Til sidebund

Gellerupholm.

af
Peder Løgstrup Bjerg.

Fra Varde kører man med Gellerupvej frem til et lille skilt med nr. 61. En statelig hovedbygning skimtes for enden af en bivej, der efter at have passeret baneoverskæringen fører direkte over i indkørselen med allé. Lidt længere fremme mod hovedindgangen er man i en græsbelagt gård med nogle få træer omkranset af de tre længer, hovedbygning(stuehus) ligefor, udbygninger med stalde og lade til venstre og højre. Midt i græsplænen frem mod hovedindgangen ses endnu den opríndelige "damesti", en flisebelagt, smal gang, der blot er et af minderne om tidligere tiders storhed. Stien skulle sikre, at damer kunne gå tørskoet fra hestevognene hen til indgangen.

Direktør Poul Winther købte Gellerupholm i 1969, efter at den i en årrække havde lidt en krank skæbne.Den ejedes af Varde kommune og havde bl.a. været benyttet til boligløse. - Jeg står lidt i gården og ser mig omkring, stedet "oser" af atmosfære og historie. Hovedbygningen er oprindelig i det ydre, stald- og udbygninger er ændret og udbygget efter en brand i 1943. Indvendig måtte Ida og Poul Winther rydde hele stuefløjen, meget var ødelagt, og en istandsættelse efter den gamle indretning kunne ikke gennemføres. Der blev brugt et år på nyindretning, så familien Winther kunne flytte hertil i 1970 og har boet her siden. Der er nogle få tdr. land til ejendommen med en parklignende have, der er delvis tilgroet og ligger lige ned til Varde å. I tidligere tider var der store jordarealer til Gellerupholm, men de er forlængst bebygget, efterhånden som Varde by har bredt sig. Hvordan mon det hele er begyndt?

Herredsfoged over Skads herred C.A. Tetens, der var født i Viborg i 1767 som søn af rektor, senere biskop i Viborg, Peder Jacobsen Tetens, købte i 1811 Gellerupholm, flyttede til Varde og opførte den nuværende hovedbygning, der stod færdig i 1819. Tetens var enkemand, hans første hustru var Anne Hedvig Ferslev, der døde i 1801. - Men ved indflytningen i den nye bygning, holdt han bryllup med sin svigerinde, Sophie Amalie Fridsch, der havde været gift Linde. Der var to døtre i det andet ægteskab. Både Tetens og hans hustru døde i 1831.

I 1830 solgte Tetens Gellerupholm til sin efterfølger som herredsfoged, J.Chr. Bruun. Denne havde kun gården i 8 år, hvorefter han solgte den til sin fuldmægtig N.H. Nees. På det tidspunkt var gårdens areal på 3 1/2 tdr. hartkorn. Da der ikke findes en kvalificeret omregning mellem tdr. hartkorn og tdr. land, da slet ikke i Vestjylland,tør jeg ikke sige noget om arealets udstrækning.

Nees beholdt gården til 1852, da den blev solgt til byskriver i Varde, Troels Smith. Gården er da nedskrevet til 3 tdr. hartkorn. Smith døde i 1873, men hans enke, Zidsel, solgte i 1891 til Tøger de Teilman.- Efter ca. 80 år med skiftende ejere, er vi nu fremme ved en periode i Gellerupholms historie, der uden overdrivelse må betegnes som "gårdens storhedstid". Tøger Hans de Teilman blev født på St. Hebo i Janderup sogn d. 31. jan. 1850 som søn af kaptajn Tøger de Teilman og Kristine Marie Knudsen. Han tilhørte de jyske patricierslægter og var måske den sidste arvtager til de kulturtraditioner, hans forfædre havde skabt i Ribe amt. Af slægterne kan nævnes Krag, Gerdorff, Rosenkrantz, Rosenørn, Reenberg og Teilman. Tøger de Teilman var den sidste af den ældre, adelige linje af slægten Teilman, der kom til Ribe fra Holland og blev optaget i den danske adelsstand i 1751. Der kan ikke herske tvivl om, at han følte denne kulturarv som en forpligtelse, og det førte senere til hans store interesse for ting og sager, der blev til den største private antiksamling i Vestjylland omkr. århundredeskiftet.

