Til sidebund
En ægteskabssvindlerske.
Af Ole Nørskov Nielsen
Under denne overskrift indleder Ribe Amtstidende/Varde Avis 20/1 1920 en gennemgang af retsagen mod Helga Grand. Ved retsreformen i 1919 fik publikum og pressen adgang til at være til stede i retten under sagernes behandling. Forsvarer og anklager skulle ikke længere komme med skriftlige indlæg, da hele proceduren var mundtlig. Ribe Amtstidende/Varde Avis skrev, at politiet i Varde havde fået oplyst, at hun skulle opholde sig på Sjælland nærmere betegnet på Slagelseegnen. Her havde hun boet hos en gårdmand. Hun havde fortalt denne, at hun ejede to gårde i Sønderjylland. Varde politi havde sendt en anholdelsesbegæring til politiet i Slagelse, som ville sende damen til Varde, så snart de fik fat i hende.
For alle eventualiteters skyld havde politimesteren i Varde, Osvald Petersen, anmodet grænsegendarmerne om at sørge for, at hun ikke kom over grænsen til Tyskland. Om sagens videre forløb skrev Ribe Amtstidende/Varde Avis, at politiet i Varde havde opgivet, at få Helga Grand dømt, og derfor ville frafalde sigtelsen mod hende. Oprindelig havde 11 personer anmeldt hende for bedragerier, men de fleste frafaldt deres anmeldelser. Det var sikkert årsagen til, at Varde politi ville opgive sigtelsen.
Ellen Sophie Rahn født 13/4 1889 i Sommersted.
Fra hendes fødeby Sommersted havde præsten beskrevet hende som en fra barndommen forbryderisk natur. Familien havde fuldstændig afskrevet hende. Præsten mente, at det ville være nytteløst, at sætte hende i arresten. Hun hørte snarere hjemme på en sindsygeanstalt.
Disse oplysninger fra præsten i Sommersted var først tilgået politiet i Varde, efter at det havde sendt anmodning om at frafalde sigtelsen til statsadvokaten i Kolding. Oplysningerne fra Sommersted blev med det samme sendt til statsadvokaten i Kolding, som nu besluttede, at sigtelsen mod Helga Grand ikke skulle bortfalde.
Helga Grand kom til Varde d. 3/2 1920 og kom straks i forhør hos politiet. Her fortalte hun, at hun før sit ophold på Slagelseegnen havde opholdt sig på øen Sild, hvor hun havde fået plads hos en gårdmand. Men hun forlovede sig med en hotelejers søn og levede flot på hotellet, alt imens hun stiftede en stor gæld hos de handlende på øen.
Men hun ville mere, og hun købte sin husbonds gård for 44.000 mark uden nogen udbetaling. Senere købte hun en hingst for 8.000 mark samt en ko for 3.000 mark. I begge handler betalte hun ikke nogen penge, men solgte senere både hingsten og koen samt et par kreaturer fra den gård, som hun havde købt uden at erlægge nogen penge. Hun stak pengene i sin egen lomme og flygtede fra Sild til Danmark.
Hun var således ikke blevet straffet for sine bedragerier på Sild. Men for flere år siden havde hun afsonet en straf på to års fængsel i Haderslev for bedrageri og en dom på fængsel i et år i Rendsborg ligeledes for bedrageri.
Torsdag d. 5/2 1920 blev Helga Grand stillet for retten i Varde. Det blev her oplyst, at henden rigtige navn var Ellen Sophie Rahn født 13/4 1889 i Sommersted. Hun var blevet gift i 1913 og senere skilt fra manden. Hun var blevet straffet to gange i Tyskland for bedrageri, og var nu anklaget for bedrageri mod 11 personer i Varde.
Efter at have oplyst dette tilføjede dommer Frederik Vilhelm Müller (1855-1932), at det, der især havde interesse, var hendes forhold til skomager Carl Kristoffer Pallesen (1869-1925), der havde sin forretning på Nørregade 5. Ribe Amtstidende/Varde Avis refererede nu hele ordskiftet i retten.
Dommeren (herefter D): "Hvordan kom De til Pallesen som husbestyrerinde?"
Anklagede(herefter A): "Jeg fik en anvisning på Højskolehjemmet af en frk. Terp, som jeg traf."
D: "Hvilken løn skulle De have?"
A: "Der var intet aftalt. Jeg skulle først på prøve."
D: "Så blev De forlovet med Pallesen?"
A: "Ja i september måned."
D: "De fik ikke pladsen ved urigtige oplysninger?"
A: "Nej."
D: "Var det Deres mening at gifte Dem med Pallesen?"
A: "Ja."
D: "Han troede altså, at De var enke, og at Deres mand var død i krigen?"
A: "Ja."
D: "De fortalte Pallesen, at De var ejer af 40.000 kr.( 920.000 kr. i nu-tids penge) i Kolding Bank og 20.000 kr. i Deres mands gård i Sønder-jylland?"
A: "Ja."
D: "Hvorfor gjorde De det?"
A: "Det ved jeg ikke selv."
D: "Var Pallesen bekendt med, at De brugte af hans penge også til Deres eget forbrug?"
A: "Ja."
D: "Ja, men Deres personlige forbrug blev jo efterhånden meget stort. Alene hos Thorup Christensen har de fået for 2.000 kr."(i nutids penge 46.000 kr.) Thorup Christensen var manufakturhandler med forretning på Storegade 34.
A: "Det ved jeg ikke."
D: "Det ved De ikke. Ja, når De ikke ved det, hvem skulle så vide det?"
A: "Ja, det ved jeg ikke."
D: "De har jo købet for 6000 kr.( inutids penge 138.000). Hvad er de gået til?"
A: " Det ved jeg ikke. Til portierer i huset og mere."
D: "Thorup Christensen har forklaret, at han ikke havde betænkeligheder ved at betro Dem varer for 4.820 kr., da De tidligere havde købt og betalt for 2.000 kr. og desuden skulle giftes med Pallesen."
A: "Jeg ved det ikke."
D: " De ved det ikke. Nå ja, Det er for øvrigt heller ikke konstateret endnu. Men Deres forhold til Pallesen? Det er så uklart som muligt. Har De brugt pengene til varer, må disse kunne findes. Er de derimod brugt i huset, er der ikke noget at sige, så kommer det jo Pallesen til gode. De skal ikke dømmes for noget, De ikke har gjort, men så vidt det er oplyst, har De brugt over 1.000 kr. ( i nutids penge 23.000 kr)., ud over det, De havde lov til."
A: "Ja, det har jeg også."
D: "Hvor meget ville De have anset som passende i løn, hvis De skulle have haft en sådan?"
A: " 50 kr. om måneden." ( i nutids penge 920 kr.) En tjenestepige i Varde fik i 1920 ca. 40 kr. om måneden plus kost og logi. Frk. Rahn satte ikke sit lys under en skæppe!
D: "Ja, så meget havde de altså lov til at bruge. De mener altså, at De kun har brugt 800 kr., som De ikke havde lov til?"
A: "Ja."
D: "Støvlerne og damestrømperne, som De tog med, da De rejste, hvor hidrørte de fra?"
A: "Fra Pallesens butik, hvor de var til salg."
D: "Men så Gardinerne og skilderierne, som De også tog med?"
A: "De var også fra Pallesens butik."
D: "Var der ikke truffet nogen aftale om, hvornår brylluppet skulle stå?"
A: "Nej."
D: "Hvornår opgav De tanken om ægteskab?"
A: "Efter jul. Da ville jeg sige det hele til Pallesen."
D: "Da De rejste her fra Varde, tog De jo en masse sager med Dem. De kom her til byen med en flip og en redekam og rejste bort med flere kufferter fulde af varer."
A: "Ja, to kufferter."
D: "De rejste fra Varde den sjette januar til Holstebro og kom tilbage samme aften. Hvorfor kom De tilbage?"
A: "Fordi jeg ville sige det hele til Pallesen."
D: "Nå, da ville De også sige det, men kunne ikke. Var der nogen særlig grund til at rejse til Holstebro?"
A: "Ja, for at få kufferterne sendt hemmeligt afsted til Sjælland."
D: "Var alle de indkøbte varer i kufferterne?"
A: "Ja, de fleste."
Her sluttede retsmødet efter 2½ time. Den 7/2 blev sagen genoptaget. Før forhøret begyndte spurgte dommer Müller om frk. Rahn ønskede sagen for en nævningedomstol. Hertil svarede hendes forsvarer, overretssagfører Harck, at det ønskede hun ikke. Nu fremstod skomager Pallesen(herefterP) i retten.
D: " Er det rigtigt, at hun ingen løn fik?"
P: "Ja, hun skulle ingen løn have."
D: "Fik hun tilladelse til at indkøbe for Deres regning?"
P: "Nej, jeg gav hende besked om, at hvis hun skulle bruge penge, kunne hun få."
D: "Gav De hende da ikke tilladelse til at bruge pengene?"
P: "Nej, jeg havde nøglen, men den fik hun om morgenen."
Her brød frk. Rahn grædende ind: "Du lyver. Du kan lige så godt tale sandt. Det bliver ellers værre for dig end for mig!"
D: "De fastholder altså, at De ikke har givet hende tilladelse til at tage af kassen?"
P: "Jeg kan da ikke huske det."
D: " De har ganske udtrykkelig sagt under politiforhøret, at De ikke havde givet hende tilladelse til at tage af Deres pengekasse. Derimod havde hun ret til at ordne alle indkøbene til hjemmet. Deres forklaring passer altså ikke?"
P: "Jeg kan ikke erindre det."
D: "De ville altså gifte Dem med hende. Har De ikke derefter givet hende lov til at bruge af pengene? Var De ikke klar over, at hun brugte mange penge?"
P: "Jo, jeg har også protesteret mod det."
D: "Ved De ikke i hvilket omfang, hun har bestjålet Dem?"
P: "Nej, der er stadig gået en del af pengene."
Frk Rahn afbryder og siger: " At han efter disse forklaringer kom til at afgive falsk ed!"
D: "Det er der jo slet ikke tale om nu."
D: til P: "Anser De dem stadig for bedraget eller bestjålet?"
P: tier.
D: "De må jo afgive en sandfærdig forklaring, der skal beediges."
Forsvareren: "Jeg synes vidnets forklaringer er noget usikker."
D: "Ja, det er jo også derfor, at vi må gennemgå det gang på gang."
D:Til P: "Har de givet hende lov til at tage af pengene?"
P: "Det kan jeg ikke huske."
D: "Ja, men det har De jo tidligere sagt i politiforhøret. Anser De dem for bestjålet eller bedraget? Var de først efter, at De blev forlovet med hende, at hun fortalte om de mange falske foregivender om penge i Kolding o.s.v.?"
P: "Ja".
D: "Var det også først efter den tid, at hun begyndte at bruge de mange penge?"
P: "Ja."
Forsvareren: "Det forlyder, at en del af pengene er gået til en af Pallesens sønner".
D: "Er det rigtigt?"
P: "Det ved jeg ikke."
Frk Rahn: "Det ved du lige så godt som jeg Carl. Den gang han kom hjem fik han 200 kr." ( I nutids penge 4.600 kr.)
D: "Har hun henvendt sig til Dem om penge til husholdningen?"
P: "Ja":
Frk. Rahn: "Nej, ikke altid!"
D: "Har De givet hende penge?"
P: "Ja, når hun bad om dem"
D: "Vidste De, at hun tog penge af kassen?"
P: "Ja."
D: "Hvor havde De Deres pengekasse?"
P: "I en blikkasse i kommoden i soveværelset."
D: "Havde hun altid adgang hertil?"
P: "Ja."
D: "Hvornår opdagede De første gang, at hun havde taget penge?"
P: "Den 23/9 1919."
D: "Sagde De noget til hende derom?"
P: "Nej, først op mod jul, da hun tog de 300 kr". (I nutids penge 6.900 kr.)
D: til frk. Rahn "Hvor meget mener De, at Pallesens søn har fået?"
A: "300 kr."
D til Pallesen: "Havde De ikke noget imod det?"
P: "Nej!"
D: "Ville De have fundet Dem i, at hun brugte så mange penge, hvis hun ikke var kommet med de falske foregivener?"
P: "Nej!"
D: "Hvor meget anser De, at frk Rahn har taget hos Dem? Hvor stort er beløbet?"
P: "Det kan jeg ikke nærmere bevise."
