Til sidebund

Drabet i Biltoft 1898.

Når artiklen i bladet denne gang handler om en begivenhed uden for Varde købstad, så skyldes det, at politifuldmægtig Hans Jørgen Skafte-Christiansen (se forsiden) i anledning af sit 25 års jubilæum som politi-fuldmægtig i et interview i Ribe Amtstidende 30/3 1914 udtalte, at af større kriminalsager huskede han drabet i Biltoft i Næsbjerg sogn i 1898.

Dette sogn havde indtil 1. april 1893 hørt under Skads Herred. Men 11. marts 1892 vedtog Rigsdagen en lov, der ændrede jurisdiktionskredsene i Ribe amt med gyldighed fra 1. april 1893, således at Varde Landsogn, der indtil da havde hørt under Øster- og Vester Herreders jurisdiktion kom under Varde købstads jurisdiktion. Øse sogn, der havde været delt mellem jurisdiktionen i Øster- og Vester herreder og Skads herred, kom også under jurisdiktionen i Varde købstad. Det samme skete med sognene: Næsbjerg, Starup, Alslev, Hostrup, Vester Nebel, Grimstrup, Årre og Fåborg. Disse sogne havde indtil 1. april 1893 hørt under Skads herred, men kom nu under Varde købstads jurisdiktion.

Landsbyen Biltoft ligger ca. 2 km. øst for Næsbjerg og bestod i følge folketællingen 1901 af 26 gårde og huse, hvor der boede 137 personer fordelt på 27 husstande, der levede af landbrug og daglejerarbejde. To personer var snedkere og to enlige koner ernærede sig ved at væve. På en af gårdene, den såkaldte baptistpræstegård boede en baptistmissionær. I denne landsby blev husmand Anders Nielsen om natten 3. december 1898 dræbt af sin fader, aftægtsmand Jacob Nielsen.

Jacob Nielsen var født 27. december 1827 og havde de sidste år boet som aftægtsmand hos sønnen, husmand Anders Nielsen i ejendommen på Tranbjergvej 33. Jacob Nielsen havde aftjent sin værnepligt under Treårskrigen 1848-50 og bl.a. deltaget i slaget ved Isted 25.juli 1850. Politiets rapporter fra gerningsstedet er desværre ikke bevaret, så det følgende bygger på forhørene i politiretten samt avisernes artikler om begivenhederne.

Om morgenen 3. december 1898 efter drabet var Jacob Nielsen selv gået ind til Varde og havde meldt sig til politiet. På vejen derind havde han besøgt Skonager kro og der fået sig en kaffepunch. Han blev anholdt i Varde kl. 10.40 og to timer senere fremstillet til i politiretten.

Den anholdte var rolig og fattet og kun lettere spirituspåvirket. Jacob Nielsen forklarede, at han og sønnen havde været uenige, men han kunne ikke huske, hvad de havde været uenige om. De havde vistnok drukket sammen og havde begge været berusede. Jacob Nielsen var så gået i seng, men vågnede hen på natten ved at han havde fået et slag i hovedet. Men han vidste ikke, hvad der var sket. Da han kom til hægterne, opdagede han, at sønnen lå udstrakt på gulvet foran sengen med benene ind mod sengen. Jacob Nielsen huskede, at mælkekusken var kommet, og sammen lagde de Anders Nielsen op i sengen. Anders bevægede sig ikke og var vistnok død, og Jacob Nielsen vidste ikke, at sønnen var blevet dræbt af et knivstik, og skønt han nok mente, at han var skyld i sønnens død, så kunne han ikke forklare, hvordan han havde ombragt denne.

Jacob Nielsens svigerdatter, den 40-årige Mette Marie Christensen var vistnok kommet tilstede, mens han og mælkekusken tumlede med liget. Eller også var hun kommet lige efter, at de havde lagt ham på sengen.

Jacob Nielsen havde tre knive, to lommeknive og en lidt større kniv, som han brugte til kurvemagerarbejde. Disse knive plejede at være i hans aftægtsstue, men hvor de var nu, vidste han ikke, og han kunne stadig ikke huske, hvad der var sket.

Distriktslægen dr. Kietz, (billede) der var tilstede i politiretten, mente, at den anholdte var tilregnelig, men endnu under indflydelse af en tidligere rus. Politimester Borberg sagde nu, at han og distriktslægen ville tage ud til gerningsstedet, men at den anholdte skulle forblive i arresten, da han stadig var lidt beruset. Hermed sluttede denne dags forhør i politiretten.

9. december blev forhørene genoptaget. Her fremstod snedker Marius Pedersen fra Øse. Han kendte Jacob Nielsen, der af og til besøgte ham og som regel var beruset, når han kom til Øse. Marius Pedersen fortalte, at Jacob Nielsen om aftenen fredag 2. december var kommet til ham. Snedkeren opholdt sig da i sit værksted sammen med karetmager Nielsen, da Jacob kom med en taske over skulderen. Jacob havde ikke noget ærinde hos snedkeren, men bad om at måtte overnatte i høvlspånerne i værkstedet, da han var en gammel mand og bange for at gå over marken til sit hjem, da det regnede. Snedkeren fandt dette ønske rimeligt og gav ham lov, men Jacob Nielsen satte sig nu og sagde, at han ville give en bajer. Der blev nu sendt bud til købmanden efter tre halvbajere. Købmanden havde sin butik i samme bygning som Øse kro. En halvbajer var en flaske der indeholdt 37,5 centiliter øl, og var altså lidt større end vores almindelige pilsnerflaske, der inde-holder 33 centiliter. Da man havde drukket øllet, sagde Jacob Nielsen, at han ville forrette nogle ærinder hos snedker Pedersens naboer, en blikkenslager, en skomager og en smed. Snedker Pedersen mente, at Jacob Nielsen havde været alle steder.

