Til sidebund

Sønder Varde - træk af en forstads udvikling.

Forstaden Sønder Varde.

Navnet Sønder Varde som betegnelse for den del af købstaden Varde, der ligger syd for åen, optrådte første gang i Ribe Amtstidende/Varde Avis d.29/7 1877. I avisen stod der: "Efter de mange i de seneste Aar her sønden for Byen opførte Bygninger at dømme, lader det til, at der efterhaanden vil udvikle sig---en hel lille By derude, som det forekommer os, at det kunde være ganske heldigt at give et Navn til Adskillelse fra den gamle By. ---Vi foreslaar at kalde den Del af Byen, som syd for Aaen allerede er opstaaet og efterhaanden vil fremkomme: Sønder Varde."

Næste gang navnet forekommer i en officiel sammenhæng er folketællingen i 1901, hvor Sønder Varde stod for Sønderbro, altså den gade, der gik fra åen og hen til krydset Hjertingvej/Gellerupvej/Ribevej. Viadukten blev først anlagt i begyndelse af 1920'erne.

Mens Sønderbro havde fået sit navn ved et byrådsmøde i 1894, så havde de andre veje endnu ikke fået officielle navne, men kaldtes Vejen mod Hjerting, Vejen mod Gellerup og Vejen mod Ribe. I folketællingerne til og med 1860 kaldtes områderne uden for byens voldgader for Varde Mark eller Byens Mark.

I aviserne og på byrådsmøderne begyndte navnet Sønder Varde at blive brugt efter 1901 som betegnelse for området syd for åen. Men områdets vejnavne var ikke fastlagte og dukkede op og forsvandt igen i folketællinger og vejvisere.

I folketællingen 1870 er navnet Søndermarken som betegnelse for området syd for åen brugt for første gang. Befolkningsvæksten medførte at pladsen blev for trang i den gamle by, og folk slog sig ned "uden for byen".

Museumsinspektør ved Sønderborg Slot, Peter Dragsbo skrev i en artikel om Forstaden¹, at forstadsdannelserne ofte var en fortsættelse af udviklingen i den førindustrielle by, hvor underklassen af småhåndværkere, småhandlende og daglejere ofte boede i baggårde og baggader. I forstaden boede disse småkårsfolk ligeledes under beskedne forhold.

De første indbyggere, som vi med sikkerhed ved boede på Søndermarken, var fattiggårdens bestyrerpar og fattiglemmerne. Fattiggården på Hjertingvej nr. 58 blev oprettet i 1844, da kommunen købte en gård og byggede et nyt, stort stuehus til at huse de fattige. I 1845 var der 35 fattiglemmer på gården, i 1870 44 lemmer.

Ifølge folketællingen 1870 boede der fraregnet folkene på fattiggården 45 mennesker på Søndermarken. Af erhverv var der 6 landbrugere. Disse var egentlig en slags nybyggere, idet de begyndte at opdyrke de store hedearealer, der dækkede det meste af Søndermarken op til 1920. Der var 6 tjenestefolk. De tre tjente ved værtshusholder og avlsbruger Mette Nielsen. Hun var enke og videreførte sin afdøde mand Jens Chr. Nielsens værtshus Hedekroen på Roustvej 95, der også havde landbrug i tilknytning til kroholdet.

De resterende tjenestefolk var ansat hos landbrugerne. Der boede et par skræddere på Søndermarken. Det fremgår ikke, om de var mestre, men det var de næppe, da de ikke står i en fortegnelse over dem, der op til 1887 havde løst borgerskab som håndværksmestre i byen. En enkekone med erhvervsbetegnelsen pottemager må også regnes håndværkergruppen.

Eneste håndværker med borgerskab som mester var snedkermester Ole Chr. Iversen. Men han må anses for at være en småhåndværker, da han ikke havde svende i sin husholdning.

Af værtshuse var der ud over den omtalte Hedekro også Dortheasminde, der lå i vejkrydset Ribevej/Esbjergvej. Her havde værthusholder Carl Jensen siden 1866 drevet krohold. - Eneste offentlige ansatte i området var plantøren, som passede Sdr. Plantage, som Varde kommune begyndte at plante i 1865.

Denne oversigt over erhvervene i Sønder Varde 1870 bekræfter, at det var småkårsfolk, som havde slået sig ned i området og dermed begyndt dannelsen af forstaden Sønder Varde.

Godt 30 år senere boede der ifølge folketællingen 1901 648 mennesker på Søndermarken fordelt på 153 husstande (fattiggården ikke medregnet).

Der var nu kommet en stor gruppe på 27 arbejdsmænd (daglejere). Af tjenestefolk var der 25. Hedeopdyrkningen var fortsat, så der var 21 landbrugere. Håndværkerantallet var øget til 15. Men kun 5 var mestre. Her var to skomagere en skrædder- en bødker- og en tømrermester.

Antallet af offentlige ansatte var eksploderet til 61. Det var hovedsageligt lavere jernbanefunktionærer ansat ved statsbanerne fra 1874.

I 1901 boede der to fabrikanter i Sønder Varde. Den ene var tekstilfabrikant C.B.Kjær, der drev en mindre fabrik inde i byen. Kjær havde i 1904 købt toldforvalter Nissens villa på hjørnet af Sønderbro og Gellerupvej. Kjær gik fallit i 1909. Den anden var brygger Storm der fra 1886 havde anlagt og udvidet et bryggeri i Søndergade, hvor Aldi i dag ligger. Han havde desuden bygget en stor villa med facade ud til Søndergade i forbindelse med bryggeriet. Storm gik fallit i 1903.

Værtshusenes antal var også vokset pænt. Nu var der 8. Til de to fra 1870 var der kommet Gæstgivergaarden, senere Sdr. Kro (1875), Røde Lygte(1876), Skandinavien(1887), hotellerne Platzborg(1873) og Jernbanehotellet(1892). Desuden et værtshus uden navn på Søndergade 53.

Der var kommet handel til Sønder Varde i 1901. En enkelt købmand på hjørnet af Søndergade og Gellerupvej. Dertil kom et par fiskehandlere.

Selv om der var sket store forandringer i Sønder Varde siden 1870, så var det stadig småkårsfolk, der dominerede området. Dette billede ændredes ikke 20 år senere. Ifølge de kommunale mantalslister fra 1920 var der nu 920 personer fordelt på 212 husstande.

Inden for håndværk og handel var de fleste gifte handelsbetjente og håndværkssvende, der havde deres beskæftigelse inde i byen. Der var ikke rigtig nogen middelklasse i området, og det var uden tvivl, fordi det ikke var fint at bo i Sønder Varde. Området var ikke blevet mere tiltrækkende, efter at Jeppe Skovgaard Jensen i 1918 havde anlagt sin kød- og benmelsfabrik ude på den østlige side af Ribevej omkring nr. 41.

Billedet af Sdr. Varde begyndte først at ændres, da en anden type boligmiljø holdt sit indtog i bydelen i midten af 1920'erne. Det var kolonihavebevægelsen. Den første kolonihaveforening i Danmark var foreningen i Ålborg, som blev stiften i 1884². I 1923 opkøbte ejendomsmægler Mads Agervig og tømrermester Chr. Damsgaard et stykke jord omkring den nuværende Vinkelvej. Jorden blev året efter udstykket i en række haveparceller og solgt til Sønder Varde Haveselskab. Disse parceller overgik senere til privat eje, og så blev der bygget parcelhuse langs vejen, der fra 1931 hed Vinkelvej.

Et element, der også hørte med til forstæderne omkring de danske byer var villaen³. Det var især det højere borgerskab, byggede disse huse, fordi de ville ud i rolige omgivelser væk fra de gamle bykerners larm og stank. Når man byggede sig en villa ude i det grønne, så var det ikke alene et tegn på, at man havde penge, men dermed viste man også, at man lagde afstand til det snavsede og usunde i byen.

Det var ikke mange villaer der blev bygget i Sønder Vardes første årtier. Men der kan dog peges på fire. I 1876 byggede toldforvalter Nissen en villa på hjørnet af Ribevej og Gellerupvej. Den blev senere overtaget af omtalte tekstilfabrikant C.B.Kjær, der afhændede den, da han gik fallit. Villaen blev revet ned, da viadukten blev bygget i begyndelsen af 1920'erne og Gellerupvej forskudt mod syd.

En villa, der står endnu, er avlsbruger Peter Debells villa på Søndergade 12, som han byggede i 1875, da han solgte sit landbrug for at leve som particulier. Villaen er med sine svungne renæssancegavle et godt eksempel på historicismen, der var særdeles populær i byggeriet dengang.

