I "de gode gamle dage" gav aviserne fyldige referater fra byrådets møder, så læserne kunne se, hvorledes de enkelte byrådmedlemmer havde forholdt sig til den aktuelle sag. Når pressen refererede så grundigt fra byrådsalen, skyldtes det uden tvivl, at byrådets magtbeføjelser var langt større end i dag, hvor meget er bestemt af Folketinget. Nedenstående gengivelse er et referat fra byrådmødet 16/1 1912, som kunne læses i Ribe Amtstidende den følgende dag.
Byrådet havde dengang 12 medlemmer: Den kongeligt udnævnte borgmester Chr. Hattensen. De konservative var repræsenteret af sagfører A. Harck, dyrlæge I. Slivsgaard, grosserer I. F. Lasson, og buntmager A. S. Nissen. For Socialdemokratiet sad værtshusholder J. P. Justesen, gasværksarbejder Chr. Nissen og pumpemager V. Rathien. Venstres medlemmer var sagfører J. Oldager og møllebygger P. Korsholm. De radikale havde et medlem, nemlig lærer ved realskolen cand. mag. Vald. Lassen. Endelig var boghandler H. O. Lohse valgt ind på en liste opstillet af Indre Mission og metodisterne.
Sagen, der optog det meste af byrådets tid d. 16/1, var problemet om antallet af udskænkningssteder i byen. Denne gang havde Fællesudvalget for de samvirkende Afholdsselskaber i Varde, der repræsenterede over 450 medlemmer, indsendt et andragende til byrådet om ikke at give bevillingen til en anden, når en værthusholder opgav sin bevillingsret. De øvrige punkter på byrådets dagsorden var nærmest efterretningssager, som hurtig blev overstået. Derefter gik man i gang med aftenens hovedproblem.
I følge Ribe Amtstidende blev der sagt følgende:
Borgmester Hattensen udtalte, at han principielt ikke havde noget imod at indskrænke Værtshusholdernes Antal. Det er jo som bekendt allerede indskrænket fra 25 til 151 og helt kan vi vel ikke undvære dem, da Gæstgiverne efter den nye Lov kun maa beværte de i Gæstgiveriet herbergende Personer. Imidlertid gaar jeg gerne med til den stærkest mulige Begrænsning. Noget helt andet er, at Tidspunktet til for os at foretage en Ændring i disse Forhold vel ikke er heldig nu, da Ædruelighedslovene staar foran afgørende Behandling i Landstinget. Jeg foreslaar, at vi afventer Udfaldet heraf og udsætter Sagen i hvert Fald saa længe. I denne Forbindelse kan jeg ikke undlade at omtale en Sag, som i den sidste Tid har været meget omtalt i Byen, nemlig at der Nytaarsdag blev rettet en Bebrejdelse mod Byraadet fra Prædikestolen i Byens Kirke. Man kunde nemlig ikke opfatte det som andet end en Bebrejdelse, naar der blev talt om Samfundets Brøst i retning af Drikfældighed og Usædelighed og der i den Forbindelse blev sagt: "Men hvad skal man sige til Byraadet, der bidrager sit til at forøge Beværtningernes Antal, skønt vi i forvejen har 51 af dem2." Over for denne Bebrejdelse maa jeg hævde, at Tendensen her i Raadet bevisligt gaar i ganske modsat Retning, nemlig at indskrænke Beværtningernes Antal. Naar Pastor Tørsleff i en Erklæring i Bladene henviser til Byraadets Anbefaling af Dispensation til den nye Indehaver af Albert Sørensens Gæstgiveri, da maa jeg gøre opmærksom paa, at det netop har været Meningen med Loven af 20/6 1906, hvorved det bestemmes, at Gæstgiverborgerskab fremtidig ikke skulde give Ret til at beværte andre end herbergerende Rejsende samtidig ved den i Loven givne Ret til Dispensation ved Salg af Gæstgiverier for at forebygge, at nye Indehavere ikke blev ramt urimeligt haardt ved Loven. Byraadet kan ikke været hævet over Kritik og kan vel ogsaa have godt deraf, men naar man vil gøre noget saa ekseptionelt som at rette Kritikken fra en Prædikestol, saa forekommer det mig, at det kan forlanges, at den vedkommende maa have fast Grund under Fødderne og dette synes mig ikke her at have været Tilfældet. (Hørt!)
Møllebygger Korsholm3 ønskede gerne en afgørelse i Aften, da det maatte have lange Udsigter med Ædruelighedslovene, og han anbefalede, at Antallet af Værtshusholderborgerskaber blev nedsat til 10. Disse Borgerskaber byder alligevel intet særligt Gode for Befolkningen.
