Til sidebund
Strid mellem Varde Købstad og
Varde Landsogn om betaling af
underskud på Kirkens regnskab.
af
Peder Løgstrup Bjerg.
Oprindelig var der i Varde sogn to kirker, Sct. Nikolai og Sct. Jacobi, men det var i længden for dyrt at opretholde to kirker. De forfaldt og den ene blev endelig nedlagt og nedrevet i 1809. Landsognet, der altid havde haft kirke til fælles med Varde Købstad, betragtede Sct. Nikolai kirke som deres kirke og brugte sandsynligvis også denne kirke mere end Sct. Jacobi. Derfor var det naturligt, at Landsognet blev taget med på råd, da kirken blev nedlagt, og ved et reskript af 13. januar 1809 blev det fastslået, at Sct. Jacobi kirke skulle have Sct. Nikolai kirke "til nedbrydelse samt kirkens grunde mod at Landsognet fik ret til brugen af Sct. Jacobi kirke uden andet vederlag end den Kirketiende, som Landsognet hidtil havde udredet, og at denne Tiende, når hensåes til Landsognets og Byens folketal, måtte anses for at være et rimeligt vederlag for brugen af kirken". Denne aftale kommer på et langt senere tidspunkt til at spille en væsentlig rolle i forholdet mellem Landsognet og Varde Købstad.
De første dokumenter dukker frem i 1879, hvor man fra Varde Købstad søger Ministeriet om at måtte yde Kirken et lån for at dække et underskud på driften. Det får man lov til, men først fra 1886 blev underskuddet så stort, at man begynder at blive betænkelige. Dog fortsætter Byen med at yde lån indtil 1904-05, hvor underskuddet, kaldet under-balancen, var på ca. 2.000 kr. Varde Landsogn havde ikke ydet penge til betaling af dette overforbrug. Det betalte Tiende fra de hartkornsejere, den var pålagt. Men nu fik Byens borgmester den idé, at Landsognet også skulle bidrage til dækning af Kirkens ekstra udgifter.
Byen havde ret gode kort på hånden, da der ved Højesteret var faldet dom i en lignende sag vedr. Kjøge kirke og det omliggende Landsogn i 1903. Byrådet henvendte sig derfor den 5. dec. 1905 til Amtsrådet, der naturligvis videregav sagen til Stiftet. Det sendte med det samme sagen til udtalelse i Varde Landsogns sogneråd, der reelt skulle bevilge pengene, hvis der skulle komme noget ud af kravet. Landsognet svarede med henvisning til det citerede reskript af 1809.
Herefter henvendte Byrådet sig til kirkebestyrelse1, provst og biskop, der alle mente, at Landsognet måtte være pligtig til at deltage i betalingen af tilskuddet. Et andet problem var fordelingen mellem de to sogne, her henvendte Byrådet sig til Ministeriet gennem Amtsrådet for at få det tíl at foreslå en fordeling, men Kirke-og Undervisningsministeriet foreslog direkte forhandling mellem By - og Sogneråd. Kunne man ikke blive enige, ville Ministeriet være villig til at se på en fordeling, men ellers kunne det blive nødvendigt at søge Domstolens afgørelse af mellemværendet.
Igen sagde Landsognet nej til enhver forhandling angående fordeling, sålænge det ikke var fastslået, at Landsognet overhovedet var pligtig til at bidrage. Herman Hansen skriver egenhændigt på Sognerådets vegne i et brev af 9. dec. 1907, at der " ikke er noget lovhjemlet krav". En måned efter d. 8. jan. 08 skriver Herman Hansen igen, at Landsognet ønsker "ingen forhandling". Byrådet vedtog derefter at "indfordre" Landsognets afgørelse ad Rettens vej og henvendte sig endnu engang til Stiftamtet for forinden sagsanlægget at få administrationens afgørelse på fordelings-spørgsmålet. Fjorten dage senere ønsker Stiftamtet sagen forelagt Kirke- og Undervisningministeriet, men dette svarer endnu engang, at som sagen forelå, ønskede Ministeriet ikke udtale sig om fordelingen.
