Tyveri og hæleri

I de sidste årtier af 1800-tallet kom der en del udenlandsk arbejdskraft til Varde. Det skyldtes den nye by Esbjerg, der var ved at vokse op syd for Varde, og som derfor tiltrak mange. De der ikke fandt et arbejde her, søgte så til andre byer og her kunne Varde lokke med et moderne svineslagteri, der fra begyndelsen af 1870'erne fremstillede det nye produkt, bacon, i stedet for saltet flæsk på tønder.

Det var Th. Christiansen & Co. det senere Varde Svineslagteri, der i 1867 havde etableret sig i Kræmmergade ,og som i 1872 fik opført en moderne svideovn med henblik på baconfremstilling.

Tilgangen af udenlandsk arbejdskraft blev gjort lettere ved fremmedloven af 1875, der afskaffede kravet om pas ved indrejse til Danmark. En håndværker fra udlandet skulle medbringe et svendebrev, der kunne legitimere, hvem han var, samt penge til 8 dages underhold. Fik han arbejde i en by, skulle han henvende sig til politiet, der gav ham en fremmedbog eller en fremmedseddel, hvorpå der stod, hvornår han var ankommet, og hos hvem han havde fået arbejde. Når han forlod byen, skulle bogen af politiet forsynes med afrejsedato samt det sted, hvor han agtede at rejse hen. Endvidere skulle politiet forvisse sig om, at den pågældende havde penge til kost og logi på den planlagte rejse.

Kom disse tilrejsende i konflikt med loven, var retssikkerheden ikke den samme som i dag. Før retsplejereformen af 1919 var en sigtet ikke en ligestillet part i sagen, men derimod genstand for en undersøgelse og havde som sådan pligt til at medvirke til sagens opklaring. Den sigtede blev ikke draget til ansvar for usandheder under forhørene, men hvis han/hun nægtede at udtale sig om sagen, så kunne politimesteren, der også var dommer, hensætte den pågældende i fængsel på vand og brød i indtil 30 dage. Det gjaldt dog ikke for gravide kvinder samt personer under 18 år.

Det var politimesterens/dommerens opgave at fremskaffe beviser mod den mistænkte, og både den sigtede og de vidner, der var omtalt i politiets rapporter, blev underkastet nye og grundige forhør i politiretten af politimesteren eller dennes stedfortræder. Den sigtede måtte ikke have en forsvarer ved sin side under disse forhør, og det var underforstået, at politimesteren/dommeren skulle være opmærksom på de forhold, der svækkede beviserne mod den sigtede.

Når politimesteren mente, at alle forhold nu var belyste, så sendte han en forhørsbeskrivelse til amtmanden, der var en slags overpolitimester og som sådan skulle tage stilling til, om der skulle rejses tiltale mod den sigtede. I bekræftende fald skulle amtmanden derpå blandt byens sagførere udpege en anklager og en forsvarer. Disse havde til udfærdigelse af henholdsvis anklage- og forsvarsskrift forhørsprotokollerne til gennemsyn.

Proceduren i selve retssalen var med skriftlige indlæg. Først blev anklagerens gennemgang af sagen med påstand om straf læst af af dommeren, som derpå også læste forsvarerens indlæg. Så blev dommen afsagt, og det var nu op til amtmanden eller den dømte om sagen skulle ankes tiloverretten i Viborg.

Den 25. Nov. 1879 var smedemester August Geiler indkaldt til forhør på rådhuuset sigtet for at have medvirket til hustruens køb og salg af stjålne slagtervarer. Smedemesteren var 69 år gammel og var i 1839 kommet til Varde fra landsbyen Regisdorf i Sachsen. Samme år var han den 17. juli blevet gift med Cecilie Cathrine Hahn, datter af skomager Hahn i Varde. Men allerede tre måneder før d. 16/4 havde Cecilie født deres søn, Chr. August Geiler. Han var efter al sanddsynlighed blevet avlet året før, da Cecilie tjente i Haderslev. Her havde August Geiler som 29- årig smedesvend truffet hende, mens han var på valsen efter at have fået sit svendebrev. I begyndelsen af 1840'rne havde August Geiler fået borgerskab som smedemester i byen, for i folketællingen fra 1845 var han i besiddelse af ejendommen på Brogade 13, hvor havde sit smedeværksted.

I 1879 boede han stadig i dette hus sammen med sin kone, der drev et pensionat, en plejedatter samt en tjenestepige på 17 år. I samme ejendom havde sønnen Gottfried Geiler en smedeforretning og som bierhverv tillige et værtshus. Om sønnen havde overtaget faders forretning eller han drev en selvstændig forretning ved siden af faderens er vanskeligt at afgøre. Gottfried Geiler var ved folketællingen 1880 opført som smedemester med selvstændig husholdning, mens han i skattelisterne er omtalt som smed. Faderen var såvel i folketælling som i skattelister omtalt som smedemester. Skattelisterne fra 1879 viste, at August Geilers indkomst var i den nederste halvdel blandt byens skatteydere. Den var i 1879 sat til 900 kr. Skatteprocenten var 4,9, så efter et fradrag på 550 kr. betalte August Geiler 17,15 kr. i indkomstskat til kommunen¹.

