Til sidebund

"Messinghøjgård" gennem syv generationer.

Kort tid efter, at Ingeborg og Christen Nielsen i 1980 var flyttet til Varde, begyndte Ingeborg som medarbejder på Varde Lokalhistoriske Arkiv. Her gjorde hun en fortjenstfuld indsats ved indsamling af arkivalier og foreningsprotokoller fra det nedlagte Varde Landsogn. Ingeborg fik også tid til at samle materiale om sit hjem, Messinghøjgård i Frisvad ved Mejls. Det er i vid udstrækning dette materiale, jeg har benyttet til denne lille artikel om èn af de gamle gårde i området.

Kommer man nordfra med Mejlsvej efter den lille landsby med skolen ses på venstre hånd lidt inde på marken to bronzealderhøje, hvor der iflg. overleveringen er fundet ting af messing (en legering af kobber og zink). Disse høje har givet navn til Messinghøjgård, der kommer lidt længere fremme ad vejen. Først et parcelhus, dernæst selve gården med stuehuset og haven foran, og sidst helt nede ved vejen ligger huset, der i mange år var aftægtshus for Johanne og Hans Gjerluf Hansen.

Gårdens historie kan føres tilbage til det 17. årh., hvor den var fæstegård under herregården "Nørholm". Der eksisterer et fæstebrev fra den 14. august 1830, da Peder Thomsen skulle overtage gården i arvefæste efter sin far. Der skulle ydes 2 tdr. 2 skæpper og 3 fjerdingkar hartkorn. I landgilde betaltes 1 td. rug og 1 td. byg, 2 rigsbankdalere og 1 mark sølv. Dertil kom hoveri med 6 pløjedage, 17 spænddage og 48 hoveri-dage! Det var også nævnt, at der fra "Hjemheden" skulle køres 8 læs tørv til Lunderup. Endelig skulle moderen betales den lovede aftægt. Det var stort set de samme betingelser, som faderen, Thomas Nielsen, havde haft.

Stamherreinde over Nørholm, Lunderup og Agerkrog (nedlagt herregård i Tistrup sogn) var på dette tidspunkt Ingeborg Christiane Rosenørn-Teilmann. Historisk var vi efter Bondefrigørelsen og Stavnsbåndets løsning. En forsigtig udvikling var i gang hen imod friere forhold for fæstebønder. Flere steder blev de tidligere fæstegårde frikøbt og landmanden fik status som selvstændig.

Inden den endelige overdragelse til en ny fæster var der "en lovlig syns og taxationsforretning over bemeldte gårds bygning, inventarium samt foder og sædekorn, som det nu ved den nye fæster Peder Thomsens tiltrædelse befindes". Man gik grundigt til værks, våningshuset (stuehuset), et hus norden i gården og et hus øster i gården er beskrevet med omtale af fag og rum.

Peder Thomsen var fæstebonde i over 30 år, men købte gården til selv-eje i 1861. Han havde forinden i 1840 ombygget gården med f.eks. vindmøllen på taget, måske med muligheden for frikøb i tankerne? Dog var det ikke ualmindeligt, at arvefæstegårde blev forbedrede, fordi det ville blive til gavn for næste generation.

En ny tid var begyndt for Messinghøjgård, der siden har været ejet af samme familie i 7 - skriver syv - generationer!

1.  Thomas Nielsen, 1756-1830, hans søn

2.  Peder Thomsen gift med Kirstine Pedersdatter blev fæster efter sin far i 1830, deres datter

3.  Andrea Cecilie Pedersen, f. 1835 gift med Hans Sørensen, Ounbøl, overtog gården efter sine forældre. Manden døde tidligt, og Andrea blev senere gift med hans bror, Søren. Der kom fem børn i de to ægteskaber, men to døde som små. Andrea og Hans´ datter

4.  Johanne Marie, f. 1866 blev i 1886 gift med Herman Hansen, Blaksmark, f. 1860. De overtog gården omkr. år 1900. I ægteskabet var der tre sønner, Karl Hansen f. 1887, Hans Gjerluf Hansen f. 1889 og Hans Christian Hansen f. 1893.

