Til sidebund

Den frie Lærerskole i Ollerup.

En uddannelse er i sig selv noget særligt. Den betyder meget for dem, der uddanner sig og burde være noget meget betydningsfuldt for dem, der har ansvaret for den undervisning, man får. Det, mener jeg, var tilfældet med læreruddannelsen på Den frie Lærerskole i Ollerup, der i 1951 kun var to år gammel. Man havde et par år forinden gjort et par tilløb på Kerteminde højskole og senere på Vestbirk højskole fra 1947 med to forskellige forstandere. Jørgen Bøgh blev leder i 1951, efter at de frie skoler (højskoler, efterskoler og friskoler) havde købt den gl. Folkehøjskole i Ollerup. Den ligger lige ved siden af den kendte Gymnastikhøjskole, der var startet og ledet af Niels Bukh i en lang årrække, indtil han døde i 1950. Det var fra begyndelsen et krav, en salgsbetingelse, at der ved siden af lærerskolen skulle drives almindelig højskole. Det var Bøghs fortjeneste, at han i de første par år fik samlet en særdeles kompetent og fagligt dygtig lærerstab. De var meget velfunderet i deres hovedfag som oftest med en universitetsgrad, hvad bestemt ikke var almindeligt på den tid, når det drejede sig om læreruddannelse. Andre lærere som Lauth og Mikkelsen havde et omfattende selvstudium som grundlag for deres undervisning og arbejde for skolen i det hele taget.


Skolens elever, lærere og personale forår 1952.
Skolens elever, lærere og personale forår 1952.

Mine forudsætninger var en præliminæreksamen og to år ved praktisk arbejde. De fleste elever havde været på efterskole og højskole. Drengene havde været soldater, og alle havde en eller anden form for praktisk uddannelse. En enkelt elev i vores klasse var student, nogle få havde realeksamen, og tre havde gået i præparandklasse (forberedelse til et seminarium). Klassen var en broget forsamling, aldersmæssigt var spredningen fra en på 18 (undertegnede) til tre, der var over 30 år. Det første år måtte der bruges megen tid på at oparbejde elementære kundskaber, så der var et rimeligt niveau at bygge videre på i den daglige uddannelse og naturligvis senere i arbejdet, når vi forventelig ville komme ud som lærere. Her nåede undervisningen på intet tidspunkt ud over realeksamenspensum (svarende til præparandklasseniveau), dertil var spredningen i klassen simpelthen for stor. Desuden blev der fra de første år krævet en del i fysik, naturhistorie, geografi, kristendom og ikke mindst historie, så de elever, der ikke satsede målbevidst på de grundlæggende fag, dansk, regning og senere sprog, fik dem aldrig lært ordentligt.


Alligevel står det første år for mig som et godt år. Jeg havde let ved at følge med, og selv om jeg vanskeligt kunne opfatte mig selv som en fremtidig lærer, oplevede jeg mange positive ting. At bo på en kostskole, spise alle måltider sammen og synge aftensang. Dertil kom kammeratskab på værelser, når snakken og hyggen var bedst. Jeg var meget aktiv inden for gymnastik og håndbold og tilbragte mange gode timer med idræt som en passende afveksling fra det stillesiddende skolearbejde. - Jeg husker det første år før jul, hvor Luciapigerne kom om natten, syngende hen ad gangene, ind på hvert værelse med en bolle og kaffe, det var himmelsk -! Men det skal ikke skjules, at de yngste af klassen blev der set noget ned på. Jeg har tit tænkt på de mange tarvelige bemærkninger, jeg var ude for de første måneder og har i grunden aldrig fået en forståelse for dem. Måske irriterede vi de ældre elever ved større elementær dygtighed? Vi blev holdt uden for i mange sammenhænge de første år, og det varede ved. På den anden side skal det også med, at enkelte af de ældste fra klassen det sidste år gav udtryk for, at de ikke havde lært nok og i grunden var noget skuffede over uddannelsens kvalitet.


Forstander Bøgh med frue og børn.

