Til sidebund

Siden indeholder artiklerne Omkring Torvet I,- Torvet II og - Torvet III. Torvet I handler om bygningerne på torvets nordlige og norøstlige side, Torvet II omhandler bygningerne på torvets østlige side og Torvet III omtaler bygningerne på torvets sydlige side.

Omkring Torvet I

På torvets nordlige side lå indtil 1873 Vardes rådhus. Det lå meget længere fremme på torvet end den nuværende bygning, idet husets vestlige gavl lå foran kirkens kor. Rådhuset blev taget i brug 1786. I løbet af de næste 86 år blev det brugt til rådstue, fængsel, skolestue og bolig for læreren. Endog byens brandvæsen havde haft lokaler i bygningen.
Men i begyndelsen af 1870'erne var det blevet for lille til at rumme de funktioner som et tidssvarende rådhus skulle have, så det blev besluttet at bygge et nyt i Torvets sydlige hjørne, hvor det stadigvæk ligger.
Det gamle rådhus blev sat på auktion og solgt til snedker Hans Lassen. Han rev det ned og afhændede senere den østlige del af grunden(hjørnet af Torvet og Vestergade) til avlsbruger Morten Boisen, der i 1874 byggede et to etagers hus på hjørnegrunden. Bygningen var indrettet til forretning i stueetagen og bolig på første sal.

De følgende 20 år havde forskellige forretningsdrivende butik i bygningen. Men i 1895 lejede handelsbetjent Jens J. Jensen det meste af stueetagen i hjørnebygningen til en manufakturforretning, som han drev de næste 21 år. I en lille del af bygningen i Vestergade (Vestergade 1), havde Th. Jensen Dreier en tobaksforretning.
På den vestlige del af den gamle rådhusgrund op mod kirken byggede værtshusholder og avlsbruger Laust Jessen 1877 et to etagers hus til boliger. Det var bygget sammen med huset på hjørnegrunden og en brandmur adskilte de to huse.

I forhold til det gamle rådhus var de nye huse trukket længere mod nord, så torvet blev betydeligt større. I 1903 overtog værtshusholder Carl Adolph Jensen begge huse. Han solgte dem i 1913 til før nævnte Jens J. Jensen. Denne holdt i 1916 inde med sin manufakturforretning og lejede den ud til Crome og Goldschmidt.

To år senere i 1918 solgte Jens J. Jensen det hele til Hans Thorup Christensen. Nu ophørte Crome og Goldschmidts lejemål og FDB flyttede ind med skotøj og konfektion.

I 1928 overtog Københavns Handelsbank hele bygningen. Banken havde indtil da haft en filial i Storegade(hvor Skansen nu er). Handelsbanken rev husene ned og byggede et nyt. I den nye bygning flyttede bankens Vardefilial ind i 1929. Der var indgang til banken fra Torvet (se billede øverst), idet den del af bygningen, som lå ud til Vestergade blev lejet ud til forretninger. Bl.a. havde isenkræmmer og cykelhandler Emil Hansen her forretning 1955-72. De næste fem år blev der solgt Lee Cooper cowboybukser fra Vestergade 1.

I 1977 overtog Handelsbanken det hele og flyttede bankens indgang fra Torvet om i Vestergade 1. I 1990 fusionerede Handelsbanken med Den danske Bank, der blev i huset indtil 2009, da banken flyttede om i den gamle sparekassebygning i Kræmmergade 5. I bygningen på Torvet flyttede nu en Tiger-forretning ind.
På første sal flyttede i 1929 Varde Amtsstue ind. Den flyttede til Skansen i 1959, og siden da har advokatfirmaet Vogel & Gammelby haft forretningslokaler på første sal.

I 1872 etablerede en gruppe vardeborgere Varde Bank. En af initiativtagerne var købmand Søren Thomsen, hvis forretning lå på hjørnet af Storegade og Østergade (nu Skansen). De første år havde banken til huse i forretningen, og Søren Thomsen stod for den daglige ledelse.

I 1885 fandt man imidlertid ud af, at købmanden havde bedraget banken for næsten 300.000 kr., et dengang meget stort beløb. Bankens eksistens var truet, men det lykkedes at redde den, og i 1886 kunne Varde Bank begynde på en frisk i lokaler, man havde lejet hos købmand J.W.Palludan i hans købmandsgård på hjørnet af Vestergade og Grydergade med indgang fra Grydergade.

I de følgende år gik det fremad for banken, og man begyndte at se sig om efter større lokaler. I 1899 dukkede der så helt uventet en mulighed op. Købmand H.M.Madsen, der ejede en stor købmandsgård med en særdeles attraktiv beliggenhed nær Torvet, døde, og ejendommen blev sat til salg. Varde Banks direktion skyndte sig at købe en del af købmandsgården, grunden ud mod hjørnet af Vestergade og Nikolaj Kirkegade (nu Smedegade), for 20.000 kr. Det hele skulle gå så hurtigt, at direktionen ikke kunne nå at få købet godkendt af repræsentantskabet, men man tog chancen alligevel - på egen risiko.

Den gamle etplansbygning med butik og lager, der lå på hjørnet, blev nu revet ned for at give plads for en ny bygning til banken - og der blev arbejdet hurtigt. Nedrivningen blev påbegyndt tidligt i foråret 1900, og den 28. november samme år blev den nye bygning til i alt 58.000 kr. taget i brug.

Huset var tegnet af arkitekt Christian Hjerrild Clausen fra Esbjerg, der foruden en lang række markante bygninger i Esbjerg (bl.a.vandtårnet og elværket, nu musikkonservatoriet) også tegnede Jugendhuset, Lundvej 39, i Varde. Også Varde Banks nye bygning var særdeles markant i sit udtryk, præget af tidens sammensatte - nogle ville sige forvirrede, andre ville sige raffinerede - stilretninger: Skønvirke, jugendstil, nationalromantik, og den var ligeledes præget af tidens sans for kvalitet, når det gjaldt materialevalg og håndværk. Ifølge brandtaksationens beskrivelse var huset opført i "prima Facade-Sten" på et betonfundament. Det havde skifertag med kobbertagrender og nedløbsrør, og de udvendige mure var udsmykket med "Sandsten, Savoniersten, Marmorindfatning om Vinduerne, Marmorrosetter, romerske Mosaikfliser og Mitlacher-Fliser". Indvendigt var der et brandsikret rum, centralvarme og gasbelysning. Alt i alt en smuk, solid og funktionel bygning, der kunne have prydet Vardes centrum i generationer - hvis den ikke var blevet for lille.

