Raadhuset på Torvet.
af
Ole Nørskov Nielsen.
ARRESTEN.
Det er min opfattelse, at nogle vardensere går rundt og tror, at der har været fængselsceller i kælderen under "Det gamle Rådhus" på Torvet. I et indlæg som gæsteskribent i Jyske Vestkysten 7/3 2000 foreslog erhvervschefen, Carl Anker Hoffgaard, at der "åbnes restaurant i de gamle arrestlokaler under det gamle Rådhus." Disse lokaler bruges i dag for størstedelens vedkommende af Varde Lokalhistoriske Arkiv. Hoffgaards forslag om et værtshus i kælderlokalerne var en uddybning af borgmester Kaj Nielsens nytårsudtalelse i Ugeavisen 27/12 99. Her mente borgmesteren, at kælderrummene var for spændende til at bruge til opbevaring af bøger og arkivalier.
Varde Rådhus med arrestbygningen til venstre ca. 1914.
Fangecellerne var bag de øverste vinduer i arrestbygningen.
Bag de hvide vinduer under cellerne boede arrestforvareren.
Der skal ikke her tages stilling til, om det ville være mere formålstjenligt at bruge kælderen til andet end arkiv, men hvis Hoffgaard med arrestlokaler mente, at der har siddet straffefanger til afsoning i kælderen, så er det forkert. I øvrigt har jeg også svært ved at anse disse lokaler for at være spændende. De blev sidst ombygget i forbindelse med installation af klimaanlægget i 1992. Gangen langs den østlige kældermur ud mod Sillasens Hus blev lavet i forbindelse med den ombygning, der fandt sted, da politiet i midten af 1950'erne overlod rådhuset til den kommunale administration. Fra gangen var der adgang til forskellige rum, og som døre til disse lokaler brugte man de gamle arrestdøre fra cellerne på etagerne ovenpå. Det er uden tvivl disse celledøre, der har givet anledning til den opfattelse, at der engang har siddet fanger i disse rum.
Rådhuset på torvet blev taget i brug primo december 1872. Det var bygget som rådhus for Varde by samt ting- og arresthus for købstaden, Øster- og Vester Horne herreder samt Skads herred. Udgifterne til bygningens opførelse blev afholdt af Ribe amt med 75%, mens Varde betalte 25%. Når amtet betalte broderparten af omkostningerne, skyldtes det, at før retsplejereformen i 1919 havde amtmanden ansvaret for, at de laveste retssinstanser, by- og herredsretterne, fungerede korrekt. Desuden skulle amterne sørge for, at der var arresthuse, hvor herrederne kunne anbringe folk til afsoning af kortere frihedsstraffe. På landsarkivet i Viborg ligger der en pakke med tegningerne til rådhuset samt en inventarliste for de enkelte rum dækkende tiden 1872-1904. Tegningerne er gengivet nedenstående. Desuden findes der i kommunens journalsager en inventarliste fra 1935.
Du kan forstørre tegningen ved at klikke på det.
Som der fremgår af tegningerne, var bygningen delt i to. Den sydlige del indeholdt arrestlokalerne, men den nordlige del var ting- og rådhus. De to bygningsdele var forbundet af en forbindelsesgang i stueetagen og på første sal. Der var oprindelig ingen kælder under ting- og rådhuset. Foran arresthuset ud mod Sillasens Hus var der en mindre arrestgård, hvor fangerne kunne få frisk luft. Muren omkring arrestgården blev nedrevet, da de siddende fanger blev overflyttet til Esbjerg i begyndelsen af 1950erne.
Ifølge inventarlisten var der i korridoren på første etage to sæt ildtøj, et par klynekasser samt to støvekoste og en gulvskrubbe. Desuden en knagerække og tre par træsko. Tegningen viser, at der var fire enkeltceller på hver etage. Dertil kom så to dobbeltceller på første sal. I alt kunne arresten altså huse 12 fanger.
