Til sidebund

Det store bedrageri.

Nedenstående bygger hovedsageligt på sagfører Anders Harcks (1840-1916) beretning om Varde Banks historie 1872-1912, altså de første 40 år af bankens historie. Beretningen er afsluttet i juni 1915 og må betragtes som en førstehånds kilde, da Harck selv sad i bankens direktion fra dens start i 1872 til sin død i 1916. Det følgende vil dreje sig om bankens start i 1872, en gennemgang af den store ulykke, der ramte banken i 1885 og slutte med en kort redegørelse for bankens genrejsning i 1886/87.

Initiativet til bankens oprettelse udgik fra købmand Søren Thomsen, (1830-1887) der siden 1853 havde drevet en betydelig købmandshandel i Varde. Foretningen lå på hjørnet af Schoubogade (i dag Storegade) og Østergade. Det var en såkaldt produkthandel, der opkøbte landbrugsprodukter fra oplandets bønder, og eksporterede dem til de store handelshuse i Hamborg/Altona, hvorfra han importerede kolonialvarer, der blev solgt til byens og oplandets befolkning. Import- og eksporthandelen var den såkaldte kommissionshandel. Den kunne foregå ved, at f.eks. Søren Thomsen for egen regning og risiko sendte et parti landbrugsvarer til en kommissionær i Altona, som regel et af de derværende store handelshuse. Efter produkternes salg, fik Thomsen sin betaling, der var fratrukket kommissionærens fortjeneste. Handelshuset kunne også levere Thomsen varer for beløbet. Denne form for handel var ret kapitalkrævende, hvis ikke det udenlandske handelshus ydede et forskud. En anden form for kommissionshandel var knap så kapitalkrævende. Her optrådte vardekøbmanden som kommissionær for et udenlandsk handelshus. Vardenseren fik opgivet en varemængde samt en højeste indkøbspris. Når denne form for handel ikke krævede så mange penge, var det fordi, det fremmede handelshus afholdt transport- og forsikringsomkostningen og som oftest ydede et forskud til opkøbet. Desuden var fortjenesten jo sikret med indgåelse af aftalen.

Når den vardensiske produkthandler fik betaling fra udlandet, skete det som oftest i form af en veksel. En veksel var kredit- og betalingsmiddel i form af et dokument, hvormed udstederen anmoder om betaling af en bestemt sum penge til en angivet person. Modsat checken kunne vekslen tjene både som betalingsmiddel og som kreditmiddel. Herved mindede vekslen om et omsætningsgældsbrev. Vekslen var velegnet som kreditmiddel, idet ikke blot udstederen, men enhver, der havde sat sit navn på vekslen, var forpligtet til at betale f. eks. tre måneder efter at vekslen var udstedt (fra Gyldendal Den store danske). Skulle den gøres til rede penge, måtte det ske i en bank eller hos en købmandskollega.

Der var ganske vist oprettet en sparekasse i Varde i 1850, men den diskonterede ikke veksler og modtog kun folks sparepenge og udlånte kun mod pant i første prioritet. Så var der en diskontobank i Ribe og afdelinger af Nationalbanken i Århus og Flensborg, men det var jo lidt af vejen. Det er utvivlsomt i denne sammenhæng, at vi skal se oprettelsen af Varde Bank i 1872, nemlig til financiering af den omfattende handel med landbrugsvarer.

Søren Thomsen var i 1872 en anset mand i byen. Han havde i årene 1864-68 været medlem af borgerrepræsentationen, og da en ny lov om købstædernes styrelse i 1868 ændrede navnet til byrådet var Søren Thomsen medlem af dette til 1885, da han p.g.a. sine bedragerier måtte forlade dette. Ved en generalforsamling d. 23/8 1872 på Lassons Hotel blev banken stiftet, efter at der forud var blevet tegnet aktier til et beløb på 30.000 rigsdaler. I 1875 blev møntfoden ændret til kroner og en rigsdaler blev omregnet til to kroner.

De største aktiebeløb var tegnet af købmand Jens Thomsen (der var Søren Thomsen brorsøn), købmand Rech Thomsen(der var Søren Thomsens bror), købmand J. Cohns efterfølgere, købmand Ferdinand Niedhardt alle fra Varde. Desuden grosserer H. Pontoppidan & Co, Hamborg og grossererne brødrene Westenholtz, London. Det kan undre, at byens rigeste købmænd, I.W. Palludan og dennes bror Ole Palludan, ikke var at finde blandt aktietegnerne. Forklaringen var sikkert den, at Ole Palludan(1822-1895) var formand for bestyrelsen i byens sparekasse og som sådan en indædt modstander af et nyt pengeinstitut i byen. I.W. Palludan har sikkert været enig med sin bror, men skiftede hurtigt mening og købte bankens aktier, så han i 1874 kunne vælges ind i bankens direktion, hvor han sad til sin død i 1917.

Med den før nævnte aktiekapital besluttede generalforsamlingen enstemmigt, at banken skulle starte sin virsomhed d. 1/10 1872, og at aktietegningen skulle fortsætte indtil aktiekapitalen havde nået en størrelse på 50.000 rigsdaler. Dette blev nået i året 1876. På samme generalforsamling blev retningslinierne for bankens virksomhed vedtaget:

1. Bankens formål var at lette pengeomsætningen til handelens, industriens og agerbrugets fremme, samt opsparing og forøgelse af små formuer.
2. Banken modtog til forrentning ethvert beløb på fem rigsdaler og derover, der blev forrentet fra ottende dagen efter indbetalingen. Renten blev fastsat af bankens direktion og repræsentantskab. De indsatte beløb kunne hæves med opsigelse. For beløb på indtil 100 rdl. krævedes fire dage. Over 100 rdl. og indtil 1000 rdl. fordredes 14 dages varsel. Over 1000 rdl. var opsigelsen en måned.
3. Enhver kunne oprette en foliokonto på ikke under 10 rdl. og pengene kunne hæves uden opsigelse.
4. Banken hæftede med sin aktiekapital for alle i banken indsatte og deponerede penge. Til yderligere sikkerhed for disse penge skulle der oprettes en reservefond, der blev tilvejbragt med 1/4 af bankens årlige overskud, efter at administationsomkostningerne og aktionærenes udbytte på 4% var fratrukket.
5. Banken købte og solgte fremmede mønter, banknoter og seddelpenge samt besørgede køb og salg af statsobligationer og andre værdipapirer.
6. Banken ydede lån mod pant i værdipapirer og fast ejendom.
7. Banken diskonterede veksler, hvorpå der foruden udstederen fandtes yderligere to navne. Banken kunne også diskotere veksler med et navn, når udstederen kunne stille den fornødne sikkerhed.
8. Bankens anliggender blev varetaget af 1) generalforsamlingen 2) repræsentantskabet og 3) direktionen.

Generalforsamlingen skulle afholdes hvert år i marts måned, og når der ikke var særlige punkter på dagsordenen så som valg af repræsentanter, og valg af direktører eller ændringer af bankens vedtægter, så var det ikke nødvendigt, at en bestemt del af aktiekapitalen var mødt op, og beslutninger kunne tages med simpel stemmeflerhed. Men ved lovændringer skulle mindst 25 stemmer være til stede. For at afgive én stemme krævedes en til tre aktier. Fire til syv aktier gav 2 stemmer og over 20 aktier gav fem stemmer. Hvis en aktionær med 20 aktier desuden havde fuldmagter fra andre aktionærer kunne han/hun dog højst afgive 10 stemmer. Da dele af repræsentatskabet var på valg hvert år, krævedes der reelt, at mindst 25 stemmer var til stede på de ordinære generalforsamlinger. Den første generalforsamling valgte blandt aktionærerne et repræsentantskab på otte medlemmer samt to suppleanter. Halvdelen skulle være fra Varde by og den anden halvdel fra oplandet. Det valgte selv sin formand og næstformand og skulle holde møde i Varde mindst en gang i kvartalet, eller når formanden fandt det nødvendigt. For at træffe en beslutning skulle mindst fem medlemmer af repræsentantskabet være til stede. Repræsentantskabet skulle sammen med direktionen udstikke de overordnede linier for bankens forretningsførelse, ansætte bogholderen og gennemgå den af direktionen udfærdigede kvartalsrapport. Desuden skulle repræsentantskabet blandt medlemmerne vælge en kontrolkomité, der, når den fandt det nødvendigt, men mindst én gang i kvartalet gennemgik bankens bøger og aktiver og i øvrigt sikrede sig, at bankens vedtægter blev overholdt. Komitén skulle envidere revidere bankens årsregnskab. Repræsentanter valgtes for fire år ad gangen af generalforsamlingen, og to var på valg hvert år. En fra byen og en fra oplandet. Kontrolkomitén fik 20 rdl. hver for revisionsarbejdet, ligesom repræsentanter fra oplandet fik fire mark pr. løbende mil i rejsegodtgørelse. De fire mark svarede til 1/4 rdl.

Til repræsentanter fra byen valgtes købmand A.K. Bastrup, apoteker Helms, prokurator Poulsen og købmand P. Mortensen. Suppleant farver Thuun. Til kontrolkomité og revisorer valgtes købmændene A.K. Bastrup og P. Morstensen. Fra oplandet valgtes Løjtnant Fabricius, Bramming, møller N. Møller, Letbæk Mølle, møller H. Christensen, Lønne Mølle og Morten Hansen, Ansager. Suppleant S.C. Carstensen, Lundtang. Til den fem mand store direktion valgtes købmand Jens Thomsen, købmand F. Niedhardt, købmand Rech Thomsen, købmand C. Chon og sagfører Anders Harck.

Umiddelbar efter generalforsamlingen valgte direktionen og repræsentantskabet Søren Thomsen til bogholder og kasserer. Om valget af Søren Thomsen skrev sagfører Harck i sin beretning, at der var ingen, der fandt noget påfaldende i, at han søgte disse stillinger. Søren Thomsen havde haft et stort arbejde med at oprette banken og ansås af sig selv og de fleste andre for at have de bedste forudsætninger for at beklæde disse stillinger. At man efter katastrofen i 1885 så anderledes på det og fik en bedre forståelse for den ihærdighed, som han havde udfoldet for at få disse stillinger var en anden historie.

Søren Thomsens løn blev fastsat til 400 rdl. plus 10% af bankens nettooverskud årligt. En arbejdsmand i Varde tjente ca.70 skilling om dagen og kunne næppe regne med at have mere end 200 arbejdsdage om året. Der gik 96 skilling på en rigsdaler, så en arbejdsmands årsindkomst var højst 145 rdl. årligt.

1. oktober 1872 begyndte banken sin virksomhed i Søren Thomsens ejendom på hjørnet af Storegade og Østergade i et mindre værelse ud til Storegade, hvortil der kun var adgang genem Søren Thomsens butik og dagligstue. Bankens bud, kirkebetjent Jens Kastoft måtte opholde sig i butikken, hvor han sad på en saltkasse.

I sommeren 1873 lod Søren Thomsen sidehuset ud til Østergade ombygge, og her blev der indrettet banklokaler med ekspedition og et direktionslokale med indgang fra Østergade gennem en lille forstue. Her flyttede banken ind i efteråret 1873, og her blev den indtil 29/3 1886. Søren Thomsen fik 100 rdl. årligt i leje for lokalerne inklusiv lys og varme. Kontortiden for banken var kl. 13-15 hver søgnedag, og direktørerne skiftedes til at være til stede i banken en uge ad gangen for sammen med bogholderen at tage beslutninger vedrørende den daglige drift og underskrive ekspeditionerne samt ordne kassererforretningerne, som egentligt hørte under Søren Thomsen. Men disse blev hurtigt henlagte til den jourhavende direktør, da det viste sig upraktisk også at lade bogholderen udføre disse.

Fra åbningsdagen 1/10 1872 og indtil 1874 er en kassebog over de daglige indtægter og udgifter bevaret. Den første indførsel var fra lærer J.P. Kjelst, der havde købt en aktie til 100 rdl. og indbetalt et afdrag på 25 rdl. H. Pontoppidan & Co. fra Hamborg havde købt 50 aktier af 100 rdl. og indbetalt et afdrag på 1250 rdl. Den første kontrabog blev oprettet ved en overførsel fra Nr. Nebel sparekasse, der på vegne af grd. Chr. Vad, Sædding indbetalte 2.500 rdl. til forrentning. Af kassebogen fremgik det tydeligt, at der i Varde var behov for en bank, der diskonterede veksler. I løbet af de første tre dage diskonterede banken seks veksler og 18/8 1873 drejede 13 af 15 ekspeditioner sig om diskontering og indfrielse af veksler.

I begyndelsen af 1874 flyttede købmand C. Cohn fra byen, og der skulle vælges et nyt medlem til direktionen. Repræsentantskabet og direktionen valgte på et møde 13/3 1874 Søren Thomsen som nyt medlem af direktionen. Men fire havde stemt på I.W. Palludan og protesterede mod valget af Søren Thomsen, fordi de anså det for uheldigt, at direktionens flertal så ville komme til at bestå af nære familiemedlemmer. Rech Thomsen var Søren Thomsens bror og Jens Thomsen var hans nevø (brorsøn). Harck, der stemte imod valget af Søren Thomsen, skrev i sin beretning, at grunden til, at fire havde stemt imod valget af Søren Thomsen, var, at Søren Thomsen var en selvrådig person, der gav lån til personer, uden at der var den fornødne sikkerhed, og da hans broder og nevø begge beundrede Søren Thomsen, var man bange for, at Søren Thomsen ville få en enevældig indflydelse i den fem mand store direktion.

