Til sidebund

Stiftelsen Varde Hospital, Vestergade 27.

Varde Hospitals bygning blev ved årsskiftet 2011/2012 solgt til cykelhandler Lars Storgaard og stiftelsen er i løbet af 2012 blevet nedlagt efter at have eksisteret i knap 500 år. Det er derfor en af byens ældste institutioner, der hermed er forsvundet.

Et hospital var for 500 år siden ikke et sygehus, men et sted, hvor svage og uarbejdsdygtige mennesker kunne blive underholdt. Det var den katolske kirkes sociale forsorg og ønsket om at øve gode gerninger, der var baggrunden for oprettelsen af disse institutioner. Den omsorg, som beboerne i disse hospitaler nød, stod ofte i grel modsætning til det underhold som den offentlige forsorg efter reformationen i 1536 bød fattige og invalide personer. Derfor blev hospitalerne kaldt milde stiftelser.

En stiftelse består af to dele:

1. En som regel privat doneret, bunden formue herunder legater. Det er afkastet af denne formue, som er det økonomiske grundlag for stiftelsens arbejde.
2. En stiftelsesbygning, hvori stiftelsen udfører sin virksomhed. Stiftelsens formål er nyttige, men ikke nødvendige for samfundet².

Hospitalets økonomi.

Stiftelsen Varde Hospital blev oprettet af den velhavende borger Marquard Nielsen i året 1520. Hospitalets indtægter må i de første år have været ret beskedne, selv om Marquard Nielsens søn, der var kannik³ ved Ribe Domkirke øgede stiftelsens formue ved at skænke den en gård i Debel i Fåborg sogn, en eng i Tarm og en toft og tre huse i Varde. Alligevel var indtægterne utilstrækkelige, så i 1580 anmodede borgerne i Varde kong Frederik II om støtte til Hospitalet. Kongen imødekom anmodningen og skænkede hospitalet 2 gårde i Gjellerup, en gård i Orten samt kongetienden⁴ fra Tistrup, Thorstrup og Hodde sogne. Desuden fik Hospitalet kronens eng i Kæret lidt vest for byen i forpagtning. I 1722 købte Hospitalet denne eng (i dag matr. nr. 7a). Dertil kom, at Hospitalet ejede ca. 5 tdr. land i byens mark.

Lensmanden i Ribe Albert Skeel skænkede i 1638 200 rigsdaler til Hospitalet. Han begrundede sin gave med, at han havde hørt, at Varde Hospital var så fattig, at beboerne ikke havde penge til smør. De 200 rigsdaler kunne så udlånes og renterne blive anvendt til at købe smør for.

I 1771 var hospitalets indtægter af gårde og huse i naturalier 15 tønder rug, 9 tønder og fire skæppe⁵ byg, 8 tønder havre, 24 pund smør, 114 læs tørv, 2 læs lyng. Kongetiender indbragte 80 tønder og 1 skæppe rug Dertil kom en pengeindtægt på 22 rigsdaler og 2 skilling. Naturalieydelserne blev dels brugt til lemmernes forplejning, dels blev de solgt til byens købmænd. Kontanterne blev brugt til vedligeholdelse af Hospitalsbygningen eller udlånt mod renter.

En bestyrelse bestående af sognepræsterne, borgmestre og nogle medlemmer af byrådet havde den overordnede ledelse. En forstander førte regnskabet og sørgede for uddelingen til beboerne. Lensmanden (senere stiftamtmanden) og biskoppen i Ribe førte tilsyn med Hospitalet.

I 1791 foreslog stiftamtmanden at afhænde hospitalsgodset og erstatte naturalieforplejningen med et pengebeløb. Hospitalets forstander, byfoged (borgmester og politimester) Fogtman, var modstander af dette forslag fordi det ville gøre Hospitalets beboere sårbare over for prisstigninger. Der blev imidlertid ikke taget hensyn til byfogedens indvendinger og jordegodset blev solgt til oplandets bønder, der netop i disse år købte deres gårde til selveje. Salget fandt sted i 1794 og indbragte over 4.500 rigsdaler. 2/3 af denne sum blev stående som lån hos køberne.

