Til sidebund

Voldtægt, uterlighed -- pædofili?

af
Ole Nørskov Nielsen.

Pædofili var ikke et begreb, der var kendt i det 19.årh.'s offentlige debat om voksnes forhold til børn. I straffeloven af 1866 stod der i § 173: "Bedriver nogen Utugt med et Pigebarn under 12 Aar anses han med Strafarbejde i indtil 8 Aar, forsaavidt Gjerningen ikke efter sin Øvrige Beskaffenhed medfører høiere Straf." I § 174 stod :"Den som til Utugt forfører et Pigebarn i en Alder af 12 indtil 16 Aar straffes med Fængsel ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel eller under skærpede Omstændigheder med Strafarbejde indtil 4 Aar. Tiltale finder dog kun sted paa Forældres eller Værges Forlangende." D.v.s. at hvis pigen ikke var blevet forført, så var det ikke strafbart at stå i et forhold til et 12-årigt pigebarn. § 176 omtalte, at hvis nogen gjorde sig skyldig i et uterligt forhold uden at samleje havde fundet sted, så skulle det straffes mildere. - Der var ingen kriminel lavalder for drenge. I 1930'rne blev der fastlagt en kriminel lavalder både for drenge og piger på 15 år. Efter anden verdenskrig dukkede børnelokkeren op i samtalen. Men det var først i 1960'erne, da mange børn begyndte at komme i børnehaver, at pædagogerne blev opmærksomme på, at nogle børn kunne havde en afvigende adfærd på grund af seksuelt misbrug. Det er i forbindelse hermed, at pædofili blev en del af den offentlige debat.


Sagen mod Blikkenslager Mathias Mortensen.

Den 24/7 1883 blev blikkenslager Mathias Mortensen anholdt og forhørt i Varde politiret på grund af et overgreb mod tømrer Iver Jacobsen datter.


Mathias Mortensen var født i Kolding 1853 som søn af skomagermester J.B.Mortensen. Han havde stået i lære i Kolding og fik sit svendebrev i 1871. Han havde derefter arbejdet i København og Sverige. Så var turen gået til Tyskland, hvor han var i 1½ år. Fra d. 26/4 1875 til 29/7 1876 havde han aftjent sin værnepligt ved 15. bataljon i København. I værnepligtstiden havde Mathias Mortensen afsonet fire disciplinærstraffe. Første gang havde han fået fem dages kasernearrest for ikke at have mødt til tiden. Anden gang blev det til tre dages mørk arrest for under en øvelse ikke at have adlydt en korporal Hansen fra 7. bataljon. Fire måneder senere fik han fem dages strengt fængsel på vand og brød, fordi han var udeblevet fra et eftersyn. Endelig havde han kort tid før sin hjemsendelse siddet krumsluttet med hænderne bundet til anklerne i 36 timer for at have optrådt respektstridigt over for en korporal.


Efter soldatertiden havde han arbejdet i Kolding, Viborg og Aarhus. I den sidstnævnte by, havde han fået næringsbrev og udøvet selvstændig virksomhed i 1877. Det følgende år var han flyttet til Varde. Mathias Mortensen findes ikke i folketællingen fra 1880. Sikkert fordi han var bortrejst den dag, tællingen fandt sted. Men han optræder i skattelisten fra 1882, hvor han stod opført med en skattepligtig indtægt på 700 kr., hvilket placerede ham i den lavere halvdel af indkomstgrupperne. Han havde sin forretning i farver Rosengaards ejendom på Kræmmergade nr. 9 (i dag JM SPORT).


Som nævnt blev Mathias Mortensen anholdt d. 24/7 1883 efter anmeldelse af tømrer Iver Jacobsens kone, Mette Jacobsen. I de følgende dage bredte sagen sig som ringe i vandet, idet flere forældre kom frem og fortalte om overgreb mod deres døtre. Egentlig var sagen allerede begyndt i november 1882, da rebslager Janderup i Nørregade havde meldt Mortensen til politiet for at tage hans plejedatter, Ane Marie, på bagdelen uden på tøjet og forsøge at kysse hende, da hun var sendt hen til ham for at købe en kageform. Overbetjent Hansen havde skrevet en rapport og ifølge denne havde rebslageren sagt, at han håbede, at Mathias Mortensen ville blive draget til ansvar. Men senere skiftede han mening og anmodede om, at politiet undlod at foretage en offentlig undersøgelse af sagen. - Janderup var øjensynlig blevet bange for konsekvenserne af en sådan efterforskning, der i den almindelige bysnak kunne bringe skam over familien for ikke at have givet barnet en ordentlig opdragelse. En nøjere granskning af sagen kunne måske resultere i, at pigen blev anset for selv at have været skyld i overgrebet. Ane Marie var fyldt 12 år, da Mortensen havde taget på hende, så det krævede forældrenes samtykke at begynde en undersøgelse af sagen.


Politimester Lendrop1 reagerede hurtigt på Mette Jacobsens anmeldelse, og hun blev sammen med datteren Ane allerede samme dag indkaldt til forhør på rådhuset. Her fortalte Mette Jacobsen, at blikkenslager Mortensen allerede for et stykke tid siden havde haft fat i datteren Ane, der var godt og vel 5½ år gammel. Hun kunne ikke huske tidspunktet, men Mette Jacobsen havde den gang undret sig over, at pigebarnet var hudløs mellem benene. Men hun havde ikke troet på pigens beretning om Mortensen, fordi pigen havde haft noget lignende i forbindelse med en sygdom, og lige nu havde Ane kighoste. Men i går d. 23/7 havde datteren sagt, at hun var bange for Mathias Mortensen, fordi "det gjorde saa ondt". Dertil kom, at Mette Jacobsen af en af Anes legekammerater havde fået noget at vide om blikkenslagerens adfærd over for Ane, og derfor var hun gået til politiet.


Politimesteren udspurgte nu selv Ane Jacobsen, som gentog, hvad hun havde fortalt til moderen, men tilføjede, at Mortensen havde lagt hende på gulvet og anbragt sin "Killemand mellem hendes Laar",og denne "Killemand var meget større end Hans's, der var skorstensfejerens 6-årige søn, som også boede i faver Rosengaards ejendom. Han har sikkert været Anes legekammerat. Ane fortalte endvidere, at hun var blevet våd, og at Mortensen havde tørret hende med et lommetørklæde.


Derefter kom Mathias Mortensen i forhør. Han erkendte, at han for en tre ugers tid siden havde rørt ved barnet, men ikke forgrebet sig på det. Ane var kommet ind hans forstue, hvor hun havde stået og snøvset. Mortensen havde taget hende i armen og sagt, at hun skulle gå hjem til sin mor og fortælle, at hun "var snøvl." Det var den eneste gang, at han havde rørt ved barnet.


Politimesteren fremførte nu, at barnet havde fortalt, at Mortensen havde forgrebet sig på det i går. Hertil svarede Mathias Mortensen, at det, han lige havde fortalt, var foregået i går d. 23/7. Politimesteren påpegede nu den tidsmæssige uoverensstemmelse i blikkenslagerens forklaring, men forhøret førte ikke til noget, da Mortensen hårdnakket påstod først at have haft kontakt med Ane Jacobsen d. 23/7. - Det troede politimesteren ikke på. Han skiftede rolle til dommer og afsagde fængslingskendelse over Mathias Mortensen, der blev indsat i arresten. Samme dag blev Ane Jacobsen sendt til undersøgelse hos distriktslæge Bloch2. Han skrev i sin erklæring, at Ane var svag og led af hævelse i lymfekirtlerne på halsen. Men der var intet, der tydede på, at hun havde lidt overlast.


Der var nu kommet skred i sagen, og flere forældre kom til politiet. Når en politibetjent havde skrevet en rapport, blev de pågældende indkaldt til forhør i politiretten på rådhuset hos politimester Lendrop eller dennes stedfortræder. D. 26/7, altså to dage efter, at Mathias Mortensen var blevet fængslet, mødte rebslager Janderup frem i politiretten sammen med plejedatteren Ane Marie. Inden forhøret begyndte, skrev Lendrop i protokollen, at selv om Ane Marie var ret høj af sin alder, så kunne man tydeligt se, at hun var et barn. I følge protokollen blev de to retsvidner3, Bork og Niels Debell, spurgt om de var af samme opfattelse, hvilket de bekræftede.