Søren Thomsen blev meget fornærmet over modstanden mod ham, og for at undgå for megen splid, enedes man om at lade generalforsamlingen afgøre spørgsmålet, idet man foreslog generalforsamlingen at godkende Søren Thomsens valg til direktør, og at direktionen blev udvidet til syv direktører. Som nye direktører forslog man I.W. Palludan(1825-1917) og købmand og vicekonsul for Holland og Sverige/Norge A.C. Haunstrup. Ved samme lejlighed foreslog man generalforsamlingen at udvide repræsentantskabet med to personer og kontrolkomitéen med en person. Som følge deraf skulle bankens love også ændres. Alle forslagene blev godkendt på en ekstaordinær generalforsamling 29/6 1874, hvor de blev vedtaget med 81 stemmer mod fire.De nye medlemmer af repræsentantskabet blev sadelmagermester P. Tarp for Varde by og grd. Chr.Vad Sædding for oplandet. Møller H. Christensen, Lønne Mølle blev valgt til medlem af kontrolkomitéen og revisionen.

I de følgende år indtil 1885 skete der en del udskiftninger af hvilke den vigtigste var, at købmand P. Mortensen p.g.a. sygdom i 1878 udtrådte af repræsentantskabet og kontrolkomitéen. I hans sted valgtes købmand Hans Haunstrup Varde til repræsentantskabet og apoteker Helms til kontrolkommitéen og revisonen. Helms døde imidlertid i 1880, og i hans sted valgtes til medlem af kontrolkomitéen og revisonen købmand Hans Haunstrup Varde. 1883 udtrådte købmand F. Niedhardt af direktionen, men da der var truffet en beslutning om at indskrænke antallet af direktører til fem, blev der ikke valg en ny direktør.

I 1880 androg Søren Thomsen om at få erstattet et beløb på 460 kr., som han mente var blevet stjålet fra en kasse, der var under hans tilsyn som bogholder. Direktionen bevilligede ham dog kun 200 kr. til delvis dækning af tabet. Disse penges forsvinden blev aldrig opklaret. I 1884, mens købmand og konsul A.C. Haunstrup (1828-1900) var jourførende direktør, forsvandt der et beløb på 3.600 kr. Det skete på en markedsdag, og Haunstrup var sikker på, at han ikke ved en fejltagelse havde udbetalt beløbet, så det måtte være stjålet. Han erstattede banken pengene, men deres bortkomst blev aldrig opklaret.

Om Sørens Thomsens bedrageri skrev Anders Harck i sin beretning, at hans gode ven, købmand Laurids Aastrup et par gange i forsommeren 1885 havde fortalt ham, at der var noget galt med Søren Thomsens forretningsførelse i Varde Bank. Anders Harck tillagde ikke disse udtalelser nogen betydning, da han vidste, at Laurids Aastrup af flere grunde ikke brød sig om Søren Thomsen. Da Aastrup ultimo juli 1885 igen fortalte ham, at det vist ikke gik rigtigt til i banken, blev Anders Harck vred og sagde til Aastrup: "Hvad er det dog, du siger? Tror du, eller ved du, at der er noget galt i Banken, bør du sige mig det rent ud! "Aastrup fortalte derpå, at han havde sine oplysninger fra en af Thomsens medhjælpere i banken. Det lykkedes for Hark, at få Aastrup til at give ham navnet på den, som han havde sine oplysninger fra, ligesom Aastrup også gav Harck lov til at underrette sin meddirektør, købmand og konsul A.C. Haunstrup om sagen.

Da Harck fortalte Haunstrup om mistanken til Søren Thomsen, mente konsulen, at der var tale om sladder og bagvaskelse, men var dog enig med Harck i, at det burde undersøges nøjere. Anders Harck og A.C. Haunstrup henvendte sig derpå til en af bankens revisiorer, A.C. Haunstrups bror, købmand Hans Haunstrup, og af de oplysninger, de fik, kunne de indse, at det ikke var svært at føre revisorerne bag lyset. Herom senere.

Anders Harck og A.C. Haunstrup blev nu enige om, at de måtte fortælle de to meddirektører, I.W. Palludan og Jens Thomsen om deres begrundede mistanke til Søren Thomsen og indkaldte disse til et møde på Harcks kontor. De ville ikke have den femte direktør Rech Thomsen med til mødet, da han var Søren Thomsens bror, mens de stolede på, at de nok kunne betro sagen til Jens Thomsen, skønt han var Sørens Thomsens brorsøn. Revisor, købmand Hans Haunstrup var også tilstede ved dette møde.