5.  Gården blev videreført af Hans Gjerluf Hansen gift med Johanne Pallesen f. 1888 i Sig, Thorstrup sogn, forpagtede gården i 1920 (samme år havde de bryllup) og købte den i 1925. I dette ægteskab var der tre døtre: Ingeborg fra 1921, Dagny fra 1923 og Signe er født i 1926. - Hans Gjerluf byggede gården om med stald og lade i 1927 og stuehus i 1932.

6.  Den ældste datter Ingeborg blev i 1944 gift med Christen Nielsen fra Nørremarken, f.1920. Efter tre år i Hodde forpagtede de Messinghøjgård i 1948 og købte den i 1958. I hjemmet blev fire børn født: Birgit, Hans Erik, Bent Ole og Arne Herman. De fik alle en god uddannelse.

Hvad er en forpagtning? Som ordet siger en pagt (en aftale) mellem gårdens ejer og som regel et par unge mennesker, der ønsker at drive den pågældende ejendom. Forpagtningsformen var ret almindelig, fordi den lettede generationsskiftet. Man skulle ikke præstere en betydelig udbetaling, men forpagteren fik alligevel den fulde brugsret til ejendommen.

Det er så heldigt, at Varde Lokalhistoriske Arkiv er i besiddelse af den originale forpagtningskontrakt mellem Hans Gjerluf Hansen og Chr. Nielsen. Heri står bl.a. "Forpagtningen omfatter jord, bygninger, avlsredskaber og den på gården værende avl. Dog forbeholder ejeren sig ret til lejligheden i Østerhuset med tilhørende have samt fornøden plads til brændsel og cykler.

Forpagteren svarer en årlig afgift på 3600 kr., der betales med 300 kr. den 1. i hver måned, leverer mælk, æg (10 pr. uge) og kartofler m.m. efter aftale! Forpagteren vedligeholder bygninger og redskaber og betaler de på ejendommen hvilende skatter, forsikringer og afgifter af enhver art.

Efter forpagtningens ophør har forpagteren forkøbsret til gården på rimelige vilkår!"

Ovenstående aftale var gældende i et tidsrum af 5 år fra 1. november 1948. Den blev med enkelte ændringer fornyet i oktober 1953 og varede til 1958. I 1971 byggedes et parcelhus vest for den oprindelige gård til Lisa og Hans Erik, der kom hjem efter ophold på Ladelund Landbrugsskole.

7.  Hans Erik Nielsen, f. 1949 gift med Lisa Larsen fra Canada, f. 1946, købte halvpart i Messinghøjgård i 1973. Samme år blev bygget en ny løsdriftstald til 100 malkekøer. Jordtilliggende var oprindeligt på 81 tdr. land, hvoraf 12 tdr. land var opdyrket hede.
1. jan. 1973 blev jorden til Ejnar Hansens ejendom overtaget af far og søn, og i 1980 købte de William Thuesens gård. Bygninger til denne ejendom blev senere solgt fra. Messinghøjgård er herefter på ca. 87 ha. Eller ca.160 tdr. land med 100 malkekøer + opdræt.

Senere blev der bygget hal til opbevaring af foder og et stort maskinhus. Lisa og Hans Erik købte den anden halvpart af gården i 1986. - Ingeborg og Chr. Nielsen blev boende i stuehuset indtil 1980, hvorefter de flyttede til Rosenvænget i Varde. -

Indtil stuehuset blev ledigt, boede Lisa og Hans Erik i parcelhuset med deres efterhånden fire piger: Tina, Susanne, Birgitte og Grethe. De har alle fået en uddannelse og har et godt arbejde. Grethe har sammen med sin mand, Klaus, købt huset ved siden af gården og bor der. Kostalden fra 1973 er revet ned, og i de gamle bygninger er indrettet bl.a. garager og værksted. Gården drives i dag (2013) uden kvæg, alene med økologisk planteavl.

Hans Erik har en solid uddannelse bag sig som landmand. Tjente hjemme og var på Vojens efterskole, der dengang havde en særlig landbrugslinje. Et år ved landbruget på Borris Landbrugsskole. Igen hjemme et halvt år og derefter med i et landbrugs udvekslingsprogram, der varede halvandet år. Først ved landbrug i Canada, hvor han mødte Lisa. Hun er født i Danmark, men emigrerede sammen med sine forældre og to søskende til Canada i 1951. Forældrene skulle være bestyrerpar på en gård i Vestcanada.

Lisa og Hans Erik tog sammen på en jordomrejse til bl.a. Californien og Australien. Hans Erik arbejdede mest ved landbruget, men i Australien også i åbent stenbrud med sprængninger. Lisa arbejdede som sygeplejerske både i Californien og Australien. I oktober 1969 blev Lisa og Hans Erik gift i Canada. Derefter aftjente Hans Erik sin værnepligt ved Flyvevåbnet, og året efter rejste de begge til Ladelund Landbrugsskole, hvor de boede i en tidligere lærerbolig. Lisa hjalp til i køkkenet, mens Hans Erik lærte om landbrug! Lisa var også meget interesseret i landbrug, under sin skolegang deltog hun i en særlig landbrugsundervisning. Men i Danmark byggede hun videre på den anden interesse: Sygeplejen og tog uddannelse som sygehjælper på Hørsholm Sygehus. Senere har hun uddannet sig til social - og sundhedsassistent.

Det er en udbredt opfattelse, at landmænd gennem årene har været stærkt repræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen, når det gælder mennesker, der har lyst og evne til at påtage sig offentlige tillidshverv ved siden af deres daglige arbejde ved landbruget. Ser man på beboere, der har været knyttet til Messinghøjgård falder to navne særligt i øjnene: Herman Hansen og Christen Nielsen, sidstnævnte var borgmester i Varde (udførligt interview med Chr. Nielsen findes i Lokalhistoriske Meddelelser nr. 1, 2007). Jeg vil blot supplere med et uddrag af sønnen, Bent Oles mindeord i Jydske Vestkysten 2009: "Far havde stor interesse for sognet og samfundslivet. I 1954 blev han valgt til det daværende Varde Landsogns Sogneråd. Varde Landsogn var et lille og delt sogn i tre afsnit - Gellerup, Orten og Mejls. I 1963 blev Varde By og Varde Landsogn til èn kommune, og far kom med i det daværende Byråd for den nye kommune. I 1966 blev han borgmester og bestred denne post i 24 år". Senere i stykket hedder det: "En stor familie er en gave, som far også fik. Han var meget glad for familien og nød at samle alle. De fire børn er blevet til ti børnebørn og femten oldebørn". Desuden kan henvises til artiklen "Fra bondedreng til Ridder af Dannebrog" her i samlingen under "Biografi".

I det sydvestlige hjørne af det gamle borgmesterkontor havde Landsognets Arkivalier plads i en lang årrække. Ved siden af skrivebordet hang et billede af en mand med en sølvkrans. Mange gange er jeg blevet spurgt, hvem er "ham der med sølvkransen". Det er Herman Hansen, som ejede og drev Messinghøjgård i ca. 20 år fra omkr. 1900 til 1920 og var i den periode og senere med i en række foreninger. Et referat fra hans jordefærd og senere mindehøjtidelighed på Højskolehjemmet i "Sydvestjylland" den 18. juni 1932 giver et omfattende billede Herman Hansen virke i de mange tillidshverv.

Mange Byens og egnens folk var mødt til jordefærden. Man samledes i Varde kirke, hvor kisten var dækket med dejlige kranse, hvoraf mange var signerede bl. a. fra Varde By, Varde Landsogns Menighedsråd, Den Danske Henry Georgeforening, Landsforeningen kristeligt socialt arbejde, Varde Højskolehjem, Andels Elektricitetsforsyning, børn og børnebørn, og fra naboer og venner i Mejls, Frisvad og Sig var sendt en smuk Sølvkrans.

Pastor Eller talte smukt over Herman Hansen, der i 18 år var formand for menighedsrådet i Varde Landsogn (det har aldrig haft egen kirke, men havde den gang sit eget menighedsråd). "Vi, der kendte ham, så ham som manden med de betydelige evner, den klare forstand, det besindige omdømme og den faste karakter". Senere i talen hedder det: "Han var en ivrig og flittig mand, der ville fylde sin plads, og han hævdede sig som den første blandt ligemænd og vandt et navn, der blev kendt endog ud over landet og havde god klang i vide kredse". - "Så man Herman Hansen blandt familie og venner, kunne han være så smitttende glad, allermest når man så ham i børnenes kreds, f. eks. når han spillede for børnene i Mejls skole".

