Til sidebund

Skidt og møg.

Miljøproblemerne i Varde i sidste halvdel af det 19. århundrede er behandlet fyldestgørende af Bent Juhler i Lokalhistoriske Meddelelser nr. 2 2004. Nedenstående vil derfor handle om problemerne i det 20. århundrede.

Spildevandsproblemet blev stort set løst med byens kloakering, der begyndte i 1899, og var for de fleste gaders vedkommende færdig i løbet af de følgende 25 år. Tilbage stod problemerne med affald, dels almindeligt husholdningsaffald (dagrenovation) og dels møddings- og latrinaffald (natrenovation). Der var ingen offentlig renovation. Reglerne for bortskaffelse af disse affaldstyper stod i byens sundhedsvedtægt fra 1886 og i politivedtægten fra 1897. (Du kan se sundhedsvedtægten for Varde 1860 her.)

Sundhedsvedtægten påbød, at tømning af møddinger skulle besørges af den pågældende grundejer, der også kunne hyre en vognmand til dette arbejde. Udkørslen skulle finde sted i vogne, der var så tætte, at intet blev spildt, og sundhedskommissionen kunne kræve, at sådanne vogne var forsynet med et tætsiddende dæksel. Møget blev kørt ud på markerne uden for byen. Denne ordning, der kun vedrørte byens avlsbrugere, var disse tilfredse med, og den fungerede stort set godt, skønt en avlsbruger af og til måtte indkassere en bøde for at køre sit møg ud i en utæt vogn.

Det store problem var derfor at få fjernet indholdet af byens mange lokumstønder og det almindelige skrammel fra husholdningerne. Når der i det følgende skrives om natrenovation, så drejer det sig om tømning af byens latriner.

Ved alle bygninger skulle der være et eller flere latriner med tønder, der skulle være tætte. Hvis ikke de pågældende husejere selv brugte latrinernes indhold i deres haver, så skulle det køres ud på markerne af grundejerne eller en af dem hyret vognmand efter kl. 24 og før kl. 8 om vinteren. Om sommeren før kl. 6.

Der blev i vedtægten ikke omtalt, hvad der skulle ske med almindeligt affald (dagrenovation). Dog havde byrådet på mødet 3/11 1884 bestemt, at bygningsaffald kunne anbringes på engen langs banegårdsvejen. Det var sikket den vej, som i dag heder Engdraget eller trekanten vest for Jernbanehotellet(se kort nedenstående). Byrådet forventede lodsejernes accept, og gade- og vejudvalget ville sørge for, at affaldet blev spredt.

Politivedtægtens afsnit om den offentlige renlighed henviste til sundhedsvedtægtens bestemmelser, men understregede, at der på offentlige gade, vej eller plads ikke måtte henkastes ådsler, fejeskarn, affald fra huse eller anden urenlighed.

Hverken sundheds- eller politivedtægten henviste til lossepladser, hvor der kunne afleveres affald. Men nogle steder har der været. Byrådet havde 30/6 1854 vedtaget, at der skulle anvises en skrammelplads uden for Vesterport og Sønderport, og i 1910 tilbød tømmerhandler Nicolajsen, hvis tømmerhandel lå på Sønderbro, at han ville udleje et stykke eng med direkte adgang fra Sønderbro til kommunen, som denne kunne bruge til modtagelse af affald og skrammel. Byrådets gade- og vejudvalg anbefalede at modtage tilbuddet, hvilket byrådet gjorde på mødet 31/5 1910. Lejen af engen, der må antages at have ligget mellem tømmerhandelen og åen (se kort ovenstående), var 50 kr. (i dag ca. 3.400 kr.) om året, og lejemålet kunne opsiges med tre måneders varsel. Det socialdemokratiske byrådsmedlem J.P. Justesen sagde ved byrådets behandling af sagen, at de fleste husejere havde meget skrammel og skarn, som de gerne ville af med.