Sagen var begyndt onsdag d. 16/11 1879, da politiet arresterede en af Cecilie Geilers pensionærer, slagtersvend Johs. Struck. Han arbejdede hos Th. Christiansen & Co. hvor han havde været siden slutningen af september. Han var 26 år gammmel og kom fra Ringenheim ved Hannover. Politiet havde desuden yderligere to slagtersvende i kikkerten, nemlig Heinrich Käselau, der var 26 år og fra Lübecks nære opland. Den anden var 23-årige Berthold Lindschau fra Flensborg. Begge arbejdede hos slagtermester Carl Jensen i Skovbogade(Storegade) nr. 6, men havde forladt deres arbejdsplads. Lindschau d. 20/11 og Käselau d. 21/11. Politiet havde derfor indkaldt slagtermester Jensen til forhør på rådhuset lørdag eftermiddag d. 22/11. Käselau var for fem uger siden kommet til slagter Jensen fra Th. Christiansen & Co. Carl Jensen havde for en uges tid siden fået mistannke om, at de to svende gik og lavede noget galt. Han havde derfor bedt sin svoger, der arbejdede på slagteriet om at undersøge sagen, hvilket havde ført til, at politiet havde anholdt Johs. Struck.

Om Lindschau fortalte slagter Jensen, at han uden varsel havde forladt ham, dagen efter at politiet havde indsat Johs. Struck i arresten. Lindschau havde end ikke anmodet om, at få den løn udbetalt, som han havde til gode. Slagtermesteren havde ikke lagt mærke til, at de to svende havde stjålet noget hos ham, men af enkefru Johanne Lamprecht, der havde et værtshus i Skovvbogade 10 lige over for indkørslen til Brogade, havde han fået at vide, at hun søndag d. 16/11 havde set Lindschau og Käselau gå fra hans hus over i Brogade til smedemester Geiler. På gaden havde Lindschau tabt noget, som Johanne Lamprecht mente var en pølse. Slagter Jensen tilføjede, at han ikke havde manglet pølser, men han havde så mange af dem, at der sagtens kunne stjæles nogle stykker uden at han opdagede det. - Carl Jensen havde medbragt et brev, som Lindschau havde efterladt. Det var til en jomfru Termannsen i Esbjerg.

Da politimesteren formodede, at brevet kunne indeholde oplysninger af betyddning for sagen, skiftede han rolle fra forhørsleder til dommer og afsagde kenndelse om, at det skulle åbnes. Men der stod ikke andet i det, end at Lindschau agtede at besøge "den kjære elskede Sophie" først kommende søndag. Derpå afsagde dommeren fængslingskendelse over de to forsvundne slagtersvende, der blev efterlyste. Käselau blev kort tid efter anholdt ude på Søndermarken, mens politiet først fik fat i Lindschau i begyndelsen af december.

August Geiler havde 25/11 sagt til politiet, at han vidste, at konen modtog varer som betaling af pensionærerne, men han anede ikke at disse var stjålne. Samme dag forhørte politiet Cecilie Geiler. Hun sagde, at hun i alt havde modtaget tre skinker, tre skinkepølser, to spegepølser, samt to stykker flæsk af Johs. Struck som betaling for kost og logi. Han havde fået 40 øre pr. pund for skinker og flæsk samt 60 øre pundet for skinkepølserne. Hun kunne ikke huske, hvad hun havde betalt for spegepølserne. Struck havde som regel bragt varerne til middag, hvor han kom lidt før de andre pensionærer. Dog havde han en enkelt gang kommet med noget kl. 8 om morgenen, da han kom til frokost, ligesom han også et par gange havde medtaget nogle fedevarer, når han om efterrmiddagen kom for at få sin mellemmad. Han havde fortalt hende, at han havde fået varerne på kredit hos Th. Christiansen & Co. En del af varerne havde hun endnu haft i huset, da Struck var blevet anholdt d. 19/11. Men samme dags aften havde hendes mand bragt dem ud af huset.

