Til sidebund

Erindringer fra min barndom og første ungdomsår.


De første sansninger - - -.

Det er svært at tidsfæste nøjagtigt, hvor langt jeg kan huske tilbage. Men de allerførste erindringer må gå til engang i 1936, jeg har da været omkr. tre år gammel. Jeg husker, jeg blev hjulpet i tøjet om morgenen og kom ud på fodergangen i den nye stald. Et relativt sikkert sted foran køer og nede i den anden ende ungkreaturer. Stalden blev bygget med bliktag i 1934, lige efter krisen, og rummede foruden de nævnte båse til kreaturer, hestestald, bagved køerne svinestier, kalvebokse og igen plads til ungdyr, dog uden fodergang. Loftet var med hvælvinger med masser af plads til hø, halm og evt. utærsket korn ovenpå.


Til november 1937 kom min ældste bror, Milter, i mejerilære på Henne mejeri, der lå i Stavsø, en 3-4 km hjemmefra. Han havde tjent på forskellige ejendomme som dreng og nykonfirmeret, ville i grunden gerne have taget en boglig uddannelse (måske til lærer?), men det blev ifølge min far ikke til noget grundet hjemmets økonomi.


Novemberdag var altid en begivenhed, fordi vi skiftede medhjælp. Det kunne også foregå til maj, men 1. november var den store skiftedag. I mange år havde vi både karl og pige, men da Arnfred og Karl Erling blev konfirmerede i 1937 og 39, overtog de karlens arbejde på skift og var i almindelighed hjemme et år ad gangen. Jeg har senere fået at vide, at den ordning med, at mine brødre skiftedes til at være hjemme i virkeligheden var et krav fra mor. Efter mange år med fremmed medhjælp var hun træt af den og ønskede sine "egne" i stedet for. Det blev ikke altid til lykke hverken for den ene eller anden part, men de kom om ved det, som man sagde på vestjysk. Naturligvis hang det sammen med, at de begge valgte at uddanne sig til landmænd. Ligeledes da Grethe, min eneste søster, voksede til, forsvandt pigehjælpen i de år, hvor hun kunne være hjemme. Hun blev konfirmeret i 1943.


Mit barndomshjem Stortoft
Mit barndomshjem Stortoft

Ejendommen kaldet "Stortoft" blev købt af mor og far i 1921 med gamle, stråtækte bygninger. Den er i sin tid udstykket fra 3a, Bollerup Nielsens ejendom. Jeg ved ikke, hvor navnet stammer fra, men det kan skyldes, at der var en ældre naboejendom, som var mindre og altid var blevet kaldt "Lilletoft". I min barndom og ungdom ejedes den af Peder Andreasen. Nu bor der en tysk kunstner fra Berlin om sommeren.


Stuehus, stald og lade var sammenbygget og udgjorde en trelænget ejendom med en lille gårdsplads i midten. Laden blev udvidet ret tidligt, i 1925, og indeholdt foruden lo med tærskeværk, plads til korn og halm, en kørelade med porte i hver side, så et spand heste med vogn akkurat kunne komme igennem. Høje porte mod nordsiden og lave mod gården. Efter den var der plads til utærsket korn og i enden var der et karlekammer og tørvehus til klyne. - Stuehuset var lille, smalt og som stald og lade med stråtag. Vi havde dog elektrisk lys, hvad bestemt ikke var nogen selvfølge dengang. Det kom fra et lille jævnstrømsværk i Outrup. Fra øst var der soveværelse og et lille barnekammer, senere pigeværelse, forstue med den "pæne" dør ud, herfra var der adgang til køkken og spisestue eller den "pæne" stue. Fra spisestuen var der dør til køkken og den "lille" stue, som lå i forlængelse af spisestuen. Herfra var igen en smal dør til køkkenet. Fra køkkenet kom man ud i bryggerset, hvor der var gruekedel, i mange år endda to, adgang til et lille spisekammer, der ligesom var taget fra bryggerset. Endelig var der dør ud til stalden og til karlekammeret mellem stue og hestestald. Her kunne akkurat stå et skab og to senge. I mange år èn til karlen og èn til mig.


Landbruget, som mor og far købte, var oprindelig på 22 tdr.land. Senere købte og opdyrkede far 8 og 10 tdr. land hede beliggende to forskellige steder. I daglig tale blev de kaldt den gamle og den ny hede. Det gik vist alene på tidspunktet for opdyrkningen. Ældre brødre har fortalt mig, at min mor var meget imod købet og opdyrkningen af den ny hede, fordi hun mente, den ville kræve for meget i form af arbejde og gødning, og den ville i mange år fremover kun give et beskedent udbytte. "Den (heden) vil vi aldrig selv få fornøjelse af ", skal hun have sagt. Min mor fik ret i sin vurdering, der gik rigtig mange år, før man kunne sige at den ny hede gav et "overskud". Helt bortset fra arbejde og tidsforbrug. Omkr. 1930 var der i alt ca. 40 tdr. land til gården, og det blev dengang anset for at være en rimelig størrelse på et landbrug, selv om jordens bonitet ikke var den bedste. - Min mor har fortalt mig, at i 1938 og 39 fik vi det mærkbart økonomisk bedre efter krisen fra 1929 til 33. Vores hjem var spartansk udstyret, vi havde komfur i køkkenet, kakkelovne i den lille og den pæne stue, dog fik vi i den sidstnævnte kamin omkring 1940. Den var ny og skulle være en bedre varmekilde. Den stue blev kun opvarmet ved særlige lejligheder og ved højtider. - Under krigen blev nogle møbler skiftet ud, andre forbedret, og vi fik en divan og en bogreol i den lille stue. Jeg husker det som et rart og hyggeligt hjem, tænkte ikke på, vi manglede noget. Udstyret var da også bedre end i de fleste hjem i nærmeste omegn. - Men naturligvis var det koldt en vintermorgen, når vi skulle op og af sted i skole. Krigstidens dårlige brændsel gjorde ikke det problem mindre, da man så ikke kunne fyre "over", d.v.s. holde ilden vedlige natten igennem.


Landbruget gav rytmen i hverdagen, og årstider betyder meget i et landbohjem. Jeg er præget af det og lever stadig meget med i årstiders skiften. Forår og sommer derhjemme står for mig i en særlig glans. Vi var naturligt meget ude både til leg og arbejde. Jeg gemte ikke på de store anlæg for landbruget, men hjalp dog til i mark og stald, selv om mine ældre brødre, kaldet de "store" af min søster og mig, anså mig for at være doven og uduelig. Sandheden var vel, at jeg ikke interesserede mig for landbruget og derfor helst ville være fri. Enkelte sejre blev det dog til: På min otte års fødselsdag vaskede jeg selv alle mejerispande med tilbehør og vendte spandene op på tørrestativ - men - ingen lagde vist mærke til det! - Jeg var en underlig fantasifuld dreng, der som den yngste var meget overladt til sig selv og kunne få mange stunder til at gå i eget selskab. -


Den afgørende begivenhed i mit liv - som i så mange andres af den generation - var krigsudbruddet 1940. Jeg husker et træk fra få dage før: Far og jeg var til mølle, og flere mænd sad på sække med nymalet korn og drøftede tyskernes eventuelle angreb på Danmark. Far troede ikke, at de (tyskerne) ville komme. Jeg tror, han efter 30-erne nærmest var radikal og i hvert fald klart modstander af en krig mod Tyskland. - Men tyskerne kom, og far blev chokeret. Jeg ser ham tydeligt for mig, da han gik og striglede køer, tirsdag d. 9. april. Han græd indvendig. Det gjorde mange. Mor huskede og tænkte meget på krigen 1914 -18, hun håbede ikke, at denne blev ved ligeså lang tid.


Min mor            Min far
Mine forældre.

Vi havde en rimelig god radio og kunne følge begivenhederne gennem den. Pressens Radioavis kom hver dag kl. 12 og kl. 19. Mor og far var ivrige lyttere og ønskede ro i den lille stue ! Den daglige avis var "Vestkysten", der kunne hentes på stationen om aftenen ved 6-toget for at undgå at vente til den alm. postomdeling næste dag. - Allerede den 9. april nåede tyske tropper til Henne, mange fortsatte nordpå, men en del blev indkvarteret, fordi vi boede så nær kysten, 7-8 km fra Henne strand. Forsamlingshuset og Henne stations kro blev taget med det samme, dertil en række beboelseshuse i Henne til officerer, stabe og lign. Områdets øverstbefalende (kaldet generalen) logerede i Henne. I fulde fem år til efter den 5. maj 45 levede vi altså med de tyske soldater omkring os i hverdagen.


Familien Bjerg i 1939
Familien Bjerg i 1939.

Samme år (1940) var der planer om, at jeg skulle begynde i skole til maj. 2. læreren, Th. Johansen, havde været i mit hjem og foreslået, at jeg startede som seksårig, da holdet det pågældende år var meget lille og det næste ret stort. Jeg fyldte syv år i september og kunne efter gældende regler lige gå med, men jeg blev meget ked af det. Havde ikke lyst til at komme i skole, havde ikke lært alfabet el. lign. som mange andre bl.a. vores nabopige, Anna, der dog også viste sig at være meget dygtig i skolen. Senere opgav mor, far og Johansen ideen, jeg ved ikke hvorfor, - - dengang protesterede man ikke! Men jeg var meget lille i forhold til min alder, så måske - -. Jeg fik lov at vente et år, i dag ville jeg være blevet betegnet som "umoden", hvilket er et pænere udtryk for barnlig. Var som den yngste blevet ladt i fred for pres om udvikling.


Det første krigsår var meget sejrrigt for tyskerne. Der var ikke mangel på varer, mange hamstrede (samlede forråd ved store indkøb). Mor gjorde det kun i ringe grad, hvad der siden ærgrede hende meget. Også fordi hun - som nævnt - syntes, at familien nu havde bedre råd til de daglige fornødenheder. 1941-42 blev den første af de berygtede krigsvintre, der måske - betragtet tilbageskuende - var naturens bidrag til, at tyskerne blev slået, især i Rusland. - En noget kølig majdag i 1941 blev min første skoledag. Vi skulle møde kl. 13, og far var med. Jeg havde fået nyt sommertøj i dagens anledning. Et nyt livsafsnit var begyndt. -


Tidligt i krigsårene kom de første rationeringer på kaffe og sukker. Senere blev praktisk taget alle varer rationeret. Kort med små mærker til afrivning ved køb uddeltes. Mor og fars hverdag under krigen var vel som for de fleste på landet. Mor havde travlt i hus og om sommeren også i have. Hun ville gerne "se" avisen, når den kom, men gav sig også tid til at læse bøger. Hun var absolut èn af de flittigste lånere i det lille bibliotek i Dyreby skole. Far var med i mark og stald, efter mine ældre brødres vurdering var han dygtig til arbejdet og næsten altid i god tid med alting. Ved siden af det daglige havde han mange tillidshverv. Var medlem af en række bestyrelser, sad i Andelskassen en gang om ugen og var i mange år formand for Brugsforeningen.


Sammen førte mor og far en betydelig selskabelighed, de havde en stor omgangskreds. Folk på landet kom meget sammen dengang. Dels var der nogle få hjem, hvor de kom uanmeldt hos hinanden og dels en større kreds, hvor de kun kom efter indbydelse. Dette gjaldt mindst èn gang om året, de såkaldte vintergilder. Oprindeligt samledes man til kaffebord, men under og efter krigen blev det mere almindeligt med spisegilder.


Fælles var mor og far også om en grundfæstet interesse for kirke og præst. Sognet havde gode, unge præster, der jævnligt kom i vort hjem. Særligt husker jeg H. Dons Christensen (den senere biskop over Ribe stift) og Kr. Kold Jensen, der begge var grundtvigianere præget af Tidehverv. Kirkegang hver søndag var en naturlig ting. Når vi havde sunget morgensang søndag morgen, spurgte far, hvem der ville med i kirke? Jeg husker det sådan, at der altid var nogen. Under krigen blev det efterhånden et spørgsmål om cykler. Ikke alle kunne komme af sted, fordi vi ikke havde ordentlige cykler nok. Afstanden til Henne Kirke var over 4 km, så cykler var nødvendige.


Mor og far tog til folkelige møder - som regel igen på cykel - der kunne være langt, f. eks. til Varde eller Ølgod. De "vestjyske skolemøder" fulgte de år efter år i to dage. Før og i begyndelsen af krigen blev også de kendte "Blåbjergmøder" afholdt. Det var friluftsmøder ved foden af højdepunktet. Der samledes mange mennesker fra et stort område til et par foredrag og fælles sang på en søndag eftermiddag.


Far var i mange år til sin død i 1957 afløser for kordegnen ved Henne kirke. Han havde en smuk basstemme, og hans salmekendskab var meget omfattende. Han havde en stilfærdig og god måde på det i kirken. Var påskønnet af mange, også fra Indre Mission. Min barndom var præget af, at de fleste af vore naboer var missionsfolk. De nærmeste hørte til en kreds af Indre Mission i Outrup. Lidt fjernere boede familier, der sluttede sig til den noget strengere Luthersk Mission. De købte i øvrigt langt senere Henne forsamlingshus til mødested. Det hører med i denne forbindelse, at de to børn, jeg legede mest med de første år, var Kirsta og Kristian fra vort nabohjem, der tilhørte Indre Mission.


Mors og fars "bygang" gav ofte et problem om vinteren, fordi min søster var ude som barnepige i nabolaget, og jeg var bange for at være alene hjemme. Men vi fandt da ud af det, selv om jeg tit græd over det. Somme tider klarede vi det ved, at jeg gik med min søster til det hjem, hvor hun skulle passe børn. Problemet forsvandt først, da jeg blev en halv snes år, omkr. 1943.

Det sidste krigsår var for mit vedkommende præget af min lange skolevej til Hjulsager fra april 44 til sommerferien 45.

Fra hjemmet står især to begivenheder stærkt i min hukommelse:

  1. Københavnske arbejdere, der kom til Vestjylland for at bygge tyske befæstningsanlæg fra efteråret 1943.
  2. Indkvartering af tyske soldater fra februar til september 1944.

De københavnske arbejdere skulle indkvarteres privat på gårde, ejendomme og i huse. Vi skulle have to, jeg ved ærlig talt ikke, hvordan denne tildeling blev foretaget, men der var andre, der havde èn eller tre. Mor og far fik lov at henvise dem til et forladt karlekammer uden varme i enden af laden ved siden af tørvehuset. Dengang var det ikke urimeligt, men man kan roligt fastslå, at det var beskedne forhold uden adgang til bad og toilet! Den anden mulighed for disse arbejdere var at bo i barakker i nærheden af arbejdspladsen, og det var naturligvis ikke mere ønskværdigt. De var - mod en beskeden betaling fra tyskernes side - på fuld kost. Varm mad, når de kom hjem om aftenen, morgenmad og en stor madpakke med. Det var en betydelig arbejdsbyrde at lægge på mor, og hun var tit vred over det. Men den mentale modsætning mellem københavnere på den ene side og vestjyder på den anden var det egentlige problem. Dertil kom, at man næppe kunne stole på nogen af dem, jeg fik som barn ikke viden om konkrete afsløringer, men jeg ved fra eftertiden, at de fandt sted. Endelig var de to arbejdere meget forskellige, den ene var tyskvenlig og havde stået sabotagevagt i København ved store fabrikker, mens den anden foregav at være en frihedskæmper, der lavede små "numre" ved fæstningsarbejdet. Han sagde, han for en tid havde "gemt" sig i området, fordi han var forfulgt. Hvor meget, der var om snakken, ved jeg ikke. Han rejste i hvert fald ret pludseligt, - sandsynligvis grundet uregelmæssigheder på arbejdet. Den anden blev til sidst i januar, hvor vi "slap" af med ham, fordi vi i stedet skulle have tyske soldater indkvarteret.


Mit hjem ligger i Over Fidde ikke langt fra Henne Strand. Dette område fik i de første måneder af 1944 en tæt belægning af tyske soldater på ejendommene. Angiveligt var årsagen, at den tyske overkommando frygtede en invasion på Vestkysten. Derfor blev de mange befæstninger lavet og senere store troppestyrker tilført. - Mit hjem skulle afstå en ende af stuehuset med soveværelse, pigeværelse og gang med den "pæne" dør ud. Desuden fik vi fire heste i stalden og to hestepassere, der kom til at bo i det kolde karlekammer, som de københavnske arbejdere havde forladt! Men tyskerne satte en primitiv ovn op både i soveværelse og kammer med skorsten ud af vinduet. Utroligt at det gik godt, der var stråtag både på stuehus og lade ! Vaskeplads blev indrettet uden for tørvehuset, ikke langt fra en brønd med pumpe, som var blevet etableret et par år før krigen for at få vand af bedre kvalitet og for vanding af kvæg. Endelig forlangte tyskerne et lokum, das eller hvad man kaldte det. Et lille træhus med bænk, rundt hul og spand blev indrettet. Det overlevede krigen og blev brugt resten af tiden, mor og far var på ejendommen.


Soveværelset blev indrettet til infirmeri, og pigekammeret blev undersøgelses-, sove- og opholdsrum for sanitetsmanden, der var underofficer. Mor var især bange for, at vi ad den vej skulle få smitsomme sygdomme til hjemmet, men den frygt skulle vise sig ubegrundet. Soldater med sådanne sygdomme blev holdt isoleret andre steder. Det gjaldt naturligvis ikke alm. forkølelse og influenza. Som tiårig blev jeg anset for en "lille" dreng og kunne praktisk taget gå frit imellem de tyske soldater. Jeg fik et særligt nært forhold til sanitetsmanden og den gl. hestepasser, der havde en grad, der vel svarede til en dansk korporal. Han var der i alle ni måneder. Langt de fleste tyske soldater var venlige, og mit hjem behandlede dem godt. Mor sagde, at havde hun sine drenge som soldater i et fremmed land, ville hun ønske, at en mor der var god mod dem. De ville gerne købe æg for 10 øre pr. stk. ! Spille med et bordtennisspil, vi havde fået kort før krigen med tysk brugsanvisning, og jeg husker, at på enkelte punkter kunne de fortælle, at der ikke havde været spillet helt efter reglerne. - Jeg tænkte ikke over det dengang, men de må have kedet sig gudsjammerligt!


På infirmeriet var der naturligvis stor udskiftning efter småskader med et ben eller en finger. Enkelte var mere langvarigt syge. Det var nerverne efter hårde slag i Rusland, hvor de tyske tropper havde tabt slag på slag og lidt svære tab af nære kammerater. Særligt husker jeg to soldater, der var kommet fra østfronten. Den ene var helt ødelagt, men når han ellers var ædru, ville han godt fortælle om sine oplevelser. Den anden var lidt mere forfinet, havde vist også en lav grad og mange militære udmærkelser. En dag, jeg var alene med ham, trak han sine støvler af og viste mig, at alle tæerne var frosset af i den hårde russiske vinterkulde. - Et meget specielt tilfælde var en forholdsvis lille, noget ældre soldat på 27 år. Han talte dårligt tysk, fik vi at vide. Jeg tror ikke, vi selv kunne høre det. Han var fra det vestlige Rusland, vistnok Ukraine. Altså i virkeligheden var han krigsfange, men var ikke blevet taget til fange i kamp. Han var deserteret fra den russiske hær under den tyske fremrykning i 1941-42. De tyske soldater lod ham passe sig selv, men det var tydeligt, at de ikke regnede ham for noget som helst. Hvordan han var havnet i Henne, ved jeg ikke, men jeg har tit og ofte spekuleret på, hvad der mon blev af ham. Blev han brutalt skudt ved krigens slutning, selv om han bar tysk uniform? Han var på infirmeriet i flere uger, hvis ikke der var tale om måneder. -


Disciplinen i den tyske hær var berygtet. Jeg har oplevet episoder, hvor tyske officerer og underofficerer optrådte helt urimeligt strengt. Min far sagde, at han ikke kunne tage, at de "skabte" sig helt overdrevent. Set med tilbageblik havde den strenge disciplin sine gode sider. Da de tyske soldater forlod vort område i september 1944, ødelagde de ikke noget. De drog på ingen måde "hærgende" bort. Det samme var tilfældet, da de definitivt forlod landet efter krigsafslutningen i maj 45. - Den almindelige lettelse over, at krigen var forbi, og soldaterne efterhånden forlod landet, var nok så stor og fremherskende, at mange glemte at tænke på, hvor galt det kunne være gået til sidst med plyndringer, ødelæggelser og lignende. - Det står mig ikke klart i erindringen, om almindelige mennesker som mor og far fik en lille erstatning efter krigen for den overlast hjemmet - trods alt - var udsat for? ?


Sommeren 1945 er ofte blevet kaldt befrielsessommeren. Den tyske besættelse ophørte d. 5. maj kl. 8, og naturligvis var det en stor lettelse. Alt skulle blive som før! Men jeg tror, den første tid blev skuffelse for mange. Krigen havde ændret meget i sind og tanke, så alting kunne netop ikke blive som før. Under krigen havde der været et "indre" sammenhold fremkaldt af de tyske troppers tilstedeværelse, rationering af varer, spærretid, manglende politi, utryghed i almindelighed og en række andre forhold, som krigen havde ført med sig. Mennesker søgte sammen privat og til møder, hvor der blev sunget og hørt foredrag. De danske sange fra Højskolesangbogen fik en opblomstring, måske den sidste? - Karl Erling var karl hjemme, Grethe var dels hjemme og dels hos Niels H. Thomsen i Dyreby, og jeg begyndte på Nr. Nebel realskole til august.


En stor begivenhed var nært forestående. Den 25. november kunne mor og far fejre deres sølvbryllup. De blev altså gift kort efter 1. verdenskrig i 1920. Festen skulle holdes på Henne kro, der havde været benyttet af tyskerne under hele krigen og var stærkt nedslidt. Men den blev noget istandsat i løbet af sommeren, så vi kunne holde familiefest i rimelige rammer. Kuvertprisen var 6,00 kr. en forhøjelse på 50 øre i forhold til tidligere fester. Prisen indebar middag, kaffe til de unge ved 20-tiden, og natmad til alle ved festens afslutning. Hjemmet skulle så selv sørge for kød, kartofler, gulerødder, grøntsager i det hele taget og mange andre naturalier. Kogekonen var lønnet, men den øvrige medhjælp og "skaffer" fik kun en beskeden påskønnelse for deres arbejde. Der var inviteret ca. to hundrede mennesker, alt hvad salen kunne rumme. Som spillemænd havde vi Ejnar, Karl og Hans, kaldet "æ Tinuser" efter deres far, der også havde været spillemand i Vrøgum. Karl spillede klaver, Hans violin og Ejnar trækbasun og trommer. De var gode til at skabe fest, magtede både at underholde ved middagen og spille til dans. Når de ældre havde danset et par timer, "løste de unge af". De var kun med om aftenen, men der kunne godt komme en 40-50 unge fra et lille sogn som Henne. - Der kunne skrives meget om selve "dagen" med morgensang hjemme på "Stortoft" og selve festen, der begyndte kl. 12 og forløb meget fint. Men en række detaljer er nok alligevel uden interesse for eftertiden! Jeg var som den yngste af børnene 12 år og min søster 16. I modsætning til mine søskende fik jeg ikke noget nyt tøj, men måtte optræde i noget gammelt, der ikke passede mig ret godt længere! Det skal dog tilføjes, at det - så kort efter krigen - var meget svært at skaffe ordentligt tøj.


