Til sidebund

En skolegang under krigen.

Kort før maj 1941 fik jeg min første cykel. Det var en istandsat lille, brugt cykel, der var "skåret af", d.v.s., at den oprindelig var en voksencykel. Begivenheden var et sikkert tegn på, at skoletiden nærmede sig. Vi havde godt to km til Dyreby skole i Henne sogn, så jeg cyklede, når vintervejret ikke forhindrede det.


1. klasse begyndte til maj. Skoleåret var inddelt i en sommerperiode fra maj til november og en vinterperiode fra november til maj. Om sommeren var skolen fireklasset, det betød, at 1. og 2. årgang gik for sig selv, 3. og 4. årgange udgjorde 3. klasse og 5. - 6. og 7. årgange var 4. klasse. Om vinteren var der kun tre klasser med to, to og tre årgange i hver, en såkaldt treklasset ordning. De mindre børn gik fire dage om sommeren og de større to formiddage, mange steder fra 7 til 12, og man klarede sig med to lærere! I vintertiden gik alle klasser i skole fra kl. 9 til hen på eftermiddagen, alt efter alder og dermed årgang, - men med en times middagspause. Fra foråret 1941 var der ansat to faste lærere ved Dyreby skole, de blev så suppleret med en "vinterlærerinde" fra nov. til maj.


Elever og lærer foran Dyreby skole 1941.
Elever og lærer foran Dyreby skole 1941.

Når børnene gik så lidt i skole dengang, hang det sammen med den "vestjyske skoleordning", der havde sin rod i Skoleloven af 1814: "Familier på landet bør kunne have nytte af deres børn ved det forefaldende arbejde, og børnene skulle desuden ikke blot lære i skole, men øve sig i selvvirksomhed og tænkning over det læste". I praksis blev det til, at større børn i alderen fra 10 til 13 gik højest to formiddage om ugen. Til gengæld skulle de "flittigen og uafbrudt" passe deres skolegang om vinteren.


Den første skoledag oprandt for mig i maj 1941. Vi var 16 nye elever i klassen, 8 drenge og 8 piger, langt flere end årgangenes gennemsnit på 8-9 elever. Som klasselærer fik vi en ung andenlærer, Th. Johansen, der ikke før havde startet en 1. kl. og næppe anede, hvordan han skulle begynde med en ny klasse endsige var klar over, hvad vi kunne kapere. Det gik da også galt, selv om nogen fik et godt udbytte af undervisningen, fordi de af naturen var skolemæssigt veludstyrede, var der for mange, der ikke fik ordentligt lært at læse, skrive og regne fra grunden. Det skal dog fastslås, at vi var glade for Johansen, det er børn næsten altid for deres første lærer. Han fotograferede, hvad bestemt ikke var almindeligt dengang. Jeg har bevaret nogle billeder fra den første sommer, som han har taget og solgt til os. Johansen ville gerne lege og spille bold med klassen. Det var han god til og havde godt styr på os, selv om der var et par vanskelige fyre på holdet. - Det må også have været svært for en ung lærer, der ikke fik undervisningsmidler af betydning til sin rådighed, og begrebet lærersamarbejde var ukendt.


Lærer Johansen med frue (ca. 1942).
Lærer Johansen med frue (ca. 1942).

Fra november skulle vi gå sammen med 2. årgang. Det var et mindre hold, men vi kom da op på ca. 24 børn i klassen, så der var nok at se til for den dygtige vinterlærerinde ved navn Thora Hollesen. Vi var i skole hver dag fra 9 til 14 med en times middagspause. Det blev til 24 timer om ugen, et højt timetal for så små elever. Den lange middagspause vil også overraske i dag, men vi følte ikke, den var for lang. De, der boede nærmest, tog hjem for at spise, vi øvrige havde mad med og fik god tid til både at spise og lege bagefter.


Lærere var altid velkomne i mit hjem, især anden - og vinterlærere kom meget. Mor var gæstfri, og hun og far ville gerne snakke med og udveksle synspunkter med de unge lærere, og vi børn lyttede med. Kom de om eftermiddagen, blev de ofte og fik aftensmaden med. Det hang vel sammen med, at de unge lærere levede mere eller mindre på "feltfod" uden de store køkkenfaciliteter i deres lejlighed.


To årgange i samme klasse var ikke noget disciplinært problem, som eftertiden ofte har beskrevet det. De sammenbyggede borde-bænke gav god plads i skolestuen, og de fleste lærere havde en teknik, så de kunne holde to årgange i sving med noget forskelligt på samme tid. - Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at mange børn fik for lidt ud af undervisningen. Der var brug for mere hjælp til den enkelte, end tiden tillod. Dyreby skole var ikke stråtækt, men den var en lille landsbyskole med begrænsede ressourcer: Vi hører til den generation, der senere undskyldte sig med, at manglende viden og færdigheder skulle ses på baggrund af, at vi havde "gået i den stråtækte skole på landet"!


