Om Arnbjerg.

Parti fra Arnbjerg ca. 1910.

1638 finder vi første gang betegnelsen "Annæ Bierg", og helt op til vor tid kunne man høre ældre mennesker sige "Aneberg". Det er utvivlsomt en overlevering fra "Sct. Annæ Bjerg" og har forbindelse til det, vi i dag betegner som Arnbjergkilden, der formodentlig har været en hellig kilde. Sct. Anna var søfolkenes helgen, og ved kyster og havne byggedes ofte Sct. Anna kapeller, for at søfolkene efter endt lykkelig rejse kunne finde lejlighed til at bringe deres skytshelgen en tak. Søfarten spillede i tidligere perioder en ikke ringe rolle for Varde.

En "lille" historie fra virkeligheden meddelt af Ane Marie Jensen, f. 30. nov. 1899 i Janderup, hvor hun senere boede. Hun fortæller i et lille brev: I 1917-18, da jeg tjente hos glarmester Christian Clausen, Storegade 12 i Varde, havde et af deres børn, Emma f. 1915, fået dårlige øjne (en betændelse). Forældrene havde søgt læge uden et godt resultat. En dag i mørkningen blev jeg sendt hen til Arnbjerganlægget med en sodavandsflaske for at hente vand ved Kilden dèr. Jeg hentede vandet, og barnet fik øjnene badet, uden der i øvrigt blev foretaget noget. Øjnene kom sig ret hurtigt efter denne kur. Jeg hentede vistnok kun kildevand denne ene gang.

Kommer man inde fra byen (fra Skansen) og går ind i Arnbjerg, er der omtrent på det højeste punkt en mindesten, hvorpå der står: "Her opkastede Wallensteins soldater en skanse i 1627". Fra gammel tid har der været en sandbanke, der har hævet sig beskedne ca. 15 m over terræn. To år efter i 1629 forlod soldaterne byen og drog på plyndringstogt længere op i Jylland. "Gud ske lov for en nådig forløsning" står der vedføjet i Byens regnskaber. Kort efter er det, vi støder på navnet Arnbjerg.

Men først to hundrede år senere i 1827 skete der noget afgørende. Varde fik en byfoged, Andreas Claus Wedel-Heinen gift med hofdame og godsejerdatter Elisabeth fra Løjtved på Sydfyn. Han var også fra Fyn, jurist i 1812, og havde haft Kærsgård ved Middelfart. Begge godser hørte til de mindre herregårde. Parret bosatte sig i den "Schultzske Gård" på Torvet i Varde, efter at de havde vraget den tidligere byfogedresidens i Nørregade, som var for lille og afsidesliggende til formålet. De syntes begge, de var kommet til et barsk og øde sted, som de gerne ville forskønne og beplante.

Allerede i 1829 havde Wedel-Heinen planer om en beplantning af det nuværende Arnbjerg, der henlå øde og "kullet" , men med et "smilende" engdrag mod syd flankeret af den gl. byvold mod øst. Den 15. april sender han en ansøgning gennem Byrådet til det kgl. Rentekammer med følgende indledning: "Da det såkaldte Arnbjerg er særdeles skíkket til Træplantning, eftersom det har læ fra alle skadelige vinde og hælder mod sønden, har jeg tænkt at anvende denne plads til skovanlæg".Han gør senere i brevet udtrykkelig opmærksom på, hvilke træsorter der vil være anvendelige til den foreslåede beplantning.

Det lykkedes at få penge bevilget fra det kgl. Rentekammer og få tilladelse fra Byens Råd og Amtmanden. Beplantningen måtte ikke belaste Byens kasse ! Men Wedel-Heinen forventede, at agtede borgere i stedet ville hjælpe til, også ved at tage pungen op af lommen ! - Elisabeth var uden tvivl hovedkraften i arbejdet med beplantningen. Hun tilså jævnligt arbejdet "ledsaget af sin "kæmpestore" hund og assisteret af gartner Niels Hansen, der boede på Torvet og var "en kyndig plantør". Arbejdet fortsatte i 15 år fra 1833 til 48, selv om Byfogedparret rejste til Middelfart i 1842. - Et litografi fra 1862 viser 3-4 m høje træer. Det har nærmest været en lille plantage.

Til ære for og som minde over ægteparret, der forestod beplantningen, rejstes i 1929 en mindesten, der står i stendiget til venstre ved indgangen fra "Skansen", med denne indskrift:

(Rejst af borgere i Varde med tekst af lærer Emil Christensen).