Selv om de fleste af mødedeltagerne stadig tvivlede på, om mistanken nu også var begrundet, så enedes man om, at Anders Harck skulle rejse til Silkeborg og Fredericia. I Silkeborg var en af Søren Thomsens nære medarbejdere Nielsen ansat som bogholder i Silkeborg Bank, mens en anden af Sørens Thomsens nære medarbejdere Poulsen var soldat ved garnisonen i Fredericia. Nielsen var den, der havde fortalt Aastrup om urelmæssighederne ved Sørens Thomsens forretningsførelse. Nielsen havde forladt Varde Bank for flere år siden, mens Poulsen for få måneder siden var blevet indkaldt til at aftjene sin værnepligt.

Da mødedeltagerne forlod Hacks kontor, sagde Jens Thomsen til Harck: "Ja, rejs kun i Guds Navn, men jeg er saa rolig for, at der ikke er noget i Vejen med Banken." Den følgende dag rejste Harck med toget til Silkeborg, hvor han indlogerede sig på hotel Dania, og dagen efter gik han ved bankens lukketid kl. 16 om i Silkeborg Bank hvor han traf Nielsen, som han bad om at fortælle, hvad han vidste om Søren Thomsens bedragerier. Skønt Nielsen ikke mente, at han havde nogen forpligtelser til at berette om sin tidligere foresattes forbrydelser, så fortalte han alligevel, at Søren Thomsen, i den tid Nielsen havde været hans medhjælper, havde besveget banken for omkring 100.000 kr.

I øsende regnvejr rejste Harch fra Silkeborg om aftenen med toget til Fredericia, hvortil han ankom ud på natten og tog ind på et hotel i nærheden af banegården og bad tjeneren om vækning, så han kunne være på Østervold Kaserne ved morgenparaden, hvor han fandt Poulsen i Eksercerhuset. Harck bad ham følge med sig til hotellet. Her fortalte Poulsen, hvorledes Søren Thomsen havde udført sine besvigelser, der efter Poulsens skøn beløb sig til 200.000 kr.

Harck forlod nu Fredericia og rejste tilbage til Varde, hvortil han ankom ved aftenstide. Ankommen til Varde ønskede han ikke at træffe nogen og sneg sig gennem ventesalen til sit hjem på Slotsgade 5.

Næste dag fik han et møde med I.W. Palludan i sit hjem, hvor Harck satte denne ind i situationen og sagde til ham, at det stod for ham (Harck) som "en Æres- og Samvittighedsag, at Banken blev sat i Stand til at opfylde sine Forpligtelser og fortsætte sin Virksemhed", men da bedragerierne sikkert var større end aktiekapitalen og reservefonden, så ville det nok blive vanskeligt for direktørerne og repræsentantskabet at rejse den kapital, der måtte til for at holde banken kørende. Hertil svarede Palludan: "Banken skal holdes, koste hvad det vil!"

De to besluttede nu at indkalde til et møde en aften med deres to med-direktører, Jens Thomsen og A.C. Haunstrup samt revisor Hans Haunstrup. Man ville stadig ikke indvi Søren Thomsen bror, købmand Rech Thomsen i sagen. Dette møde blev afholdt mandag 14/9 1885. På mødet blev man enige om, at næste dag ved kontortidens afslutning, skulle Harck, I.W. Palludan og Hans Haunstrup møde op i banken, hvor A.C. Haunstrup den dag var jourhavende direktør. Disse fire ville så tage Søren Thomsen i forhør om hans bedragerier.

For at ankomme ubemærket til banken gik Harck, Palludan og Hans Haunstrup gennem Arnbjerganlægget og ud i Østergade gennem Skansestrædet. Da de var kommet ind i banken, gik de ind i direktionslokalet og meddelte, at de ville tale med de to tilstedeværende direktører, Søren Thomsen og A.C. Haunstrup. Da Søren Thomsen kom ind i direktionslokalet spurgte han med en overlegen og brøsig tone: "Hvad er der paa Færde, de Herrer ser saa alvorlige ud?" Harck svarede ham, at det også var en alvorlig sag, de ville tale med ham om. Harck gik nu lige til sagen og sagde til Søren Thomsen, at han var mistænkt for at have besveget banken for en større sum penge, og man nu ville have klarlagt sagen. Søren Thomsen blev meget vred og mente, at der var tale om bagvaskelse og sladder, og han truede Harck med at drage ham til ansvar for de grove beskyldninger. Harck sagde nu til ham, at de ikke ville rette så alvorlige anklager mod ham, hvis de ikke havde beviser herfor. Søren Thomsen sagde nu, at han godt vidste at Harck havde været i Silkeborg. Hertil svarde Harck, at så vidste han vel også, hvorfor han havde været der og tilføjede, at han også havde været i Fredericia, og at han begge steder havde fået oplysninger, der beviste Søren Thomsens bedragerier.