Det viste sig imidlertid, at Fogtman havde haft ret. De voldsomme prisstigninger under Napoleonskrigene i begyndelsen af det 19. årh. medførte at understøttelsen på 3-4 mark om ugen slet ikke kunne slå til, og fra 1812 genindførte man delvis naturalieforplejningen.

Året efter solgte Hospitalet de 5 tdr.land i byens mark, og derefter bestod Hospitalets jordtilliggende af Hospitalsengen (matr. nr. 7a) og en lille lod matr. nr. 7b vest for byen i Varde Kær samt et mindre stykke hede. Hospitalets indtægter i det 19. årh. bestod derfor mest af renteindtægter af den kapital, som var indkommet ved salg af jorden. Pengene var enten anbragt i obligationer eller udlånt mod pant i første prioritet. F. eks . havde Hospitalet i 1861 9.000 rigsdaler udlånt til jordbrugere i Roust, Tjæreborg, Sejstrup( 3 km. syd for Bramming ), Ribe og Tobøl(8 km syd for Holsted). Renten var på godt 4% og udlånet indbragte Hospitalet 360 rigsdaler. Det var ikke nogen ringe indtægt. En arbejdsmands dagløn var omkrig ½ rigsdaler=48 skilling. For en dagløn i denne størrelse kunne der købes ca 12 pund rugbrød. De 360 rdl. kunne derfor yde et væsentligt beløb til at forsørge de 10 beboere, der i 1860érne var på Hospitalet.

Hospitalet havde stadig kongetienden fra Tistrup, Thorstrup og Hodde sogne. I årene 1887-97 købte købmand J. W. Palludan tiendekornet fra de tre sogne for 400-800 kr. pr år. Kornet blev afregnet efter kapiteltaksten for Ribe stift. Denne blev hvert år ansat af biskoppen og stiftamtmanden, og det var den kornpris som blev anvendt, når naturalieydelser i korn skulle omregnes i penge.

Det var ofte besværligt at administrere indtægterne fra disse tiendeydelser. Til regnskabet 1915 for Varde Hospital var der en revisionsbemærkning til, at tienderestancer fra Thorstrup og Hodde sogne var blevet ført til udgift med 1.286,49 kr. Hospitalets regnskabsfører forsvarede sig med, at kapiteltaksten for 1915 var blevet meldt sent ud, og det samtidig var blevet tilladt tiendeyderne at betale i penge i stedet for med korn. Derfor havde nogle tiendeydere betalt efter den lidt lavere kapiteltakst fra 1914.

Det var også i 1915, at Hospitalets regnskabsfører måtte rykke stationsforstander Müller ved DSB i Varde for en manglende indbetaling af kongetiende på 16 øre for nogle parceller ved Sig. Stationsforstander Müller lovede at indbetale det manglende beløb, og forklarede fejlen med, at han var kommet til at anvise et beløb for parcellen 1a i Sig ejerlav, som han havde forvekslet med parcellen med samme matrikel nr. i ejerlavet Søndre og Østre Enge.

Det var derfor en stor lettelse for alle parter, at der i 1903 kom en lov om tiendeafløsning, der bestemte, at al tiende skulle afløses enten ved at tiendeyderen udbetalte et kontant beløb til tiendeejeren eller betalte et beløb i tiendeobligationer med en løbetid på 30-40 år. Loven medførte, at Varde Hospital i 1914 som afløsning for kongetienden fra Tistrup sogn af Kongeriget Danmarks Tiendebank fik udbetalt 10.015,50 kr. 10.000 kr. i 4% tiendeobligationer og 15,50 kr i kontanter. I de næstfølgende år kom der lignende beløb til afløsning af kongetienden for Thorstrup og Hodde sogne. Der indkom også et mindre beløb for salget af en hedelod.

