Til sidebund

Erindringer fra Nørre Nebel Realskole 1945-49.

Sidst på vinteren 45 - kort før krigens slutning - kom far fra et besøg hos familien i Hemmet og meddelte mig, at han havde indmeldt mig på Realskolen. Jeg kendte ikke meget til den, en dreng, der boede ikke ret langt fra os, havde gået der, og en anden, jeg kendte, gik i tredje klasse. Skolen var en privat realskole, Poul Qvesel, der var leder, kaldte sig bestyrer, men han var økonomisk ansvarlig for skolens drift. Skolen var fireårig, og vil man gå historisk til værks, skulle man tro, der var tale om en mellemskole. Men den i Nr. Nebel og mange andre steder ud over landet havde en speciel opbygning, der var udsprunget af et behov for mere skolegang i landdistrikter og stationsbyer. Skolen optog elever fra 6. kl. altså fra ca. 12 års alderen. Det gjaldt langt de fleste, men den optog også ældre elever, der havde rimelige forkundskaber i matematik og sprog og ikke mindst større modenhed. Den 15. august skulle jeg møde. Samme dag var jeg om morgenen tidligt i Outrup hos Dr. Sørensen for at få trukket en rådden tand ud. Det betød, at far og jeg kom lidt for sent, men vi nåede dog Fadervor og "Der er et yndigt land" - - af morgensangen. Den første dag var kort, far tog bagefter med til boghandleren, hvor vi kunne købe brugte bøger for 2/3 af ny pris. Det var bestemt, at jeg skulle rejse med tog på månedskort, fordi jeg ikke havde en ordentlig cykel, og en sådan kunne ikke skaffes så kort efter krigen.


Den næste dag havde jeg en frygtelig mavepine, sikkert af nervøsitet, jeg fik spurgt for sent om tilladelse til gå ud, vidste ikke, hvor drengetoilettet lå, så det gik galt. Noget kom i underbukserne, men da det var tyndt kom der også noget i de korte bukser, som jeg måtte skylle og gå med våde resten af formiddagen. Heldigvis var det en lørdag, så vi fik fri et par timer førend andre dage, ved 13 - tiden. I sandhed en uheldig begyndelse! Det skal tilføjes, at jeg ikke blev nævneværdig drillet med den episode, og det var jeg faktisk selv forundret over.


Den første tid var en stor forandring, jeg kom fra en skole, hvor vi ikke havde lært ret meget, og begrebet lektier kendte vi slet ikke. Skolegangen havde været meget begrænset på grund af krigen, i en periode på tre måneder var der ingen. Endelig havde jeg kun gået i skole fire år og kom sammen med kammerater, der havde gået fem eller mere. Jeg havde aldrig haft antydning af engelsk, men ved omgang med de tyske soldater havde jeg fået et vist kendskab til tysk. Botanik, zoologi, aritmetik og fysik var ukendte fag, men til Realskolens ros bør nævnes, at lærerne heller ikke forudsatte de store forkundskaber. - Fra starten stod jeg fagligt svagt, men jeg gjorde meget ved lektierne og fik første gang til efterårsferien middelkarakter. Resultatet var sikkert i overkanten i forhold til min kunnen, og det var da også sværere at fastholde end ventet, fordi der efterhånden blev krævet mere og mere for at holde de samme karakterer. På boldbanen klarede jeg mig godt og kom næsten med det samme på skolens bedste drengehold sammen med en række gode spillere.


Som dansk- og klasselærer havde vi Knud Basse Kristensen, en dygtig lærer, der også havde geografi og historie med os. Han var god til at fortælle og ville gerne læse op. Jeg havde svært ved skriftlig dansk og måtte bruge megen tid på genfortælling, skriftlige øvelser og forberedelse af diktat. Grethe Qvesel underviste i tysk, fra 3. klasse også i engelsk og det sidste år tillige i dansk. Hun var ligeledes en dygtig lærer, læste meget op for os og havde altid et godt forhold til klassen, der ikke var uden betydelig spredning. Henning Hjuler havde vi til engelsk, naturhistorie, fysik, regning, tegning og sang. Han var kun på skolen et år i min tid, så han står noget svagt i min erindring. Endelig havde vi Poul Qvesel til aritmetik, senere også til geometri, regning og fysik, og sognepræsten havde religion med os.


Eleverne kom med meget forskellig baggrund, forkundskaber og begavelse. Nogle var flittige, nogle passede deres ting, og enkelte var dovne. Det var en almindelig opfattelse dengang, at en realskole skulle opsamle en slags "intelligensreserve", som man mente måtte gemme sig i lands - og stationsbyer. En opfattelse, som jeg igen mødte 15 år senere som lærer i Ølgod kommune, og som så vidt lever endnu visse steder. Generelt er og var det en tvivlsom påstand, men der var nogen, som skilte sig ud. Jeg kan nævne to skolekammerater, begge blev ingeniører. Den ene virkede på en stor arbejdsplads i Midtengland, og den anden blev lektor på Danmarks tekniske Universitet (tidl. Danmarks tekniske Højskole). De var naturligvis over middel, ellers var de ikke nået så langt. Den ene døde for år tilbage, kun 57 år gammel, mens den anden har virket indtil for nylig.