Arnfred var blevet indkaldt til militærtjeneste d. 11. november i Randers og kom hjem på orlov i drejlstøj. Men han havde dog tilladelse til at klæde sig i civil til festen. Milter var på Ladelund Mælkeriskole, hvor han skulle afslutte med eksamen for at kvalificere sig til at søge bestyrerpladser. Karl Erling tog en ekstra vinter hjemme grundet Arnfreds militærtjeneste.


Mine fire år på realskolen har jeg skrevet om i en artikel for sig. Men det hører dog med i denne forbindelse, at mor og far på den ene side var spændte på, om jeg kunne følge med, og på den anden side havde en forventning om, at jeg kunne være en del til hjælp hjemme. Der var naturligvis indbygget en modsætning i dette forhold! Jeg må også tilføje, at jeg sprang 5. kl. over og kom fra en skole, hvor undervisningen grundet krigen havde været meget mangelfuld. Så der var god grund til den første bekymring, og jeg tror, det var en lettelse, da jeg til efterårsferien kom hjem med den første karakterbog, mg i gennemsnit stod der. Selv om jeg blandt 26-27 elever sikkert lå i den svageste halvdel, kunne resultatet ikke forventes bedre. Far var tilfreds og den halve friplads sikret!


Hestene med to føl på gårdspladsen
Hestene med to føl på gårdspladsen.

Med hensyn til at hjælpe til hjemme blev jeg sikkert en skuffelse både for karlen og mine forældre. Jeg havde ikke lyst til landbrug, var lille af vækst og havde få kræfter. De første to år rejste jeg med tog til Nr. Nebel sommer og vinter, kunne være på Henne st. ved 15,15-tiden og hjemme et kvarter senere. Om lørdagen fik vi fri et par timer før og kunne nå et tog tidligere, så den dag kom jeg tidsnok hjem til at hjælpe med at tærske! - Det var mors lov, at lektier skulle klares før aftensmaden ca. kl. 18,30, da alle kom ind. Om vinteren til en lille varm stue, hvor radioen var tændt for nyheder og andet, så der var ikke ro til lektielæsning. I kammeret, hvor jeg sov i en seng for enden af karlens, var der ikke noget bord og ingen varme. - Men på søndage, fridage og i ferier hjalp jeg meget til. Fik lært at malke, vaskede spande, hentede hø og halm på loftet over stalden og væltede det ned gennem lugen foran køerne. Om sommeren hjalp jeg til ude med alt forefaldende arbejde. Lægge kartofler, så kunstgødning, korn og senere roer, grave klyne op i tørvemosen, tynde og hakke roer. Var med i travlheden i hø - og kornhøsten, og om efteråret tog vi de mange kartofler op. Ikke uden stolthed fik jeg de sidste år lov at køre læs med møg op på den ny hede, men jeg nåede aldrig at komme til at køre selvbinderen forspændt tre heste.



Vi var alle meget glade for oldenburger-hestene.

Fritid var der også, jeg spillede fodbold derhjemme op ad den østre gavl på stuehuset og på en mark. Kom i klub i 1945 og var med på det drengehold, der i 47 vandt pokalturneringen i Vardeområdet. Jeg stod på mål i tre år, men blev aldrig rigtig glad for det. Kom ud på banen og spillede wing og har siden spillet meget på den plads. Jeg har skudt mange mål, var ret målfarlig, fordi jeg skød omtrent lige godt med venstre og højre ben. På juniorholdet var vores stærkeste modstandere Outrup og Oksbøl, så vi måtte som regel nøjes med en 2. eller 3. plads i turneringen - Efter min konfirmation d. 5. oktober 1947 begyndte jeg at gå til gymnastik i Henne og Stavsø, skiftevis hver anden gang. Jeg var ikke nogen stor gymnast, men vi fik god undervisning på Realskolen, særligt i spring, så jeg kunne nok følge med og deltog i forårsopvisning i 1948 og 1949.


Fodboldholdet fra 1947, der vandt pokalturneringen

Mor var nu midt i halvtredserne, f. i 1893, 5 år ældre end far. Jeg tror, mange koner på landet af hendes generation var "slidt op" i den alder! Mor og far fortsatte med megen bygang, det blev ofte sent og har sikkert været for strengt for mor, der var udpræget A - menneske. Hun fik i hvert fald god brug for hvile om dagen. De sov altid til middag, mor og far, og tit hvilede mor med avisen sidst på eftermiddagen, inden hun skulle i gang med aftensmaden. Alligevel var hun træt, jeg husker særligt en juleaften fra de år, hvor hun måtte lægge sig lige efter spisningen, først på divanen og senere måtte hun gå i seng. Grethe var ikke længere hjemme, jeg fungerede som en slags pige i huset og kom tættere på mor på fridage og i ferier. Anden pigehjælp havde vi kun om sommeren. Ovennævnte juleaften må have været i 1947 eller 1948, fordi mor udtrykte glæde over, at de ikke skulle til Hemmet på besøg juledag. Bedstemor levede ikke mere, hun var død om foråret i 1947. - Det skal dog ikke glemmes, at ind imellem træthedsoverfald virkede mor lys og glad. Hun ville gerne have uanmeldt besøg. Ejnar Gammeltoft kunne finde på at kigge ind, og han var meget velkommen. Det samme gjaldt naturligvis de koner, som mor kom sammen med til en kop eftermiddagskaffe, specielt bør Esther og Mally nævnes. Esther var landmandskone, gift med Gustav Jensen. Mally var gift med skrædderen, P. Bryske. Hun var københavner, dem var der få af i Henne.


Far blev 50 år i 1948, d. 7. juni. Det var en stor begivenhed med frokost for repræsentanter for de mange bestyrelser, far var med i. Bankdirektør Schou og Ejnar Gammeltoft talte. Om aftenen var familien fra Hemmet på besøg. - Samme sommer var jeg på min anden lange cykeltur først til St. Brøndum i Himmerland, hvor jeg skulle besøge Milter på mejeriet. Jeg skulle også besøge hans kæreste, Helle, der var pige i Sdr. Kongerslev brugs, en snes kilometer derfra. Fra Himmerland var det planen, at jeg skulle tage turen langs østkysten til Als. Her var Arnfred karl på Nordborg Slots Efterskole. Alt i alt en cykeltur på små 500 km.


Ideen var meget diskutabel. Cyklen var en brugt, jeg havde fået det forår, og ikke særlig god. Jeg skulle selv finansiere turen med penge, som jeg tjente ved at markere på skydebanen ved den ny hede. En del af de penge, jeg havde lagt til side, gik til reparation af cyklen, før jeg kom af sted. Pengene var for få, og jeg fik også af den grund en alt for streng tur. Første dag skulle jeg cykle op til fars faster i Sjørslev syd for Viborg, der var 120 km. Det gik udmærket, jeg blev godt modtaget, fik noget at spise og sov ovenpå i hendes hus om natten. Videre næste dag med 90 km foran mig, og selv om vinden var imod, nåede jeg frem til mejeriet ved 13-tiden.


Her var jeg en fire-fem dage, hjalp lidt til i det daglige arbejde og var med til fodbold og håndbold, som Milter deltog i. En dag cyklede jeg til Sdr. Kongerslev for at besøge Helle, men de skulle have besøgende i Brugsen, så hun havde meget travlt, og jeg måtte tage af sted igen. Efter den tur blev jeg syg, fik nærmest en influenzalignende forkølelse, sikkert af overanstrengelse. Jeg var nok i træning, men ikke til en tur af den længde. I løbet af et par dage blev jeg dog så rask, at jeg med - en dags forsinkelse - fortsatte ned gennem Østjylland til Als. - Milter, som selv var meget sparsommelig, havde sikkert opdaget, at jeg ikke var særlig velbeslået med penge, gav mig 10 kr. til den videre færd. Den kan du nok få brug for, sagde han. Der var ca. 250 km at cykle, bagefter kan jeg næsten ikke forstå, at de voksne tillod turen, jeg var 14 år. Samme sommer forsvandt en cyklist på min egen alder, Henning Carøe Jensen, ved Hobro. Han blev langt senere fundet død i en plantage i nærheden.


Mejeribestyrerens kone havde givet mig en god madpakke med, der var nok til to dage. Hun havde i det hele taget været god ved mig og var måske lidt bekymret på mine vegne? Turen sydpå startede i strid modvind, målet for den første dag var Vejle, der lå omtrent midt på ruten. Jeg havde nogenlunde landkort, kørte på de store veje, men der var ikke megen trafik i 1948! Da jeg ved nitiden om aftenen nærmede mig Horsens, var der ikke flere kræfter tilbage. Vinden havde ikke lagt sig, og selv om jeg havde fået træning på den første tur, slog det ikke til. Der var mere end 25 km til Vejle, så jeg måtte finde et sted at overnatte. Det fandt jeg inde i Horsens på et hotel, prisen var 4,60 kr. for en nat, og en flink servitrice gav mig en gratis sodavand den aften. Ret tidligt næste morgen fortsatte jeg - uden morgenmad - og nåede Vejle. Vinden var strid, og jeg var færdig til at opgive. Fra Vejle er der omtrent lige langt til Nordals og hjem, ca. 100 km. Jeg tænkte på at bryde af og køre vestpå. Har i grunden ikke senere kunnet forstå, at jeg ikke gjorde det? En opringning til Arnfred ville have ordnet problemet, og det havde jeg penge til. Men efter fortæring af den sidste del af madpakken fortsatte jeg til Kolding, Haderslev og Åbenrå, hvor jeg punkterede. Der havde ellers ikke været de store problemer med cyklen på den lange tur, men denne punktering viste sig at være så alvorlig, at jeg ikke selv kunne få ordentlig lappet. Jeg stod ved en lille virksomhed, en dreng og hans far kom ud og hjalp mig, Da vi var færdige, bød faderen på aftensmad. Den var kærkommen. Det var et hjem over middelklassen, men flinke var de. Jeg måtte videre og nåede Færgen ved Ballebro ved 21-tiden, de fleste km var kørt, der var kun en lille halv snes på den anden side på Als fra Hardeshøj til Nordborg, hvor jeg ankom ved 22-tiden. - - - Men det kneb. På et tidspunkt blev jeg usikker på vejen fra Åbenrå til Ballebro og kom ind på en almindelig markvej. Jeg kom dog på rette vej igen og nåede svedig og træt til Færgekroen. Først da blev jeg klar over, at cyklen var punkteret igen. Jeg satte mig ved et bord, en ung pige på kroen kom og gav mig en sodavand. Billet blev købt, jeg kom om bord, og den korte sejltur på 15 min. i dejligt, stille sommeraftensvejr var hurtigt overstået. På de sidste km til Nordborg måtte jeg pumpe cyklen med korte mellemrum, men afstanden var til at overse. Turen var gennemført! - - -


Efterskolens elever havde lige fået aftengrød, den blev jeg også budt på, men køkkenchefen syntes, jeg skulle have noget rigtig mad, og hun smurte en hel tallerkenfuld med smørrebrød. Jeg er næsten ked af at fortælle det, - men min appetit var totalt forsvundet i træthed! Kunne ingenting spise og trængte bare til at gå i seng. - Jeg skulle være der et par dage og havde en følelse af lettelse og befrielse. Det var nemlig sådan, at jeg ikke skulle cykle hjem fra Als. Et fodboldhold fra den lokale klub var inviteret til Henne på venskabsbesøg. De skulle køre i bus, og den kunne jeg komme med hjem og få cyklen ovenpå. Fra Efterskolen og til Sønderborg var den senere skuespiller, Thorkild Demuth, med, han underholdt med sang og spil, uden jeg dengang tænkte på, at han ville gå videre inden for teatret. Th. D. var søn af Arnfreds foresatte, Chr. Demuth.


Da jeg havde taget Præliminæreksamen i 1949, rejste jeg til Askø for at blive mejerielev. Mor var sikkert ked af, at jeg - som den sidste - skulle så langt væk, men hun gav ikke udtryk for det. Derimod husker jeg, at hun var betænkelig ved og måske endda bange for den dag, hendes egne drenge ikke ville og kunne være karle hjemme længere. Den dag kom for hende november 1950. Karl Erling tog på landbrugsskole, og Anna og Arnfred rejste tilbage til Als efter et år i Vestjylland. En af mine skolekammerater, Hans, blev karl hos mor og far. Han var kun seksten år og slet ikke en tilfredsstillende hjælp. Ved siden af ham fik mor og far Sonja som pige, men jeg tror først, det var fra foråret 51. Sidste periode Karl Erling tjente hjemme var fra november 1951 til november 53. Arnfred blev gift med Anna i maj 52 og bosatte sig på Als. Karl Erling blev gift med Solveig i januar 54 og forpagtede en gård i Skyhede ved Outrup. Fra november 1953 til fars død havde hjemmet fremmed medhjælp, først Søren, så Helge og til sidst Vagn.


Mor blev alvorlig syg i 1952 efter en blodprop i benet. Det kritiske øjeblik opstår, når den skal passere hjertet. Det gik. Selv om mor var meget syg, kom hun sig efter den omgang, der måske godt kan tolkes som et forvarsel? Jeg var begyndt at læse til lærer i august 1951 og kom en del hjem i ferierne. Den øvrige del brugte jeg til at tjene penge, dengang var det ikke tilladt at have arbejde ved siden af uddannelsen. Da det blev bestemt, at jeg skulle forlade mejeribruget og læse til lærer, sagde mor til mig, at hun var ked af det. "At være lærer er ikke nogen rar stilling i befolkningen", sagde hun. Helt modsat var fars opfattelse, han havde i erindring sin bedstefar, Kristen Bjerg, der var en agtet personlighed som førstelærer i Hemmet. - Mange gange har jeg måttet sande mors kloge ord. Hun tænkte nok alene på en lærers stilling på landet. Hun kendte ikke andet. -


Mor og far var glade for at besøge de unge og nygifte. Der var langt til Helle og Milter på Askø, men de rejste derover mindst èn gang om året. Faster Emma og Anton var med i sommeren 1950, og de fire forsøgte at rejse med det forkerte tog fra Fredericia. Toget, der var et hurtigtgående, internationalt tog, kørte med jakker, bagage og penge til Storebælt, hvor personalet fik fat i sagerne. Pengene var til stede! Jeg vil tro, der stadig går frasagn om deres besøg på Askø, hvor Anton og far slog græs under frugttræer med hølé i - badekåber -. Faster Emma blev hurtigt kendt derovre, nød det og optrådte som en dronning i dette ords bedste forstand.


- Turen til Als var også lidt besværlig. Togrejsen var en lang omvej med rutebil i den sidste ende. Solveig og Karl Erling kørte somme tider med dem i bil, der var lejet uden fører. Det var en mere og mere almindelig foreteelse med de flere køretøjer, som endnu ikke var hvermandseje. Til Skyhede kunne man gå over eng og bæk, hvor der var en spang. Den tur gik far, mor ville hellere cykle udenom, det tog lige lang tid, sagde hun. Børnebørnene var begyndt at komme, Anny, Erling, Birthe og Arnfred som de første. Barnedåb var en stor begivenhed for mor og far, og dengang var det en selvfølge, i hvert fald på landet. - Far var stolt af de første svigerdøtre, han kunne charmere dem, især Helle havde en stor stjerne hos ham, selv om hun var ham for langsom og omstændelig til og i sit arbejde.


Peder Bjerg soldat 1955.

På mange måder tror jeg mor og far havde nogle gode år. Engang gav mor udtryk for, at efter hendes sygdom i 52 var far klar over, at tingene kunne ændre sig. Han blev mere opmærksom på hende og hendes tilstand. Ejendommen gav næppe det store udbytte, men den sidste karl var nu dygtig nok, så jeg er lidt usikker på, hvordan det stod økonomisk. I 1955 blev jeg soldat i august måned, fik hurtigt tilbud om at komme på sergentskole og videre til reserveofficersskolen, der uddannede løjtnanter. Hæren ville gerne have lærere, men jeg bad om at blive fri og skuffede nok far. Han havde gerne set, at jeg var gået den vej. Jeg slap da også kun, fordi det specialiserede 120 mm mortérkompagni, jeg lå i, havde brug for relativt veluddannede folk bl.a. som beregnere i skydecentral. At jeg senere fortrød den disposition, er en anden sag.