Derefter begyndte forhøret af Ane Marie. Hun fortalte, at hun i begyndelsen af november 1882 var blevet sendt hen til blikkenslager Mortensen for at købe en kageform. Mortensen havde taget hende foran og bagpå, men uden på tøjet. Hun blev nu spurgt, om Mortensen havde forsøgt at tage tøjet af hende, hvilket pigen benægtede. Hun var begyndt at græde, og så havde Mortensen klappet hende på kinden og prøvet at kysse hende på munden, men Ane Marie havde drejet ansigtet bort fra ham. Nu forsøgte blikkenslageren at få hende ind i sit soveværelse, men hun gjorde så stor modstand, at Mortensen lod hende gå.


Derefter kom en anden pige i forhør. Det var Marie Lessmann, født d. 20/7 1869. Hun boede sammen med sin mor, enken Jørgine Lessmann, i Storegade. Igen gjorde politimesteren nogle bemærkninger til protokollen om pigens legemlige udvikling. Han lod føre til protokols, at Marie Lessmann hverken var særlig høj eller udviklet i forhold til alderen, hvilket retsvidnerne også kunne bekræfte.


Mortensens overgreb mod Marie Lessmann var begyndt for godt og vel tre år siden. Hendes mor var beskæftiget med at vaske hos modehandlerske Anne Sophie Hansen, der boede i stueetagen til højre i ejendommen Kræmmergade 9, hvor blikkenslager Mortensen boede til venstre. Marie Lessmann havde opholdt sig i gangen, hvorfra der var en dør ind til Mortensens butik. Mortensen var kommet ud og havde bedt hende om at komme med ind i butikken. Her havde han følt hende for- og bagpå uden på tøjet og sagt, at han ville give hende en lille lampe, hvis han måtte tage hende under tøjet. Hun havde nu sagt nej og gået sin vej.


Nogen tid senere - Marie Lessmann mente, at det var i sidste vinter - var hun kommet ind i butikken med en kasserolle, der skulle repareres. Ved den lejlighed havde han fået hende trukket ind i soveværelset og lagt hende op i sengen. På trods af hendes modstand var det lykkedes Mortensen at presse sig mellem hendes ben og søgt at tilfredsstille sig ved anden kønslig omgang end samleje. Mens det foregik, kom en mand til syne i døren og spurgte efter en hund. Mortensen var sprunget ud af sengen og havde sagt, at den fremmede bare kunne gå med hunden. Marie Lessmann berettede videre, at hun også havde rejst sig fra sengen. Men da den fremmede hurtigt forsvandt, havde blikkenslageren lagt hende op i sengen igen og gennemført et samleje. Marie Lessmann mente at kunne huske, at det havde gjort ondt.- Mortensen havde derefter ladet hende stå op, idet han havde givet hende en lille lampe samt en appelsin. Marie Lessmann sluttede med at sige, at hun ikke havde fortalt moderen noget om begivenhederne inde i Mortensens soveværelse, men kun at hun havde fået en lampe af blikkenslageren.


Jørgine Lessmann kom nu i forhør og sagde, at Marie først i går havde berettet, hvad der var sket. Jørgine Lessmann kunne godt huske, at barnet var blevet sendt hen med en kasserolle, og at Marie var kommet tilbage med en lille lampe med blåt glas, som barnet sagde, at hun havde fået af Mathias Mortensen. Derefter havde hun ikke tænkt mere over sagen.


Så blev blikkenslageren igen taget under forhør. Med hensyn til Janderups datter huskede han ikke, at han havde taget på hende, lige som han heller ikke erindrede at have forsøgt at få hende ind i soveværelset. Angående Marie Lessmann havde han kun omfavnet hende og ikke haft hende inde i sengen. Han kunne huske, at hun var kommet med en kasserolle, og at han havde givet hende et lampeglas, men ikke en lampe.