Med karakterer og eksamen i - praktisk taget - alle fag, var vi elever nødt til at følge nogenlunde med i de allerfleste for at opnå et pænt gennemsnit. Dertil kom, at karakterskalaen ikke gav mange points til de lave karakterer. Men det betød på den anden side langtfra, at vi var lige gode i alle fag. Jeg duede ikke til naturhistorie, jeg må ikke have været flittig og interesseret nok. Men jeg kan fortælle noget, der kan have befordret den manglende interesse. Da jeg det første forår kom hjem og fortalte min mor, at jeg skulle presse planter fra mark og eng, reagerede hun - undtagelsesvis - meget negativ. Hun sagde rent ud, at det var noget pjat. Og det ville hun sige til skolen! Jeg nævner det også, fordi det er den eneste gang, jeg husker, at min mor eller far ikke bakkede skolen op. - Det andet, jeg vil fortælle, hænger sammen med en lærer: Efter Hjuler fik vi et lærerpar, Katrine og Jørgen Nielsen. Jeg fik fru Nielsen, som vi kaldte hende, til dansk og engelsk i anden klasse, og satte uhyre stor pris på hende. Hr. Nielsen overtog bl. a. naturhistorie og sang. Men han løb ind i vanskeligheder som så mange unge lærere, men for mig på en uforklarlig måde. Nielsen var ikke udygtig, han var velforberedt, men kunne ikke klare de store drenge og de frække piger. Mange af de mere tilbageholdende i klassen havde det meget dårligt med den ballade. Jeg var både nervøs og bange for de timer, hvor Nielsen blev groft provokeret, begyndte at råbe højt og kaste med kridt. Lige meget hjalp det. I to år fik jeg ikke lært noget ordentligt i naturhistorie, og kender man lidt til pensum i fag, er man klar over, at det ikke kunne rettes op det sidste år. - Hr. og fru Nielsen rejste efter kun to år ved skolen. Jeg ved, vi var mange, der syntes, det var synd for dem, men var glade for, at Qvesel takkede dem så pænt, som han faktisk gjorde. Det var i 1948.


Vi havde nogle dejlige fester på Realskolen. Juleafslutning på Jernbanehotellet med juletræ, optrin af de forskellige klasser, kaffe og mange salmer. Festligt var det, selv om dagen sluttede med uddeling af karakterbøger! - Fastelavnsfester med oplæsning af Malling, Varde, Troelsen, Silkeborg, og Rasmus Christiansen, Det kgl. Teater. Sidstnævnte blev en skuffelse, måske var det derfor, at skolen året efter gik over til komedie med vores klasse som den første i 1948. Efter kaffe og tøndeslagning var der dans. Vi dansede med liv og lyst til tog og rutebiler kørte ved 23-tiden.


Translokation og afslutning var den store dag sidst i juni. De første par år var Qvesel i kjole og hvidt. Holdt en tale med særlig tanke på afgangselever og forældre. Jeg husker, en mor roste talen i 1946, og hun var ellers sparsom med ros. - Karakterbøger og igen dans. Jeg ville gerne danse og blev i disse år nogenlunde god til det - pigerne sagde da aldrig nej - heller ikke de ældre, som vi yngste af drengene var lidt bange for. Apropos dans - på en af vore årlige udflugter med tog til Sig og gåtur til Nørholm blev det et øsende regnvejr. Vi kom ind i Thorstrup forsamlingshus, spiste vore madpakker, men da regnen blev ved, sendte Qvesel bud efter musik fra Horne. De kom, og vi dansede, til toget kørte hjem igen.


Efter sommerferien i 1947 kom fire elever ind i vores klasse, Gunde, Ole, Agner og Niels. Agner var ældst, ca. 20 år, de andre var lidt yngre, men de var alle sammen ældre end de fleste af klassens øvrige elever. Jeg mener, de gav klassen en ny dimension. Som en af de yngste blev jeg konfirmeret det efterår og fik et nært forhold til Ole. - Kaj Munk ville nok betegne os som en "kroneklasse", lærerne ville gerne have den, fordi klassen var almindelig dygtig, var interesseret og havde en god arbejsmoral.