Allerede i løbet af 1920'erne begyndte det imidlertid at knibe med pladsen for den hurtigt voksende bank. Til at begynde med overvejede man en udvidelse, men bestemte sig senere for en helt ny og større bygning. I 1937 købte man naboejendommen, og i 1938 gik nedrivningen af den gamle bygning og opførelsen af den nye i gang efter tegning af arkitekt Richard Aas, der var ansat hos Jens Peter Hjersing i Randers. Aas etablerede i øvrigt egen tegnestue i Storegade i Varde i 1940. Byggeriet, hvis samlede pris var anslået til 480.000 kr., blev noget forsinket, bl.a. af krigsudbruddet, men den 1.maj 1940 kunne Varde Bank indvi den nye bygning, der var opført i den nye tids stil: streng, funktionalistisk enkelhed uden pynt af nogen art.

I 1971 udvidede banken med en tilbygning i Smedegade. Den var holdt i lyse facadeplader, men blev senere skalmuret, så den lignede resten af bygningen.

I 1990 gennemgik facaden nogle ændringer. Indgangen blev flyttet fra Vestergadesiden til hjørnet, og vinduerne ud mod Smedegade blev lidt anderledes opdelt, men ellers står bygningen i det store hele som i 1940. Indvendigt er banken naturligvis blevet moderniseret, men også her er der bevaret elementer fra 1940. Det gælder f.eks. bestyrelsens flotte mødelokale og boksanlægget.

Efter Varde Banks kollaps i 1994 overtog Sydbank bygningen. Af den gamle bankbygning fra 1900 er der nu ingen spor tilbage på hjørnet af Vestergade og Smedegade, men rundt om i Varde kan man finde dele af bygningens udsmykning, der åbenbart er blevet sorteret nænsomt fra under nedrivningen og nu pryder andre huse. Således er løverelieffet på det gamle elværk i Lundgade ikke byens våben - selv om det ligner - men Varde Banks gamle logo.

Før den store brand i 1821 havde købmand Niels Gassum her en firelænget gård: Et 15 fags forhus til gaden, et seks fags sidehus til nord og et 4 fags sidehus i syd, samt et tværhus mod øst. Alle bygninger var i følge brandforsikringsprotokollen "ganske afbrændte". De var forsikrede til en sum af 3.250 rigsdaler. Herfra blev så trukket 20 rigsdaler for mursten, der kunne genbruges.

Her blev samme år bygget et grundmuret 9 fags tegldækket forhus til gaden indrettet til beboelse. Et 8 fags sidehus mod nord til værelser, bryggers og portrum. Et tværhus på 12 fag indrettet til stald og lade.

1837 købte procurator, forligskommissær og fra 1840 byfogedfuldmægtig Niels Windfeldt bygningen. Han tilbyggede et sidehus mod syd på 3 fag til svinesti og locum.

Fire år senere byggede han et halvtag i den sydlige side af gården til svinesti, brændsel m.m. 1847 udvides forhuset til gaden med et fag, og der bygges et baghus i haven til karlekammer og avlsbrug. 1857 blev sidehuset mod nord til Nicolaj Kirkegade udvidet med 3 fag. Huset var stadig til bryggers, køkken m.m.

Niels Windfeldt døde 1857 og hans enke sad i uskiftet bo indtil 1882. Niels Windfeldt havde drevet avlsbrug fra stedet. Jorden og avlsbygningerne blev nu udlejet, hvilket fremgik af den købekontrakt, som blev udfærdiget, da Windfeldts enke i 1882 solgte bygninger og jord til urmager Jens Conrad Jensen, der i 1873 havde fået borgerskab som urmager, men allerede året før startet en forretning i Nicolajkirkegade. Conrad Jensen byggede et nyt sidehus i syd og indrettede her et pakhus og brændselsrum.

Omkring 1905 lejede Conrad Jensen en del af forhuset ud mod Torvet til kolonialhandler Vilhelm Jacobsen. Dette lejemål varede til 1913, da denne del af forhuset blev lejet ud til kolonialhandler Andreas Lamp, der drev forretning herfra indtil 1934. Dette år flyttede han hen i den Schultzske gård.

1909 blev sønnen Poul medejer af forretningen, der herefter hed Conrad Jensen & Søn. Samme år trådte Conrad Jensen ud af firmaet. Conrad Jensen døde 1916 og sønnen Poul Buurgaard Jensen fortsatte forretningen stadig under navnet Conrad Jensen & Søn. I 1918 udbrød der brand i bygningen og forhuset ud mod Torvet og det sydlige sidehus led en del skade, men huset beholdt det karakteristiske indgangsparti. Dette indgangsparti forsvandt først med den nye bygning i 1939.

Det var på denne tid, at Varde Bank også var i gang med en ny bygning. Og der var en forbindelse mellem de to nybygninger. For at få den snævre Smedegade udvidet, havde kommunen krævet, at Varde Bank trak sin nye bygning lidt tilbage på grunden. Dette passede ikke ind i bankens planer, så banken tilbød Poul Buurgaard Jensen en sum penge, hvis han også ville bygge nyt og trække den nye bygning tilbage på grunden. Dette tilbud acceptere Buurgaard¹ og i stedet for bygningen med det markante indgangsparti kom der en ny afrundet bygning på hjørnet af Torvet og Smedegade.

I de tomme vinduer til højre blev der indrettet en barber- og frisørsalon, hvor Andreas Lamp indtil 1934 havde haft sin kolonialforretning (se også nedenstående billede).

Fra 1926 blev forretningen også til en brilleforretning, og med de billige ures fremkomst i 1960'erne blev brillerne den vigtigste vare for forretningen, der forblev i familiens eje indtil 1999, da Conrad Jensens oldebarn, Henning Buurgaard Jensen solgte forretningen til optiker, Dorthe Eg.

Conrad Jensen startede i sin tid forretningen samme år som Varde bank, nemlig 1872. Banken og urmageren byggede begge nyt omkring 1939/40. Man kan derfor sige, at de to forretninger kørte et parallelløb. Men Conrad Jensens forretning ændrede først navn i 1999, syv år senere end Varde Bank.

Omkring Torvet II

På matrikel 101b stod i 1857 et 9 fags forhus til gaden beregnet til beboelse. Desuden et tværhus til stald og et sidehus til svinesti og lokum. Ejeren af disse bygninger var værtshusholder Chr. Sørensen Blinkenberg. Han døde i 1871 og hans arvinger solgte huset til købmand Hans Nielsen, der i 1874 byggede den bygning, som efter om- og tilbygninger har overlevet til i dag. Hans Nielsen gik fallit i 1878 og bygningerne blev samme år overtaget af værtshusholder H.C. Jensen(1831-1920), der ejede bygningerne i de følgende 20 år.

Efter udbedringen af en mindre brand i 1896 giver brandtaksationsprotokollen dette år en samlet beskrivelse af huset ud mod torvet og de bag ved liggende bygninger.

Huset ud mod Torvet var en to etagers bygning opført i 1874 og indrettet til butik, gæstgiveri og beboelse. Der var et tværhus til gæstgiveriet opført 1850 til pakrum og karlekammer. Et sidehus mod syd på to etager fra 1896 indrettet til bolig på første sal og lagerrum, brændselsrum samt vaskerum i stueetagen. En mellembygning fra 1886 til forskellige formål. Et sidehus mod nord fra 1845 beregnet til pakrum.

