Til sidebund

En grim historie.

Den 16. februar 1905 blev skrædder Niels Nielsen anholdt, og den følgende dag fremstillet i politiretten og anklaget for overtrædelse af straffelovens § 16 vedrørende forbrydelser mod sædeligheden. Ifølge anklagen havde han i begyndelsen af november 1904 forsøgt at voldtage sin datter Ane Nielsen på loftet i huset, hvor de boede på Fiskergade 8. Et hus der lå på hjørnet af Fiskergade og Smedegade. Huset var bygget i 1881. Niels Nielsen og hans familie boede i baghuset, og det var på loftet i dette hus, at Niels Nielsen skulle have forgrebet sig på datteren.

Hun var 17½ år gammel, og havde som 15 årig tjent ude i Vittarp, hvor hun havde sat ild på et par gårde. For denne forbrydelse var hun blevet idømt to års forbedringshus, som hun havde afsonet i kvindefængslet på Christianshavn.

17/2 1905 fortalte Niels Nielsen i Varde politiret, at han en dag ved middagstid kort efter hendes hjemkomst fra forbedringshuset havde sagt til hende, at hun skulle gå op på loftet og ordne noget brændsel. Han gik selv med derop og indrømmede, at han havde "sanselige Fornemmelser over for hende". Men han benægtede, at det havde været hans hensigt at opnå samleje med datteren. Han ville hjælpe hende med at samle nogle tørv og klyne i én stak, da dette brændsel lå spredt over hele loftet.

Mens datteren var i gang med at samle tørvene, tog han fat i hende og kastede hende omkuld. Han lagde sig oven på hende og løftede hendes kjole op, og da hun ingen underbukser havde på, så blev hendes underliv blottet. Selv om datteren gjorde modstand, forsøgte han at opnå samleje med hende. Men samlejet blev ikke fuldbyrdet, da han opdagede, at hun var jomfru. Han sagde, at han ville have gennemført samlejet, hvis han ikke havde gjort denne opdagelse. Efter faderens skøn tumlede han med datteren i ca. ti minutter. Han tilføjede, at hustruen var kommet hjem lidt senere og ikke, mens han forsøgte at voldtage datteren.

Niels Nielsen påstod, at han ikke kunne huske, at han, efter at de var kommet ned fra loftet, havde forsøgt at få datteren med ind i et pulterkammer og "gøre det færdigt". Han erkendte, at han om formiddagen havde drukket en del og ikke var ædru. Ligeledes benægtede Niels Nielsen, at han ca. otte dage senere skulle have lagt sig oven på datteren, mens denne endnu lå i sengen. Han havde berørt hende, men ikke gjort hende noget.

Han benægtede også, at det havde været hans hensigt at opnå samleje med datteren, da de en dag gik på kirkegården. Han havde blot "for Sjov" taget fat i hende. Han nægtede også at han skulle have været usædelig over for en yngre datter, Marie.

Dagen efter d. 18/2 fremstod datteren, Ane Nielsen i retten. Hun forklarede, at før hun kom i forbedringshuset, havde faderen ikke gjort tilnærmelser til hende. Dagen efter at hun var kommet hjem, bemærkede hun heller ikke noget, før de var kommet op på loftet. Her havde han med stor kraft kastet hende om i tørvene og forsøgt at få samleje med hende. Han havde opgivet forsøget, da hun sagde til ham, at hun kunne høre moderen tale med nogen nede i bryggerset, som lå ved trappen til loftet. Ane Nielsen mente også, at faderen havde tumlet med hende i mere end ti minutter. Hun fortalte også, at da de var kommet ned fra loftet, havde han forsøgt at få hende med i pulterkammeret for at "gøre der færdigt".

Otte dage senere var han kommet ind til hende, mens hun lå i sengen. Han havde forsøgt at trække dynen af hende, men hun havde holdt fast i denne. Han havde så lagt sig oven på hende og forlod hende først, da de andre børn vågnede. Hun var ikke i tvivl om, at hvis hun ikke havde holdt fast i dynen, så ville han have forsøgt at få samleje med hende. Hun fortalte også, at faderen en dag på kirkegården, havde forsøgt at vælte hende omkuld og i den forbindelse havde spurgt hende, om hun ikke ville ligge hos ham? Ane mente ikke, at hun havde fået mén efter faderens forsøg på samleje med hende, og hun tilføjede, at hun aldrig havde ligget med en mand.

Derefter fremstod Niels Nielsen kone, Stivert Nielsen, for retten. Det besynderlige fornavn var ikke en skrivefejl fra politimesterens side. I følge kirkebogen blev hun døbt Stivert i Ølgod kirke 29/6 1862. Stivert Nielsen fortalte, at datteren havde sagt til hende, hvad der var foregået på loftet. I første omgang havde Stivert Nielsen forstået det således, at faderen havde haft fuldbyrdet samleje med datteren på loftet. Men senere havde hun indset, at dette ikke var tilfældet. Ane havde desuden fortalt moderen, at hun ikke kunne være i fred for faderen. Men de nærmere omstændigheder desangående havde Ane ikke berettet om. Stivert fortalte endvidere, at datteren Marie havde sagt til hende, at faderen havde været uterlig over for hende.