Det sidste blev bekræftet af August Geiler, der fortalte politiet, at han havde bragt to skinker ud på sit hedestykke over for fattiggården på Hjertingvej. Her havde han gemt skinkerne, som var indsvøbt i lærred, i en stak lyngtørv. De resterende varer havde han sammen med konen puttet i en sæk, som han havde stillet ved et hushjørne ude på fattiggården, der lå godt og vel en kilometer fra byen. Han kunne ikke give nogen fornuftig forklaring på, hvorfor han havde handlet således. Politiet mente derfor, at han og konen havde haft til hensigt at sælge disse varer, når sagen var drevet over. - De to skinker i lyngstakken blev hurtigt fundet af politiet. Sækken, der var blevet indleveret til politiet af bestyreren på fattiggården, indeholdt en skinke, seks skinkepølser, fire stykker flæsk og to spegepølser.

Johs. Struck erkendte at have stjålet fire skinker samt fire skinkepølser hos Th Christiansen & Co. Men to af skinkepølserne, de fire stykker flæsk samt spegepølserne havde han ikke leveret til smedemesterens kone. Han benægtede også at have fortalt Cecilie Geiler, at han havde købt varerne på kredit. De havde slet ikke talt sammen om, hvor varerne kom fra, så han gik ud fra, at hun var klar over at de var stjålet. Han havde lagt sagerne i en kommodeskuffe eller i spisekammeret bag ved køkkenet.

Han havde i øvrigt nogle rettelser til de oplysninger, som fru Geiler havde givet politiet. Han spiste kun hos Geilers, men han logerede hos garver Graversen i Smedegade. Dertil kom, at han kun havde fået 30 øre pundet for skinkerne og en krone for hver skinkepølse. Han havde brugt fedevarerne som betaling for kosten, der var 9 kr. om ugen. Som faglært tjente Struck en 13-14 kr. ugentlig. Cecilie Geiler bekendte nu, at Struck kun fik kosten hos hende. Hun indrømmeede også, at hun måske havde husket forkert med hensyn til priserne. Endvidere tilstod hun at have købt de to skinkepølser, de fire stykker flæsk og spegepølserne af en anden pensionær, Anton Halbritter, der også arbejdede hos Th. Christiansen & Co.

Efter disse oplysninger gav politimesteren ordre til, at Halbritter skulle tages i forhør. Derpå skiftede han politimesterkasketten ud med dommerkasketten og afsagde kendelse om, at August og Cecilie Gei1er skulle sættes i fængsel og deres hus ransages.

Begrundelsen for fængslingen lød: "For under den videre Undersøgelse at forhindre Collusion (at politiet blev ført på vildspor) til Skade for Sagens videre Fremme ville Smed Geilers Hustru, Cecilie Cathrine født Hahn, hvis Forklaringen derhos have været Modstridende samt hendes Mand Smed A. Geiler, der har vist Delagtighed ved Bortfjernelsen af de fundne Koster, være at belægge med personlig Arrest.

Smed A. Geiler og dennes Hustru Cecilie Cathrine født Hahn bør belægges med personlig Arrest og ransagning af deres Hus foretages".

Der blev dog ikke fundet noget af betydning for sagen ved ransagningen. Dette skete fredag d. 28/11.

Dagen efter kom Anton Halbritter i forhør. Han var født 1856 i Kehlheim i Bayern. Han bekendte straks, at have stjålet pølserne og flæsket. Han havde dog ikke brugt varerne som kostpenge, men fået ekstra forplejning f.eks. "Øl og deslige Sager" til maden. Efter afhøringen blev han også fængslet.

Men der kom stadig nye tyvekoster frem. Politiet i Varde havde anmodet kollegerne i Kolding om at tage Geilers der boende svigersøn, høker Köster, i forhør. Her havde han indrømmet at have købt fire skinker til 40 øre pundet af sin svigermoder i Varde.

Johs. Struck indrømmede nu, at han også havde leveret disse skinker til Cecilie Geiler. Dertil kom, at han ud over de syv skinker, der indtil nu var kommet frem, havde stjålet yderligere tre skinker. Disse havde han via Lindschau og Käselau forsøgt at afsætte til forskellige værtshusholdere i byen.

Den 5/12 blev Lindschau anholdt. Käselau og Lindschau erkendte nu, at de havde forsøgt at sælge skinkerne først til værtshusholder Mortensen på Torvet. Han havde dog ikke villet købe noget, og derfor var Käselau mandag d. 17/11 gået om til Johanne Lamprecht, hvor han havde solgt dem til 30 øre pr. pund. 2/3 af den samlede pris på 6 kr. skulle han aflevere til Johs. Struck, men det resterende beløb skulle han dele med Lindschau.

Værtshusholderske Johanne Lamprecht blev nu taget i forhør og erkendte at have købt de to skinker, men slagtersvenden havde ikke fået pengene denne dag og dagen efter havde hun bedt Käselau om at hente dem igen, hvilket han også havde gjort. Enkefru Lamprecht gentog nu, hvad hun tidligere havde fortalt slagtermester Jensen, at hun søndag d. 16/11 fra sit værtshus i Skovbogade 10 havde set Lindschau gå fra slagter Jensens butik i Skovbogade 6 over i Brogade og der havde tabt en pølse fra en pakke. Johanne Lamprechts udsagn blev bekræftet af hendes 14-årige datter samt Johanne Lamprechts søster, som kunne huske, at det var en søndag, for hun havde været i kirke, før hun gik om til søsteren i Skovbogade.