Marie Lessmann blev nu ført ind og gentog i Mortensen påhør sin beretning. Men Mathias Mortensen nægtede stadig at have haft hende inde i sengen. - Efter at blikkenslageren gentagne gange havde benægtet Marie Lessmanns fremstilling, skiftede politimester Lendrop til dommerrollen og konstaterede, at mistanken om uterlighed mod børn var blevet bestyrket, og han forlængede derfor Mortensens ophold i arresten indtil videre.


Marie Lessmann blev samme dag sendt hen til distriktslægen, der kunne konstatere, at pigen ikke var jomfru, men tilføjede, at det kunne have andre årsager end et samleje.


Kl. 19.30 kom blikkenslageren igen i førhør. Det drejede sig nu om gartner K's datter Hedvig fra Storegade. Hun var født d. 15/6 1866. Mortensen fortalte, at Hedvig for en 3-4 år siden var kommet ind til ham for at sælge kirsebær. Han kunne huske, at pigen var mellem 13 og 14 år og så ret voksen ud. Han havde taget hende under tøjet, hvorefter hun frivilligt var gået med ham ind i sengen, hvor han havde tilfredsstillet sig ved anden kønslig omgang end samleje. Da Hedvig var blevet konfirmeret, havde han haft "legemlig Omgang " med hende flere gange. Hun havde gjort det frivilligt og havde ikke fået betaling for det.


Så spurgte politimesteren til hans overgreb mod Marie Lessmann. Men Mortensen nægtede stadig at have haft hende inde i sengen, men han indrømmede nu, at han to gange havde haft hende til at sidde over skrævs på sine knæ, og at han havde fået tilfredsstillelse uden at et egentlig samleje havde fundet sted. På spørgsmål om Ane Jacobsen erkendte Mortensen nu, at han ikke havde haft den 5½ årrige pige nede på gulvet, men lige som med Marie Lessmann fået hende til at sidde over skrævs på sine knæ. Dette var sket for tre dage siden mandag d. 23/7.


Mandag d. 30/7 var gartner K's datter kommet hjem fra København, hvor hun tjente. Hun var nu 17 år gammel og forklarede, at hun for en 3 års tid siden var kommet hen til Mortensen for at sælge frugt. Blikkenslageren havde taget hende under tøjet og ført hende ind i soveværelset, hvor han trods hendes modstand havde fået hende op i sengen og søgt at tiltvinge sig samleje, hvilket var mislykkedes på grund af hendes modstand. Han havde så købt nogle kirsebær og ladet hende gå. På politimesterens spørgsmål svarede hun, at hun ikke tidligere havde været sammen med mænd. Hun mente også, at blikkenslageren ikke havde kunnet være i tvivl om, at hun ikke ønskede at indlade sig med ham. Hun kunne ikke huske, at hun havde råbt om hjælp. Hun blev nu spurgt, om hendes adfærd ikke havde kunnet give Mortensen anledning til at tro, at hun ikke havde haft så meget imod at være sammen med ham. Hertil svarede hun, at det måtte jo være tilfældet, for nogen tid senere var hun kommet forbi hans butik. Mortensen havde kaldt på hende og hun var gået ind til ham. Han havde trods hendes modstand fået hende ind i sengen, men hun blev nu så påvirket af Mortensen lidenskab, at hun havde givet efter.


Mortensen erklærede sig enig i Hedvig K's fremstilling, bortset fra at han ikke huskede, at hun gjorde modstand første gang. Han kunne godt have gennemført et samleje, men han havde afstået herfra, fordi pigen havde sagt til ham, at han "ikke maatte gøre det for haardt."- Han påstod, at han derefter havde være sammen med hende flere gange. Hedvig K fastholdt, at hun havde gjort modstand første gang, men vedgik at da hun var blevet ældre, så var hun af og til sammen med mænd og måske også med Mathias Mortensen.


D. 2/8 var Marie Lessmann igen i politiretten. Hun var nu sikker på, at Mortensen havde gennemført et samleje med hende. Hun fortalte, at hun både bed og græd og ikke på nogen måde havde givet ham anledning til at tro, at hun gjorde det frivilligt.