Byrådet havde dog allerede før beslutningen om at leje tømmerhandler Nicolajsens eng haft renovationsproblemerne på dagsordenen. På byrådsmødet 5/5 1908 havde grosserer F. Lasson (Højre) foreslået, at der blev nedsat et udvalg, der skulle komme med et forslag til ordning af renovationsforholdene. Det blev vedtaget med tre stemmer for og ingen imod. De få stemmer for kunne tyde på, at byrådsmedlemmerne ikke var alt for ivrige efter at skulle til at behandle renovationsproblemerne. Medlemmer af udvalget blev lærer Valdemar Lassen (radikal), vognfabrikant J. Christensen (radikal) og købmand Th. Schmidt, der var venstremand.

Udvalget arbejdede ikke særligt hurtigt, for det nåede ikke at komme med et forslag før byrådsvalget i marts 1909, hvilket synes at bekræfte, at viljen til at beskæftige sig med latrinrenovationen kunne ligge på et meget lille sted. Det nye byråd nedsatte april 1909 et nyt udvalg, der kom til at bestå af lærer Valdemar Lassen, boghandler Ole Lohse (Højre) og møllebygger Peter Korsholm (Venstre).

På byrådsmødet 30/11 1909 forelå der hele tre forslag: Et fra det gamle udvalg nedsat 5/5 1908 der gik ud på at latrinrenovationen skulle ske i en lukket vogn, og der skulle også være en dagrenovation. Både nat- og dagrenovationen skulle køres ud på en losseplads.

Et flertal i udvalget fra april 1909 foreslog, at der i stedet for lukkede vogne skulle anvendes skiftespande med tætsluttende låg til latrinrenovationen. Disse spande skulle kommunen betale. Udgifterne hertil blev anslået til 5.200 kr.(I dag. ca. 345.000) Dertil kom omkostninger til spandenes tømning, som beboerne skulle betale. En udgift anslået til 11,50 kr.(i dag. ca. 760 kr.) pr. lejlighed. Forslaget indeholdt ikke noget om dagrenovation. Natrenovationen skulle afleveres på en losseplads. Et mindretal i dette udvalg, møllebygger Korsholm gik ind for, at begge forslag blev nedstemt.

Skolelærer Lassen, der havde siddet både i udvalget fra 5/5 1908 og udvalget fra april 1909 kunne anbefale såvel forslaget om udkørsel af natrenovationen i lukkede vogne og en dertil hørende dagrenovation og også forslaget om at udkøre latrinrenovationen i lukkede spande. Han begrundede sin holdning med, at sundhedsforholdene i byen ikke var, som de skulle være. En forsvarlig renovation var ikke nogen luksus, men en nødvendighed, som alligevel ville blive gennemført engang i fremtiden, hvis byrådet ikke vedtog at ordne forholdene nu.

Boghandler Lohse støttede Lassens forslag.

Møllebygger Korsholm kunne ikke gå ind for nogen af forslagene. Han var især modstander af forslaget om skiftespande. Det ville blive for dyrt for kommunen, og omkostningerne ved tømning af spandene ville lejerne i sidste instans komme til at betale. Dertil kom, at byens avlsbrugere og haveejere ikke kunne bruge affaldet fra latriner, hvis det blev kørt ud på en losseplads.

Socialdemokraten, værtshusholder J.P. Justesen ville ikke give en pibe tobak for forslaget om lukkede vogne og dagrenovation. Han var venligere stemt over for forslaget om skiftespande, men var ligesom møllebygger Korsholm betænkelig ved udgifterne på 11,50 kr. pr lejlighed, som lejerne ville komme til at betale. Justesen gik ind for at kommunen skulle overtage renovationen. Men det forslag ville han ikke stille nu, da der var mange andre ting, der trængte sig på. Derfor ønskede han ingen renovationsordning lige nu!

Sagfører Oldager (Venstre) tvivlede også på, at en renovationsordning var nødvendig lige nu. En af byens læger havde fortalt ham, at de sanitære forhold i byen var ret gode. Oldager ville via grundejerforeningen søge problemerne løst ad frivillig vej, så man ikke gik avlsbrugernes og haveejernes interesser for nær. Oldagers bemærkning om, at der ikke var noget galt med de sanitære forhold i byen bekræftes af medicinalindberetningen for Varde Lægedistrikt 1909, skrevet af distriktslæge P. Kietz, der intet havde at udsætte på sundhedsforholdene i byen.