Enmandscellerne var udstyret med en hængekøje og en dertil hørende spænderamme med hængelås. Om natten spændtes hængekøjen ud mellem to vægge, og i dagtimerne blev køjen rullet sammen og sat ind i spænderammen, som fik sat en hængelås på. Fangerne skulle bruge dagen til nyttigt arbejde og ikke ligge og drive den af i hængekøjen. Om natten sov fangerne på en undermadras med en hovedpudemadras, og et dobbelt uldent tæppe gjorde det ud for en dyne. Der var en natpotte af jern til rådighed, hvis naturen krævede sin ret. Rummet blev opvarmet af en lille kakkelovn, og der var træskodder ved vinduerne. Der står ikke noget i inventarfortegnelsen om lys. Myndighederne var bange for at fangerne ville misbruge åben ild til at anstifte brand, så om aftenen var der bælgravende mørkt i cellerne, og de indsatte kunne ikke gøre andet end at lægge sig til at sove. Læsning foregik om søndagen. Indretningen af de to dobbeltceller på første sal var identisk med enkeltcellerne. Dog blev der her ikke brugt hængekøjer som sovesteder. I hver dobbeltcelle var der to jernsengeplader, der om dagen blev slået op mod væggen og aflåst med en hængelås. I disse celler sad personer, som afsonede korte straffe. Her var også indsat folk, der var syge og derfor skulle være under overvågning. Til at sidde ved disse fanger blev der hyret folk ude i byen.
I kælderen var der et visitationsrum, hvor fangerne aflagde deres "civile" tøj, som derpå blev desinficeret i et tilstødende aflukke. Så gik turen til baderummet, hvor de fik et for de flestes vedkommende sikkert tiltrængt bad i det store zinkbadekar, hvorefter de blev iført det grå fangetøj, som blev hentet fra loftet. I 1873 var alle genstande fra loftet blevet flyttet til depotrummet i kælderen. Blandt effekterne i depotet var en "Patteflaske". Den blev brugt, når kvinder med spædbørn var indsat til afsoning. Et forrådsrum var i 1872 uden indhold. Men det blev senere kaldt et viktualierum og udstyret med hylder, skabe og krukker.
Vaskerummet var indrettet med en gruekedel, ildtøj, et bord og en bænk. Her var også en jernpumpe. En sådan var der ligeledes i køkkenet samt ude i arrestgården. Der må derfor have været en brønd i forbindelse med bygningskomplekset, men den er ikke angivet på de bevarede tegninger.
Inventaret i spisekammeret var bord, hylder, skab og en tallerkenrække. I det tilstødende køkken, hvor arrestforvarerens kone lavede maden, var der den omtalte jernpumpe, en tallerkenrække og en vask. Maden blev lavet på en "Skorstensindretning", hvilket må betyde, at der ikke var et komfur, men et større åbent ildsted. Der står ikke noget om gryder, potter eller pander, så nævnte indretning må også have omfattet disse genstande. Maden til fanger på almindelig fangekost har sikkert været kål, kartofler og flæsk, som blev tilberedt i store gryder.
Pigekammeret, hvor medhjælpen for arrestforvarerens kone boede, var spartansk udstyret med et sengested, et bord og en stol. I 1935 var der blevet indlagt elektricitet og centralvarme. Nu var gulvet belagt med linoleum, og kammeret var udstyret med en servante. I rummet ved siden af pigeværelset stod en kakkelovn og en trappestige. Mon ikke dette rum er forsvundet i forbindelse med, at det blev lavet kælder under den sydlige del af rådhuset og indrettet detention, toiletter og kedelrum til centralvarme i løbet af 1920'erne.
P. Knudsen, arrestforvarer i Varde 1860-92.
I folkemunde blev arresten kaldt for Knudsens Hotel.
I arrestforvarerens bolig var der fra bygherrernes side sørget for to kakkelovne og tre rullegardiner til vinduerne. Hvad han derudover ønskede af indbo, måtte han selv medbringe. Vinduet i den del af boligen, som lå nærmest fangecellerne, var ud til arrestgården. Her var der påsat et gadespejl, så arrestforvareren fra sin bolig kunne holde øje med fangerne, når de var ude i det fri. I arrestgården var der en pumpe, en skovl og en fejekost. Senere blev der bygget en lille retiradebygning, hvor de indsatte dels kunne forrette deres nødtørft, dels tømme og skylle deres natpotter.