Som det er fremgået af ovenstående, så var det et omfattende bygningskompleks, der heller ikke begrænsede sig til omtalte matrikel, men også bredte sig til 101a, 102b og 104e. I forhuset ud mod torvet var der indtil ombygningerne 1913 og 1918 en butik i den nordlige del af huset og restaurationlokaler i den sydlige del. Nedenstående billede viser Niels Hansens facade ca. 1900.

1908 købte Søren Christensen bygningerne af H.C. Jensen. Fem år senere blev der påbegyndt en ombygning af huset ud mod Torvet, så det fik den facade, der kendes i dag. Butikslokalerne i den nordlige del af bygningen forsvandt. Der var nu kun en indgang fra Torvet, og der blev indrettet restaurationslokaler i hele bygningens stueetage. I 1918 blev der placeret en mindre balkon over hoveddøren ud til Torvet.

Ovenstående billede fra ca. 1919/20 er det ældste, eksisterende billede af stedet, efter at Søren Christensen havde fuldendt moderniseringen, men navnet Centralhotellet var endnu ikke på huset. Vi skal frem til ca. 1923, før vi har nedenstående billede, hvor navnet, Centralhotellet, er på facaden. Konklusionen må blive, at Søren Christensen har givet stedet dette navn i begyndelsen af 1920'rne.

Ud over hotellet drev Søren Christensen også en omfattende hestehandel, og derfor var der indrettet hestestalde i nogle af de tilhørende bygninger. Han var en kendt mand i byen og til hans 70 års fødselsdag i 1940 mødte byens og omegnens honoratiores op for at gratulere ham. På nedenstående billede er det fra venstre dommer Cortsen, sagfører Harck, dommerfuldmægtig Schlanbusch, Søren Christensen, grosserer Lasson og Høj Christensen fra Nr. Nebel.

Søren Christensen døde 1945 og hustruen Christiane drev hotellet indtil sønnen Svend Christensen tog over i 1953. Svend Christensen var lige som faderen også handelsmand, men han handlede ikke med heste, men med herretøj fra forretningen Tip Top på hjørnet af Slagterigade og Kræmmergade.

1962 solgte Sv. Christensen Centralhotellet til H.C. Petersen, der siden 1954 havde drevet manufakturhandel fra Vestergade 6. H.C. Petersen ejede Centralhotellet indtil 1982, og i løbet af disse 20 år skete der meget i det bygningskompleks, som Centralhotellet omfattede. I lokalerne til venstre for hovedindgangen blev der i 1963 indrettet en krostue kaldet Torvestuen og bag dette et af byens mest kendte lokaler, Lauses Stue opkaldt efter vognmand Lauritz Johs. Lauridsen, der hver formiddag sad her med en kop the og en ostemad.

I de gamle staldbygninger blev der fra 1965 indrettet et lokale, som blev kaldt Hestestalden. Senere kom andre afdelinger til, nemlig The White Horse med indgang fra Smedegade og Rio Bravo, der havde indgang fra Murtfeldts Plads. 1982 overtog et interessentselskab i/s Centralhotellet bygningerne. De mange afdelinger blev fortsat med med andre navne og forskellige forpagtere. Rio Bravo blev slået sammen med Hestestalden, der i 1987 blev til diskotek Blue Bell, som i 2012 tog navneforandring til Havana.

Lokalerne til venstre for hovedindgangen har i løbet af 1980'erne heddet Blue Star og After Eight. I 90'erne fik lokalerne betegnelsen Stedet for så fra 1994 at få det navn, som det stadig har, Big Ben.

På denne matr. 102a blev der efter en brand i 1835 bygget et 10 fags hus ud mod Torvet til beboelse og et 11 fags sidehus til avlsbrug(stald og karlekammer). 1894 ejede grd. Niels Thomsen husene, som han i 1906 solgte til skindhandlerne Ingvard Sillasen og Jens Knudsen. Samme år lejede Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening(RAV) sig ind i lokalerne. Valdemar Clemmensen blev forretningsbestyrer. Denne indkøbsforening adskilte sig fra FDB ved via licitation at lade grossisterne kæmpe om at levere varerne til indkøbsforeningen, mens FDB var sin egen producent, grossist og importør.

Clemmensen bestyrede butikken til 1955, da Hans Mikkelsen tog over. Ved starten i 1906 havde foreningen ca. 400 medlemmer. Ved Clemmensens afgang var der over 4000.

I 1972 blev bygningerne solgt til kommanditselskabet Torvet 6. Men allerede før var man i gang med at omdanne bygningerne til et forretningscenter lige som Varde Centret. Bygningen blev på tre etager. I 1970 var der dametøj (Hans Larsen) og en TRICA dagligvareforretning (Jan Zwinge) i stueetagen. På første sal var der et cafeteria og i den øverste etage havde ejendomsmæglerfirmaet REKREA til huse. 1980 kom der en ny dagligvareforretning, idet Magnus Enggaard Larsen overtog TRICA og omdannede den til en FAVØR-forretning. 1988 flyttede REKREA over i Torvet 4. På tredje sal flyttede nu advokatfirmaet H.P .Bang ind og lidt senere rykkede Engberg Larsen sin FAVØR ud til Isbjergparken, og en ny dagligvareforretning med navnet PRISA holdt sit indtog i RAV huset.

Den sidste dagligvareforretning på Torvet 6 var REMA 1000, der kom 1996, men blev kun 10 år på stedet, da den i 2006 overtog Fords tomme lokaler på Vestre Landevej. Derpå flyttede isenkræmmer Østergaard sin forretning fra Vestergade om på Torvet, hvor den åbnede under navnet INSPIRATION.

Den store udskiftning, der skete i dagligvareforretningerne på Torvet 6, havde sikkert noget med parkeringsforholdene at gøre. Selv om forretningscentret i en annonce 5/2 1972 skrev, at der var 350 parkeringspladser, hvor man kunne holde i to timer, så var det ikke nok til at fastholde et tilstrækkeligt kundegrundlag.

Den Schultzske Gård menes opført 1796-97 af bygmester Michael (eller Mikkel) Stobberup (1761-1844) for købmand og tobaksfabrikant Peter Heinrich Schultz (1772-1822), der stammede fra Hamborg/Altona, men havde fået borgerskab i Varde kort forinden. Stueetagens vinduer er ændret til butiksvinduer og -døre i løbet af 1800- og 1900-tallet, men resten af bygningen fremstår i den oprindelige og typisk nyklacissistiske stil med en centralt placeret fronton med trekantgavl, der er forbundet med førstesalsvinduet umiddelbart ovenover. Oprindelig har gården været meget større med fire længer, og Peder Schultz drev en omfattende forretning, der foruden købmandsgården omfattede en tobaksfabrik, der lå i længen på hjørnet af Torvet og Kræmmergade, pakhus og tømmerplads (bag kirken) og brænding af kalk i den gamle kalkovn, som han også menes at have fået opført.