Ligeledes står dobbeltvillaen på Gellerupvej nr. 3 - 5. Den blev bygget af omtalte tømrermester Chr. Damsgaard og cementstøber Simon Christensen i 1912 og er et godt eksempel på den stilretning, der kaldes Skønvirke, og som er nært beslægtet med jugendstilen. Her er der virkelig leget med detaljerne, sådan at huset, der ved første blik forekommer ret symmetrisk, viser sig at være - ved nærmere eftersyn - asymmetrisk (næsten) ned til mindste detalje.

Endelig var der brygger Storms villa, som han byggede i 1890 på bryggeriets grund. Den ses yderst til venstre på hvidtølsetiketten fra 1907(se nedenfor). Denne villa blev revet ned i begyndelsen af 1960'erne, da den måtte vige for en servicestation. Tidligere lå der en Aldi-butik på stedet.

Sønder Kro.

Når man i dag taler om Vardes Sønder Kro, vil de fleste nok komme til at tænke på værtshuset i Søndergade 12, men dette værtshus, der er indrettet i oven for nævnte particulier Debells villa fra 1875, er af nyere dato, idet det åbnede i 1989. I øvrigt hedder dette værtshus også Søndre Kro.

Den gamle Sønder Kro, der blev bygget nogenlunde samtidig med Debells villa, lå på den anden side af gaden i nr.15. Her havde der siden 1831 ligget en kørestald, ved hvis nordlige ende kroen blev bygget til. Vi har ikke så mange oplysninger om kroens første år, ud over at den dengang hed Gæstgivergården og ejedes af en Frands Hermansen.

Efter hans død solgte enken i 1895 Gæstgivergården til Jens Nielsen Hansen, der havde den frem til 1907. Fra denne periode ved vi lidt mere, idet gæstgiver Hansens søn, skrædder Hans Jensen Hansen (1897-1981), har fortalt erindringer fra sin barndom på kroen, bl.a.i en lydoptagelse fra 1977⁴, hvor han udveksler barndomsminder fra Sønder Varde med Ella Christensen.

Krodriften suppleredes dengang med lidt landbrug ("en hest og fire køer"), og kroen havde jord ned mod Varde Å. Noget af jorden, ved det nuværende Vinkelvej, var mark og blev i 1920'erne til kolonihaver, andet var eng (ud for det nuværende Storkevænget). På kroen var der især travlt op til markederne i Varde, idet mange handler blev afgjort ved "forprang"⁵ på kroen. Det samme foregik på Hotel Platzborg og Jernbanehotellet.

I 1907 solgte Jens Nielsen Hansen kroen til Jens Christensen fra Vesterbæk, der allerede i 1908 solgte den videre til fhv. gårdejer og sodavandsfabrikant Niels Mikkelsen fra Tarm. Niels og Christiane Mikkelsen fik en stor børneflok, hvoraf 4 døde som små, og 8 emigrerede til USA pga. de hårde tider under og lige efter 1.verdenskrig. Barn nr.15, datteren Anna Louise, blev 1928 gift med Eske Henrik Jepsen, der i 1927 havde købt kroen, der nu hed Sønder Kro⁶, af Niels Mikkelsen for 22.000 kr.

Fra dette tidspunkt og frem ved vi meget mere om livet på Sønder Kro⁷. Kroen var kun værtshus og havde ikke overnatning, idet underetagen var delt i to krostuer, et køkken og og tre private stuer, mens overetagen var kamre. Den gik godt op gennem 1930'erne med mange trofaste stamgæster og ekstra mange på markedsdage, og samtidig udviklede byen sig rundt om. Sønder Varde var på dette tidspunkt en bydel i udvikling med mange butikker og boligbyggeri. I 1931 måtte den 100-årige kørestald rives ned, fordi Søndergade skulle udvides med fortov. I stedet byggede Eske Henrik Jepsen i forlængelse af kroen (mod syd) to butikker, som blev lejet ud.

På den modsatte side af Søndergade lå den gamle bryggerigrund. Den blev midt i 1930'erne overtaget af Eskes far, Søren Jepsen, der på den nordlige del byggede Søndergade 6 med lejligheder og forretninger.Omkring 1940 udvidede kroparret forretningen med en forpagtning af udskænkningen i et telt på den gamle markedsplads, og i 1956 flyttede de med over i den rigtige restaurant på den nye markedsplads. De første år af besættelsen var kroen delvis beslaglagt af tyskerne, idet familiens værelser ovenpå blev brugt som en slags lazaret, og haven blev brugt til dressur af heste. Når tyskerne holdt øvelser måtte kroen helt lukke.