Varde Byråd lagde derefter sag an mod Landsognet ved Herman Hansen som sognerådsformand med det formål at få " Landsognet kendt pligtig til at tage del i de årlige udgifter". Man foreslog, at fordelingen kunne være efter folketal eller efter regler, som retten måtte bestemme. Sagsanlægget blev dog ændret til, at søgsmålet skulle rettes mod "Folkekirkens medlemmer i Varde Landsogn repræsenteret ved Sognerådet i dette sogn". Begge parter fik bevilget fri proces.
Den beskikkede sagfører, E Hansen, hævdede på Landsognets vegne, at det ydede tilskud 1904/05 ikke opfyldte betingelserne for at kunne fordres refunderet. Underskuddet var af en sådan beskaffenhed og oprindelse, at det var Landsognet ganske uvedkommende. Sagføreren forventede derfor sagen afvist, subsidiært påstod Landsognet sig pure frifundet. - Han havde noget ret i sin påstand, for en nærmere undersøgelse viste nemlig, at Kirken faktisk havde afholdt ikke lovhjemlede udgifter, og den manglede endog at sikre sig Administrationens (Stiftets) godkendelse - Men sagen gik sin gang -.
Reskriptet af 1809 vedr. Sct. Nikolai kirke kunne ikke fastholdes i Retten. Det kunne ikke godtgøres, at Landsognet altid skulle slippe med at betale den pålagte kirketiende2. Men sognerådet fremførte i stedet, at menighedsmedlemmer i Varde Landsogn ikke stillede større krav til Kirkens vedligeholdelse end til vedligeholdelse af Landsbykirker i almindelighed. Sagt på en anden måde: Menighedsrådet i Varde havde brugt for mange penge på Kirken. Alm. vedligeholdelse kunne klares ved den opkrævede Tiende. Endelig hævdede Landsognet, at dets beboere i høj grad hindredes i at søge Kirken p.g.a. den store afstand!
Disse argumenter fremført af Landsognets sagfører blev afvist i retten som "betydningsløse" , og der afsiges dom i Varde Ret d. 6. marts 1911:
"Folkekirkens medlemmer I Varde Landsogn repræsenteret ved de indstævnte, Sognerådet for dette Sogn, bør være pligtige til at tage del i de årlige udgifter til Varde kirke, Sct. Jacobi kirke, som ikke kunne dækkes ved kirkens egen indkomst, efter Administrationens afgørelse. Det offentlige betalte et salær til hver sagfører på 100 kr." .
En lille krølle på historien må med her, fordi borgmester Chr. Hattensen var byfoged i Varde og som sådan i stand til at påvirke sagen til det udfald, den fik. Også i de tider har man kendt til begrebet "dobbeltrolle" i alvorlige sager. Om dette har betydet noget for sagens videre forløb, vides ikke, men Landsognet var utilfreds med afgørelsen og appellede til "Overretten" i Viborg svarende til den instans, vi kalder Landsretten. Igen fik begge parter bevilget fri proces, hvilket må betyde, at datiden har ment, at denne sag havde væsentlig pricipiel betydning.
Allerede året efter, den 13. maj 1912, er Overretten færdig med at gennemgå akterne, og der kan afsiges dom. Præmisserne var meget omfattende, ligesom det var tilfældet ved Byrettens dom. Man har ikke sparet på ulejligheden. Begge domme er håndskrevne og eksisterer endnu i deres fulde længde. Overretten gennemgik sagen punkt for punkt og fulgte i sin metode og opstilling samme retningslinjer, som Byretten havde anvendt. Har man læst de to domme lige efter hinanden, er det da heller ikke overraskende at se resultatet:
"Underretsdommen bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Overretten ophæves, hvorhos der tillægges de henholdvis for Appellanterne, Sognerådet for Varde Landsogn, og de Appelindstævnte, Varde Byråd, beskikkede sagførere for Overretten, Overretssagførerne, Johnsen og Dahl, i Salær hver 60 kr, der udredes af det offentlige."