I anden halvdel af min soldatertjeneste, juni 56, blev mor pludselig syg af en galdestenslidelse, der hurtigt udviklede sig til gulsot. Jeg fik ekstra orlov fra Haderslev to gange. Else var lærer i Roust og kunne derfra lettere besøge hende på Varde sygehus. - Mor skulle opereres, men havde feber, de ventede for længe, så hun blev så svag, at de ikke turde gøre noget ved hende. Vi blev kaldt hjem en torsdag aften, Anna og Arnfred kom i lejet bil fra Als og tog mig med. Mor døde næste morgen tidligt d. 22. juni, hun ville gerne have været hjem og dø der, men det ønske kunne ikke opfyldes. Hun kunne ikke klare transporten. - Som det almuemenneske mor var og alle dage blev ved at være, vidste hun instinktivt, at hun ikke kunne overleve. Hun blev begravet på Henne kirkegård tirsdag d. 26. efter at være kørt fra sygehuset og stillet bi i spisestuen derhjemme. Deltagelsen i begravelsen var stor. Mor var med sine knap 63 år så ung, at de fleste af hendes familie og jævnaldrende venner og bekendte endnu levede.


I avisens referat fra mindekaffen på Henne kro kan jeg se, jeg har sagt, at mor helst beskæftigede sig med tilværelsens lyse sider. De mørke brød hun sig ikke om. - Jeg sluttede med et vers, mor ofte citerede i sin aftenbøn for os børn:

"O, Jesus du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!"

Dette med lys og mørke kan underbygges på mange måder. Mor havde et lyst sind, der var præget af, at hun var fra et velstående hjem, - målt med den tids målestok. Som ung havde hun haft de penge til rådighed, der var nødvendige. Det kan bl.a. ses på de kjoler, hun bar i de unge år. Hun var kun ude at tjene én gang, på "Storgård" i Sædding ved Nr. Nebel, selv om hun var 27 år, da hun blev gift. - Hun var tre måneder på Ryslinge højskole, et ophold, der prægede hende resten af livet med lærere som pastor Karl Poulsen og forstander Alfred Poulsen. Hun læste alle dage meget, sad i mange år i Henne sognebiblioteks udvalg, der bestemte de bøger, der skulle købes. Hun var meget glad for Johanne og Morten Korch med deres tro på, at tingene til sidst ville ende lykkeligt. Carsten Hauch læste hun også, og ved samtaler med hende de sidste år blev jeg klar over, at hun i de yngre år interesserede sig for et langt bredere felt af forfattere. Dog ikke for det tragiske, som hun udtrykte det.


Hendes kristendom var stærkt præget af den grundtvigske højskole i Ryslinge på Fyn. Den havde klare pietiske træk i sig. Moralske var foredragene, de hørte. Højskolen havde til opgave at opdrage til en "vågen, dansk kristen ungdom". Mor bevarede sin skæbnetro, som jeg dengang havde svært ved at forstå, men for hende betød den frimodighed i hverdagen: "Favn kun trøstig, hvad Gud har givet - - - - ". I alle årene sang vi morgensang i hjemmet, far bad fadervor, og derefter begyndte mor på et vers fra en salme, som vi sang udenad. For vi børn var det noget naturligt, jeg tænkte aldrig på, at man ikke gjorde det andre steder, f. eks. i nabolaget.


Mor brugte ofte dette vers: "O, du som os velsigned og tog i favn de små". Eller: "Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde". Hun havde en lys og klar stemme og havde let ved at finde tonen. Jeg husker ikke nogensinde, hun ramte ved siden af. Det kunne derimod ske for far, måske især når han syntes, vi skulle synge nye melodier efterhånden som drengene kom hjem fra højskole, hvor de havde lært dem.


Evald Kappelskov, der var førstelærer og kirkesanger i Henne Kirkeby, skriver om vort hjem i bogen "Om Henne sogn gennem tiderne": - - - Chr. Bjerg, gift med Anne Kålund fra Sdr. Vium (Vejrup). Dette hjem var stærkt præget af det grundtvigske livssyn både i deres levemåde og deres sind. Chr. Bjerg var en fremtrædende andelsbonde, han var med i bestyrelsen både for mejeri, brugsforening og med i kredsledelsen af Andelsbanken. - - -


En udenforstående kunne næppe give et mere præcist billede af far. Det hører med, at Kappelskovs især i de yngre år kom meget på besøg hos os. Desuden var far hans afløser som kirkesanger i mange år med den kontakt, det umiddelbart gav. - Far kan jeg huske fra han var omkring de 40 år. Der var fart over ham i landbruget, når han først kom i gang om morgenen. Han ville gerne ligge lidt længere end mor, var nok bedst om aftenen. Det passede godt med alle de møder, han deltog i. Han arbejdede i stalden hver morgen, gav grise, fodrede køer og striglede dyrene. Ofte sang han til arbejdet, men kunne også være stille og spekulativ. Tænkte på det, han havde oplevet på det seneste møde. På et tidspunkt var han medlem af mere end tyve bestyrelser og formand for flere af dem, bl.a. Brugsen i en lang årrække. I de senere år fik han de "gode" ben, blev vurderingsmand og medlem af Andelsbankens bestyrelse. Sammen med andre mænd var han med til at stifte Andelskassen i Henne i trediverne. Den var i begyndelsen JAK-orienteret, men da bevægelsen blev meget upopulær på forholdet til Bondepartiet og LS (Landbrugernes Sammenslutning), forlod kassen den linje. Henne brugs havde gode tider dengang og under krigen. H. K. Kristensen var nok også en dygtig uddeler. Far ville blive meget forbavset over at høre, at Brugsen nu er nedlagt som så mange andre i de små landsbyer. - H. K. K. var så meget frihedskæmper, at han på et tidspunkt i 1944 blev taget af tyskerne. Det kunne godt være gået galt, men Niels H. Thomsen og far var flere gange hos tyskerne, og det lykkedes dem at få ham fri. En bedrift, der længe efter blev husket som ret enestående. - I dag vil jeg tro, man ville sige, at far havde gennemslagskraft, og de mange opgaver, der blev ham betroet, gav naturligvis stor erfaring og styrke i en forhandling. I de senere år blev han ofte bedt om at komme til møder, hvor man på forhånd vidste, at det kunne blive svært at få trådene redet ud.


Far interesserede sig meget for os børn, vores opvækst, uddannelse og fremtid. Det gik vel ikke altid efter hans ønske, men han var en autoritet, der ikke var nem at modsige, selv om man var klar over - inderst inde - at han ikke havde ret. Jeg blev lærer efter hans stærke tilskyndelse, men jeg ville nok have befundet mig bedre som mejerimand. Dog uanset hvad man kan se i bakspejlet, er det en kendsgerning, at vi alle fem kom godt i gang og har klaret os på den ballast, vi fik hjemmefra både i sind og levemåde, som Kappelskov skrev.


Sonja (en søster til Solveig) og Hans var - som tidligere nævnt - medhjælpere derhjemme sommeren 1951. Hans og jeg boede i karlekammeret og kom godt ud af det med hinanden. Jeg afløste i stalden om søndagen, når han havde fri. Sonja hjalp også til ude og malkede med maskine morgen og aften. Vi fulgtes ad til håndbold og havde gode ture til turneringer og aftenkampe. - Søndag d. 8. juli brækkede jeg min højre hånd ved håndbold og fik en ufrivillig pause på mejeriet i Stausø, hvor jeg havde haft arbejde siden 1. maj. Det var en bet, at jeg brækkede hånden og skulle gå med gips i seks uger. Jeg var løst ansat og fik derfor ikke løn under fravær.