Justesen svarede Oldager, at han ville advare mod en frivillig ordning. Der fandtes så meget svineri i byens gårde, at man næppe kunne færdes der uden langskaftede støvler.

Oldager replicerede, at han ville anbefale mindretallets indstilling, nemlig at forkaste begge forslag.

Borgmester Jacob Schjørring mente, at man skulle tage en afstemning om forslagene. Først kom forslaget om skiftespande til afstemning. Kun Lassen og Lohse stemte for. De øvrige ti medlemmer af byrådet stemte imod. Samme skæbne fik forslaget om udkørsel af latrinrenovationen i lukkede vogne med en dertil hørende dagrenovation.

Avisen Varde Socialdemokrat gav et næsten enslydende referat af mødet, men afsluttede med en kritik, der også måtte ramme partiets egen repræsentant i byrådet, J.P. Justesen, når avisen skrev, at borgerne i den misregerede Varde kommune måtte leve videre med de gamle latriner.

Status var nu, at det stadig var grundejerne der skulle sørge for udkørsel af latrinaffald. Bortskaffelse af andet skrammel var overladt til de enkelte husholdninger.

Men både før og efter 1909 var der problemer med at få gennemført latrinrenovationen ordentlig, ligesom der også var problemer med latrinernes indretning. I 1888 havde indehaveren at teatercaféen i Vestergade, Jens Kaas fået en bøde på 15 kr. (i dag ca. 1.200 kr.) for at køre sit latrinaffald ud i en vogn uden bagsmæk, så det flydende affald løb ud på gaden. I 1903 havde en lejer hos husejer Lambert Pedersen på Hjertingvej klaget til sundhedskommissionen over, at der kom en stinkende væske ned gennem loftet fra lejligheden oven over, hvor Lambert Pedersen selv boede. Husejeren havde desuden den uvane at tømme sin natpotte ud ad tagvinduet. Sundhedskommissionen konstaterede, at Lambert Pedersens latrintønde var utæt og det samme var gulvet. Man pålagde derfor Lambert Pedersen at anskaffe sig en ny tønde og gøre gulvet tæt. Desuden skulle han rense sine tagrender og sørge for at tømme natpotten i latrintønden.

Ribe Amtstidende/Varde Avis skrev 21/10 1911, at en vognmand havde til latrinaffald benyttet en utæt vogn, som havde efterladt en alen bred stribe på gaden. Han havde fået en bøde på 2 kr. (i dag ca. 145 kr.)

Almindeligt skrammel havde borgerne skaffet sig af med på nemmeste måde. En læser skrev i Ribe Amtstidende/Varde Avis 11/11 1892, at der på den del af Ortenvej, som Varde by skulle vedligeholde, lå et tykt lag af affald bestående af zink- og blikstumper, gammelt jern, søm, potteskår og glas-og flaskeskår. Som skatteyder var skribenten tilfreds med, at byrådet var sparsommeligt. Men dette var upassende kniberi, som borgerne ikke kunne være tilfredse med. I 1902 kom det ligeledes frem, at beboerne på Nørrevold gennem længere tid havde brugt gaden som skrammelplads til kasserede potter, gryder og pander.

Som det fremgår blev disse enkelte overtrædelser afsløret ved tilfældigheder og ikke opdaget ved en systematisk kontrol. At et sådant svineri havde kunnet foregå upåtalt fra myndighedernes side på trods af politivedtægtens klare forbud mod at kaste skrammel og skidt på byens gader og veje, kunne kun skyldes de samme myndigheders manglende vilje til at gribe ind over for borgernes sløseri med affald.

Allerede i 1890 havde distriktslæge P. Kietz i sin medicinalberetning beklaget, at myndighederne ikke kontrollerede, at politi- og sundhedsvedtægtens bestemmelser blev overholdt.