Da Käselau og Lindschau blev konfronteret med dette, kunne de godtage at have hentet skinkepølserne igen. De havde derpå anbragt dem på en mark vest for byen. - Politiet kunne nu meddele de to herrer, at avlsbruger Jørgen Nielsen havde fundet dem og indleveret dem på politistationen. Derimod benægtede Lindschau, at det var en pølse, han havde tabt på gaden søndag d. 16/11. Det var en hestesko, som var faldet ud af den pakke, som han havde haft under armen, hvilket Käselau kunne bekræfte. - Der blev nu ikke gjort mere ved den side af sagen.

Den sidste skinke, havde Käselau solgt til værthusholder Jens Madsen. Heller ikke denne oplysning førte til, at Jens Madsen blev inddraget i sagen.

Fra Varde Svineslagteri ca. 1890. Siddende i forreste række som nr. 8 fra venstre arbejdsmand Peter Madsen.
Stående på jorden som nr. 5 fra venstre Jens Bune.

De stjålne varer blev nu forelagt bestyreren af Th. Christiansen & Co. mr. W. Oake, slagter Jens Bune og arbejdsmand Peter Madsen fra samme slagteri. De kunne alle bekræfte at de fremlagte varer stammede fra slagteriet i Kræmmergade og vurderede tyvekosternes samlede handelsværdi til 85 kr.

En af slagteriets svende Carl Friedrich Uhde fra Segeberg, der logerede og spiste hos fru Gei1er, kunne huske, at han havde fået skinkepølse på sine mellemmmader, som han drak kaffe til. Men da han ikke kunne lide pølsen, havde han anmodet hende om ikke at bruge dette pålæg på smørrebrødet. Han var ikke sikker på om skinkepølsen kom fra Th. Christiansen, men senere havde han fået noget flæsk til middag, og han var sikker på at det kom fra Th. Christiansen, for det havde været ret salt, og den saltholdighed kunne kun opnås ved, at saltet blev sprøjtet ind i flæsket, og Th. Christiansen var det eneste slagteri, som annvendte denne metode.- Hen imod jul var sagen opklaret, og d. 23/12 blev ægteparret Geiler løsladt, så de kunne fejre julen hjemme. Men ingen af slagterne blev sat på fri fod. Skønt politimesteren d. 3/1 1880 konstaterede, at han endnu manglede nogle oplysninger fra Københavns politi om Geilers anden svigersøn, der sejlede som restauratør på en passagerskib, så standsede han undersøgelserne og lod sagen gå til doms.

Dommerfuldmægtig Hans Andresen(l847 -1934). Fra 1869 til 1919 var han politimesterens/ dommmerens
stedfortræder og tog som sådan aktiv del i opklaringen af sagen mod salgtersvendene og ægteparret Geiler.

Denne blev afsagt d. 28/1. Johs. Struck fik 4 x 5 dage på vand og brød. Halbritter 3 x 5 dage på vand og brød. Käselau fik 8 dage på Vand og brød, mens Lindschau nøjes med 5 dage på vand og brød. August Geiler fik for sin medvirken til at skjule sagerne 16 dage på almindelig fangekost og hans kone fik 60 dage på almindelig fangekost.

Ved alle dommene mente dommmeren, at den lange tid i vareetægtsarrest kun skyldtes de sigtedes egne forhold, og han benyttede derfor ikke 1866-straffelovens § 58 til at afkorte de idømte straffe. Dette kan forekomme urimeligt i særdeleshed over for Halbritter, der var ret samarbejdsvillig - En straf på vand og brød på mere end fem dage var i følge straffeloven så hård, at den indsatte kunne få en pause i afsoningen og en dag eller to i frihed eller på almindelig fangekost, inden strafafsoningen fortsatte.

Dommen over Cecilie Geiler var hård efter en nutidig målestok. Værdien af de varer, som hun havde fået af Struck var 75-80 kr. Det var en faglært arbejders løn i 6 uger, hvilket i dag svarer til ca. 35.000 kr.

Hos politiet i Varde skønner man, at for en ustraffet person ville hæleri for dettte beløb medføre en betinget dom og evt. samfundstjeneste².

Noter:

1. Skattelistens top var kbm. Ole Palludan i Kræmmergade med 14.000 kr. og en skat på 686 kr. Folk med en indkomst på under 600 kr. betalte ikke skat.
2. Tak til politifuldmægtig Anne Holm for denne vurdering.

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.