Til sidebund

Nogle polske tyveknægte?

I Vardes største avis, Ribe Amtstidende/Varde Avis kunne læserne mandag d. 7/7 1919 læse, at der lørdag d. 5/7 var faldet dom i byretten over fem polakker, der havde begået en lang række indbrud i Vardes omegn. Avisen tager ikke stilling til om kriminaliteten var organiseret.

Vestjyllands Socialdemokrat skrev 8/7 1919, at en hel polakbande, der i lang tid havde gjort egnen usikker ved mange natlige indbrud, havde fået deres dom ved retten i Varde d. 5/7. Avisen skrev videre, at en mand ved navn Schwartz blev anset som leder af banden. Ved at bruge ordet bande og omtale en af de dømte som leder, antyder avisen, at der var tale om organiseret kriminalitet.

I det følgende vil de enkelte personers kriminalitet blive gennemgået med henblik på at besvare spørgsmålet om kriminaliteten var organiseret eller ej? De fem polakker var:

1. Joseph Novak født i russisk Polen 1893
2. Frederik Gustav Grotzski født i Polen 1899 tidligere straffet for tyveri med 60 dages fængsel ved Anst/Slaugs herredsret.
3. Frantz Schwartz født i Polen 1892
4. Piotr Orloffski født i russisk Polen 1899
5. Anton Vepha født i russisk Polen 1881

Polen var i 1700-tallet blevet delt mellem de tre stormagter: Rusland, Østrig/Ungarn og Preussen. Det blev først genoprettet som selvstændig stat efter afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918 af områder afstået af Rusland, Østrig/Ungarn og Tyskland. Hvorfor dommeren skelnede mellem russisk Polen og Polen er uvist.

Ingen af de fem anklagede forstod dansk, men alle forstod tysk, så retshandlingen foregik på tysk, hvilket ikke var noget problem for myndighederne, da både dommeren Christian Kiørboe og anklageren Jesper Oldager samt forsvareren H.C. Harck alle kunne tale tysk.

Loven om reformen af retsplejen fra 1916, der adskilte den udøvende og dømmende magt, trådte først i kraft 1/10 1919, så dommer Kiørboe var stadig politimester, og amtmanden udpegede forsvarer og anklager, der udfærdigede skriftlige anklage- og forsvarsindlæg til byretten. Disse indlæg ligger i amtets arkiver og er i arkivsystemet flyttet til et fjernarkiv og kan derfor ikke længere skaffes til læsesalen i løbet af et par timer. Derfor indgår disse arkivalier ikke i undersøgelsen. Af samme grund har det heller ikke været muligt at finde billeder af forbryderne. Dertil kommer, at der gik et halvt år, før politimesteren var færdig med at forhøre tyveknægtene, og disse forhør fylder over 200 foliosider i politiprotokollen. Derfor bygger nedenstående udelukkende på de 50 sider, som dommen fylder i dombogen fra retten i Varde 1919.

Joseph Novak var forlovet med Maria Grotzski, der dog ikke var tiltalt. Hun var steddatter af Frantz Schwartz og en halvsøster til Frederik Grotzski. Joseph og Maria blev anholdt i Gårde 24/1 1919.Her havde de boet hos Anton Vepha. Da de ankom til Gårde, havde de medbragt en omfattende bagage, der bestod af ret nye beklædningsgenstande og en række andre effekter, som næppe var deres lovlige ejendom, da Joseph Novak var ansat i Nr. Nebel Mergellejer og Maria var tjenestepige. En del af effekterne kom fra Frantz Schwatz's hjem. De 84 genstande, der blev fundet i Gårde og hos Frantz Schwartz omfattede bl. a. flere jakkesæt, løse herrebukser, veste, frakker, damekjoler, dameundertøj, støvler og en herrecykel nr. 26356 mærket K.S. Christensen.

Dommer Kiørboe mente, at da der ikke var anmeldt tyverier af alle de omhandlede effekter, så kunne Joseph Novak have erhvervet dem lovligt. Men da han var fremmed i landet, kunne han ikke påvise de steder, hvor han havde købt dem. Andre effekter påstod Novak at have købt for 20 kr. (i dagens penge 716 kr.) i Ejstrup af en arbejdsmand ved navn Karl Persson, som han havde arbejdet sammen med. Retten havde forsøgt at finde denne Karl Persson, men det havde ikke været muligt, og Novaks påstand om at have købt disse genstande kunne ikke bevises.

