Politiske domme?
Et par retssager fra
konseilspræsident Estrups regeringstid.

Den 3. juli 1878 blev dyrlæge Jørgen C. A. Jørgensen ved retten i Varde idømt fire måneders fængsel for i dec. 1877, under en politiske diskussion i skænkestuen på Lassons hotel (i dag politistation), at have kaldt den siddende konge Chr. IX for et fæ. Dette havde han gentaget og blev derfor meldt til politiet for majestætsfornærmelse. I følge straffeloven af 1866 § 90 var den mindste straf for sådanne udtalelser tre måneders fængsel, og dommeren har sikkert ment, at det var skærpende omstændigheder, at dyrlægen havde gentaget udtrykket og ikke havde været beruset. Dommeren lod derfor hensynet til kongens person og straffelovens § 90 gå forud for ytringsfriheden. Sagen blev ikke anket til en højere retsinstans,og den blev heller ikke omtalt i byens aviser.

Mere omtale fik en anden sag, fordi den indtraf under provisorietiden otte år senere og derfor havde politiske undertoner. Den 24. juli 1886 kunne Vardes borgere i venstreavisen, Ribe Amtstidende læse, at manufakturhandler og venstremand, P. Klitgaard-Nielsen, der drev forretning fra Kræmmergade 10, ved byretten i Varde havde fået en dom på tre måneders fængsel for at have fremsat krænkende udtalelser om kong Chr. IX. Dommen blev anket til Overretten i Viborg og senere til Højesteret, men begge instanser stadfæstede underrettens dom.

Først efter højesteretskendelsen havde Ribe Amtstidende et længere indlæg om sagen, hvis gang indtil da kun havde været omtalt i korte notitser. Den 28. oktober 1886 meddelte bladet, at Højesteret dagen før havde stadfæstet dommen over Klitgaard- Nielsen, der i sit lagerlokale over for to venner af modsat politisk anskuelse "havde omtalt Kongen paa særdeles fornærmende Maade." Avisen skrev ikke, hvem de to venner var, ligesom den heller ikke nævnte de fornærmende ord. Bladet nøjedes med at konstatere, at Klitgaard-Nielsens udtryk var blevet bragt ud i byen og kommet politimesteren for øre. Denne havde derfor set sig foranlediget til at rejse sigtelse mod manufakturhandleren.

Vennerne havde ikke kunnet huske, hvilke ord Klitgaard-Nielsen havde brugt, men denne havde selv tilstået, at have brugt de fornærmende udtryk. Senere havde han som anklaget i retten søgt at trække sin tilståelse tilbage, men denne tilbagekaldelse var med henvisning til Danske Lov 1-15-1 der gjalt indtil retsplejereformen i 1919, ikke blevet accepteret.- Avisen antydede til sidst, at hvis tiltalte havde undskyldt sine udtalelser, så var straffen måske bortfaldet. Men Klitgaard-Nielsen havde nægtet at gøre "Knæfald for Ministeriet Estrup." Vardes højreavis, Vestjyllands Dagblad, tog sagen op den 29/10. Det meste var direkte afskrift fra gårsdagens venstreavis, men redaktør N.P. Kjelst fremhævede dog kraftigt, at det ikke var Kiltgaard-Nielsens politiske modstandere, der havde angivet ham, men almindelig bysnak, som havde medført politiets indgreb. Avisen gik endog så vidt som til at beklage, at Klitgaard-Nielsen ikke havde villet undskylde sin omtale af kongen og derfor skulle tre måneder i fængsel. Det kan virke besynderligt, at redaktør Kjelst havde ondt af en venstremand, der var kommet i alvorlige problemer p.g.a. sine politiske udtalelser. Normalt lagde Kjelst ikke fingrene i mellem, hvis det drejede sig om politiske modstandere. Når Klitgaard-Nielsen ikke fik af grovfilen, skyldtes det måske, at han var en stor og hyppig annoncør i Vestjyllands Dagblad, hvor hans annoncer ofte fyldte op til 25% af en side.

Hvad var det for ord, som Klitgaard-Nielsen havde brugt om kongen? Hvem var de venner, der havde hørt ham udtale dem? Var det på grund af bysladder, at politimesteren tog sagen op? Hvem havde bragt samtalens indhold ud i byen? I politiets forhørsprotokol kan man under 7/4 1886 læse, at de formastelige ord faldt under en samtale, som fandt sted d. 15/3 i Klitgaard-Nielsens lagerlokale. Til stede var isenkræmmer Frederik L. Bülow, der ligesom Klitgaard-Nielsen drev forretning på Kræmmergade 10. Endvidere en handelsrejsende ved navn Skovgaard, som Klitgaard-Nielsen havde kendt i 14 år. I to år havde de endog været ansat som ekspedienter i samme forretning, før Klitgaard- Nielsen i 1879 havde slået sig ned som selvstændig i Varde.

Skovgaard havde forladt Varde, da politiet gik i gang med sagen. Han afgav derfor forklaring til politiet i en anden by, og dette udsagn har været blandt sagens akter som udskrift D, men er desværre ikke bevaret. Skovgaard var ligesom Bülow en erklæret tilhænger af Estrups politik.

Isenkræmmer Bülow fortalte politiet, at de tre mænd havde snakket politik, og da Skovgaard under samtalen fremviste nogle prøver til nogle portierekvaster og sagde, at sådanne havde kongen købt til prins Valdemars udstyr, så havde tiltalte udbrudt: "Kongen den ...... , han er jo ikke andet end Landets Skriverkarl!" Bülow var aldeles sikker på, at den sigtede, havde brugt ordet "Skriverkarl", men om der var blevet sagt "Landets" eller "Folkets" kunne han ikke huske. Bülow mente desuden, at Klitgaard-Nielsen havde brugt udtrykket "Flab" om kongen, men han ville ikke aflægge ed på, om tiltalte havde brugt netop dette ord ved denne lejlighed, da han så ofte havde hørt sin genbo bruge skarpe og fornærmelige udtryk mod regeringen. Endvidere sagde Bülow, at han i den senere tid havde hørt megen snak i byen om, at Klitgaard-Nielsen under samtalen i lagerlokalet havde brugt ordet "Flab" om kongen. Kilden til denne sladder måtte stamme fra enten Skovgaard eller tiltalte.

Derpå udtalte Klitgaard-Nielsen sig til forhørsprotokollen. Han sagde at Skovgaard d. 15/3 var kommet ind i hans lagerlokale og kort tid efter var Bülow også ankommet. Klitgaard-Nielsen var blevet irriteret over de to højremænds politiske udtalelser, og da Skovgaard havde fremvist nogle vareprøver, havde Klitgaard-Nielsen sagt, at de var jo næsten kongelige. Nu sagde Skovgaard: "Nej, saa skulde De have set nogle, som vi har leveret til H.M.Kongen:" Tiltalte udbrød da:"Aa skidt, kongen er jo ikke andet end Folkets Skriver, den Flab."- Klitgaard-Nielsen ønskede tilført protokollen, at der ikke var andre tilstede i lokalet end Skovgaard og Bülow, som han begge kendte. Til ukendte personer ville han ikke have udtalt sig således. Klitgaard-Nielsen erkendte også, at han i politiske samtaler ofte brugte stærke udtryk, navnlig når han udtalte sig om det nuværende ministerium. Manufakturhandleren blev nu gjort bekendt med Bülows og Skovgaards udtalelser. Disse vidneudsagn havde han intet at indvende mod, for "de ere rigtige og stemmer ogsaa med hans egen."

Dommene ved alle tre instanser havde udsagnene fra dette forhør som den væsentligste præmis. - Der kan da heller ikke være tvivl om, at Klitgaard-Nielsen i samtalen med vennerne Bülow og Skovgaard havde brugt udtrykkene "Skriverkarl" og "Flab" om kong Chr. IX. Det var næppe hverken Bülow eller Skovgaard, der viderebragte Klitgaard-Nielsen ord om majestæten til politiet. Politimesteren må derfor være gået i gang med at undersøge sagen på grund af den megen snak i byen, eller han har fået en anmeldelse.

Derimod er det et åbent spørgsmål, hvem der bragte ordene ud i byen. Det kunne være en af dem, eller de kunne alle tre have fortalt andre om den politiske debat i lagerlokalet. Bülow antydede i forhøret, at Klitgaard-Nielsen selv kunne være ophavsmand til bysnakken. I modsætning til Bülow og Skovgaard, så tog Klitgaard-Nielsen ingen forbehold, da han udtalte sig til politiet d. 7/4. Her vedstod han frejdigt at have kaldt kongen både en "Skriver" og en "Flab". Når han ved domstolene benægtede disse udsagn, så var det uden tvivl efter råd fra sine forsvarere. At han ikke ville undskylde sine udtalelser taler også for, at han var kilden til bysnakken. Flere havde hørt ham fortælle om (måske prale af), hvad han havde sagt, så det ville være flovt at skulle til at trække i land.

Herimod kan der indvendes, at Klitgaard-Nielsen skulle i fængsel, hvis han ikke undskyldte. En af Venstres landspolitiske ledere, Christen Berg, havde i januar fået en fængselsdom på seks måneder. Men hvorfor skulle Klitgaard-Nielsen gå i Bergs fodspor? Hvad kunne han bruge et martyrium til? Den økonomiske fordel han kunne høste ved at få mange kunder blandt oplandets talrige venstrefolk forekommer at være minimal i forhold til, at han skulle være væk fra sin butik i 3 måneder. - Men det er nok et spørgsmål, om Klitgaard-Nielsen gjorde sig sådanne overvejelser. Han synes at have haft et iltert temperament og dertil været lidt af en politisk fanatiker.

Johannes Baptiste Ferdinand Hilarius Kalko, borgmester, politimester og dommer i Varde 1885 - 93.

Byens politimester og dommer, Kalko havde kun siddet i embedet et lille års tid. Det kunne derfor tænkes, at han havde været lidt for emsig i sin embedsførelse. Men da han var kendt for at lade menneskelige hensyn få fortrinsret for juraen, så har han næppe ladet Klitgaard-Nielsen anklage på grund af almindelig bysladder. Tilbage er så muligheden, at Klitgaard-Nielsen havde en eller flere fjender, som har villet skade ham med en anmeldelse. Den 3. januar 1887 mødte Klitgaard-Nielsen op på rådhuset i Varde og blev indsat i celle nr. 3. Men fængselsopholdet fratog ham lysten til at drive forretning i Varde. Efter løsladelsen solgte han butikken til sin førstemand og forlod byen. Økonomiske problemer har han næppe haft. I ligningslisten for 1886 var han blandt byens tyve største skatteydere med en indtægt på 4000 kr. hvoraf han skulle betale 217,25 i skat til kommunen. Når han rejste fra Varde, kunne det skyldes, at han ikke ville være i en by, hvor personlige, men ikke politiske uoverensstemmelser havde bragt ham i fængsel.

Hvis ovenstående slutninger er rigtige, så kan man ikke kalde dommen over Klitgaard-Nielsen for en politisk dom. Den skal snarere ses som en dom, hvor dommeren ligesom i sagen mod dyrlæge Jørgensen lod hensynet til kongens person gå forud for hensynet til ytringsfriheden. En sådan dom ville ikke blive afsagt i dag, da hensynet til ytringsfriheden i de fleste tilfælde bliver prioriteret højest. Det var vel også de nye grundlovsfædres hensigt, når de i den ændrede Grundlov af 1953 i § 77 lod skrive, at "enhver er berettiget til på tryk, i skrift og i tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres".