Til sidebund

Julen i mit barndomshjem i 1940-erne.

Ingen begivenheder i årets løb påkalder sig så mange erindringer som julen. De fleste mennesker har en forestilling om deres barndoms jul. For mit vedkommende drejer det sig om julen på en lille gård på landet. Godt nok er jeg født i 1933 og har sporadiske billeder fra de sidste år i trediverne, men det er fra mit syvende år, jeg virkelig kan huske, hvad der foregik.


Juleforberedelser begyndte tidligt, både min mor og far havde et ønske om at "være færdige" i god tid til jul. - I stuehuset skulle der gøres ekstra rent. Vi havde komfur, kakkelovn og kamin, der hver for sig gav en masse varme og meget griseri. Gulvene skulle derfor skures og ferniseres. Det betød, at vi et par dage måtte flytte rundt i de to stuer, soveværelse, gang og køkken, men det var egentlig helt hyggeligt! -


I stalden blev der ikke gjort rent overalt, den var jo fyldt med dyr på denne årstid, men "staldbroen" mellem grisene på den ene side og køerne på den anden blev blødt op, skrabet helt ren, skrubbet med vand og til sidst strøet med sand. Når det var overstået nød far det så meget, at han ikke kunne "komme af stalden" og ind til aftensmad.


Bortset fra pløjning var markarbejdet ved at gå i stå, redskaberne skulle renses i beskedent omfang (højtryksrenser fandtes ikke) og sættes i maskinhus. De fleste maskiner som f. eks. selvbinderen blev dog sat ind umiddelbart efter brug. Tærskning af korn var dengang et væsentligt vinterarbejde. Der skulle tærskes for at have korn til maling i Møllen, og samtidig skulle der være halm til foderbrug og strøelse. I flere år husker jeg, vi drenge (pigerne havde håndarbejde) fik tidligt fri fra skolen om lørdagen og skulle så hjem og tærske. Det var ikke populært. Arbejdet bestod som regel i at få halmen væk fra tærskeværket. Efterhånden fik vi en "halmpakker", der sendte halmen direkte op på staldloftet, hvor man så tog fra. I selve julen tærskede vi kun èn gang, tæt på nytårsaften.


Mor og far var fælles om slagtningen af en gris før jul. Det skulle være kort før jul, fordi en stor del af det ferske kød skulle bruges juleaften og i juledagene. Endnu husker jeg tydeligt første gang, jeg så hjemmeslagteren bedøve grisen med en stor trækølle og derefter stikke den i hjertet med en kniv. Jeg var grædefærdig og brød mig aldrig om det. Blodet skulle hurtigt samles op i en spand, og der skulle røres i "ottetaller". Senere blev der lavet "blodpølse". En ret, nogen kunne lide, andre ikke. Vi fik sirup til.


Den slagtede gris blev hængt op på en stige for at kødet kunne blive stift til næste morgen. Mor og far hjalp så hinanden med at skære ud i passende stykker. En særlig velegnet flæskesteg blev forbeholdt juleaften. Skinker skulle til røgning hos slagteren, medisterpølse laves i de rensede tarme. Fedt af grisen skulle koges af til ren fedt, der brugtes i husholdningen bl.a. til at koge klejner i. Afkogningen gav nogle små kødstykker, de såkaldte "fedtegrever" blev sprøde og kunne spises til blodpølse eller på rugbrød. Betydelige dele af grisen blev nedsaltet i et trækar, kaldet "saltkarret", det stod et par trin dybere i spisekammeret. Min mor brugte ikke henkogning af færdigretter som leverpostej, men det gjorde mange husmødre på den tid. - Køleskab og fryser fandtes ikke -.


Det er svært at beskrive, hvor stort et arbejde en slagtning i virkeligheden er. Men jeg kan huske, at min mor på et tidspunkt hvert år var ved køre fast i det, selv om hun havde pigehjælp. Og far for en gangs skyld var meget aktiv i det "huslige", som han ellers ikke indlod sig på. Som børn hjalp min søster og jeg da også til, men et komfur skulle omgås med forsigtighed. Man skulle have en vis alder og størrelse, før man fik lov til f. eks. at koge klejner.