I den øverste forbindelsesgang var der en bogsamling med 58 bøger, som fangerne kunne bruge til fritidslæsning. I korrespondancen vedrørende bygningens indretning er der en bogliste fra fængslet i Vridsløse. De anførte værker er udelukkende religiøse bøger, så det samme har sikker været tilfældet med bøgerne i Varde arrest. I forbindelsesgangen på stueetagen var der to såkaldte forhørsceller. Det fremgår også af inventarlisten, at der var en natcelle, som blev brugt til fyldebøtter eller andre, som af den ene eller anden grund blev indbragt af politiet i nattetimerne. Der står ikke noget om, hvor denne natcelle var. Mon ikke det har været en af forhørscellerne?
Som det er fremgået af ovenstående, var der ingen fangerum i kælderen. Det er blevet fortalt, at der var et arbejdsrum, hvor de indsatte flettede måtter, og der er da også blevet plads til et sådant rum efter indlæggelse af centralvarme i slutningen af 20'rne, da det må antages, at der nu ikke var brug for så megen plads til brændsel under arresthuset. Problemet er bare, at der i inventarfortegnelsen fra 1935 ikke er et sådant rum. Hvis der havde været et arbejdsrum, ville der vel også have været borde og stole, som ville være opført i inventarfortegnelsen. Hvorfor skulle man også flytte fangerne ned i kælderen for at arbejde? De arbejdede sikkert mere effektivt, når de sad i deres celler. Overskydende plads i kælderen kunne vel også have været ubenyttet?
I forhold til inventarfortegnelsen 1872-1904 er de største ændringer i 1935, at der var kommet elektricitet og centralvarme i bygningen. Cellerne blev udstyret med elektriske lamper(1913), ligesom kakkelovnene i slutningen af 20'rne blev erstattet med radiatorer. I 1935 var der også træsenge i alle cellerne. I oversigten fra 1935 kan man læse, at der i køkkenet nu var gaskomfur og gasapparater, ligesom der også er opført gryder, kasseroller m.v. som køkkeninventar. Hvornår den omtalte "Skorstensindretning" er blevet udskiftet, vides ikke. Der blev ikke indlagt gas i arresthuset, da byen fik et gasværk i 1885. I første omgang var det kun ting- og rådhuset, der fik gasbelysning.
DE INDSATTE.
Af arrestantprotokollerne 1890-1920 kan det konstateres, at fangerne var småkriminelle, der afsonede straffe af en uge til tre måneders varighed. Lovovertrædelserne var for det meste betleri og tyveri af små pengebeløb eller mindre genstande: tøj(kvinder) og lommeure(mænd). Nogle var kun inde et par timer for at blive idømt en bøde. I protokollen under 1914 står der f. eks. om en mandsperson, at han blev "Dimitteret efter Byfogedens Ordre. Vedtaget en Bøde paa 25 Kr. til Varde Politikasse". Andre mødte op for at få tørre tæsk. Straffeloven fra 1866 § 22 og 29 sagde, at personer over 15, men under 18 skulle straffes med fængsel eller med rottingslag. Antallet af slag var fra 5 til 25 og eksekveredes med et spanskrør, der var 3 cm i omkreds og ca. 1 m. langt. Var misdæderen under 15, men over 10 lød straffen på fængsel, dog ikke mere end 60 dage, eller en omgang ris. Særlig vanartede børn kunne idømmes 2 x 25 slag ris fordelt over to dage.
I 1885 stillede en mand og modtog 5 rottingslag. I 1898 fik to indsatte 5 og 8 slag rotting for flugtforsøg. Tre drenge på henholdsvis 10, 11 og 12 år fik i 1878 hver 10 slag ris i deres bare rumper. Legemsstraffene blev afskaffet i 1911, men rottingslag eksisterede som disciplinærmiddel i fængslerne indtil 1930.
En meget hyppig straf for disse mindre lovovertrædere var fængsel på vand og brød. I nævnte straffelovs § 19-20 stod der, at personer i alderen 15-60 kunne idømmes denne straf fra 2 til 30 dage. Undtaget herfra var gravide og kvinder med diende spædbørn. Var straffen over 6 dage skulle den afbrydes med en dag på almindelig fangekost.
