Betty Mathiesens beretning om
et liv i arbejde for andre.

Barndomshjemmet.

Betty blev født i 1906 i Kvong, hvor hendes forældre havde en mindre landejendom på knap 25 tdr. land. Besætningen var på en 7-8 køer med opdræt, to heste samt en griseso, der fik et kuld smågrise om året.

Betty Mathiesens familie fotograferet foran barndomshjemmet i Kvong ca. 1910.
Betty er nr. 3 fra venstre.

Betty kan huske, at der i køkkenet var et gammelt komfur, som ikke duede til at bage i. Der var ganske vist en lerklinet bageovn ude i bryggerset, men den blev brugt til soveplads for hunden. I aftægtsboligen ved siden af gårdens stuehus, hvor bedsteforældrene boede, var der en stor bageovn. Dagen før der skulle bages, blev der lagt dej til rugbrød og andet bagværk med gær. Den følgende dags morgen tændte Bettys far op i ovnen med lyngtørv. Når ovnen var varm blev asken taget ud, og pladerne med brød blev sat ind. Der blev bagt boller, franskbrød, hvedekager, stor kringle samt rugbrød. Da der kun blev bagt en gang om måneden, blev der lavet 5-6 tre kilos rugbrød hver gang. Bettys mor fortsatte med at bage et par år efter faderens død. Men omkring 1920 blev der installeret et nyt komfur i køkkenet, og herefter var det kun franskbrød og kager, der blev bagt hjemme. Rugbrød blev nu købt henne hos købmanden.

Børnene blev tidligt inddraget i det daglige arbejde. Allerede som 7-årig kunne Betty hjælpe sin mor med at stoppe strømper. Da hun var 8 år gammel, kunne hun gå faderen til hånde med malkningen. I det hele taget var Betty mest beskæftiget uden for stuehuset. Det skyldtes, at hendes lidt ældre søster, Dagny, var lille og spinkel. Derfor var det hende, der først og fremmest hjalp moderen med at lave mad og gøre husligt arbejde. Betty skulle dog af og til hjælpe Dagny i køkkenet. Men hvis hun havde mulighed til det, listede Betty ind i soveværelset og gav sig til at læse i en bog. En gang opdagede Bettys mor det, og hun jog Betty ud af sovekammeret med en kost.

Hver 14. dag var store badedag i hjemmet. En stor træbalje på størrelse med et saltkar blev stillet op i køkkenet, hvor et familiemedlem vaskede sig, og de andre opholdt sig inde i stuen. Vandet, som blev hentet i gruekedlen, blev som regel skiftet ud, når to havde været i baljen. Til daglig klarede man den personlige hygiejne med en "kattevask".

Bettys mor syede som regel selv børnenes tøj. Hun sad i stuen om aftenen og syede i lyset fra en petroleumslampe. Et af børnene skulle sidde og snakke med hende, så hun ikke faldt i søvn. Som regel gik man i seng ved halv ti tiden. Når børnene var under dynerne, kom moderen for at læse fadervor med dem. Nogle gange faldt hun dog i søvn under bønnen, men så skubbede børnene til hende, for ritualet skulle overholdes. Derpå lagde børnene sig til at sove i Jesu navn. Hvis de glemte at sige det, så puffede moderen til dem og spurgte:"I hvis navn sover I?"

Om vinteren gik Betty sammen med sine søskende og moderen i kirke. Det var imidlertid ikke alle børnene, som kom med, for der var ikke sko til alle, og moderen ville ikke have, at de kom hen i kirken i træsko.

Da Betty var 11 år, døde faderen om vinteren 1918 og moderen sad tilbage med 8 børn. De større gårdmænd troede ikke, at hun kunne klare den daglige drift af gården. Det skulle dog prøves mente Bettys mor, og hun klarede prøven. De første to år efter mandens død havde hun en karl på halv tid til at hjælpe sig, men derefter tog den ældste søn over. I det første årstid efter faderens død var der en af nabogårdmændene, som ønskede at købe gården. De mindre jordbrugere frarådede dog Bettys mor at sælge, dels fordi gårdmanden var ude på at snyde hende, dels fordi gården ville være et godt livsgrundlag for hende og børnene. Det var dog en sag, der optog sindene i det lille landsbysamfund. Om aftenen stod folk oppe ved købmanden og diskuterede, hvad ejendommen kunne koste. Man stod og bød over hinanden, men gårdmændene bød altid lavere end de mindre jordbrugere. En husmand, Peter Ingvard, blev i forbindelse hermed spurgt om, hvad han mente om denne sag. Han svarede, at han ikke syntes det var rart at høre, når gårdmændene ville bide røven af småfolk.

Da den pågældende gårdmand opdagede, at Bettys mor ikke ville sælge, begyndte han at pløje ind over skel, for på denne måde at lægge noget af jorden, der tilhørte Bettys mor, til sit eget. Men Bettys morbror opdagede det og hjalp sin søster med at få en landmåler til at genoprette det rigtige skel.

Bettys mor blev på gården indtil 1932, hvor hun overlod den til den ældste søn. Hun flyttede nu ind til Varde, hvor hun ernærede sig som vågekone på sygehuset, hvor hun sad fra kl. 19 om aftenen til kl. 7 om morgenen for 4 kr. i timen. I sin Varde-tid boede Bettys mor forskellige steder. Først hos barber Madsen på Bastrupvej. Derefter flyttede hun om til lærer Knudsen på Vestbanevej. Da han under 2. Verdenskrig selv ville bruge de værelser, som Bettys mor boede i, så måtte hun om i en lille fugtig bolig i Nørregade. Efter et stykke tid fik hun en lejlighed hos frk. Mogensen i samme gade. Her døde hun i 1951, 76 år gammel.

I skole og ud at tjene.

Betty begyndte at gå i skole, da hun var 7 år gammel. Skolen for de mindre børn lå kun 10 min. gang fra hendes hjem. Efter tre år i de yngste klasser kom hun hen i skolen for de større børn. Den lå godt og vel et par kilometer fra hjemmet, men Betty kunne nu følges med sin storesøster Dagny til skolen. Når de gik forbi skolen for de små børn, skulle de efter aftale med lærerinden ind og tænde op i skolestuens kakkelovn. Sommetider drillede det, og det tog lidt tid, inden de fik ild i træet, og så måtte de løbe for ikke at komme for sent. En gang i mellem lykkedes det ikke at nå hen i den anden skole til tiden. Ved sådanne lejligheder måtte de hen til læreren, der lagde en hånd på deres pander for at kontrollere, om de nu havde løbet. Derpå fik de lov til at sætte sig uden yderligere kommentarer. Læreren vidste, at de havde været inde at fyre i den anden skole. De fik ingen løn for at tænde op hos lærerinden. Pigernes mor mente, at det var vigtigere at tjene andre end at tjene penge. I skolen arbejdede Betty med salmevers, bibelhistorie, almindelig historie, geografi og regning. Hun lærte at læse i en læsebog og skrev diktat og genfortælling. Lørdag eftermiddag gik hun til syskole.

Hun havde madpakke med. Den skulle hun selv smøre, før hun gik. Pakken indeholdt rugbrødsklemmer med fedt eller sukker. Hun havde aldrig pålæg på brødet. Fedtet blev købt i en svineblære hos købmanden. En gang i mellem blev det smeltet og iblandet løg. Når Betty sammen med sine søskende kom hjem fra skolen, var det ofte ved at blive mørkt. De spiste levninger fra middagsmaden, og som en slags dessert fik de et stykke kage. Da der ikke var indlagt elektricitet i hjemmet, skete det til lyset fra en petroleumslampe. Moderen var som regel i gang med at fodre dyrene. Betty gik til skole hver dag i vintertiden, derfor var børnene, indtil de var 14 år, kun ude at tjene om sommeren.