Alt dette betød, at Hospitalet i 1920 ejede obligationer til en kursværdi på knap 75.000 kr. og havde en renteindtægt på knap 3.000 kr. Oven i kom små indtægter fra jord- og jagtleje. Endvidere havde hospitalet en mindre indtægt fra bryllupsbøssen. Ved vielser i kirken gik kirkebetjenten rundt med bryllupsbøsse, hvori bryllupsgæsterne kunne aflevere et pengebeløb, der gik til beboerne i Hospitalet. Denne skik ophørte omkring 1920.

Der havde altid været knyttet legater til Hospitalet, der i løbet af det 19. årh's sidste halvdel fik et stigende antal legater til rådighed for arbejdet. Det var den stigende velstand og den utilstrækkelige offentlige forsorg, der fik velhavende mennesker til at betænke deres fattige medmennesker. I 1901 rådede hospitalet over 10 legater. Renterne af disse legaters hovedstol blev opdelt i mindre portioner og uddelt til værdigt trængende personer, der ikke boede på Hospitalet. Det var set med nutidens øjne kun små beløb, f.eks. blev renterne fra købmand Poul Debels legat udelt til 10 enker, der hvert år fik 32,62 kr i understøttelse, men dette beløb var hvad en faglært tjente i to uger, og der kunne købes meget rugbrød og smør for disse penge. Et rugbrød kostede 7 øre pr. ½ kg og smør 90 øre for ½ kg. Blandt de større legater kan nævnes købmand Ole Palludans familielegat, der også blev uddelt i 10 portioner. Ni på hver 100 kr. og en på 70 kr. Efterhånden som inflationen gjorde disse beløb nærmest værdiløse, blev de slået sammen i større portioner. - Fra 1910 blev legatportionerne ikke længe brugt til at understøtte personer uden for Hospitalet.

1970 ejede Hospitalet obligationer for 55.000 kr. og havde renteindtægter på godt og vel 3.000 kr. De mange ombygninger, der var sket i tidens løb, havde tæret på formuen. Renteindtægten var næsten den samme, som i 1920, men købekraften af de 3.000 kr. var betydeligt forringet i 1970.

Bygningerne.

Hvor hospitalets første bygninger har stået vides ikke. De brændte ved den store brand i oktober 1590. I de efterfølgende år blev de genopført på en byggegrund, som borgmester Jens Nielsen i 1581 havde skænket hospitalet. Det var den matrikel, som bygningen ligger på i dag, nemlig matrikel nr. 35a Varde bygrunde , Vestergade nr. 27. Ifølge en synsforretning fra 1708 var hovedhuset ud mod gaden et 12 fag langt bindingsværkshus med tegltag. Da der hørte landbrug til Hospitalet, var der bag hovedhuset en lade på 6 fag, en kostald med høhus og tørvehus på 10 fag. Desuden var der i den nordre ende af grunden et lille hus på 2 fag (mon ikke det var dette hus, der 1771 blev til dårekiste? Se nedenfor).

Alt dette brændte, da en stor del af byen brændte 14/6 1821, og den genopførte bygning stod færdig i 1824. Hovedhuset var stadig 12 fag langt, tækket med tegl, men nu sat i mursten. Her var der værelser, bryggers og et brændselsrum. Bygningerne bag hovedhuset syntes at have ændret funktion. Der var ikke længere nogen lade, ligesom der heller ikke var huse til kostald og hø. Der var et 11 fag bindingsværkshus med ståtag beregnet til tørrehus. Det lille hus på to fag var genopbygget på den sydlige del af grunden. Hvis oplysningerne i brandforsikringsprotokollen er rigtige, så var Hospitalet ophørt med at dyrke landbrug. Den smule jord som stadig tilhørte hospitalet blev lejet ud, hvad der også bekræftes i regnskaberne.

