 8/6 1915 stod vejmand Peter Sørensen, der boede på Hjertingvej 5, i politiretten sigtet for forbrydelse mod sædeligheden, idet han skulle have stået i forhold til sin adoptivdatter Inger Marie Sørensen, født Nielsen.

Selv om denne Peter Sørensen "kun" var vejmand, så var han ikke uden midler. I Varde bys regnskaber står han ikke som fastlønnet vejmand, men som én der er blevet tilkaldt, når der skulle laves større vedligeholdelses- og reparationsarbejder. I 1915 har han udført arbejde på to veje, og for dette fået udbetalt 100 kr. Han betalte heller ikke nogen stor skat. Kun et lille beløb på 3,15 kr. var han sat til i 1915. Men som sagt, var han ikke uden midler. Det lille hus på Hjertingvej, havde han selv købt grunden til og bygget huset af nyt i 1907. Han fik lån i kreditforeningen og huset blev vurderet til 3.580 kr. den 24/5 1907. I 1913 købte han naboparcellen for 285 kr. Det var ganske pænt klaret af en ufaglært arbejdsmand, der næppe har tjent mere end 5-600 kr. om året. Men Peter Sørensen havde også en kone, Methea Sørensen, der tjente en del mere end ham. I skattelisten for 1915 var hun sat til at betale 28,35 kr. Listen oplyste også, at hun var kontorassistent. En kontorassistent ved kommunen tjente ifølge byens regnskab 715 kr. og betalte 8,15 kr. i skat. Man kan ikke gå ud fra, at Methea Sørensen tjente tre gange så meget som kommuneassistenten, men det er næppe urealistisk at antage, at Methea Sørensen har tjent omkring 1500 kr. om året og bidraget med et pænt tilskud til familiens husholdning, hvilket har gjort det muligt for Peter Sørensen at bygge hus. Det var uden tvivl Peter Sørensens gode økonomiske forhold, der medførte, at han blev godtaget som adoptivfar for Inger Marie.

Inger Maries sociale herkomst var sikkert ikke uden betydning for hendes videre livsforløb. Hun var født 31/1 1898 på fattiggården i Vorbasse. Hendes forældre var fattiglemmerne, Peter Kr. Nielsen og hustru Jensine Kristine Nielsen. De var blevet viet i Hee Kirke 30/11 1897, ca. to måneder før Inger Marie blev født. Inger Marie blev døbt 13/2 1898 i Vorbasse Kirke. Faddere ved dåben var fattiggårdsbestyreren på Vorbasse fattiggård, samt to medlemmer af Vorbasse sogneråd, der begge var husmænd. Familien havde altså ikke noget større netværk at trække på. I Vorbasse kirkebog havde sognepræsten skrevet, at Inger Marie også var indført i kirkebogen i Nr. Felding, hvilket betød, at Inger Maries mor havde opholdt sig i Nr. Felding sogn på 10 måneders dagen før fødslen, og som følge heraf var Inger Marie forsørgelsesberettiget i Nr. Felding sogn, hvis hun senere i livet skulle stå uden forsørger.

I politiretten d. 8/6 1915 sagde Inger Marie, at hun ikke kunne huske, hvornår hun kom til Peter Sørensen, men det var før hun blev 10 år. Hun fortalte også, at hun tit havde delt seng med Peter Sørensen, fordi hans kone ret ofte var syg. Det fremgik af forhøret i politiretten, at Peter Sørensen og hans kone ikke har ligget i en dobbeltseng, men i to separate senge. Inger Marie fortalte videre, at i den tid, hun havde været hos Peter Sørensen, havde der i soveværelset kun sovet hende samt husfaderen og hans kone. I efteråret 1914 havde hun ikke sovet i soveværelset, men på en chaiselong i dagligstuen.

Inger Marie sagde, at Peter Sørensen før hun var fyldt 11 år havde forsøgt at få samleje med hende. Han havde vækket hende om natten og sagt til hende, at det han nu ville gøre, måtte hun ikke fortælle til nogen, for så ville politiet komme efter hende. Det var ikke lykkedes for ham denne gang at fuldbyrde samlejet. Men senere var det sket flere gange.