Det andet skoleår står ikke så klart i min erindring som det første. Naturligt nok. Når man begynder på noget nyt, oplever man stærkest. Maj 1942 kom jeg i 2. klasse eller ind til P. Bagger Jensen, som var førstelærer og blev i daglig tale om - og tiltalt med sit mellemnavn. Vi gik - som tidligere nævnt - i skole fire dage om ugen og havde samme lærer hele tiden. Det var en god sommer med skole, leg og boldspil. Dertil kom naturligvis, at vi hjalp til på de ejendomme, de fleste af os kom fra. Kun få elever var fra huse i Henne stationsby. - Når vi i en time havde regnet de stykker, vi skulle, måtte vi gå ud og lege. Det var vel ikke efter de højeste pædagogiske principper, ej heller dengang. Men det er forståeligt, at en lærer gerne ville have mere tid til de elever, der havde mest brug for hjælp.


Sommerferie havde en anden betydning for 50 år siden, selv om den kun var på fem uger! For de allerfleste børn betød ferien først og fremmest dagligt arbejde hjemme fra morgen til aften. Det kunne være strengt, hvis man var lille af vækst og havde få kræfter. - Nogle børn fik lov at komme på ferie hos familie. Det gjaldt i mit tilfælde. Jeg var i en årrække hos familie i en uge, men det var langt fra almindeligt. Efterårsferien hed "kartoffelferien" og blev år efter år placeret på det tidspunkt, hvor man skønnede, at mange landmænd skulle have kartofler taget op. For skolebørnene var den ordning langt fra særlig populær. Arealer med kartofler var ret omfattende i forhold til antal tdr. land i øvrigt, så hele ugen kunne sagtens gå med optagningen!


Til november kom vi tilbage i 1. klasse, nu som den ældste årgang. Vi fik en ung, nyuddannet lærer, Else Margrethe Andersen, som vi blev meget glade for. Desværre kunne hun ikke synge, så vi måtte selv klare morgensangen. Det var ikke let og skabte med tiden en del uro i klassen. Jeg har senere spekuleret på, hvordan hun kunne få uddannelse som forskolelærerinde (senere kaldt småbørnslærerinde), idet jeg mener, at det var uomgængeligt adgangskrav, at man kunne synge - og også gerne kunne spille et instrument. Netop fordi man skulle lede sangen med små børn, syv til niårige, der ikke magtede det selv. - Men det ændrer ikke ved, at hun var en god og afholdt lærer. Sommeren 1943 kom vi i anden klasse, der bestod af 3. og 4. årgang og gik i skole to formiddage om ugen. Johansen blev igen vores klasselærer med alle timer. Ret megen lærdom blev det ikke til. Vi havde ingen lektier for hjemme. Læsebøger, skrivebøger og regnebøger m. v. blev samlet sammen og kun brugt i skolen. Johansen sagde om efteråret, at vi var "gået tilbage" den sommer. Vi tog det vist ikke særlig tungt, men det var en alvorlig påmindelse. Skolegangen var dog stadig en behagelig afveksling fra den dagligdag, de fleste havde ved landbruget.


Tyske tropper kom til Henne stationsby allerede i begyndelsen af krigen. Det betød, at vi, der skulle igennem den lille landsby for at komme i skole, mødte dem hver dag. I grunden blev disse soldater forbavsende hurtigt en del af vores dagligdag. - I vinterskolen fra november delte Bagger og Johansen timerne, jeg tror, de havde tre hver. Bagger havde bl.a. bibelhistorie med salmevers og Danmarkshistorie. Han var en glimrende fortæller, der forstod at dramatisere især de gammeltestamentlige fortællinger. - Johansen overvejede allerede på det tidspunkt at søge nye udfordringer et andet sted. Han opnåede da også at blive skoleleder i en landbyskole, senere almindelig lærer, gymnasielærer og viceskoleinspektør i Herning og sluttede som skoleinspektør i Holstebro. - -


Frands Gammeltoft jun.

Ved juleafslutningen i 1943 "hørte" vi børn, at tyskerne ville føre flere tropper til det vestjyske område og bl. a. besætte en række skoler. Det skete. I juledagene blev Dyreby skole besat og lukket for undervisning. Lærere, der boede på og ved siden af skolen, måtte flytte med kort varsel. - Jeg husker ingen begejstring, heller ikke hos os børn. Forældre drøftede naturligvis krigens gang og kunne ikke frigøre sig for den tanke, at en allieret invasion på den jyske vestkyst ville føre krigen ind på dansk område og medføre store ødelæggelser. Netop det tyskerne frygtede og forberedte sig på. Nogle børn blev efter juleferien flyttet til familie inde i landet og gik i skole der. Andre, og det var de fleste, fik slet ingen skolegang resten af den vinter. Min bedste kammerat, Frands Gammeltoft (billedet til venstre), senere ejer af barndomshjemmet "Gammeltoftgård", og jeg fik hjemmeundervisning. Det blev aftalt, at Frands´ mor skulle undervise i dansk og bibelhistorie og min far i regning og Danmarkshistorie. Vi mødtes skiftevis i hjemmene hver dag fra kl. 14 til 16. Der var fire-fem km. mellem vore to hjem. - Ordningen var ret enestående. Vi lærte vel ikke så meget, men vi havde skolens bøger, kunne fortsætte i dem og holde de elementære kundskaber vedlige. Set med nutidens øjne må jeg undres over, at forældre påtog sig en sådan opgave og gik i gang. Jeg tænker også på den prioritering, der lå i valget af fag. - - -


