Den tyvagtige gartner.

Af Ole Nørskov Nielsen

29/10 1907 mødte gartner Max Gotfred Amandus Nielsen for politiretten i Varde mistænkt for tyveri af blomster på kirkegården.

Han var født i Odense 10/3 1884 og var tidligere straffet tre gange. Han var ved Odense Købstads Ekstraret 12/7 1899 blevet idømt 15 slag rotting (slag med et spanskrør, der var en meter langt og fire cm i omkreds) for tyveri. Ved samme ret 3/6 1902 to gange fem dages fængsel på vand og brød for tyveri. Ved 2. Artilleriregiments krigsret to gange fem dages streng fængsel på vand og brød for opsætsighed og for at forsøge at hindre afsløringen af en gerningsmand til en grov forbrydelse. Han havde fra november 1906 til august 1907 tjent hos gartner H. V. A. Larsen ved Østerport. Fra august 1907 havde Max Nielsen drevet gartnerforretning i Kræmmergade.

Annonce fra 1905.

Den første, som politimesteren tog i forhør, var den 20 årige Otto Outzen, der var graverkarl hos graver og kirkegårdsgartner Anton Madsen. Otto Outzen kunne ikke med sikkerhed huske, hvilken dag, han havde set Max Nielsen på kirkegården ved Lundvej, dengang også kaldet kirkegården ved Arnbjerg. Men det var dagen før Lambert Christensens kone blev begravet, for han var netop i færd med at kaste hendes grav, da han så gartner Nielsen komme gående på gangen, der fra kapellet førte lige mod øst.

Kort fra 1923 over kapelkirkegården i Varde. Prikken til venstre markerer Lambert Christensens familiegravsted, hvor graveren kastede graven op.

Lambert Christensens kone blev ifølge kirkebogen begravet 11/10 1907. Otto Outzen kunne ikke med bestemthed sige, hvor langt gartner Nielsen var fra ham, men han kendte udmærket Max Nielsen og så, at denne drejede fra den brede gang og ned ad en sidegang, og der skar eller klippede et par roser af og lagde disse i en aflang kurv, som han havde over armen. Det var den eneste gang, at Otto Outzen havde set Max Nielsen tilegne sig blomster på kirkegården. Otto Outzen gjorte nu sin chef, graver og kirkegårdsgartner Anton Madsen opmærksom på, hvad han havde set, og de havde talt om, hvad de skulle gøre.

Aktuelt billede af Lambert Christensens familiegravsted. Karen Hauberg var Lambert Christensens datter.

De havde overvejet at gå hen til Max Nielsen, men da Otto Outzen var blevet tørstig, gik han hen til ligkapellet, hvor der stod en kande med vand. Otto Outzen var nu kommet nærmere på Max Nielsen og kunne se, at denne havde en margeritblomst i hånden og en i kurven. Otto Outzen kunne ikke se roser eller andre blomster. Den margerit, som Max Nielsen havde i hånden var en potteplante. Politimester Jacob Schjørring spurgte nu Otto Outzen, hvor det var, denne havde set Max Nielsen klippe eller skære roser? Men Otto Outzen kunne ikke huske, hvilket gravsted det var.

Så fremstod graver og kirkegårdsgartner Anton Madsen. Han forklarede, at han flere gange i løbet af den forgangne sommer havde modtaget klager fra folk over, at der forsvandt roser fra deres familiegravsteder. Blandt klagerne var smed Geilers kone i Brogade og togfører Hansen fra Sdr. Varde.

Anton Madsen kunne endvidere berette, at han, dagen før Lambert Christensens kone blev begravet, kom ind på kirkegården gennem den sydvestlige indgang. Da han var kommet ind på kirkegården, fik han øje på Max Nielsen, der gik frem og tilbage på gangene midt på kirkegården. Men Anton Madsen kunne ikke se, hvad Max Nielsen lavede.

Anton Madsen gik nu op til sin karl Otto Outzen, der på den østlige side af kirkegården var ved at kaste graven til Lambert Christensens kone. Outzen havde da sagt til Madsen, at Max Nielsen nok var ude at skære blomster i dag. Hertil havde Madsen svaret, at det kunne han ikke tro.

Anton Madsen gik nu over til Max Nielsen for at tale med ham. Nielsen blev ikke forskrækket ved at møde Madsen, som han spurgte, om han vidste, hvor metodistpræstens svigerfars grav var? Madsen svarede, at det vidste han ikke, og andet havde de ikke snakket om. Anton Madsen havde set, at Max Nielsen havde en kurv på armen, og i den lå der en margerite i en potte. Madsen havde ikke set andre blomster i kurven. Han så kun én margerite i Max Nielsens kurv, og han havde ikke spurgt denne om, hvad han skulle bruge margeriten til?

Personer på hjørnet af Frisvadvej og Tværvejen ca. 1905.

Madsen forlod nu kirkegården, og ca. en halv time senere stod han på hjørnet af Frisvadvej og Tværvejen til Lundvej. Tværvejen kom til at hedde Bastrupvej i 1917. Der så han Nielsen komme cyklende med den omtalte kurv fyldt med blomster. Det var, så vidt Anton Madsen kunne se, afskårne blomster.

Politimester Schjørring spurgte nu Anton Madsen, om han havde mistanke om, at Max Nielsen havde stjålet blomster på kirkegården? Hertil svarede Madsen, at han ikke kunne pege på kendsgerninger, der kunne støtte en sådan mistanke. Politimesteren gik nu Otto Outzen på klingen med nogle spørgsmål, og Outzen måtte indrømme, at han ikke havde kunnet se, at Max Nielsen skar blomster, lige som han heller ikke havde kunnet se, at blomsterne var roser.

Derpå blev Max Nielsen taget i forhør. Han nægtede at have stjålet blomster på kirkegården. Den sidste gang han var på kirkegården var kort tid efter den sidste markedsdag 9/10, hvilket passede godt med Otto Outzens forklaring om, at denne havde set Max Nielsen 10/10. Men det passede ikke med den forklaring, som Max Nielsen havde givet til den betjent, som havde forhørt ham tidligere, for i politirapporten stod, at Nielsen havde været på kirkegården en gang i september måned.

Det var ikke den eneste gang, at Max Nielsen ændrede forklaring. Til politimesteren sagde han først, at han ikke havde noget bestemt ærinde på kirkegården den dag, og han havde kun været der i et kvarters tid og gået op og ned mellem gravene. Han nægtede desuden at have medbragt en kurv.

Så ændrede han forklaring derhen, at hans ærinde på kirkegården var at plante en margerite på Jacob Møllers grav. Han havde blomsten i en potte, men han havde denne dag ikke kunnet huske Jacob Møllers navn, og var derfor gået frem og tilbage på kirkegårdsgangene for at finde graven. Det var en dame, hvis navn han heller ikke kunne huske, der havde købt blomsten og bedt ham plante den på Jacob Møllers grav.

Han blev nu spurgt, hvad han havde båret potteplanten i, og hertil svarede han: en kurv. Han havde nu et forklaringsproblem. Han blev først spurgt om han havde medbragt en kurv, eller om han var uden kurv den dag, han var på kirkegården. Max Nielsen forklarede nu, at han havde været på kirkegården to gange på den tid, og kun den ene gang havde han medbragt en kurv. Max Nielsen tilføjede, at han dagen før Lambert Christensens kone blev begravet, havde mødt gartner Madsen og spurgt denne om Jacob Møllers grav?

Max Nielsen forklarede endvidere, at han derpå var cyklet ud til Skovlyst, hvor han havde samlet nogle egeskud i kurven og var så cyklet hjem til Kræmmergade ad Lundvej og Østergade.

Graver Madsen fastholdt, at Max Nielsen kom cyklende på Frisvadvej og ikke havde egeskud i kurven, og at Max Nielsen på kirkegården havde spurgt efter metodistpræstens svigerfars grav. Max Nielsen ville i øvrigt ikke benægte, at han havde bukket sig under sit ophold på kirkegården, men det var ikke for at skære eller plukke blomster, men for at kunne læse navnene på gravstenene. Max Nielsen fik nu lov til at gå, men måtte ikke forlade byen uden politiets tilladelse.

Næste møde i politiretten var 7/11 1907. Her oplyste Max Nielsen, at han i den tid, han havde drevet gartnerforretning i Kræmmergade, havde solgt to palmekranse: en til en person i Guldager og en til organist Bjelkes begravelse for en uge siden. Den til Guldager havde haft to palmeblade og den til Bjelke havde haft tre palmeblade. Grenene var ægte og indkøbt for 1½ krone hos Sofus Mortensen i Odense. Hermed sluttede mødet for denne dag og Max Nielsen fik lov til at gå, men måtte ikke forlade byen uden politiets tilladelse.

Sagen blev genoptaget i politiretten 30/11 1907. Den dag fremstod gæstgiver Lambert Christensen og fortalte, at der fra hans kones gravsted på Arnbjerg kirkegård natten mellem 18. og 19. november var blevet fjernet en palmekrans, som var skænket af beværterforeningen og fremstillet hos gartner H.V.A. Larsen. Han ville ikke kunne genkende kransen, og kunne aldeles ikke udtale sig om, at det skulle være palmebladene fra den stjålne krans, der var i den krans, som var fremlagt i politiretten.

En palmekrans med to blade.

Derefter fremstod organist Bjelkes enke, Sarah Jane Bjelke, der sagde, at der var leveret en palmekrans fra personalet hos købmand Bjelke, der var hendes og organistens søn. Kransen var blevet lavet af Max Nielsen, og der var mistanke om, at palmebladene i kransen var fra en anden krans.

Næste person i retten var gartner H.V.A. Larsen. Han fortalte at han på bestilling fra beværterforeningen havde leveret en palmekrans til Lambert Christensens hustrus begravelse, men han kunne ikke udtale sig om, hvorvidt bladene fra denne krans var at finde i den krans, som Max Nielsen havde lavet til organist Bjelkes begravelse. Han tilføjede, at Max Nielsen sagtens kunne have købt palmebladene i Odense.

Hermed sluttede mødet i politiretten for denne dag og det blev igen sagt til Max Nielsen, at han ikke måtte forlade byen uden tilladelse fra politiet.

Dette havde han dog ikke overholdt, for i politiprotokollen stod der som indledning til næste møde i sagen 5/12 1907, at politiet havde hentet Max Nielsen i Horsens.

Fremstillet i politiretten tilstod Max Nielsen nu, at han havde stjålet palmeblade fra kirkegården ved Arnbjerg. Organist Bjelke skulle begraves 19/11, og en kommis fra købmand Bjelke var kommet d. 18/11og havde på personalets vegne bestilt en palmekrans til deres chefs fars begravelse. Kransen skulle altså leveres dagen derpå, og da Max Nielsen ikke havde palmeblade og ikke kunne købe disse i byen, så gik han om aftenen 18. november mellem kl. 23 og 23.30 ud på kirkegården, hvor han fandt en grav med flere palmekranse. Her tog han en krans, som havde tre palmeblade, med hjem og lavede en ny krans af denne, som han solgte til kommisen for otte kr. hvilket sva-rer til 540 kr. i 2016. Max Nielsen vidste ikke hvis grav, han havde taget kransen fra.

Max Nielsen tilstod nu også, at han to eller tre gange havde stjålet blomster på kirkegården. Den samlede værdi af disse tyverier anslog han til en fire kroners penge. Heller ikke her vidste han, fra hvilke grave han havde stjålet, men han erkendte, at han havde begået disse tyverier i dagtimerne. Blomsterne var roser, nelliker og margeriter. Han stjal, fordi han havde manglet blomster. Da han ikke havde ført kassebog, kunne han ikke redegøre for sine indtægter og udgifter.

Gartner Larsen og hustru ved deres guldbryllup 1954.

Ved samme møde i politiretten kom det frem, at han havde været på vej til Risskov ved Aarhus for at søge stilling ved en gartner, da han ikke rigtig kunne se nogen fremtid ved gartnererhvervet i Varde. Han havde til dette formål fået gartner H.V.A. Larsen til at skrive en anbefaling, som han havde medbragt for at forelægge den for gartneren i Risskov.

Det viste sig nu, at han havde forfalsket denne anbefaling. Gartner Larsen havde skrevet, at Max Nielsen ikke var så god til blomsterbinding, og dette havde Nielsen udeladt, lige som han også havde efterlignet gartner Larsens underskrift.

Dommen over Max Nielsen blev afsagt 4/2 1908. For sine tyverier og sit dokumentfalskneri blev han idømt fem måneders fængsel på sædvanlig fangekost.

Billede fra den gamle kirkegård bag rådhuset ca. 1910. Midt i billedet ses Brorsonsøjlen. Kirkegården blev lukket for begravelser i 1881. Kun hvis man havde et familiegravsted på kirkegården, kunne et familiemedlem forsat blive begravet der indtil 1922, da den sidste begravelse fandt sted. 1881 blev der anlagt en ny kirkegård øst for byen ved Lundvej. Denne kirkegård blev kaldt Kapelkirkegården fordi der samme år blev bygget et kapel. Lambert Christensen havde ikke et familiegravsted på den gamle kirkegård, og derfor blev hans kone begravet ude på Kapelkirkegården.

Til sidetop