I 1820 blev Den Schultzske Gård overtaget af købmand Jens Thomsen (1777-1831), der var blevet en velhavende mand ved med sit handelsskib at lege kispus med den engelske flåde på Vadehavet. Den Schultzske Gård undgik at blive berørt af den store brand, der i 1821 lagde den nordlige halvdel af Varde i ruiner, og den har siden lagt lokaler til mange forskellige forretninger, købmand, isenkræmmer, fotograf, restaurant og meget andet.

På dette billede fra ca. 1920 var der et værthus drevet af Søren Sørensen bag de tre vinduer længst til venstre i Den Schultzske Gård. Til højre var Louise Fournaises udstyrsforretning, Fabrikkernes Udsalg. Makisen til venstre for døren skyggede for et udstillingsskab med fotograf Th. Nielsens billeder. Th. Nielsen købte ejendommen i 1917 og havde atelier på første sal. T. Nielsen i døren ved siden af sit udstillingsskab.

1934 flyttede købmand Andreas Lamp ind i bygningens venstre del. I købmand Lamps vindue ud mod Torveslippen stod der hvert år i julemå-neden en mekanisk figur fra omkring 1920. Det var den såkaldte "Sparkemand"(foto Varde Museum), der med sine spark mod vinduet og sine fagter henledte de forbipasserende på butikkens varer.

Efter Oscars Nielsens død 1960 overtog S. Pontoppidan forretningen og indtil 1983 var Den Schultzske Gårds facade med f1935 døde døde Theodor Nielsen og sønnen Oscar Nielsen overtog ejendommen. Han havde siden 1925 haft sin egen butik, Varde & Omegns Udstyrsforretning, i de lokaler, hvorfra frk. Fournaise indtil da havde dre-vet Fabrikkernes Udsalg. orretningerne Andreas Lamp og Pontoppidan en velkendt facade på Varde Torv.

1983 lukkede købmand Lamps forretning, og modeforretningen Dolly flyttede ind. Samme år købte Erik Kristensen(REKREA) ejendommen og i 1987 begyndte en omfattende og vellykket restaurering, der gav huset dets nuværende udsende. Navnet REKREA kan stadig ses i frontonen.

Siden 1993 har den Schultzske Gård huset ejendomsmæglerfirmaet EDC i stueetagen. De to øverste etager er lejligheder (se billede side 12).

I skattelister og adressebøger er bygningerne på matr. 104a enten placeret under Torvet 2 eller Kræmmergade 1. Her vil vi fortrinsvis koncentrere os om bygningen ud mod Torvet.

Det ældste billede af bygningen er i Lindbergs "Varde Bys Historie" fra 1942 s. 114. Det er en tegning, som kunstneren Emilie Mundt udfærdigede i 1880, da hun var på besøg hos kunstnerveninden Marie Luplau, der var datter af sognepræsten, pastor Daniel Luplau, som boede i præstegården på hjørnet overfor. Bygningens indehaver var manufaktur- og symaskineforhandler I.C. Schmidt. Huset var indrettet til butik og beboelse. I begyndelsen af det 20.årh. ophørte I.C.Schmidt med detailhandelen og koncentrerede sig om sin stadig mere omfattende en gros handel med manufakturvarer og symaskiner. Han rejste til København og solgte i 1907 til Chr. Christensen, der dog allerede i 1903 havde lejet sig ind og fortsat I.C. Schmidts manufakturhandel. Nedenstående billede er fra 1906.

Chr. Christensen moderniserede i 1919 bygningen, der i forbindelse hermed fik den karakteristiske facade med hjørnesøjlen, som forretningen bevarede indtil branden i 1969. Samme år, som han moderniserede Torvet 1/Kræmmergade 2 åbnede Chr. Christensen Kinografen på Kræmmergade 6, der efterhånden tog mere og mere af hans tid. Derfor lejede han i 1922 den moderniserede bygning ud til firmaet Wessel & Wett, der med Andreas Petersen som forretningsbe-styrer åbnede Magasin du Nord.

I sidste halvdel af 1940'rne tog forretningen navneændring til Magasin Petersen.

Efter branden i 1969 (ovenstående billede) købte Kaj Christensen bygningen af Chr. Christensens arvinger og startede i 1973 Farvemessen senere Sadolins Farvehandel, men i 1989 lukkede han denne og åbnede i stedet for udstyrsforretningen IMERCO.

Som med bygningen på Torvet 2 er der i skatte- og adressebøger heller ikke enighed om, hvor denne bygning på matr. 84 ligger. Det hænger sikkert sammen med matriklens store udstrækning, idet grunden går op i Kræmmergade og et stykke ned i Torvegade, der indtil 1894 hed Præstestræde.

På dette Torvets sydøstlige hjørne har der siden 5/2 1943 ligget en bank, hvilket har været med til i nogle år at gøre Torvet til byens økonomiske centrum. På det nordøstlige hjørne(Vestergade 4) lå Varde Bank. I dag Sydbank. På Torvets norlige side lå siden 1929 og indtil 2009 en filial af Kjøbenhavns Handelsbank. I dag Danske Bank.(jfr. artiklens føste del Torvet I.)

På matr. Nr. 84 lå indtil 1898 konditor Kiertzners store gård, der dette år blev delvis ødelagt ved en brand. Forhuset til Kræmmergade var ikke så hårdt medtaget af branden som sidehuset til Torvegade, der måtte genopbygges næsten fra grunden. Det var her isenkræmmer Arnold Mayntzhusen i 1899 flyttede ind. Han var kommet til Varde fra Hjørring i 1892 og begyndt som isenkræmmer på Storegade 10, men var nu i 1899 flyttet til denne bedre beliggenhed på Torvets sydøstlige hjørne. 1918 forlod Mayntzhusen byen og isenkræmmer Johs. Østergård overtog lokalerne. Her blev han til 1942, da han overlod lokalerne til Andelsbanken, som d. 5/2 1943 åbnede en filial i bygningen.

1966 påbegyndtes en omfattende ombygning, og andelsbanken kunne tre år senere tage de nye lokaler i brug i den bygning, der står på grunden i dag.

Ca. 1985 fik Varde sin første pengeautomat i Andelsbanken. Den blev under stor bevågenhed taget i brug af byrådsmedlem Jens Jacobsen.

1990 fusionerede Andelsbanken med Privatbanken og sparekassen SDS og blev til UNIBANK, der i 1999 blev sluttet sammen med den finsk/svenske MeritNordbanken, og fra år 2000 bar filialen med adresse på Kræmmergade 2 navnet NORDEA.

Tak til Laurids Bjerregaard og Leif Horsted for oplysninger om nogle af de i artiklen Torvet II omtalte bygninger.