En skræddermester Severin Hansen fra Aastrup mente, at en vest og et par benklæder blandt tyvekosterne var blevet stjålet fra ham ved et indbrud natten mellem 19. og 20. november 1917, og hans daværende skræddersvend, Sigvald Madsen, der nu boede i Agerbæk, var overbevist om, at mester havde ret. Dommeren mente nu, at det var bevist, at vest og bukser ikke var kommet i Novaks besiddelse på lovlig vis, da Novaks logivært i Ejstrup intet kendte til disse indkøb. Vestens værdi var 15 kr. (538 kr) og benklædernes 20 kr. (716 kr).

Andre beklædningsgenstande påstod Novak at have købt på Lunderskov station af en tysker for 150 kr. (5.376 kr.). Han kunne ikke huske tyskerens navn, men denne havde fortalt ham, at effekterne var stjålne. Manufakturhandler Frederik Hansen fra Agerbæk, hos hvem der i oktober 1918 var begået indbrud, mente, at nogle af genstandene stammede fra dette indbrud. Dog var han ikke helt sikker, da disse beklædningsstykker var masseproducerede og blev solgt i enhver manufakturhandel. Dommeren konkluderede, at Novak ikke kunne dømmes for tyveri af disse genstande. Men om tøjet, som han havde købt på Lunderskov station, vidste Novak, at de var stjålne, og derfor kunne han dømmes for hæleri.

Politiet havde efterlyst ejerne af disse genstande i Politiefterretninger, men ingen havde henvendt sig. Blandt Novaks besiddelser var en sort fløjlshat, som telefonbestyrerinde Marie Jensen i Fåborg mente tilhørte hende. På grund af dårligt vejr havde hun efterladt den hos Frederik Hansen i Agerbæk, hvor den var blevet stjålet ved indbruddet i oktober 1918. Dette blev bekræftet af Frederik Hansens hustru. Modehandler Ellen Nielsen fra Varde mente også at kunne genkende denne hat, der var blevet indleveret til hende for at få ændret pynten. Hun var dog ikke sikker på, at damen, der indleverede den var Marie Jensen, men den skulle være færdig til næste morgen, da damen skulle med postbilen. Om det var postbilen til Fåborg kunne hun ikke huske. Marie Jensens datter, Hanne Jensen, kunne bekræfte, at hatten tilhørte henden mor. Hatten havde en værdi af 2 kr. (71kr.). Da det ikke var bevist, at Novak havde stjålet hatten hos kbm. Hansen i Agerbæk, så ville dommeren ikke dømme ham for tyveri i dette tilfælde, men nøjes med en dom for hæleri.

Hos Novaks forlovede, Marie Grotzski var der blevet fundet et dameur i sølv. Marie havde forklaret, at hun havde fået det af Novak sidste sommer. Han havde fortalt hende, at han havde erhvervet det ved en byttehandel. Dette ur var identisk med et ur, der var blevet stjålet hos uddeler F.J. Frandsen i Hovborg natten mellem 7. og 8. juni 1918. Novak påstod imidlertid, at han havde tilbyttet sig uret, da han denne sommer arbejdede i Engesvang. Han havde fået uret i bytte for 5 kr. (179 kr.) og et andet dameur. Dommeren godtog denne forklaring, da der ikke var bevis for det modsatte.

Novak var også sigtet for et indbrud i Andelsbankens afdeling i Agerbæk natten mellem 8. og 9. januar 1919. Tyven havde i forbindelse med indbruddet spildt noget rødt og sort blæk. Der var fundet pletter på Novaks tøj, og Novaks tøj havde været indsendt til analyse hos Steins kemiske Laboratorium i København. Her havde man konstateret, at pletterne ikke kom fra blæk. Dommer Kiørboe afsluttede hermed forhøret af Novak med at skrive i protokollen, at Novaks optræden havde været præget af "Frækhed", og at han konsekvent havde nægtet sig skyldig i alle anklager. Ved ransagningen hos ham var der ikke fundet pengebeløb af en størelse, der kunne antages at være udbytte fra de begåede tyverier. Dommen over Novak lød på 60 dages fængsel på almindelig fangekost.

Dommeren henviste i dommen til straffeloven af 1866 § 46 og § 238 samt tilføjelser til straffeloven i 1911 § 13. § 46 fra 1866 handlede om forsøg på forbrydelser, der skulle straffes mildere, end hvis forbrydelsen var blevet gennemført. § 238 fra 1866 drejede sig om hæleri, der skulle straffes med fængsel på vand og brød " ikke under fem Dage". I § 13 fra 1911 stod der, at fængsel på vand og brød kunne ændres til fængsel på almindelig fangekost og henviste her til straffeloven af 1866 § 25, der sagde, at en dags fængsel på vand og brød svarede til fire dages fængsel på almindelig fangekost. Novak blev altså ikke dømt for tyveri, men for hæleri, og her skulle han have siddet i fængsel på vand og brød i 15 dage, hvilket havde været en meget hård straf. Dommer Kiørboe valgte derfor at ændre dette til 60 dages fængsel på almindelig fangekost.