I løbet af vinteren var der fra skolekommissionens side bestræbelser i gang for at finde et sted, hvor børnene kunne undervises. - Krigen gik sin gang, og ingen ventede en snarlig afslutning. - Til de små elever fandt man en stor stue hos Chr. Iversen, ikke langt fra Henne st. og til de større elever en aftægtslejlighed hos Jeppe Staal, der boede i Hjulsager over for gården af samme navn, ejet af Jens Christensen. For mange betød det en længere skolevej, jeg fik ca. 5 km, men der var også fra Dyreby, Gammeltoftområdet og Fiilsø ø nogen, som fik en kortere vej. - I aftægtslejligheden blev et par rum lagt sammen til en vinkelstue med kakkelovn på hjørnet og modsat den en tværhængt tavle med kateder foran. Læreren kunne fra sin plads overse hele skolestuen, men de bageste elever i den ene vinkel kunne ikke se de bageste i den anden. Ideelt var det ikke, men vi fandt os forbavsende hurtigt til rette. Vi gik hver dag fra kl. 13 til 16, og de store fra 8 til 12. - Førstelærer Bagger kom tilbage, fik logi og mad på den nærliggende Gammeltoftgård, hvor der var god plads på stuehusets rummelige loft. Andenlæreren, Th. Johansen, fik sammen med sin kone et par værelser på Hjulsagergård, der ligeledes havde et rummeligt loft. - De få timer i skolen blev brugt til skriftlig dansk, læsning og regning, først og fremmest, men der blev også tid til bibelhistorie med salmevers, geografi og Danmarkshistorie. Udbyttet af de få timers undervisning var naturligvis beskedent, og vi kunne højst udbygge de færdigheder, vi havde. En god kammerat, som jeg ofte fulgtes med fra skole, fastslog engang, at vi intet lærte! - - -


Efter sommerferien i 1944 skete der en ændring i timeplanen, så de store elever og de mellemste skiftedes til at begynde om morgenen tre dage om ugen. Selve skolevejen blev et større og større problem, eftersom cykler blev slidt ned. Nye kunne ikke skaffes. Dæk til de gamle var stærkt rationerede og kunne slet ikke fås til små cykler. Mange fik sat "fast" gummi på fælgene. Det var dæk uden slanger, der med en bestemt teknik blev spændt fast på fælgen. Sejt og hårdt var det at køre med disse hjul på krigsødelagte veje uden asfalt! Men frem kom vi, den sidste vinter gik de fleste dog.


Tyske soldater hørte efterhånden med i vores daglige tilværelse. På godt og ondt. Vi drenge var på mange måder optaget af det, soldaterne foretog sig. Vi legede krig ind imellem og efterlignede de øvelser, soldaterne havde. Børn tilpassede sig og havde det sikkert på mange måder bedre end mange voksne, der i lang tid frygtede krigens udfald, plagedes af rationeringer og ikke mindst ufriheden. Landet var jo besat af fremmede styrker! Vi børn gik i skole, legede og spillede fodbold, selv om en bold næsten ikke var til at opdrive. Og vi må ikke glemme, at de allerfleste større børn havde faste pligter hjemme, der skulle passes hver dag. - Min tilværelse blev specielt forsødet af mange besøg efter skoletid på "Gammeltoftgård", hvor Katrine og Ejnar tog kærligt imod og beværtede gavmildt. Besøg, jeg stadig mindes med glæde og taknemlighed.


Kort før jul blev Johansen udnævnt til førstelærer ved Hesselho skole i Starup sogn. Det kom til at betyde en længere periode med vikarer. Først til april 1945 fik vi en ny andenlærer, Th. Hedegaard Andersen, en initiativrig og dygtig lærer, der blev i Dyreby skole i nogle år. Foråret var kommet og med det befrielsen, den 5. maj. Vi blev dog ved med at gå i skole i Hjulsager indtil sommerferien, fordi Dyreby skole var ødelagt og skulle istandgøres, så vidt materialer kunne skaffes! - Vi glædede os til at komme tilbage og skulle nu gå i 3. kl. som 5. årg. For mit vedkommende blev glæden kort. Kun nogle få dage i august gik jeg i Dyreby, mine skolebøger blev afleveret og senere videregivet til Solveig Schmidt, der var flyttet til Søndersø sammen med søskende, mor og far. - Den 15. august begyndte jeg som den eneste fra klassen på Nr. Nebel Realskole. Det skal dog klart indrømmes, at et par af pigerne var skolemæssigt bedre udstyrede, end jeg var. - Men grundskoleårene var forbi for mit vedkommende! ! ! - I artikel 4 har jeg skrevet om mit ophold på denne skole.


Til sidetop