Politimester Hattensen (billedet til venstre) spurgte nu, hvorfor hun ikke havde sagt noget til sin mor. Hertil svarede hun, at indtil første maj 1912, da hun flyttede fra adoptivforældrene, havde hun ikke været hjemme hos sin mor, der også kun havde besøgt hende to gange. Hun var i øvrigt bange for plejeforældrene, og derfor havde hun ikke turdet sige noget. Hun erkendte, at hun kun i begyndelsen havde gjort indsigelser, men efterhånden accepterede hun tingenes tilstand.

Det var også tilfældet, da hun sidste efterår (1914) var hjemme på Hjertingvej. Da havde hun sovet på chaiselongen i dagligstuen, fordi hun havde sagt til Peter Sørensen, at hun ikke ville dele seng med ham. Men alligevel havde han misbrugt hende en tre fire gange dette efterår.

Derefter kom Inger Maries mor, Jensine Kristine Nielsen i forhør. Hun havde været gift med arbejdsmand, Peter Kristian Nielsen, der adskillige gange var blevet straffet for tyveri. Sidste gang var han blevet idømt tugthusarbejde, og derefter havde fængselsselskaberne og hans forsørgelseskommune, der var Nr. Felding, hver betalt halvdelen af omkostningerne ved at få ham til at udvandre til USA. To år senere var hun blevet skilt fra ham.

Efter mandens afrejse havde Nr. Felding kommune måttet tage sig af børnene, og Inger Marie var blevet anbragt hos en gårdmand i Mejrup. Hun havde det ikke godt der. Hun forlod gården og overnattede to nætter under åben himmel. Sagen blev omtalt i den socialdemokratiske avis i Holstebro, hvilket medførte, at redaktør, F.S. Frandsen ved Socialdemokraten i Varde og værgerådet i Nr. Felding fik hende anbragt hos Peter Sørensen og denne kone. De adopterede senere Inger Marie.

Før hun i 1914 kom i tjeneste hos en pastor Bach, havde moderen fået at vide, at hun delte seng med adoptivfaderen, og at Peter Sørensen havde misbrugt hende. Dette havde hun fortalt til pastor Bach, der dog frarådede hende at gå til politiet, da det ikke ville føre til noget.

Inger Marie forlod nu pladsen hos pastor Bach, og kom til moderen, der var husbestyrerinde, hos en gårdmand i Rindum. Moderen henvendte sig til den stedlige sognerådsformand, og spurgte ham, hvad hun skulle gøre, da Inger Marie ikke kunne blive i sine pladser. Sognerådsformanden mente, at Inger Marie skulle vende tilbage til sine adoptivforældre, men så fortalte moderen om Peter Sørensens misbrug af Inger Marie, og det meldte sognerådsformanden til politiet.

Politimester Hattensen spurgte nu moderen, om Inger Marie var normal? Hertil svarede moderen ja bortset fra, at hun altid rømte af gårde, og når hun fik lov til at gå ud, så blev hun væk i flere dage.

Herefter kom Peter Sørensen i forhør. Han var ustraffet, og havde været gift tre gange. Han havde i alt ni børn, heraf tre med den sidste kone. Den yngste var fem år gammel. Det var hans kone, der i Varde Socialdemokrat havde læst om Inger Marie, og hun ønskede nu, at de skulle give hende et bedre hjem. Via redaktøren for Socialdemokraten i Varde og formanden for værgerådet i Nr. Felding fik Peter Sørensen og hustru Inger Marie i pleje, og fire måneder senere fik de lov til at adoptere hende. Peter Sørensen erkendte, at Inger Marie havde delt seng med ham, fra hun kom som ni årig, og indtil hun ved 14 års alderen kom ud at tjene. Hun havde ikke delt seng med ham, da hun var hjemme i efteråret 1914. Peter Sørensen afviste som det pure opspind, at han skulle have stået i forhold til Inger Marie, der dog fastholdt sin påstand, og Peter Sørensen blev varetægtsfængslet.

Den 11/6 blev en lejer hos Peter Sørensen, Else Lauridsen taget i forhør. Hun havde boet til leje i Peter Sørensens hus, der havde en lejlighed i stueetagen og to værelser på loftet. Det andet værelse på loftet havde været lejet ud til en syerske, der havde boet der i et års tid.