Af arrestjournalen 1872-1920 kan man se, at distriktslægen(idag embedslægen) kom på besøg en gang om ugen, eller når der var behov. Under sine besøg i arresten skulle lægen skrive helbredsattester til fanger, som var idømt langvarige fængselsstraffe og derfor skulle overføres til tugthusene i Viborg eller Horsens. Han skulle også tilse fangerne og sørge for, at de ikke tog skade på helbredet under fængselsopholdet. Derfor fik en kvinde, der sad på vand og brød i 1879 ordineret en større brødration. Samme år konstaterede lægen, at en mandlig indsat uden skade kunne sidde på vand og brød 7 dage i træk. 1872 blev et par kvinder sendt på sygehuset for at blive behandlet for fnat. 1887 blev distriktslægen tilkaldt om natten, fordi en møllersvend var blevet indbragt i bevidstløs tilstand. Ved den lejlighed konstaterede lægen, at manden havde drukket for meget spiritus. Et par dage senere blev der igen sendt bud efter lægen. Han skulle denne gang undersøge om en person kunne tåle at få rottingslag. Året efter fik en arrestant et deliriumanfald og blev sat i spændetrøje samtidig med, at han fik ordineret beroligende medicin.
Nytårsaften 1895 konstaterede lægen, at et barn, som var hos moderen i arresten, var i en så dårlig ernæringstilstand, at der for fremtiden måtte gives en pot sødmælk om dagen. Hjælpen kom dog for sent, og barnet døde kort tid efter. Faderen, en husmand fra oplandet hentede liget for at få det begravet, men moderen måtte blive tilbage i arresten. 1897 blev et 16 mdr. gammelt barn fjernet fra sin mor. Her havde lægen udstedt en attest om, at barnet ikke længere behøvede bryst, og det blev anbragt i pleje på fattiggården i Sdr. Varde. Senere på året fik en ung kvinde ordineret en kande mælk daglig, fordi hun ikke selv havde noget til sit barn. Kvinden havde imidlertid også dårlige nerver, så hun fik desuden medicin og sovedråber. Hun blev nu sat under opsyn dag og nat. Til dette job hyrede man en enkekone ude i byen. Den 7/6 om aftenen fik hun tilladelse af arrestforvareren til at gå ned i fængselsgårdens retirade for at tømme sin natpotte. Tilsynet blev tilbage i dobbeltcellen for at se efter barnet, men da pigen udeblev gik enkekonen ned i gården, hvor hun i retiradehuset fandt kvinden hængende i sit strømpebånd i retiradedørens håndtag. Opsynskonen gjorde anskrig, og arrestforvareren kom og fik kvinden genoplivet. Som grund til selvmordsforsøget angav hun, at hendes mand ikke ville tilgive hende, at hun havde begået en mindre kriminel handling.
To begivenheder i 1919 blev ikke blot noteret i arrestens journal, men de omtaltes også i byens avis, Ribe Amtstidende. Den 8/2 forsøgte en polak at undvige ved at kravle ud gennem madhullet i celledøren. Her sad han dog uhjæpelig fast, og der måtte sendes bud efter en snedker til at save ham fri. For dette flugtforsøg måtte polakken indkassere en alvorlig advarsel. En månedstid senere gik en tysker amok. Han afsonede en dom på 4x5 dages vand og brød. Den ensidige kost bragte ham til vanvid, og han smadrede cellens inventar. Tyskeren havde da siddet i 5 dage, og lægen bestemte nu, at de sidste 15 dage blev ændret til 60 dages simpelt fængsel på ordinær fangekost. Der var i dette tilfælde ikke tale om en disciplinærstraf. Det var i god overensstemmelse med loven, som foreskrev, at en dag på vand og brød under visse omstændigheder kunne konverteres til fire dages simpelt fængsel.
Det er blevet omtalt, at et par arrestanter fik rottingslag for flugtforsøg. Til de hårde disciplinærstraffe hørte også, at arrestanterne blev lagt i spændetrøje. Det skete f.eks. i 1904, da en indsat måtte 12 timer i spændetrøje for utilbørlig opførsel. Andre foranstaltninger for brud på reglementet var fratagelse af retten til at nyde tobak og læse bøger i fritiden. Efter at der var kommet elektrisk lys i cellerne, kunne det blive forbudt fangerne at tænde lys efter mørkets frembrud. I dagtimerne skulle fangerne arbejde. De blev beskæftiget med alle mulige gøremål. Nogle flettede måtter, andre lavede børster eller hæklede hylstre. Et par fanger hjalp arrestforvarerens kone med madlavning og rengøring i køkkenet. En indsat skrædder reparerede fangernes tøj. For dette arbejde fik arrestanterne en beskeden løn. I 1910 var daglønnen fra 3 til 50 øre. Uden for arrestens mure tjente en faglært 50 øre i timen.
Arresthuset på Torvet eksisterede i knap 81 år. I 1953 sad der kun 6 fanger i arresten, og de blev ultimo september flyttet til Esbjerg. Arresten blev nu ombygget for at huse den kommunale administration.
TING- OG RAADHUSET.
Det var i bygningens tingstuer, at de anholdte fik deres domme, hvorpå de blev indsat til afsoning i arrestafdelingen. Tre retskredse(jurisdiktioner) havde som omtalt til huse i ting- og rådhuset, nemlig Varde købstad, Øster og Vester Horne herreder samt Skads herred. Dommeren og politimesteren i Varde og Øster og Vester herreder var en og samme person. Han holdt retsmøder i stuen til venstre, og da han også var byens borgmester, måtte han i denne egenskab gå over i stueetagens højre side, hvor byrådet og den kommunale administration holdt til.
På 1. sal, i venstre side, residerede herredsfogeden for Skads herred. De to retsafdelinger(se tegning her) var identisk indrettede. I tingstuen, hvor retten blev sat, var der i 1872 en kakkelovn med klynekasse og ildtøj. Dommeren sad i en læderstol med grønt betræk bag et bord, hvorpå der stod en lampe. Hvis dommeren ikke selv var indehaver af embedet som retsskriver, så stod denne ved en skranke og førte protokollen. De to tingsvidner1 og den person, der var til afhøring, sad på stole med flettede sæder og ryg. Til indretningen hørte også to sæt røde gardiner, to rullegardiner med snor og lod samt et servantesæt og to spytbakker af jern.
I dommerværelserne kunne dommeren forberede retsagerne eller tage politmesterkasketten på og ordne politianliggender. Her var et poleret bord med en sofa og to stole, som havde rørpuder. Til den personlige hygiejne var der en servante med servantesæt, og til udstyret hørte også et askebæger samt en spytbakke. Et skorstensrør fra en kakkelovn i et tilstødende rum sørgede for opvarmningen. Også her var der røde gardiner for vinduerne, og der stod en reol med en lovsamling til dommerens og politimesterens rådighed.
I forværelserne(venteværelser) var der kakkelovn med ildtøj. Her var bænke og et lille bord med servantesæt. Gardinerne var røde, og der var en stumtjener samt en spytbakke. Vidneværelserne var indrettede med polerede borde og fire stole med flettede sæder og ryg. Varmen kom fra skorstensrør, der gik gennem rummene. Gardinerne var af samme farve som i de før nævnte rum. I disse værelser opholdt anklager og forsvarer sig. Her blev vidnerne instrueret om, hvad de skulle sige. Hverken forsvarer eller anklager havde adgang til retsmøderne. Indtil retsreformen i 1919 var proceduren skriftlig. På grundlag af politirapporterne og deres egne vidners udsagn blev der udfærdiget forsvars- og anklageskrifter. Disse indlæg tilgik dommeren, der skulle inddrage dem i sine overvejelser før domsafsigelsen. Heller ikke pressen havde adgang til retslokalerne før den omtalte retsplejereform.
I stuen til højre havde byrådet mødelokale, her var også den kommunale administration samt et lokale til forligskommissionen. Her fungerede ansete borgere som forligskommissærer. De forsøgte at forlige stridende ægtefæller, folk, som var blevet uenige om en handel o.l. Fordelen ved disse kommissioner var, at sagsbehandlingen både var hurtigere og billigere end ved domstolene. Ved lov af 1953 blev forligskommissionerne nedlagt, og deres arbejde overgik til domstolene. Der er ingen inventarfortegnelse til rummet i 1872, men de følgende år, også i 1935, var der stole og et bord i værelset. I forværelset var der kakkelovn med klynekasse og ildtøj. Her var der to mindre bænke om et lille bord. For vinduerne var der de obligate røde garner. Her var en stumtjener, ligesom der heller ikke manglede en spytbakke.