De relevante bøger blev nu hentet, men inden de blev åbnet tilstod Søren Thomsen, at han havde besveget banken for 20.000 kr., som han let kunne skaffe til veje. Han blev nu gjort bekendt med, at det drejede sig om mindst 200.000 kr. Søren Thomsen brød nu sammen og sagde, at han var villig til at medvirke til at få klarhed over, hvor mange penge, han havde bedraget banken for, hvilket ved den efterfølgende undersøgelse viste sig at være over 240.000 kr. Søren Thomsens bror, Rech Thomsen blev nu tilkaldt og sat ind i sagen. Klokken var blevet 24, og det blev besluttet, at Søren Thomsen kunne få lov til at gå hjem, da de fire tilstedeværende direktører og den ene revisor ikke mente, at Søren Thomsen ville undvige eller tage sig selv af dage. Søren Thomsen afleverede alle nøgler og gik hjem, og de øvrige aftalte, at mødes næste morgen for at drøfte, hvad der videre skulle gøres.

Samme aften 15/9 1885 holdt byrådet fest på Damkjærs hotel, for at fejre, at gaslyset for første gang var blevet tændt i byen. Det vakte stor opsigt, at I.W. Palludan og Søren Thomsen ikke deltog uden at have sendt afbud. Nogle af byrådsmedlemmerne vidste, at alle direktørerne var gået til møde i banken, og at mødet ikke var færdigt, da festen begyndte på Damkjærs hotel. Byrådmedlemmerne var enige om, at der måtte være noget galt med banken, og byrådsmedlem, købmand H.M. Bøtker lod en bemærkning falde om, at der nok var opdaget svig i banken. Det viste sig, at han var underettet om sagen, idet Nielsen fra Silkeborg Bank havde sendt et telegram til Bøtker, der var hans fætter, og fortalt ham om Harcks besøg hos ham i Silkeborg. Bøtker havde fortalt det til købmand Gregers Forum, der var Søren Thomsens svoger, og denne havde fortalt det til Søren Thomsen, som derfor vidste alt om Harcks rejse til Silkeborg. Der var mange mennesker ude i byen den aften, da gaslyset blev tændt og rygtet om, at der var noget galt med Varde Bank, havde bredt sig som en løbeild gennem byen.

De fire direktører havde på aftenes møde besluttet at standse enhver udbetaling, da de forudså, at der ville blive pres på banken, så snart det blev kendt, at der var noget galt. A.C. Haunstrup og I.W. Palludan skulle være til stede den følgende dag. Denne dag var der marked i byen, og stormløbet mod banken udeblev heller ikke. Bankens ekspeditionslokale blev hurtigt fyldt med folk, der ville have deres indestående udbetalt, og da det blev dem nægtet, opsagde de pengene til hurtigst mulig udbetaling. En mand, der havde 2.000 kr. indestående på en kontrabog, ville have dem udbetalt til brug ved markedet, men Palludan sagde til ham, at han kunne møde hjemme ved ham i middagspausen og få pengene udbetalt mod en afkortning på 10%. Denne udtalelse havde sin virkning. Manden kom ikke hen til Palludan i middagspausen, og de øvrige fordringshavere drog den slutning, at når de kun tabte 10% , så var det næppe så galt med banken, som rygterne havde fortalt, nemlig at den havde tabt flere millioner kr.

Samme formiddag havde politifuldmægtig Andresen indfundet sig i banken og spurgte om rygterne talte sandt om Søren Thomsens bedragerier? De to tilstedeværende direktører svarede bekræftende, idet de tilføjede, at man håbede at få sagen ordnet, uden at fordringshaverne led tab. Men ved middagstid mødte politifuldmægtigen op igen for efter politimesterens ordre at arrestere Søren Thomsen, der nu blev indsat i arreststen på rådhuset.

I.W. Palludan og sagfører Harck rejste nu til Købernhavn, hvor de henvendte sig til Landmandsbankens direktør Isak Glückstadt, hvem de spurgte, om de kunne "låne" en af hans dygtige funktionærer til at hjælpe med at opgøre Varde Banks status. Hertil svarede direktør Glückstadt, at han ikke kunne undvære en sådan funktionær, men henviste til en af Industribankens direktører, Israelsen, der ville kunne foretage en sådan opgørelse. Med Glückstadts mellemkomst lykkedes det at få Israelsen til at påtage sig arbejdet.

Han kom til Varde i slutningen af september 1885 og var færdig med opgørelsen 20/11. Han opgjorde bankens direkte tab, der fraset rentetab udgjorde 240.302 kr. og 46 øre. Dette beløb var fremkommet ved, at Søren Thomsen ved hjælp af fingerede lånebeviser og veksler, som enten var underskrevet med hans eget eller hans firmas navn, havde tilegnet sig nævnte beløb af bankens midler. Men han benægtede hårdnakket, at det var ham, der på en markedsdag havde taget de førnævnte 3.600 kr.