Tøger var kun to-tre år gammel, da faderen døde. Sammen med sin mor og en søster flyttede han til Varde. Og da han var gammel nok til det, blev han sendt på Herlufsholm for at blive student. Kom derefter til landvæsenet som elev og blev land-brugskandidat fra Landbohøjskolen. Uddannelsen gav ham en stilling som forvalter på Juellund ved Køge. Kun 26 år gammel blev han i 1876 forpagter på Armvanggård, Lunderuplund teglværk og pottemageri, der altsammen hørte under stamhuset Nørholm ved Varde.

Armvanggård var nyopført bl.a. med et anseligt stuehus, udbygninger og 630 tdr. l. hede, hvoraf ca. 50 tdr. l. var opdyrket, dertil ca. 80 tdr.l. eng. Besætningen bestod af fire køer og fire magre heste. På denne ejendom skabte Tøger de Teilman begyndelsen til sit livsværk. - Med sejghed og stædighed tog han fat på opdyrkningen af de mange tdr.land hede. I løbet af ti år lykkedes det ham med slid og besvær at kultivere 300 tdr.l. Besætningen blev øget til 60 kreaturer, og der var da ti heste på gården.

Teilman blev gift i 1886 med sin kusine, Hertha, der "troligt delte arbejdet med sin ægtemand". Det lykkedes også at lægge så mange penge til side, at han - som nævnt - var i stand til at købe Gellerupholm i 1891. Den gård drev han sammen med Armvanggård. Han fortsatte sit opdyrkningsarbejde, og i løbet af en snes år kørte han ikke mindre end 16000 læs mergel ud på de pløjede hedearealer. Dertil beplantede han ca. 40 tdr. l. med træer. Plantagen kendtes i mange år under betegnelsen "Teilmans Plantage". Som mange andre adelige i de tider ejede han også en kirke, Årre, i Fåborg sogn. Men den besiddelse har næppe været til glæde hverken for Teilman eller sognet. Der var til stadighed stridigheder mellem ham og menigheden om størrelsen af de udgifter, der burde afholdes.

Den 28. marts 1893 brændte Armvanggård. Ilden opstod på loftet i stuehuset midt på dagen. Røg og ild stod ud af taget, der var et spåntag. 100 tdr. korn på loftet, mente man, forsinkede brandens udvikling så meget, at en del kostbart indbo blev reddet af folkene med fruen i spidsen. Stuehuset udbrændte og styrtede sammen netop som Teilman kom hjem fra et besøg på Gellerupholm, hvorfra han havde set røg og brand. - Men store værdier gik tabt. Antikke møbler og en kiste, der skal have tilhørt Ove Gedde, med slægtens våben og årstallet 1646, brændte. Værre var det, at en samling bøger fra Rigsarkivet blev flammernes bytte. Omkr. 600 bind af Herregårdsarkivet gik tabt, deraf var de 50 indbundet i pergament. Bøgerne befandt sig på Armvanggård, fordi Teilman havde tilbudt Rigsarkivet at opbevare dem, indtil Provinsarkivet (det senere Landsarkiv) i Viborg blev etableret.-

Efter branden købte Teilman Armvangs jorder, som han senere udstykkede og solgte "med god fortjeneste". En hovedparcel på ca.120 tdr. l. blev dog ved at høre til den senere genopbyggede Armvanggård. Samme år flyttede Teilman med sin familie, der var to døtre i ægteskabet, Edele Margrethe og Sophie Amalie, til Gellerupholm. Her samlede Teilman i de næste tyve år "Den Gjellerupholmske Samling". Det fortaltes, at det var den del af sit virke, som Teilman satte højst. Denne antiksamling kom da også til at gøre hans og gårdens navn berømt og kendt viden om.

