Til sidebund
Varde og andre steder oplevet fra
skorstenshøjde og fra jorden.
Fortalt af fhv. skorstensfejermester Jens B. Lønborg.
Jeg er født i Varde 1913. Mine forældre boede dengang til leje hos smedemester Christensen i Slotsgade. Der var mange spændende ting at se på for os børn. Her kom bønderne ind og skulle have deres heste skoet og vogne repareret. På gårdspladsen var der et ildsted med ulmende hedetørv. Her blev jernringene varmet op, før de blev lagt om træhjulene. Noget af det første, som jeg husker var, at min ældre broder sprang ind i den brændende tørveild. Han kom hurtigt ud igen, og der var heldigvis ikke sket nogen større skade.
Efter 1. verdendenskrig kom jeg i skole. Til klasselærer fik vi frk. Amorsen, som underviste os i dansk og regning. Hun gik med forklæde og sørgede for, at der var blomster i klasseværelsets vinduer for at skabe en atmosfære som hjemme hos vor mor. Til sang havde vi lærer Søby. Ham var vi virkelig bange for. Han spillede på violin til vores sang. Hvis nogen undlod at synge med eller ikke sang højt nok til "Højt på en gren en krage", så faldt der brænde ned. Det kunne enten være slag med violinbuen, så meget som den nu kunne holde til, eller regulære øretæver. - Selv om vi også lavede ballade og smed med papirkugler i timerne, så tror jeg nok, at vi var mere disciplinerede end nutidens skolebørn.
I vores fritid legede vi ude ved Kalkovnen, der ikke længere var i brug. Her kunne vi om sommeren soppe i åen, eller vi tilbragte tiden inde i selve ovnen, hvor vi klatrede rundt på væggene. Det var en sjov legeplads. I det hele taget tilbragte vi drenge megen tid ved åen. Her kunne vi fiske det meste af året.
I marts eller april, når forårssolen begyndte at varme, dukkede spritterne op. Der var som regel en 4-5 stykker. De vendte en båd om på siden for at beskytte sig mod regn og blæst. Her sad de og drak sprit blandet med portvin, mens de fortalte historier om deres oplevelser som børster ved jernbanebyggeriet i slutningen af det 19. og begyndelsen af dette århundrede. Vi hørte også beretninger om nogle, der ikke mere kom på landevejen om sommeren, fordi de om vinteren havde arbejdet på en gård og der havde fundet en pige, som havde fået dem på andre tanker. De kunne endog berette om en af deres gamle kammerater, der havde arvet en gård. Ham skulle de hen og besøge.
Efter 7. klasse forlod jeg skolen. Da både min bedstefar og far var tømrere, så skulle jeg selvfølgelig også være det. Lysten til faget manglede heller ikke. Men det var næsten umuligt at få en læreplads inden for de traditionelle håndværk i slutningen af 1920'rne. Min bror fik derfor realeksamen og kom i manufakturhandlerlære hos Chr. Søndergaard her i byen.
En dag kom skorstenfejermester Andreas Hansen for at feje skorstenen hos mine forældre. Vi var da flyttet op på Byggeforeningsvej(i dag Stausvej). Han kendte min far fra det kommunale brandvæsen, hvor de begge var brandmænd. Skorstensfejeren havde jo set alle husene indefra, så han skulle være medlem af brandkorpset. I forbindelse med skorstensfejerens besøg har min mor nok omtalt, at det var svært at finde en læreplads til mig, og Andreas Hansen sagde så, at jeg jo kunne komme i lære som skorstensfejer. Da jeg kom hjem fra skole og hørte om tilbuddet, blev jeg lidt betænkelig ved sagen. På den anden side af gaden gik skorstenfejeren oppe på taget, og det så da ikke helt ufarligt ud. Men jeg sagde ja til lærepladsen, og jeg har aldrig fortrudt det, for noget bedre arbejde kunne jeg ikke have fået.
Jeg fik mit arbejdstøj syet hos skrædder Nielsen, der boede på hjørnet af Lundgade og Østergade. Hele sættet kostede 45 kr. Det bestod af bukser og jakke syet i molskin(en bestemt slags stof) med forstærkninger på albuer, ryg, bagdel og knæ. Dertil kom et halstørklæde af hvidt flonel. Dette halstørklæde skulle bindes på en bestemt måde, så det ubesværet kunne trækkes op for næse og mund og således beskytte mod støv.Det var især nødvendigt, når vi i forbindelse med arbejdet skulle kravle ned gennem skorstenene.
Hovedtøjet, der for mit vedkommende var en bowlerhat, blev købt hos Bechsgaard i Vestergade. Det var en såkaldt "overgemt" hat, så den kostede kun et par kroner. Kun udlærte skorstensfejere måtte gå med den flotte silkecylinder. Med til arbejdstøjet hørt også et par spændesko.Den slags sko var nødvendige, fordi vi hurtigt skulle kunne tage skoene af, når vi kravlede op på tagene. Det tog for lang tid med snøresko. Desuden sled det mange snørebånd op, og det var for dyrt. På tagene gik vi med bare fødder. Det var koldt om vinteren, og vi fik somme tider mindre forfrysninger. Så smurte vi fødderne i petroleum. Det var en lettelse, da de billige gummisko kom frem i midten af 1930'rne.