I 1913 fik byen en ny losseplads, da overbetjent Laugesen tilbød kommunen, at den kunne leje et stykke jord for enden af Enghusene (i dag Enghavevej) til losseplads for al slags affald. Gade- og vejudvalget anbefalede tilbuddet og kommunen skulle betale 50 kr årligt i leje. (se ovenstående kort). 50 kr. svarer i dag til ca. 3.200 kr.

Men der var stadig problemer. På byrådsmødet 3/9 1918 forelå en skrivelse fra sundhedskommissionens formand, politimester Christian Kiørbye om latrinvæsenet. Politimesteren skrev, at det var komplet umuligt, at få byens vognmænd til at gennemføre en ordentlig natrenovation af byens latriner. De brugte åbne vogne, så indholdet blev spildt i gaderne. Borgmester Niels Jensen (Venstre) foreslog, at gade- og vejudvalget skulle tage sig af sagen, hvilket blev vedtaget.

Gade- og vejudvalgets forslag forelå på byrådets næste ordinære møde 1/10 1918. Udvalget havde hyret avlsbruger Frederik Andersen, Søndermarken og avlsbruger Niels Madsen fra Orten til for grundejernes regning at tømme latrinerne.

Dette forslag blev vedtaget uden debat. Ribe Amtstidende/Varde Avis omtalte ikke punktet i sit referat fra mødet 2/10, mens Varde Socialdemokrat i sit referat samme dag nøjedes med at beklage, at der heller ikke denne gang kom en kommunal renovationsordning.

I sommeren 1921 blev renovationsforholdene igen taget op til diskussion. På sundhedskommissionens møde 11/6 1921 forelå en politirapport, der indeholdt påvisninger af, at der ved adskillige ejendomme hverken blev fjernet skidt eller møg. Især var det galt med latrinrenovationen, som der var problemer med at få kørt ud.

Formanden, politimester Osvald Petersen foreslog, at sundhedskommissionen skulle indstille til byrådet, at der til sundhedsvedtægten blev gjort en tilføjelse, der gik ud på følgende: Enhver husejer, der ikke selv kunne klare en forsvarlig bortkørsel af ejendommens natrenovation, havde pligt til at benytte den af kommunen autoriserede vognmand til at køre latrintøndernes indhold ud. Husejeren skulle betale en årlig afgift på otte kr. pr. tønde. Tøndernes indhold måtte ikke tømmes i møddingerne eller bruges som gødning i haverne. Dog kunne der i enkelte tilfælde gives tilladelse hertil efter sundhedskommissionens nærmere bestemmelser. Kommissionen vedtog enstemmigt, at sende dette forslag til byrådet.

Efter retsreformen 1919 var Vardes borgmester ikke udpeget af kongen, ligesom han heller ikke var politimester. Desuden havde partiet Højre i 1915 ændret navn til Det konservative Folkeparti.

På byrådsmødet 5/7 1921 anbefalede den folkevalgte borgmester, Niels Jensen (Venstre) sundhedskommissionens forslag, som han anså for påkrævet for at forbedre sundhedsforholdene i byen. Det skulle ikke længe-re være en frivillig sag for husejerne at få bortskaffet natrenovationen. Han blev støttet af den konservative dyrlæge J. Slivsgaard.

Socialdemokraten, børstenbinder S.P. Dyhr gik også ind for forslaget, men mente, at man samtidig kunne få løst problemet om bortkørsel af dagrenovationen. Han oplyste, at der i byen var 660 ejendomme, og han mente, at man til en pris for otte kr. (i dag ca. 220 kr.) pr. latrintønde også ville kunne få dagrenovationen udkørt.

Borgmester Niels Jensen gjorde opmærksom på, at den foreliggende sag kun drejede sig om latrinrenovationen, men at byrådet alligevel kunne tage dagrenovationen op til overvejelse.

Landinspektør R. Jensen (Venstre) oplyste, at der nu var indlagt WC i ca. 100 ejendomme. For de resterende 560 ejendomme ville prisen blive 4.500 kr. (i dag ca.123.000 kr) årligt, hvilket han mente var dyrt nok. Derfor var det af hensyn til husejerne udelukket også at lave en ordning om dagrenovation.