Snedker Pedersen sagde, at Jacob Nielsen havde været temmelig beruset, således som han plejede at være, når han kom til Øse. Han var ret højrøstet, når han talte, men efter snedkerens opfattelse var han ikke mere beruset, end han vidste, hvad han sagde og gjorde, ligesom han var herre over sine bevægelser, for han dinglede ikke når han gik.

Omkring kl. 20 forlod snedkeren og karetmageren Marius Pedersens værksted. Snedker Pedersen gik nu hen til skomager, husmand Laust Frederiksen, der fortalte, at Jacob Nielsen havde været hos ham. Laust Frederiksen fulgte nu med Marius Pedersen tilbage til dennes værksted, hvortil de ankom ca. kl. 20.30. Her fandt de Jacob Nielsen stående ved høvlebænken, hvor han spiste noget smørrebrød, som han skyllede ned med brændevin, som var i en bajerflaske, der var fyldt op med denne drik. Da Jacob Nielsen havde spist færdig, gik han sammen med snedker Pedersen og Laust Frederiksen hen på kroen i Øse. Her ville Jacob Nielsen have serveret spiritus, men kromanden havde nægtet at servere for dem. Snedker Pedersen og Laust Frederiksen forlod nu kroen og gik hjem.

Da snedker Pedersen var kommet hjem og sad og spiste i køkkenet, kom Jacob Nielsen ind til ham. Det var kun kort tid efter at de var skiltes på kroen, så snedkeren mente ikke, at Jacob Nielsen kunne have nået at drikke noget spiritus af betydning i løbet af den korte tid. Jacob Nielsen ville nu give noget brændevin, men Marius Pedersen afslog, og Jacob Nielsen gik noget fortørnet sin vej ind til karetmager Niels Chr. Nielsen, der boede i samme hus som snedker Pedersen.

Marius Pedersen gik nu også ind til karetmageren, hvor Jacob Nielsen sad i køkkenet. De tre mænd gav sig nu til at drikke kaffepunche, og da Jacob Nielsen selv hældte brændevinen i kaffen, var hans punche nok noget stærkere end snedkerens og karetmagerens. De sad nu og drak punche til kl. ca. 22, og selv om Jacob Nielsen vrøvlede noget, så var han efter Marius Pedersen mening ikke mere beruset, end da han første gang kom ind i værkstedet ved 19-tiden. Kl. ca. 22 sagde snedkeren og karetmageren, at nu ville de gå i seng, og Jacob Nielsen ville så ind i snedkerens værksted for at sove i høvlspånerne og der have en tændt lampe til at stå på høvlebænken. Det ville Marius Pedersen ikke gå med til, og han overtalte Jacob Nielsen til at gå hjem. Snedker Pedersen fulgte nu Jacob Nielsen ud af døren, og han så ham gå ud på vejen. Inden han tog afsked med Jacob Nielsen bad han denne om at betale tre kroner, som han skyldte snedkeren for en ligkiste til sin afdøde kone. Men det ville Jacob Nielsen ikke, for han havde betalt 14 øre, da han modtog kisten og resten måtte vente. Under aftenens samvær med Jacob Nielsen havde snedker Marius Pedersen ikke hørt ham omtale sønnen Anders Nielsen.

Der var en 20 til 30 minutters gang fra snedker Pedersen hus til Jacob Nielsens hjem. Vejen var en markvej, men oftest brugte folk, som skulle den vej, at skyde genvej over en strækning med mose og kær. Hvilken vej Jacob Nielsen var gået, vidste snedkeren ikke. Der kom en stor regnbyge og det blæste stærkt, efter at Jacob Nielsen var gået sin vej.

Så fremstod karetmager Niels Chr. Nielsen i retten. Han kunne i det store og hele tilslutte sig snedker Pedersens beretning om Jacob Nielsens adfærd og tilstand i tiden fra kl. 19 til kl. 22.

Derpå skulle skomager Laust Frederiksen afgive forklaring. Han fortalte, at Jacob Nielsen var kommet hen til ham mellem kl. 20 og kl. 21 for at låne en lygte. Den fik han, og et kvarter senere gik Laust Frederiksen hen til Marius Pedersen. Her stod lygten på høvlebænken, sammen med nogle madrester, som Jacob Nielsen havde spist af. Laust Frederiksen fik nu sin lygte igen, da Jacob Nielsen ikke havde taget den med sig da han gik. Laust Frederiksen fortalte, at Jacob Nielsen ikke havde fået noget at drikke på Øse kro, og han mente, at Jacob Nielsen ikke var mere beruset end, at han nok vidste, hvad han foretog sig. Retsmødet slut.

Dagen efter d. 10. december fortsatte forhørene i politiretten. Her fremstod afdødes enke Mette Marie Christensen. Hun fortalte, at Jacob Nielsen var kommet hjem ved 23 tiden, og hendes afdøde mand, Anders Nielsen var inde hos ham til kl. 24.30. Hun var ret sikker på tidspunkterne, for hun havde i begge tilfælde set på uret.

Anders Nielsen og faderen havde drukket to kaffepunche hver. Hun vidste ikke, hvor meget brændevin der var i punchene, men det var noget i retning af et par snapseglas i hver punch, og disse snapseglas var mindre end dem, der blev brugt på Skonager kro, når der blev skænket brændevin. Hun fortalte endvidere, at Jacob Nielsen havde et lille halvanker med brændevin stående inde hos sig, og det var fra dette anker, at de havde fået brændevinen.

Jacob Nielsen var ikke gået i seng, da sønnen forlod ham kl. 24.30, og i den følgende times tid gik han og støjede inde i aftægtsstuen idet han bankede med noget hårdt i bordet og på væggene. Han gik og truede med, at han havde en kniv, og han ville støde denne i livet på Anders Nielsen. Han havde åbnet døren ind til ægteparrets soveværelse, og stod i døren og gentog truslerne. Det var Mette Marie Christensens opfattelse, at han var meget beruset og desuden temmelig ophidset, hvilket han plejede at være, når han var fuld. Hun tilføjede, at Jacob Nielsen kunne tåle ret meget, før han blev fuld, men hans helbred havde ikke taget skade af drikkeriet.

Jacob Nielsen gik ind til sig selv igen, og Anders Nielsen stod nu op og gik ind i aftægtsstuen for at bringe faderen til ro. Kort tid efter lød der et skrig, og Mette Marie Christensen gik derind og fandt her de to mænd liggende på langs i Jacob Nielsens seng. Anders lå oven på Jacob med armene ned langs siden og med hovedet lige under Jacob Nielsens hage. Hun kunne ikke huske, hvorledes Jacob Nielsens arme var placeret, men hun mente, at de lå udstrakte langs med kroppen. Jacob Nielsen sagde ikke noget, da Mette Marie gik hen for at løfte Anders ud af sengen. Hun magtede dog ikke at løfte "det slatne Legeme" og det gled ned på gulvet. Hun huskede ikke, at der var en kniv i såret, da hun løftede Anders ud af sengen, og hun mente heller ikke, at den var gledet ud af såret, da hun forsøgte at løfte liget ud af sengen.

Politimester Borberg (billede) spurgte nu Mette Marie, om der kunne være sket det, at Jacob Nielsen af sig selv var faldet om i sengen, eller Anders havde kastet ham der og derefter selv havde kastet sig over faderen og derved fået kniven ind i sig? Det mente Anders Nielsens kone ikke. Hun troede, at der var sket det, at Anders var kommet ind i aftægtsstuen, og at de to mænd havde stået i nærheden af sengen, da Jacob stødte kniven i Anders, og de derefter begge to var faldet om på sengen. Anders havde haft et lille træstykke i hånden, da han gik ind i aftægtsstuen. Det fandt hun, da hun om søndagen havde fejet i aftægtsstuen, efter at liget var fjernet. Det var et stykke kosteskaft, som hun senere havde overgivet til politiet.

Det tøj, som Anders Nielsen havde haft på, blev nu fremlagt i retten. Det var en skjorte, en undertrøje, daglige benklæder og en vest. Hans kone genkendte det, som det tøj han bar, da han blev dræbt. Jacob Nielsens tøj blev nu også fremlagt. Det var et par underbukser, en skjorte, en trøje af vaskeskind uden ærmer. Også det genkendte Mette Marie, men mente, at han vistnok også havde et par strømper på.

Hun forklarede nu, at Jacob Nielsen kunne bruge højre og venstre hånd, både når han arbejdede, og når han spiste. Hun fortalte, at Jacob Nielsen havde rejst sig med det samme, da hun fjernede liget, og der var ingen svaghed eller mangel på besindelse at spore ved ham. Han havde sagt til hende, "at hun kunde lade afdøde ligge, han er ikke bedre værd, og at hun kunde gaa sin Vej, for her havde hun ikke noget at gøre." Hun gik så ind til børnene.

Mette Marie mente ikke, at Jacob var beruset på dette tidspunkt. Hans stemme var kraftig og klar, og han bevægelser rolige. Hun havde sagt til ham, at han havde slået Anders ihjel. Hertil havde Jacob Nielsen svaret: "Har jeg det?" og hun havde sagt: "Ja, I har!" Jacob havde udtalt, "har jeg det?", som om det var en ganske ligegyldig begivenhed. De havde så drukket kaffe, og her sagde Jacob, at et menneskeliv ikke var noget særligt og fortalt om, hvad han havde oplevet på slagmarken ved Isted i 1850.

Mette Marie fortalte videre, at Jacob var gået til Varde kl. 8 om morgenen, og lige da han gik, sagde han, at enten kom han tilbage med øvrigheden eller med posten.

Som veteran fra Treårskrigen havde han fået en hædersgave på 100 kr., men hun vidste ikke, hvor disse penge var, for de var ikke at finde i huset, og hun mente ikke, at han havde drukket dem op. Han var kun ondsindet, når han var fuld, og hun troede, at årsagen til drabet var, at Anders Nielsen ikke ville fortsætte med at drikke. Jacob havde en gang, da han var kommet hjem i beruset tilstand, truet med at skyde Anders med en bøsse, som viste sig ikke at være ladt. Der var intet økonomisk mellemværende mellem far og søn, og normalt var Jacob Nielsen venlig over for hende og børnene.

Nu kom den ældste af Anders og Mette Maries fem børn, den 14-årige Niels i forhør. Det eneste nye han kunne fortælle var, at han kunne huske, at afdøde ikke lå på langs i sengen, men på tværs med hovedet ind mod væggen og benene på gulvet.

Politimesteren gjorde nu drengens mor opmærksom på, at drengens forklaring ikke var i overensstemmelse med den forklaring, som hun havde givet om afdødes stilling i sengen. Men Mette Marie fastholdt, at liget havde ligget på langs i sengen. Herefter blev politiretten hævet.

D. 12. december blev sagen genoptaget i politiretten. Vidnet var denne gang mælkekusken Christen Rasmussen. Han fortalte, at han havde hjulpet Mette Marie med at løfte liget op i sengen, efter at det var gledet fra hende ned på gulvet. Mens de løfte afdøde op i sengen, havde Jacob Nielsen fortalt, at afdøde havde overfaldet ham, og at han i forsvar havde stukket ham med den kniv, som han plejede at bruge til kurvemagerarbejde. Han havde endvidere sagt til mælkekusken, at denne da nok kunne forstå, at han ikke ville lade sig overfalde i sin stue.

