Til sidebund

- de første år: 1905-1931
af Christian de Thurah



Søndag den 4.6.1905 blev der afholdt et møde hos gæstgiver og byråds-medlem (soc.dem.) J.P. Justesen. Deltagerne var fagforeningsfolk, og formålet med mødet var at oprette en arbejder-byggeforening i Varde.

Fællesorganisationens formand, arbejdsmand R.Uhd, kunne meddele, at man havde sikret sig 45.000 kvadratalen (ca.18.000 kvadratmeter) jord mellem Lundvej (dengang også kaldet Varde-Vejle Landevej) og Frisvadvej. Jorden ejedes af slagter Knutzen, og prisen var 20 øre pr. kvadratalen. Planen var at anlægge en 18 alen (godt 11 m) bred gade, langs hvilken der skulle bygges 30 små arbejdervillaer. Byggeriet skulle finansieres ved et lån på 2/3 af byggesummen, med en årlig rente på 3% og 1% i afdrag. Dvs. at man regnede med, at hver ejendom i snit skulle koste et sted mellem 4.000 og 5.000 kr.

Der meldte sig 22 interesserede, og man nedsatte et udvalg bestående af R.Uhd (formand), overportør og afholdsforeningsformand K.R.Todberg, journalist J.S.Frandsen, arbejdsmand A.P.Andersen og konduktør Clemmensen. Den 12.6. blev der holdt konstituerende generalforsamling i byggeforeningen hos gæstgiver Justesen. Der blev valgt en bestyrelse med Uhd som formand.

Oldager ved Varde Banegård ca. 1900.

Den 24.6. fremsendte advokat J. Oldager1, der var den nye forenings juridiske konsulent, på byggeforeningens vegne et brev til Varde Kommune, hvori han anmodede kommunen om at anbefale, at staten lånte Arbejdernes Byggeforening de 92.000 kr. til projektet. At den slags lån overhovedet var mulige, skyldtes, at Rigsdagen i 1898 havde vedtaget en lov, ifølge hvilken der kunne ydes statslig støtte til byggeri organiseret af "en større kreds af medlemmer". 1904 havde man vedtaget en tillægslov, der krævede, at kommunen anbefalede sådanne lån.

Der havde været arbejder-byggeforeninger i Danmark siden 1865, hvor Arbejdernes Byggeforening blev stiftet i København. Det var denne forening, der i 1870'erne og 1880'erne byggede det omfattende rækkehusbyggeri Kartoffelrækkerne i Farimagsgadekvarteret i København.

Det langt mindre projekt i Varde var således ganske tidstypisk. Den bedrestillede del af arbejderklassen fulgte i borgerskabets fodspor i drømmen om frisk luft og eget hus, inspireret af den engelske havebybevægelses ideer, der oprindelig gik ud på at etablere "landsbyer" i de større byers nærhed, så man så at sige kunne få det bedste fra begge verdner. I praksis endte det dog med, at man etablerede de første forstæder2.

Endvidere benyttede Oldager ovennævnte brev af 24.6.1905 til at argumentere for, at projektet var socialt ansvarligt:
"Forsaavidt den Indvending er kommen frem, at i de ny Boliger fik ikke de Lejere Raad at bo, som beboer de daarligste Lejligheder og trænger haardest til Forbedring, da maa dertil bemærkes, at der bliver Plads til disse uheldigst stillede Lejere i de bedre Lejligheder, som Medlemmerne af "Arbejdernes Byggeforening" forlader for at flytte i de nye Ejendomme, saa at Sagen paa den Maade - om end indirekte - i høj Grad kommer de daarligst stillede Arbejdere tilgode."

Projektet skulle altså ses som værende i Varde Kommunes egen interesse, og i et appendiks til brevet skrev Oldager:
"Det forudsættes, at Kommunen vil lægge Gas og Vand gennem Gaden, da Forbruget utvivlsomt vil blive saa stort,at det kan lønne sig for Kommunen, og da jo i hvert Fald vedkommende må have billigt Krav paa med Hensyn til disse Goder at blive stillet lige saa godt som Byens øvrige Beboere, af hvilke flere, der bor længere borte, har Gas og - naar Vandværket gennemføres - formentlig ogsaa ville faa Vand indlagt."