Omkring Torvet III

På firkanten, Torvet, Rådhusstræde, Slotsgade og Torvegade lå indtil 1889 en gård, der siden 1816 havde tjent som embedsbolig for sognepræsten i Varde.

1889 var gården så forfalden, at den blev solgt til nedbrydning. Et konsortium bestående af sagfører Hans Nonboe, kbm. Poul Debell, murermester H.F.Hansen, værtshusholder H.C.Jensen købte i marts 1889 præstegården, og hele firkanten blev udstykket i parceller og solgt. Matr. Nr. 85b på hjørnet af Torvet og Torvegade(indtil 1890 Præstestræde) var delt i to parceller og i sep. 1889 søgte sagfører Nonboe og værtshusholder H.C.Jensen bygningskommissionen i Varde om tilladelse til at opføre to to-tagers ejendomme til beboelse og forretningslokaler. Nonboes ejendom med facade til Torvegade, men inden byggeriet var færdiggjort blev begge huse solgt til hattemager Laurits Madsen, der for 14.000 kr. købte de ufærdige bygninger. Ifølge skøde- og panteprotokollen lånte Laurits Madsen samme år 33.000 kr. dels af kreditforeningen, dels af en privat person. Byggeriet blev nu gjort færdigt, og Torvet 1 blev i brandforsikringsprotokollen forsikret til godt og vel 30.000 kr. I huset ud mod Torvet indrettede Laurits Madsen selv forretning og værksted, (se nedenstående billede) mens resten af huset mod Torvet blev lejet ud til sagførerfirmaet, Oldager & Lyster. Her var sagførerforretning indtil 1958.

Huset ud mod Torvegade blev lejet ud til Valdemar Brandrup, der fra 1890 til 99 her havde Dansk Tekstillager. Den sydlige del af huset mod Torvegade var udlejet til Marie Madsen, der her havde en modebutik (se nedenstående billede). 1899 overlod Brandrup butikslokalerne til Gotfred Henchel, der kun havde dem et års tid, og i 1900 lejede S.L. Sørensen butikken, som blev til en herreekviperingshandel.

I 1907 rykkede Johs. Bonnesen ind, og drev herfra de næste 22 år En-gelsk Beklædningsmagasin (se billede øverst næste side). 1918 købte Bonnesen hele bygningskomklekset af Laurits Madsen for 38.000 kr. og i løbet af det næste års tid lagde han både hattemagerens lokaler ud mod Torvet og modehandelen til butikken.

1929 døde Johs. Bonnesen og Harry Fenger lejede lokalerne af enken og videreførte Engelsk Beklædningsmagasin. 1953 købte Harry Fenger hele bygningen af Bonnesens enke for 153.000 kr. og da sagfører Oldager døde 1958 lagde Fenger sagførerens lokaler til sin butik, der nu omfattede hele ejendommens stueetage.

1989 døde Harry Fenger og sønnen Erik tog over. Men han døde fem år senere og fra 1994 til 2002 drev herreekviperingshandler Ludvig Bechsgaard forretningen under navnet Klædeskabet.

Der blev nu solgt både dame- og herretøj fra butikken. Men efter otte år valgte Bechsgaard at koncentrere sig om forretningen i Vestergade, og fra marts/april 2002 til i dag bliver der kun solgt dametøj fra Torvet 1. Det var forretningen Josefine, der indtil da havde været i Vardecentret. På anden sal er der i dag en tandlægeklinik og lejligheder. Bygningen ejes stadig af Erik Fengers arvinger.

Hvor præstegårdens stuehus havde stået, blev der i 1890 bygget et værtshus, Landmandshotellet. Det ligner til en forveksling præsteboligen, men det værtshus, som C. Mortensen lod opføre i 1890 var ifølge brandtaksationsprotokollen til dels ombygget og fornyet dette år. Hvis man sammenligner billederne var der også en tydelig forskel. Landmandshotellet var tre fag kortere og havde kun fem vinduer mod Torvet mod præstegårdens seks. Døren var i den østlige end af værtshuset og ikke midt på facaden, som på præstegården, der også havde en kvist over indgangen. Der stod seks piletræer foran præstegården. Der var fire foran Landmandshotellet. Mortensen byggede også et to etagers sidehus til Landmandshotellet ud mod Rådhusstræde. Her havde skindhandlerne Jens Knudsen og Ingvard Sillesen allerede fra 1890 lejet det meste af bygningen til skindlager (se nedenst. bill.)

1895 købte Sillesen og Knudsen både Landmandshotel og sidehus. Værtshuset blev bortforpagtet, mens skindhandelen fortsatte. Knudsen døde i 1921, men Sillesen fortsatte til 1931, da han solgte såvel Landmandshotellet og sidehuset til murermester Chr. Pedersen, der rev det hele ned og opførte Hotel Varde.

Det var et meget moderne hotel. Ifølge Dansk Handel & Industri fra 1934 bd. IV s. 84-85 var det et første klasses hotel med varmt og kold vand på værelserne, hvoraf mange var udstyret med bad og telefon. Der var ansat en chaufør, der holdt med en bil ved banegården, når der ankom et tog til Varde.

Da Chr. Pedersen døde 1962 blev hotellet omdannet til et aktieselskab, som søgte at føre hotellet videre. Men det kneb med at finde en bestyrer, og man besluttede at sælge hotellet, hvilket skete i 1965, da Christen Kruse fra Tønder købte det. Han drev det i 17 år og solgte det i 1982 til indehaveren af hotel Dagmar i Ribe, Leif Pedersen, der sammen med vekseler Bent Bøg mente, at der var grundlag for at føre hotellet videre. De måtte imidlertid konstatere, at det ikke var så god en investering, og 1984 blev hotellet midlertidigt lukket.

1985 overtog et Aarhus-selskab bygningen. Manden bag selskabet, Aksel Poulsen, lejede det det straks (april 85) ud til Dansk Flygtningehjælp, der i det følgende halvandet år inkvarterede 90-100 flygtninge fra Iran. 1/9 86 forlod flygtningerne hotellet, der blev overtaget af bygmester Niels Yde Nielsen fra Randers. Dansk Flygtningehjælp havde en kort tid kontorlokaler i huset, men fra januar 87 stod bygningen tom. Yde Nielsen udtalte i marts 87, at hotellet måske skulle indrettes til kontorlokaler. 1988 blev hotelbygningen solgt til A/S Samfundsteknik for godt og vel 3 mill. Kr. Der blev nu lavet ejerlejligheder på første sal i fløjen ud til Rådhusstræde, og Ugeavisen for Varde og omegn flyttede okt. 89 ind i stueetagen med adresse Rådhusstræde 5.

Bygningens facade ud mod Torvet blev i 1988 renoveret, og i denne del af huset har der siden 1989 været advokatkontor ligesom også Nykredit og et forsikringsselskab har haft lokaler her. Sidst har også Jyske Vestkystens lokalredaktion holdt til på første sal ud mod Torvet.- I stueetagen har der siden 1997 været restauration Rådhussalen. Den hedder i dag Rådhuscaféen. Lokalerne på første sal står tomme (se ovenstående billede).