Næste tiltalte var Frantz Schwartz. Han indrømmede, at han medio dec. 1918 om aftenen var cyklet fra Kolding til sin bolig i Verst. Ved 23-tiden var det begyndt at regne, og han søgte ly i et kreaturhus ved en bondegård i nærheden af Vejen. Her opholdt han sig en times tid sammen med nogle kreaturer og gæs. Han tog en gås og puttede den i en sæk og cyklede hjem, hvor han slagtede og spiste gåsen. Schwartz kunne ikke påvise stedet, hvor han havde taget gåsen, og der var ikke indløbet nogen anmaeldelse af tyveriet. Dommeren godtog Schwartz's tilståelse af tyveriet af gåsen, og tiltalte ham også for at have stjålet sækken.

Schwartz bekendte også, at han havde arbejdet for en bonde i Verst. Her havde han en dag siddet og spist frokost ved landevejen, og havde der købt en skinke af en mand ved navn Sørensen for 12 kr. (430 kr.) Schwartz mente, at når Sørensen havde solgt skinken så billigt, så havde Sørensen stjålen den. Skinken havde politiet fundet på Schwartz's bolig, men da den ikke var anmeldt stjålet ville dommeren ikke tiltale ham for hæleri.

Schwarts indrømmede også at han af sin medarrestant Gustav Grotzski havde købt et par skaftestøvler for 33 kr. (1.183 kr.). Grotzski havde købt dem for 53 kr. (1.900 kr.) og ville sælge dem, fordi de var for store. Schwartz mente, at når Grotzski ville sælge støvlerne så billigt, så havde han stjålet dem. Schwartz blev i dette tilfælde tiltalt for hæleri. Schwartz blev også tiltalt for at have stjålet noget tøj hos manufakturhandler Hans Hansen i Lunderskov. Beklædningsgenstandene var blevet fundet hos Schwartz. Schwartz blev sat i forbindelse med et indbrud hos kbm. Johs Bjerg i Øse, hvor der var blevet stjålet fodtøj, som blev fundet hos Schwartz. Kbm. Bjerg mente dog ikke at disse sko stammede fra indbruddet hos ham, så Schwartz blev ikke tiltalt for dette tyveri.

Her sluttede rettergangen mod Schwartz, der blev idømt 40 dages fængsel på almindelig fangekost. Dommeren havde ikke i domprotokollen skrevet, hvilke §'er Schwartz blev dømt efter, men det har sikkert været straffeloven af 1866 § 228, der omhandlede tyveri, hvilket skulle straffes med fængsel på vand og brød i ikke under fem dage og samme lovs § 238, der omhandlede hæleri og ligeledes skulle straffes med fængsel på vand og brød. Også i dette tilfælde har dommeren sikkert benyttet sig af § 25 i loven af 1866 og ændret 10 dage på vand og brød til 40 dages fængsel på almindelig fangekost. Hans forbrydelser havde ikke været så omfattende som Novaks.

Fredrik Grotzski arbejdede i december 1918 ved mergellejerne i Vester Nebel. Her fik han besøg af to tyskere, som han kendte fra et ophold i Tyskland. De tre mænd besluttede nu at begå indbrud i Vester Nebel brugsforening, hvilket de gjorde 28/12 1918. Udbyttet blev ti kroner fra en uaflåst pengekasse (358 kr.), to par støvler, to par bukser, tre pund chokolade og 15 ruller kiks. Desuden tog de pengeskabet, som de kørte bort på en vogn, som Grotzski havde sørget for stod klar til formålet. De kørte ud på en mark i nærheden. Her brød de pengeskabet op, og tog 810 kr. (29.032 kr.).

Pengene, chokoladen og kiksene delte de mellem sig. Det ene par støvler fik Grotzski, som senere solgte dem til Schwartz. Tyskerne cyklede sydpå, og Grotzski vendte tilbage til sit logi, et træskur i nærheden af mergellejerne. Her blev han anholdt af politiet, men da havde han brugt de 270 kr., som var hans andel af pengeskabstyveriet, ligesom han også havde fortæret kiksene og chokoladen.

Uddeler ved Vester Nebel brugsforening, Jens Peter Nielsen opgjorde sine tab ved indbruddet til: To par støvler 25 kr., (896 kr.), reparation af pengeskabet 300 kr. (10.752 kr.), to par bukser 34 kr. (1.219 kr.),chokolade 9 kr. (323 kr.), kiks 9 kr. (323 kr.) og pengeskabets indhold 810 kr. (29.032 kr). I alt 1.162 kr. (41.650 kr.).

På en cykeltur til Troldhede, hvor Grotzski sammen med en kammerat ville søge arbejde, stjal de i kørestalden til Horne Afholdshotel en regnfrakke og en cykelpumpe, værdi henholdsvis 15 kr. (538 kr.) og 2 kr. (72 kr.). Det foregik natten mellem 15. og 16. januar 1919.

Natten mellem 11. og 12. december 1918 tog Grotzski toget til Hejnsvig for at få fat i en cykel. Da han gik gennem byen, kom han forbi et hus, hvor der stod en cykel. Denne tog han og cyklede til Vester Nebel. Cyklens værdi var 100 kr. (3.584 kr.) Natten mellem 19. og 20. november 1918 begik han sammen med Anton Vepha indbrud hos skrædder Jens Nicolajsen i Ansager Her stjal de en del klædningsstykker til en samlet værdi af 457,50 kr. (17.043 kr.). Desuden smykker og ure, der var 115 kr. (4.122 kr.) værd. Klæderne blev skjult i Mølby plantage og blev senere solgt på Vamdrup station til nogle tyskere, der også aftog nogle smykker og ure. De til overs blevne smykker og ure blev solgt til Orloffski.

På Grotzskis logi i nærheden af mergellejerne i Vester Nebel fandt politiet også en overdyne og to puder, som Grotzski fortalte, at han havde købte af de to tyskere på Vamdrup station. Han havde betalt 63 kr. (1.907 kr.) for puderne, hvilket var billigt, men han mente ikke, at de var stjålet.

Grotzski blev tiltalt for tyveri og hæleri og fik en dom på 18 måneders forbedringshus. Her henviste dommeren til straffeloven af 1866 § 230 , hvor tyveri blev straffet med forbedringshusarbejde i indtil fire år. Desuden anvendte han hæleriparagraffen, der kunne give forbedringshusarbejde i indtil to år. Selv om Grotzski fik den hårdeste straf af de fem tiltalte, så udnyttede dommer Kiørboe ikke i dette tilfælde lovens strafferamme, så Grotzski må siges at være sluppet billigt.

Piotr Orloffski forlod i efteråret 1918 sit arbejde ved brunkulslejerne i Troldhede og rejste til Bække for at få arbejde i en tørvemose. Her var der imidlertid intet arbejde at få, og derfor gik han til Vester Nebel for at søge arbejde ved mergellejerne. På vejen til Vester Nebel kom han forbi en bondegård, og da han var træt af at spadsere, stjal han her en cykel, der stod i en vognport og cyklede nu til Vester Nebel, hvor han fik arbejde i mergellejerne. Cyklens værdi var 75 kr. (2.688 kr.)

På et loft i Vester Nebel, hvor Orloffski havde skjult sig for politiet, blev der i forbindelse med hans anholdelse fundet en ny overfrakke til en værdi af 80 kr. (2.867 kr.) Frakken var stjålet ved et indbrud hos lærer Jens Dige i Bække natten mellem 3. og 4. januar 1919. Orloffski havde sagt, at han havde købt frakken af en arbejdsmand Christian Hansen i Esbjerg og senere havde solgt den til Grotzski for 60 kr. (2.151kr.) Senere ændrede han forklaring til, at han havde købt frakken af en tysker på Vamdrup station medio januar 1919. Tyskeren havde sagt, at Grotzski skulle have pengene, men havde ikke fortalt, at frakken tilhørte Grotzski. Orloffski havde ikke betalt pengene til hverken tyskeren eller Grotzski. Orloffski havde frakken hængede på sit logi en uges tid. Så forsvandt den, og Orloffski troede, at Grotzski havde taget den. Grotzski påstod, at have lånt frakken af Orloffski.

Orloffski tilstod endvidere, at have købt følgende genstande af tyskeren på Vamdrup station. De var blevet fundet af politiet på hans skjulested i Vester Nebel. En baberkniv i foderal, en kasse med 100 cigarer, et par stribede herrebenklæder, et sølvlonmmeur, en grå kjole, en rød og en blå silkebluse, en barnekjole, en stofprøve, et dynebetræk, to gafler, en guldkæde, en cykel og en grøn overfrakke. Disse effekter havde det været hans hensigt at sælge, men det var endnu ikke lykkedes. Genstandenes værdi blev ikke indført i dombogen.