Derpå kom klodsmager Clemmensen4 i forhør. Han vedgik at have købt en hund af Mortensen, men han benægtede at have set Mortensen i sengen sammen med Marie Lessmann.


Mortensen blev atter fremstillet og indrømmede nu, at have haft Marie Lessmann inde i sengen og tilfredsstillet "sine Lyster" ved anden kønslig omgang end samleje.


Samme dag blev en ny pige inddraget. Det var Marie Christensen, der var født d. 26/6 1869. Hun boede med sine forældre i Smedegade. Faderen Hans Christensen var arbejdsmand. - Pigen fortalte at hun for et par år tilbage kom ind til Mortensen i et ærinde. Han havde taget hende i armen og spurgt, om hun ikke ville med ind i sengen? Pigen havde afvist ham ved at slå ham på hånden og havde i forbindelse hermed sagt, at hun blev vred, når han sagde noget sådant. Forelagt denne forklaring benægtede Mathias Mortensen at have gjort tilnærmelser til hende.


Afhøringerne fortsatte endnu en måneds tid, idet de dog koncentrerede sig om sagerne med Hedvig K og Marie Lessmann. Problemerne var om Mortensen med vold havde gennemført et samleje med Marie Lessmann, og om han havde brugt vold, da han første gang havde Helene K oppe i sengen? - De fortsatte forhør bragte dog ikke noget nyt for dagen. Byens aviser skrev intet om den pågældende sag. Dels var retssalene lukket for pressen indtil 1919, dels var kriminalitet ikke noget man skrev ret meget om. Det var noget, der blev opklaret af politiet og pådømt i retten.


Der kan dog ikke være tvivl om, at der er blev talt om blikkenslageren og pigerne i byen. Hvad folk har ment, kan der ikke vides noget sikkert om. Men der er dog antydninger, der kunne pege på, at nogle har ment, at pigerne ikke har været helt uskyldige i det, som de var blevet udsat for. Under sagsforløbet kom det nemlig frem, at Mortensen skulle have haft fat i endnu et par navngivne piger. Men begge afviste pure, at blikkenslageren skulle have forsøgt noget med dem. Det er muligt at det forholdt sig således. Men det er heller ikke usandsynligt, at disse pigers forældre havde givet deres døtre besked om at benægte alt, fordi pigerne, som havde været i forbindelse med Mortensen, fik en dårlig omtale i byen.


I slutningen af august måned sendte politimesteren en sagsbeskrivelse til stiftamtmanden i Ribe, som bestemte, at der skulle rejses tiltale mod Mortensen. Stiftsamtet udpegede to vardensiske sagførere til at være anklager og forsvarer. Anklageren, sagfører Harck, havde sin skriftlige5 anklage på otte tætskrevne sider færdig d. 5/9 1883, da den blev afleveret til forsvareren, procurator Smith, hvis skriftlige indlæg forelå d. 10/9.


Sagfører Harcks anklage var i fem punkter:

  1. Med hensyn til Ane Jacobsen troede han ikke på pigens påstand om, at Mortensen havde lagt hende på gulvet. Men han mente at Mortensens forklaring om at pigen havde siddet over skrævs på hans knæ, og at han havde tilfredsstillet sig ved anden kønslig omgang end samleje var rigtig. At pigen var rød omkring kønsorganerne, mente Harck stammede fra en sygdom!
  2. Harck troede ikke på, at Mortensen ville have Marie Christensen med ind i sengen.
  3. Om rebslager Janderups datter konstaterede anklageren, at hun var over 12 år da Mortensen havde befamlet hende, men at hun ved den lejlighed havde gjort modstand.
  4. Vedrørende Marie Lessmann var Harck overbevist om, at der var tale om tre overgreb. Første gang, da han tog på hende. Anden gang, da han havde hende over skrævs på knæene og tredje gang med fuldbyrdet voldtægt i sengen efter at den fremmede var gået.
  5. Forholdet til gartner K's datter Hedvig beskrev Harck således, at han ikke ville tillægge pigens påstand om at have gjort modstand nogen betydning, idet han mere troede på Mortensens påstand om at han ikke havde gennemført samlejet, fordi Hedvig havde anmodet blikkenslageren om ikke "at gøre det for stærkt."

Inden han sluttede henviste Harck til Mortensens disciplinærstraffe fra soldatertiden, og anklageren påpejede de moralske følger Mortensen handlinger havde fået for Hedvig K' vedkommende, idet hun efterfølgende havde været sammen med flere mænd. Dette "alene stiller Arrestantens forhold i et saa grelt Lys, at jeg skal afholde mig fra med yderligere Commentarer at belyse samme." Harck krævede derfor Mortensen idømt tre års forbedringshusarbejde for voldtægt, forsøg herpå samt uterlighed.


Procurator Smiths forsvarsindlæg var skrevet på tre sider med stor og bred skrift. Han var enig med Harck i sagens omstændigheder:

  1. Der var i tilfældet med Hedvig K ikke tale om voldtægt, da hun ikke havde gjort modstand. Derfor skulle straffelovens § 174 om at forføre et pigebarn mellem 12 og 16 år bringes i anvendelse.
  2. Om Marie Lessmans manglende jomfruelighed henviste Smith til distriktslægens erklæring om, at dette ikke nødvendigvis skyldtes samleje, og at man også her skulle anvende en mildere § om utugt uden voldsanvendelse.
  3. Hvad Ane Jacobsen angik, så var der i følge procurator Smith tale om uterlighed.
  4. Derimod ville forsvareren godt anerkende, at Mortensen havde ønsket at få rebslagerens datter med ind i seng. Men da blikkenslageren havde afstået fra dette på grund af pigens modstand, så mente forsvareren, at dette tilfælde ikke skulle tages i betragtning ved strafudmålingen.

Procurator Smith indstillede derfor arrestanten til rettens mildeste straf.


Da politimester Lendrop satte sig i dommersædet og afsagde dom d. 21/9, fulgte han i det store og hele forsvarerens indstilling og afviste al tale om voldtægt eller forsøg herpå. Han ville anvende straffelovens § 176 om uterlighed "uden at legemlig Omgang finder sted". Men da der havde været tale om mange tilfælde af uterlighed, så kunne straffen ikke blive mindre end forbedringshusarbejde i et år. Dertil kom så at Mathias Mortensen skulle betale anklager og forvarer henholdsvis 14 og 12 kr6.


Efter at dommen var blevet forkyndt, blev kommunens stævningsmand sendt op i arresten, hvor Mortensen stod uden for arrestdøren, mens stævningsmanden læste dommen op fra en udskrift af domprotokollen. Blikkenslager Mortensen accepterede dommen. Men det gjorde stiftamtmanden ikke. Han ønskede dommen prøvet ved overretten i Viborg.


Anklageren ved overretten, overretsprocurator Isaacsen7, fulgte sagfører Harcks anklage fra underretten, idet han dog skønnede, at Hedvig K havde gjort modstand, og at der her som i tilfældet Marie Lessmann var tale om voldtægt. Overgrebet på Ane Jacobsen nærmede sig voldtægt, og i sagen med rebslager Janderups datter drejede det sig om uterlighed. Om Marie Christensen mente Isaacsen, at dette tilfælde ikke kunne få indflydelse på dommen. Han krævede derfor underretsdommen skærpet - eller idet mindste stadfæstet.


Med denne tilføjelse erkendte overretsprocuratoren måske, at der ikke var udsigt til at få straffen skærpet.


Forsvareren ved overretten var justitsråd Neckelmann. Han afviste påstanden om voldtægt over for Marie Lessmann, idet han lige som forsvareren ved underretten skønnede, at der var tale om uterlighed uden voldsanvendelse. Han troede ikke på, at Marie Lessmann havde gjort modstand. Det samme var tilfældet med Helene K.
Om tilnærmelsen til rebslager Janderups datter sagde forsvareren, at Mortensen jo havde afstået fra at gennemføre en forbrydelse, og derfor skulle straffen bortfalde, idet han henviste til straffelovens § 42.
Den samme paragraf skulle anvendes ved Marie Christensen.
Overgrebet på Ane Jacobsen sidestillede justitsråden med forholdet til Marie Lessmann. Her var kun tale om uterlighed.
Derfor indstillede forsvareren den tiltalte til "den ærede Rets uvildigste Dom."