Efter salmen "Under dine vingers skygge" blev kisten båret ud og ført til graven på Arnbjerg Kirkegård fulgt gennem Byen af det store følge. Efter jordpåkastelsen trådte lærer Sneum, Gellerup, hen til graven og takkede på menighedsrådets vegne for de mange år, hvor Herman Hansen havde været formand.

Ved mindesammenkomsten i Varde Højskolehjem havde en række mænd ordet for at bringe en tak. Boghandler Kastoft: "Da det radikale Venstre blev dannet i 1905, var der to mænd i Frisvad, der kom til at betyde meget for bevægelsen, Thomas Lorentzen og Herman Hansen. Mellem de to og en kreds af dem, der er til stede her i dag, knyttedes en forbindelse, som gav sig udslag i et manddomsarbejde for det radikale Venstres sag. Henvendte nogen af os til Herman Hansen om råd, var han altid til rede dermed ud fra sit georgistiske syn, og han var en god medarbejder". Flere havde ordet og var med til at tegne et billede af et afholdt menneske og en vidtfavnende personlighed.

Lad mig slutte med nogle sætninger fra sønnen, lærer Karl Hansens tale: "Ingen kan have haft et bedre hjem, end vi havde. Alt det gode fik lov at råde, og der var tre grundpiller: Sandhed, retsind og kærlighed. Det er mit indtryk, at Far havde sin indstilling over for hjemmet og samfundet ud fra disse tre ideale magter".

Mindefesten sluttede med: "Alt står i Gud Faders hånd".

Efterskrift:

På det kirkepolitiske område vil Herman Hansen særligt blive husket for to sager. Den første var en langvarig strid mellem Varde Landsogn og Varde Sogn om betaling af et underskud, der fra 1886 og årene fremover havde vokset sig så stort, at man blev betænkelig. Varde Købstad havde allerede fra 1879 ydet lån til Kirken for at dække underskuddet på driften. Men nu fik Byens borgmester den idè, at Landsognet skulle bidrage til betaling af dette underskud. Det var man ikke indstillet på i Landsognet, hvor der blev betalt tiende af de hartkornsejere, der var pålagt dette. Derfor protesterede man under ledelse af Herman Hansen, der egenhændigt skrev, "at der ikke er noget lovhjemlet Krav". Byrådet anlagde derefter sag mod Landsognet. Det førte til et langvarigt og uforsonligt sagsforløb, der sluttede med en dom i Højesteret i 1913. (Hele "striden" er beskrevet i Lokalhistoriske Meddelelser nr. 2,1997, og i artiklen "Kirkestrid." under Kulturhistorie i denne samling ).

Den anden sag må siges at vedrøre Kirkens indre liv og drejer sig om valg af præster. Varde Sogn havde et menighedsråd på ni medlemmer, Landsognet havde et på tre medlemmer. Sognepræst og kapellan var fødte medlemmer. I forbindelse med større sager f. eks. indstilling af sognepræst holdt de to menighedsråd fællesmøder. Sognepræst Otto Nyholm rejste fra Varde i 1913, så der skulle vælges en ny. De to menighedsråd indstillede enstemmigt den residerende kapellan Jørgen Tørsleff til sognepræst. Han var missionsmand, og Landsognets medlemmer gik kun modstræbende med til dette. Til gengæld ønskede de en grundtvigsk kapellan, men dertil havde menighedsrådet på det tidspunkt ikke indstillingsret. Landsognets medlemmer gav ikke op. Med Herman Hansen i spidsen rejste de over til kirkeministeren, der "lovede at se på sagen"! Den endte med, at man fik en kapellan uden for de kirkelige retninger, Harald Jørgensen. Først efter dennes afgang i 1921 fik Varde Sogn en grundtvigsk kapellan, Johs. Herskind, der allerede året efter blev afløst af Edvard Eller, der også var grundtvigianer. Hele denne splittelse skyldtes en grundlæggende modsætning mellem det grundtvigske Landsogn og Byen, der var præget af Indre Mission.

Men efter en målrettet indsats - ledet af Herman Hansen - fik Varde Sogn ansat Edvard Eller som sognepræst i 1932. Siden har Varde Kirke haft en grundtvigsk sognepræst. En stor del af æren for dette tillægges Herman Hansen.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.