Værket var hans eget. Han havde ikke arvet gods eller guld, der var værd at nævne. Samlingen kunne med rimelighed opdeles i tre hovedgrupper: En Portrætsamling bestående af skønne portrætter og malerier, nøje beskrevet i Carsten Teilman Halds bog "Vestjyske Adels-folk", en samling pragtfulde antikmøbler, bl. a. et egetræsskab belagt med skildpadde, ibenholt og messing - og en række forskellige, værdifulde ting af elfenben, guld, diamanter, kinesisk porcelæn, Kellinghusen fajance, Flora Danica stel, standure og mange andre værdifulde genstande. Særligt bør nævnes en meget smuk ring med tretten diamanter indfattet i platin. Ringen stammede fra en dame i slægten, Edele Margrethe Krag, der i følge frasagnet skulle have fået den af Christian d. V. Kongen var dybt forelsket i den skønne "jomfru Edele" fra Endrupholm. Senere er ringen blevet båret af alle fruerne Teilman på deres bryllupsdag. - Hele samlingen var på 1400 stykker, og da den blev opløst i 1912, var den af Nationalmuseet vurderet til 60.000 kr. Dengang et meget stort beløb.-

Det er så heldigt, at vi historisk har en samtidig beskrivelse af Thøger de Teilman og den samling, han fik etableret på Gellerupholm. Den findes i Varde Dagblad, den 24. dec. 1910, julenummeret af bladet, det omfattede bl.a. en artikel af redaktør Nielsen, der havde besøgt Gellerupholm. Nielsen skrev: "Sit adelsbrev af 1751 har hr. Teilman i god orden, men dermed lader han sig aldrig mærke endsige pukke derpå. Karakteristisk i så henseende er det, at han engang i København pådrog sig en fæl mistanke, da han ville have en juveler til at vurdere et arvestykke, en kostbar diamantring. Vedkommende juveler tog både den sjældne ring og den jævne mand i sin varetægt, indtil stamherren på Nørholm, Rosenørn-Teilmann var tilkaldt og havde klaret sin kære frænde ud af misforståelsen. Sådan er nu Teilman, han skilter ikke med sit adelsskab. Langt mere stolthed nærer han af sin antiksamling, og det er berettiget stolthed. Thi antiksamlingen på Gellerupholm ville næppe føre så beskeden en tilværelse med kun et par hundrede besøgende årligt, hvis ikke turiststrømmen til gamle Varde var så ringe. Og måske nogle, fordi samlingen er privat og adgangen gratis, frygter at være uvelkommen på gården. Dette er dog langt fra tilfældet, tværtimod holdes døren åben med vestjysk gæstfrihed, og hvert besøg i samlingen er dens ejer til glæde. - I virkeligheden er Teilmans samling ganske enestående, og den er omhyggelig ordnet. Private samlere plejer ellers at blande alle gamle brokker kritikløst sammen. En så righoldig kulturhistorisk samling som denne er det sjældent at finde i privatmands eje."

"Falder ens vej ad Varde til, bør man derfor ikke nægte sig et besøg på Gellerupholm. Modtagelsen er yderst jævn og elskværdig, og man føres omkring af ejeren, som med uforligneligt humør fortæller sin samlings historie. Lad os følge ham op ad den underligt snirklede trappe, forbi en række malerier af hedengangne fædre, der skæver fra væggene ned til os. De var myndige herrer med manker som moskusokser, og de hvidhårede borgfruer ser ikke mindre selvsikre og stive ud." Lidt senere står der: "Særlig lægger man mærke til en sjælden gammel buffet, af hvis rige udskæring ses, at den er lavet til "Bolil Ollufs dater Anno Domino 1632". Heri gemmes den største og fineste krystalsamling, nogen privatmand i Danmark kan opvise. Over 100 gamle glas med indgraverede våben og barokke dyrebilleder. Desuden er der en porcelænsvase, meget lig Flora Danica og fra samme tid." Såvidt den lange og indholdsrige artikel i Varde Dagblad.

Året efter den 16. nov. 1911 kunne Hertha og Tøger de Teilman fejre deres sølvbrylup. I den anledning skriver Ludvig Murtfeldt en artikel "Under Stråtag" med undertitlen "Sølvbryllup`et på Gellerupholm". Her gennemgik Murtfeldt i store træk familiens historie, som den er beskrevet ovenfor. Tillige berettede han, "at den højtbedagede, gamlefrue, enke efter kaptajn Teilman, der er fyldt 85 år, vil i dag beære festen med sin nærværelse, livlig interesseret i samvær med hvad Gud har beskåret hende af børn og børnebørn, som måtte komme til stede."

I 1912 var "storhedstiden" slut, Tøger de Teilman solgte Gellerupholm og flyttede til Varde, hvorved den Gellerupholmske samling - af pladsmangel - blev spredt for mange vinde. Dog kan det med nogenlunde sikkerhed fastslås, at malerisamlingen forblev i familiens eje, indtil forældrene begge døde i 1936. Derefter overgik samlingen til de to døtre, Edele Margrethe og Sophie Amalie. Ved de to søstres død i 1940-erne blev portrætsamlingen overtaget af deres arvinger.