Søren Thomsen erkendte, at han startede sin købmandsforretning i 1853, og at den hurtigt blev så omfattende, at han ikke havde driftskapital nok til at drive forretningen. Da det i begyndelsen af 1870'erne blev helt galt, fik han ideen til at oprette Varde Bank og fra denne bank skaffe sig den fornødne kapital til at drive sin forretning videre. De mange penge var udelukkende gået til at finansiere forretningen og ikke til privat forbrug. Harck skriver i sin beretning, at det også var hans vurdering, da Søren Thomsens levestandard ikke overgik den, som andre der drev en forretning af lignende omfang, havde.

Søren Thomsen forklarede desuden, at han ved den kvartårlige revision, havde ført revisorerne bag lyset. Når han forelagde dem lister over bankens vekselbeholdning, så viste han dem kun en liste med vekslernes numre, deres pålydende sum og forfaldsdage, men ikke debitorernes navne ligesom de heller ikke blev forelagt selve vekslerne. Når Søren Thomsen oplæste den førte forfaldsbog over vekslerne, omtalte han, hvem der var debitor for den omtalte veksel, men når han kom til de af ham udstedte veksler, nævnte han i stedet for sit eget eller sit firmas navn et navn på en solid mand i byen, idet han med blyant havde skrevet det navn, han skulle omtale i stedet for sit eget. Blyantnotitserne viskede han senere ud. De beløb, som han fik udbetalt, når han diskonterede en veksel i banken, indførte han i kassebogen som udgifter, og som indtægtspost i kassebogen overførte han penge fra sin kassekredit. Men denne overførsel var rent bedrag, idet Thomsen i stedet trak pengene ud til sig selv fra sin kassekredit, som han havde lov til at ovetrække. Vekslerne fik bestyrelsen aldrig at se, og han fornyede dem ved at udstede nye veksler, så overtrækket på hans konto aldrig blev for stort. Det var rent vekselrytteri.

På en lignende måde skaffede han sig lån mod håndpant, d.v.s. pant i låntagerens løsøre. Han tilstod, at beviserne for disse håndpanter aldrig havde eksisteret. Det samlede sum, som han på denne måde havde bedraget banken for beløb sig til de før nævnte 240.302 kr. og 46 øre, hvilket vel i nutids penge svarer til omkring 25 mill. kr.

Når ingen af direktørerne havde opdaget hans svindel, så skyldtes det, at de alene fungerede som kasserere, når de havde deres ugentlige tilstedeværelse i banken, og den kontante beholdning altid stemte ved bankens lukketid. Når den jourhavende direktør også fungerede som kasserer, var det, som omtalt tidligere, fordi det hurtig havde vist sig upraktisk at lade Søren Thomsen fungere som sådan, når han også var bogholder. Da han senere blev medlem af direktionen, og han som bogholder altid skulle være til stede i banken, blev han fritaget for at have ugentlig "vagttjeneste". Når de fem direktører kun var tilstede i banken hver femte uge, havde de ikke overblik over de pengesummer, som Sø-ren Thomsen i lighed med andre købmænd hævede på sin konto. Dertil kom, at der uden for kontortiden, når den jourhavende direktør var gået hjem, stadig kom folk, der uanset bankens åbningstider, skulle have fornyet deres veksler. Disse forretninger besørgedes da af Søren Thomsen, der så dagen efter forelagde den jourhavende direktør kassebogen, hvor beløbene for de fornyede veksler var blevet indførte. Men som omtalt var indførslerne fra de af Søren Thomsen infriede veksler rent bedrag. Men bøgerne stemte, og hvad revisonen angik, så troede direktørerne, at den var meget grundig, da der mange gange blev påvist regnefejl på ganske få ører.

Søren Thomsen erkendte, at han havde besveget banken for det nævnte beløb og tilstod samtidig, at han, når han solgte bankens aktier, havde afhændet dem som værdifulde aktier, skønt han vidste, at banken i realiteten var fallit.

