Til sidebund

Da I. C. Christensen1
blev jaget ud af Varde.

I. C. Christensen skriver i sine erindringer fra 1925, side 41 ff:

I Foråret 1865 kom jeg ud at tjene som Hyrdedreng. Jeg var 8½ år gammel, og Tjenesten var 2 Mil fra Hjemmet hos Jens Mikkelsen paa Bjerremose Mark i Horne Sogn ved Varde. Jens Mikkelsens hjem laa paa et stykke Hede med tilhørende Kær, som han havde købt til Opdyrkning, og som ogsaa egnede sig udmærket dertil. Der var Mergel i Ejendommen. Besætningen var paa det tidspunkt paa 4 Køer, et Par stærke Kørestude og nogle Faar med Lam. Køerne og Faarene hørte til mit Regiment. Manden passede selv Studene, som altid skulde have det bedste Græs, fordi de skulde gøre haardt Arbejde.


Jens Mikkelsen var en udpræget Slider og hans Kone ligesaa. Hun hed Kirsten Marie og var hans anden Hustru. Hun var en Datter af en Gaardmand i Bjerremose, som hed Ole Høj. Jens Mikkelsens første Hustru var Søster til min Moder, og derfor kaldte jeg ham Morbroder. Hun havde efterladt sig en lille Søn, Mikkel, som blev passet af Jens Mikkelsens Søster, Hanne, der boede hos dem og ernærede sig ved at sy Modepynt for sognets Koner og Piger. Jeg tiltraadte tjenesten en Majdag. Min Fader fulgte mig derover. Min Udrustning bestod i et Sæt Søndagstøj med Støvler og et sæt Dagligtøj med Træsko, en splinterny Lommekniv, et Lommeur med Kæde, som jeg havde faaet i Markedsgave, og som havde kostet 8 Skilling, og endvidere Balslevs Bibelhistorie og Lærebog, en Tavle, en Skrivebog og, som Rosinen i Pølseenden, en hel Stang Lakrits.


Mit arbejde var det samme baade Helligt og Søgn. Jeg var ikke i Kirke en eneste gang den Sommer. Jeg mindes heller ikke, at nogen af Husets Folk var der, men det var de maaske alligevel, dog tror jeg ikke , at der nogen Tid taltes derom. Om Morgenen skulde Faarene flyttes. De stod i Kæret. Jeg løb mest i bare Fødder. Jeg vidste for det meste ikke, hvor jeg havde mine Træsko, og Morgenduggen var kold at løbe i, men naar den Tur var overstaaet og Davren sat til Livs, gik Dagen ellers jævnt og ensformigt hos Køerne. Sommerens vigtigste Begivenheder for mig var de to Ture til Varde. Paa den første var Hanne Mikkelsen min Ledsager. Hun skulde ud til Købmand Ole Palludan2 for at købe Silkebånd og Pynt til sine Hatte og Kapper, og saa vilde hun have mig med, for at jeg skulde se en Købstad. Hun fortalte mig længe forud og beskrev, hvorledes Byen bestod af lange Rækker af teglhængte Huse med alle slags Forretninger i, hvoriblandt ogsaa var en Fotograf, som hed Forum3 og der skal vi ind - sagde hun - for at "tages af". "Og saa skal du have dit Ur og din Kæde paa, og du skal have et Billede, og min Broder skal have et, og et vil jeg selv have".



Billedet, som Forum tog af I. C. Christensen og Hanne.

Endelig kom den store Dag. Jeg kom i Søndagstøjet. Støvlerne trykkede lidt. Vi gik Vejen baade frem og tilbage, det var 4 Mil ialt, og da vi tillige skulde rundt i Byen og se alle dens Herligheder, saa kan det nok være, at vi var trætte, da vi kom Hjem, og mine fødder var ømme som en Byld i de smaa Støvler, men en herlig Tur havde det været. Saa meget Nyt havde jeg aldrig før set eller oplevet paa én Dag. Sulte gjorde vi ikke, thi vi havde rigelig med af gode Mellemmader, og i Varde var vi inde i et Værtshus, hvor vi fik Kaffe til nogle af dem. Kaffen kostede 8 Skilling for os begge. Det højtideligste Øjeblik var hos Fotografen. Ingen af os havde prøvet det før. Hanne skulle sidde ned og jeg skulde staa ved Siden af hende. Vi var meget alvorlige, thi Hanne sagde, at hvis vi rørte os den mindste smule eller foretrak en Mine, saa blev Billedet mislykket. Fotografen sagde ganske vist, at vi skulle se venlige ud, men det brød vi os ikke om. Jeg undrede mig over, at vi ikke fik Billedet straks, men Fotografen sagde, at vi først kunne faa det om otte Dage. Hanne sagde på hjemvejen, at saadan en spadseretur vilde hun ikke gøre om igen, men jeg kunde nok løbe ud efter Billederne, sagde hun.


Otte Dage efter var jeg atter rustet til en Tur til Varde. Jeg fik en Rigsdaler i Lommen til Fotografen og 4 Skilling til Kaffe og saa af Sted. Støvlerne trykkede igen, men derfor vidste jeg Raad. Jeg tog Støvler og Strømper af og gemte dem i en Stenkiste4 under Vejen, og saa sprang jeg. Hos Fotografen fik jeg Billederne. Han viste mig dem og sagde, at de var gode, og det var de ogsaa. Jeg har mit Eksemplar endnu, og skønt det har været bortkommet en Tid, har det dog holdt sig godt. Fotografen undrede sig over mine bare Ben, og da jeg fortalte ham Aarsagen, sagde han, at jeg var en rask Dreng og gav mig 8 Skilling.


I Værtshuset fik jeg Kaffe. Madammen spurgte mig ud ikke alene om mine bare Ben, men om hele mit Liv og Levned, og jeg fortalte. Hun morede sig aabenbart. Jeg maatte ogsaa vise hende Billederne, hvilket jeg ikke var saa tilbøjelig til, da jeg frygtede, at de paa en eller anden Maade skulde tage Skade. Hanne havde nemlig sagt, at jeg skulde passe godt paa dem. Det gik imidlertid godt, og da jeg fik min Fireskilling frem og vilde betale Kaffen, sagde Madammen, at den skulde jeg selv beholde.


Let om Hjertet og med 12 Skilling i Lommen gik jeg nu ud i Byen for at se mig om. Det var særlig Aaen, som tiltrak sig min Opmærksomhed. Den var ikke saa lidt større end Aaen ved min Faders Gaard, og saa var der Baade paa den, og den Dag laa der endog et Skib med Sejl og Mast. Jeg stod længe og saa paa, hvorledes der lossedes Kasser og andet Stykgods fra Skibet. Jeg tænker, at jeg har staaet og gabt med aaben Mund af bare Forundring over alt det Nye, jeg saa, thi pludselig stod der en Flok Drenge om mig og raabte: "Se, hvor han staar og gaber, den Bonde- knold!". "Da skal jeg nok faa ham vaagen," sagde en af de største Drenge og tog et stykke rustent Baandjern, som laa paa Pladsen og gav mig et ordentlig Rap over min højre Arm. Det gjorde ondt, og jeg tog til at løbe op gennem Byen, alt hvad jeg kunde, og Drengene bagefter, hujende og pibende i Fingrene. Jeg stødte en Fod til Blods paa Brostenene, men beholdt dog nogenlunde mit Forspring, saa at Drengene ved Udkanten af Byen opgav Forfølgelsen, men vedblev at raabe efter mig: "Ja, skrub du bare af hjemad, din Bondeknold!" Og det gjorde jeg.


Storegade, som den så ud ca. 25 år efter, at	I. C. Christensen flygtede op ad den med drengene i hælene.
Storegade, som den så ud ca. 25 år efter, at I. C. Christensen
flygtede op ad den med drengene i hælene.

Hjemvejen gik selvfølgelig ikke saa let som Udvejen paa Grund af den skadede fod, men dog var jeg forholdsvis godt tilfreds. Jeg var jo undsluppen de slemme Drenge, og Billederne og de 12 Skilling havde jeg i Behold. Ganske vist havde jeg tænkt at købe noget Godt for disse Penge, men noget bestemt havde jeg ikke besluttet mig til, og Pengene havde jeg i hvert Fald. Jeg faldt heller ikke i Tanker om Forholdet mellem Land og By, som jeg siden i Livet har hørt saa meget om, og som jeg selv har holdt smukke Taler om ved festlige Lejligheder. Mine Strømper og Støvler fandt jeg i god behold i Stenkisten, og jeg kom syngende Hjem med dem i Hånden.


Noter:

  1. I. C. Christensen (1856 - 1930; statsminister 1905 - 1908) har fortalt herom i sine erindringer, den udkom i 1925. I. C. Christensen kom fra et gårdmandshjem i Påbøl sogn, Ringkøbing amt. Det følgende er fra erindringens side 41 - 51.
  2. Én af byens største købmænd. Havde forretning i Kræmmergade 4-6.
  3. Jes Chr. Forum åbnede sit fotoatelier i Kræmmergade 9, 29/4 1863. I følge annoncen havde han åbent alle ugens dage uanset vejret.
  4. En stensat vejunderføring til at lede vand under vejen.

Til sidetop