Mælkekusken kunne også berette, at grd. Anders Thøgersen og husmand Christen Pedersen havde mødt Jacob Nielsen, da denne var på vej til Varde. Jacob havde da sagt til de to mænd: "Anders er død, jeg har stukket ham ihjel". Om Jacob Nielsens tilstand på drabsnatten mente mælkekusken, at han var "godt og vel halvfuld". Politiretten hævet.

Dagen efter d. 13. december fortsatte sagen i politiretten. Her kom Jacob Nielsen atter i forhør. Han sagde, at han ingen erindring havde om, hvad der var sket, efter at han og sønnen havde drukket punche i aftægtsstuen, og sønnen derefter var gået. Han huskede, at Anders lå på gulvet med fødderne ind mod sengen, men han vidste ikke, om han selv stod på gulvet eller lå i sengen. Han huskede heller ikke, at svigerdatteren kom ind i stuen og prøvede at lægge den døde op i sengen. Men han huskede, at mælkekusken kom til stede og hjalp med at lægge Anders op i sengen. Han havde først erfaret, at sønnen var død, da svigerdatteren havde fortalt ham det, men hvad der var sket, erindrede han ikke.

Politimesteren spurgte ham nu, om han ikke havde tænkt over, hvad sønnen var død af? Hertil svarede han, at det "havde han ikke gjort sig nogen tanke om".

Politimesteren sagde nu til ham, at han med de oplysninger, som han havde, ikke var i tvivl om, at Jacob Nielsen ikke talte sandt og tilføjede, at han vidste alt om Jacob Nielsens gøren og laden i Øse, og desuden havde den anholdte jo udtalt sig til andre om, hvorledes Anders var kommet af dage. Men Jacob Nielsen fastholdt, at han intet kunne huske om drabet. Politiretten hævet.

D. 17. december blev politiretten igen sat. Her mødte grd. Anders Thøgersen fra Biltoft. Han fortalte at han sammen med husmand Chr. Pedersen om morgenen d. 3. december var på vej hen til gerningsstedet. På vejen mødte de Jacob Nielsen, der spurgte dem, om han kunne nå postvognen i Skonager til Varde? Anders Thøgersen spurgte nu Jacob Nielsen, hvorfor han blødte fra et sår i ansigtet? Jacob Nielsen svarede, at hans søn Anders havde overfaldet ham i sengen i nat, og han havde forsvaret sig med en kniv, så Anders døde. Jacob havde ikke sagt, at han havde stukket Anders, men havde meddelt, at han ville melde Anders til politiet, fordi denne var ond ved konen og børnene. Anders Thøgersen mente ikke at Jacob Nielsen her havde en god sag. Hertil svarede Jacob, "at det skulde vi se, for nu gaar jeg hen og melder det"!

Anders Thøgersen mente ikke, at Jacob Nielsen var beruset, men han var svær at blive klog på, fordi han var sær og havde en underlig måde at tale på. Thøgersen sagde, at Jacob var en begavet mand, og han denne morgen optrådte roligt og behersket. De sidste ord, som Jacob Nielsen havde udtalt før de skiltes var, "at vi skulde jo alle dø".

Grd. Thøgersen var nær nabo til drabsstedet, og han vidste, at Anders Nielsen i den sidste tid vat blevet forfalden til drikkeri. Men han blev ikke umedgørlig, stridbar eller ondskabsfuld, selv om han havde fået spiritus. Hans kone havde aldrig klaget over sin ægtefælle, men det var vel ikke umuligt, at Anders Nielsen ikke altid havde behandlet hende og børnene godt. Thøgersen mente ikke, at Anders uden gyldig grund ville overfalde sin far. Den dræbtes forhold til faderen var ikke det bedste. Jacob Nielsen var normalt ret omgængelig, men når han drak blev han støjende og umedgørlig..

Det næste vidne var grd. Thomas Christensen fra Biltoft. Han fortalte, at forholdet mellem Anders og Jacob var godt, når de var ædru. Thomas Christensen kom sjældent i deres hjem, fordi han ikke kunne lide deres drikkeri, men når de besøgte ham, var de altid ædru, fordi de kendte Thomas Christensens holdning til spiritus. Anders Nielsen var på det sidste blevet forfalden til spiritus, men konen havde fortalt Thomas Christensen, at Anders ikke var beruset den nat, han blev dræbt af sin far.

Næste vidne var husmand Chr. Pedersen. Hans vidneudsagn bragte ikke meget nyt om sagen. Men han kunne huske, at da Anders Thøgersen havde sagt til Jacob Nielsen, at han ikke havde nogen god sag, hvis han meldte sønnen til politiet, så havde Jacob svaret, "det er gjort, det er gjort"! Chr. Pedersen tilføjede, at Jacob Nielsen blev brutal, når han var fuld, og Chr. Pedersen havde ofte hørt Jacob Nielsen sige som et slags mundheld, "vi skal jo alle dø!"

Så blev Jacob Nielsen igen taget i forhør. Han kunne stadig ikke huske noget om, hvorledes Anders Nielsen døde. Politimesteren sagde nu til ham, at begivenhederne på drabsnatten var klart belyste, og hans fortielser intet ændrede ved dette. Retten hævet.

D 29. december tog politiretten igen sagen på dagsordenen, og Jacob Nielsen taget i forhør. Han sagde, at han ikke huskede noget som helst, før han så sønnen ligge på gulvet foran sengen. Han tvivlede ikke på, at han havde dræbt sønnen med en kniv. Men huskede ikke, hvorledes det var gået til.

Politimesteren mindede ham nu om, at det var mærkeligt, at han i det første forhør d. 3. december nok kunne huske, at han havde drukket med sønnen, men intet om det følgende. Jacob Nielsen sagde nu, at han lå i sengen, da Anders kom ind til ham i aftægtsstuen. Hertil sagde politimesteren, at dette ikke var sandsynligt, da sønnen jo ville have ham til at falde til ro, og Anders næppe ville have overfaldet ham, hvis han havde ligget i sengen. Men arrestanten fastholdt, at det havde han. Retten hævet.

D. 3. januar 1899 nyt møde i retten. Her fremlagde politimesteren alle vidneudsagnene. De fleste gik ud på at Jacob Nielsen havde været beruset på drabsnatten og han havde skændtes med sønnen, som derpå havde overfaldet ham. Men Jacob påstod stadig, at han intet kunne huske om selve drabet. Retten hævet.

D 5. januar var der nyt møde i retten. Her var Jacob Nielsen igen fremstillet. Forhøret drejede sig nu om kniven, der var blevet fundet stukket ned mellem sengetøjet og sengens sidefjæl. Den var stukket så langt ned, at knivbladets spids var på højde med sengens sidefjæl. Jacob Nielsen benægtede, at han havde skjult kniven der, og skønt han erkendte, at nogen måtte have anbragt den der, så vidste han ikke, hvem der havde gjort det. Han kunne kun huske at Anders lå på gulvet og troede, at han var faldet af sig selv. Mødet hævet.

Det næste retsmøde d. 7. januar bragte intet nyt til belysning af selv drabet og Jacob Nielsen gentog, at han intet kunne huske derom, og at hvis han havde erindret noget, ville han have fortalt det. Retten hævet.

Da retten igen blev sat d. 10. januar kunne Jacob Nielsen huske, at han enten havde ligget i sengen eller stået foran denne, da sønnen kom ind i aftægtsstuen. Anders havde nu kastet sig over ham og derved fået kniven stødt ind i sig. Retten hævet.

Ved de følgende møder i retten kom der intet nyt frem, men på et møde d. 2. marts fremstod postbud Erik Madsen, der fortalte, at han for en 12-14 år siden havde drukket med Jacob Nielsen. De var blevet uenige om et eller andet, og Jacob Nielsen havde truet med at skyde ham.

Der fulgte nu yderligere tre møder i politiretten, men 25/5 besluttede politimester Borberg, at nu var sagen tilstrækkeligt belyst, og den kunne gå til dom. Politimesteren var indtil retsreformen i 1919 både borgmester, politimester og dommer.

Den 8. august 1899 satte politimester Borberg sig i dommersædet og forkyndte dommen. I dommen indgik følgende præmisser:
Jacob Nielsen havde d. 3. december meldt sig til politiet og sagt, at han havde dræbt sin søn.
Den dræbte Anders Nielsen havde efter et skænderi med faderen slået denne i hovedet og med hele sin vægt kastet sig over faderen og derved fået kniven ind i sig.
Faderen havde holdt kniven i venstre hånd og den var gået ind i den dræbtes højre side og ramt hjertet. Det måtte antages, at Jacob Nielsen ikke havde haft styrke til at føre kniven med så stor en kraft, at den fra højre side kunne ramme den afdøde i hjertet.
Det måtte antages, at Jacob Nielsen havde været stærkt beruset, da han kom hjem fra Øse, men ikke mere end han vidste, hvad han gjorde.
Hans udtalelser til forskellige personer om, at han havde dræbt sin søn kunne ikke tillægges større betydning, da Jacob Nielsen havde været beruset.
Som en sidste og vel nok den væsentligste præmis fremlagde dommer Borberg en udtalelse fra Det kgl. Sundhedskollegium (fra 1907 Sundhedsstyrelsen).
Udtalelsen fra Sundhedskollegiet var dateret d. 26. april 1899 og gik ud på, at Jacob Nielsen havde været meget ophidset over det slag, som sønnen havde givet ham, og dette, i forbindelse med at han var beruset, kunne have medført, at han havde været "helt eller næsten uden Bevidsthed, da han stak Kniven i Anders, saa han derefter havde et højst uklart Begreb og Erindring, om hvorledes det Hele gik til". Man fristes næsten til at mene, at Sundhedskollegiet med denne udtalelse havde haft kendskab til den østrigske læge Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalyse, der blev fremsat omkring århundredskiftet. Men ligheden er en tilfældighed, da Freuds tanker næppe var kendt af Sundhedskollegiet. Dommen lød:

Arrestanten, aftægtsmand Jacob Nielsen bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger udredes af det Offentlige.
Anders Nielsen hustru, Mette Marie Christensen havde i forbindelse med sagen krævet erstatning for tabet af sin forsørger. Men dette krav blev afvist.

Stiftamtmanden over Ribe stift, Gustav Stemann, der havde opsyn med amtets domstole, var ikke tilfreds med dommen, og ønskede sagen prøvet ved Overretten i Viborg. Her blev der afsagt dom d. 16. oktober 1899. Overettens præmisser var næsten de samme som Varde byrets:
Der var stor sandsynlighed for, at Anders Nielsen havde kastet sig ind i kniven. Jacob Nielsens udtalelser om, at han havde dræbt sønnen kunne ikke tillægges nogen betydning, da de var fremsat uden for retten.
Endvidere tillagde Overetten Sundhedskollegiets udtalelse stor betydning.
Dommen lød:

Hvad skrev aviserne om sagen?

Vestjyllands Socialdemokrat.

Denne avis havde allerede lørdag d. 3. december en kortere beretning om drabet:
Aftægtsmanden Jacob Nielsen havde dræbt sin søn og selv meldt sig til politiet lørdag formiddag, men havde været så beruset, at politiet ikke kunne få noget at vide om de nærmere omstændigheder. Om Anders Nielsen skrev avisen, at han for nogle år siden var kommet hjem fra Amerika og ejede et sted i Biltoft, hvor han havde holdt fem køer og to små heste. Han var forfalden til spiritus og havde måske i beruset tilstand ophidset sin far, der boede til aftægt hos sønnen. Der kunne også være sket det, at faderen i nødværge havde dræbt sønnen. Anders Nielsen sad småt i det og havde stor gæld. Han var hård mod sin kone og sine børn.