Man kan undre sig over, at de fem jourhavende direktører, når de på de ugentlige direktionsmøder snakkede sammen om bankens kunder ikke var stødt på Søren Thomsen navn, som en der ofte trak store beløb ud af banken! I følge Harcks beretning skete dette ikke. Han mente, at hovedfejlen var, at bogholderen fik lov til at oprette en kassekredit, som gjorde ham i stand til via sit vekselrytteri at skjule sin reelle vekselgæld til banken. En anden fejl var, at de to bankassistenter, Nielsen og Poulsen var ansat og aflønnet af Søren Thomsen, der således var deres principal, som de havde ansvar og pligter over for og derfor ikke angav, selv om de havde indsigt i hans bedragerier. De to assistenter blev heller ikke straffet for deres virksomhed i banken. Endelig var den mangelfulde kontrol med Søren Thomsens forretningsførelse en stor fejl, som udelukkende skyldtes den ubetingede tillid, man havde til hans ærlighed. Søren Thomsen blev ved byretten i Varde 19. april 1886 idømt tre et halvt års fængsel, men han ankede dommen til Overretten i Viborg, der nedsatte staffen til tre år. Han døde 3. marts 1887 i Vridsløselille statsfængsel 57 år gammel og blev begravet på Varde gamle kirkegård.

Kort tid efter at bedrageriet var blevet opdaget, havde bankens fem direktører I.W. Palludan, A.C..Haunstrup, Rech Thomsen, Jens Thomsen og Anders Harch samt velhavende medlemmer af repræsentantskabet indbetalt et beløb på 58.000 kr, der foruden bankens aktiekapital og reservefond skulle dække bankens tab. Indbetalerne garanterede i forbindelse hermed, at hvis tabet blev større, ville de stå inde for det manglende beløb.

Bankdirektør Israelsen fra Industibanken havde som omtalt opgjort det samlede tab til 240.302,46 kr. Dertil kom mindre gældsforpligtelser, som også var fra Søren Thomsen på 5.697,54 kr. I alt 246.000 kr. Bankens aktiekapital og reservefond dækkede 145.000 kr. Dertil kom det omtalte beløb på 58.000 kr. Det resterende beløb på 43.000 kr. kunne sagtens dækkes af Søren Thomsens fallitbo, der blev solgt for 57.765,32 kr. Israelsen konkluderede derfor, at banken var solvent, og det blev derfor besluttet, at banken skulle fortsætte sin virksomhed, og man ville forsøge på en ekstraordinær generalforsamlig 8.januar 1886 at foreslå, at der blev tegnet en ny aktiekapital på 100.000 kr. På denne generalforsamling blev forslaget vedtaget, og det lykkedes hurtigt at få tegnet aktiekapitalen. Varde Bank kunne i løbet af de første måneder af 1886 genoptage sin virksomhed i fuld udstrækning.

Banken fik nye lokaler, da den i slutningen af marts 1886 flyttede fra Søren Thomsens gård om i I.W. Palludans gård på hjørnet af Vestergade og Grydergade. Banken fik indgang fra Grydergade (huset til venstre i billedet). Her var banken indtil 1900, da den flyttede ind i nybyggede lokaler på hjørnet af Vestergade og Smedegade. Den nye bygning kostede 58.000 kr. I nutids penge godt og vel 4 mill. kr.

Fra anden side blev det forsøgt at kvæle den genrejste bank. Medlem af Varde byråd, venstremanden, sagfører Hans Nonboe søgte sammen med politiske meningsfæller at oprette en ny bank, der skulle styres af venstremænd. I indbydelsen til aktietegning fra dec. 1885 stod der: "at det i politisk saa bevægede Tider som disse var det i højeste Grad uheldigt for Venstre, at de existerende Pengeinstitutter var i Højres Hænder, og at økonomisk Tryghed og Uafhængighed kun kunde naaes ved Hjælp af Pengeinstitutter, der styres af Venstre".

Det var provisorietidens modsætninger på Rigsdagen mellem Højre og Venstre, der her viste sig i Varde i en sag om oprettelse af en bank. Det var i øvrigt ikke helt rigtigt, at Varde Bank var en højrebank. Søren Thomsen havde indtil sit fald været medlem af Varde Byråd for partiet Venstre. I 1890 var der tegnet en aktikapital på 100.000 kr. Men allerede 6/3 1886 begyndte banken sin virksomhed i Kræmmergade nr.1 under navnet Vestjyllands Landmandsbank. Som daglig leder af den nye bank ansattes Gustav Forum, der var søn af købmand Gregers Forum, som var gift med Søren Thomsens søster. Gustav Forum var således en nevø til Søren Thomsen. Han havde også været ansat i Varde Bank under Søren Thomsen, men ikke været vidende om bedragerierne. Han blev afskediget fra Varde Bank, da denne blev genrejst. Under Gustav Forums ledelse spekulerede banken i byggegrunde i Esbjerg. Disse forretninger tabte banken så mange penge på, at den i år 1900 blev erklæret konkurs.

*) Tak til de lokalhistoriske arkiver i Silkeborg og Fredricia for vederlagsfrit at have leveret billeder til denne artikel.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.