Den 31.7.1905 kunne Varde Socialdemokrat meddele, at byggeforeningen havde fået bevilget de 92.000 kr. i lån af staten. Pengene kunne dog ikke umiddelbart udbetales, da puljen var opbrugt.

Med hensyn til offentlig kloakering lå det lidt tungere. Den 7.5.1906 skrev Oldager igen til byrådet, denne gang med et andragende om at få kloakeret den nye vej. Han tilbød endda kommunen, at den kunne overtage den private vej, da kommunen jo var i gang med at kloakere de offentlige gader og veje. Andragenet gik i udvalg, og udvalget indstillede en måned senere til byrådet ikke at imødekomme det, men at tilbyde, at kommunen kunne udføre arbejdet, mod at grundejerne stillede garanti for omkostningerne. Byrådet tiltrådte denne indstilling på sit møde den 12.6.1906.

Grunden mellem Lundvej og Frisvadvej planlagdes nu inddelt i 35 parceller, 34 byggegrunde og en legeplads, og en lidt smallere vej end oprindelig tænkt (16 alen, ca.10 m), og omkring 1.8.1905 var de første parceller a 1.400 kvadratalen (ca. 556 kvadratmeter) blevet solgt for 50 øre pr. kvadratalen.

Ifølge brandtaksationen vurderedes det første (endnu ikke helt færdigbyggede) hus på den nye vej - der dengang blot blev betegnet som forbindelsesvejen mellem Frisvadvej og Lundvej - i marts 1906. Det var murer J.P.Nielsens hus på matrikel nr.138 al Varde Markjorder (i dag nr.6). Af husets beskrivelse fremgår bl.a., at det er 15 ½ alen (9,7 m) langt, 14 ¼ alen (10 m) dybt og 5 ¼ alen (3,3 m) højt. Forsikringssummen ansattes til 3.090 kr.

Andre fulgte snart efter. I oktober 1906 fik typograf J. Poulsen takseret sit hus af nogenlunde tilsvarende størrelse på matrikel nr.138 ak (dvs. lige ved siden af i nr. 8) til 5.300 kr., og i maj 1908 registreredes murer Marius Hansen og tømrer Christian Damsgaard for hver et hus på matriklerne 138 l og 138 m (nr. 3A og 3B). Disse to huse var opført samtidig og bygget sammen med en fælles brandgavl. Denne type dobbelthus, der er et kompromis mellem rækkehus og villa, er, ligesom hele den ovenfor nævnte havebybevægelse, engelsk inspireret. I England kaldes den slags huse "semi-detached" og er særdeles populære3.

Dobbelthusene blev efterhånden det mest almindelige på forbindelsesvejen, som fra 1907 kan ses omtalt som Byggeforeningsvej.


Stausvej 12, 14 og 16. Blåtryk 1912.

En arkitektonisk set sjov undtagelse er ejendommene nr. 12, 14 og 16 (matrikel nr. 138 ah, 138 au og 138 ag), der er sammenbygget til et tredobbelt hus. De blev bygget af murermester J.P. Nielsen og (endnu ikke helt færdigbyggede) takseret den 20. december 1912. De er næsten lige store (målene svinger kun med en halv alen eller godt 30 cm) og tilsyneladende ret ens, men ser man nøjere efter, er der fin variation i detaljerne, der er vejens tydeligste eksempel på indflydelse fra jugendstilen. Endvidere har de navne indmuret i facaden: "Home", "Pax" og "Nova" med jugendagtig skrift.

Det gik altså fremad med at bygge på Byggeforeningsvej, men ikke alle grunde blev bebygget, og det kneb stadig med samarbejdet mellem beboerne på den private vej og kommunen. I 1910 blev der f.eks. lagt gas ind på Byggeforeningsvej, som sagfører Oldager, der selv sad i byrådet, havde udtrykt ønske om over for kommunen 5 år tidligere, men kommunen ville ikke opstille gaslamper til gadebelysning.

Omkring samme tid blev vejen kloakeret, og nogle huse blev snart tilsluttet. Således blev det ovenfor omtalte tredobbelte hus nr.12, 14 og 16 tilsluttet allerede ved opførelsen i 1912, selv om der fra begyndelsen kun var installeret wc i ét af husene. Andre lod vente lidt længere på sig, og de sidste kom ikke med før i 1940'erne. Til gengæld gik det lidt hurtigere med vandforsyningen. Varde fik et kommunalt vandværk på gasværksgrunden4 i 1906, og vandforsyningen blev udbygget i løbet af få år.