Det første Arnbjerg gik kun til Østervold, et rudiment er i dag rekonstrueret øst for friluftscenen. Senere er der sket udvidelser. Øst for Byvolden lå den såkaldte "Organist - og Bedemandslod", et ret stort areal, der i 1857 blev overtaget af Varde kommune med henblik på at anlægge en ny kirkegård. Den gamle kirkegård var blevet for lille og lå for tæt på Sct. Jacobi skole. I 1878 søgte og fik kommunen Kulturministeriets tilladelse til at tage 4. tdr. l. af Organistlodden til anlæggelse af en ny kirkegård (nuv. Arnbjerg Kirkegård).

Runddelen med musiktribunen. Billede fra århundredskiftet.

I 1879 vedtog Byrådet at lade bygningsinspektør Vindstrup udarbejde en tegning og overslag til et nyt kapel. Prisen blev 7.600 kr. I 1881 blev det ny kapel taget i brug, man havde hidtil klaret sig uden, selv om byfoged Bagger allerede i 1857 havde søgt om penge til et "lighus" for selvmordere og andre, der på én eller anden må var kommet ulykkeligt af dage. Byrådet sagde nej og henviste sådanne til fattiggården.

Porten mellem Gammel og Ny Arnbjerg. Billede fra århundredskiftet.

Året efter blev det på Borgerforeningens generalforsamling besluttet at anbefale Byrådet at udvide Arnbjerg fra Volden hen til den ny kirkegård. Det skete i 1883, og Byrådet lod beplante ca. 6,5 tdr. l. af den oprindelige organistlod.

Senere i 1895 købte Byrådet en jordstrimmel langs med Voldstien, så man lettere kunne komme fra Østergade til Anlægget. Den for længst nedbrudte musik- tribune ved Runddelen (i dag pladsen ved siden af og øst for friluftscenen ) i Arnbjerg blev bygget i 1898. Året efter blev Volden, der dannede skellet mellem Gammel og Ny Arnbjerg, gennemskåret, så man via en "port" kunne gå fra Runddelen i det gamle anlæg og over i "Ny Arnbjerg".

I 1899 blev Pavillonen, som den tager sig ud i dag, bygget, dog med åben veranda. Den havde været på tegnebrættet allerede i 1894 med en "pragtfuld bygning", siger en beskrivelse fra samme tid. Om der manglede penge, eller planen var for ambitiøs, ved vi ikke. Byggeriet blev noget forsinket p.g.a. den store lock-out i 1899, men Varde Avis skriver, at byggeriet bliver "vel færdig, når lock-outen får ende". - Arnbjerghallen blev opført 1913-14 og var den største forsamlingsbygning fra Skagen til Grænsen (Kongeå).

Den 2. verdenskrig havde også kostet menneskeliv i Varde, og til ære for de døde blev indrettet en Mindelund i den østlige ende af Anlægget. Der blev rejst en sten for hver af de faldne og et monument af Hoffmann. Afsløringen fandt sted den 6. maj i1948 og blev overværet af 3000 mennesker. Det lille hus, der ligger skråt over for Pavillonen er bygget i vinteren 1925-26 i anledning af den forestående Håndværkerudstilling i forbindelse med Foreningens 60-års jubilæum. Huset blev betalt af den senere hotelejer Kr. Pedersen, prisen var 4000 kr. - 40 år senere var der igen jubilæum, og i den anledning blev den for længst nedlagte Sct. Nikolaj Kirke fremstillet i "ministørrelse" 1 - 10. Det blev begyndelsen til Minibyen med ca. 200 bygninger. De er en miniature af Varde for 150-200 år siden. Alle huse blev oprindelig bygget før 1866.

Arnbjergpavillionen med det lille hus til højre. Billede fra 1950'erne.

I flere omgange var der Ungskue i Varde, og i forbindelse med dette, blev der i 1947, d. 10.-13. juli, indviet en friluftscene med plads til ca. 2500 tilskuere. Det kgl. Teater kom og opførte "Liden Kirsten" m. tekst af H. C. Andersen og musík af J.P.E. Hartmann og balletten "Napoli" af Bournonville med musik af N. W. Gade. - En senere fornyelse kom med "Syvkantens Sommerspil" fra 1977.