Bygmester Mikkel Stobberup, der også menes at have bygget Den Schultzske Gård, tilskrives det lille hus på Torvet, der blev opført på bestilling af enten byfoged Fogtman eller præsteenken Anne Christine Brorson, der havde været gift med digteren og biskoppen H.A.Brorsons søn og flyttede til Varde efter dennes død. Byggeåret er sandsynligvis 1797, og enken boede i huset fra dette år. Hun døde i 1814.

På grund af den snævre plads har det har været nødvendigt at skære det ene hjørne af huset af hensyn til en sidegade, og Stobberup har så valgt at affase begge hjørner, så symmetrien blev bevaret. Eneste udsmykning på det beskedne lille hus "på Toften sønden Jacobi Kirkegaard" er en hvidtet gesims under taget og hvidtede indfatninger på vinduerne på de affasede hjørner.

I 1810 blev huset overtaget af byfoged Fogtmans svigersøn, søløjtnant Tuxen. Derefter havde huset skiftende ejere, indtil det i begyndelsen af 1870'erne blev overtaget af gæstgiver Peder Sillasen (eller Sillesen) (1844-1917). Efter dennes død blev huset og gæstgiveriet overtaget af hans søn Sillas Sillasen (1884-1959), og 1954 blev der indlagt WC til afløsning af det gamle lokum. Ud over gæstgiveriet havde Sillasen en landbrugsbedrift uden for byen, og bag gæstgiveriet var der en stald. Ved siden af denne byggede han i 1931 en stor grisehal, der blev brugt til at holde svinemarkeder i frem til 1956, hvor den blev revet ned for at gøre plads til en ny rutebilstation.

1959 døde Sillas Sillasen, og hans arvinger kunne ikke få fornyet spiritusbevillingen, idet byrådet ikke mente, at de sanitære forhold var i orden. Frem til 1973 var huset udlejet til både privat bolig og en antikvitetshandler . Dette år købte kommunen huset og indrettede det til turistbureau, der indtil da havde været på Skansen. I 2003 flyttede turistkontoret tilbage til Skansen, og Sillasens hus fik igen spiritusbevilling og har siden været restaurant. I skrivende stund har Aunt Betty til huse i det lille hus på Torvet.

I Debatten Frederik VII.
Da statuen af Frederik VII skulle opstilles i 1885 var der stor uenighed i byrådet om, hvor statuen skulle anbringes. Indsamlingen til statuen begyndte på en grundlovsmøde 5/6 1869 i Nr. Nebel, hvor redaktøren for Ribe Amtstidende/Varde Avis, Rudolf Helms fremsatte forslag herom, og mødedeltagerne gav deres tilslutning. Forslagsstilleren døde 1878, og hans efterfølger i redaktørstolen blev Jens Bølling. Skønt der nu var gået ni år siden forslaget blev fremsat, så skulle der gå yderligere fem år før de godt og vel 3500 kr. som statuen kostede, var samlet ind, og da var de politiske modsætninger mellem partiet Venstre og regeringspartiet Højre blevet skærpede. Sommeren 1884 var statuen imidlertid blevet færdig og byrådet skulle nu tage stilling til, hvor den skulle placeres.

På mødet d. 6/10 1884 kom sagen for byrådet, hvis otte medlemmer ikke kunne blive enige om, hvor statuen skulle stå. Redaktøren for Ribe Amtstidende/Varde Avis, Jens Bølling foreslog Torvet, et forslag som kbm. Søren Thomsen(ham der i 1885 blev afsløret som bedrager af Varde Bank) støttede. Borgmester Lendrop var imod dette forslag. Han mente, at en placering af statuen på Torvet ville være til gene for færdslen, og gøre Torvet mindre anvendelig til markedsplads. Årets første kreaturmarked , februarmarkedet, blev nemlig afholdt på Torvet. Sadelmager P. Tarp og farver H. Kastoft støttede dette synspunkt. Borgmester Lendrop var udnævnt af regeringen og var højremand. Håndværkerne Tarp og Kastoft var også kendte som tilhængere af Højre. Derfor kan deres holdninger til statuens placering have været politisk motiveret. Frederik VII havde i 1849 accepteret en liberal grundlov, mens den grundlov, der var gældende i 1884, var den mere konservative fra 1866, der favoriserede det store landbrugs politiske indflydelse. En placering af en statue af Frederik VII på et centralt sted som Torvet kunne blive betragtet som et knæfald for partiet Venstre.

I stedet for Torvet foreslog højremændene, at statuen blev placeret i Arnbjerganlæget eller på den anden side af jernbanen ca. der, hvor Varde Cornergril i dag ligger på hjørnet af Sønderbro og Hjertingvej.(Det var før viadukten blev bygget).

Venstremændene i byrådet var bange for, at der var flertal imod at anbringe Frederik VII på Torvet og foreslog derfor at udskyde den endelige afgørelse til et ekstraordinært byrådsmøde en uge senere. Dette blev vedtaget, og venstrefolkene udnyttede tiden til at lave en underskriftindsamling for at statuen skulle stå på Torvet. Der blev samlet 375 underskrifter, hvor i blandt var flere kendte højremænd, bl.a. den inkarnerede højremand, skolelærer og udgiver af byens højreavis, N.P. Kjelst. Der var ca. 650 mandlige vælgere i byen, så de 375 underskrifter havde den tilsigtede virkning, for på det ekstraordinære byrådsmøde d. 13/10 foreslog borgmester Lendrop, at statuen blev anbragt på Torvet, hvilket blev enstemmigt vedtaget. På mødet d. 3/11 blev det ligeledes vedtaget, at anbringe Frederik VII på et 100 kvaderatalen stort område et stykke øst for indgangsdøren i kirkens sydlige korsarm. Her stod statuen de følgende 88 år indtil 1973, da en ændring af kørevejen fra Kirkepladsen ned over Torvet nødvendiggjorde en flytning af statuen.

Den blev nu flyttet om på kirkepladsen, hvor den blev anbragt foran en ældre bunker tæt ved kirkegårdsmuren. Her stod den så til 1984, da den igen blev flyttet tilbage til Torvet. Dog ikke på det oprindelige sted, øst for kirkens sydlige korsarm, men på en plads foran rådhusets nordlige del, hvor den står den dag i dag.

II Debatten om Torvet 1913-15.
Denne diskussion begyndte allerede i 1910. Der havde i længere tid været kritik af, at Torvet ikke blev holdt rent for græs. Der var så meget græs, at de gæs og ænder, der gik på Torvet ikke længere kunne holde det nede. Ribe Amtstidende/Varde Avis skrev 11/6 1910, at der var græs nok på Torvet til at føde en ko. Byrådet, der nu var udvidet til 12 medlemmer, vedtog i 1911, at Torvet skulle lægges om. Men det varede over to år, inden der kom en konkret plan på bordet. I løbet af efteråret 1913 var gade- og vejudvalget færdig med overvejelserne, og planen blev d. 5/11 1913 forelagt byrådet.