Bettys første plads var på en gård i nabolaget. Hun var 8 åt gammel og syntes, at det var meget spændende at skulle hjemmefra. Hendes mor fulgte hende hen på gården, men da hun tog derfra, husker Betty, at nu var det ikke længere så spændende. Der var ikke noget pigeværelse på gården, så Bettys "pigeværelse" var en bænk i køkkenet. Hendes sparsomme skiftetøj stod i en kasse ude i bryggerset. Bettys arbejdstøj var en bomuldskjole, et forklæde og et par spidssnudede træsko. Arbejdet var først og fremmest at passe gårdmandsparrets lille søn. Men i øvrigt fodrede hun høns, vaskede op og skrællede kartofler. Da den væsentligste opgave var at passe den lille, fik hun lov til at sove lidt længere om morgenen end andre. Hun skulle først op efter morgenmad, og Betty kan huske, at det irriterede hende, når gårdens karl sad på den bænk, hvor hun lå, mens han spiste sin morgenmad.

Moderen havde aftalt med gårdmanden, at Bettys løn skulle være kost og logi. Hvis gårdmanden syntes, at hun var mere værd, kunne han betale hende, når hun forlod pladsen. Betty var stolt, da hun af gårdmanden fik stof til en kjole og desuden et flot hovedtørklæde. Da hun var 9 år gammel, kom hun til at tjene ved den gårdmand, som senere ville købe moderens gård efter faderens død. Her skulle hun også være barnepige. Hun sov i samme værelse og samme seng som en ældre pige. De stod begge op kl. 6 om morgenen for at hjælpe til med malkningen. Betty malkede en 4-5 køer. Hun var i denne plads i to somre og var glad for at være der. Der var ikke noget der hed fritid. Hun var altid beskæftiget med et eller andet. Stoppe strømper, strikke sokker og, da hun blev lidt ældre, også uldne trøjer.

I 1920 blev Betty konfirmeret. Til den lejlighed havde hun fået en sort kjole af sin morbror, der var manufakturhandler i Nørre Bork. Da hun nu ikke længere skulle gå i skole, var hun ude at tjene hele året. De første år var det på gårde i Kvong og omegn, men som 16-årig fik hun plads hos en gårdmand Alfred Pedersen på Varde Nørremark. Hun fik 200 kr. + kost og logi for en sommer. Her var der heller ikke noget pigeværelse, så hun sov i forgangen med sine ting i en kuffert under sengen. Når hun kom ind i nærheden af Varde, var det, fordi hendes søster tjente hos vognmand Kristensen inde i Varde, og de kunne derfor følges hjem og besøge moderen.

Det var dengang, Betty fik en cykel af sin morbror i Nr. Bork. Hun lærte altså først at cykle, da hun var 16, men hun kan ikke huske hvordan. Det var noget med at prøve sig frem. Det var også på den tid, at Betty begyndte at ryge cigaretter. Hun erindrer ikke, hvorfor hun begyndte at ryge, men hun fortsatte med det de følgende 70 år. Bettys pladser var altid inden for cykelafstand fra hjemmet. Moderen ville gerne have pigerne i nærheden, dels for at de kunne besøge hende, dels for at hun kunne holde øje med, om de skikkede sig vel. Det samme gjaldt for brødrene. Den af brødrene, der var længst borte, var hos en bager i Esbjerg. Efter opholdet på Varde Nørremark kom Betty til en gårdmand i Tarp. Her havde hendes søster været i to år, og Betty var ligeledes to år i pladsen. Hendes løn var en 3-400 kr. om året.

Manden i Tarp skulle ofte til grisemarked i Nr. Nebel, og ved den lejlighed havde han altid en røgterfrakke på, hvori der var en del huller. Hvis Betty antydede, at han havde huller i tøjet, fandt han næsten altid et lille hul i hendes kjole eller forklæde. Det rev han større med den drillende bemærkning, at han da ikke var den eneste, som havde huller i tøjet. Han erstattede dog altid det ødelagte tøj med noget nyt, som han købte, når han var til grisemarked.

Dagen begyndte kl. 6 om sommeren og kl. 7 om vinteren. Betty og konen malkede. Der var 12 køer og det tog ca. 1½ time. Efter morgenmåltidet skulle de om sommeren i marken for at tynde roer, vende hø og om høsten kratte og binde op efter karlen, der høstede med le. Senere bandt Betty op efter en slåmaskine med en aflægger. Ved aftenmalkningen faldt Betty sommetider i søvn, da hun var træt efter en lang arbejdsdag. Hun vågnede ved, at hendes hænder faldt ned i malkespanden. Tjenestepigen og konen sov nemlig ikke til middag, men både manden og karlene fik en time på øjet. Om aftenen vaskede de sig i et vaskefad. Det var alt efter tid og mængden af skidt, "katte"- eller etagevask. De tog ikke bad. Det gjorde Betty heller ikke da hun senere tjente hos vognmanden på Lundvej, og hun besøgte aldrig badeanstalten i Lundgade. De sidste tre år før hun kom til grosserer Lasson, var hun hos vognmand Vad Sørensen på Lundvej.

Vognmanden var en venlig mand, men kunne også blive ret ophidset, når folk ikke gjorde deres arbejde ordentligt. Betty erindrer hvordan han en gang smed en karl ud af køkkenet. Vad Sørensen drev landbrug med seks køer. De skulle om sommeren kobles og trækkes ned i engen ved Varde Å. Betty husker, at hun var lidt flov ved at komme trækkende med køer, især når hun gik forbi tømmerhandler Nicolajsens hus på hjørnet af Paludansvej og Lundvej. Hun var overbevist om, at hun var den eneste tjenestepige i Varde, der trak køer ud på marken. Hun cyklede også ud på Vad Sørensens mark ved Ringkøbingvej for at hakke roer og samle kartofler op. I sine pladser var Betty altid mest med i det udendørs arbejde, fordi hun var vant til det hjemmefra. Hun fik dog ikke mere i løn af den grund. Betty mener ikke, at den slags egenskaber var så efterspurgte hos piger. Men hun har i sine pladser aldrig været beskæftiget med at pløje og harve. Betty fik månedsløn hos vognmanden og fik 30 kr. udbetalt hver månedsdag. På et tidspunkt mente Betty dog, at hun var mere værd og forlangte fem kr. mere om måneden. Konen ville gerne beholde Betty, men manden ville "fanden gale mig ikke give mere i løn." Så rejste Betty og fik plads hos en lærerinde. Der var hun i to måneder. Så var Vad Sørensen imidlertid kommet på andre tanker og ville godt give fem kr. mere. Betty vendte derfor tilbage til pladsen.

I efteråret 1931 så Betty en annonce i avisen, hvor grosserer Lasson i Vestergade søgte en ung pige som hushjælp. Betty fik vognmandens kone til at ringe til grossereren for at fortælle, at hun havde en dygtig pige, der var interesseret i pladsen. Lasson forhørte sig også hos Bettys lærer i folkeskolen. Han kunne ligeledes anbefale Betty. Derpå var hun oppe og hilse på grossereren og hans kone og blev antaget til en løn af 40 kr. om måneden fra d. 1. nov.

Tiden hos grosserer Lasson.

Familien.

Grosserer Jens Frederik Lasson(1870-1950) var i 1893 blevet gift med købmand og bankdirektør Jens Worm Palludans datter Cecilie Palludan. Samme år overtog han sammen med svogeren Harald Nielsen, der var gift med en søster til Cecilie Palludan, svigerfaderens købmandshandel i den Palludanske Gård på hjørnet af Vestergade og Grydergade. J.W.Palludan havde herfra drevet en stor købmandshandel, der ud over at handle med alle mulige varer også var en omfattende im- og eksport virksomhed. Men tiderne var ikke længere til den slags produkthandler, så de to svogre lavede forretningen om til en engros handel. Lasson var grossist i brændevin og gær og havde desuden et kafferisteri i tilknytning til grossisthandelen. Betty kan huske, at vognmand Carl Emil Lauridsen med jævne mellemrum kom med sække fyldt med Varde-købmændenes ubehandlede kaffeblandinger for at få kaffen gjort klar til formaling i Lassons risteri.

Grossereren havde flere tillidsposter i byen. Han var formand for sygehuset, medlem af bestyrelserne for både sparekassen og slagteriet. I perioden 1909-28 sad han i byrådet for det konservative parti. Cecilie Lasson(1868-1954) var meget interesseret i tidens sociale problemer. Hun delte ikke mandens interesse for officielle poster og var derfor ikke medlem af velgørende foreninger, men udførte et stykke socialt arbejde ved som privatperson at besøge mindre bemidlede familier i byen. Ved sådanne lejligheder medbragte hun altid en genstand, som familien kunne bruge.

I ægteskabet var der to døtre, Sigrid Palludan Lasson(1894-?), der var gift med en fabriksinspektør i Middelfart, og den ugifte Anne Louise Palludan Lasson(1900-?), der var ansat som massøse på Varde sygehus, hvor hun også havde en lejlighed. Hver aften kom hun hjem for at spise til middag sammen med forældrene. Grossererparrets søn Jens Palludan Lasson(1908-78) havde aldrig fået nogen erhvervsmæssig uddannelse og var derfor hjemme hos forældrene, hvor han gik og passede sig selv uden at tage del i det daglige arbejde.

Jens Lasson med papegøjen. Billede fra sidst i 1940'erne

Jens havde en papegøje, der var ret ondskabsfuld. Den kunne sige nogle få ord så som poppedreng og hallo. Han gik rundt med den på skulderen, men den kunne finde på at flyve hen i hovedet på folk og bide og kratte. Derfor var alle glade, da den døde i sidste halvdel af 1940'rne. Han holdt også husdyr i bygningen ud mod Grydergade. Fra begyndelsen af sin ansættelsestid husker Betty, at han holdt høns. Men det fik en ende, da han fik en stor dansk hund, som bed alle hønsene ihjel. Det blev imidlertid også nødvendigt at få det store dyr skaffet af vejen, da den nær havde skræmt livet af en kone, som gjorde rent for grosserer Colding, der havde lejet nogle lokaler i denne del af gården. Derefter nøjedes Jens med at have nogle mindre hunde og nogle katte. Disse dyr var hjemløse, som han samlede op på gader og stræder. Et af dyrene var en terrierlignende hund, som hed Møjsi, og var Jens' yndling. Da den blev syg, tog han den op på sit værelse og bad Betty pleje den, når han ikke var hjemme. Desværre havde hunden mange lopper, og Betty fik et par gange lopper, mens hun passede den. Det var derfor en stor lettelse, da Møjsi omsider døde. - Jens var meget glad for, at Betty havde taget sig af hans yndlingsdyr, så for eftertiden hjalp han hende en gang i mellem med opvasken. Det var dog ikke nogen stor hjælp, for Jens var ikke så grundig, og Betty måtte derfor gøre hans del af opvasken om.

Jens Lasson med sine hunde.
Billedet er nok fra sidst i 30'erne først i 40'erne.

Når hr.og fru Lasson ikke var hjemme, holdt Jens sammenkomst for sine venner fra byen. Betty skulle så servere øl og smørrebrød for dem. En gang forgreb gæsterne sig på grossererens snaps, men det skete kun denne ene gang. Betty husker et af de første år, hun var i huset hos Lassons, at Jens af en eller anden grund skulle have et rekreationsophold på Hald ved Viborg. Men han forlod imidlertid stedet og flyttede til Langesø på Fyn. Efter et stykke tid skrev han hjem til Betty, om hun ikke kunne sørge for, at han fik sendt nogle tøjservietter, som han skulle bruge til en fest. Betty snakkede med fru Lasson om sagen og fik lov til at sende nogle servietter over til Jens.

Et par dage senere stod Betty i køkkenet, da grossereren kom op fra sit kontor i stueetagen. Idet han gik gennem køkkenet, sagde han: "Jens gifter sig i dag!" Det havde han læst i dagens Jyllands-Post, og nu skulle han tale med konen om sagen. - Jens havde indgået ægteskab med en ravsliberske fra Blåvand. Men parret kunne dog ikke enes, så efter et par år blev de skilt, og Jens flyttede hjem igen. Her genoptog han sin gamle livsform, idet han holdt sig for sig selv og spiste kun sammen med familien juleaften. Til daglig spiste han alene i køkkenet, hvor han selv fandt noget mad frem.

Boligens indretning.

Inden for hovedindgangen fra Vestergade, var der til venstre et stort rum, som ofte var lejet ud, men ellers blev det brugt som gildesal, når grossereren skulle have større selskaber. Til højre var der nogle lokaler, der var udlejet til grosserer Julius Lange og fra begyndelsen af 40'rne til læge Theilgaard. Lassons kontor lå ved baggangen ud til gården. Gik man op ad trappen til første sal, lå køkkenet umiddelbart foran(nr 1o). Her var der et gammeldags komfur, som blev pudset efter behov, men i hvert fald en gang om ugen. Det var utæt og osede meget. Man havde forsøgt at gøre det tæt med forskellige midler, men det hjalp ikke meget, så der var næsten altid røg i køkkenet. Som brændsel blev der brugt træ eller tørv, som gårdskarlen satte op. Betty måtte dog af og til selv ned efter træ i bagporten ud mod Latinskolepladsen eller tørv i forporten ud mod Grydergade. Skulle der laves vafler til gæster, blev der fyret med træpinde. Efter krigen blev der indlagt gas til husholdningsbrug. Komfuret blev dog ikke brudt ned, men fyldt med aviser for at dæmpe trækken fra skorstenen. Da der ikke længere blev tændt op i komfuret, blev køkkenet meget koldt om vinteren, og Betty fik derfor lov til at sidde inde i spisestuen og spise til middag sammen med grossererparret.

Den palludanske Gård Vestergade 15 i Varde.
På 1. sal havde Betty sin arbejdsplads i 23 år.

I rummet var der også et langt køkkenbord med to taburetter foruden et fast køkkenbord og et skuffemøbel. På væggen var der en tallerkenrække. - Der var ikke køleskab i køkkenet. Men i slutningen af 40'rne blev der købt et isskab. Det var ikke et køleskab, som vi kender det, men et skab, hvori der blev lagt en isblok, som blev hentet på ismejeriet. En sådan blok kunne holde et par dage.

I spisekammeret(nr.11) ved siden af køkkenet var der hylder og et skuffemøbel. Her blev madrester, ost og brød stillet. Spisekammeret var helt mørkt og rimelig køligt. Men madrester stod ikke ret længe. De blev en sjælden gang spist til frokost eller til middag, men for det meste givet til husets hunde.

Skitse over grosserer Lassons lejlighed (270 m²) i Den palludanske Gård.
1)Soveværelse, 2)strygerum, 3)Dagligstue, 5)Yderstue, 6)Bettys værelse, 7)Kosterum, 8) Fadebur,
9)Trappeopgang, 10)Køkken, 11)Spisekammer, 12)Skabsrum, 13)Baggang, 14)Gæsteværelse, 15)WC,
16)Jens's værelse, 17)Herreværelse, 18)Gæsteværelse. Skitsen er lavet af Bettys nevø John Hansen,
der i dag bor i USA. Som barn besøgte han ofte sin moster på hendes arbejdsplads.