Dyrlæge Slivsgaard sagde i tilslutning hertil, at det var slemt nok, at pålægge husejerne at få natrenovationen fjernet. Derfor kunne han ikke gå ind for, at de også skulle til at betale for dagrenovationen.

Borgmesteren indskærpede, at medlemmerne afholdt sig fra at diskutere spørgsmålet om dagrenovation. Alligevel mente gymnastiklærer P. Jørgensen (Venstre), at problemet med dagrenovationen skulle løses hurtigst muligt.

Den radikale boghandler N. Kastoft syntes ikke, det var en byrde at pålægge grundejere at bortskaffe dagrenovationen. Tværtimod var det at befri dem for en ulempe.

Det konservative byrådsmedlem, grosserer J. Lasson mindede byrådet om, at man for over ti år siden på mødet 30/11 1909 af hensyn til husejerne var veget tilbage for en ordning af dagrenovationen. Det skulle man også gøre nu, og derfor forslog han, at man vedtog sundhedskommissionens forslag om natrenovationen.

Boghandler Kastoft forslog nu, at gade- og vejudvalget skulle komme med et forslag til ordning af både dag- og natrenovationen. Dette forslag blev forkastet med fire stemmer for, en radikal og tre socialdemokrater. De seks medlemmer for Venstre og Det konservative Folkeparti stemte imod.

Et enigt byråd vedtog derefter sundhedskommissionens forslag. Men boghandler Kastoft stillede derefter forslag om at bemyndige gade- og vejudvalget til undersøge spørgsmålet om dagrenovation. Hvilket ligeledes blev vedtaget enstemmigt.

Varde Socialdemokrat skrev 6/7 1921, at forslaget om dagrenovation var blevet brutalt nedsablet af det borgerlige flertal i byrådet. I forhold til 1909 var det stadig grundejerne, der skulle betale for udkørslen af latrinrenovationen, men nu skulle de benytte en af kommunen autoriseret vognmand til at tømme latrinerne. Dagrenovationen skulle de enkelte husholdninger selv fjerne. På dette område skete der ingen ændringer.

Det var husejeren, der skulle sørge for oprettelse af en skarnkiste til opbevaring af husholdningsaffald og dennes bortkørsel, men ikke alle husejere opfyldte disse krav. F.eks. klagede lejerne i Brogade 4 11/10 1922 til sundhedskommissionen over, at ejeren af ejendommen, skindhandler Sillasen, ikke havde indrettet en skarnkiste i ejendommen. Kommissionen påbød skindhandleren straks at indrette en sådan i ejendommens gård. Ejeren af Nørregade 3, frk. Marie Petersen fik samme pålæg i februar 1928, og et halvt år senere fik tømrermester Jens Rasmussen besked om, at opstille to skraldespande til lejerne i sit hus på Palludansvej 5.

Det blev også vanskeligere at komme af med dagrenovationen. I sommeren 1927 lukkede sundhedskommisionen lossepladsen på tømmerhandler Nicolajsens grund (se ovenstående kort). Det samme skete med den skrammelplads, som ejeren af hotel Phønix, Lambert Christensen, havde indrettet på et stykke jord bag ved hotellet på Storegade 6. Hvornår Lambert Christensen havde oprettet denne losseplads vides ikke (se ovenstående kort). Men han har sikkert udnyttet grundejernes problemer med at komme af med dagrenovationen til at skabe sig en indtægtskilde ved at tillade folk mod betaling at aflevere dagrenovation på pladsen, der for de fleste af byens borgere var nemmere at komme til end Laugesens plads i Arnbjerg og Nicolajsens plads på den anden side af åen.

Sundhedskommissionen var da også opmærksom på problemet, for på mødet d. 23/6 1928 vedtog man enstemmigt, at lave et tillæg til sundhedsvedtægten med forslag om tvungen renovation, og d. 25/7 havde kommissionen et forslag om et tillæg til sundhedsvedtægten færdig og sendte det til byrådet.