Få dage efter kom der bud fra Ribe seminarium, at jeg ikke var optaget. Far blev meget skuffet, selv var jeg faktisk ikke så overrasket. Havde haft på fornemmelsen, at min mulighed var beskeden. - Jeg cyklede med det samme ud til mejeriet og sikrede mig en plads fra 20. august. Da skulle hånden igen være i orden.


Far havde imidlertid - uden mit vidende - skrevet til vores tidligere præst, H. Dons Christensen, der nu virkede i Askov, og spurgt ham vedr. Den frie Lærerskole i Ollerup. Far var utrolig opsat på, at jeg skulle i gang med en læreruddannelse. Efter en samtale med Dons skrev far til forstander Bøgh, der svarede kort, at løbet var kørt for 1951, men jeg kunne komme på en slags venteliste (med henblik på næste år!). - Jeg ville ikke derover, kendte ikke noget til skolen. Rejsen var lang og dyr, hvilket far tidligere havde lagt vægt på med omvendt fortegn i forhold til Ribe seminarium. Desuden havde jeg prøvet at være langt hjemmefra i to år!


Ca. 15. august blev der ringet fra Ollerup, at skolen havde haft et par afbud, og jeg kunne komme til en samtale et par dage efter. Jeg sagde nej, men far pressede mig hårdt for at få mig til at tage over for at se, hvad det var for noget. Her skal indføjes, at jeg ikke havde tjent penge i fem uger og skulle beholde gips på hånden endnu nogle dage til førstkommende mandag, og intet var forberedt hverken med tøj eller andet udstyr. - Resultatet blev, at far ringede til Arnfred, der var fodermester hos Peter Moos i Lavensby, og fik ham til at tage med til Ollerup. Dagen efter cyklede jeg til Als, traf først Anna, der var pige hjemme på "Bakkegård". Senere kom Arnfred, han var ikke i godt humør, kunne dårligt tage en fridag, fordi der var travlt i høsten. Turen måtte klares på én dag, cykle til Mommark, sejle til Fåborg, cykle til Ollerup, samtale kl. 14 og samme tur tilbage til Nordals. På Fyn havde vi kun fire-fem timer i alt, men det gik.


Vi kom til skolen til tiden, Arnfred kendte Bøgh og lærer Frederiksen fra Askov højskole, men det lod ikke til at være gensidigt? Samtalen gik nu nemt ved teen, lærerne snakkede mest indbyrdes! Jeg klyngede mig ubevidst til den mulighed, at skolen ville sige nej, fordi jeg kun var knap 18 år, og minimumsalderen var 20 år. Tre "ansøgere" var indkaldte. Jeg havde aldrig søgt, far havde kun forespurgt. De spurgte mig bl.a., hvorfor jeg ville være lærer, og da jeg ikke havde særlig lyst til det, var det ikke nemt at svare på. Alt i alt var vi inde en times tid med te og det hele. Kort efter meddelte Bøgh os, at jeg var optaget som en slags "forsøg". Det betød, jeg ville blive fulgt særligt nøje det første halve år, fordi jeg var så ung. Den anden indkaldte, Peter Hove, kom ikke ind, men blev optaget året efter. Den tredje, Hanne Kjær, mødte jeg ikke den dag, men hun kom ind sammen med mig, og vi mødte samtidig. - Arnfred sagde ikke meget på vejen hjem. Vi har aldrig drøftet turen siden, måske var han af den opfattelse, at det hele var en dårlig idé? Vi nåede Nordals ved 22-tiden, og jeg cyklede hjem dagen efter.


Far var vel tilfreds, men nok også betænkelig? Den frie Lærerskole var eksamensfri og gav ikke adgang til Folkeskolen, den naturlige arbejdsplads for en lærer og langt den største. - Den 20. august fik jeg gipsen af, hånden var i orden, selv om den manglede genoptræning. Dagen efter blev cyklen sendt, og jeg rejste med tog d. 22. august. Min cykel var på Ollerup station, da jeg nåede dertil!


Planen var tåbelig, men jeg tænkte dog ved mig selv, bare de første måneder var vel overstået. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, var for ung, gennemsnitsalderen i klassen var 25 år, og for skolens elever som helhed var den endnu højere. Netop den sommer var jeg vokset fra mit tøj, bukserne var i udpræget grad for korte! Så jeg var nødt til at bruge lidt penge på min garderobe. Pengene var få, far havde lovet at finansiere uddannelsen de to første år, indtil vi skulle i praktik i 3. klasse, november 1953. I begyndelsen fik jeg 200 kr. om måneden, 165 gik til skolepenge, kost og logi. Økonomien blev et problem, der hele tiden fulgte mig. De fleste elever var fattige, og det gjorde nok, at man bedre kunne leve med disse vanskeligheder. Uddannelsen tillod ikke, at man tjente penge ved siden af studiet i det daglige, så jeg prøvede at tjene gode penge i alle ferier. En gang sprang jeg over og tjente ikke noget i en efterårsferie, tog på gymnastikkursus i stedet for. Det bebrejdede min mor mig meget. - Lad mig slå fast, at det ikke er nogen fornøjelse for en studerende at skulle arbejde fysisk hårdt tre - fire gange om året. Kræfter svinder forbavsende hurtigt, når man ikke bruger dem, og det er ikke nok, at man er sportstrænet. Særligt det sidste år ville jeg gerne have haft råd til at bo uden for skolen. Selv om det var lidt dyrere, valgte mange ældre elever den løsning. - Men - jeg mener ikke, at jeg i så høj grad manglede penge, at uddannelsen led alvorligt ved det. -


(Selve Olleruptiden er et kapitel for sig, som findes under titlen: 6. Læreruddannelse på Den frie Lærerskole.).


Hjemmet i Henne, efter at jeg var rejst hjemmefra.

Den 8. juli 1949 forlod jeg definitivt mit hjem og kom der kun i ferier og tre-fire måneder i 1951 senere hen. Jeg har aldrig haft det med at længes. Det er en stor fordel. I læseårene var jeg i flere år kun hjemme i sommer - og i juleferien. Det betød ikke, at jeg ikke gerne ville hjem. Som soldat tog jeg hjem så ofte, det lod sig gøre. Alligevel har jeg svært ved at beskrive, hvordan mor og far havde det de sidste år. Karl Erling var - som nævnt - karl hjemme endnu en periode og havde i hvert fald én sommer hjælp af en "knægt" på 15, Kurt hed han. Far havde to store bierhverv, som han koncentrerede sig om. Som vurderingsmand til ejendomskyld og som medhjælper i det lille kontor, Andelsbanken havde oprettet efter den nedlagte Andelskasse i Henne. Somme tider var jeg i mine ferier med deroppe og var naturligvis bange for at gøre noget forkert, men far sagde, "det her er mere arbejde end forstand"! Else var senere med far på tur til Henne Strand, hvor der var ved at være mange byggegrunde. Hun skulle hjælpe til med at finde grundene på de ikke alt for nøjagtige kort, man havde. Far ville gerne sådan noget og var sikkert god til det. Jeg tror nok, det var lidt strengt for ham i de senere år, han kom træt hjem og deltog ikke meget i stald - og markarbejde. De fik heller ikke haverne holdt længere, den store have mod øst (for længst nedlagt), den lille mod syd foran stuehuset og gårdspladsen med græs og grus. Områderne skulle helst have en tur hver uge for at se ordentlige ud. - Kræfterne tog meget af for dem begge, jeg troede mest for mor, men far var nok svagere, end vi regnede med?


Mors sygdom og død i juni 1956 ramte far hårdt. De havde levet sammen i medgang og modgang i over 35 år. Far var lige fyldt 58 år, kun midaldrende, men alder var noget andet dengang. Han var velbegavet, måske den bedst begavede af de fire helsøskende, og det siger noget. Af natur var han temperamentsfuld, i de unge år kunne hidsigheden løbe af med ham. Han var højt respekteret og kom med i det, han gerne ville have indflydelse på hjemme i Henne søndre sogn, som området ofte blev kaldt. Ejendommeligt nok kom han aldrig i menighedsrådet. Måske var han for markant? Men var der præsteansættelse eller andre alvorlige sager blev han spurgt til råds både af den ene og den anden fløj i rådet.