Sommeren 1952 måtte vi desværre igennem en masse uro, bl. a. et forstanderskifte. I bestyrelsen havde man fået en aftale med Ministeriet, så elever fra Den frie Lærerskole kunne få adgang til Folkeskolen. Der er ingen tvivl om, at en sådan aftale lå Bøgh meget på sinde, og han havde store dele af elevflokken med sig i den opfattelse, at der måtte skaffes en adgang til Folkeskolen, hvis man ville sikre alle skolens elever ansættelse på længere sigt. Lærerne havde - om end ikke enstemmigt - tiltrådt planen, der blev forelagt eleverne lige før sommerferien. Ministeriets krav var beskedne, der skulle oprettes en forberedelsesklasse til sikring af et rimeligt fælles niveau. Den var nok nærmest et ønske fra flere læreres side. Til afslutning skulle elever bestå lærereksamen i dansk, regning og sprog, skriftlig og mundtlig. Min far var tilfreds med den nye mulighed, han havde været betænkelig ved, at der ikke var adgang til ansættelse i Folkeskolen. Bøgh fik ikke den nye ordning "solgt til" - især de ældre elever - der var stærkt kritiske og gjorde efter sommerferien så meget oprør, at Bestyrelsen efter nogle bevægede forhandlinger måtte lade ordningen falde. Skolens elever var delt i to lejre, en mindre gruppe, der holdt med Bøgh, og en større gruppe, der var imod den nye ordning. Da den nye plan var opgivet i Bestyrelsen, gik Bøgh sammen med Uffe Grosen, Valdemar Hansen og Anton Thyregaard. Det var et alvorligt slag for skolen at skulle skifte forstander for tredje gang, og selv om visse ældre elever oplevede det som en sejr for deres synspunkter, meldte der sig senere alvorlige tømmermænd. En lærer og ven til Bøgh, Vagn Frederiksen, støttede den nye plan så meget, at han blev sagt op til sommerferien 1953. Han var biologi- og geografilærer, og hans afgang var et tab for skolen. Bøgh skulle have været konstitueret i første omgang, men frasagde sig arbejdet, og et bestyrelsesmedlem, Johs. Jensen, blev i stedet foreløbig forstander. Han kom fra en friskole på Midtfyn. Fra omkring november 1952 var der ved at være arbejdsro på skolen igen, men sporene efter uenigheden blandt elever blev ved at være der, så længe vi var på skolen. Vores klasse havde stadig et mindretal, der gerne havde set den nye ordning gennemført. - Her bør også nævnes, at det naturligvis var sådan, at en række elever ikke markerede sig, og de blev vel - positivt taget - et forbindelsesled mellem de to grupper.


For mit vedkommende var det et problem at fortsætte. Min far rejste over Als, med færge til Fåborg og kom cyklende til Ollerup for at snakke med mig om fremtiden. Han var blevet rådet til (af Henrik Dons Christensen, der havde været sognepræst i mit hjemsogn) at sende mig på det nye aftenseminarium i Esbjerg, der notorisk manglede elever, og jeg kunne sikkert sagtens være begyndt i 1. klasse til oktober. Men jeg sagde nej til at forlade Ollerup, selv om far var imødekommende og sagde, at jeg ikke skulle tænke på det år, der var gået. Det var jo et forlænget højskoleophold, som man altid kunne have glæde af, sagde han. Jeg var stærkt påvirket af kammeratskabet og sammenholdet, der havde manifesteret sig i de urolige dage og troede måske, at sådan noget ville fortsætte. Resultatet blev, at jeg fortsatte. Jeg har ikke taget afstand fra den beslutning, men det videre uddannelsesforløb blev en skuffelse for mig.


Jeg tror på tre måder:

  1. Det er altid uheldigt med et forstanderskift. Harald Bredsdorff tiltrådte først til april 1953, så der var altså et halvt år med en konstitueret leder. Det gav næsten daglig usikkerhed om både det ene og det andet spørgsmål.
  2. Der opstod en tydelig uenighed blandt lærerne om skolens linje. Måske var den endda større, end vi egentlig var klar over? Vi fik dels en slags folkehøjskolelæreruddannelse, der naturligvis også kunne bruges på en efterskole, og dels tilløb til en børnelæreruddannelse, som nok for mange forekom at være meget halvhjertet. I hvert fald manglede skolen lærere til at give undervisning med henblik på sidstnævnte.
  3. Sammenhold og kammeratskab holdt ikke vinteren over. I de kritiske dage i august og september i 1952 havde vi set stort på mange forskelligheder, mere eller mindre båret over med hinandens særheder, men klassen var delt i det grundlæggende spørgsmål og kom aldrig over det. Lærerne brød sig ikke særlig meget om klassen, arbejdsmoralen var god, men sikkert ikke på højde med tidligere årganges. Vi fik det problem, at aftalte vi noget, som vi gerne ville have ændret, indbyrdes i klassen, var der straks et par stykker, der gik til lærere og fortalte, hvad de kunne vente af forslag. - Endeligt må det med, at vi efterhånden blev fire forlovede par i klassen. Jeg var klar over, at andre klassekammerater var trætte af disse forhold, gjorde lidt grin med dem og syntes klassen blev mindre nuanceret af det.

I forsommeren 1953 skulle vi på en ekskursion til København som et led i uddannelsen. Det blev en god afveksling fra hverdagen, og vi kom nok også lidt nærmere på hinanden i en uge. Jeg og flere andre havde - grundet krigen - aldrig været i København før, så på den måde var det en særlig oplevelse. Samme år blev skoleåret ændret, fordi man prøvede at oprette sommerhøjskole i maj, juni og juli. Det var ingen god idè, juli måned var netop det år meget varm, og vi ville hellere til stranden end til undervisning. Forsøget blev da også kun gjort to gange. Fordelen var, at jeg kunne få arbejde i høsten hele august måned og på den måde tjene lidt penge. Denne sommer var jeg dog først på Holsted mejeri ved Næstved hos min bror, der var mejeribestyrer der, i tre uger. Resten af ferien hjalp jeg til ved høst - og diverse arbejde hjemme, uden løn.


Fra oktober 1953 skulle vi i praktik i minimum 5 måneder, enkelte kom op på 7, men det var nok ikke helt meningen. Ville man have en stilling som vinterlærer i Ringkøbing amt, måtte vedkommende være indstillet på at møde 1. oktober og fortsætte til 1. maj. Elever havde ikke noget imod det, men skolen var betænkelig på helhedens vegne, og fordi man skulle undervise en klasse, hvor 25 % var rejst i praktik. Jeg mener, at fem-seks elever kom ud i en sådan ordning. De fleste andre kom på en efterskole i fem måneder, der var længden på et vinterkursus dengang. Jeg var på Levring efterskole ved Kjellerup. Skoleformen dengang og nu kan dårligt sammenlignes. Der var to kurser à fem måneder. Lærere med henblik på drenge med sløjd og gymnastik i vinterperioden og tilsvarende kvindelige lærere om sommeren med skolekøkken, håndarbejde, kjolesyning og gymnastik for piger. Derfor kunne undervisningen være af meget varierende kvalitet fra år til år. Disse skoler måtte næsten være "forstanderstyret". Skolen var i væsentlig grad forstanderparret! Langt senere (omkr. 1970) gik efterskolen over til 10 måneders kurser, fik prøver indført i 9. og 10. kl. og efterhånden også en fast lærerstab. Men jeg tør drage den konklusion, at det, jeg dengang så og oplevede på Levring - og senere på Sdr. Nærå efterskole, hvor jeg var ansat efter uddannelsen, gav mig en berettiget tvivl om efterskolens lyksaligheder, som de ofte er blevet fremstillet af såvel den selv som af medier.


Omkring 1. april kom de fleste tilbage til skolen, og få dage efter døde den kammerat, jeg havde boet sammen med i to år, Verner Ibsen fra Fåborg ved Varde. Han var i praktik på Vrå højskole, kom til Ollerup med en begyndende blindtarmsbetændelse, diagnosen lød på maveinfluenza, blev for sent opereret på Odense sygehus, fik bughindebetændelse og døde d. 11. april, 29 år gammel. Han skulle have været gift få dage efter og blev det derfor på dødslejet med Carla Højsager, der var blevet lærer ved Lærerskolen et halvt år før. De havde i sin tid mødt hinanden på Haubro ungdomsskole, hvor han var gymnastiklærer en vinter før årene på Ollerup. - Verner var sikkert et tab for klassen, selv om ikke alle brød sig om ham, fordi han var så markant i sine synspunkter. Han havde det svært med kammerater, der ikke kunne tage et standpunkt. -


I maj og juni måneder var klassen samlet igen, men arbejdet gik trægt. Engberg-Pedersen, en af de gode lærere, ville rejse til sommerferien. Man var bange for, at det ikke ville være muligt at finde en afløser, som havde hans format og faglige kunnen. Bredsdorff havde været på skolen et år og var ved at have "sat sig" i forstanderstolen. Han var sej og tung, både i væremåde og opfattelse af tingene. Bestemt ikke elevernes kop te, og kun få forstod, hvorfor han var blevet valgt til leder. Det må ikke misforstås. Han var teolog af uddannelse, havde prøvet meget, sidst været frimenighedspræst i Trængstrup i Himmerland. Var begavet nok, men ikke egnet til at lede en skole som Ollerup. Hans stædige udholdenhed gjorde dog, at han blev der i 14 år, hvor skolen desværre nok ikke rigtig kom nogen steder. I en årrække var jeg medlem af Elevforeningens bestyrelse og fulgte skolens mangel på udvikling på nærmeste hold. Jeg gik ud i 1971 og har ikke haft nær forbindelse med skolen siden.


Det sidste år begyndte i august, fordi sommerskolen var blevet flyttet til april, maj og juni. I stedet for Engbergs fik vi Inga og Valdemar Nielsen, de kom fra Vallekilde højskole, hvor de ikke blev forstanderpar efter Uffe Grosen. Uforståeligt! Hun var almindelig lærer, og han var cand.mag. i historie og samfundslære. Han var en personlighed, en kapacitet på sit område og uhyre flittig. Hun var også en god lærer, men så genert, at det til tider var en plage for hende, når vi var sammen. Men det er hævet over enhver tvivl, at de to kom til at betyde meget for vores klasse det sidste år. Jeg vil tro, vi havde Valdemar N. mindst en time hver dag i enten litteratur, historie eller samfundslære. Inga havde vi til engelsk, hun var dygtig nok, men turde ligesom ikke tale frit på sproget, og det savnede vi. Før jul opførte vi "Inden for Murene" af Henri Nathansen under Ingas instruktion. Det blev en stor succes, måske den største, vi oplevede af elevopførelser, og det siger en hel del. Inga var fremragende til at få folk til at spille sig ud over sig selv. Jeg var ikke med, men havde tilbudet om at spille den unge Herming, men da Else havde den store rolle som Esther, mente jeg ikke, det var en god løsning.


Familien Bredsdorff
Familien Bredsdorff med Bredsdorfff yderst til højre.

Bredsdorff havde overtaget faget kristendom og ville gerne synge "Sara var død - - -" med omkvædet "for kvinden, hun er livet i huset". I grunden var timerne meget hyggelige, men vi fik for lidt ud af dem, fordi han helst ville holde en prædiken for os. I fysik, naturhistorie (botanik og zoologi, nu biologi) og geografi havde vi efter et år med Søren Prahl, en teolog, der ikke vidste noget om disse fag, fået cand. mag. Gerda Christiansen. Hun søgte at lære os noget i disse mere eksakte fag. Jeg var glad for hende i fysik og geografi, men de fleste i klassen syntes, hun var for kedelig. Til hendes fordel hørte, at hun kom fra et seminarium, havde prøvet at uddanne lærere og vidste, hvad man kunne og burde forlange.


4. klasse var i vid udstrækning lagt an på selvstudium i diverse fag, derfor var der kun undervisning fra 8 til 12. Vi skulle i årets løb aflevere tre større skriftlige opgaver på omkring 30 håndskrevne sider, de såkaldte "afhandlinger". Jeg skrev om Karl Marx i Verdenshistorie, 2. verdenskrig i Danmarkshistorie, Henrik Ibsens skuespil i litteratur og fik i fysik til opgave at gennemgå et undervisningsforløb for hele klassen - næsten uden at have apparater til rådighed! Ja, det lyder mærkeligt i dag, men dengang svarede det nøje til den situation, vi senere kom ud i på skoler.


Ud over den daglige undervisning var en vigtig del af uddannelsen livet på skolen, hvor vi skulle bo de første to år. Vi boede sammen to og to, de fleste blev ved at bo, som de fra begyndelsen var "parret" fra skolens side, men vi kunne nok få lov at ændre. Verner Ibsen boede sammen med en grønlænder, som kun skulle være på skolen et år. De stod slet ikke sammen, og da Verners værelse blev et samlingssted, bad grønlænderen om at blive flyttet til et "roligere" værelse. I begyndelsen boede jeg grundet min sene ankomst alene i Møllen, lidt senere sammen med en elev fra 2. kl., der havde været ved at opgive på grund af pengemangel. Til november flyttede jeg sammen med en klassekammerat, HP (Hans Peter). Men en dag hen på vinteren kom Lise Lauth, der stod for værelsesfordeling, og spurgte, om jeg kunne tænke mig at bo sammen med Verner. Det ville jeg godt, og vi boede så sammen fra vinteren 1952 indtil praktiktiden. Gennem ham kom jeg en del sammen med andre kammerater, men i løbet af det første år blev det nogle få, jeg havde mest med at gøre, selv om jeg hjalp flere piger med regning og fysik. Allerede 2. år begyndte vi at drikke te sammen i grupper eller "kliker", vil nogen sige. Det var ikke altid lige heldigt, somme tider gik der for lang tid med det, og det betød vel også, at vi på den måde blev lidt mere "nok i os selv". Det kunne ikke undgås, at vi ved den lejlighed drøftede dagens større og mindre begivenheder. Nogen har givet følt sig udenfor, og det var uheldigt.


Efter praktiktiden måtte man finde et værelse uden for skolen. Jeg fik en aftale med en frisørsvend, der lige havde bygget hus midt i Ollerup. Han ville gerne leje et værelse ud, men en kammerat kom imellem og snuppede det. Sådan noget fandt jeg mig i, selv om det var klart urimeligt. Indtil sommerferien måtte to af os så bo sammen på vist det mindste værelse på drengegangen. Skolens nabo var boghandler, hun havde et stort hus med fire værelse ovenpå uden varme! De var lejet ud til ældre elever, jeg fik et til august og måtte fyre i kakkelovn den sidste vinter. Toilet var der ikke, vi måtte over på skolen. Men det ændrer ikke ved, at jeg husker det sidste år på loftet hos Martha Dissing som et godt år. Jeg mener selv, at jeg fik meget ud af undervisningen, havde vel efterhånden den modenhed, der skulle til. Vagn og jeg drak te hos Else hver eftermiddag ved 15-tiden. Det var en god stund, selv om Else nok engang imellem syntes, at vi sad for længe!


Else og undertegnede holder tepause.

Det sidste år var Else og jeg meget sammen, fulgtes ad til alting, købte bøger sammen. Det betød, at Else som regel købte, og jeg lånte! Hun var lidt bedre udstyret med penge, selv om hun skulle have "det hele hjemmefra", og det er langt fra videre behageligt. Jeg har tidligere været inde på disse parforhold, der opstod i alle klasser, men særligt i vores. Det var nok sådan, at vi isolerede os for meget, to og to. På den anden side var vi alle efter tre år på skolen ved at være trætte af hinanden i ordets egentlige forstand.


Vi gik sjældent til aftenkaffe, deltog dog i folkedans, Else spillede til det sidste år, og vi var som regel til stede, når der var underholdning om lørdagen. En sådan aften kunne være af meget vekslende kvalitet, afhængig af den klasse eller det højskolehold, der stod for programmet. Jeg må være ærlig og indrømme, at disse afteners underholdning sjældent nåede ud over dilettantniveau. Men det gav en vis træning i at lave en sådan aften, og en vis kritisk vurdering af, hvad der kunne bruges, og hvad der i hvert tilfælde var værdiløst. - En teatergruppe under ledelse af Michael Rasmussen spillede bl.a. "Søskende" af H. C. Branner. De var dygtige og arbejdede med flere opgaver, der lå uden for den almindelige underholdning om lørdagen.


Hver morgen begyndte skoledagen med morgensang, også om søndagen. Skolen var i sin holdning en fri skole med grundtvigsk præg, men vi blev f.eks. ikke påvirket til at gå i kirke. Lærerne gik heller ikke. Ved særlige lejligheder var vi i Vejstrup - og en anden gang i Ryslinge Valgmenighed. Med min hjemlige baggrund undrede det mig meget, at kirkegang ikke var en mere naturlig foreteelse. Jeg gik da også mere i kirke end de fleste, men det sidste år tabte jeg lysten. - Vi var på Fyn, og jeg kan huske Bøgh sagde engang, vi stod et sted, hvor vi kunne se tre kirker, der lå meget tæt, "at fromheden stod ikke i forhold til antallet af kirker". Fynboer brugte allerede dengang kirker ved særlige lejligheder, men overrendte dem ikke om søndagen! Samme tilstand kom til Vestjylland, vel en 30 år senere.