Julebagningen var meget tidkrævende. Mor havde store kagekasser, der blev fyldt og sat af vejen til servering i selve julen, der var i hvert fald seks forskellige slags småkager! Lagkage, julekage (kringle med rosiner og andet godt), sandkage og flere fransk - og sigtebrød blev også bagt.


Kort før jul skulle "storvasken" klares, den begyndte med, at en gruekedel fyldt med vand blev varmet op, og tøjet kogt. Jeg tror, det foregik ca. en gang om måneden, men i nogle hjem var der seks uger imellem. Storvask var noget andet end den mindre "klatvask", der foregik efter behov, når der manglede rent tøj af en eller anden slags. Mor havde i mange år vaskekone. Det var en uvurderlig og dertil meget billig hjælp!


Trods de mange forberedelser, jeg har søgt at beskrive, husker jeg tiden sådan, at vi omkr. den 22. dec. (samme dag fik man som regel ferie i skolen) var ved at være parate til at holde jul. Det skulle man helst være på landet. Man skulle nå at falde til ro før selve højtiden.


Julegaveindkøb var en sag for sig. Det foregik løbende i december måned, de fleste gaver blev købt i den lokale brugsforening. Første gang, jeg fik lov selv at købe, måtte jeg bruge 5 kr. De skulle skrives i "kontrabogen" som "varer". Mange forældre og børn tog med toget til Varde for at gå på juleindkøb. Det gjorde vi - i almindelighed - ikke. Jeg tror, far syntes, det blev for dyrt. Pengene var små, så små, at det i dag ikke kan beskrives, så en ung generation kan forstå det. - Men en gang i slutningen af krigen, var mor, far, min søster og jeg i Varde med tog efter skoletid. Forretningerne lukkede først kl. 20, så der var god tid til at handle. - Da vi skulle med toget hjem om aftenen, var det forsinket grundet krigen. Vi gik derfor det korte stykke vej hen til "Vestbanehotellet", hvor vi traf et par naboer. Det var sikkert meningen, at vi først skulle have spist til aften, når vi kom hjem. Men da værten ringede til Varde Vestbanegård for at få en afgangstid, fik han at vide, at toget var to timer forsinket. Far bestilte så smørrebrød til os og naboens. Jeg er ret sikker på, der kun var et stykke til hver, men det var alligevel meget usædvanligt. Far betalte, han har nok været klar over, at naboen ikke havde flere penge på sig.


En helt anden side af juleforberedelser foregik om aftenen i de sidste uger før jul. Mor lavede julepynt, bl.a. roser i forskellige farver af silkepapir, som hun selv "kreppede" på en strikkepind, så de kunne formes til en rose. Julehjerter klippede vi også. Det var nok ikke mange aftener, der var tale om, men vi havde det rart og kunne høre "julemusik" i radioen. Særligt populære var de aftener, hvor de store aviser som "Berlingske" og "Politiken" m. flere sendte julekoncerter til fordel for en juleuddeling. Jeg ved ikke, om pengene gik til noget bestemt, eller de blev givet til flere velgørende formål? En aften sad mor og jeg og ventede på, at "Velkommen igen - - - - " skulle synges. Den kom også, men med en anden melodi end den, vi brugte hjemme. Vi blev begge meget skuffede. For at aftenen ikke skulle være helt ødelagt, satte mor sig til vort lille orgel i hjørnet af stuen og spillede salmen med den rigtige melodi. Mor kunne noderne, havde lært at spille i sine unge dage, men da hjemmets pligter blev mange, fik hun ikke orgelspillet vedligeholdt.


Mor læste alle dage meget. Hvert år til jul købte hun "Ved Julelampens Skær", som var en samling, lidt sentimentale noveller, der som regel omhandlede julen. Men hun læste ikke højt for os, det skulle vi have far til. Jeg husker en juleaften, måske sidst i trediverne, hvor to af mine brødre var hjemme foruden min søster og mig. Efter at vi havde sunget flere salmer og gået omkring træet, ville en bror endelig have far til at læse en historie. Jeg var ved den lejlighed grædefærdig af spænding og - måske træthed, men vi nåede da frem til gaverne! - Et år skulle jeg med ud i stalden for at få gaven. Her stod en slæde, som "de store drenge" havde lavet til mig med jernmeder og det hele. Desværre var der ingen sne udenfor.


Få dage før jul kom far hjem med et juletræ, en rødgran. Det var i mange år fra "skrædderens plantage". Ejeren var virkelig skrædder og havde plantet en lille plantage ude på et stykke hede, han købte, da han kom til stationsbyen. Pyntningen foregik lillejuleaften eller juleaftensdag om formiddagen. Jeg var ikke ret gammel, før jeg fik lov at gøre det meste af pyntningen. Først senere gik det op for mig, at min mor gerne ville være fri !


Kort før jul begyndte vi at fyre i kaminen (jeg kan lige huske, den erstattede en høj kakkelovn) i spisestuen. Dels skulle stuen varmes igennem over flere dage, og dels var det tegn på, at højtiden nærmede sig, hvor vi spiste derinde. Til daglig var der kun varme i "den lille stue" ved siden af. Mor nød at komme ind i spisestuen, sidde i en stol ved bogreolen med skab i den ene side, og læse julefortællinger.


Juleaftensdag blev der lavet konfekt. Det havde far vist altid gjort? Den smagte godt og var naturligvis meget billigere end den, vi kunne købe. Der blev ikke købt mange julegodter, men appelsiner, dadler, figner, lidt chokolade og naturligvis hjemmebagte pebernødder hørte julen til og blev budt, hvis en nabo eller en anden gæst kiggede ind. Man skulle - efter gammel tradition - nyde noget for ikke "at bære julen ud". - Her bør indskydes, at under krigen måtte Brugsen rationere de søde sager. Jeg tror, det især gjaldt de sidste krigsjul, 1943 og 1944. Det betød, at mange hjem, også vort, købte hele den tildelte ration, så vi i virkeligheden fik flere godter end vanligt i disse år!


Juleaftensdag var noget særligt og havde en stemning af forventning over sig, men dyrene skulle fodres tre gange som andre dage. Køerne malkes. Maden forberedes til julemiddagen om aftenen, som regel ved 18 -19 tiden, i stedet for midt på dagen. Om eftermiddagen var vi altid nogen i kirke. Nok mest den yngre generation, der var over 4 km, og cyklerne var ikke for gode. Særligt under krigen kneb det med ordentlige dæk at køre på, de sidste par år kunne nye slet ikke skaffes.


Ofte ventede vi én af mine brødre og senere min søster hjem til juleaften. Min ældste bror var langt hjemmefra på et mejeri eller på skole og kom gerne til jule - eller nytårsaften. Det var for mig noget særligt, når han skulle komme. Måske fordi han var så lidt hjemme. Tjente man på en gård var det ikke ualmindeligt, at karle og piger spiste julemiddagen der, hvor de tjente. - Men et år gik det galt, jeg ved ikke, om en aftale glippede? Min bror tjente hos en nabo, ikke langt væk og var ventet hjem. Da klokken blev halv syv, og maden var parat, syntes mor, vi skulle begynde. Det gjorde vi og var helt færdige, da han kom og blev meget skuffet over at opdage, vi havde spist. Han fik opvarmet mad, men heldigvis var der levnet en part af mandelgavegrisen til ham!


Mor insisterede på, at der skulle vaskes op, før juletræet blev tændt. På et tidspunkt gik far så ind i den anden stue og tændte lysene på juletræet. - Jeg bør nok indføje, i de sidste krigsår foregik "det hele" i den lille stue for at spare på varmen. - Når vi kom ind til træet, spurgte far gerne, hvilke salmer, vi havde sunget i kirken. Enkelte kunne blive gentaget, men som regel sang vi nogle andre, vel en fire - fem stykker, men kun salmer. Julegaver blev så uddelt, der var til alle, men mor og far fik kun èn, vi andre flere.


Højdepunktet var overstået, spændingen udløst. Senere fik vi lidt godter til deling på en papbakke, og sidst på aftenen fik de voksne kaffe. Jeg var sikkert "dejset" om af træthed for længst. - I grunden har jeg aldrig brudt mig om den danske tradition med den lange dag før juleaften. Den er så lidt børnevenlig, som tænkes kan. Den engelske tradition med først at få julegaverne juledags morgen passer meget bedre til mit temperament. Min kone og jeg forsøgte, da drengene var små, at råde bod på traditionen ved give dem en morgengave juleaftensdag, og et par år alle gaverne sidst på eftermiddagen, før vi spiste og tændte lysene på juletræet. Det forløb udmærket.