Else og Grethe hjalp ham den første tid efter mors død, Else i sin sommerferie og Grethe vist fra midten af august til jul. Helge, Gustav Jensens søn, var karl fra november 1955. Han var en flink dreng, en tre-fire år yngre end mig. Hvor meget landmand, der var i ham, ved jeg ikke. Fra 15. november fik far en ung pige fra Kærup, hun var sikkert udmærket, men kunne vanskeligt gøre far tilpas. Den nye karl, Vagn, en voksen ung mand fra Lunde, kom til januar. Han var dygtig og kunne nok aflaste far for det daglige arbejde. Vi blev gift den 17. april 1957, man kan spørge, hvorfor vi dog ikke ventede et halvt eller helt år? Fordi vi var ansatte ved samme skole, og man den gang ikke kunne bo sammen uden at være gift. Ingen af os ville have haft noget imod en sådan løsning, men den var først mulig ca. 20 år senere! Desuden havde vi været forlovet i fire år, med ring i to. Far deltog naturligvis i brylluppet, men var meget deprimeret. Bagefter kan man sige, at havde vi udsat det nogle måneder, var far nok ikke kommet med?


En banal brokoperation i maj måned slog ham helt ud. Først et sygeleje i Varde og senere rekreation på Trelde Næs ved Fredericia gav ham alt for mange spekulationer og selvbebrejdelser. Else og jeg var sammen med far hos Helle og Milter i pinsen, og hjemme på ferie en uges tid i juli måned. Far var dybt depressiv og ville sælge ejendommen. Det førte senere til, at alle vi søskende var hjemme en lørdag-søndag den 5.- 6. oktober 1957, hvor hjemmet blev solgt til et ungt par, Marie og Niels Hansen. Tanken havde været, at Solveig og Karl Erling skulle overtage engang, men de var bundet af en forpagtning indtil 1959 og kunne ikke træde til. Far bad om betænkningstid vedr. handelen, fik den i to dage og ville så ikke skrive under. Jeg snakkede med ham èn gang nogle dage efter i telefonen fra Sdr. Nærå. Han virkede lettet og glad.


Far døde fredag den 18. oktober og stod hjemme i spisestuen til begravelsen tirsdag d. 22. oktober. Om søndagen var der barnedåb på Als, vi tog derned og var med til Bjarnes dåb. Fars begravelse blev en manifestation af, at Henne ville vise, at de havde mistet en "agtet mand", følget var stort. Ved mindesammenkomsten på Henne kro havde flere ordet, og jeg syntes, de kom forbavsende godt fra deres taler. Til sidst takkede jeg mor og far for hjemmet, og vi tog i virkeligheden afsked med folk i Henne.


Uden falsk sentimentalitet var det for mig et strengt øjeblik i livet, da vi skulle opløse vort hjem. Karl Erling fik øjeblikkeligt fuldmagt til at sælge og fik fat i de unge mennesker igen. I løbet af et par dage var "Stortoft" solgt. Alle søskende var naturligvis hjemme til begravelsen, og delingen af boet måtte af praktiske grunde foregå umiddelbart efter. Else og jeg havde efterårsferie, men de andre havde kun tid et par dage. Jeg kunne ikke samle mig om delingen og ved i dag slet ikke, hvem der fik hvad. Der var jo ikke de store værdier. Solveig og Karl Erling skulle sørge for den endelige rydning af loft og udhus. Else og jeg skulle skrive takkekort. Da det var gjort, rejste vi til Hanning for at "komme os", men jeg blev syg af influenza. Alt foregik i stor fredelighed, vil jeg gerne understrege, og jeg har aldrig hørt et ondt ord om det siden. Alligevel har opløsningen været et sørgeligt kapitel for mig. Det skyldes vel ikke mindst fars ulykkelige sidste år, hvor vi ikke kunne nå ham og være ham til nogen hjælp. I sommerferien 1957 blev jeg for alvor klar over, hvor syg far var. Den søndag, vi skulle rejse tilbage til Fyn, kunne vi næsten ikke "slippe" fra ham. Det var en uendelig trist oplevelse.


Få uger efter at ovenstående var nedskrevet i sommeren 1995, havde vi besøg af Helle og Milter, der for en gangs skyld boede hos os i flere dage. Og selv om de besøgte familie i nærheden, havde vi dog god tid til at snakke om formiddagen. - Her betror Milter mig noget - som efter hans udsagn ikke er kendt af andre i familien: Vi er i året 1934, han er 13 år, og da karlen er rejst til april, fungerer Milter som karl denne sommer, bortset fra april måned, hvor det lykkes at få hjælp af en tidligere karl, Herluf. Far fik blindtarms-betændelse i begyndelsen af april måned og måtte ligge på Varde sygehus i ti dage. Det gjorde man dengang. Hjemkommet fra sygehus var hjælpen ringe, kræfterne små og humøret dårligt, fordi mor og far havde bestemt at bygge en tiltrængt ny stald. Murer og håndværkere i det hele taget var bestilt sammen med materialer, - men - pengesagerne var ikke i orden. Byggeriet skulle koste 8000 kr., og pengene var tænkt skaffet ved en omvurdering af ejendommen, der var købt i 1921. Laden blev udvidet i 1925, der var tilkøbt og opdyrket 18 tdr. land hede. Vurderingsmanden kom og meddelte det triste resultat, at gården ikke var mere værd i 1934 end i 1921! Det var et slag for mor og far, og mor var nok mest stemt for at opgive, men de var jo i gang og fortsatte. Far var ked af det hele den forsommer. Vi må huske, det var i kriseårene, pengene var små p.g.a. de lave priser på landbrugsvarer. Økonomien var i forvejen anstrengt og så det byggeri. Far gik og græd meget, det var forfærdeligt, fordi han i almindelighed var en travl, noget ilter mand, der krævede meget af sine omgivelser. - En forklaring kan være, at den banale operation havde fremkaldt en depression. Jeg ved, mor senere var meget bange for at få ham opereret. Det er noget med, at en overskæring af nervetråde kan betyde en ændring i sindstilstand. -


Byggeriet skred frem, grus var i mængder kørt hjem til ejendommen i løbet af vinteren, men Milter måtte af sted efter mere, han var ikke stor af vækst, og det er strengt at læsse grus fra en grav. En arm tog skade, han måtte til læge, senere til røntgenfotografering i Varde. Drenge i den alder kan let overanstrenge deres led, der var ikke noget at gøre ved det, armen tog varig skade og har aldrig kunnet rettes helt ud siden. Milter har ikke rede på resten af sommeren. Byggeriet blev færdigt til efter høst. I oktober døde mors far i Vejrup, og efter ham skulle der være nogle penge på en bankbog til de to søstre Ane og Anne Marie, min mor. Håbet lettede humøret, men skuffelsen lurede lige om hjørnet. Broderen, der havde arvet gården i Vejrup, havde uretmæssigt hævet pengene i 1929 til byggeri. Også 800 kr. af mors pigeopsparing var gået med, hvor mærkeligt det end lyder, at broderen skulle have adgang til hendes sparepenge.


Efter at Milter havde fortalt denne triste beretning, spurgte jeg ham, hvordan de kom videre i årene fremover, hvordan fik de den gæld betalt, som de havde pådraget sig? Far havde lånt penge privat hos en landmand ved navn Søren Thomsen, dog kun et par hundrede kroner, men det siger noget om, hvor trængte de var, økonomisk. Men ellers er svaret, at tiderne blev bedre for landbruget, priserne steg, og produktionen kunne sættes i vejret. - Mor fortalte engang, at hun var ked af, at de ikke havde "sikret" sig bedre med udstyr og lign. i årene lige før krigen (1939-45). "Det kunne vi godt have fået råd til", sagde hun. -


Til sidetop