Min første arbejdsdag begyndte hos fabrikant P.Th. Bruun, der boede i en villa over for jerntrådsspinderiet på Vestervold nr. 28. Dengang blev der fyret meget med kul, hvilket kunne give en del sod i skorstenen. Ved det rør, som forbandt skorstenen med fyrstedet, var der en bøsning, som i kold tilstand blev utæt. For ikke at få alt for meget støv ud i stuen, så blev rummet ryddet for møbler, eller man ombandt røret med en våd gulvklud. Det var en dejlig sommermorgen, og Bruun sad ude i haven. Jeg kan huske, at han havde en papegøje, som gjorde megen vrøvl, mens vi var der.
Senere skulle vi om i Brogade. Mester begyndte at feje skorstenen hos Lorenz Thuun, mens jeg blev sendt i forvejen for at varsko folk om, at nu fik de besøg af skorstensfejeren. Derpå skulle jeg tilbage og tage soden ud ved Thuun. Jeg var ikke helt dristig ved det. Jeg havde jo hørt meget om, hvad der foregik inde hos ham. Thunn var ikke helt ædru, da jeg kom ind i stuen, der også blev brugt til soveværelse. Han havde selskab af en spritter og hønsene sad på sengen. Da jeg var færdig, mente Thuun, at det var gået lige hurtigt nok, så han ville undersøge, om skorstenen var "ren". Han gik hen og stak sin i forvejen ret beskidte hånd ind i skorstenen og kørte den en gang rundt. Da han trak hånden ud, var den bestemt ikke blevet renere. Men Thuun godkendte arbejdet, og jeg kunne lettet gå ud af stuen.
Vi arbejdede også ude på landet, f.eks i Starup. Transporten derud foregik på cykel, men enkelte steder var der ingen vej, så vi måtte stille cyklerne og gå over heden ud til kunderne. Det hændte, at vi måtte spørge os frem, fordi det kunne være svært at finde gårde og huse. Mester fik en motorcykel vistnok 1928 eller 29. Dermed opstod der nye problemer. Gearkablet sprang ofte, og jeg måtte skubbe motorcyklen i gang og springe på i farten. Ude ved Hostrup var der nogle dybe hjulspor i vejen. Der kørte mester oppe på vejgrøftskanten med det resultat, at vi næsten hver gang havnede i den vandfyldte vejgrøft. Jeg spurgte en gang mester, om vi ikke skulle trække på dette vejstykke? Men svaret lød: "Nej, vi er kørende!". - Efter turen i vejgrøften tog vi op på mejeriet, hvor vi tørrede vores tøj i en halv times tid.
Arbejdstiden var om sommeren fra kl. 7 til 17. I vintermånederne begyndte vi en halv time senere. Hvis der skulle fejes skorsten på et af byens hoteller, startede vi kl. 6. Komfurerne skulle renses, så personalet kunne komme i gang. På hotellerne fik vi morgenkaffe, når vi var færdige med arbejdet. Som lærling fik jeg 18 kr. om ugen i løn. De andre lærlinge: tømrerne, snedkerne og smedene fik "kun" 6-7 kr. om ugen. Jeg kan ikke huske, at jeg betalte skat, men jeg skulle aflevere 10 kr om ugen derhjemme for kost og logi. En del af lønnen blev brugt til tøj og nogle få fornøjelser. Men der var ikke megen tid til at more sig som lærling, så der blev også sparet noget op.
I min læretid og det meste af 30'rne var der krise med stor arbejdsløshed. Der var ingen penge blandt folk, og jeg oplevede nogle gange, at kunder rystede en- og toører ud af børnenes sparebøsser, når de skulle betale de 50 øre, som en skorstensfejning kostede. Om vinteren gik jeg i teknisk skole på Skolevej fra kl. 19 til 21 alle ugens dage undtagen lørdag og søndag. Der var teateraften i byen midt i ugen nogle gange i løbet af vinteren, og en del af os ville gerne hen og se forestillingen i teatersalen hos Kaas i Vestergade. Problemet var bare, at lærerne ikke ville give os fri. En kammerat, der var elektrikerlærling, løste en aften problemet ved at få de fleste af sikringerne til at springe før teatertid. Ved en anden lejlighed fik en lærling al undervisning på skolen til at standse ved at anbringe en jagtpatron oven på kakkelovnen. Da den eksploderede og pudset raslede ned fra loftet, blev der givet fri.
Varde set fra skorstenshøjde ca. 1930.
Det var dog kun én vinter, jeg skulle gå på aftenskole. De resterende tre år af min læretid, var jeg en gang om året en måned på Teknologisk Institut i København , og det var dagskole. Skorstensfejerne var vist det første fag, som gik på dagskole. I 1931 skulle jeg til svendeprøve. Den indeholdt tre delprøver: Først skulle jeg feje nogle almindelige skorstene. Derpå var opgaven at rense forskellige fyrsteder. Til sidst skulle jeg kravle gennem en fem etagers skorsten og rense den for hård sod, der ikke blev fjernet ved almindelig fejning. Dertil kom en mere teoretisk prøve på Teknologisk Institut. Her skulle jeg til prøve i dansk, regning, bogføring og kemi, samt demonstrere et indgående kendskab til brandloven.