Sagfører Oldager sluttede sig til Borgmesterens Udtalelser. Jeg finder Udtalelserne i Nytaarsprædikenen ganske usømmelige. Og jeg synes, Byraadet skulde have sig frabedt at have Præsterne til at være en Slags Overdommer over sig. Det er saa meget mere giftigt, naar Angrebet rettes fra Prædikestolen. Jeg hørte fra forskellig Side, at Præsten havde sagt, at Byraadet holdt Haanden over Lastens Huler. Jeg bad Præsten om en skriftlig forklaring. Præstens Svar, (som Taleren oplæste) er ikke i ganske Overensstemmelse med hans Erklæring i Bladene. Præsterne har unægtelig et udstrakt Frisprog i Kirken, men det er lovligt meget, at en Præst skal staa og injuriere enkelte Personer. Præsten indrømmer, at han maaske nok har brugt Udtrykket "Lastens Huler" og at han særligt har tænkt paa Albert Sørensens Efterfølger. Jeg har søgt Oplysninger fra mange Sider om Forholdene paa dette Sted og har ikke faaet nogen Oplysning, som i mindste Maade kan begrunde Præstens Sigtelse. Jeg finder det derfor infamt, at der kan udslynges saadanne Insinuationer fra Prædikestolen, og jeg beklager meget om Injurielovgivningen ikke kan ramme en Præst for saadant. Det er lovlig haardt, at en Præst skal staa og injuriere de af Borgerne valgte Mænd i Byens Raad. En Præst har ikke meget med Byens Næringsliv at gøre. Hans Indkomster flyder af sig selv. Derfor har han maaske ikke saa let ved ved at indse - hvad jeg vil hævde - at Dispensationen til Gæstgiveriet ved Vesterport var meget forsvarligt netop under Hensyn til Byens Næringsliv. Taleren vilde ligesom Formanden tilraade, at Sagen udsættes. Den Tale om Ungdommens tiltagende Slappelse paa Legeme og Sjæl har vist ikke meget paa sig.
Formanden henstillede at man lod Nytaarsprædikenen udgaa af den videre Diskussion.
Gæstgiver Justesen4 vilde paa Beværterstandens Vegne bestemt protestere mod de Insinuationer, der var fremsat af Pastor Tørsleff og indrømmet i det af Oldager oplæste Brev. Præsten har næppe den Dag haft fast Grund under Fødderne. Jeg vil henstille til Afholdsfolkene, at de ikke søger Aarsagerne til Alverdens Ulykker hos Beværterne. Vi har forøvrigt intet mod Afholdsfolkene; der kommer jo mange af dem paa vore Beværtninger. Afholdsfolk skulde hellere tage sig af de Svageste i Samfundet, dem, som køber Spiritus i Butikkerne og drikker sig fulde i en Pægl. Præsterne burde ogsaa hellere tage sig af saadanne Folk og tale med dem paa Tomandshaand i Stedet for at tilsøle Byraadet og Rigsdag og Regering.
Formanden: Udtrykket "tilsøle" kan ikke godt passere.
Justesen: Det er næppe for stærkt af mig, naar Præsten på sin Side bruger Udtrykket "Lastens Huler". Taleren havde selv tidligere været Afholdsmand og havde i de sidste 11 Maaneder ikke smagt Spiritus. Iøvrigt vilde Taleren anbefale Sagens Henlæggelse.
Vald. Lassen: I og for sig kunde jeg godt slutte mig til Korsholms Forslag om Beværtertallets Nedsættelse. Den stærke Konkurrence kan nemlig let faa beværterne til at ty til saadanne Midler, saa de bliver til Skade for Byens Ungdom. Vi har set eksempler herpaa i Byen. Indskrænker vi Beværternes Antal, da bliver Konkurrencen ikke saa haard. Ikke desto mindre kan jeg gaa med til at sagen udsættes, da vi i nær Fremtid kan vente en Afgørelse angaaende Ædruelighedslovene.
Formanden: Det er ogsaa kun i Øjeblikket, at jeg finder det uheldigt at gaa med denne Ændring, som jeg forøvrigt har stemt for.
Boghandler Lohse vilde ikke diskutere Prædikenens rette Form. Han havde ikke hørt den og kunde vel gaa ud fra, at det samme var Tilfældet med Oldager og Justesen. Taleren havde tænkt sig, at det kunde være nok med Udtalelserne af Byraadets Formand, og det var kun paa Grund af den paafølgende Diskussion, at han tog Ordet. Sagfører Oldager har ikke Ret, naar han siger, at Præstens Brev til ham ikke er i Overensstemmelse med Erklæringen i Bladene. Heller ikke findes der i Præstens Brev noget, som begrunder, at det skulde være den ny indehaver af Alb. Sørensens Beværtning, der sigtedes til med Udtrykket "Lastens Huler". Taleren havde ikke truffet nogen Kirkegænger, der var forarget over denne Nytaarsprædiken; dem han havde talt med, havde kaldt den god. Taleren vilde forøvrigt anbefale at Beværtningernes Antal blev sat ned fra 15 til 10 , og at man allerede i Aften traf Afgørelse herom.
Sagfører Oldager oplæste atter den af Lohse omtalte Passus i Præstens Brev og kunde ikke få Andet ud af det end at Sigtelsen var tydelig nok. Det var næppe den samme Slags Kirkegængere han og Lohse havde talt med.
Grosserer Lasson sluttede sig til Formandens og Oldagers Motivering for Sagens Henlæggelse.
Sagens Henlæggelse vedtoges med 7 St.(Formanden, Justesen, Oldager, Lasson, Lassen, A.S. Nissen og Harck) mod 4 St.(Lohse, Korsholm, Chr. Nissen og Rathien) at henlægge Sagen. Slivsgaard var fraværende.
Noter: