Til sidebund

En voldsmand fra Esbjerg

Mandag d. 10. november 1890 blev kolportør Jens P. Jensen fremstillet i politiretten i Varde og anklaget for søndag d. 9. november at have forbrudt sig mod den offentlige myndighed og orden. Anholdte godkendte sin forklaring til den foreliggende politirapport, at han uden foranledning var blevet ført ud af et værtshus af to gendarmer fra det gendarmkorps, der siden 1885 havde været udstationeret i byen.
Til politirapporten havde Jens P. Jensen sagt, at det var gendarmerne, der havde angrebet ham, der hverken havde gjort modstand eller skældt ud. Han havde kun sagt, at det var en slyngelstreg at sætte ham ud. Tiltalte erkendte, at han havde drukket nogle bajere og var lidt beruset. Men han havde hele tiden vidst, hvad han foretog sig. - - Forhøret afsluttet.

Den omtalte beværtningen lå på Storegade 25 på hjørnet af Storegade og Fiskergade. Her havde enkefru Johanne Kjerstine Rasmussen sit værtshus i lejede lokaler i en ejendom, der tilhørte klejnsmed Chr. Nissen. Chr. Nissen solgte i 1905 ejendommen til boghandler Ole Lohse, der rev bygningen fra 1865 ned og byggede et nyt hus i 1906.

Den 13.november blev forhøret genoptaget. For retten mødte gendarmerne nr. 147 Hansen og nr.148 Christensen. De forklarede, at den anholdte var bosat i Esbjerg og var tidligere blevet straffet for vold og fornærmelser mod politiet og gendarmkorpset. Han var en rå, brutal og ondskabsfuld person. Den 9. november om aftenen havde han på enkefru Rasmussens beværtning generet både gendarmerne og fru Rasmussen, der flere gange bad ham om at gå sin vej. Da kolportøren ikke gjorde det, anmodede Johanne Rasmussen gendarmerne om at sætte ham ud.

Gendarmerne forklarede nu samstemmende, at J.P. Jensens påstand om, at de havde angrebet ham og uden grund sat ham på gaden, var usand. Det var heller ikke i overensstemmelse med sandheden, at han ikke havde gjort modstand og brugt skældsord mod gendarmerne. Alle personer havde opholdt sig i gæstestuen, og gendarmerne havde lempet kolportøren ud i køkkenet, men da gendarm Christensen også ville smide ham ud herfra, havde J.P. Jensen lagt sig på gulvet og nægtet at følge med, da Christensen ville sætte ham på gaden. Det lykkedes imidlertid Christensen at få ham ud på gaden, men under dette håndgemæng havde J.P. Jensen kaldt gendarmen for en slyngel og råbt, "Gendarmen er fuld!"

Gendarm Hansen forklarede nu, at han inde fra stuen kunne høre kolportøren ude i køkkenet kalde Christensen for en slyngel og at han ude på gaden havde råbt, "Gendarmen er fuld!" Begge gendarmer forklarede nu forhørslederen, politimester Kalko (billedet til højre), at de var afholdsmænd - en noget tvivlsom påstand, når de var gået på værtshus. Men de kan selvfølgelig godt have siddet og drukket kaffe. Ude på gaden havde der samlet sig nogle folk tilkaldt af spektaklet fra værtshuset. Her kastede J.P. Jensen sig på stenbroen og slog og sparkede om sig. Han kaldte nu gendarm Christensen for "en grøn Dreng" og beskyldte begge gendarmer for at være nogle røverkarle og banditter. J.P. Jensen havde under denne tumult sparket gendarm Christensen på munden. Dette havde gendarm Hansen ikke bemærket, men tilføjede, at da Christensen blødte fra munden, så kunne der næppe være tvivl om, at dette sår var forårsaget af kolportørens spark. J.P. Jensen blev nu anbragt på en trækvogn og transporteret hen til rådhuset på Torvet. Mens gendarm Christensen gik ind for at tænde lys i detentionen, rettede kolportøren flere spark og slag mod gendarm Hansen, dog uden at ramme.

I politiretten fremstod nu enkefru Johanne Kjerstine Rasmussen. Hun havde inde fra stuen hørt J.P. Jensen råbe ude i køkkenet, at gendarmen var fuld. Hun var sikker på, at han havde brugt ordet "fuld", men kunne ikke huske udråbets nøjagtige ordlyd. Men han havde råbt: "Gendarmen er fuld!" eller "Det er kun en fuld Gendarm!" At han havde brugt ordet fuld med henblik på gendarmen, var hun ikke i tvivl om.

Derpå mødte boghandler Hans Heinrich Lohse i politiretten. Han var en af dem, der var kommet til stede ved værtshuset hidkaldt af larmen. Han havde hørt, at den anholdte beskyldte den ene af gendarmerne eller dem begge for at være en "grøn Dreng". Desuden havde arrestanten brugt en del andre skældsord mod gendarmerne, som Lohse dog ikke kunne huske.

Så mødte bogbindersvend Jens Chr. Nielsen Prange. Han mente, at det var, da folk stimlede sammen ved værtshuset, og spurgte, hvad årsagerne var til spektaklerne, at anholdte havde sagt, at det var "en fuld Gendarm!" Senere havde han råbt, at han ikke ville følges med sådan "en fuld Gendarm". J.P. Jensen havde hele tiden brugt skældsord mod gendarmerne, og Prange kunne ud over ordene "fuld Gendarm" huske "grønne Drenge" og "Pjalter". Prange havde set den anholdte sparke ud efter Christensen og have ramt denne på munden, så det blødte, og J.P. Jensen havde desuden råbt, "at Varde Gendarmerne ere de største Æsler, der gik paa Jorden og især den Slubbert dér" og peget på gendarm Christensen. Begge gendarmer kunne bekræfte, at anholdte havde udtalt disse skældsord, men de kunne ikke huske om han i den forbindelse havde peget på Christensen. Prange sluttede sit vidnesbyrd med at fortælle, at han foran rådhuset havde set kolportøren sparke ud efter gendarm Hansen.

Det næste vidne i politiretten var boghandlerkommis Jacob Sørensen. Han sagde som Prange, at det var, da folk spurgte efter årsagerne til larmen, at J.P. Jensen havde råbt, "at det var en fuld Gendarm", og senere råbte han, at han ikke ville følge med "saadan en fuld Gendarm". Den anholdte havde hele tiden brugt skældsord mod gendarmerne af hvilke boghandlerkommisen kunne huske "fuld Gendarm", "grønne Drenge" og "Pjalter". Jacob Sørensen havde også set J.P. Jensen sparke Christensen på munden, så denne blødte, og til sidst udtalte Jacob Sørensen, at den anholdte havde råbt og peget på gendarm Christensen, "at Varde Gendarmer ere de største Æsler, der gik på Jorden og især den Slubbert dér".

Alle de fremførte vidner kunne bekræfte, at gendarmerne havde været i uniform og havde optrådt med ro og besindighed, samt udvist megen tålmodighed. Den eneste kommentar, J.P. Jensen havde til disse vidners udsagn, var, at de talte usandt, og sagen gik nu til doms.

Dommen blev forkyndt d. 16.januar 1891. Politimester Kalko, der indtil retsreformen i 1919 også var dommer, satte sig nu i dommersædet. Han fandt det bevist, at tiltalte havde optrådt og udtalt sig som vidnerne havde sagt i politiretten. Dertil kom, at kolportøren, der var født 24.december 1847, tidligere var idømt bøder ved Københavns Kriminal- og Politiret for fornærmelser mod en politibetjent. Desuden var han blevet idømt bøder og fængselsstraffe for gadeuorden og fornærmelser mod politiet i Aarhus, Holstebro og Skive.

Som følge af alt dette mente dommer Kalko, at J.P. Jensen skulle straffes med fængsel på vand og brød i 6x5 dage og desuden betale sagens omkostninger herunder salær til anklageren sagfører Hansen 12 kr. og til forsvareren sagfører Harck 10 kr. Dommer Kalko henviste i dommen især til straffeloven af 1866 § 101, der omhandlede fornærmende udtalelser mod indehavere af offentlig myndighed og i mindre grad § 98, der omhandlede vold mod embedsmand i funktion. Det var således J.P. Jensens mange skældsord mod gendarmerne, der blev lagt til grund for strafudmålingen, og ikke at han havde sparket gendarm Christensen på munden. - I dag ville en dommer nok tillægge voldsudøvelse en større betydning end skældsord.

J.P. Jensen ankede dommen både til Overretten i Viborg og til Højesteret, men begge instanser stadfæstede byrettens dom.