På bagsiden af dommen er der en interessant notits: År 1912 den 27. juni har vi undertegnede, Stævningsmænd for Varde Landsogn, forkyndt denne dom for Varde Landsogns Sogneråd ved dets formand, gårdejer Herman Hansen, personlig på hans bopæl.
Underskrevet
Th. Lorentzen Chr. P. Nielsen
Nu kunne man forestille sig, at sagen var afsluttet. Varde Landsogn var dømt til at betale ved to instanser og udsigterne til at få sagen for Højesteret måtte være beskedne. - Men Sognerådet gav ikke op, sommeren over arbejdede det på en appelsag. Dog var det en forudsætning, at der kunne opnås fri proces. Igennem Ribe Stiftamt søger Sognerådet Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet om bevilling til fri proces ved Højesteret. Og allerede den 29. okt. 1912 får man bevillingen, tillige bliver der ved samme lejlighed beskikket en højesteretssagfører Carl Winther som forsvarer. Ingen eksisterende dokumenter begrundede denne bevilling, men der krævedes ved almindelig retspleje to forhold opfyldt for at få en sag prøvet ved Landets Højesteret. Sagen skulle have principiel betydning for lignende sager, og der skulle være en rimelig chance for at vinde den.
Når Varde Landsogn kunne få bevilget fri proces, ville Byrådet naturligvis også gerne have tilsvarende vilkår. Den 11. nov. søgte man Kongen om fri proces og fik den bevilget ved brev fra Ribe Stiftamt d. 30. nov. 1912. Byen fik i samme brev meddelelse om, at højesteretssagfører F. Asmussen, København, var beskikket "til at føre sagen for Byrådet".
Den 7. maj 1913 afsagde Højesteret dom i appelsagen mellem Varde Byråd og Varde Landsogn: Det blev en stadfæstelse af de to tidligere domme i sagen. Landsognet havde definitivt tabt. Tilbage stod nu alene, hvordan udgifterne skulle fordeles. Her foreslog Indenrigsministeriet efter henvendelse fra Ribe Stiftamt i et brev af 10. marts 1914, at dette spørgsmål skulle klares ved en forhandling mellem Ribe Amtsråd og Varde Byråd "i forening". Set med historiens øjne var det ikke just nogen klog rådgivning, den lagde faktisk op til fortsat uenighed ved at udelukke Landsognet fra disse forhandlinger. - Varde Byråd foreslog derefter på et tidspunkt et "fællesudvalg" mellem Amts- og Byråd.
Der gik altså næsten et helt år efter Højesteretsdommen, før Stiftamtet tog fat på den ømtålelige fordeling og ved et brev af 23. maj 1914 til borgmester Hattensen. Stiftamtet ønskede i henhold til Indenrigs- ministeriets forslag at tiltræde dette fællesudvalg bestående af Amts- og Byrådsmedlemmer og foreslog i samme brev to amtsrådmedlemmer, Windfeld, Hesselmed og Bakken Nielsen, Billum. - Varde Byråd svarede d. 14. juli, at det havde valgt to byrådsmedlemmer, sagfører Oldager og borgmester Hattensen, til ovennævnte fællesudvalg. Grundet sagfører Oldagers travlhed med andre sager ville Borgmesteren tidligst indkalde til møde i "den første del af august".
Mødet bliver dog først holdt den 9. okt. 1914 på Varde Kæmnerkontor. "De delegerede var enige om, at fordelingen bør finde sted i forhold til de to kommuners folketal, således som dette er fastsat ved den nærmeste foregående almindelige folketælling. Denne fordelingsmåde er efter de delegeredes formening ikke blot den mest praktiske, men også den mest retfærdige, idet det omfang, Kirken benyttes af de to sognes beboere, må antages at stå i ligefremt forhold til beboernes antal, ligesom den foreslåede fordelingsmåde også er den almindeligt benyttede ved repartition af fællesudgifter imellem kommuner. I kommunernes folketal vil der forinden være at fradrage de personer, der ikke er medlemmer af folkekirken".