Orloffski fik en dom på 20 dages fængsel for tyveri og forsøg på hæleri. Også her blev tyveri- og hæleriparagrafferne fra staffeloven af 1866 anvendt, men heller ikke her blev strafferammen udnyttet. Og dommer Kiørboe skrev endvidere i domprotokollen, at Orloffski ikke blev straffet så hårdt, fordi han havde siddet i fængsel i over et halvt år. Det var den eneste af de polske tyveknægte, der fik modregnet sin tid i fængslet i strafudmålingen. Her må dommer Kiørboe siges at have været venlig. Måske fordi Orloffskis forbrydelser ikke havde været så omfattende.

Anton Vepha var tiltalt for indbrud hos kroejer E.Th. Sørensen i Blaksmark natten mellem 24. og 25 november 1918 og indbrud hos manufakturhandler og snedker Christian Clausen i Tistrup natten mellem 24. og 25 september 1918. Han benægtede begge indbrud. Ved ransagning af hans logi i Gårde blev der fundet tre sølvspiseskeer mærket 4/11 1887 med navne og navnetræk. 17 sølvpletskeer uden navn. En nikkelkaffekande med stemplet PP i bunden. 17 sølvpletgafler uden navn og en nikkelbrødbakke. Genstandenes samlede værdi var 65,50 kr. (2.348 kr.)

Vepha foklarede, at han havde købt det hele af en tysker i begyndelsen af december 1918 i Galtho ved Tistrup for 145 kr. ( 4.390 kr.) Men Kirstine Sørensen, der var gift med kroejeren i Blaksmark, kunne fortælle, at navnene på skeerne var hendes og hendes mands og 4/11 var deres bryllupsdag. Wepha blev idømt 60 dages fængsel på almindelig fangekost for tyveri.

Her henviste dommer Kiørboe kun til tyveriparagraffen i staffeloven af 1866, der, hvis de stjålne genstande havde en særlig værdi, kunne give straffe på forbedrigshusarbejde i op til to år eller fængsel på vand og brød i ikke under fem dage. Her brugte Kiørboe muligheden for fængsel på vand og brød, og har derpå ligesom ved Novak omregnet 15 dage på vand og brød til 60 dages simpel fægsel på almindelig fangekost.

Alle polakkerne blev efter endt afsoning dømt til udvisning af Danmark. Alt i alt må dommer Christian Kiørboe siges at have været i det milde hjørne, da han d. 5/7 1919 afsagde dommene over polakkerne.

Men ikke alle polakkerne var tilfredse med at sidde fængslet under sagens opklaring. 7/2 1919 forsøgte Frantz Schwartz at flygte fra arresten ved at kravle ud ad celledørens madlem, der var 25 cm. høj og 29 cm. bred. Forsøget skete kl. 4 om morgenen, og det var lykkedes ham, at få hele overkroppen ud. Men så sad han fast og råbte om hjælp. Arrestforvarer Grønholm kunne ikke få ham ud af hullet, og der måtte tilkaldes en snedker, der savede hullet større, så Schwartz kunne komme fri, hvorefter han blev indsat i en anden celle. Schwartz må have været meget smal over skuldrene, når han kunne få overkroppen ud ad det smalle hul. Hvis alle polakkerne var så smalle, så har det været nogle forhutlede personer, der stod i retten. Måske var det derfor, at dommer Kiørboe ikke udnyttede lovens strafferamme? Dommer Kiørboe skrev som afslutning på sagen, at polakkerne havde handlet selvstændigt og kun enkelte gange havde solgt genstande til hinanden. Der var derfor ikke tale om organiseret kriminalitet, hvor en bandeleder havde afgivet bestilling på varer til tyveknægtene.

De tyske aftagere på Vamdrup station blev ikke eftersøgt af Varde politi. Vamdrup station var indtil genforeningen 1920 grænsestation mellem Danmark og Tyskland, og et grænseoverskridende politisamarbejde havde været naturligt i denne sammenhæng. Men de nationale modsætninger har sikkert umuliggjort et sådant samarbejde. Det ser heller ikke ud til, at de tyske aftagere har afgivet bestillinger på bestemte varer. De fleste af tyvekosterne var beklædningsgenstande, som har været lette at afsætte i det nødlidende Tyskland i årene 1918/19, hvor der var mangel på alle slags varer i krigens sidste år og de første år efter våbenstilstanden. Heller ikke tyskeren på Lunderskov station, som Novak havde købt beklædningsgenstande af, blev eftersøgt. Dette skyldtes sikkert, at politiet i Varde manglede ressourser til at fremskaffe beviser, hvilket dommer og politimester Kiørboe også gjorde opmærksom på i dombogen.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.