PS. Mere om gendarmerne i Varde kan læses i artiklen "Slaget i Brogade nytårsnat 1889 eller Historien om den berusede gendarm."

En Plattenslager

Den 23. november 1892 blev den 50-årige Georg Heinrich Koch fra Altona anholdt i Varde, fordi han havde købt ure hos nogle af byens urmagere og betalt med ugyldige dollarsedler. Da han tidligere havde været straffet, blev han sat i arresten. Han var født 1842 i Sdr. Volstrup ved Flensborg. Det hedder i dag Kleinwolstrup.

Den 30. november kom sagen for politiretten.
I oktober 1892 var anholdte flyttet til Altona, og i dagene den 19. og 20. november havde han opholdt sig i Vojens. Herfra rejste han til Ribe, hvortil han ankom d. 21. november. Han havde boet i over 16 år i Flensborg, hvor han for et par år siden var blevet idømt fire måneders fængsel for tyveri. Han havde ikke været straffet tidligere. Han havde i øvrigt ernæret sig ved forefaldende arbejde ved landbruget, både hus - og markarbejde f.eks. havde han i nogle dage tjent til livet opretholdelse ved at hugge brænde.
Den pæne jakke, som han var iført, var af mærket "Norddeutscher Loyd Bremen". Den havde han fået af sin søn, der var opvarter på et dampskib, som sejlede mellem Bremen og New York. Dollarsedlerne havde han også fået af sin søn. -- Hermed sluttede retsmødet for denne dag.

Den 12. december blev sagen genoptaget i politiretten.
Politimester Kalko beklagede, at der var gået så lang tid siden det sidste møde i politiretten. Men for at tilvejebringe de fornødne oplysninger havde han måttet føre en ret omfattende korrespondance med udlandet. Arrestanten gentog, at han havde fået dollarsedlerne af sin søn og tilføjede, at den straf, han var blevet idømt i Flensborg, skyldtes, at han havde stjålet penge. Så blev retten hævet for denne dag.

Den 17. december genoptog politiretten sagen.
Her mødte urmager Frederik Hansen, der havde sin forretning i Kræmmergade 13. I retten blev der fremlagt et ur, som urmager Hansen havde solgt til arrestanten. Urmageren forklarede, at Georg Heinrich Koch havde købt uret for 29 kr. Det skulle være en gave til arrestantens datter, der var gift med en mejerist i Aalborg. Urmageren sagde endvidere, at han havde givet Georg Heinrich Koch 7,64 kr. tilbage for dollarsedlerne, og at køberen havde navngivet sig Lars Christensen.

Derpå mødte urmager Peter L. Rolin, Storegade 36. Han blev forevist et ur, som han genkendte som det ur, han havde solgt til den anholdte for 30,25 kr. Han havde givet Georg Heinrich Koch 42,75 kr. tilbage for dollarsedlerne. Denne havde sagt til urmageren, at han hed Christensen og kom fra Gråsten, og at uret var en gave til en mejerist i Aalborg.

Den næste urmager i retten var Christian Overbech, Storegade 30. Han forklarede, at Georg Heinrich Koch d. 22. november 1891 var kommet ind i forretningen og præsenteret sig som Hans Christensen fra Gråsten.

Han havde købt et ur med kæde og sagt, at det var til familien i Aalborg. Han havde betalt med en 10-dollarseddel for uret, der kostede 30,25 kr. og urmager Christian Overbech havde givet ham syv kroner tilbage.

Da arrestanten var gået, opdagede urmageren, at sedlen var udstedt for 27 år siden af The confederate States in North America, altså Sydstaterne under Den amerikanske Borgerkrig. Urmageren havde så vist sedlen til nogle bekendte, der havde fortalt ham, at sedlen var værdiløs.

Christian Overbech gik nu ud i byen for at finde bedrageren, som han fandt på værtshuset Skandinavien. Her fik han overtalt Georg Heinrich Koch til at lade handelen gå tilbage. Urmageren fik sit ur med kæde og arrestanten fik sin 10-dollarseddel. Georg Heinrich Koch blev nu fremstillet i retten, og alle urmagerne genkendte ham som den, de havde handlet med.

Den anholdte erkendte nu, at han over for urmagerne havde opgivet et forkert navn, men ville ikke udtale sig om grunden hertil. Men han tilstod, at han til urmager Frederik Hansen havde sagt, at han havde en datter, der var gift med en mejerist i Aalborg. Dette var imidlertid ikke sandt, men hans kones søster var gift med en mand ved navn Ægenius Mejer, der arbejdede på gården Langholt i nærheden af Aalborg.

Georg Heinrich Koch fortalte også, at det var rigtigt, hvad urmagerne havde sagt, nemlig at han havde givet 29 kroner for uret, som han havde købt af Frederik Hansen og 30,25 kr. for urene, der var købt hos Peter Rolin og Christian Overbech. Han havde ladet handelen med Overbech gå tilbage, fordi denne havde følt sig snydt og bedraget. De 7,64 kr. og 42,75 kr., som han havde fået tilbage hos Frederik Hansen og Peter Rolin, var en del af de penge, som han havde på sig, da han blev anholdt. Disse penge var nu i politiets forvaring.

Den anholdte fastholdt, at han havde været overbevist om, at dollarsedlerne var ægte og havde den pålydende værdi. Han havde fået sedlerne tilsendt i et pengebrev fra sin søn. Dette fastholdt Georg Heinrich Koch, selv om politimester Kalko kunne forelægge et brev fra sønnen, der nægtede at have sendt penge til faderen. Desuden kunne politimesteren meddele arrestanten, at han også havde talt usandt vedrørende straffen i Flensborg. Dommen på de fire måneders fængsel havde han fået, fordi han havde betalt med ugyldige dollarsedler. Arrestanten vedblev dog at fastholde, at han havde troet på, at sedlerne var gode nok, og han begrundede nu sin holdning med, at urmagerne Frederik Hansen og Peter Rolin også havde ment det samme og endda givet penge tilbage for dem.

Urmager Christian Overbech fortalte derpå, at Georg Heinrich Koch havde optrådt med stor sikkerhed og havde henvist til, at i Tyskland betalte man for en 1-dollarseddel et beløb, der svarede til 3,69 kr. Overbech havde så forhørt sig i Varde Bank om kursen på en amerikansk dollar, og banken havde svaret, at kursen var 3,65 kr. Denne kurs ville arrestanten imidlertid ikke acceptere, men forlangt 3,69 kr., hvilket Overbech var gået med til. Georg Heinrich Koch godkendte Overbechs fremstilling af sagen.

Urmagerne Hansen og Rolin fik nu tilbageleveret de ure, som de havde solgt til den anholdte. Desuden fik de pengene tilbage, som de havde givet arrestanten tilbage for de ugyldige dollarsedler. Hansen fik 7,64 kr. og Rolin 42,75 kr. Alle urmagerne frafaldt krav om erstatning, og dermed sluttede mødet i politiretten d. 17. december.

Næste møde i politiretten var juleaftensdag 1892 kl. 12.
Her forelagde politimesteren en skrivelse fra amtsretten i Kappel. Georg Heinrich Koch indrømmede nu, at han også her havde fået en straf på fire måneders fængsel for forsøg på at omsætte ugyldige dollarsedler. Men han fastholdt, at han havde fået pengene tilsendt af sin søn, og at han i Danmark kun havde købt ure for dollarsedler i Ribe og Varde, og at han aldrig havde forsøgt noget sådant i Esbjerg eller Christiansfeld, hvilket politimester Kalko siden retsmødet d. 17. december havde fået underretning om. Hermed sluttede retsmødet denne dag, og man holdt jul.

På et kort møde i politiretten d. 14. februar 1893 meddelte politimesteren, at han havde iværksat en nøjere undersøgelse af Georg Heinrich Kochs færden i Esbjerg og Ribe. Da Georg Heinrich Koch var blevet syg, blev politiretten 21. februar 1893 sat i arresten. Der forelå skrivelser fra politiet i Esbjerg og Ribe om, at den anholdte i begge byer havde købt ure for ugyldige dollarsedler, hvilket arrestanten erkendte.

Det kom nu frem, at han i Ribe havde købt et ur til 34 kr. og et ur i Esbjerg til 26 kr. Han havde betalt med dollarsedler, men det kom ikke frem i retten, hvor meget disse urmagere havde givet ham tilbage. Desuden havde han købt endnu et ur i Esbjerg til 53,76 kr. Det havde han betalt med en 50-dollarseddel, som urmageren havde fået vekslet i Esbjerg/Fanø Bank til 184 kr. En kurs på 3,68 for en dollar. Utroligt at banken ikke fattede mistanke til sedlen! Den manglende forsigtighed kunne måske skyldes, at banken lige var startet, og personalet derfor ikke havde den fornødne erfaring i handel med fremmed valuta. Den esbjergensiske urmager havde betalt svindleren 130,24 kr. tilbage. Både urmagerne og banken krævede erstatninger for deres tab.

Politimester Kalko meddelte, at han havde fået et brev fra statsanklageren i Flensborg, der vedrørende bedragerier i Christiansfeld spurgte om Georg Heinrich Koch efter afsonet straf ville blive udvist af Danmark, eller man skulle forsøge at få ham udleveret ad diplomatiske veje? Hertil havde politimester Kalko svaret, at efter udstået straf ville arrestanten kunne udleveres til de tyske myndigheder i Hvidding. Politiretten blev hævet.

På et kort møde d. 24. februar 1893 forelå der en skrivelse fra Nationalbanken, der på en forespørgsel fra politimester Kalko havde svaret, at sedlerne var udstedt af "the confederate States of America". De var trykt i Richmond 17. februar 1864, og sedlerne var ugyldige og derfor uden værdi.

D. 10. marts 1893 tog politimester Kalko dommerkasketten på og afsagde dom i sagen. Georg Heinrich Koch blev for sine bedragerier idømt en straf på otte måneders forbedringshus, desuden skulle han erstatte urmagerne i Ribe og Esbjerg samt Esbjerg/Fanø Bank for deres tab. Dertil kom betaling for sagens omkostninger og salær til anklager, sagfører E. Hansen fra Esbjerg og forsvarer, sagfører H.C. Harck, Varde, henholdsvis 15 kr. og 12 kr.

Det er interessant at se avisernes omtale af de to sager. Højre avisen Vestjyllands Dagblad omtalte ikke Jens P. Jensens slagsmål med gendarmerne, hvilket forekommer mærkeligt, da avisen, der var en trofast støtte af Estrups politik, normalt skrev positivt om gendarmernes politimæssige indsats. Måske kan avisens manglende omtale af sagen skyldes, at gendarmerne havde siddet på værtshus, og af J.P. Jensen var blevet beskyldt for at være berusede, hvilket kunne skade gendarmkorpsets anseelse, der i forvejen ikke var høj i Varde.

Hvad der var sket i politiretten, havde avisen ingen adgang til, da offentligheden ikke havde adgang til retssalene før retsreformen i 1919.

Da Lokalhistorisk Arkivs udgave af Vestjyllands Dagblad for 1892 mangler de sidste to måneder, kan det ikke konstateres, om avisen omtalte sagen om de ugyldige dollarsedler. Men et godt gæt er, at det gjorde avisen ikke! Det kunne jo give folk gode ideer til forbrydelser. Venstreavisen Ribe Amtstidende/Varde Avis brugte 40 cm. spalteplads på omtalen af sagen mod Jens P. Jensen i udgaven 19/1 1892. Sagen mod Georg Heinrich Koch fik en omtale på 24 cm. spalteplads i udgaven 23/11 1892.

Ud fra et nyhedssynspunkt skulle sagen om de ugyldige dollarsedler have større interesse end et værtshusslagsmål, der var en daglig begivenhed på byens mange værtshuse. Det er også bemærkelsesværdigt at avisen beskrev gendarmernes adfærd i positive vendinger. Som Venstre-avis var dens holdning til Estrups provisoriske lovgivning og gendarmkorpset negativ, og den benyttede enhver lejlighed til at klage over gendarmernes tilstedeværelse i byen.

Derimod var en sag om ugyldige pengesedler ikke hverdagskost i Varde og slet ikke, når det drejede sig om amerikanske dollar. Varde var med sine store kreaturmarkeder ikke ukendt med fremmed valuta, men det var mest tyske rigsmark og engelske pund, man stiftede bekendtskab med, og amerikanske dollar har været en sjældenhed i byen.

At avisen gav en fyldigere dækning af værtshusslagsmålet skyldtes nok, at urostifteren kom fra Esbjerg. Netop på denne tid var man i Varde blevet opmærksom på Esbjergs eksplosive vækst, mens befolkningstallet i Varde gik tilbage. Derfor var nyheden om en voldsmand fra Esbjerg, der kunne stille byen i et dårligt lys, bedre end en sag om ugyldige amerikanske dollar.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.