Juledag var det en tradition, at mor og far skulle til Hemmet for at besøge bedstemor, fars mor, hendes 2. mand, Søren Peder, og faster Danne, der var husbestyrerinde og havde ung pige til medhjælp. Vi rejste hjemmefra midt på formiddagen. Far ville gerne derom, for samme dag kom hans blinde bror, Anton, med familie fra Ringkøbing. Både Grethe og jeg var med nogle gange, indtil vi blev konfirmerede. Jeg husker, vi kunne rejse med tog, før banen blev nedlagt i 1941. Efter den tid kom der rutebil fra Nr.Nebel til Tarm. - Mors forældre i Vejrup var begge døde på dette tidspunkt. - Bedstemors hjem var en lille ejendom ved Hemmet st.


Om aftenen var vi foruden de nævnte faster Elise og Alfred (ofte var deres søn, Milter, der også), faster Emma og Søren, faster Emilie og Hans, faster Olga og Frederik. Altså omkring en snes i alt. - Trangt var der, selv om spisestuestolene fyldte mindre, end de gør i dag! Juletræet stod i den "pæne" stue, hvor der ikke var adgang til daglig. - Aftenens højdepunkt for mig var, når faster Danne satte sig til sit orgel og spillede til en række julesalmer, som jeg kunne udenad. Familien var sangglad, de ældste søskende sang endog meget godt. - Overnatning var et problem og dog. I det lille Hemmet sogn boede min fars fem søstre. Familien fra Ringkøbing rejste hjem samme aften. Mor og far skulle overnatte hos Emma og Søren, der boede et par kilometer fra hjemmet i "den gamle kro". De øvrige søskende med familie gik naturligvis hjem. Så var der kun os børn tilbage, den ene sov i stuen på chaiselongen og den anden i sengen ved siden af bedstemor og Søren Peder. -


Jeg tror, mor og far som regel rejste hjem dagen efter, dog med en afstikker til Esbøl ved Sdr. Vium station, hvor mors ældre søster, Ane med familie, boede på en gård. Grethe og jeg fik lov at blive et par dage i Hemmet, fordi vi skulle være sammen med faster Sinne fra Stadilø og hendes børn. De kom som regel 2. eller 3. juledag og var seks søskende (en søster blev født langt senere), så der var jævnaldrende til både Grethe og mig. Der blev livligere og mere børnevenligt, når de kom. Sinne havde lidt mere frihed i hjemmet end de andre søskende, og det smittede af på os alle sammen. Deres far var en Gravengaard, hvis familie også boede i Hemmet, og flere af børnene logerede hos dem. - Men Grethe og jeg var der højst sammen en dag eller to, så gik turen hjem igen. -


Mor var meget ked af denne tur til Hemmet. Efterhånden blev jeg klar over, at hun ikke orkede det. Ville hellere være blevet hjemme og nyde "den søgne jul" under stille former. Bedstemor (fars mor) døde i 1947, og dermed ophørte traditionen. Far savnede den utvivlsomt, men mor nød at være fri. De var dog på julebesøg i Hemmet og Esbøl efter det år, men det blev mere tilfældigt hvilke dage, det drejede sig om. Det kunne også være i de første nytårsdage. Jule - og skoleferien varede jo dengang til og med Hellig tre Kongersdag, 6. januar.


I flere år var mine ældre brødre hjemme på juleferie fra højskole og senere fra landbrugs - og mælkeriskole. Så var vi mindst én mere i huset. De unge deltog i foreningsjulefester. Gymnastikforeningen holdt fest tredje juledag og Ungdomsforeningen femte juledag. Som børn hørte vi referat fra disse arrangementer dagen efter. Og det daglige arbejde gled let fra hånden, når der var flere om det.


Egentlige "julegilder" husker jeg ikke fra mit hjem, men i mange år var vi en aften hos skrædderens sammen med et par naboer. Skrædderens værksted var ryddet, vi spiste, sang og gik om juletræ. Senere legede voksne og børn. Skrædderens kone var københavner og god til at arrangere. For os børn var denne aften noget af et højdepunkt.


Men uden historieforfalskning vil jeg hævde, at der var en vis "julefred" i dagene efter juleaften (den søgne jul). Man skulle ikke nå så meget. Mor havde heller ikke så travlt, måske var der rester, vi kunne klare os med ind i mellem? Flere sov længe, når de havde været til fest aftenen før. - Det hørte med til juleferien, at min skolekammerat fra "Gammeltoftgård" og jeg besøgte hinanden, så julegaverne, spillede et eller andet og havde det rart sammen med en eller flere voksne. -


Nytårsaften nærmede sig. I beskedent omfang blev der købt "nytårsskyts", slet ikke de dyre raketter, vi kender i dag. Jeg har vel været ca. 12 år, da jeg fik min første "hundepistol" med tilhørende "propper". De kunne give et rimeligt knald, var meget populære og billige. De var ikke ufarlige, en nytårsaften i frostvejr faldt jeg og antændte i faldet nogle hundepropper, jeg havde i den venstre bukselomme. Det sved slemt i låret, og lommen blev ødelagt, men stort set slap jeg med skrækken. Mor opdagede først senere, at lommen var ødelagt. - Med den tyske besættelse kom der en del sprængstof, som soldaterne brugte under øvelse, men som også danskere efterhånden fik fat i. De såkaldte "kanonslag" kunne give et ordentligt brag. Jeg oplevede dem engang under et halvtag (til mejerispande), det var, som om bliktaget løftede sig. -


Den første del af nytårsaften i hjemmet mindede meget om juleaften. Vi spiste godt, menuen var vist ikke fast fra år til år, men god ! Juletræet blev tændt for sidste gang, lysene fik lov at brænde helt ned. Det kunne tage en del tid, mens vi sang nogle salmer og sange, sluttende med "Ring ud klare klokker" af Uffe Birkedal eller "Nytårssalmen" af Grundtvig. - Mine brødre drog så ud på "nytårsløjer", der var den tradition, at man skulle "skyde" nytåret ind hos naboer og venner. Fandt man et eller andet, der kunne fjernes og gemmes, gjorde man det. Det gjaldt i særlig grad "møjbøren", trillebøren, man kørte gødning fra køer og grise ud på møddingen med. Den var vanskelig at undvære næste morgen og derfor eftertragtet. - Men jeg bør understrege, at hærværk og ødelæggelser, som vi kender dem fra nutidens nytårsaftener, var utænkelige i fyrrerne. - Julen var ovre, men ferien varede endnu en lille uges tid. Det føltes rart! Der var tid til at læse, skrive breve til søskende eller så småt begynde at kigge til skolesagerne igen, frivilligt! Højskoler og fagskoler begyndte som regel 5. jan. Karle og piger, der var ude at tjene, havde meget sjældent mere end en uges ferie, så "besøgende" drog af sted. Det var ved at blive hverdag igen.


Hvor blev juletræsfesten for børn af? I mange år blev den holdt i forsamlingshuset den 5. nytårsdag, så der var akkurat en dag imellem, før vi igen skulle i skole. Årsagen til det sene tidspunkt var, at førstelæreren for år tilbage havde frasagt sig at være forsanger og legeonkel. Den opgave var så gået over til præsten eller 2. læreren. Den første ville ikke have festen blandet sammen med en travl jul, og læreren, der sjældent var fra området, ville have sin juleferie i fred!


Juletræet foregik efter det traditionelle mønster med sang og dans omkring træet, godteposer til børnene og kaffe til de voksne. Det sluttede med dans til Kirchheiners orkester. Faderen spillede banjo, sønnen harmonika, og en tredje, Laurids Rotbøl, spillede violin i nogle år. En gang under krigen fik man lov at holde juletræ på kroen i selve juledagene, de tyske soldater rykkede simpelthen ud af salen, som de ellers havde beslaglagt sammen med forsamlingshuset. - Efter krigen blev juletræet for øvrigt arrangeret i kroens noget større sal.


- Den 7. jan. gik turen igen til almindelig skole eller realskole, ferien var forbi! -


Til sidetop