Da det genopbyggede Hospital stod færdigt i 1824 bemærkede hospitalets bestyrelse, at byggeriet var bedre end "det efter Overslaget havde behøvet at være". Men i år 1865 måtte hospitalsforstanderen skrive til bestyrelsen, at Hospitalets indretning var uhensigtsmæssig. De 10 beboere boede på to værelser med al deres bohave. Flere havde sengen stående ved vinduerne, der var "gamle og brøstfældige". Selv om hospitalsforstanderen ofte havde forsøgt at tætne vinduerne, så klagede beboerne ofte "over Træk og Kulde i Sengene". Derfor sendte han bestyrelsen et forslag til en nyindretning af Hospitalet, så der blev indrettet 6 værelser til beboerne. Dertil kom et rum til køkken og spisekammer og et værelse til lig- og bedestue. I den nordlige ende af huset skulle der være et brændselsrum. For at der skulle være mere luft i værelserne foreslog forstanderen, at taget blev løftet ca. 30cm. Bygningen skulle udvides mod nord med to fag til nævnte brændselsrum. Det ville alt i alt komme til at koste 834 rigsdaler og 2 mark at gennemføre denne ombygning.

Om det alt sammen er blevet realiseret i årene efter 1865 er tvivlsomt. Men ser ud til, at det meste var blevet gennemført inden 1903, for da står der i brandtaksationsprotokollen, at de tre fag ved den nordre ende var 35 år gamle. Endvidere at bygningen var blevet delvis "omdannet og forbedret". Der står ikke noget om, hvornår dette var sket. Det var før 1903. En årsberetning fra 1902 siger, at der var 10 kvindelige beboere. To boede på enkeltværelser, og otte havde til huse i fire fællesværelser. Der var kakkelovne på alle værelserne. Et lysthus i haven var blevet bygget i 1903. Det lille hus på to fag fra 1824 var i 1903 omtalt som retirade. Det har det sikkert også været før 1903. Der var også et træpumpeværk i haven. Det 11 fags bindingsværkshus var forsvundet. Forsikringssummen for hovedhuset var 8.200. kr. Det er dette hus, som står der i den dag i dag, og som bortset fra de tre nordligste fag blev bygget ca. 1824. Hvis det ikke i tidens løb var blevet omfuget, ville man sikkert kunne finde strandskaller i fugerne, for i forslaget fra 1865 indgik der tre tønder "Skielkalk"⁶ til en pris af 6½ rigsdaler.

I 1914 blev huset igen moderniseret. Beboerne fik nu hver deres værelse. Der blev indlagt vand og gas, men ikke elektricitet. Skønt byen havde fået et elværk, så måtte beboerne i Hospitalet stadig nøjes med tællelys eller petroleumslampe. Der har ikke været gaslys, for i regnskaberne efter 1914 omtales kun brug af kogegas. Der var i 1914 stadig en retirade i haven, men beboerne har kunnet få vand fra vandhaner i stedet for at hente ved pumpen i haven.

Sidste modernisering af boligerne i Hospitalet skete i 1937. Der blev nu indrettet 5 lejligheder, hvoraf den ene blev udlejet til en normal husleje for at understøtte stiftelsens økonomi. Lejlighederne havde nu elektricitet, centralvarme, varmt og koldt vand i hanerne samt toilet. Der var fælles badeværelse i kælderen.

Dårekisten ved Hospitalet⁷.

I 1770 gik der en lettere sindssyg person rundt i Hjerting. Hans navn var Peder Christensen, der levede af et legat fra Varde Hospital. Hans sygdom forværredes imidlertid og i 1771 begyndte han at kaste sten efter folk og havde nær slået en mand ihjel.

Tolderen i Hjerting, Michael Müller, henvendte sig nu til byskriver Lund i Varde, der var forstander for Hospitalet. Müller spurgte Lund, om der ikke kunne oprettes en dårekiste til Peder Christensen ved Hospitalet. Lund svarede, at det kunne der ikke være tale om. Dels havde Hospitalet ingen dårekiste, dels var alle pladser på Hospitalet optaget. Müller lod sig ikke stille tilfreds med dette svar, men skrev til biskoppen i Ribe, der sammen med stiftamtmanden udgjorde stiftsøvrigheden, som havde det overordnede tilsyn med hospitalet. Stiftsøvrigheden spurgte nu Lund, om det ikke var muligt at indrette en dårekiste ved Hospitalet. Stillet over for disse autoriteter svarede Lund, at der på grunden bag hovedhuset kunne laves et hus på to fag, der kunne bruges til en dårekiste. Lund blev nu pålagt, "jo før jo hellere" at bygge huset, hvor Peder Christensen opholdt sig til han døde. Mon ikke det var det lille to fags hus, der stod der i forvejen, som nu blev gjort til dårekiste, og som senere blev til en retirade for Hospitalets beboere?

Beboerne.

Antallet af beboere på Hospitalet har vekslet gennem tiderne. I 1599 var der 11. Knap 200 år senere var der i 1792 9 beboere i Hospitalsbygningen og 7 personer, der fik underhold uden for bygningen. 1821 var der 9 i Hospitalet. 3 mænd og 6 kvinder. Dertil kom ikke mindre end 11 kvinder og 12 mænd, der nød understøttelse uden for bygningen. I 1865 var der som nævnt 10 beboere og i 1902 havde 10 kvinder ophold i Hospitalet, men to mænd blev forsørget uden for. Efter ombygningen i 1937 boede der fem kvinder i huset. Heraf var den ene lejer, der dog kun betalte en mindre leje, mens de 4 andre havde fri bolig.

Forplejningen var i ældre tid mest i naturalier, men efter hospitalsgodsets salg i 1790 fik beboerne 4 mark om ugen i understøttelse. Naturalieforplejningen blev på grund af inflationen delvist genindført i 1812, da beboerne hver fik en skæppe rug om ugen. Først i 1866 blev kornydelsen afskaffet og afløst af en pengeydelse, der svarede til kornydelsen omregnet i penge efter kapiteltaksten. For disse penge måtte beboerne selv holde sig ved kost. Til at hjælpe til med madlavningen var en af beboerne ansat som husholderske. Dette arbejde blev i 1902 aflønnet med 80 kr. om året. En kokkepige på værtshuset Skandinavien (Sønderbro 2) tjente samme år 12 kr. om måneden + kost og logi.

I årsberetningen fra 1902 var der en oversigt over ydelserne til Hospitalets beboere. Føden måtte de selv betale. Men til lys fik de 1 kr. om året. Desuden fik de hver uge 1,30 kr. og hver fjerde uge fik de 4 kr. hvilket svarede til en skæppe rug og en skæppe byg efter kapiteltaksten. De fik fri bolig og brændsel til varme og madlavning. De fik vasket deres tøj gratis og gratis lægehjælp og medicin. Når de afgik ved døden fik de "en anstændig, men tarvelig Begravelse" D.v.s. at de i 1902 fik i alt 136,50 kr. om året. Sammenlignet med kokkepigens løn, så var det slet ikke så lidt, og husholdersken på Hospitalet må siges at have fået en god løn, når hun oven i de 80 kr også fik de 136,50 kr. i understøttelse plus de andre gratis ydelser.

De to mænd, som fik understøttelse uden for Hospitalet i 1902 fik 52 kr. hver om året. Der er ingen oplysninger om, hvilken indtægt de i øvrigt havde. Men det oplyses, at de var murersvende, så man må gå ud fra, at de har haft nedsat arbejdsevne, og de 52 kr. var en salgs løntilskud. 1902 var som omtalt det sidste år, at der blev givet hjælp til personer uden for Hospitalet. Fra 1903 koncentrerede man hjælpen til Hospitalets beboere.

Om de 10 kvinder, der boede på Hospitalet fortæller årsberetningen fra 1902, at de hørte til "følgende Samfundsklasser: Enker efter Arbejdsmænd og mindre Haandværkere og ligestillede Kvinder".

18 år senere i 1920 var ydelserne de samme. Dog var de fire kr. hver fjerde uge blevet ændret til tre kroner om ugen, så den samlede kontante ydelse nu var på 157 kr. om året. Der var nu 7 kvindelige beboere, og de boede alle på eneværelse. Husholdersken fik nu 400 kr. årligt.

I regnskabsåret 1969/70 havde 5 kvinder til huse i bygningen. To af dem betalte hver en årlig husleje på 600 kr. hvortil kom at de desuden betalte et varmebidrag på 420 kr. De tre øvrige kvinder betalte kun varmebidraget. Udbetalinger af kontanter til mad og lommepenge var standset. Her havde folkepensionen taget over. Husholdersken var også forsvundet, og beboerne har selv måttet tilberede maden. Som omtalt bestod Hospitalets boliger nu af fem toværelseslejligheder med tilhørende køkken og WC. Der var et baderum i Hospitalets kælder. - Mens beboerne 50 år tidligere var økonomisk uformuende og uarbejdsdygtige, så var der nu nogle, der var så formuende, at de har kunnet betale husleje. De har alle selv været i stand til at klare madlavning, vask og rengøring, for der er i regnskabet ikke udgifter til hverken rengøring eller vask.

Allerede i 1950'erne havde man ændret stiftelsens fundats, så to af beboerne nu skulle betale en mindre årlig husleje. Det var uden tvivl af hensyn til Hospitalets økonomiske situation, at man ændrede fundatsen. Udgifterne til boligernes forbedring samt inflationens udhuling af obligationsformuens værdi havde forringet stiftelsens økonomi. I 1959 var der en beholdning af værdipapirer på 48.000 kr. og værdien af ejendommen i Vestergade 40.000 kr. Hospitalsengen og kærlodden(matr. nr. 7a og 7b) var vurderet til 10.400 kr. 11 år senere pr. 1.april 1970 var der værdipapirer for 55.500 kr. Men ejendommen i Vestergade var vurderet til 100.000 kr. og de to jordstykker i kæret var sat til 13.800 kr. D.v.s. at værdipapirerne var steget med godt og vel 15% i løbet af de 11 år, mens værdien af jord og fast ejendom var næsten fordoblet i løbet af samme tidsrum. Jordstykkerne i Kæret blev solgt i løbet af 1990'erne. Engen matr. nr. 7a var på ca. 14 tdr. land, som blev solgt til Varde kommune og lodden på godt og vel en tdr. land blev solgt til anden side.

Der boede kun to enlige kvinder i Hospitalsbygningen det sidste år bygningen fungerede som bolig for værdige og trængende kvinder, som det hed i fundatsen. De forlod bygningen i løbet af 2009, og den stod derefter tom. Selv om husleje og varmebidrag har været overkommelige for moderne pensionister, der udover folkepensionens grundbeløb har kunnet få tilskud til leje og varme, så har lejligheder med bad i kælderen næppe været attraktive boliger for ældre mennesker, og stiftelsens bestyrelse har skønnet det for bekosteligt at modernisere bygningen og derfor valgt at afhænde den, opløse stiftelsen og skænke dens formue til en lignende institution, nemlig Ribe Kloster. Udadtil fremstår bygningen i dag som velholdt udgave af huset fra 1824. Der er sat nye, sprossede vinduer i bygningen, ligesom der også er kommet nye døre i huset. Men indvendig er der sket store ændringer, for Lars Storgaard vil indtil videre bruge den til lagerrum for cykler.

Noter:

1. Nedenstående artikel bygger hovedsagelig på C. Lindberg Nielsen: "Varde bys historie 1942" s. 261 - 72 og samme forfatter i "Fra Ribe Amt" 1939 s. 61 - 77. Desuden regnskaber og årsberetninger fra Landsarkivet i Viborg.
2. Tine Bro: Stiftelsesvæsenet i de danske købstæder 1700 - 1900. 2005 side 1 og 6. Dansk Center for Byhistorie på adressen: http://byhistorie.dk/ (søg på Stiftelsesvæsenet).
3. En kannik var før reformationen medlem af præsteskabet ved en domkirke. Til hvert kannikembede var der knyttet en del jordegods, som kaniken skulle leve af.
4. Kongetienden var den del af bøndernes tiendeydelser, som de før reformationen havde ydet til biskoppen, men som efter 1536 tilfaldt kronen.
5. En tønde korn = 100kg. der gik 8 skæpper korn på en tønde.
6. Skælkalk eller dialekt Skillekalk, er kalk brændt af muslingeskaller.
7. Bygger på H. K. Kristensen: Vardensersamfundet oktober 1977, Dårekisten ved hospitalet.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.