Planen gik i hovedtrækkene ud på, at der fra Vestergade hen til Torvegade skulle være en fem meter bred kørebane belagt med chaussésten. Der skulle være en kørebane nord om kirken ned til Vestergade og ligeledes en kørebane syd om kirken fra Kirkepladsen ned til Torvegade. Begge kørebaner skulle belægges med chaussésten. De to hjørner af Torvet, som blev dannet af kirkens nordlige og sydlige korsarme, skulle laves om til små grønne anlæg, og statuen af Frederik VII skulle flyttes tilbage op mod kirken og placeres i det sydlige anlæg. Resten af Torvet skulle omlægges med toppede brosten, og det hele ville koste ca. 18.000 kr.

Modtagelsen i byrådet var ikke positiv. Det var især prisen og flytningen af statuen, som byrådet var utilfreds med. Udvalget lovede at tage forslaget op til fornyet overvejelse, og dermed sluttede debatten.

D. 4/2 1914 forlagde gade- og vejudvalget byrådet en ny plan: Statuen skulle ikke flyttes, men der skulle stadig være grønne anlæg ved kirkens korsarme og tre kørebaner med chaussésten. Udvalget havde også regnet på omkostningerne ved det nye forslag, som ville koste ca. 14.000 kr.

Det blev et meget stormfyldt byrådsmøde, hvor bølgerne gik endog meget højt. Skoleinspektør Valdemar Lassen(radikal) var tilhænger af forslaget og blev beskyldt for at optræde som en bedrevidende skolemester, og med slet skjult hentydning til boghandler Ole Lohses indre missionske overbevisning, blev han anklaget for at optræde som forslagets frelsende engel. Stillingen i byrådet, der som omtalt havde 12 medlemmer, var, at det radikale medlem og de fire socialdemokrater samt den konservative buntmager Adolf Nissen støttede forslaget. Dermed havde det stået seks for og seks imod, hvis ikke den konservative boghandler Ole Lohse havde tilsluttet sig forslaget med den begrundelse, at når Frederik VII ikke skulle flyttes, så kunne han gå ind for forslaget. Modstanderne kunne kun mønstre fem stemmer, nemlig borgmester Chr. Hattensen, to venstremænd samt to konservative. Mindretallet fik dog den indrømmelse, at arbejdet først skulle sættes i gang, når man kunne låne penge til 4½%, hvilket var 2½% under det aktuelle renteniveau.

Efter mødet var Valdemar Lassen og venstremanden , sagfører Jesper Oldager så vrede på hinanden, at det var ved at ende i retten. Men de to kamphaner fik dog striden bilagt i mindelighed.

D. 2/2 1915 foreslog gade- og vejudvalget at sætte arbejdet i gang. Men nu havde tilhængerne ikke længere flertal, idet boghandler Lohse i sommeren 1914 var rejst til København for at blive forretningsfører for Kirkelig forening for Indre Mission i Danmark. Hans efterfølger i byrådet vognmand Jørgen Pedersen var modstander af planen og gade- og vejudvalget blev nu pålagt at komme med et nyt forslag og desuden optage to modstandere af forslaget, nemlig Jesper Oldager og den konservative grosserer, Frederik Lasson.

Det nye udvalgs indstilling var med to tidligere modstandere som forslagsstillere sikret flertal på forhånd. Den nye plan blev forelagt byrådet 16/3 1915. Det nye i planen var, at de to parklignende anlæg ved kirken ikke blev til noget, og en del toppede brosten til Torvet kunne tages fra Østergades omlægning. Ellers var planen identisk med den fra 2/2, men prisen var kommet ned på ca. 11.500 kr. I juni 1915 blev der optaget et lån på 20.000 kr. til 4½%. De overskydende penge skulle bruges til at indlægge centralvarme i Jacobi skoles gamle bygning fra 1856. Men selv om lånet var hjemtaget til en lav rente, så var det endnu ikke lykkedes at få et tilfredsstillende tilbud. Det kom først i juli måned. Derpå opstod der problemer med at få leveret chausséstenene, der var bestilt hos et svensk firma, som i mellemtiden var gået fallit. Der skulle derfor findes en ny leverandør, hvilket først skete i marts 1916. I juni dette år blev stenene leveret og arbejde kunne gå i gang. Det nye torv stod færdigt i september 1916.

Rutebiler, parkeringsbåse, underjordiske toiletter og ventesal.

I slutningen af 1920'rne holdt rutebilerne for alvor deres indtog på Torvet, hvor de parkerede for at afsætte eller medtage rejsende. Dertil kom et stadigt stigende antal private biler. Det blev derfor nødvendigt at regulere parkeringen, så der blev plads til både rutebiler og private motorkøretøjer. Dette skete ved at indrette parkeringsbåse til både rutebilerne og de private, hvilket fandt sted i begyndelsen af 1930'rne. Spørgsmålet, om der også skulle oprettes en egentlig rutebilstation, blev følgelig også rejst. Handelsstandsforeningen var naturligvis interesseret i disse forhold, men på et møde i 1935 var der et flertal i bestyrelsen mod en rutebisstation drevet af det offentlige. Det var tilstrækkeligt med ordnede toiletforhold og en ventesal. 1936 blev der lavet underjordiske toiletter på Torvet bag ved statuen af Frederik VII, se nedgangen på billedet til højre. Ventesalen kom først i 1941, da der blev indrettet et opvarmet lokale med lys og telefonbetjening.

De nye forhold på torvet med parkeringsbåse, toiletter og ventesal blev gennemført uden nogen større debat. Behovene for regulering og moderne indretninger var selvindlysende. Men efter 16 år ændrede Torvet på ny udseende. Det skete i 1957, da der blev indrettet en rigtig rutebilstation bag Sillasens hus med offentlige toiletter. De underjordiske toiletter på Torvet blev fyldt op, og ventesalen solgt til sommerhus ved Vesterhavet.

III Debatten 1973.
Anledningen til omlægningen af Torvet i 1973 var, at politiet af trafikale hensyn ønskede en ny vej mellem kirken og rådhuset. I stedet for vejen, der ved rådhusets nordlige hjørne svingede til højre og løb tæt på Hotel Varde og Fengers butik, hvor den mundede ud - tæt ved butikkens indgang - i Torvegade. Det var de dårlige oversigtsforhold ved denne udmunding, der var baggrunden for politiets ønske. I den forbindelse kom byrådet med en plan, der fremkaldte protester fra mange sider bl. a. menighedsrådet og Nationalmuseet.