Borgmester Niels Jensen.Ved indgangen til 1.verdenskrigs sidste år stod Varde kommune, ligesom landets øvrige kommuner, over for store problemer: arbejdsløshed, dyrtid, rationering, folkekøkkener, mangel på brændsel osv. På årets første byrådsmøde den 8.1.1918 manede borgmester Niels Jensen (1870-1940, Vardes første folkevalgte borgmester, og repræsenterede partiet Venstre)da også til samarbejde og "fordragelighed" med henvisning til de alvorlige tider.

Et af de helt store problemer var bolignøden. I foråret 1918 stod kommunen med 24 familier eller 100 personer, man skulle skaffe tag over hovedet. Godt halvdelen af dem fik man indkvarteret privat, andre blev indlogeret i seminariebygningen på Skolevej og i Håndværkerforeningens bygning Men der blev ved med at komme nye til, og på et møde i byrådet den 13.3. besluttede man (i fordragelighed), at kommunen skulle købe og bebygge 7 grunde på Byggeforeningsvej, med mulighed for senere at købe yderligere 4, hvis det skulle blive nødvendigt. Husene skulle indrettes med 2- og 3-værelses lejligheder. Det var ikke nogen billig løsning. Dels var det dyrt at bygge på det tidspunkt, og dels har den slags byggerier det med at blive dyrere end budgetteret. Det betød en ret høj husleje. Ribe Amts-Tidende/ Varde Avis regnede lidt på det og kom frem til, at huslejen ville komme til at ligge på ca.400 kr. om året for de små og ca.500 kr. for de større lejligheder. Avisen skrev 22/6 1918:
"Det er ikke Smaapenge, men Ejendommene er saa ogsaa indrettet efter alle Nutidens Fordringer med W.C., elektrisk Lys og med store rummelige og lyse Værelser."

I efteråret diskuterede byrådet, om man skulle bygge husvildebarakker, men denne løsning blev ikke valgt.

Af folketællingen fra 1925 fremgår det, at kommunen 7 år senere ejede ikke mindre end 12 ejendomme på Byggeforeningsvej, nemlig numrene fra og med 5 til og med 23 på vejens vestre side og numrene 18 og 20 på den østre. Byggeforeningsvej manglede imidlertid stadig gadebelægning, og i maj 1919 diskuterede man på et byrådsmøde Byggeforeningsvejs ringe vedligeholdelsestilstand. Oldager og byggeudvalget havde holdt møde med vejens beboere og var nået frem til et forslag:
Beboerne skulle lægge to rækker fliser, mens kommunen skulle sørge for kantsten og rendestene. Borgmesteren, Niels Jensen, var imod med den argumentation, at sagde man ja i dette tilfælde, ville man ved næste møde sidde med en tilsvarende ansøgning fra Bastrupsvej, der endda lå nærmere byen. Han kom dog i kraftig modvind - et byrådsmedlem mente ligefrem, at det var "forbundet med Livsfare at færdes derude" - og det endte med, at byrådet vedtog Oldagers forslag.

Allerede i januar 1920 blussede debatten dog op igen i Varde byråd. Borgmesteren fremlagde en indstilling fra Gade- og Vejudvalget, ifølge hvilken Byggeforeningsvej skulle istandsættes for ca. 8.000 kr. Heraf skulle de kommunalt ejede huse udrede 2.000 kr., beboerne på vejen 3.250 kr. og kommunen de sidste ca. 3.000 kr. Byrådsmedlem Poul Jørgensen (Venstre) mente, at det kunne blive en udmærket vej for små penge og anbefalede forslaget. Oldager supplerede ifølge referat i Ribe Amts-Tidende/ Varde Avis 14/1 1920:
"Det er Kommunen selv, der ved kørsel har ødelagt Vejen. Tilstanden er saaledes, at de spadserendes Galoscher bliver stikkende i Pløret (Munterhed). Beboerne har ydet et godt Bidrag, og jeg anbefaler ogsaa at faa Vejen gjort i Stand. Den bliver stærkt benyttet, særlig til Sygehuset."