Else Lauridsen fortalte, at hun ofte havde passet Peter Sørensens kone, da denne i efteråret 1914 var blevet syg, men hun havde ikke bemærket noget usædvanligt mellem Peter Sørensen og Inger Marie. Hun vidste, at familien bestod af Peter Sørensen, dennes kone, plejedatteren og en dreng på fem år, der var født et halv år før hun var flyttet ind i værelset på loftet. Hun vidste ikke noget om, hvordan familien fordelte sig i sengene om natten. I efteråret 1914 havde hun set, at Inger Marie sov på chaiselongen i stuen, men hun kunne ikke huske, hvor mange dage Inger Marie havde opholdt sig i hjemmet. Hun vidste ikke andet om Inger Marie, end at hun ofte forlod sine pladser, men i øvrigt havde hun ikke hørt noget ufordelagtigt om hende.

Samme dag d. 11/6 kom gårdejer Søren Sørensen fra Tinghøj i forhør. Inger Marie havde tjent hos ham fra 1/5 1912 til 1/11 1914. De to første år havde han været godt tilfreds med Inger Marie, men det sidste halve år var hun blevet upålidelig og løgnagtig. Når hun fik lov til at gå ud, blev hun væk også om natten! I august 1914 havde hun været borte i tre dage, og da havde han aftalt med hende, at hun skulle forlade pladsen d.1/11 1914.

Mens Søren Sørensens kone havde været indlagt på sygehuset i Varde havde Inger Marie stjålet nogle flasker saft. Hun havde nægtet tyveriet, indtil der blev fundet tomme flasker i hendes seng. Søren Sørensen mente ikke, at Inger Marie var utilregnelig, men "at hendes aandelige Udvikling ikke stod i Forhold til hendes Alder".

Da Inger Marie var kommet tilbage efter de tre dages forsvinden, havde hun fortalt Søren Sørensens søster, der bestyrede huset, mens konen var indlagt, at nu skulle hun (Inger Marie) til læge, for hun var ikke kommet af med sit vand i tre dage. Et besøg hos lægen i Varde afslørede det som noget sludder, og lægen fortalte i den sammenhæng, at Inger Marie tidligere havde været hos ham, og var da kommet uden at have undertøj på.

Senere blev det opdaget, at hun havde stjålet noget linned fra Søren Sørensens kone. Søren Sørensen mente, at Inger Marie ville til læge for at få en tur til byen. Han kendte i øvrigt intet til forholdet mellem Peter Sørensen og Inger Marie, men han havde bemærket, at Inger Marie ikke havde megen respekt for Peter Sørensen.

I samme retsmøde fremstod nu fattigårdsbestyrer Kreilgaard fra Varde. Han fortalte, at samme dag, som sagen begyndte i politiretten, altså d. 8/6, var Inger Marie blevet indbragt på fattiggården i Varde af et sognerådsmedlem fra Rindum. Efter forhøret var hun atter blevet afleveret på fattiggården, da hendes forsøger og adoptivfar var forsørgelsesberettiget i Varde. Hun var samme dag forsvundet, men politiet havde fundet hende og bragt hende ind på fattiggården.

Kreilgaard kunne berette, at Inger Marie havde fortalt nogle af fattiglemmerne, at hun var gravid, og at Peter Sørensen var far til barnet. Kreilgaard havde ikke kendt Inger Marie, før hun kom på fattiggården, men han mente, at hun var "moralsk fordærvet", fordi hun havde fortalt et af de mandlige lemmer, at de to skulle giftes og at han skulle ligge hos hende.

Inger Marie fremstod nu igen, men svarede ikke på Kreilgaard udsagn om hende, men gentog sine anklager mod Peter Sørensen.

Så blev Peter Sørensen atter taget i forhør. Han fortalte nu, at når Inger Marie delte seng med ham, så var det fordi konen havde tuberkulose, og det derfor var bedst at Inger Marie sov hos ham, for så kunne hun bedre holde varmen om vinteren. Han var vant til at dele seng med sine døtre, indtil de var 14 år. Han afviste at have misbrugt Inger Marie, mens hun sov på chaiselongen i stuen. Peter Sørensen mente, at når Inger Marie rettede sådanne anklager mod ham, så var det, fordi han havde pryglet hende, da hun forlod pladsen hos Søren Sørensen til november 1914.

Peter Sørensen sagde videre, at da Inger Marie kom hos dem, var det blevet sagt, at han ikke måtte lade moderen få samkvem med hende for tit, og derfor havde moderen kun besøgt Inger Marie to gange. Da Inger Marie under sit ophold på Møllegården i Sdr. Varde havde opført sig særdeles slet, havde han skrevet til moderen, at han overvejede at overgive hende til værgerådet.