Samme år rejste K. Basse Kristensen, og i stedet kom Herluf Elmegaard, der overtog Basses timer og sangkoret med elever fra 3. og 4. klasse. Nielsen havde det "lille" kor med drenge fra 1. og 2. klasse. Elmegaard blev vores klasselærer de sidste to år. - Det blev bestemt, at vi efter jul skulle spille "Aprilsnarrene" af Heiberg. Grethe Qvesel blev instruktør med Elmegaard som hjælper. Der var mange gode og sjove roller. Jeg fik en som frisør, den stod sikkert i passende forhold til min generthed og manglende sceniske evner, men jeg var ked af den. Kammerater syntes, den burde slettes som værdiløs for spillet, og jeg ville gerne være fri. Tre dage om ugen ville vi komme hjem med et senere tog, fordi vi skulle øve - de første gange på skolen og senere på Kjærs Hotel. Det blev nærmest opfattet som et privilegium. Mange fra klassen skulle med i et eller andet vedrørende opførelsen, og det blev afgørende. En kammerat sagde til mig: "Hvis du siger fra, er du jo ikke med blandt os andre". Rollen fik jeg ikke noget ud af. Jeg har senere set stykket på teater, frisøren var med, men skuespilleren fik heller ikke noget ud af opgaven. - Det blev nogle fornøjelige eftermiddage med at øve, vente, læse lektier og rejse med tog hjem uden alle de andre elever. Jeg tror, forestillingen blev en succes ved fastelavnsfesten, hvor vi spillede i rigtige dragter, der var lejet i en teatergarderobe i Randers. I hvert fald fortsatte man på skolen med at spille komedie ved fastelavnsfesten i årene fremover.


I stedet for Nielsens fik vi hr. og fru Hother Andersen. Hun var nordmand og meget smuk, så alle drenge - store som små - var meget optaget af hende! Vi var nu 4. klasse, jeg havde ingen timer med fru Hother, men nogle ganske få i fysik med Hother. Qvesel havde overtaget naturhistorie i et forsøg på at redde faget i vores klasse, men opgaven var vist umulig? Vi havde mange lektier for, og hver fredag var der skriftlige prøver i dansk, engelsk, regning eller matematik. Karakterer betød da meget, men vi gik ikke og rystede for dem i det daglige. Det er historieforfalskning, som man kan høre nu og da. Endelig var de allerfleste elever nok også ret konstante i deres daglige indsats.


Når man i 50 år har gået eller arbejdet i skole, tegner der sig nogle træk af betydning. For det første er en sund arbejdsdag med lærere, lektier og kammerater betydningsfuld. Grå hverdage var det ikke. Poul Qvesel yndede ved festlige lejligheder at tale om det gode kammeratskab. Ingen sagde ham imod, og det vil jeg heller ikke gøre i erindringens lys. Disse hverdage er væsentlige. Jeg husker en dag, Qvesel gav sig tid til at forklare - i en almindelig regnetime - at et er at have ansvar for sig selv, noget ganske andet er det at have ansvar for andre. - For det andet bør der være afvekslinger i en god hverdag. Jeg kunne ud over de årlige fester fortælle om idrætsdagen i Varde for Grindsted, Nr. Nebel, Varde og Ølgod realskoler. Det var i høj grad en dag, vi glædede os til, og til dagen efter havde vi ingen lektier for!


Poul Qvesel blev af mange elever betragtet som en "streng herre", der kunne være urimelig. Det var han ikke i vores klasse. Om efteråret i 4. klasse skulle vi på en cykeltur med Qvesel fra kl. 9 til Blåbjerg, Henne kirke og Hennegård. Alle cyklede derfor i skole den dag. Vi kom fra de omliggende sogne, men vi havde - af uransagelige grunde - bestemt, at vi ville komme for sent, selv om vi var i god tid! Før mejeriet i Nr. Nebel holdt vi et hvil og ankom for sent til 1. time (måske 10 min.). Det var en lørdag, vi havde Qvesel til regning. Da vi kom, prøvede han at spørge til vores ejendommelige disposition, men han lod ret hurtigt "sagen" falde. - Ole Olesen fra Oksbøl og jeg fulgtes på den senere cykeltur og var enige om, at det var en dum idè med at komme for sent. - Selve udflugten forløb godt -.


Afgangsholdet i 1949.
Afgangsholdet fra Nr. Nebel Realskole i 1949.
Forfatteren er nr. 2 bagerst fra højre, og klasselærer Elmegaard sidder midt i række nr. 2.

Vinteren 1949 følte vi, at afslutningen nærmede sig. Mange fik lære- og elevpladser, nogle få ville i gymnasium eller på seminarium, hvor man dengang kunne gå "lige ind" med en stor realeksamen eller som i vort tilfælde præliminæreksamen. Det var alvorligt på tale, at jeg skulle på Vestjysk Gymnasium i Tarm og derefter læse videre, men efter eget ønske blev jeg mejerielev og kunne så efter uddannelsen læse videre til mejeribrugskandidat. Jeg var knap 16 år, en lille fyr, kun en enkelt af holdet var mindre. Som så mange andre glædede jeg mig til at komme ud af skolen.


- - Alle bestod eksamen, men der var stor spredning over feltet. Kun tre fik udmærkelse ved afslutningen (udmærkelse var 14,50 eller derover), men der var seks, som fik 14,48. Translokation i anlægget og festlig afslutning på Jernbanehotellet. Rejse til Norge i 9 dage. En stor oplevelse trods de beskedne forhold vi havde på turen og de små midler, som de fleste af os måtte klare os med. - På hjemrejsen fra Varde sagde vi et vemodigt farvel ved de forskellige stationer. Et afsnit i vores tilværelse var slut. - Jeg har kun mødt en håndfuld af de mange kammerater siden. - -


Til sidetop