Da jeg var blevet udlært og fik ret til at gå med den cylinderformede silkehat, steg min årsløn til 3300 kr. Den blev udbetalt som ugeløn, og jeg fik også betaling for skæve helligdage. Det var ca. 400 kr. mere om året end andre håndværkssvende. Jeg betalte omkring 300 kr.årligt i skat. For 25 kr om måneden lejede jeg lejligheden oven på i mine forældres hus. Her kom tre gode kammerater: en isenkræmmer, en manufakturhandler og en skorstensfejer en gang i mellem på besøg, og vi hyggede os med øl, snaps og sodavand. Der var ingen af os, der røg. For mit vedkommende hang det sammen med, at min mester ikke røg, og så kunne jeg heller ikke tillade mig at ryge. Vi gik sjældent på Arnbjerg. Det var for dyrt. Når en af os havde fødselsdag, blev det fejret på Jernbanehotellet. Somme tider gik vi på Platzborg for at spille billiard.
Jeg arbejdede i Varde som svend fra 1931 til 1948. Dette år fik jeg stillingen som skorstensfejermester i Ribe. Jeg var endnu ungkarl og lejede et værelse på 30 m2 i Bispegade 19. Da jeg havde lejet værelset, spurgte konen om mit arbejde.Da hun hørte, at jeg var skorstensfejer, blev hun helt tavs. De havde lige haft en ikke særlig renlig smed som lejer, hvordan ville det ikke blive med en skorstensfejer? Da jeg ankom med mine sager, så værtinden meget undersøgende på dem. Hun troede, at de var fulde af sod. Det var, hvad hun forbandt med en skorstensfejer. Jeg skulle bade og skifte tøj på gasværket. Da jeg den første arbejdsdag til fyraften kom hjem ren og pæn, blev mine værtsfolk meget overraskede. Det havde de ikke ventet, og jeg blev inviteret ned til aftenkaffe.
Ribe havde for få skorstene til, at jeg kunne leve af at feje dem. Derfor gav jeg mig også til at rense centralfyr og kakkelovne. Jeg pudsede også kakkelovnene, og jeg opfandt en lille maskine til at polere dem med.
Jeg var i Ribe indtil 1952. Dette år døde min læremester i Varde, og jeg søgte og fik arbejdet. Som skorstensfejermester skulle jeg føre tilsyn med alle fyresteder. Samtlige skorstene skulle fejes to gange om året. Ved nybyggeri skulle der udstedes en skorstensattest, d.v.s. at husets fyrested skulle godkendes af den autoriserede skorstensfejer. Nogle skorstene skulle fejes hver måned. Det var tilfældet med industrivirksomheder som f. eks. stålværket.
På fjernvarmeværkerne opstod der sodproblemer i fyret, da man gik over til oliefyr i 1960'erne. Mekanikken var ikke ordentlig indstillet.Det var et større arbejde at fjerne de store mængder sod, så jeg konstruerede en skorstensstøvsugermaskine, som blev bygget på en maskinfabrik i Holsted. Den blev trukket af en folkevognsmotor og kunne rumme op til 1½ ton sod. Jeg havde patent på maskinen, og indtil man blev bedre til at regulere oliefyrene, rejste jeg land og rige rundt for at støvsuge oliefyrsanlæg.
Engang var vi oppe på sygehuset for at feje skorstenene. Sygehusinspektøren klagede over lugtgener på stuerne, så jeg blev enig med ham om at rense luftkanalerne. Disse viste sig at være stoppet af alliker. Mange steder lå der døde alliker i luftkanalerne, og da vi tog disse døde fugle ud, var de ofte fyldt med maddiker. Efter rensningen blev sygehusets luftskorstene dækket med trådvæv.
I løbet af 1960'erne kunne vi fra skorstenshøjde opleve, at pacelhuskvarterene skød op rundt om byen. Husene havde ofte indlagt oliefyr, der led af de omtalte problemer, hvilket gav meget arbejde. Senere fik mange indlagt fjernvarme, men der var stadig skorstene i forbindelse med åbne pejse eller brændeovne, som skulle fejes.
I 1979 gik jeg på pension. Jeg ser med glæde tilbage på min tid som skorstensfejer. Der blev ikke låst, når folk vidste, at skorstensfejeren skulle komme,og kontrolbogen samt betalingen var som oftest lagt frem. Det var dejligt at møde en sådan tillid i forbindelse med sit arbejde.
Til sidst et lille suk. Jeg synes det er ærgerligt for faget, at mesterlæren er blevet afskaffet. Her lærte man faget til bunds og, hvad der betød nok så meget: man lærte at omgås mennesker, hvilket var særdeles betydningsfuldt, når man uindbuden skulle have adgang til folks private hjem.
Til sidetop