Gymnastik, idræt, fodbold og håndbold havde min store interesse, og jeg brugte megen tid på det. Spillede på skolens 1. hold i håndbold, og det er et af de bedste hold, jeg nogen sinde har spillet på. Vi var ude til mange kampe og vandt langt de fleste. Vi trænede og spillede på Gymnastikhøjskolens anlæg og i deres dejlige hal om vinteren. I alle årene havde vi et godt forhold til naboskolen. Jeg kom der meget, også til kurser af forskellig art f. eks. i svømning og dommeruddannelse i håndbold. Mange, både lærere og elever, trak noget på skulderen af Gymnastikhøjskolen, den var for ensidig, for disciplineret og for elitedyrkende. Der var meget om det, men de var altid venlige mod os, der kom af interesse for idræt i bred almindelighed, herunder naturligvis gymnastik.


Lad mig slutte med eleverne. Det havde i første halvdel af 1950-erne sikkert ikke været muligt at få de ansøgere, som skolen gerne ville have. Det vil sige modne elever, gerne midt i tyverne med de elementære kundskaber i orden og en erfaring fra det praktiske liv. Skolen var for lidt kendt, der havde flere gange været uro om den, og fremtidsudsigter var for usikre. Det sidste, tror jeg, gjorde sig gældende i mange år fremover. Det blev også senere en kendsgerning, at over halvdelen af vores klasse - efter en vikarperiode - klarede diverse tillægsprøver og fik fast ansættelse i folkeskolen. Jeg har beskrevet vores klasse, dens problemer var ikke specielle. De efterfølgende hold havde de samme forhold. Mindst ligeså mange elever i disse klasser var for dårligt udrustede til at klare en læreruddannelse. - Lærerstaben havde sine problemer, flere havde en god faglig ballast, men gik ikke meget op i det at kunne undervise. Jeg tror heller ikke, det generede dem synderligt. Andre var så svage, at de direkte måtte betragtes som fejlplacerede. De kom vel også væk - efterhånden - men det kunne tage nogen tid og var "kostbart" for de elever, der havde dem i forskellige fag. Skolen var ny, fattig og dårligt udstyret med materiel. Den skulle med tiden få tilskud som et Privatseminarium, men der var en række begrænsninger, så den reelt var betydelig dårligere stillet end andre lignende uddannelsessteder. - For en elev var det en dyr uddannelse, fordi vi skulle betale for en undervisning, der var gratis på andre seminarier. -


Hvad kostede uddannelsen på Den frie Lærerskole? En læreruddannelse var dengang omkring 1950 vurderet til at koste 13.000 kr. Det slog ikke til i de fire år i Ollerup, selv om jeg var nødt til at være sparsommelig. Hjemme lånte jeg 8.300 kr. En arv fra fars farbror, Peder Løgstrup Bjerg, gav mig 2.000 kr. Af Kr. Randers` Mindefond lånte jeg 1.200 kr. Indtjening i ferier blev til ca. 1.450 kr. Praktiktiden gav 1.750 kr. kontant, dertil kost og logi. Jysk Friskolefond 100 kr. og fra min bror, Milter, 200 kr. Ved uddannelsens afslutning var mine samlede udgifter (incl. rejser, tøj og personlige fornødenheder) ca. 15.000 kr. Deraf havde jeg lånt ca. 10.000 kr. - Jeg opnåede aldrig støtte fra UU (dengang Ungdommens Uddannelsesfond), der udbetalte betydelige beløb til "trængende" elever efter lærernes indstilling. Det var åbenbart urimeligt, hvad også bagefter blev indrømmet over for mig, men da var pengene fordelt!


Den, der læser hele artiklen, kan opleve en modsætning mellem min indledning og mine afsluttende bemærkninger, bl.a. vedr. lærerne. Det er rigtigt. Skolen kunne ikke fastholde den høje standard i lærerstaben. - Så det var ikke helt uden grund, at Bredsdorff i sin afslutningstale opfordrede til, at vi afgangselever tog et par års uddannelse mere! Ordene var sikkert velmente, men bestemt ikke velvalgte ved den lejlighed. - - -


Til sidetop