En flink tjenestepige og en venlig politimester.

Af Ole Nørskov Nielsen.

Hun hed Mine Rasmussen og var født i Laven i Linå sogn d. 22/7 1882. Hun havde været hjemme hos forældrene indtil hun i 1892 kom i en plads i Sim ved Ry stationsby. Her var hun nogle måneder, hvorefter hun atter var hos forældrene. Fra 1898 tjente hun 1½ år i Silkeborg. Så var hun hjemme, til hun sommeren 1900 atter fik plads, denne gang på Hotel Julsø. Fra 1. november 1900 kom hun i tjeneste hos bagermester Carl Laurits Pedersen, Storegade 10 i Varde.

I begyndelsen af det nye år d. 9/1 1901 gik bageren til politiet og meldte, at Mine havde taget af kassen, som hun jo havde haft fri adgang til.

Næste dag mødte både Carl Pedersen og Mine Rasmussen op til forhør i politiretten. Bagermesteren kunne ikke med bestemthed sige, hvor meget Line havde taget fra kassen, men mente, at pigen næppe havde stjålet andet end penge, da der i øvrigt ikke savnedes noget i bagerens hjem.

Mine Rasmussen erkendte sig skyldig i tyverierne, der beløb sig til godt og vel 14 kr¹. Hun havde siden december taget af kassen om aftenen, når hun var alene i butikken og brugt dem til mindre brugsgenstande til sig selv, til små gaver til forældrene samt til julegaver til bagermesterens familie. Desuden havde hun rejst en tur med toget til Esbjerg. Det sidste tyveri drejede sig om 20 øre, der var gået til køb af to servietter. Det havde været hendes hensigt, at sy disse servietter til fru Pedersen, som havde bebrejdet hende, at hun aldrig sad med sytøj.

Bagermester Pedersen oplyste, at hun ikke havde behøvet, at stjæle disse penge. Hun havde haft 20 kr. til gode hos ham. Da tyverierne blev opdaget, og da han havde afskediget hende, havde han givet hende tre kroner. De 17 kr. mente Carl Pedersen var tilstrækkeligt til at dække hans tab, så han ville afstå fra yderligere erstatning.

Det var en ren tilståelsessag, så det var egentlig overflødigt med flere møder i politiretten. Men Mine måtte tilbringe en nat i byens arrest, og den følgende dag, d. 11/ 1 var der et nyt møde, hvor bagermesteren og tjenestepigen gentog, hvad de havde sagt d.10/1.

Skandinavien på Sønderbro 1. Billede fra ca. 1905.

Men så kom overraskelsen, der nok er forklaringen på dette møde. Gæstgiver H.C. Sørensen fra Skandinavien på Sønderbro 1 kom og tilbød at tage Mine Rasmussen i sin tjeneste, så hun ikke behøvede at sidde i arresten indtil der faldt dom i sagen. Disse dage blev nemlig ikke fratrukket dommen. Mine afgav løfte om at ville blive i pladsen, indtil der blev afsagt dom. Det var politimester Drechsel åbenbart med på, så han afsagde følgende kendelse i poltiretten: "Arrestantindens Arrest blev derefter ophævet og hun dimitteret til Tjeneste hos Gæstgiver Sørensen." 14 dage senere d. 25 /1 1901 blev der afsagt dom i sagen. Den kom til at lyde på fængsel på vand og brød i fem dage.

Men hermed var sagen ikke slut. Mine indsendte nu en ansøgning til kongen/justitsministeriet om at blive benådet eller få straffen nedsat. Selve ansøgningen er ikke fundet. Men på Rigsarkivet ligger en protokol fra justitsministeriets første kontor, hvor en af ministeriets embedsmænd har givet et referat af brevets indhold.

Efter en gennemgang af sagens forløb gengiver embedsmanden Mine Rasmussens begrundelser for ansøgningen. Hun henviste til, at hun var ung og ustraffet. Hun havde brugt pengene til gaver til sin fattige familie og havde anset tyveriet for et lån, som hun ville have betalt tilbage, hvis det ikke forinden var blevet opdaget.

I følge referatet blev ansøgningen støttet af både bagermester Pedersen og gæstgiver H.C.Sørensen, der begge beskrev Mine som en "særdeles rar og flittig Pige" der i høj grad havde fortrudt sin handling.

Også politimester Drechsel støttede ansøgningen, da pigen havde gjort et godt indtryk på ham. Efter hans opfattelse var hun en god og skikkelig pige, der af letsindighed og ved den lette adgang til kassen var blevet forledt til tyveriet. Dertil kom, "at hun havde lidt noget ved at sidde i Fængsel---og ved den Skam, som Forbrydelsen havde bragt over hende".

På baggrund af disse anbefalinger skrev embedsmanden, at han "i dybeste Underdaninghed" ville tillade sig at indstille: "at det maatte behage Deres Majestæt allernaadigst at eftergive Tjenestepige Mine Rasmussen den---idømte Straf ---". Protokollen er underskrevet af embedsmanden, overformynder M. P. Friis (billedet til højre fra Wikipedia) og i den brede margin står der, at indstillingen er bifaldet "Amalienborg den 26 Marts 1901. Christian R".

D. 13. april 1901 modtog politimester Drechsel et brev fra stiftamtmanden i Ribe, hvori der stod:

Ribe Stiftamt d. 11. April 1901. Hans Majestæt Kongen har under d. 26. f. M. rescriberet mig saaledes:

"Vor synderlige Bevaagenhed! Vi give Dig hermed tilkende, at Vi efter den derom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og de Os af Vor Justitsminister i den Anledning allerunderdanigst foredragne Omstændigheder allernaadigst ville have Tjenestepige Mine Rasmussen af Vor Købstad Varde udi i Vort Land Nørrejylland eftergivet den hende ved nævnte Købstads Extrarets Dom af 25. Januar d. A. for Tyveri i medfør af Straffelovens § 228 idømte Straf paa Vand og Brød i 5 Dage".

Hvilket herved tjenstlig meddeles til behagelig Efterretning og Bekendtgørelse. - 1 Domsakt medfølger.

Stemann.

Det var næppe hverken Mine Rasmussen eller hendes arbejdsgivere, der fik ideen til pladsen på Skandinavien eller til benådningsansøgningen, men politimester Drechsel, der kendte disse muligheder og som jurist vidste, hvordan en sådan ansøgning skulle skrives. Mine havde efterladt et godt indtryk. Han har derfor ment, at det var formålsløst at sætte hende i arresten, da hun havde fået straf nok ved at blive afsløret.

I de seks år Ernst Christoffer Lorenz Drechsel (billedet til højre) var politimester, dommer og borgmester i Varde (1899-1905) blev han kendt som en forklædt socialdemokrat. Da han i 1905 rejste til et større embede i Aarhus, blev der sagt om ham, at borgmesterembedet her, ville passe ham bedre, for i Aarhus havde socialdemokratiet flertal i byrådet. Det er muligt, at Drechsel havde socialdemokratiske sympatier. Men socialdemokrat var han næppe. I 1905 blev han Ridder af Dannebrog og i den levnedsbeskrivelse, som han da sendte til Ordenskapitlet, skrev han, at han i 1903 havde ladet sig opstille som folketingskandidat for partiet Venstre - dog uden at blive valgt.

Noter:

Det var godt og vel en månedsløn. Mine har vel fået omkring 11 kr. om måneden.

Til sidetop