Den 29/10 blev der afsagt dom i overretten. Dommeren godkendte som ved underretten forsvarets indstilling og erklærede at "Underretsdommen bør ved Magt at staa!" Det er værd at bemærke, at sagfører Harck som anklager og især forsvarerne og dommerne ved både underetten og overretten var kritiske over for pigebørnenes vidneudsagn.


Den 10/11 1883 blev Mathias Mortensen indsat til afsoning i Vridsløselille Forbedringshus.


Som det er fremgået, har spørgsmålene hele tiden været, om Marie Lessmann og Hedvig K havde gjort modstand, og om Mortensens adfærd over for de andre piger var at betegne som uterlighed? Der var ingen af parterne, der tog hensyn til en erklæring, som distriktslæge Bloch skrev d. 19/9, altså to dage før underretsdommen blev afsagt.


Der var under sagen sket det, at Mortensens nærmeste slægtninge havde henvendt sig til politimester Lendrop og fortalt, at blikkenslageren led af tungsind og måske af den grund havde begået sine overgreb uden at være fuldt tilregnelig. Lendrop skrev d. 10/9 til distriktslægen og bad denne om at mentalundersøge Mortensen. Politimesteren vedlagde en afskrift af alle forhør m.v. og sluttede brevet med, "at saavel han selv som Retsvidnerne og Arrestforvareren ikke havde sporet nogen som helst Sindsforstyrrelse hos Arrestanten."


Den 19/9 besøgte distriktslægen Mortensen i arresten og skrev, at blikkenslageren godt kunne bruge sin forstand og svare for sig. Mortensen var bevidst om, at han havde gjort noget forkert, som han ville blive straffet for. Mathias Mortensen beklagede kun, at han ikke havde kunnet beherske "den for ham uforklarlige, onde Drift til at søge Tilfredsstillelse af Kønsdriften paa Børn." - Bloch sluttede brevet med, at han "maatte anse den Paagældende for at være ved Forstandens fulde Brug og fuldt tilregnelig."


Her ses det tydeligt, at distriktslægen ikke opfattede Mortensen som en pædofil person, der på grund af en manglende socialisering ikke havde hæmninger mod sin trang til at dyrke sex med børn. Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at Mathias Mortensen var pædofil. Typisk følte han sig tiltrukket af piger i alderen 6-14 år, og han havde ikke til hensigt at skade dem, idet han lod dem gå, hvis de gjorde modstand.


Om det ville have gjort nogen forskel med hensyn til strafudmålingen, hvis man havde haft kendskb til problemet, er det umuligt at svare på. Men det ville måske have medført, at forældrene ikke havde behøvet at holde sig tilbage af hensyn til deres børns omdømme. Selv om det selvfølgeligt ville være aldeles uacceptabelt, hvis pressen i dag ikke skrev om den slags sager, så må det indrømmes, at det også havde sine fordele, at datiden var fri for formiddagspressens fordømmende forsider, hvor dommen ofte er afsagt på forhånd.


Noter:

  1. C.L.Lendrup var borgmester, politimester og dommer i Varde 1880-85.
  2. P.V.Bloch var distriktslæge i Varde 1851-87. En stilling, der svarede til vor tids embedslæge.
  3. Retsmøderne var ikke offentlige, og retsvidnerne bekræftede med deres underskrifter, at mødet var forløbet som skrevet i retsprotokollen. - Det var borgerligt ombud at være retsvidne.
  4. Han findes ikke i folketællingerne fra 1880 og 1890.
  5. Anklager og forsvarer optrådte ikke i retten, men sendte deres skriftlige indlæg til dommeren.
  6. En faglært tjente i Varde ca. 2,25 kr. om dagen på egen kost og logi.
  7. Navnet er næsten ulæseligt.

Til sidetop