Nu fremstod den ni årige datter Marie for retten. Hun sagde, at faderen en gang, da de lå i samme seng, havde skubbet sit lem ind mellem hendes ben. Det var kun sket en enkelt gang, og det havde ikke gjort ondt. Marie kunne ikke huske, hvor længe det var siden.

Den 21/2 1905. Niels Nielsen kom igen i forhør. Han fortalte, at det var 14 dage efter Anes hjemkomst fra forbedringshuset, at de var gået op på Loftet. Han benægtede, at han efter hendes hjemkomst havde "sanselige Følelser" over for datteren. Det var pludselig kommet over ham den formiddag på loftet. Han erkendte, at han havde kasten Ane om i tørvene, hvilket var en let sag, da Ane stod usikkert mellem tørvene. Niels Nielsen tilstod, at det havde været hans hensigt at opnå samleje med datteren, hvis det viste sig, at "hun tidligere havde haft med Mandfolk at gøre". Efter Anes hjemkomst havde han hørt, at hun skulle være "tilbøjelig til Kæresteri", men det var nogle rygter, som han havde hørt, og han kunne ikke huske, hvem der havde fortalt ham det.

Han kunne ikke huske, om grunden til, at samlejet ikke blev fuldbyrdet var datterens jomfruelighed, eller det var fordi der kom nogen ind i bryggerset neden for loftstrappen. Ane havde gjort kraftig modstand mod hans overgreb, men hun havde ikke skreget.

Niels Nielsen indrømmede også, at han en enkelt gang havde foreslået Ane, at de skulle gå ind på pulterkammeret, og han benægtede ikke, at det var, da de var kommet ned fra loftet. Men kan kunne ikke huske, at han havde sagt til hende, at de skulle "gøre det færdigt".

Niels Nielsen erkendte også, at han otte dage senere havde ligget over datteren i hendes seng. Men han kunne ikke forklare, hvorfor han havde gjort det. Han havde også forsøgt at trække dynen af hende, men det var for at få Ane til at stå op. Niels Nielsen benægtede, at han på kirkegården havde til hensigt at opnå samleje med datteren, og han tilføjede, at han aldrig havde været uterlig over for datteren Marie.

Den 22/2 1905. Denne dag kom Stivert Nielsen igen i forhør. Hun fortalte, at manden havde været drikfældig, så længe de havde været gift. Især de sidste to år havde han drukket meget. Han havde tidligere været dygtig til sit arbejde, men på grund af drikkeriet, var hans arbejdsevne blevet svækket. Dertil kom, at mandens spiritusforbrug havde forarmet dem, og familien havde de sidste to år levet af fattighjælp.

Da han var gået på loftet med datteren, havde han drukket det meste af formiddagen, men han virkede ikke synderligt beruset. Under hele deres ægteskab havde Niels Nielsen været hende utro. Men dette ville hun tilgive ham og ikke rejse påtale herom. Stivert Nielsen havde ikke bemærket, at manden skulle nære tilbøjeligheder over for Ane, før Ane havde fortalt hende, hvad der var sket på loftet. Stivert Nielsen mente ikke, at Ane efter sin hjemkomst havde haft med mænd at gøre.

Den 25/2 1905. Denne dag kom Ane på ny i forhør. Hun var sikker på, at det var dagen efter hjemkomsten fra forbedringshuset, at faderen havde forsøgt at voldtage hende på loftet. Hun havde gjort modstand, men ikke skreget, fordi det ville bringe skam over familien, hvis det kom ud i byen, hvad der var sket på loftet. Hun mente, at faderes voldtægtsforsøg på loftet havde varet ca. 20 minuttet. Hun var også ret sikker på, at da de kom ned fra loftet, så forsøgte faderen at få hende med ind på pulterkammeret for at "få det gjort færdigt". Hun fastholdt også sine forklaringer om, at faderen en dag havde lagt sig oven på hende, mens hun lå i sengen og ved denne lejlighed havde forsøgt at trække dynen af hende for at opnå samleje.

Derefter blev forhøret over Niels Nielsen genoptaget. Han berettede nu, at når han mente, at Ane gik efter mandfolk, var det, fordi hun en aften efter sin hjemkomst fik en ældre mand, Henrik Poulsen, der boede i samme ejendom, til at ledsage hende til dans. Han fstholdt, at det var 8-14 dage efter Anes hjemkomst, at han gik med hende på loftet.

Den 27/2 1905. Denne dag aflagde den 64-årige tjenestekarl, Henrik Poulsen, forklaring i retten. Han fortalte, at han en eftermiddag umiddelbart efter Anes hjemkomst var gået en tur sammen med hende og Niels Nielsen. Under spadsereturen var de kommet forbi Ridehuset på Ringkøbingvej, hvor der var dans. Ane havde da spurgt ham, om han ikke ville danse med hende? Han betalte entré for sig selv og hende, hvorefter de dansede en kort tid, hvorefter de gik hjem. Henrik Poulsen tilføjede, at han intet kendte til, at Ane skulle være løsagtig, ligesom han heller ikke havde hørt rygter desangående.