Dommeren beordrede nu støvler, silkestrømper m.v fremlagt i retten. Pallesen vurderede de stjålne genstande og ansætte dem til ca. 500 kr.
D: "Ønsker De nogen erstatning for genstandene?"
P: "Nej!"
D til A: "Det har De ikke noget imod?"
A: "Nej."
D: "Ud over genstandene mener De ikke at være blevet bestjålet af A? Men De mener, at hun har misbrugt Deres tillid?"
P: "Ja."
Så blev retsprotokollen oplæst og godkendt af såvel Pallesen og A.
D til A: "Vil De også godkende, at De har brugt penge, som De ikke havde fået lov at bruge?"
A: "Nej, det kan jeg ikke. Jeg havde fået hans tilladelse."
Pallesen aflagde derpå ed og fik udleveret de stjålne genstande.
Den 19/2 1920 blev der afsagt dom over frk. Rahn, efter at hele hendes synderegister var blevet gennemgået. Frk. Rahn erklærede, at hun ville have sin dom med det samme, og ikke vente på, at hendes forsvarer kom med et nyt indlæg. Overretssagfører Harck nøjedes så med at sige, at han ville indstille hende til rettens mildeste dom. Derefter afsagde dommer Frederik Müller dommen, der lød på 120 dages simpelt fængsel på almindelig fangekost. Desuden skulle hun betale 50 kr. (i nutids penge 1150 kr.) i salær til sin forsvarer, overretssagfører Harck.
Inden dommen blev afsagt kom den gamle redaktør af højreavisen Vardeposten, N.P. Kjelst (1838-1928) med et indlæg i Ribe Amtstidende/ Varde Avis 10/2 1920. Kjelst skrev, at skomager Pallesen alle dage havde været en hæderlig og stræbsom mand, der havde passet sit håndværk og aldrig havde over-trådt lovene. Hans eneste forseelse var, "at han havde ladet sig besnære og delvis ruinere af et intrigant, hysterisk og forbryderisk Fruentimmer, men alt dette turde dog efter gammel retspraksis henregnes til Privatlivets Forhold, hvori hverken Blade eller Publikum bør have Ret til offentlig at blande sig. ----"
For nogle Aar siden fik vi en Retsbestemmelse om, at Navne ved mindre Forseelser ikke måtte offentliggøres. Men er det da gennem den udskregne Retsreform tilladt, at trække fuldt ud hæderlige og uskyldige Folk gennem Sølen, saaledes som det er sket med Hr. Pallesen? ---- Nej, maa vi ikke atter bede om den gamle Lov, eller i hvert Fald faa den nye ændret derhen, at den i nogen Måde værner om Privatlivets Fred saledes, at den Part, som intet forbryderisk har bedrevet bliver fritaget for at blive offentlig tilsølet og overgivet nyfigne Sladerkællingers Kaffepassiar."
Redaktøren for Ribe Amtstidende/Varde Avis, Niels Jensen svarede i samme avis. Meningen med den nye retsreform, der var trådt i kraft 1/10 1919, var at få adskilt den udøvende og dømmende magt, samt at der skulle være offentlig adgang til retten. Det var nok det, at pressen fik adgang til retten, som Kjelst var uenig i. Niels Jensen indrømmede da også, at dette kunne være et problem, hvis ikke aviserne pålagde sig selv visse begrænsninger. Niels Jensen mente, at de referater, som avisen gav af sagen mod "Helga Grand" var meget afdæmpede. "Ting, som vi ikke mente egnede sig til offentliggørelse - og det var ikke så helt lidt - er uværgerligt blevet strøget i Referaterne." - Det var muligt, at man kunne have udeladt mere, men paa den anden side, hvor gik grænsen for hvad der måtte skrives?
Niels Jensen mente, at Kjelst ville give ham ret i, at en sag som "Helga Grand-sagen" skulle omtales i avisen, og det var umuligt at gøre dette uden at omtale skomager Pallesen. Niels Jensen mente ikke, at Ribe Amtstidende/Varde Avis med sine referater fra retten havde tilsølet Pallesen, og at "dennes hæderlighed som Borger og Menneske ikke i mindste Maade har lidt Skade ved den Omtale."