I fadeburet(nr.8), der også lå i forbindelse med køkkenet, stod der 6 trætønder med mel, gryn, sukker, salt, m.m. Her var også hylder til krukker med forskelligt indhold. Der var et fast bord med skabe under, hvor der stod tre mindre spisestel af forskellig størrelse. De blev brugt til hverdag og ved mindre selskaber. Til de store selskaber blev spisestellet fra loftet hentet ned. Fadeburet rummede også et æggestativ, hvor der kunne være ca. 40 æg. De blev købt hos tante Karen i Blåvand. Et bud, der hed Ibsen, kom med æg hver tre ugers dag. Her stod også en gammel købmandsvægt med lodder. Fruen vejede alt op, når hun bagte. Betty brugte kopmål. Fadeburet var ikke særligt koldt, for det havde et vindue mod sydvest, så der kom sol ind om eftermiddagen. Men fødevarerne blev aldrig fordærvet. Kartoflerne blev opbevaret i kælderen. I et hjørne stod der et skab med forskellige ting. En dag så Betty en mus løbe ind under skabet. Hun fortalte det til Jens, der fik fat i et kosteskaft for at jage musen ud. Det lykkedes også, men musen løb op i Jens' bukseben, så han smed bukserne og kastede dem ud i køkkenet, hvor Betty grinende havde iagttaget begivenhederne fra en taburet, og så musen løbe ud af rummet.

Yderstuen(nr.5) lå ved trappeopgangen ud til fortrappen. Den blev kun brugt, når der var gæster. Her stod en bogreol fyldt med bøger, fortrinsvis romaner og leksika. Der var en sofa med et 8-kantet sofabord. Rundt om dette stod to store og to mindre stole. I rummet var der to piedestalskabe med sølvtøj og en porcelænskamin. Her var også et skabsmøbel med snoede ben og mønstrede låger. Det var ca. 2 m. højt og oven på det stod et ur med figurer. På væggene hang et par tyske glasmalerier. Det ene hed Ursula. Her var også et maleri af vandmøllen i Ansager.

Grosserer J. F. Lassons dagligstue.

Fra yderstuen kunne man gå ind i dagligstuen(nr.3), der også havde vinduer ud til Vestergade. Ligsom yderstuen blev dagligstuen kun brugt, når der var gæster, hvilket dog ikke var så sjældent indtil krigens slutning. Her stod en sofa med sofabord og fire almindelige højryggede stole omkring. Over sofaen hang billeder af grossererparrets familie. Et nodeskab stod ved siden af et Hornungklaver, som den ældste datter havde spillet på, mens hun var hjemme. Rummets øvrige møblement var et mahogniskab, et piedestalskab, også af mahogni, et sybord på forhøjning, en gyngestol og et stort lodur. Stuen blev opvarmet af en grøn porcelænskamin. På væggene hang der ud over familiebillederne nogle malerier. Yderstuen og dagligstuen var ikke opvarmede om vinteren. Blomsterne i vinduerne gik ofte ud. Ikke alene på grund af varme og kulde, men også fordi Betty simpelthen ikke kunne overkomme at få dem vandet. Fruen interesserede sig ikke så meget for blomster.

Det sidste rum ud mod Vestergade i lejlighedens sydlige ende var soveværelset(nr.1). Her var indretningen en dobbeltseng, to servanter, toiletspanden, et toiletmøbel med vippespejl, samt en kakkelovn. Der var to ure: Et skibsur på væggen og et mindre ur på kommoden. Dette ur betød meget for fru Lasson. Det havde hun fået testamenteret fra en fattig kone. Det blev kaldt Lindi's ur.

Hvis man fra soveværelset gik ud mod boligens gårdside kom man ind i spisestuen(nr. 4). Dette rum var udstyret med et stort spisebord til 18 personer. Til daglig stod der seks stole ved bordet. Når der kom gæster blev de andre stole hentet frem. Her var et anretterbord. En buffet og en hylde med messinglysestager. På begge sider af hylden hang der kobber- og messingbækkener i alt fem styk. Ned fra loftet over spisebordet hang der foruden en flot lysekrone en ledning med en knap. Når der blev trykket på den, ringede en klokke ude på forgangen, hvilket var et signal til Betty i køkkenet om, at hun var ønsket i stuen. - Rummet blev varmet op af en stor porcelænskamin. Der var ingen billeder på væggene i denne stue. Men ud over de omtalte bækkener var der et stort kukur med lodder. En gang om ugen kom urmageren og trak urene op i yder- daglig- og spisestuen.

I spisestuen var der ligesom i de to andre stuer af og til potteplanter i vinduerne. Men også her blev de forsømt, fordi Betty ikke altid nåede at vande dem. I spisestuens sydlige ende førte en dør ud til et strygerum(nr. 2) og i den nordlige side af spisestuen kom man gennem en dør ud på en mindre gang. Her lå Bettys værelse(nr. 6) umiddelbar til højre. Udstyret var en gammeldags kakkelovn. En hjørnehylde med kroge under gjorde det ud for en tøjgarderobe. Her stod også Bettys egen kommode, en seng og en gammeldags servante samt et lille mahognibord. På væggen havde Betty nogle indrammede fotografier af familien. En gang havde Betty besøg af guldsmed Rohrs datter Mary. Mary havde ved den lejlighed spurgt om det lille mahognibord var Bettys eget. Betty havde svaret, at det tilhørte huset. Men i det samme kom fru Lasson ind. Hun havde hørt, hvad der var blevet sagt, og så sagde hun, at fra nu af var bordet Bettys.

Efter Bettys værelse op til køkkenet fulgte en mindre kosterum(nr. 7). Mellem baggang(nr.13) og forgang(nr. 9) var der et skabsværelse(nr. 12) med fire skabe: Et til hverdagstøj, et til festtøj, et med duge og servietter og et med sengelinned. For at komme til baggangen måtte man fra forgangen gå gennem skabsværelset. Kom man herfra og ud på baggangen og drejede til højre, var det første værelse på højre hånd et gæsteværelse(nr. 14), hvor der stod en seng, men iøvrigt var værelset oplagsrum for de ting, som man ikke kunne have andre steder. Rummet til venstre var var lejlighedens toilet(nr. 15) med træk og slip. Det var meget smalt, og håndvasken var ude på baggangen. Der var ikke noget badeværelse i huset. Der stod et badekar på loftet, og det var muligt at fyre op og varme vand deroppe. Men vandet skulle bæres derop. Derfor blev det sjældent brugt. Da Lasson var formand for sygehuset, brugte familien sygehusets badefaciliteter. Datteren, der som nævnt var massøse på sygehuset, hvor hun havde en lejlighed, inviterede også Betty til at komme op på sygehuset for at få et bad.

Det næste værelset til venstre ved baggangen var beboet af Jens(nr. 16). Han ville ikke have, at man gik og flyttede rundt på hans ting, så der blev kun gjort rent fire gange om året. Her stod en sofa, en servante og en seng.

For enden af baggangen var der to døre. Den venstre gav adgang til gæsteværelset(nr. 18), som var udstyret med en dobbeltseng, en servante med vaskeskål og kande. Under sengen stod natpotten og den tilhørende toiletspand var ved siden af servanten. En sofa og et ovalt bord udgjorde resten af værelsets møblement. På væggen hang et enkelt billede af en hyrde, der vogtede får. Værelset blev varmet op af en kakkelovn.

Døren til højre for enden af baggangen førte ind til herreværelset(nr. 17). Over døren inde i værelset hang der et stort slangeskind. Til venstre for døren stod et meget stort mahogniskab. Her opbevarede grosserer Lasson sine værdipapirer, spiritus m.m. Det blev aflåst med en stor nøgle, som blev gemt omhyggeligt væk. Lasson havde 34 merskumspiber med sølvbeslag, der hang på væggen ved siden af skabet. Grossereren røg sjældent andet end cigarer, så piberne var pyntegenstande, men netop derfor skulle de pudses. Derefter fulgte en hylde med seks stor sølvbægre, ligesom der også hang et stort ur på væggen. Men det trak urmageren af en eller anden grund ikke op. På gulvet stod der et lille bord med rådyrfødder. Her stod en masse små sølvting, som ofte skulle pudses. Når hun havde travlt nøjedes Betty med at tørre dem af med en pudseklud. De små ting var svære at pudse, fordi der var mange kroge, hvor der kunne sidde rester af pudsekrem. Når fruen ikke så det, brugte hun en tandbørste til at fjerne rester af pudsekrem. Under bordet var der en hylde, hvor der lå tre sølvpuncheskeer. Et stort skrivebord fyldte godt op i rummet, hvor der desuden var en divan, en stor lænestol samt et mahognichatol med buet låg og skuffer. I lænestolen tog grosserer Lasson sin middagssøvn. - Der var ingen billeder på væggene.

Rummet blev varmet op af en støbejernskakkelovn, som senere blev skiftet ud med en af nikkel. Ved siden af den stod en brændekurv og et stativ med ildrager og ildtang. Der var en lampe på chartollet, en standerlampe ved lænestolen, og en lysekrone over midterbordet. Omkring dette stod der fire stole. Her satte man sig, hvis der kom et par uventede gæster. Ved siden af chatollet stod en gyngestol, som fruen altid benyttede. Grossererparret opholdt sig altid i herreværelset om aftenen. Lasson sad i lænestolen og læste, mens fruens plads var i gyngestolen ved chatollet, hvor hun strikkede. Ude ved en væg stod der et spillebord. Men kortspil foregik altid i spisestuen. Så blev spillebordet flyttet derind. De spillende herrer kunne der bruge ringeklokken, når de skulle have forfriskninger fra køkkenet. Over spillebordet i herreværelset hang der en masse gevirer på væggen. I sæsonen gik Lasson ofte på jagt sammen med læge Teilgaard, overretssagfører Harck, skovfoged Rømhild og apoteker Friis. Skønt Lasson havde to gravhunde, Tip og Top, så tog han dem aldrig med på jagt. Betty mener ikke, at grossereren nedlagde meget. Teilgaard skød vist det meste. Det store vildt blev gjort i stand ved slagteren. Men Betty ordnede selv agerhøns og fasaner.

Dagligdagen.

Som tidligere nævnt var Betty blevet hyret til en løn på 40 kr. om måneden. Den løn fik hun også i de følgende 21 år. Det var kun de to sidste år, hun fik mere i løn. Da fik hun 250 kr. hver måned. Det hang sammen med, at fru Lasson blev meget plaget af muskelgigt, og var helt afhængig af Bettys hjælp. Det skal dog tilføjes, at oven i de 40 kr. om måneden fik hun en del tøj af fru Lasson. Det skete på den måde, at fru Lasson betalte, når hun opdagede, at Betty havde købt sig en ny beklædningsgenstand. I begyndelsen fik Betty ikke sin løn til den første. Hun beklagede sig til Lasson, der gav kontordamen besked på, at Betty skulle have sin løn udbetalt hver måned. Det blev kontordamen så fornærmet over, at Betty for eftertiden fik sin løn i en kuvert, hvorpå der stod "Husets Løn".

Bettys arbejdsdag begyndte kl. 6. Hun stod op, tog sin blå kjole, det hvide forklæde samt de sorte laksko på og gik ned i køkkenet for at tænde op i komfuret. Som regel kunne hun nå lidt rengøring, inden hun skulle til at lave kaffen til grosserer Lasson og frue, der skulle have den serveret på sengen kl. 8. Hvis Betty ikke var der kl. 8, blev der kimet på dørklokken. I soveværelset var der en knap, der var forbundet med dørklokken, og Betty kunne sagtens høre forskel på, om det var en fremmed ved døren, eller der blev ringet fra soveværelset, for fra soveværelset blev der som sagt kimet. Herskabet drak kaffe med sukker og fløde. Grossereren fik et stykke wienerbrød og fruen fik en hanekam. Brødet kom fra bager Hansen i Nørregade, der satte brødet ved gadedøren.

Når grosserer Lasson havde fået sin kaffe i soveværelset gjorde han toilette. Betty havde i mellemtiden bragt varmt vand op i soveværelset til servantesættet. Efter sit toilette indtog Lasson et kogt æg med rugbrød og kaffe i spisestuen. Her var der tøjserviet med sølvring og en skylleskål på bordet. Klokken 8.30 - 8.45 gik grossereren ned på sit kontor. Fruen stod op ved 9 tiden. Hun klarede sig selv. Men da hun i slutningen efter krigen begyndte at lide af muskelgigt, måtte Betty hjælpe hende. Først med strømperne. Efterhånden med hele påklædningen. Når fruen var stået op, skulle Betty rede sengene, skylle herrens uringlas og fruens bækken samt tømme og skylle soveværelsets toiletspand, som parret havde tømt glassets og bækkenets indhold i. Toiletspanden blev tømt på toilettet på baggangen. Denne procedure fortsatte i al den tid Betty var hos Lassons. Derpå gik hun om vinteren i gang med at tage aske ud og tænde op i kakkelovnene i herreværelset og kaminen i spisestuen. I stuen behøvede hun kun at fyre op om morgenen, så kunne den holde varmen resten af dagen. Gårdskarlen sørgede for, at der var brænde ved de forskellige fyresteder. Asken bar Betty ned i gården og kom den i skraldespanden.

Det var ikke hver morgen, at Betty nåede at spise et stykke brød. Men midt på formiddagen drak hun kaffe med fruen i køkkenet, og ved den lejlighed fik hun en bid brød. Når pausen var forbi, kunne hun gå i gang med at pudse. På herreværelset hang som omtalt Lassons 34 merskumspiber med sølvbeslag, og de skulle ofte pudses. Men der var i øvrigt meget sølv- kobber- og messingtøj i huset, så der var altid noget at pudse. De mange blanke ting blev hurtigt matte, og de skulle gerne skinne. Fru Lasson veg dog ikke tilbage for at sætte sig i køkkenet og hjælpe Betty med at pudse. Som pudsemiddel brugte de noget svovlpulver, som blev købt ved guldsmed Rohr i Vestergade. Hvis sølvet var meget anløbet, blev pudsekluden dyppet i noget salmiakspiritus. Betty var træt af blikkenslager Hansen fra Nygade, der ved festlige begivenheder altid kom med et stykke kobbertøj, og derved forøgede pudsearbejdet. Hvis ikke hun pudsede, kunne hun støvsuge eller vaske gulv. Der var elektrisk støvsuger i huset. Men den var ikke særlig god til at suge. Dog blev den aldrig ordnet i de 23 år Betty brugte den.

Alle vinduerne på første sal pudsede Betty. Det var et større arbejde, så Betty tog lejlighedsvis vinduerne i et rum ad gangen, og der kunne godt gå et stykke tid, inden hun kom rundt om alle ruderne. En gang hørte hun folk på gaden snakke om, at grossereren trængte til at få vinduerne pudset, og så måtte Betty i gang. Når hun stod med det ene ben ude på gesimsen og pudsede vinduerne udvendigt, kom boghandler Kastofts døtre ud af forretningen og råbte op til Betty, at hun skulle passe på ikke at falde ned.- Der var således altid nok at gøre med rengøring, pudsning og madlavning, så der blev ikke tid til at sy eller lave håndarbejde. Af og til skulle Betty dog sy en knap i herskabets tøj eller bringe Lassons jakkesæt til rensning i Petersens renseri i Vestergade. Men strømper og sokker stoppede fru Lasson selv.

Kl. ca. 12.30 begyndte hun sammen med fruen at stille an til frokost. Den blev normalt indtaget kl. 13. Nogle gange kunne Lasson lade vente på sig indtil kl. 13.30. Frokosten bestod af rugbrød med almindeligt pålæg: Rullepølse, spegepølse, leverpostej o.l. dog aldrig sild. Nogle gange fik Lasson en snaps. Men han drak ikke øl til frokosten. Der blev drukket postevand. Efter frokosten tog Lasson sig et middagshvil i herreværelset indtil kl. 14. Betty måtte tage sin frokost ind i mellem, og hun fik ikke middagssøvn. De daglige indkøb blev ordnet pr. telefon eller hentet ved købmanden på hjørnet af Nørregade og Vestergade. Han hed Marius Nielsen. Da han lukkede efter krigen, handlede Lassons ved Mouridsen i Nørregade. Alle varer blev bragt af købmanden, men mel og gryn hentede de fra grosserer Harald Nielsens lager, der var i samme gård. Selv boede Harald Nielsen på Lundvej.

Ved 17- tiden tændte Betty om vinteren op i soveværelset og pigekammeret. Derefter begyndte hun sammen med fru Lasson at gøre klar til middagsmaden. Bordet i spisestuen blev dækket med dug, tallerkener, skylleskåle og servietter. Fruen bestemte hvad de skulle have til middag, og hun hjalp for det meste med at lave den. Hun var dygtig i køkkenet, og det var hende, der lærte Betty at lave mad. Den daglige middagsmad var altid almindelig mad, såsom frikadeller, stegt lever, karbonader, stegt flæsk o.l. Der blev drukket hvidtøl til maden. Dog ville fru Lasson gerne have et glas rødvin. Men datteren syntes, at det var for dyrt, så det var ret tilfældigt, hvis hun opfordrede moderen til at tage et glas vin. Når fruen havde haft fødselsdag, fik hun som regel nogle flasker vin, som hun så drak til søndagsmiddagen uden at spørge om lov. Til dessert blev der til daglig ofte serveret frugtgrød med mælk. Mælkemanden kom hver formiddag ved 11-tiden op, stillede en flaske mælk i køkkenet og tog den tomme, rensede flaske med sig.

Når herskabet havde sluttet måltidet, spiste Betty for sig selv i køkkenet. Gårdskarlen var gift og på egen kost. Den efterfølgende opvask klarede Betty som regel alene. Efter opvasken skulle herskabet have aftenkaffe. Der var kaffe til fruen og en whisky med vand til herren. Når aftenkaffen var severet, kunne Betty gå hen til sin mor og snakke eller spille kort med hende en time eller halvanden. Derpå skulle hun tilbage og hjælpe herskabet i seng. Betty tæppede sengen af og Lasson skulle have et æble skrællet, skåret i både og stillet på en tallerken på natbordet. Fru Lasson fik et glas hubertussaft. Det var en flaske med en hest udenpå. Herren skulle hjælpes af sine støvler. Fruen klarede sig selv, indtil hun blev dårlig efter krigen. Betty var som regel færdig med arbejdet ved 23 tiden. Når herren og fruen havde været ude, gik de som regel selv i seng. Men de senere år bankede de på Bettys dør, når de kom hjem, og så stod hun op, tog en slåbrok på, og hjalp dem som til hverdag med aftæpning, æble og hubertussaft.

Søndag var ikke noget særligt med hensyn til morgenmad og frokost. Men til middag søndag aften blev der næsten altid serveret suppe, derpå suppekød. En gang imellem var der oksesteg til en forandring. Der var ingen forret eller dessert. Suppen med tilbehør blev lavet om lørdagen, så der kun var at varme den op til middagen om søndagen. Søndag formiddag gik fru Lasson i kirke. Det gjorde Lasson ikke. Eftermiddagen og aftenen kunne Betty tilbringe hos sin mor eller søster, men ofte valgte hun at blive hjemme ved grossereren, og få vasket op. Ellers skulle hun gøre det, når hun kom hjem om aftenen eller begynde med det mandag morgen. Søndag eftermiddag kørte grossererparret af og til en tur. Betty var med en gang i mellem. De var i Henne og i Blåvand, hvor grossereren gav eftermiddagskaffe på kroen.

Hver 14. dag vaskede Betty kitler og skjorter samt sit eget tøj. Skjorterne skulle stives og stryges. Når herskabet skulle ud til selskab, så hjalp Betty fruen i tøjet, og ved samme lejlighed hjalp hun Lasson med at sætte det stive kravetøj på plads, hvad enten det drejede sig om kjole og hvidt eller smoking. Herskabets sko pudsede Betty efter behov. De blev ikke pudset hver dag. Selskabssko blev pudset efter brug før de blev sat ind i skabet. Lasson brugte altid støvler. Til selskabsbrug gik han med laksnudestøvler. Hver måned kom der en vaskekone for at hjælpe med storvask. Hun kom kl. 7, så til den tid skulle Betty have tændt op i gruekedlen. I de første år vaskede de på vaskebræt, men i løbet af 30'rne blev der anskaffet en håndtrækkervasker af træ. - Under vasken måtte Betty ind og hjælpe med maden. Om sommeren kørte gårdskarlen tøjet om til Bleggården på Slotsgade, hvor det blev hængt til tørre. Om vinteren blev det hængt op på loftet. Datteren kom som regel hjem og hjalp med at lægge tøjet sammen. Lagner, dynebetræk duge o.l. blev sendt til rullekone.

Betty fik som regel lov til at gå for sig selv og udføre det daglige arbejde. En gang i mellem kunne hun også få tid til at sætte sig i køkkenet og ryge en cigaret. Fruen blandede sig sjældent og kom aldrig med kritik. Kun én gang er Betty blevet udsat for en kritisk bemærkning. Det var datteren, der var utilfreds med, at der var lidt støv på pladen under det runde bord i herreværelset. Betty blev både vred og flov og var lige ved at sige op.

To gange om året blev der gjort hovedrent. Forårsrengøringen begyndte som regel i maj måned og efterårets ditto foregik i oktober. Når rengøringen gik i gang blev alle de uldne vintergardiner taget ned. Bag vintergardinerne var der blondegardiner, som blev taget ned vasket og repareret, hvorefter de om foråret blev hængt op som sommergardiner. Det var i dagligstuen, yderstuen og spisestuen. I herreværelset var der kunststofgardiner. De blev taget ned og renset hvert forår. Betty skulle i forbindelse med hovedrengøring pudse alle husets kakkelovne. Det var et hårdt og beskidt arbejde. Betty brugte ikke handsker, og det var meget vanskeligt at få hænderne vasket rene efter dette arbejde. Betty husker, at herskabet af og til i de første dage efter kakkelovnspudsningen diskret hentydede til hendes lidt grumsede hænder. Alle vægge i Bettys værelse, soveværelset, spisestue, køkken, spisekammer og fadebur og baggang samt gæsteværelse blev vasket af. Gulvene blev skuret og ferniseret. I yderstuen og dagligstuen var der tapet på væggene. Her var der gulvtæpper på midten, og i disse rum hvidskurede Betty gulvene uden for tæpperne med skurebørste og brunsæbe, hvorefter de blev vasket med ren klud.

Herreværelset var tapetseret og havde tæppe på hele gulvet. Møblerne og gulvtæppet i dette rum blev ikke båret ud, men støvsuget og børstet af. Lofterne blev en gang i mellem kalket, men det var ikke hvert år. - Kobbertøjet blev pudset og billederne poleret, og ude i køkkenet blev hylder og skuffer gjort rene, og der blev lagt nyt papir i skufferne. Hvis der blev arbejdet med sagen hver dag, kunne hovedrengøringen gøres på en måned. Men som regel blev det strakt over lidt længere tid. I forbindelse med rengøringen kunne gårdskar- len af og til hjælpe med at bære sengetøj og gulvtæpper ud og ind samt banke og børste tæpperne. Det var dem fra yderstuen og dagligstuen. Af og til holdt de ekstra hjælp til hovedrengøring. Men hvis de ikke gjorde det, fik Betty en femmer mere i løn den måned. Om sommeren syltede Betty og fru Lasson lidt solbær, ribs og agurker. Det var alt sammen noget, som var købt, for Lassons havde ingen have. Den var omkring 1935 blevet solgt til stålværket.

Fruen kunne have gæster om eftermiddagen to gange om ugen. En flok på 5-12 damer fra de mere beskedne lag fik serveret kaffe med vafler. Det fortsatte helt til 1946. Andre gange var det præstens kone, borgmesterfruen m. fl. der kom. Så blev der serveret sandkage, lagkage og småkager. Før de gik hjem fik de ananasfromage eller citronfromage med et glas vin til. Fru Lasson spillede aldrig kort med damerne ved disse sammenkomster.

Hvert år i juli eller august måned flyttede familien til Blåvand, hvor de lejede en ejendom, der tilhørte elværksbestyrer Mikkelsen. Her kom også barnebarnet fra Middelfart, der altid var i Varde om sommeren. Grosserer Lasson kørte til Varde hver dag for at passe forretningen, så Betty var der alene med fru Lasson. Her var ikke så meget pudsearbejde som i Vestergade, men til gengæld kom der mange gæster, så der gik meget tid med at varte op. Der kom bl.a. en tante Karen på besøg. Det var hende, de købte æg af. Hun var enkekone med tre plejebørn. Grosserer Lasson og datteren syntes ikke om hende, for hun var ikke fin nok efter deres mening. Der var kun datteren, der en gang imellem gik i vandet, mens familien opholdt sig ved Vesterhavet. Betty brød sig ikke om at være i Blåvand. Der var bl.a. ikke indlagt vand, så Betty måtte hente alt vandet til husholdningen i en brønd. Det var en såkaldt vindelbrønd. Der var heller ikke vandkloset, men et lokum med spand. Betty kan ikke huske, hvem, der tømte lokumsspanden. Fru Lasson havde en hyrdehundlignende gadekryds af en hund, der hed Hække. Da den døde lige efter krigen, blev den begravet i klitterne ude ved gården i Blåvand. Dødsfaldet indtraf kort tid efter, at Lasson havde holdt et eller andet jubilæum, så sønnen Jens lagde en stor del af jubilæumsblomsterne ved hundens "kiste", og de kom med på graven ude i Blåvand.

Fester og højtider.

Årlige fester var herrens, fruens og datterens fødselsdage. Sønnens fødselsdag blev ikke fejret. Der kom en 12-14 stykker til herrens og fruens fødselsdage. Men til datterens kom der 18 gæster, og så var der fyldt op omkring spisestuebordet. Det var næsten de samme gæster, der kom til herrens og fruens fødselsdage. Dog var Grossererens lige en tand finere. Hans gæster var f. eks. politimesteren, borgmesteren og overlægen, hvorimod fruens gæster ikke blot var fruerne til mandens gæster, men også kvinder af mere ydmyg herkomst. Datterens gæster var sygeplejersker. Måltidet bestod ved sådanne lejligheder af en forret, ofte en gratin. En hovedret der var okse- flæske- eller lammesteg, Det kunne også være ålesuppe. Desserten var som regel ananas- eller citronfromage. Der var vin til maden og portvin til desserten.- Ved sådanne lejligheder blev der hentet et spisestel ned fra loftet. Det var meget skørt. Betty ved ikke, hvilken slags porcelæn det var lavet af.

Det var Betty og fruen, der lavede maden. Betty serverede i sort kjole og hvidt forklæde, men uden hovedkappe. Hun havde en kvindelig medhjælper i køkkenet til oprydning og opvask. Når festen var forbi, blev porcelænet og sølvtøjet talt op og lagt på plads. Ved større fester, f. eks. guldbryllup med 50 gæster, var der en kogekone, og det hele foregik nede i den store sal ud mod Vestergade. En dag før krigen kom prins Aksel på besøg. Han havde via ØK noget med stålværket at gøre og desuden var han og Lasson medlemmer af Kgl. dansk Automobilklubs bestyrelse. Datteren glædede sig til at høre faderen sige du til prins Aksel, men fru Lasson havde ikke så høje tanker om prinsen, så hun rejste til København og besøgte noget familie. Det var et lille selskab. Der var grossereren, overlægen , prins Aksel og en, hvis navn Betty ikke kan huske. Lasson havde i den anledning lejet en tjener. Det var overlæge Becks "butler". Der var ekstra hjælp i køkkenet, så de var to til at lave maden. Middagen bestod af slikasparges til forret, lammesteg til hovedret og en dessert, som Betty ikke husker. Efter middagen spillede de fire mænd l'hombre.

Til jul begyndte forberedelserne omkring 1. dec. Når der skulle bages, var datteren, fruen, en fremmed medhjælp og Betty i køkkenet. Man lånte nogle bageplader ved bageren i Nørrega- de, og så blev de fyldt med småkager og båret over til bagerens ovn. Man fik i december måned også en gris fra slagteriet. Her sad grosseren jo i bestyrelsen. Så blev der lavet sylte, medister o.l. Sylten og medisteren blev sat på loftet, men stegene og flæsket blev lagt i saltkar nede i kælderen. Betty kan huske, at kælderen ikke var så rar, for der var snegle på væggene dernede. Fruen og datteren pyntede stuen med nisser og lignende, og der var ekstra pudsearbejde i julemåneden, for alt skulle skinne. Betty var altid hos familien juleaften. Hun stegte gås hjemme i køkkenet, mens familien var på sygehuset, fordi Lasson som institutionens formand skulle overvære gudstjenesten der. Julemiddagen bestod af risengrød med nisseøl. Gåsesteg med rødvin og svesketærte med en dessertvin. Barnebarnet fra Middelfart var der, og juletræet stod i spisestuen. Dagen efter Hellig tre Konger blev der holdt juletræ for børn af mindre bemidlede forældre. Der kom hvert år en halv snes stykker, der dansede om juletræet, fik kakao, kager og slik. Det begyndte ved 14.30 tiden, og børnene gik hjem ved halv sekstiden efter at have leget og tumlet i spise- og dagligstuen. Den følgende dag blev juletræet smidt ud. Nytårsaften var næsten som juleaften. Betty stegte gås, mens familien var på sygehuset. Middagen lignede julemiddagen, men der blev dog ikke spist risengrød. Familien sad inde hele aftenen. Man gik ikke ud og så på fyrværkeri. Betty husker ikke, at der var så meget skyderi dengang som nu. Til fastelavn bagte Betty fastelavnsboller til de mange børn, der kom til døren. Påske- og pinsedagene var som almindelige søndage.

Krigen.

Betty husker den 9/4 1940, da tyskerne kom marcherende hen ad Vestergade. Frk. Friis, apoteker Friis' datter, kom over og fortalte, at hun havde hørt i radioen, at der blev kæmpet oppe i Norge. Det fik grosserer Lasson til at anskaffe sig en radio. Under krigen var det sjældent nødvendigt at bruge erstatningsvarer. Grosserer Lasson havde mange forbindelser og kunne skaffe hvad, huset skulle bruge af sukker, smør o.l. Betty erindrer dog, at hun gik i erstatningstøj. Tobak kunne grossereren også skaffe. Betty røg cigaretter, og hun husker ikke, at de cigaretter, som hun røg, var dårlige. De smagte som de plejede. Fra de fem krigsår har Betty heftet sig ved en begivenhed. Hun stod i herreværelset, da der blev en råben nede på gaden. En tysk soldat kom farende ud af barber Madsens barberstue og fangede en person, der med spark og slag blev ført bort. Betty husker august 1943. Da havde hun fået 14 dages ferie, og sammen med sin søster, der var kokkepige hos læge Kietz, og frk. Damkjær, som var stuepige sammesteds, tog hun på cykeltur til Grønnestrand ved Jammerbugten, hvor de boede på et pensionat. Da regeringen gik af d. 29/8 ringede grosserer Lasson til pensionatet og bad pigerne om at komme hjem. De startede med det samme turen hjem. Men da de kom til Randers, kunne de ikke komme igennem byen, der var afspærret af tyskerne. Nogle lokale sagde, at de skulle cykle til Bjerregrav, for derfra kunne de tage et tog. De cyklede ad markveje til Bjerregrav, men der var ingen banegård, så de forsatte til Videbæk, hvor de overnattede på kroen. Da de den følgende dag cyklede mod Varde, blev de fanget af tyskerne i Skjern og interneret på Højskolehjemmet. De blev sluppet ud ved aftenstide, men kunne ikke nå at komme til Varde inden det blev mørkt. Derfor overnattede de hos Bettys søster Oda i Skjern. Først næste dag kom i god behold hjem til Varde.

Grosserer Lasson og frue sammen med datteren Ane Louise.
I baggrunden står Betty og syr en knap i Lassons jakke (1947).

De sidste år hos Lasson.

Efter krigen blev fru Lasson så plaget af muskelgigt, at hun gerne ville have Betty hos sig om natten. Grosserer Lassons seng blev flyttet ind i spisestuen over for soveværelset og Bettys seng blev sat ind i soveværelset. Han døde i 1950 og fire år senere døde fru Lasson.

Tiden derefter.

Da fru Lasson døde i 1954 flyttede Betty over hos enkefru Friis. Her boede hun i et værelse ud mod Nørregade. Om aftenen, når fru Friis' datter frk. Friis underviste på husholdningsskolen, skulle Betty sidde og underholde fru Friis. De lavede håndarbejde og snakkede om gamle dage og om familien Lasson. Til gengæld for selskabeligheden betalte Betty ingen husleje hos fru Friis. Betty boede et par år hos fru Friis, indtil apotekergården blev solgt. Derefter flyttede Betty om i stiftelsen på Nørregade.

Efter fru Lassons død fik Betty ansættelse i børnehaven på Slotsgade. Her arbejdede hun i 4 timer fra kl. 8.30 til 13 for en timeløn på 4 kr. Der var ca. 60 børn i børnehaven, og til at passe dem var der 6 pædagoger. Betty lavede mad til børnene. Sammen med institutionens leder frk. Bang Mikkelsen blev der udarbejdet en madplan: Øllebrød, stuvninger, kartofler og pølser, grønkålssuppe m.v. Nogle gange blev der lavet til to dage. Maden skulle være relativt hurtigt at lave, for Betty skulle også foretage indkøbene og lave lidt rengøringsarbejde i de fire timer, som hun fik løn for. Betty var nu heller ikke god til at sige nej, når nogen bad hende om at gøre et stykke arbejde. Inde på hver af de tre legestuer var der en aluminiumsbalje, som pædagogerne brugte til at vaske børnenes hænder i o.l. Disse baljer skulle altid stå blankpudsede på en hylde uden for køkkenet inden pædagogerne gik hjem til fyraften. Men dette arbejde listede de Betty til at gøre uden at Betty af den grund fik mere i løn.

Frk. Bang-Mikkelsen var missionsk. En dag ragede hun uklar med institutionens rengøringskone, der var enkekone, men som nu havde fået sig en ven. Dette påtalte frk.Bang-Mikkelsen, og rengøringskonen sagde op. Betty overtog nu sammen med sin søster Dagny rengøringen. Da de en dag stod og vaskede døre af, kom frk. Bang-Mikkelsen og skældte ud over, at de skrubbede for hårdt, så det gik ud over malingen. Det ville Dagny ikke finde sig i og gik sin vej. Da havde Betty været der i godt og vel et års tid. En dag et par år senere, mens Betty stod og lavede øllebrød, antydede frk.Bang-Mikkelsen, at Betty kom fra et fattigt hjem. Betty blev så vred, at hun smed piskeriset ned i øllebrøden og gik sin vej. Hun forlangte og fik et møde med børnehavens bestyrelse. Betty krævede at få en undskyldning. Men selv om frk. Friis sad i bestyrelsen, fik hun ingen støtte, og derfor sagde hun op.

Betty var nu et par år hos guldsmed Rohr hver formiddag. Derpå blev hun ansat ved Varde kommune som husmoderafløser og udførte almindeligt husligt arbejde. Dog måtte hun i følge sin fagforening ikke vaske storvask eller pudse vinduer. Et sted var vinduerne imidlertid så snavsede, at Betty ikke kunne holde ud at se på dem. Hun pudsede dem, hvilket blev opdaget, og hun måtte indkassere en påtale på kommunekontoret, der var blevet underrettet af fagforeningen.

Fra de sidste år som husmorafløser husker Betty en episode i et hjem, hvor hun havde været flere gange. Der var tre børn, og konen var nu død. Manden havde fået sig en ny kone, og dengang hun kom på sygehuset i forbindelse med en fødsel, var Betty i huset i tre uger. Da konen kom hjem, sagde Betty til børnene, at nu rejste "Thiesen". En af børnene sagde, at det måtte hun ikke. Betty mente dog, at de nok kunne klare sig, når moderen kom hjem. Men den yngste dreng svarede, at de da sagtens kunne have "to moer". Efter ti år som husmoderafløser gik Betty på folkepension, men passede dog af og til børn, når der var brug for det.

Betty Mathiesen fotograferet i sit hjem på Vestbanevej i maj 2003.

Som folkepensionist fik Betty en lejlighed i Isbjergparken. Senere flyttede søsteren Dagny ind i en naboopgang, så de kunne være til hjælp for hinanden. Da den yngste søster Odas mand, Karl Viggo Hansen, døde i 1972, flyttede hun ind i lejligheden over for Bettys. De tre søstre delte nu hverdagen og blev i byen kendt som "de tre Mathiesen søstre". Efter Dagnys død i 1989 blev det til "søstrene Mathiesen". Oda døde i 1994, og Betty var den sidste af de otte søskende fra Kvong, der var i live. En slægtning købte et lille rækkehus på Vestbanevej til Betty, der, når vejret var godt, kunne sidde i haven og nyde sit otium. I sommeren 2003 begyndte kræfterne dog at svigte, og Betty kom på Svaneparken, hvor hun døde d.18 juli i en alder af 96 år. - Et langt liv i tjeneste for andre var hermed slut.

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.