På mødet d. 5/9 1928 underkastede byrådet forslaget en meget kort behandling. Alle medlemmer var positive over for forslaget og vedtog at vente med en endelig vedtagelse til senere, så byrådsmedlemmer kunne få tid til at læse forslaget grundigt igennem og fremkomme med ændringsforslag, der kunne indarbejdes i den endelige vedtagelse. Det endelige forslag blev vedtaget uden længere debat på mødet d. 6/11 1928, da alle byrådsmedlemmer gik ind for den nye renovationsordning.

Tillægget om byens latriner gik i hovedtræk ud på følgende:
I alle nybygninger skulle der indrettes WC. I ejendomme med latriner skulle disse være med spande af galvaniseret jern med to hanke. Spandene skulle anbringes frit på underlaget og ikke i en kasse. Spandene skulle nå op til sædet, der skulle være fastgjort i væggen med hængsler. Sædet skulle være af hvidskuret eller ferniseret træ, og der måtte kun være én åbning i sædet til hver spand. Hver åbning skulle være forsynet med et tætsluttende låg, der skulle være fastgjort til sædet eller væggen med stærke hængsler. Hver tønde skulle mindst rumme 38 l. og højst 50 l.

Udkørslen af disse spande skete ved kommunens foranstaltning og skulle foregå i vogne, der var tætte, således at intet blev spildt ved pålæsning og under kørsel. Udkørslen skulle foregå i tidsrummet mellem kl. 24 og kl. 6 og ske en gang om ugen. Ingen måtte uden sundhedskommissionens tilladelse selv udkøre tønderne. Udnyttelse af latrinaffald til gødning i haver og gartnerier måtte kun finde sted med sundhedskommissionens accept.

Om dagrenovation bestemte tillægget til sundhedsvedtægten, at alt affald skulle samles i tætte beholdere af zink eller galvaniseret jern med to hanke. Der skulle være mindst én affaldsspand for hver to lejligheder. Beholderne skulle anbringes på et fast grundlag og være forsynede med et låg, der altid skulle være lukket, så skraldespandene måtte ikke overfyldes. Spandene skulle anbringes med bagsiden til en mur eller plankeværk, hvortil låget skulle være fastgjort med hængsler. Tøndernes rumfang var ca. 0,1 kubikmeter = 100 liter. Bortkørsel skete ligesom ved latrinaffaldet på kommunens foranstaltning i tætte vogne. Udkørsel skulle foretages en gang om ugen og i dagtimerne.

Kommunen skulle godkende de vogne, som skidtet skulle køres ud i, og for at få ideer til, hvordan sådanne vogne skulle se ud, skrev Varde kommune 20/4 1929 til byrådet i Slagelse og bad om oplysninger om byens skraldevogne. Når man valgte at spørge i Slagelse, var det sikkert fordi denne by i 1928 havde fået en ny renovationsordning. Slagelse kommune sendte nedenstående billede af en skraldevogn, men om den dannede forbillede for de vogne, man fik i Varde er nok tvivlsom, for det vides ikke hvorledes vognene i Varde så ud, da der ikke er bevaret nogle samtidige billeder.

Kommunen indkøbte selv nye vogne til at bortkøre affaldet, to til dagrenovation, der kostede 1.638 kr (i dag ca. 61.000 kr)., og to til natrenovation til en pris af 1.200 kr. (i dag ca. 45.000 kr.) Men regningen for disse vogne blev sendt videre til de vognmænd, der fik entreprisen, for vognenes indkøbspris var i byens regnskab opført under tilgodehavender. Vognmændene blev ansat på fem års kontrakter og vognmændene skulle afdrage vognene inden kontraktens udløb. Det var ikke nogen umulig opgave for vognmændene. Manden, der kørte dagrenovationen fik 5.452 kr. (i dag 212.000 kr.), og for natrenovationen betalte kommunen årligt 4.043 kr.(i dag 157.000 kr) i regnskabsåret 1930/31.

De nye spande skulle husejerne betale. Hvor meget en sådan spand kostede blev ikke oplyst, men byens isenkræmmere havde i december 1928 og januar 1929 annoncer i aviserne om nye skraldespande til salg, men der stod ikke noget om prisen på en sådan spand. Prisen for udkørslen af spandene blev bekendtgjort i Ribe Amtstidende/Varde Avis 4/9 1929. Prisen for at få udkørt dagrenovation var 5,40 kr årligt, (i dag ca.199 kr.). Prisen for latrinrenovation var 5,00 kr. årligt (i dag ca. 184 kr).

Den nye ordning fungerede tilfredsstillende. Men der kom dog enkelte klager. F. eks. klagede manufakturhandler Andreas Pedersen, Magasin du Nord på hjørnet af Torvet og Kræmmergade, d. 5/8 1931 over at latrintønderne ikke var blevet tømt i en måned. Gade- og vejudvalget reagerede hurtigt, idet det samme dag sendte besked til den ansvarlige vognmand, avlsbruger Marius Andersen, Varde Sdr. Mark, om med det samme at tømme tønderne, og man forventede, at sådanne klager ikke mere forekom.

Det ser også ud til, at nogle borgere ikke havde vænnet sig af med at smide almindeligt affald på gader og veje. 16/5 1931 klagede farmaceut H. Bissen, der boede på Gl. Møllevej, til gade- vejudvalget over, at der lå flere affaldsbunker på vejen, og det var beboerne på Palludansvej, der læssede deres affald af her. Udvalget svarede, at det kunne man ikke gribe ind overfor, da Gl. Møllevej ikke var optaget på listen over kommunens gader og veje og derfor var en privat vej. Det måtte beboerne på Gl. Møllevej selv ordne med folkene fra Palludansvej.

Den obligatoriske renovation medførte en stigning i affaldsmængden. Det var især den større mængde dagrenovation, der gjorde sig gældende, da natrenovationen blev mindre, efterhånden som flere ejendomme fik indlagt WC. I 1929 udkørtes 2.310 m³ dagrenovation. Dette var i 1934 steget til 3.120 m³. Derfor blev det i 1935 nødvendigt med en større losseplads, da arealet, som kommunen havde lejet af overbetjent Laugesen, ikke længere slog til. På byrådsmødet 4/6 1935 blev der besluttet at ekspropriere Teilmanns eng, der lå mellem Laugesen grund og jernbanen (se ovenstående kort) og bruge dette jordstykke som losseplads.(Flemming Holm: Varde 1920-1990. 1992. s. 228-29).

På Vardensersamfundets generalforsamling 6/7 1938 var der ifølge Ribe Amtstidende/Varde Avis enighed om, at lossepladsen på Teilmanns eng var en skamplet for byen. I samme avis var der 11/7 1938 et indlæg, der foreslog at skampletten burde vaskes af, og området laves til et parkanlæg i tilknytning til Arnbjergparken. Byrådet tog ingen notits af protesterne, og byens losseplads var indtil 1956 på Laugesens grund og Teilmanns eng.

I 1956 blev det besluttet at lave området om til en del af Arnbjergparken og flytte lossepladsen over på et 25 tdr. land stort stykke jord på den anden side af jernbanen. Her var den indtil 1969, da man gik over til at indsamle dagrenovationen i papirsække, der blev brændt på et forbrændingsanlæg i Kærup. Det skabte imidlertid problemer, da alle træer i anlæggets omgivelser gik ud. Derfor gik man i 1990 over til det grønne system, som vi har i dag.

Skraldet bliver kørt op til en fælles kommunal losseplads ved Herning, hvor køkkenaffaldet bliver brændt, og papir, glas og plastik sorteres. Som rosinen i pølseenden fik kommunen i 1992 den udmærkede genbrugsplads ved Nordre Boulevard.

1982 blev forlystelsesparken, Varde Sommerland etableret på den gamle losseplads og var her indtil den lukkede i 2002. Herefter groede området til, indtil frivillige i 2011 begyndte at rydde terrænet. Disse frivillige dannede i 2012 Sommerlandslauget, der siden har arbejdet på at gøre pladsen til et attraktivt, rekreativt område.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.