Borgmester Hattensen oplyste, at Varde kommunes samlede bidrag til Kirken for regnskabsårene 1904/05 til 1913/14 begge inclusive havde været i alt 18.150 kr. Fordelt efter folketal ville det blive i alt 1.778,36 kr, som Landsognet skulle betale, bortset fra renter! Der foreligger en samlet opgørelse over "de af Kæmnerkassen til Varde Kirke ydede bidrag". Det anføres nedenunder, at "i regnskabsåret 1913/14 er der afkortet de skattepligtige medlemmer af herværende Methodistmenighed - andre skatteydere udenfor folkekirken findes ikke". Den foreslåede fordeling blev - naturligvis - tiltrådt af Varde Byråd. Det skete d. 10. okt. 1914, hvilket meddeltes Ribe Amtsråd i brev af 22. okt. Amtsrådet tiltrådte fordelingen d. 27. nov. og sendte afgørelsen til Ribe Stift, der d. 12. dec. meddelte udfaldet til Varde Landsogn og Indenrigsministeriet. Sidstnævnte havde bedt om en tilbagemelding, når fordelingen var foretaget.
Men Varde Landsogns sogneråd gav sig ikke uden videre! Den ny sognerådsformand Jeppe Jessen dikterede et langt brev af 6. maj 1915, som svar på Byrådets skrivelse af 20. marts.
Her fremførtes tre hovedpunkter:
- Det tidligere nævnte, at Varde Kirkes underskud for de pågældende år var af en sådan oprindelse og beskaffenhed, at menighedsmedlemmer i Varde Landsogn ikke iflg. loven havde forpligtelse til at udrede nogen del af underskuddet.
- Den opgørelse, som Byrådet havde fremlagt, manglede bekræftede afskrifter. Desuden var kravet for de første fem år, 1904/05 til 10 forældede. Endelig var der ikke hjemmel til at opkræve renter.
- Byrådet havde henvendt til Indenrigsministeriet i en sag, der rettelig måtte henhøre under Kirke- og Undervisningsministeriet, da der var tale om et "kirkeligt" anliggende og ikke et "kommunalt". - Endelig fremførte Jeppe Jessen, at Landsognets beboere ikke skulle betale for Kirkens "benyttelse", hvorimod Købstadens beboere skulle betale "stolestadepenge".
Stolestadepenge var en gammel afgift, der har været i Købstadkirker sandsynligvis helt tilbage til de tider, da man fik siddepladser i kirkerne. Denne afgift var rent faktisk ikke blevet opkrævet i mange år, og Jeppe Jessen hævdede, at var det sket, ville der intet underskud have været. Til sidst i brevet foreslog formanden, at fordelingen skulle ske på grundlag af de to kommuners samlede beløb "for hver kommune af de skattepligtige menighedsmedlemmers virkelige indkomster".
Varde Byråd svarede to måneder senere og imødegik - meget grundigt - Sognerådets skrivelse punkt for punkt og brevet slutter: "Byrådet kan som følge af det anførte ikke skønne, at Sognerådet med nogensomhelst føje vedblivende kan nægte at refundere de omtvistede beløb og finder ingen anledning til en fortsat drøftelse af sagen. Man skal derfor snarest belejligt bede sig meddelt, hvorvidt Sognerådet vedblivende fastholder sin vægring ved at betale det afkrævede beløb, for at Byrådet kan foretage de nødvendige skridt til beløbets inddrivelse". Sognerådet svarede d. 29. juli s.å. og fastholdt "det i tidligere skrivelse anførte", men var enig med Byrådet i, "at en fortsat drøftelse af sagen er unyttig". Samme indstilling fulgtes op af et håndskrevet brev fra Jeppe Jessen d. 14. aug. 1915.