Jacob Nielsen havde som veteran fra de slesvigske krige fået 100 kr. i hædersgave, og det var måske disse penge, der var årsag til uenigheden. Avisen havde talt med kromanden på Skonager kro. Der havde Jacob Nielsen på vejen ind til Varde nydt en kaffepunch og fortalt, at sønnen Anders var død. - Avisen håbede, at politiet snart ville opklare sagen.

Mandag 5/12 havde avisen en fyldig beretning om begivenheden i Biltoft. Avisen klagede over, at naboer ikke med det samme havde sendt bud efter sognefogden, politiet og en læge. Politi og læge (politimesteren og dr. Kietz) kom først kl. 3 om eftermiddagen, og avisen praler af, at dens medarbejder var kommet foran "hele den øvrige Presse og Politiet" til drabsstedet. Avisen skrev, at på afstand tog stedet sig pænt ud. Huset var omgivet af en stor have og mellem de afbladede træer kunne man se flere store kornhæs. Men ankommen til stedet så det helt anderledes ud. Stedet var i den grad forsømt, og både husenes murværk og tage var slet vedligeholdt. Overalt var der tegn på stor fattigdom. Der var kun få møbler. I dagligstuen, som Anders Nielsen og hustruen benyttede til spise- og soveværelse var der kun et umalet træbord, en bænk og to senge, der kun havde to for slidte hestedækkener til sengetøj.

Aftægtsstuen var ligeså tom, men sengen havde bedre sengetøj. Her havde Jacob Nielsen, der var stærkt beruset, lavet spektakel, og da Anders var gået ind for at bringe ham til ro, havde faderen dræbt sønnen med knivstik. Anders' kone havde hørt et skrig fra aftægtsstuen og var gået derind og fundet sin mand liggende på sengen "i den sidste Døds-kamp".

Konen sendte nu den ældste søn hen til naboerne, der imidlertid ikke sendte bud efter myndighederne. Jacob Nielsen, der ikke viste tegn på anger, gik i seng og sov til kl. 8, da han gik ind til Varde for at melde sig til politiet.

Avisens medarbejder havde bedt om at se mordvåbnet, der var en gammel rusten"saakaldt Tollekniv" med et blad på 4½ tomme i længden og en tomme bred. Dette mordvåben havde man fundet under en trækasse og avisen skrev, "at den berusede Mand dog havde haft nogen Omtanke og været klog nok til at gemme "Vaabnet".

Avisens udsendte havde anmodet om at se liget, og Anders' kone havde vist ham ind i aftægtsstuen, hvor Anders lå. Avisen skrev, at selv i døden havde Anders Nielsen beholdt "sine kolde uforsonlige Træk" Den store kniv " syntes at være ført med en forbavsende Kraft og Sikkerhed, som man ikke skulde tiltro den gamle 73-aarige Mand". Mens avisens medarbejder betragtede liget, stod Anders Nielsens kone ved siden af og diede et lille barn, og journalisten gav nu en rørende, sentimental beskrivelse af kvinden og barnet: "En Taarestrøm, maaske den bitreste en Kvinde nogensinde kan fælde, rullede ned paa hendes udækkede Bryst. Det lille uskyldige Barn fæstnede sine forskrækkede Øjne næsten spørgende paa Moderen. Det forstod ikke, hvorfra Modermælken fik sin bitre Smag".

Der fulgte nu et par ord om kvindens fremtidsudsigter, der var truet af stor fattigdom. Derefter gav journalisten sig til at overveje, hvad der var sket. Var det overlagt mord? Så enkelt mente avisen ikke det var. Både sønnen og faderen var forfaldne til spiritus, og hvad der var sket, da de to mænd kom i klammeri, vidste kun Jacob Nielsen, og han havde været så beruset, at han næppe kunne huske det.

Pressen og offentligheden havde før retsreformen i 1919 ikke adgang til retslokalerne. Derfor havde journalisten spurgt politimester Borberg efter det første møde i politiretten om formiddagen den 3. december. Politimesteren havde sagt, at han tvivlede på, at denne sag nogensinde blev fuldt opklaret. Dagen efter tirsdag den 6. december skrev avisen, at sagen nok ville blive meget langvarig, da Jacob Nielsen påstod, at han intet kunne huske. Men avisen tvivlede dog på, om han var så uvidende om begivenhederne, for han havde gemt kniven, ligesom journalisten også havde talt med de personer, som Jacob Nielsen havde mødt på vejen ind til Varde om morgenen den 3. december. Af disse havde journalisten fået at vide, at Jacob Nielsen havde fortalt dem, at han havde dræbt sin søn Anders.

Det må siges, at avisen ud fra de muligheder, den har haft, havde undersøgt sagen grundigt, og at dens oplysninger med undtagelse af mindre detaljer f. eks om knivens findested, var korrekte. Da der ikke var muligheder for at få yderligere oplysninger om sagens gang i politiretten, omtaler avisen ikke sagen før der blev afsagt dom den 8. august 1899. Under overskriften, "En mærkelig Dom" skrev avisen, at Jacob Nielsen var blevet frikendt. Overskriften kunne dog tyde på, at avisen havde ventet en anden dom. Uden kommentar skrev avisen den 16. oktober 1899, at Jacob Nielsen også var blevet frifundet ved Overretten.

Vestjyllands Dagblad.

Højreavisen omtaler kun sagen i to korte notitser den 5. og 6. december. Avisen skrev, at omstændighederne ved Jacob Nielsens drab på sin søn var uklare, og at det ville blive vanskeligt, at komme til bunds i sagen. Avisen omtaler ikke dommen ved de to retsinstanser. Det var ikke sædvanligt, at en aftægtsmand dræbte den, han nød aftægt hos. Det omvendte var det normale i den slags sager. Men avisen har alligevel ikke ment, at dens læsere havde større interesse i denne sag sikkert fordi, den indeholdt så mange sociale aspekter, som avisen ikke ville tage stilling til.

Ribe Amtstidende/Varde Avis.

Venstre-avisen havde ligesom Vestjyllands Socialdemokrat en omtale af sagen i udgaven lørdag den 3. december.

Avisen skrev, at kort før redaktionens slutning, var der indløbet en meddelelse om, at en aftægtsmand Jacob Nielsen i Biltoft havde dræbt sin søn. Jacob var kommet beruset hjem og havde fortsat drikkeriet sammen med sønnen. De var så kommet i klammeri, og der var stor sandsynlighed for, at sønnen først havde slået faderen, og denne derpå havde dræbt sønnen med en kniv ud på natten. - Jacob var om morgenen gået til Varde og havde meldt sig til politiet. Hverken Jacob Nielsen eller sønnen havde et godt ry. Som afslutning skrev avisen, at politimester Borberg og distriktslæge Kietz om eftermiddagen ville tage ud til gerningsstedet.

I mandagsdudgaven den 5. december skrev avisen udførligt om begivenheden i Biltoft.

Avisens udsendte var kørt til Biltoft om søndagen. Det sidste stykke vej til ejendommen var en smal markvej, som var fyldt med huller, så vognen nær var væltet i vejens dybe vandhuller, som var dannet af nattens regn. I modsætning til den socialdemokratiske avis skrev Ribe Amtstidende, at bygningerne ikke var "særlig daarlige", og ligesom sin socialdemokratiske kollega, havde journalisten fra Ribe Amtstidende bemærket de store kornhæs.

Ribe Amtstidende gav nu en mere detaljeret beskrivelse af stuehuset: Gulvene var i hele huset af røde mursten. Den forreste stue var Anders Nielsens soveværelse. Her var der kun en seng og en stol, hvorpå der lå noget tøj. Der var et stort "glorødt Farvelitografi" på væggen.

Det næst rum var konens og børnenes soveværelse. Her stod to sengesteder, en vugge, et skab, et bord og et par stole med halmsæder, "alt sammen gammelt, skrøbeligt og faldefærdigt". Fra denne stue førte en dør til aftægtslejlighedens køkken, der var halvanden alen bredt og tre alen langt (ca. 2 m₂ ) med et stort åbent ildsted i den ene ende. Fra køkkenet førte en dør ind til aftægtsmandens sovekammer. Her stod et umalet skab, en lænestol, et par andre stole, en seng og en kakkelovn. På væggen var en farvet krans til minde om Jacob Nielsens afdøde kone. Det var alt sammen lige så dårligt og affældigt som i den anden lejlighed. Avisen skrev om møblementet: "Vi kan ikke anskueliggøre dette bedre end ved at sige, at hvis Indboet kom paa Auktion, vilde det Rub og Stub ikke indbringe mere, end hvad det var værd som Brændsel og maaske knap nok det". Det var et sørgeligt bevis på, hvorledes et hjem kunne komme til at se ud, når forsørgerne havde "større Kærlighed til Brændevinen end til Hjemmet".

Journalisten fik nu Anders Nielsens kone til at fortælle om nattens begivenheder. Jacob Nielsen var kommet fuld hjem fra Øse ved 22.30 tiden og havde sammen med sønnen givet sig til at drikke kaffepunche. Ved 1.30 tiden ville Anders ikke drikke mere og var gået i seng. Det var Jacob Nielsen blevet vred over og havde lavet et forfærdeligt spektakel inde i aftægtslejligheden. Anders var nu stået op og gik gennem konens soveværelse ind i aftægtslejlighedens soveværelse. Konen hørte kort derefter et højt skrig. Hun spang ud af sengen og ind i Jacob Nielsens sovekammer, hvor hun fandt Anders liggende oven på Jacob Nielsen i sengen. Hun prøvede nu at løfte Anders op, men han gled fra hende ned på gulvet, idet han udstødte et suk og døde. Hustruen sendte nu den ældste søn, den 14-årige Niels, hen til den nærmeste nabo, mælkekusk Chr. Rasmussen. Da denne kom ind i Jacob Nielsens stue blev han modtaget af Jacob med ordene: "Hvad vil du her? Her er ikke noget for dig at gøre. Ja, vi skal jo alle dø. Jeg har set meget, der var værre end dette. Lig i hele Dynger".

Avisen skrev, at kniven var blevet fundet i sengen. Den var ca. fem tommer lang og måtte have været ret skarp. Da avisens udsendte spurgte ind til forholdet mellem Jacob Nielsen og hans søn samt forholdet mellem Anders og hans hustru, udtalte hun sig så forbeholdent, at journalisten fik det indtryk, at hun ville dække over Anders' svagheder. Da journalisten direkte spurgte, om der var ufred mellem far og søn, svarede hun, "Nej kun naar de svirede, og jeg tror ikke, der var andet i Vejen - - end at Anders ikke vilde drikke flere Punche med ham".

Om Anders Nielsen skrev avisen, at han var 43 år og for en del år siden kommet hjem fra New Zealand, hvor han havde tjent nogle tusinde kroner. For disse havde han købt en gård i Fåborg sogn. Denne havde han solgt for tre år siden, og overtaget faderens sted i Biltoft. Vestjyllands Socialdemokrat skrev, at Anders Nielsen havde været i Amerika, men det er ligegyldigt i denne forbindelse. Anders og konen havde fem børn. Den ældste var 14 år gammel og den yngste pige kun tre måneder. Anders havde tre søskende. En broder var rejst til Amerika, en søster var gift i Næsbjerg og en søster, der var gift med en mand på Varde Søndermark.

Om de økonomiske forhold på stedet skrev avisen, at de var dårlige, men jordstykket til gården var ikke så lille, og der var en besætning på seks køer og en hest. Men Anders gjorde ikke meget ved bedriften, sagde hans kone, Hun vidste ikke meget om svigerfaderens og mandens økonomiske forhold. Jacob Nielsen havde vist for nogle år siden arvet nogle penge og fået en veterangave på 100 kr. Da journalisten sidst på eftermiddagen var ved at forlade stedet, havde konen spurgt ham om, hvilken straf Jacob ville blive idømt? Her havde avisens udsendte svaret, at Jacob ville slippe billigt, hvis det var et "Vaadedrab". Konen havde da udbrudt forskrækket: "Der kan da vel ikke blive Tale om, at han kommer her tilbage? For saa vil jeg ikke være her!"

Avisen sluttede artiklen den 5. december med nogle overvejelser om drabet.

Anders Nielsen havde ikke det bedste ry blandt naboerne, fordi han drak og ikke bestilte noget. Forholdet mellem ham og faderen havde ikke været godt, og da Jacob lørdag morgen var gået til Varde, ville han melde Anders til politiet, fordi han ikke behandlede konen og børnene godt.

Om selve drabet mente avisen, at der kunne være tre forklaringer. 1) At de to mænd i deres fuldskab var kommet i slagsmål og var tumlet om på Jacob Nielsens seng, og Anders derved var faldet ned over kniven, som faderen holdt i sin hånd. Denne forklaring anså avisen dog ikke for sandsynlig. 2) Anders havde overfaldet Jacob og denne havde i nødværge stukket ham med kniven. 3) Det var overlagt mord, fordi Jacob Nielsen havde udtalt, at han havde haft kniven liggende i flere dage.

Hvad der faktisk var sket, ville de kommende dages forhør måske bringe klarhed over, men sagen kunne også ende med at være uopklaret, hvis Jacob Nielsen ikke kunne berette, hvorledes drabet var sket. Det sidste fik avisen ret i. Dagen efter den 6. december skrev den om sagen, at Jacob Nielsen under forhøret sagde, at han intet huskede om drabet.

Avisen sluttede dagens tekst med at lange ud efter Vestjyllands Socialdemokrat, der i sin omtale af sagen den 5. december havde skrevet, at bladet om lørdagen den 3. december havde skrevet mere udførligt om sagen end noget andet blad. Ribe Amtstidende skrev, at Vestjyllands Socialdemokrat havde skrevet 54 linier, mens Ribe Amtstidende havde brugt 65 linier om sagen. Desuden var Ribe Amtstidende udkommet, mens Vestjyllands Socialdemokrat endnu var i trykken. - Den sidste påstand kan ikke kontrolleres, men antallet af linier passer.

Ribe Amtstidende havde med denne fyldige artikel haft en klar fordel af at have besøgt gerningsstedet om søndagen den 4. december, da der var faldet ro over stedet. Journalisten havde kunnet gå rundt i huset og iagttage dets indretning, og han har kunnet bringe Anders Nielsens kones beretning om nattens begivenheder. En beretning, der stort set svarede til den, hun afgav i byretten den 10. december. Avisen havde således tidligt kunnet give en nogenlunde autentisk beskrivelse af begivenhedsforløbet på gerningsstedet i Biltoft.

Om dommen den 8. august 1899 skrev avisen, at Jacob Nielsen blev frifundet, fordi han intet kunne huske om nattens begivenheder. Avisen mente dog, at dommen ville blive anket til Overretten.

I avisens udgaver den 9., 10. og 11. august var der på forsiden en ren afskrift af domprotokollens 24 sider. Skønt der ikke var offentlighed i retsplejen, så var dette ikke ulovligt, når dommen var afsagt. Men det var helt usædvanligt, at en avis således offentligjorde en dom. Ikke en gang den store sag om Vestjyllands Landmandsbanks fallit år 1900 og de efterfølgende retssager om evt. bedrageri fik en sådan omtale. Når avisen brugte så megen spalteplads på sagen, kan det skyldes, at dommen har været ret omdiskuteret i byen, og avisen derfor har villet oplyse offentligheden om dommens præmisser.

Den 16. oktober nøjes avisen med at omtale, at Overretten havde stadfæstet byrettens dom.

Hvordan gik det nu Anders Nielsens enke og Jacob Nielsen i tiden efter sagens afslutning? Mette Marie Christensen blev gift igen. I følge kirkebogen for Næsbjerg sogn blev hun den 30. oktober 1900 viet til den 56-årige enkemand og møllersvend, Ole P. Jacobsen fra Alslev, og i følge folketællingen fra 1901 boede hun på gården i Biltoft sammen med ham og sine fem børn.

Jacob Nielsen døde i følge Næsbjerg sogns kirkebog den 4. august 1905 på Varde Søndermark, hvor han havde levet af alderdomsunderstøttelse og boet hos en slægtning, avlsbruger Søren Pedersen, der var hans svoger. Søren Pedersens gård lå på Ribevej 54, der i dag er en kommunal ejet, tom grund lidt syd for Søndermarksvej. Jacob Nielsen blev begravet på Næsbjerg kirkegård den 9. august 1905. I folketællingen for Varde købstad 1901 boede han hos Søren Pedersen som aftægtsmand. Men han havde ikke lagt drikkeriet på hylden. I 1902 fik han en bøde på 2 kr., fordi politiet havde antruffet ham i beruset tilstand i Varde by.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.