Varde Kommune ejer i dag hele anlægget og de tilhørende bygninger. For ca. 20 år siden var komplekset så nedslidt, at man var nødt til at gøre et eller andet. Der blev spekuleret i andre anvendelser af bygninger, bl. a. var et bibliotek på tale. De mere eller mindre luftige ideer blev ikke til noget, selv om restaurationens køkken var kasseret, træværk var mere eller mindre råddent, og opvarmning af de forskellige lokaler havde ligeledes været et problem i lang tid.

Arnbjergpavillionen omkring 1907.

Derfor tog Byrådet fat på sagen. I perioden fra 1983-86 blev Pavillon med Veranda nænsomt restaureret og køkkenet blev moderniseret. Den daværende formand for Teknisk Udvalg havde blik for de historiske bygningers værdi og fik bevilget de fornødne midler. - Ny Arnbjerghal blev opført, da det viste sig alt for dyrt at reparere den gamle. En Hotelfløj blev bygget af et privat konsortium, dog senere overtaget af Varde kommune. Bygninger står i dag - stort set - som for 15 år siden.

Den 25. sept. 1894 skrev Varde Avis, at der ved en boring tæt ved Arnbjergkilden blev fundet vand i 54 fods dybde. Men der var ikke tryk nok på vandet til et springvand, så man nøjedes med at lave et bassin til forskønnelse af anlægget. Et springvand kom der dog. Allerede omkr. År 1900 blev det første lavet. I tidens løb blev det ændret og flyttet flere gange. Går man ud fra det foreliggende billedmateriale, var der et meget fint springvand fra omkr. 1912.

I 1937 skete noget afgørende nyt. Varde Byråd sendte et andragende til Ny Carlsberg Fondet om at komme i betragtning ved Fondets uddeling af kunstværker. Varde By havde ikke som mange andre byer modtaget værker betalt af Fondet. Allerede 14. februar 1938 modtog Byen en skrivelse med meddelelse om, at Fondet havde skænket Varde By Siegfried Wagners Svaneskulptur i bronze, og at den allerede var afsendt ! Der var røster om, at den slet ikke burde opstilles, da den var skænket af et Fond, der var skabt ved ølfremstilling. I øvrigt var det krav, at opstillingen skulle ske i samarbejde med kunstneren.

Wagner udarbejdede et forslag til skulpturens opstilling som figur i springvandet foran Arnbjerg. Med i dette forslag var en idè om, at der ved siden af Svanen skulle anbringes en Frø udført i granit. Men det ville alt sammen koste flere penge end forudse, og sagen blev stillet i bero. Først ved købstadjubilæet (500 år) i 1942 kom der efter flere pengegaver igen gang i sagen. Der var nu penge til en ny springvandskumme og Frøen, der blev bestilt hos kuntneren skulle koste 4551 kr. Men krigstiden gav ikke mulighed for at realisere planen, Frøen blev gemt væk.

Kort før det tidligere omtalte Ungskue i 1947 blev den midlertidige opstilling foran Arnbjerg en realitet. - men 1956 i blev "Svanen" og "Frøen" flyttet til den blivende plads ved Plejehjemmet, der i 1976 fik navnet "Svaneparken".

"Svanen og Frøen" foran Arnbjegpavillionen. Billede fra 1955.

Det sidste "skud" i Arnbjerg er Vandkunsten fra 1996. Et springvand, der symboliserer Varde å ved almindelig vandstand, ved vandstigning og ved oversvømmelse. Inden for en klokketime kan man opleve de tre tilstande.

Hallen og Skolemøderne.

Arnbjerghallen er bygget som en (stor !) tilbygning til den bestående Arnbjerg- pavillon, der blev opført i 1899 og indviet året efter i "Lystanlægget Arnbjerg", som det dengang hed. Allerede i 1908 blev der ansøgt om en udvidelse af Pavillonen med den begrundelse, at man havde behov for en større spise - og dansesal. Det var der stor modstand imod i Byrådet, fordi man havde prioriteret, at der skulle spares og atter spares - så var det ikke noget at bygge, når det kun var for morskab!

Eksempel på alternativ anvendelse:
Ovenstående Epidemi, og nedenstående Kornmagasin.

Men forslaget blev dog vedtaget med få stemmers overvægt under den forud- sætning, at realisationen udsattes, indtil Byrådet havde optaget et lån. Det ser ikke ud til at være lykkedes, og dermed blev ansøgningen afslået.

Nogle år senere kom der helt andre aspekter ind, idet der på et Byrådsmøde d. 4. juni 1913 skulle tages stilling til en henvendelse fra formanden for bestyrelsen for Vestjyske Skolemøder, kantor Marke, om opførelse af en forsamlingsbygning, hvor Skolemøderne kunne holdes. Ridehuset på Ringkøbingvej, hvor møderne var blevet holdt siden sidst i 90-erne, havde vist sig at være alt for lille. Ved det sidste møde kunne 1000 mennesker ikke få plads ! En fortaler i Byrådet mente ikke, at sagen kunne vente længere, da Esbjerg allerede havde et lokale, der var stort nok, og det ville jo ikke være rart, om Skolemøderne skulle gå til Esbjerg ! - Et andet medlem henstillede til Udvalget, at man nøjedes med at anskaffe et telt. - Sagen blev henvist til Forskønnelsesudvalget til nærmere undersøgelse.

Her et klip af et gammelt jubilæumsprogram.

Den 4. nov. 1913 kom Forskønnelsesudvalgets forslag om opførelse af en forsamlingsbygning til 15.000 kr. på Byrådets dagsorden. Arkitekt Christoff Hansen, Vejle, havde udarbejdet planen og overslaget. Den påtænkte bygning var 60 alen (ca. 38 m) lang og 25 alen (ca. 16 m) bred, den tænktes - som Pavillonen - opført i træ på betonsokkel og dækket med tagpap. I halvdelen af salen skulle der være bræddegulv, medens den anden halvdel, der kunne skilles fra ved et panel, skulle være grusbelagt. Med balkon kunne salen rumme 2500 mennesker.

Igen var der betydelig modstand i Byrådet. Et medlem mente, projektet ville bortskære alt for meget af Arnbjerganlægget. Et andet medlem var af den opfattelse, at pladsmangelen ved skolemøderne kunne klares ved en omlægning af programmerne. Men i det følgende Byrådsmøde i december vedtog man at opføre en forsamlingsbygning i Arnbjerg - dog efter en noget ændret plan - bl. a. skulle salen nu være 45 alen lang og 30 alen bred. Der skulle være trægulv over hele salen, men til gengæld blev balkonen fjernet. Prisen var den samme: 15000 kr. med inventar.

Den 30. maj 1914 var bygningen færdig og blev af arkitekt Christoff Hansen overdraget til Forskønnelsesudvalget, der på Byens vegne skulle administrere den. Samme aften blev der holdt rejsegilde på Damkjærs Hotel (den nuværende Politistation) i anledning af hallens fuldførelse.

Tegning af det nye Arnbjerg.

Her var en række taler, bl. andre formanden for Forskønnelsesudvalget, dyrlæge Slivsgård, der takkede Byrådet for bevillingen til Hallen, der var den største fra Grænsen (Kongeå) til Skagen. Også formanden for Skolemøderne, kantor Marke, takkede og håbede, Varde gennem Skolemøderne kunne blive et kulturcenter - og dertil var lokalerne en betingelse.

Alle - selv de, der havde været skeptiske - var enige om, at det var en dejlig bygning, der pyntede i Arnbjerg. Især blev fremhævet det skønne indgangsparti, der dengang vendte ned mod Anlægget - mod sydøst. Selve indvielsen fandt sted den 2. juni 1914, 3. pinsedag, som i mange år var Skolemødernes første mødedag. Der var to talere om formiddagen, biskop Koch fra Ribe, og en gårdejer Kaad fra Als. De talte begge om 1864 og Sønderjylland, og to om eftermiddagen, dr. phil. Ernst Kaper, der talte om "Forældrenes tilslutning til skolens arbejde", og kommunelærer Lindholm og provst Thyssen indledte en forhandling om "Havedyrkning og Træplantning som skolefag". Emnerne for dagene var typiske for Skolemøderne gennem mange år: Foredrag af kulturel art, der kunne forventes at interessere, og så mere specielle skolepolitiske spørgsmål. Iflg. kilder fra den tid blev møderne overværet af 2500 mennesker dette år. Adgang kostede 50 øre ! På adgangstegnet stod hver gang: Højskolesangbogen benyttes.

Går man frem til Jubilæumsmødet (50 år) i 1937, startede mødet med korsang ledet af organist A. Andersen, derefter talte undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Senere samme dag holdt seminarieforstander Vinther, Silkeborg, et foredrag om "Religionsundervisning i Folkeskolen", og forstander Arnfred, Askov, "Hvori består menneskets værdighed". 2. dagen, 4. pinsedag den 19. maj talte forfatteren Arne Sørensen om "Folkevækkelse i dag" og forstander Uffe Grosen, Vallekilde, om "Nordisk Ånd". Tunge emner begge dage tør man nok sige, selv om det hed sig, at andendagen skulle være lidt mere munter og ikke mindst henvende sig til de unge på land og i by. - Dette år blev der solgt 1488 adgangstegn à 1 kr. !

I spidsen for Skolemøderne stod en bestyrelse, der blev valgt i en pause på selve møderne. Der eksisterede ikke vedtægter, bestyrelsen blev valgt efter forslag på mødet og gav flere gange et meget spredt resultat. Den valgte bestyrelse i 1937 blev: H. Grønbæk, Kvong, formand, Edvard Eller, Varde, Anders Mikkelsen, Hjedding, Bloch Nielsen, Billum og kantor Nielsen, Varde. Senere gik man over til at kalde det et Udvalg, og selv om der stadig var forslag på møderne, må det erkendes, at Udvalget reelt var selvsupplerende.

Det hører med til historien om Skolemøderne, at 3. pinsedag indtil for få år siden var alm. skolefridag, så bl.a. lærere havde gode muligheder for at deltage i møderne ! Men det hørte også til god skik, at de unge, der tjente på landet, fik fri 4. pinsedag for at tage til Varde (på cykel !) og være med. Engang imellem var der nok rimelig mistanke om, at de unge kun deltog i dele af mødet og så fandt på mere "lystig" beskæftigelse resten af dagen ! Men den gik ikke i alle tilfælde. En del - især koner på landet - var kendt for ved morgenkaffen næste dag at "forhøre" den unge mand eller pige om, hvad de havde oplevet dagen i forvejen.

Flere gange har jeg hørt udtalt, at Skolemøderne ikke kunne gennemføres under krigen fra 1940 til 45. Det er ikke rigtigt, bortset fra det første krigsår i 1940, hvor mødet blev aflyst af en enig bestyrelse. De følgende år blev møderne gennemført over to dage med meget varierede programmer og god tilslutning.

De Vestjyske Skolemøder har for længst eksisteret i over 100 år. Møde nr. 100 kunne først afholdes i 1988 (grundet aflysningen i 1940), men dette er heller ikke helt korrekt, fordi der mindst var afholdt et ekstraordinær Skolemøde siden krigen i 1959 om "Skoleloven af 1958 og dens konsekvenser for de små skoler på landet". Selve jubilæet blev fejret 1989, hvor man i dagens anledning var flyttet tilbage og kunne fejre dagen i den nye Arnbjerghal. I en årrække havde man benyttet Højskolehjemmets sal, som Kvist sagde i sin velkomsttale i 1989, "fordi dens lokaliteter forekom mere passende til deltagernes antal".

Arnbjerg er blevet ombygget adskillige gange.

Det bør nævnes, at Skolemødernes indhold har ændret sig radikalt. Det første møde i 1887 blev indkaldt af lærerkredsen, havde 50 deltagere, der næsten alle var lærere. Allerede året efter gjorde man i annoncer opmærksom på, at der ikke var tale om noget lærermøde, men et SKOLEmøde, som havde til formål at samle alle, der nærede interesse for skolen og dens gerning. Med årene blev mødernes emnevalg meget bredere, f. eks. blev det almindeligt af foredragene drejede sig om Folkekirken.. Men man har - indtil de seneste år - fastholdt den tradition, at nye Skolelove skulle behandles indgående i et eller flere indlæg.

Ud fra den nugældende protokol får man et godt indtryk af de forskellige emner, der er blevet behandlet i de seneste 15 år. Ser man mere konkret på det, har der været holdt 24 foredrag, hvoraf de ni har været om kirkelige spørgsmål. Sidste gang, der har været et egentligt skolespørgsmål på mødet, var i 1993, hvor forstander Hans Henningsen, Askov, spurgte: "Hvad er vi fælles om i skolen ?" Efter nogle år med møder Grundlovsdag er man nu definitivt gået tilbage til 3. pinsedag, men dog om aftenen. Siden 1997 har der kun været én foredrags- holder.

Afsluttende kan man vel sige, at Skolemødernes storhedstid, hvor de samlede tilhørere fra en hel egn, er forbi. Der er en tradition -, men et tilsvarende møde kan lige så godt arrangeres af en foredragsforening eller et menighedsråd.

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.