Til sidebund

Love om automobilkørsel og et
færdselsuheld 1915.

af
Ole Nørskov Nielsen


Omkring århundredskiftet var bilen ikke det køretøj, man så hyppigst på de danske landeveje. I 1903 var der dog kommet så mange, at Rigsdagen blev nødt til at vedtage en for hele landet gældende lov om kørsel med automobiler. Indtil da havde sådanne bestemmelser kun været nødvendige i København.


Om motorkøretøjets indretning foreskrev loven, at det ikke måtte være til større fare for den øvrige færdsel og ikke lave mere støj end "tilsvarende Køretøjer uden Kraftmaskiner". Dets udstødning måtte ikke genere andre trafikanter, og to af hinanden uafhængige bremsesystemer skulle være i stand til at bremse vognen på ca. 8 m. To ufarvede forlygter skulle belyse kørebanen indtil 10 m. foran vognen. Dertil kom en særlig lampe, der skulle gøre bilens nummerplade synlig om aftenen. Til sikkerhedsudstyret hørte også et advarselshorn, der dog ikke måtte misbruges til at skræmme andre trafikanter.


Hjulene skulle være belagt med gummibandager. Hvis dette ikke var tilfældet, skulle fælgene være 10,5 cm. brede. Bilen skulle, inden den blev taget i brug, fremstilles til syn for en sagkyndig. Dens fører skulle være fyldt 18 år og være indehaver af et førerbevis udstedt af politiet, der, inden førerbeviset blev udleveret, skulle have sikret sig, at den pågældende person havde de fornødne køreegenskaber samt kendskab "til Maskinen og dens Behandling". Føreren måtte ikke køre bilen i beruset tilstand, men der var ikke omtalt nogen promillegrænse i loven. Kørsel var tilladt på alle amternes hovedveje, men det var nødvendigt med en særlig tilladelse fra amterne for at køre på bivejene. Fra d. 16/7 til d. 15/5 var det forbudt at køre i tidsrummet ½ time efter solnedgang til en ½ time før solopgang, medmindre man var indehaver af en særlig tilladelse hertil. En sådan tilladelse kunne udstedes til læger o.l. Hastigheden måtte i byerne ikke overstige 15 km. i timen. I landdistrikterne var det dog tilladt at sætte farten op til det dobbelte. På veje med stærk trafik, og når kørebanen var glat skulle farten sænkes til 7 km i timen. Hvis føreren i løbet af et år var blevet straffet to gange for grove overtrædelser af loven, kunne politiet inddrage kørekortet. Men loven sagde ikke noget om, hvor længe denne fratagelse af førerbeviset skulle vare.


I 1907 blev kørsel med automobiler optaget som en ændring til politivedtægten i Varde. Ændringen skete ved, at en sætning om bilkørsel henviste til loven af 15/5 1903. Så vidt undertegnede er oplyst, var den første bilejer i Varde grosserer Harald Nielsen1, der fik en Oldsmobil i 1905. Motorkøretøjer blev efterhånden mere synlige i trafikken, hvilket forklarer henvisningen i politivedtægten.


I 1913 vedtog Rigsdagen nogle ændringer i automobilloven. Nu skulle venstre forlygte være forsynet med en grøn streg ned over glasset, og lygterne skulle kunne belyse kørebanen 12 m. frem, ligesom bilen også skulle være forsynet med en baglygte. Vogne over 350 kg. skulle have bakgear, og føreren måtte være i stand til at styre vognen under baglæns kørsel. Førerbeviset skulle nu have et fotografi af indehaveren, der også skulle have normale syns- og høreevner samt ditto førlighed. Derudover skulle føreren have modtaget køreundervisning i mindst 20 timer hos en af myndighederne godkendt kørelærer og aflagt prøve ved en af justitsministeriet beskikket sagkyndig. Prøven kostede 10 kr2. Førerbeviset gjaldt for fem år. Hvis kørekortet skulle fornys, var det op til politiet at afgøre, om den pågældende skulle op til en ny køreprøve.


Kørsel var nu tilladt døgnet rundt fra d. 15/4 til 15/9, men resten af året skulle vejene være fri for motorkøretøjer fra tre kvarter efter solnedgang til kl. 23 og fra kl. 4 til tre kvarter før solopgang. Amtsråd og kommunalbestyrelse kunne dog give dispensation for visse vejstrækninger. Kørselshastigheden var i tæt bebyggede områder hævet til 25 km i timen og på landet til 50 km i timen. Politiet kunne dog ved skiltning påbyde nedsat fart, og så måtte der ikke køres stærkere, end at en voksen mand i rask gang kunne følge med, hvilket var ca. 8 km. i timen.


Den 11/9 1915 stod tjenestekarl Karl Karlsen for retten i Varde anklaget for uagtsomt manddrab og overtrædelse af automobilloven af 29/8 1913. Karlsen var 19 år gammel og havde tidligere fået en bøde for at køre uden førerbevis, som han havde erhvervet d. 18/1 1915.


D. 4/2 1915 omkring kl. 17.30 var han som chauffør kommet til Varde i bil fra Esbjerg med en handelsrejsende, der skulle besøge februarmarkedet i Varde. Bilen var hjemmehørende i Esbjerg. Den følgende dag skulle de køre videre nordpå, så Karlsen havde parkeret køretøjet hos vognmand Laurids Berg i Storegade3. - Det er derfor nærliggende at tro, at Karlsen kendte Berg. Berg havde anmodet Karlsen om at køre taxakørsel for ham, hvis der skulle blive noget i løbet af aftenen. Karlsen skulle bruge Bergs bil. Dette var Karl Karlsen gået med til, og de gik så over i Bergs garage, for at reparere et hjul. Derefter havde Karlsen kørt bilen hen i porten ud til gaden, og tændt de to mindste af de fire petroleumsforlygter. Han undersøgte ikke, hvor meget petroleum, der var i de tændte lygter, og da der ikke var brændere i de to store, havde han ikke tændt disse.


Omkring kl. 19 kom der tre ubekendte personer, som ville køres til Sækbæk, og da Karlsen ikke havde opfattet aftalen med Berg således, at han skulle undlade at køre på Ringkøbing Landevej efter kl. 23, så var han kørt af sted med kunderne. Han sattte passagererne af i Sækbæk ca. 7 km nord for Varde og kørte tilbage mod Varde. Da han var ud for møller Pedersens ejendom ca. 3 km fra Varde, så han, at der kom noget imod ham i højre side . Han drejede derfor over i venstre side af vejen, dog uden at sætte farten ned. Han havde sagt til politiet, at han kørte ca. 25 km. i timen. Da han var begyndt at dreje over til venstre, så Karlsen, at det var en person, der kom trækkende med to køer. Det viste sig senere at være den 71-årige landmand Henrik Poulsen, der kom med de to kreaturer fra markedet i Varde. Da han fik øje på Henrik Poulsen, mente Karlsen, at han var ca. 4 meter fra denne. I følge Karl Karlsens udsagn til politiet gjorde Poulsen nu et forsøg på at få køerne over i den modsatte vejside, men da det ikke lykkedes løb han selv tværs over vejen. Tiltalte kunne ikke køre ligeud uden at påkøre kreaturerne. Derfor drejede han skarpt til venstre og påkørte Henrik Poulsen, som kom ind under vognen. Karlsen udtalte til politiet, at han nok havde mærket, at Henrik Poulsen var kommet ind under vognen, men han var blevet så chokeret, at han ikke standsede, men kørte videre mod Varde.


Ved påkørslen gik en af de store lygter i stykker. Da han kom hjem til vognmand Berg, fortalte han denne, at han var kørt mod en vogn, hvilket han gentog dagen efter, da politiet kom for at optage rapport. Poulsen var blevet bragt til sit hjem af nogle, der kom ud fra møller Pedersens ejendom. Han blev dagen efter indlagt på Varde sygehus, hvor han afgik ved døden d. 7/2.


Da han var kommet hjem, blev Henrik Poulsen, der iøvrigt var temmelig tunghør, afhørt af en betjent. Til denne havde han fortalt, at han var kommet trækkende med to køer fra Varde. En tre kilometers vej fra Varde havde han set en lygte komme imod sig. Han troede det var en cykellygte. Han blev dog hurtigt klar over, at det var en bil med kun en lygte og høj hastighed, der kom imod ham. Vognen havde kørt midt på vejen, men da den var nogle få meter fra ham, drejede den til venstre og kørte lige ind i ham. Henrik Poulsen var kommet ind under bilen, der dog fortsatte med stor fart. Han råbte om hjælp, og der kom nu nogle ud fra møller Pedersens nærliggende ejendom. De tililende havde bragt den kvæstede Henrik Poulsen til dennes bopæl, som lå en lille halv kilometer længere ude af Ringkøbing landevej. Til møller Pedersen havde Henrik Poulsen fortalt, at han på vejen hjem fra Varde havde gået i den østlige side af vejen.


To politibetjente havde dagen derpå været ude på åstedet. Der havde på ulykkesaftenen været let frostvejr, så sporene efter ulykken stod tydeligt aftegnet i vejens sand. Karlsen havde kørt til venstre for midten. Da han var ca. 17 m. fra ulykkesstedet, var han drejet til venstre over i den østlige side af vejen. Da påkørslen fandt sted, havde bilens venstre hjul været 1,8 m. fra vejgrøften. - Samme aften havde politiet foretaget en prøvekørel ved 19 tiden. Det viste sig da, at når kun højre lygte var tændt, så kunne man på 6-7 meters afstand lige netop skimte en voksen person i oprejst stilling. Men først på en afstand af to meter kunne man nøje se, hvad man havde for sig. Tiltalte havde godkendt betjentenes optegnelser fra ulykkesstedet.


Til politiet havde Karlsen fortalt, at når han ikke havde bremset, så var det fordi han først på en afstand af 3-4 meter så, at det var et menneske, der var på vejen. Han kunne ikke nå at bremse, men han havde håbet ikke at ramme den pågældende.


Bilens venstre lygte havde ikke været forsynet med den i loven påbudte grønne streg. Karlsen havde troet, at begge de små forlygter havde været tændte, men han indrømmede senere, at han godt havde været klar over, at der ikke var meget lys i den venstre lygte, fordi der ikke var meget petroleum i den.


Poulsen havde pådraget sig et brud på venstre ben. Der var hudafskrabninger på højre ben og begge hænder. Dertil kom to brækkede ribben. I obduktionsrapporten hed det videre, at disse læsioner næppe "alene havde medført Dødens Indtræden uden ved det yderligere Chok, som Læsionerne havde medført, og som anatomisk viser sig ved de bløde Hjernehinders Blodoverfyldning, hvilke Aarsager i forbindelse med Poulsen svage Hjertemuskulatur, hans kroniske Bronchitis og den hele senile Tilstand er tilstrækkelig til at forklare Dødens Indtræden 2 3/4 Døgn efter Ulykkes- tilfældet".


I dommen blev der lagt vægt på, at tiltalte ikke forsætlig havde været skyld i ulykken, men han havde kørt på en tid af døgnet, hvor bilkørsel var forbudt på den pågældende vej og med ulovlige lygter. Han havde desuden vist uforsvarlig kørsel ved ikke straks at standse bilen eller sænke farten, da han så noget komme imod sig. Dommeren henviste også til, den af politiet foretagne prøvekørsel på stedet, hvor betjentene med en fart på 25 km i timen bragt bilen til standsning på 8,25 m. Karlsen kunne derfor sagtens have standset bilen, da han fik øje på noget foran sig.


Dommen blev på to måneders fængsel med almindelig fangekost, og Karlsen mistede retten til at køre bil i fem år. Derudover skulle Karlsen betale 2000 kr. i erstatning til Henrik Poulsens enke for tab af forsørger. Henrik Poulsen havde en mindre landejendom, og var sat til en skattepligtig indkomst på 900 kr. Dertil kom, at Karl Karlsen også skulle betale udgifterne til den afdødes hospitalsophold samt omkostningerne ved denne begravelse. Ialt 228 kr. Oven i alle disse beløb kom så sagens omkostninger på ca. 200 kr.



Noter:

  1. Harald Nielsen(1864-1934) var gift med købmand I.W. Paludans datter. I 1893 overtog han sammen med J.F.Lasson svigerfaderens forretning på Vestergade 10, der blev videreført som engroshandel.
  2. En faglært tjente i 1913 ca. 45 øre timen.
  3. Hvor Vestjysk Automobillager har parkeringsplads.

Til sidetop