Gellerupholm blev solgt til P.A.Munch, der allerede afhændede den i 1917 til Peder Johannesen Nygård. Gården er udstykket flere gange og blev igen solgt med 1 1/2 tdr. hartkorn i 1920 til Vagn Pedersen.

Under krigen, den 13.nov. 1943, brændte Gellerupholm. "Vestkysten" skrev dengang: "I stald- og ladebygningen opstod der i morges ved 7-tiden brand, og i løbet af få minutter var den stråtækte bygning omspændt af ilden. Bygningen nedbrændte til grunden, og gårdens eneste ko indebrændte, hvorimod det lykkedes at redde de to heste. Hele gårdens høst brændte." Stald- og ladebygning genopførtes under krigen, fløjen til højre - set fra - for hovedbygningen blev endda væsentlig forlænget.

Før den tid - engang i trediverne - var Gellerupholms hovedbygning blevet fredet i klasse B, og lindetræerne på gårdspladsen måtte aldrig fældes uden tilsynets (Varde kommunes) billigelse. I begyndelsen af tresserne ejedes gården af Chr. Pedersen, "Beringsgårde" ved Horsens. Han solgte i 1963 til Elise Nielsson, senere "Skansegården" ved Mou. Købesummen var 300.000 kr, hvoraf ca. 150.000 kr skulle udredes kontant, belåning og et pantebrev til Chr. Pedersen på 75.000 kr. klarede resten af købesummen. Ejendomsværdien var ansat til 126.000 kr.

Allerede i febr. 1965 gik Gellerupholm på tvangsauktion, og det kom frem, at ejendommen var intensivt belånt med ca. 650.000 kr. Heraf var den største fordring på 250.000 kr. rejst af en møbelhandler Gade i København, kredit- og hypotekforeninger ca. 75.000 kr. og de tidligere nævnte 75.000 kr. på pantebrev til Chr. Pedersen, som i parantes forlængst havde afhændet det i en ny handel.

Hvordan kunne det dog gå til, at en gård kunne overbelånes så kraftigt? Årsagen viste sig at være et ønske om at udstykke 14 ha og 8974 m2 af gårdens areal til ca. 200 parcelhusgrunde à 700 m2 med huse på. Ønsket havde været behandlet i Varde Byråd, der syntes,at planerne, udarbejdet af en arkitekt Rohde København, virkede tiltalende, bl.a. fordi byggeriet kunne gennemføres på privat basis for et beløb på 26.000 kr pr. hus. De knap 15 ha skulle indbringe Elise Nielsson 1.200.000 kr. Sagt på en anden måde ca. det dobbelte af Gellerupholms belåning.- Men efter nærmere behandling i byplanudvalg og Boligministeriet sagde Byrådet overraskende nej til projektet p.g.a. betydelige byggemodningsudgifter. Ejeren blev naturligvis både skuffet og vred. Hun truede Varde kommune med sagsanlæg grundet de afholdte udgifter bl.a. til arkitekt. Sagsanlægget udeblev dog.

Kort efter kom tvangsauktionen, og gården blev i februar 1965 overtaget af Harald Gade for et bud på 268.000 kr, hvorved det tidligere nævnte pantebrev reelt blev værdiløst. Senere overtog Varde kommune gården og udstykkede selv de mange grunde i de nærmeste år. Men hovedbygningen led som nævnt en krank skæbne. Det fortælles, at den var hjemsted for "husvilde" i kortere og længere tid. Indvendigt blev bygningen stort set ødelagt, før Varde kommune - som før omtalt - solgte den med ca. 3 tdr.l. til direktør Poul Winther fra Esbjerg i 1969.

Tilbage ved begyndelsen, og jeg vil slutte med en kort vandring langs Varde å, hvorfra vi kan se ind i den parklignende have. Det er marts måned, der er ingen blade på træerne, så vi får et levende indtryk af stedet og dets hovedbygning set fra åen og havesiden. Og vi kan bekræfte historiens gang: De forrige tider er - indtil videre - forbi. - - -

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.