Senere - angiveligt i 1943 - forsvandt tyskerne imidlertid, og Eske Henrik Jepsen kunne gå i gang med at realisere ombygningsplaner, der bl.a.indebar en udvidelse af restaurationslokalerne ved at inddrage en af familiens private stuer. Disse planer havde han haft liggende siden før krigen. Ved denne ombygning fik huset stort set den facade, det har i dag, bortset fra, at de to butikker, som oprindelig havde fladt tag, i dag er harmoniseret med resten af bygningen, så man ikke længere kan se, præcis hvad der oprindelig var kro, og hvad der var butikker.

Bortset fra andet halvår af 1948, hvor kroparret forpagtede kroen ud for at kunne besøge familie i USA, drev Anna Louise og Eske Henrik Jepsen Sønder Kro frem til 1976, hvor den lukkede. Samme år døde Anna Louise. Eske Henrik Jepsen døde i 1978.

Den nye ejer havde vist nok planer om at drive kroen videre, men planerne blev ikke realiseret - angiveligt pga. manglende spiritusbevilling. I dag er huset privat beboelse, og butikkerne står tomme.

Her rulles.

Et skilt med denne tekst kunne efter junimarkedet i Varde d. 14/6 1920 have været hængt på indgangsdøren til Sønder Kro i Søndergade 15. Kroens gæster ville da have forstået det sådan, at kromanden som et bierhverv var begyndt at rulle vasketøj, for ifølge Politikens Slangordbog fra 2001 kommer ordet "rulle" først til at betyde bestjålet fra omkring 1945. Men hin junidag i 1920 blev kreaturhandler Jacobsen fra Sevel vest for Skive lænset for 3000 kr. da han sammen med andre markedsgæster og nogle damer besøgte Sønder Kro. --- Damerne blev fanget i Kolding, og Kolding Folkeblad skrev under overskriften:

"Bestjålet for 3000 Kr. - High Life⁸ i Sdr. Varde Kro" d. 29/7:

"En Afhøring i en Vardesag lagde i Gaar i Timevis Beslag paa Rettens Opmærksomhed. Sagens Forhistorie er kort fortalt følgende: Der var Marked i den lille By. Ud paa Aftenen lejede et Selskab af Herrer et ligesaa stort Antal Kvinder til at tage med til Fest i Sdr. Varde Kro. Betalingen var for en enkelts Vedkommende 50 Kr.⁹ som skulde opkræves hos Selskabets Herrer.
Under Festens Forløb - formentlig under Ophold paa et WC - blev en Hr. Jacobsen fra Sevel bestjaalet for 3.000 kr.
En af kvinderne "Frederikke" mistænkes for at have begaaet Tyveriet.
I Gaar blev hun i Retten her konfronteret med et af Hovedvidnerne, en Kvinde fra en lille By ved Kolding. Vidnets Udsagn syntes i flere Henseender stærkt fældende for Arrestantinden. Vidneudsagnene var af en saadan Art, at de ikke egner sig til Gengivelse i et Blad.
En række Kolding-Kvinder har deltaget i Varde-Orgiet. En enkelt skulde være mødt som Vidne, men er rejst til Slagelse-Egnen.
Frederikke nægter vedblivende at have taget Pengene, men Beviserne synes at staa saa stærke, at hun vistnok er leveret. En anden Kvinde, Signe, populært kaldet "Lange Hans", skal have faaet en Del af Pengene.
Det tilstedeværende Vidne forklarer, at hun paa det Tidspunkt, Tyveriet menes begaaet, hørte Signe raabe:"Nu maa jeg derhen ellers stjæler hun (Frederikke) s'gu det hele".
Frederikke mener ikke at Signe kan have sagt det "Det er hun alt for rutineret til. Hun har rejst til Markeder i 20 Aar"!
Dommeren:"Rutineret? Hvordan"?
Frederikke: "I det store og hele"!
I dag er Arrestantinden sendt tilbage til det vestjydske Sodoma".

I retten i Varde kom det frem, at omtalte Christiane Frederikke Sørensen var født 1894 i Horsens og den pågældende markedsdag d. 14/6 1920 havde været sammen med 4 andre kvinder og fem mænd på Sønder Kro. Hun var tidligere straffet tre gange og havde intet erhverv eller en fast bopæl. Hun erindrede ikke at have været sammen med kreaturhandler Jacobsen fra Sevel.

Hun huskede ikke meget fra markedsdagen, for hun var ikke ganske ædru, da hun kom til Varde og havde efter ankomsten drukket en flaske brændevin og en flaske cognac, vistnok sammen med en herre fra en af stationsbyerne nord for Varde. - Kreaturhandleren fra Sevel fortalte, at han havde været så beruset, at han ikke kunne huske, hvordan han var havnet på Sønder Kro.

Men da han opdagede, at han var blevet bestjålet, så havde han straks fattet mistanke til Christiane Frederikke, som dog hårdnakket benægtede ethvert kendskab til kreaturhandleren og tyveriet.

På det sidste retsmøde måtte dommeren konstatere, at der intet var fremkommet, der kunne bevise, at Christiane Frederikke havde stjålet de 3.000 kr. Derimod havde hun gjort sig skyldig i "Erhverv ved Utugt". For dette blev hun d. 30/7 idømt 30 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Det er bemærkelsesværdigt, at Kolding Folkeblad kaldte Varde for et "Vestjydsk Sodoma". Det var kun to år siden, at Ribe Amtstidende/Varde Avis d. 20/6 1918 i en overskrift spurgte, om Varde var et Sodoma? Anledningen var dengang en person, der i en anonym henvendelse til justitsministeriet havde klaget over det moralske forfald, som han mødte, når han besøgte Varde. Ribe Amtstidende/Varde Avis mente, at byen burde renses for slige beskyldninger, evt. ved nedsættelsen af en undersøgelseskommission.

Vardes nyudnævnte politimester Kiørby (1917-19) tog det mere roligt, da den anonyme skrivelse landede på hans skrivebord. Henvendelsen blev indført i journalen og henlagt!

Det kan ikke afvises, at når sådanne enkelttilfælde i pressen blev pustet op til at betegne Varde som et Sodoma, så kan det have været med til at danne grundlaget for opkomsten af myten om "Vardes vilde Liv". Det er undertegnedes mening, at det, der foregik på de vardensiske værtshuse ikke var andet, end hvad der kunne forventes at ske i en lille købstad, hvor nogle af landets største kreaturmarkeder blev afholdt.

Bryggeriet i Sønder Varde.

Conrad Erhard Storm født i Åbenrå 1857 erhvervede i 1886 borgerskab som brygger i Varde. Han begyndte samme år at opføre et bryggeri¹¹. Mens byggeriet stod på, levede han af opsparede midler samt økonomisk støtte fra sin far.

Da bryggeriet var færdigt og driften sat i gang, optog han et lån i Varde Bank på 20.000 kr. Driften gik godt, og i 1887 byggede han et større lagerrum samt en stald. 1890 byggede han en villa med facade ud til Ribevej( i dag Søndergade 8). For at betale disse byggerier optog han et nyt lån i Varde Bank på 40.000 kr.

Han giftede sig i 1891 med en datter af afdøde købmand i Sdr. Varde Frands Benned Nielsen. Denne havde forretning på Søndergade 3. Han fik den pæne sum af 16.000 kr. med sin hustru¹² ifølge fallitboets kurator.

Driften gik godt i 1890'erne, men der trak dog mørke skyer op. Dels var bryggeriets lagerlokaler ikke kolde nok til at holde produkterne friske. Dels var de store københavnske bryggerier for alvor begyndt at sende deres produkter ud i provinsen, hvilket trykkede ølpriserne.

1898 var det uomgængeligt nødvendigt at anskaffe en ny dampkedel, en ny dampmaskine samt installere køleanlæg i alle lagerkældre. Der blev også indlagt elektricitet i bryggeriets bygninger¹³.

Nu var driften tidssvarende, men Storm manglede driftskapital, og derfor optog han et lån i Den industrielle Kreditforening på 130.000 kr. mod pant i bryggeriets bygninger og maskiner samt villaen. For at undgå et for stort kurstab solgte han ikke kreditforningsobligationerne, men overlod dem til Varde Bank som håndpant for en kassekredit på 100.000 kr. Men her havde han brugt de 90.000 kr. så der blev kun 10.000 kr. til driftskapital, hvilket i længden var for lidt, selv om forretningen gik godt.

Efter et par år besluttede han at forsøge at skaffe kapital ved at gøre bryggeriet til et aktieselskab. Varde Bank gav sin tilslutning til planen og gav ham yderligere en kassekredit på 20.000 kr. mod en 2.prioritetspant i bryggeri og villa. Desuden kautionerede 5 gode mænd for lånet.

Men heller ikke denne transaktion lykkedes. Der dukkede nogle veksler op som han ikke havde regnet med, eller som falitboets kurator skriver: "i alt Fald ikke efter Bankens regnebog". Derfor kunne han kun disponere over 1000 kr. af den nye kredit på 20.000 kr. Kurator skriver, at dette i længden var uholdbart. Især da det ikke lykkedes at få dannet aktieselskabet, og "Fallenten fortsatte som før med Flid og Sparsommelighed, saa godt kan kunde". Dette viste sig ikke at være nok.

Brygger Storm mente imidlertid, at han nok kunne have klaret vanskelighederne, hvis der ikke var kommet et par kolde somre, så ølsalget gik ganske betydeligt ned. En oversigt over dem, der skyldte brygger Storm penge for leverancer, viser, at bryggeriets produkter er blevet afsat lokalt i byen samt i det nærmeste opland, så nogen stor virksomhed har bryggeriet næppe været.

Men ifølge juristen H.G. Olriks erindringer¹⁴ var det fortrinligt øl, som bryggeriet fremstillede. Han mener, at det skyldtes bryggeriets egne artesiske brønde og fortsætter:

"Navnlig en lys Pilsner med to højhattede med Ølkrus klinkende Herrer -Øllet kaldtes derfor "æ Hatøl" blev paa Grund af. sine lyse og lette Egenskaber nærmest (men fejlagtigt) betragtet som alkoholfrit og derfor frejdigt nydt i fuldt Maal af Afholdsfolkene. Naar der havde været Afholdsfest om Søndagen i Byens Anlæg Arnbjerg, kunde jeg være sikker paa næste Morgen, at finde Detentionslokalet fyldt med forsvirede Afholdsmænd".

Olrik var politifuldmægtig i Varde 1905/06. Han boede til leje i bryggervillaen, der stod tom efter Storms fallit. Men kreditforeningen havde overtaget bryggeriet og fortsat produktionen. Derfor kunne Olrik stadig købe bryggeriets produkter. Erindringerne er nedskrevne lige efter 2. verdenskrig, og historien om de fulde afholdsmænd er jo en god historie, men næppe helt sandfærdig. Afholdsfolket tog sagen alvorligt! De har nok ikke mere end én gang ladet sig narre af det indbydende øl.

Kreditforeningen drev bryggeriet i nogle år, men opgav det, og bygningerne blev under 1. verdenskrig brugt til at fremstille lyngmel, der anventes til erstatning for kraftfoder til kreaturer. - Lyngmelsfabrikken brændte i 1919. De resterende bygninger blev ombygget til den beboelsesejendom, der i dag er på Bryggerstien.

Noter:

1. Peter Dragsbo: Forstaden – et kulturmiljøs historie. i Søren Bitsch Christensen(red). Den moderne by 2006 s. 285-308.
2. Se Peter Dragsbo op.cit s. 296.
3. Se Peder Dragsbo op. cit. s. 288ff
4. Findes på Varde Lokalhistoriske Arkiv.
5. Oprindeligbetød forprang ulovlig handel uden for byens torv. Her betyder det, at kreaturhandlerne opkøbte dyr ude i Sdr. Varde før disse nåede frem til markedspladsen ved Ringkøbingvej, og det var ikke ulovligt.
6. Kroen skiftede navn fra Gæstgivergården til Sønder Kro i 1920'erne.
7. Bl.a. takket være Eske og Anna Louises datter, Jytte Clausen Pedersen, der har fortalt om erindringer fra kroen, dels i artiklen ”Barndomsminder” (”Vestjydske fortællere”, 2001), dels på en lydoptagelse fra 2012 (findes på Varde Lokalhistoriske Arkiv).
8. High Life kan vel i moderne jargon oversættes til Det fede liv.
9. En pæn betaling. En faglært tjente ca. 1.50 kr. i timen, og en tjenestepige fik ca.350 kr. om året+kost og logi
10. I følge Ribe Amtstidende/Varde Avis kostede en god hest på markedet d. 14/6 1800-2000 Kr. En kælveko 900-1000 kr. Ribe Amtstidende/Varde Avis skriver endvidere, at vejret var brændende varmt og beværterne gjorde store forretninger.
11. Den boligblok der i dag ligger på Bryggerstien rummer rester af Storms bryggeri
12. Det lyder mærkeligt. Frands B. Nielsen var gået fallit og havde begået selvmord 1888.
13. Dampmaskinen må have trukket en generator, for der var ikke noget elværk i Varde før i 1909.
14. H.G.Olrik: Erindringsbilleder 1969 s. 94

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.