Værelset ved byrådssalen rummede den kommunale administration. Her sad kæmneren med byens regnskaber ved et bord med to stole og lige så mange reoler. Rummet blev opvarmet af et skorstensrør, og på gulvet stod der en spytbakke. Stueetagens byrådssal var beregnet til byrådsmøderne. Her stod i 1872 et bord, hvor byrådets 7 valgte medlemmer sad sammen med den kongeligt udnævnte borgmester, der som nævnt var såvel dommer som politimester.Vinduerne havde røde gardiner og rullegardiner. Der var kakkelovn med ildtøj og klynekasse, og der manglede heller ikke en spytbakke. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at der i ting- og rådhuset ikke var et aflukke, hvor de ansatte kunne træde af på naturens vegne. Slige ærinder har personalet måttet forrette i husene omkring torvet, for det er utænkeligt, at byens dommer/politi- og borgmester skulle have benyttet retiraden i arrestgården. Som omtalt blev der først indlagt et toilet i kælderen i 1922.
Byrådsmøde i den store sal i 1899. For bordenden står borgmester L. Borbjerg.
Rådstuesalen på første sal var fortrinsvis beregnet til repræsentative formål. Her var der to store borde dækket med grønt stof, og omkring disse stod der 24 stole med flettet sæde og ryg. Til en afveksling var der grønne damaskgardiner for vinduerne. Salen blev opvarmet af en stor kakkelovn, hvortil der hørte to klynekasser af jern. Belysningen var en mindre lampe, samt en stor lampe med seks arme i loftet. Da der blev indlagt gas i 1885, kom der en lysekrone med 12 blus. Hvornår byrådsmøderne er blevet flyttet til den store sal på 1. etage, kan der kun gættes på. Men meget taler for 1894. Dette år blev det valgte byråd udvidet til 11 medlemmer. Året efter skrev Ribe Amtstidende, at salen var blevet restaureret, og at der var blevet indrettet et borgmester- og politimesterkontor i stuen til højre, hvor byrådets forlæggelse af møderne til første sal, har gjort plads til et sådant kontor. Der blev flyttet en del om på skillevægge efter 1890. Politi og domstole overtog efterhånden mere og mere af huset. F. eks. kom der i 1911 en mand fra statspolitiet til byen. Denne politimand beskæftigede sig især med opklaring af kriminalitet og virkede ved siden af det kommunale politi, indtil alt politi blev lagt under rigspolitichefen i 1937. Samtidig voksede den kommunale administration, og i 1903 måtte kæmneren forlade rådhuset og flytte om i lejede lokaler i Torvegade 4. Da byen i 1917 fik en folkevalgt borgmester, blev også borgmesterkontoret forlagt til denne adresse.
Politi og domstole var nu enerådende i bygningen, men fra 1919 var der kun én dommer tilbage, idet Varde købstad blev slået sammen med Øster- og Vester herreder til én retskreds, og Skads herred blev lagt under retten i Esbjerg. Dommerkontoret blev ved samme lejlighed flyttet fra rådhuset på Torvet til Frisvadvej 3. Dette fik en række borgere fra byen og oplandet til at protestere. De indkaldte til et møde i teatersalen hos gæstgiver Kaas i Vestergade, hvor de skev en resolution mod, at retsmøderne nu skulle begynde kl. 9 i stedet for kl. 10. Det var for tidligt, når folk skulle nå ind fra retskredsens fjerne afkroge. Endvidere var man utilfreds med, at dommerkontoret blev flyttet til Frisvadvej. Det lå uden for den gamle bygrænse, men det var i alles interesse, at dommerembedets kontor lå centralt i byen. Protesten hjalp dog intet, og det forblev som vedtaget på Rigsdagen i 1917.
Politi- og borgmesterkontoret i rådhuset på Torvet.
Billede fra omkring århundredskiftet. Nr. 2 fra højre er kæmner S. Jacobsen,
der taler med byfogedfuldmægtig(vicepolitimester) Skafte Christstiansen.
Sådan var forholdene indtil 1955. Da flyttede den kommunale administration igen tilbage til det nu ombyggede rådhus på Torvet. Politi og retslokale blev forlagt til hjørnet af Storegade og Nørregade, hvor staten havde købt Damkjers Hotel til disse myndigheder.
Til sidetop