Måneden efter skrev Varde Byråd til Ribe Stift og spurgte - efter endnu engang at have gennemgået aftalen om fordelingen - "hvorvidt opfyldelsen af Højesteretsdommen vil kunne fremtvinges ad administrativ vej, eller det måtte blive nødvendigt for Byrådet påny at anlægge sag imod Sognerådet for at erholde eksekutionsgrundlag for kravet". I første omgang sendte Stiftet skrivelsen til udtalelse i Indenrigsministeriet. Sandsynligvis fordi Stiftet betragtede fordeling og betaling efter denne som en sag mellem to kommuner, hvis øverste myndighed var dette ministerium. Men Indenrigsministeriet ville ikke udtale sig, det sendte d. 22. okt. 1915 spørgsmålet videre til Kirke- og Undervisningsministeriet for at få en udtalelse.
Den 13. april 1916 skrev Kirkeministeriet et langt svar til Indenrigsministeriet. Sagen blev endnu engang repeteret i indledningen. Derefter udtaler Ministeriet sig om de konkrete punkter: Kirkens reviderede regnskaber, stolestadepenge, evt. forældelse og mulige renter på fordringer. Kun på det sidste område gav Ministeriet Varde Landsogn medhold, idet Højesteretsdommen ikke havde tilkendt Byrådet renter af fordringen. "Sluttelig bemærkes, at i tilfælde af fortsat vægring fra Landsognets side, må formentlig bestemmelsen i Landkommunallovens § 47 bringes i anvendelse".
Der gik tre måneder, før Indenrigsministeriet fik sendt ovenstående svar videre til Ribe Stiftamt med et følgebrev, der sluttede sådan: "I denne anledning skulle man med bemærkning, at man intet finder at erindre mod den foretagne fordeling, til efterretning og videre fornøden bekendtgørelse tjenstligt melde, at Indenrigsministeriet kan henholde sig til, hvad der er udtalt i den i afskrift vedlagte skrivelse fra Kirkeministeriet, med hvilken man påny har brevvekslet i sagen". Til sidst står der: "- en afskrift af den ommeldte skrivelse fra Kirkeministeriet vedlægges".
Allerede den 29. juli skriver Varde Byråd på grundlag af ovennævnte et brev til Varde Landsogn og forlanger pengene refunderet uden renter, " - da Ministeriet ikke har forment, at Byrådet kan kræve renter af beløbet på det foreliggende grundlag". Byrådets brev slutter med at henstille til Sognerådet, at beløbet bliver betalt snarest, da sagen har stået på i lang tid. - Men den 14. aug. svarede Sognerådet, at det ikke ville udrede de "ommeldte bidrag". Der er stadig tale om 1.778,36 kr. Det fik påny Byrådet til at skrive til Ribe Stiftamt den 22. aug. 1916. Brevet slutter således: "Da Sognerådet imidlertid som det fremgår af vedlagte afskrift af sammes skrivelse af 14.ds. vedblivende vægrer sig ved at udrede de ommeldte bidrag, skal man herved tjenstligt anmode om, at bestemmelsen i Landkommunalloven §473 må blive bragt i anvendelse, overensstemmende med Kirkeministeriets udtalelse i fornævnte skrivelse".
Med denne skrivelse sluttede en langvarig og enestående sag i dansk kirke- og sognehistorie.
Noter:
- Kirkebestyrelsen var det samme som menighedsrådet, der blev oprettet med loven af 1901.
- Kirketiende blev ved lov af 5.okt.1919 afløst af alm. Kirkeskat.
- Landkommunalloven § 47: Amtsrådet afgør de spørgsmål og træffer de foranstaltninger, der i denne lov er det overdragne med hensyn til Sognekommunerne, samt fører et almindeligt tilsyn med, at Sognerådene i deres forvaltning holde sig de for dem givne lovbestemmelser efterrettelige. Finder Amtsrådet, at Sognerådet har foretaget uhjemlede udgifter eller nægtet at udrede udgifter, som det et er pligtigt at afholde, eller undladt at udføre nogen anden foranstaltning, hvortil det er forpligtet, eller i andre måder har overskredet sin myndighed, træffer det de i den anledning nødvendige foranstaltninger og kan i fornødent fald ved domstolene gøre personligt ansvar gældende mod de pågældende medlemmer af Sognerådet. (Lov om Landkommunernes styrelse af 6. juli 1867).
Til sidetop