Niels Nielsen blev nu igen ført ind i retten. Han erkendte nu, at han ingen grund havde til at mene, at Ane skulle være løsagtig. Men han benægtede, at han efter opholdet på loftet skulle have haft til hensigt at opnå samleje med Ane, hverken på kirkegården eller da han havde været ved hendes seng.

Den 28/2 1905. Denne dag fastholdt Ane, at faderen ved de omtalte begivenheder, havde haft til hensigt at opnå samleje med hende. Niels Nielsen forsatte med at benægte dette.

Frem til den 10/3 1905 var der endnu nogle forhør i retten, men de bragte ikke noget nyt frem. Samme dag skiftede politimester Drechsel status fra politimester til dommer og afsagde dom over Niels Nielsen efter straffelovens kapitel 16 § 161, der sagde, at samleje mellem forældre og børn skulle straffes med strafarbejde fra fire til ti år. Men dommer Drechsel henviste i dommen også til § 176 der sagde, at hvis samleje ikke havde fundet sted, skulle der idømmes en mindre straf. Drechsel mente i dommen, at der ikke kunne tages hensyn til Niels Nielsens benægtelser. Dommeren mente ikke, at der var ført bevis for, at Niels Nielsen havde være uterlig over for datteren Marie. Her havde Drechsel ikke ment, at kunne tage moderens og Maries udsagn som beviser, sikkert fordi Marie kun var ni år gammel.

Dommen over Niels Nielsen lød på tre års forbedringshusarbejde.

Hvad skrev aviserne om de to sager?

Før retsreformen i 1919, hvor pressen fik lov til at overvære sagerne i retten, var det sjældent, at aviserne skrev om kriminelle sager. Kun forbrydelser som mord og bedrageri blev omtalt i pressen. Heller ikke de to ovenfor omtalte sager fandt større bevågenhed i den stedlige presse.

Den første sag om fødsel i dølgsmål blev slet ikke omtalt i byens aviser. Det kan undre, at Vestjyllands Socialdemokrat ikke berørte den første sag om en tjenestepige, der var kommet i uføre. Når det ikke var tilfældet skyldtes det måske, at der ikke var nogle sociale omstændigheder forbundet med sagen. Hendes arbejdsgivere havde behandlet hende pænt, og pigen havde udvist letsindighed både i sine forhold til mænd og i forbindelse med fødslen af det andet barn.

Den anden sag omtaltes i alle byens aviser. Venstrebladet Ribe Amtstidende/Varde Avis havde 17/2 1905 blot en kort meddelelse om, at en skrædder i byen var blevet anholdt og havde tilstået at have begået blodskam og voldtægt. Varde Folkeblad, der repræsenterede Det radikale Venstres synspunkter i byen, skrev samme dato en lige så kort notits om en drikfældig skrædder, der var anholdt for at stå i forhold til sin datter. Disse aviser var ikke interesserede i at få afdækket de sociale forhold bag forbrydelsen.

En helt anderledes grundig behandling fik sagen i Vestjyllands Socialdemokrat, der var en lokalavis i Esbjerg, men som også havde abonnenter i Varde. 17/2 1905 havde avisen en større artikel i bladet med tre overskrifter: Sædelighedsforbrydelse, Voldtaget sine egne børn, Et ødelagt hjem. Efter disse overskrifter forsatte avisen med at skrive om en i Smedegade boende skrædder (huset lå på hjørnet af Fiskergade og Smedegade), der efter forhør var blevet sat i arresten for at have øvet voldtægt mod to af sine børn. Når avisen skrev, at han havde voldtaget to børn skyldtes det sikkert, at avisen havde talt med Niels Nielsens kone, for pressen havde ikke adgang til politiretten.

Avisen skrev derefter, at bladet havde besøgt forbryderens hjem for at hente oplysninger om sagens sociale baggrund. Lejligheden bestod ifølge avisen af to værelser, hvor der af møbler kun var et bord og to usle jernsenge, hvori der lå to små børn på to og fire år. Der var fyldt med pjalter og snavs overalt i lejligheden og et tredje barn, en dreng stod klædt i nogle pjalter og frøs.

Konen havde fortalt avisen, at manden var fordrukken og doven og pryglede hende og børnene hver dag. Den ældste af døtrene, som var hjemme, samt en niårig datter havde han misbrugt. Konen tilføjede, at hun ikke havde troet på det, da børnene fortalte hende det, når hun kom hjem fra arbejde. Avisen sluttede artiklen med at skrive, at det ikke var underligt, at børnene blev misbrugte i et sådant hjem. Samfundet havde svigtet ved ikke at fjerne disse børn fra hjemmet. Det samme havde Varde kommunes Sundhedskommission, når den tillod, at "slige Huller som det her omtalte, bebos af menneskelige Væsner".

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.