Efter retsdagen d. 11/6 var politimester Hattensen blevet så meget i tvivl om Inger Maries anklager mod sin adoptivfar, at han blev løsladt fra varetægtsfængslet. Men han fik ingen erstatning for uberettiget fængsling.- Det kom først med retsplejeloven i 1916.

I et forhør 16/6 kom det frem, at ud over tøjet og saften hos Søren Sørensen, så havde Inger Marie også stjålet sko, strømper og syltetøj hos Ingvard Jepsen på Møllegården i Sdr. Varde, da hun tjente der i foråret 1915. Desuden havde hun stjålet sko hos skomager Lauridsen i Varde, hvor hun havde fået lov til at prøve et par nye sko, men hun var gået sin vej og ikke kommet tilbage for at betale skoene.

Inger Marie erkendte alle tyverierne både hos Søren Sørensen, Ingvard Jepsen og skomager Lauridsen. Hun vedgik også at have forladt fattiggården efter forhøret 8/6. Hun var som nævnt blevet bragt tilbage af politiet, men søndag d. 13/6 var hun igen gået sin vej og var først kommet tilbage ved politiets mellemkomst to dage senere. Men hun ville ikke fortælle, hvor hun havde tilbragt de to dage.

D. 19/6 lod politimesteren indskrive i politiprotokollen, at han ikke kunne få svar på sine spørgsmål. Inger Marie klappede i som en østers og sad tavs og stirrede frem for sig. Hun havde nægtet at lade sig undersøge af en læge for at få konstateret, om hun var med barn? Samme dag afsagde politimester og dommer, Hattensen dom om, at Inger Marie skulle undersøges af en læge. En undersøgelse, der viste, at Inger Marie ikke var gravid.

Den 21/6 var Peter Sørensens to ældre døtre i forhør. Den ene boede i Varde, den anden i Ringkøbing. De mente, at Inger Marie var både løgnagtig og upålidelig. De fortalte, at de på grund af pladsmangel begge havde sovet hos deres far, indtil de nåede konfirmationsalderen. Men han havde aldrig gjort tilnærmelser til dem.

I samme retsmøde tilstod Inger Marie nu, at hun havde løjet om Peter Sørensen, og hendes formodede graviditet stammede fra to forhold, dels til en soldat fra sikringsstyrken, der var indkvarteret på hotel Platzborg, dels til skomager Christiansens søn.

Begge disse personer blev nu hentet og konfronteret med Inger Maries beskyldninger. Begge nægtede at have haft med Inger Marie at gøre, og hun bekendte, at hun også her havde løjet.

Den 24/6 sagde Inger Maries biologiske mor, at hun virkelig havde troet, at datteren var gravid, og at faderen var Peter Sørensen. Da datteren havde fortalt hende, at hun var gravid, så havde hun sagt til sin datter, at hun skulle gå tilbage til Peter Sørensen. Men Inger Marie havde da svaret at hun ikke ville se "det gamle Svin" igen. Derfor havde hun troet på pigen, selv om hun vidste, at datteren ikke altid fortalte sandheden.

Hun havde besøgt datteren to gange hos Peter Sørensen, og var af den overbevisning, at selv om Inger Marie for det meste var overladt til sig selv, så var hun ikke blevet behandlet dårligt.

Ingen af de personer, som Inger Marie havde stjålet fra, krævede erstatning eller ønskede Inger Marie straffet for sine gerninger.

Den 2/8 sluttede politimeter og dommer, Hattensen sagen med at sende Inger Marie tilbage på Varde fattiggård med besked om, at hvis hun igen forlod denne, så ville sagen mod hende blive genoptaget, og så kunne hun blive straffet.

Men Inger Marie blev næppe længe på fattiggården. På en fortegnelse over beboerne fra 1916 figurerer hun ikke. Hun er uden tvivl blevet sendt ud at tjene, så hun ikke skulle ligge det offentlige til byrde.

Hermed forsvandt Inger Marie ud af historien og vil kun blive genfundet ved en tilfældighed. Hun var ikke i folketællingerne for Varde i 1916 og 1921. Hvordan det gik hende senere i livet, kan man kun gisne om. Hun var ikke ønsket af forældrene, og var vokset op med en kriminel far samt en mor, der ikke magtede (eller ville?) at tage sig af hende, da faderen blev sendt til Amerika. Hun kom ud blandt fremmede og skabte sig en tilværelse ved bevidst eller ubevidst at danne sine egne normer om sandhed og ejendomsret.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.