Hvad var det, som Ribe Amtstidende/Varde Avis mente, at det ikke egnede sig til offentliggørelse? Det, som Ribe Amtstidende/Varde Avis ikke refererede fra retssagen mod frk. Rahn var følgende ifølge Retsbogen 1919-20: Hun var blevet forlovet med Pallesen i september måned 1919, "til hvem hun derhos trådte i et kønsligt Forhold til." Hun havde nøglen til Pallesens blikpengekasse, men hun havde ikke tilladelse til at tage penge af den. Det var meningen, at hun skulle bruge nøglen til at åbne butikken.
Pallesen blev hurtigt klar over, at hun brugte penge af kassen. Han gjorde ikke indvendinger, fordi han forventede, at han ved at indgå ægteskab med hende ville få adgang til den formue, som hun påstod at eje.
Lidt før jul 1919 havde han dog indskærpet over for hende, at hun skulle spørge ham, før hun tog penge af kassen. Hun havde brugt 2.500 kr. af Pallesens penge (i nutids penge 66.024 kr) Hun havde købt ting til brug i Pallesens hjem for 500 kr. Hun havde taget beklædningsgenstande hos Pallesen for 500 kr. Disse var blevet leveret tilbage til Pallesen, så hans tab blev i alt 1.500 kr. Hun havde købt til sit private forbrug hos handlende i byen. Hos kbm. Thorup Christensen 4.820,35 kr. (i nutids penge 127.304 kr). Her havde hun afdraget 286 kr., som hun havde taget hos Pallesen. Hos skrædder Jacob Nielsen 123 kr. Hos skrædder M. Hansen 493 kr. Her havde Pallesen efter hendes bortrejse betalt 122 kr. Hos modehandlerske Anna Hansen 59 kr. Hos modehandlerske Marie Petersen 67 kr. Hos frk. Agnes Olsen, Sæbehuset 315,50 kr. Her havde frk. Rahn afbetalt 70 kr. Også disse penge havde hun taget fra Pallesen. Hos guldsmed Billing 190 kr. Hos boghandler Sloth-Christensen, Loh-ses Boghandel 67 kr. Hos sadelmager Thorbøl 75 kr.
Ved alle disse indkøb havde de handlende ikke krævet oplysninger om hendes økonomiske forhold for at sælge varerne til hende på kredit. Thorup Christensen oplyste, at havde givet hende kredit, fordi hun tidligere havde købt stort ind hos ham og betalt kontant.
Ellen Rahn påstod nu, at hun ikke havde købt på kredit med den bagtanke ikke at betale. Men det var bare blevet til for meget, så hun ikke havde anden mulighed end at bede Pallesen om at betale. Men dette havde hun også opgivet, da hun ikke mente, at Pallesen havde så mange penge. Det kom nu frem, at frk. Rahn også havde bedraget trikotagehandlerske Marie Holdt. Her havde hun mellem jul og nytår 1919 fået udleveret forklæder og livstykker til en værdi af 62,20 kr.
Dommeren gjorde nu de bedragedes tab op. Pallesen havde tabt 1.500 kr. Samme beløb havde Thorup Christensen mistet, da han havde fået en del af de solgte varer tilbage. Agnes Olsens, Sæbehuset tab var 245,50 kr. Alle de andre handlende havde fået deres varer tilbage, og havde ikke krævet erstatning. Alt i alt løb Ellens Rahns bedragerier op i 3.245,50 kr. (i nutids penge 85.713 kr)
Før han afsagde dommen, bemærkede dommeren, at han ikke troede på, at Ellen Rahn havde haft til hensigt at betale, da hun købte varerne på kredit. Man må jo give redaktør Niels Jensen ret i, at "det ikke var saa helt lidt", han havde undladt at referere fra retten f. eks. at Pallesen og frk. Rahn havde fuldbyrdet ægteskabet, før de blev gift. Heller ikke navnene på de handlende, som havde været så naive, at give frk. Rahn kredit, var refereret med undtagelse af Thorup Christensen. Endelig havde Niels Jensen heller ikke i referatet nævnt de beløb, som Ellen Rahn havde snydt de handlende for, igen med udtagelse af Thorup Christensen, der jo også var den, der sammen med Pallesen havde mistet flest penge
Redaktør Niels Jensen (1883-1961) nummer to fra højre i lystigt selskab ca. 1925.