Borgmesteren var stadig skeptisk og fremførte ud over det allerede i maj brugte argument med Bastrupsvej, at han var bange for, at en accept af forslaget ville forpligte kommunen i fremtiden. Oldager svarede, at der ingen fremtidige forpligtelser ville være, da vejen jo stadig var privat. Poul Jørgensen gik et skridt videre i samme avisreferat:
"Hvis Beboerne paa Bastrupsvej møder med et lignende Tilbud, som Beboerne paa Byggeforeningsvej, saa synes jeg ikke, det vilde være saa slemt for Kommunen at tage denne Vej med."
Det endte med, at byrådet vedtog forslaget, idet dog 3 medlemmer - der-iblandt borgmesteren - undlod at stemme.

Varde havde haft elektricitetsværk i Lundgade siden 1908. Værket var til at begynde med privat, men blev i 1913 overtaget af kommunen, og fra 1919 begyndte man så småt at udskifte gadernes gaslamper med elektrisk gadebelysning. Den 12.5.1926 kunne Ribe Amts-Tidende/ Varde Avis meddele, at byrådets elektricitetsudvalg nu overtog ansvaret for gadebelysningen i byens østre del, og at der nu skulle opstilles elektrisk gadebelysning her og dermed også på Byggeforeningsvej.

I løbet af 1920'erne kom der også enkelte butikker på vejen: en købmand (og senere også en slagter) i nr.1 på hjørnet af Lundvej og et bageriudsalg i nr.10. Navnet "Byggeforeningsvej" synes i øvrigt ikke at have været lige vellidt af alle, for den 27.1.1931 kunne man i Ribe Amts-Tidende/ Varde Avis læse:
"Navnedaab i Byraadet.
Der skal paa Tirsdag (i næste Uge) være Navnedaab i Varde Byraad. Gade- og Vejudvalget møder med Forslag om Navne til forskellige Gader og Veje. Udvalget bevarer megen Hemmelighedsfuldhed og før om 8 Dage kan Spændingen altsaa ikke blive udløst. Men forhaabentlig benyttes samtidig Anledningen til at gøre Kaal paa Byggeforeningsvej."

Den 3.3. tiltrådte byrådet udvalgets indstilling, og den 13.3. kunne avisen trykke en bekendtgørelse underskrevet af borgmester Niels Jensen. Heri offentliggjordes 15 nye gade- og vejnavne , bl.a.:
"Byggeforeningsvej benævnes fremtidig: Stausvej."
Vejen fik navn efter forretningsmanden Cornelius Stau, der var født i Varde, men drev sin forretning i København. I 1912 tog han initiativ til oprettelsen af Varde Museum, og han lod for egen regning museets smukke bygning på Lundvej opføre et par år senere.

Det synes, som om det borgerligt dominerede byråd har haft en idé om at opkalde vejene i kvarteret efter prominente og driftige vardensere: Bastrupsvej efter købmand Anders Kragballe Bastrup (1819-1899), Brendstrupsvej (opr. Østre Alle) efter bogtrykker og avisudgiver Valdemar Viktor Alexander Brendstrup (1857-1925) og Palludansvej efter købmand og byrådsmedlem Jens Worm Palludan (1825-1917). Hvis der var sådan en idé, blev den dog kun delvis gennemført, men navnet Byggeforeningsvej fik man gjort kål på. Det smagte måske lidt for meget af arbejderbevægelse?



Byggeforeningsvej(set fra Frisvadvej). Postkort. Ca. 1925.


Noter:

  1. Jesper Niels Chr. Iversen Oldager (1861 - 1923), sagfører og medlem af Varde byråd 1909 - 21 for partiet Venstre. Opførte "Jugendhuset", Lundvej 39, 1902.
  2. Ordet "forstad" brugtes første gang af Danmarks Statistik i folketællingen 1911. Se Peter Dragsbo: Forsteaden - et kultumiljøs historie, tr.i Søren B. Christensen (red): Den moderne by, Aarhus Universitetsforlag, 2006.
  3. Ca, 1/3 af alle ejendomme i England er af denne type, der er en genoplivning af en byggeform fra 1500- og 1600 tallet, Tudorperioden. Deres andel af byggemassen er dog faldende.
  4. Hvor Føtex ligger i dag.


Til sidetop