Planen, der blev offentliggjort i Vestkysten 8/10 73, gik ud på at anlægge den omtalte lige vej fra Kirkepladsen til Torvegade. Denne vej ville komme for tæt på statuen af Frederik VII, som skulle flyttes om på Kirkepladsen og anbringes foran skolen tæt ved kirkegårdsmuren, hvor der lå en bunker, der skulle sløjfes. Kørevejen fra Kirkepladsen til Torvegade skulle belægges med tilhugne sten, men den øvrige belægning med toppede sten skulle bevares. Antallet af parkeringspladser skulle indskrænkes. Derfor blev parkeringspladserne i de to hjørner ved kirkens korsarme nedlagt. I disse hjørner skulle niveauet forhøjes, så der foran indgangene til kirkens korsarme blev dannet et plateau, der skulle markere kirkens område. Øst for kirken ned mod kørebanen fra Vestergade til Torvegade skulle der være 28 parkeringspladser i to rækker. Over mod Hotel Varde skulle der være Taxa-holdepladser, og ud for Fengers forretning skulle Torvets pølsevogn stå. Der skulle være syv parkeringspladser foran rådhuset, og til erstatning for de tabte pladser på Torvet desuden otte p-pladser foran Jacobi Skole.

Menighedsrådet syntes, at byrådet opførte sig, som om det ejede hele Torvet, hvilket menighedsrådet mente var særdeles tvivlsomt. Byens sognepræst, provst Vagn Kvist var ikke tilfreds med planen og underrettede kulturministeriets konsulent vedrørende kirkers og kirkegårdes fredning, provst Johan Exner. Denne sendte sagen videre til Nationalmuseet, der over for byrådet gav udtryk for betænkeligheder ved planen:
1) Det var forkert at være så fokuseret på parkeringspladser. Vel kunne man ikke lige nu gøre Torvet bilfrit, men der burde allerede nu tages op til overvejelse at indgå i en trafikplan.
2) Plateauerne ved kirkens korsarme burde ikke anlægges, da kirken skulle ligge direkte på den naturlige flade, som Torvet dannede.
3) At flytte Frederik ville være et historisk fejlgreb.
4) En mindre tilbygning til rådhuset fra 1955, som var bygget inde på den gamle kirkegård, skulle fjernes.
5) Der burde ikke være p-pladser foran Jacobi skole(Vestkysten 4/9 73 og 22/1 74).

Under overskriften, "Hvor tør byrådet?" uddybede Vagn Kvist i Vestkysten 11/9 73 sin modstand mod planen. Han beklagede, at byrådet ikke ville lytte til Nationalmuseets indsigelser. Han var også utilfreds med, at formanden for teknisk udvalg, Starup-Jensen havde sagt, at udvalget havde inddraget eksperter, da det udarbejdede planen, når en af disse eksperter var fra Phillips, der skulle levere belysningselementerne til det nye Torv, og provst Kvist betvivlede, lige som menighedsrådet også havde gjort, byrådets påstand om, at hele Torvet lige ind til kirkens sokkel skulle tilhøre kommunen. Vagn Kvist sluttede med at beklage, at byrådet havde så travlt med at få arbejdet sat i gang i stedet for at diskutere med modstanderne af planen.

Formanden for teknisk udvalg Starup-Jensen svarede i et indlæg i Vestkysten 14/9 73. Han henviste til, at kommunen tidligere havde foretaget forandringer på Torvet ud fra den forudsætning, at kommunen ikke ejede Torvet, men det var et offentligt vejareal, som kommunen bestyrede. I øvrigt mente han ikke, at Nationalmuseet havde ret til at blande sig i denne sag. At byrådet havde travlt begrundede han med, at arbejdet skulle være færdigt i god tid inden julehandlen begyndte.

Et par dage senere kunne man i Vestkysten læse, at menighedsrådet bakkede ud af striden. Det havde det egentlig allerede gjort d. 8/9, da medlem af menighedsrådets arbejdsudvalg, ungdomsskoleinspektør Poul Vestergaard til Vestkysten havde sagt, at menighedsrådet ikke havde kompetence til at blande sig i Torvets område. Det hørte ikke med til kirken. Derfor gik arbejdet med Torveomlægningen videre, men det blev ikke færdigt til julen 73. Først d. 4/3 74 kunne Vestkysten skrive, at torveomlægningen var afsluttet.

Det blev som byrådet havde planlagt. Den eneste indrømmelse der blev givet til kritikerne var, at der ikke blev anlagt parkeringspladser foran Jacobi skole. Heller ikke bunkeranlæget på Kirkepladsen blev sløjfet, fordi civilforsvaret havde stillet så store krav til rådhusets sikringsrum, at det ville blive for dyrt at fjerne bunkeren.

I efteråret 1988 havde et flertal i byrådet besluttet, at der skulle lægges fliser på strækningen fra Torvegade til Vestergade. SF's og Socialdemokratiets medlemmer af byrådet var i og for sig ikke uenig i at arbejdet skulle gennemføres, men de mente, at man skulle have hele Torvet med i en plan med henblik på at gøre Torvet bilfrit. Også denne gang lød der kritik fra menighedsrådet, da menighedsrådets formand Aage Skadborg allerede før arbejdet var gået i gang i et indlæg d. 9/8 i Vestkysten kritiserede, at menighedsrådet ikke var blevet hørt i denne sag. Også provst Kvist lod høre fra sig i Vestkysten 2/12, hvor han bekla-gede, at den nye flisebelagte strækning ødelagde Torvets helhed.

Den sidste ændring på Torvet i det 20.årh. skete i foråret 1992. Det var året, hvor Varde skulle fejre sit 550 års købstadsjubilæum, og i den anledning skulle dronning Margrethe komme til byen og modtages på rådhuset. Parkeringspladserne foran rådhuset var imidlertid skæmmet af nogle grimme oliepletter, og et sådant skue kunne man ikke byde dronningen. Problemet løstes ved simpelthen at afskaffe de otte parkeringspladser og vende brostenene om. I 90'erne og begyndelsen af det 21.årh. fortsatte debatten om Torvet skulle være bilfrit, og skiftende borgmestre sagde i deres nytårsudtalelser, at i det kommende år skulle der gøres noget ved Torvet.

Det skete så i 2003, da den sydlige del blev omlagt og indrettet med et bassin, hvori der stod en kugle, der symboliserede en flodperle fra Varde Å. Det snoede afløb fra bassinet var symbol på selve åen.

Endelig i 2014 blev resten af Torvet omlagt og gjort bilfrit, men pladsen forekommer undertegnede noget tom. En mangel der kunne rådes bod på ved at flytte statuen af Frederik VII over på sin oprindelige plads.

Noter:

1. Tak til Henning Buurgaard Jensen, Alslev for denne historie.

Til sidetop

• Forside.
• Kontakt.
• Historisk baggrund.
• Artikler.
• På tur.
• Fra arkivets billedsamling.
• Billedserie Skafte-Christiansen m.m.
• Bestyrelse.
• Vedtægter.
• Meddelelser/arrangementer.
• Bliv medlem.