Til sidebund

Fattigvæsenet 3.

En sag fra 1902.

Varde Købstads Journalsager 1902.


Når folk fra lavere sociale lag dengang kom i en trangssituation f. eks på grund af sygdom, en ulykke, skilsmisse eller lignende, så henvendte man sig direkte til byrådet. Da det ofte kneb med skrivekunsten, gik de til en sagfører eller en anden skrivekyndig person, som formulerede borgerens anmodning. Brevet blev derpå afleveret til den kommunale administration, hvor den kongelig udnævnte borgmester læste det og sendte papiret videre til fattigudvalget, som var datidens socialudvalg. Her indhentede formanden yderligere oplysninger om sagen ved præsten, lægen, skolemyndighederne og politiet i den pågældende borgers hjemstedskommune. Når de ønskede informationer forelå, skrev det samlede fattigudvalg et svar med en indstilling om sagen til byrådet, som i det først kommende møde i de allerfleste tilfælde afgjorde sagen ved at følge udvalgets beslutning. - Hvis der var ubeskrevet papir i henvendelsen til byrådet, så skrev både borgmesteren og fattigudvalget videre indtil sidste blad var blevet udfyldt.


Fattigkommissionens medlemmer foran fattiggården.
Fattigkommissionens medlemmer foran fattiggården omkring århundredeskiftet.
Fra højre er det J. P. Justesen, A. Sørensen og A. Harck. Den fjerde person er ukendt.

Hans Jørgen Christiansens' sag.



Oldager & Lyster1.
Sagførere

Varde, den 5. Februar 1902.
Til Varde Byraad!


Underskrevne Hans Jørgen Christiansen2, før af Varde, nu paa Lindinggaard i Thorstrup Sogn, der nu formener mig i Stand til selv at paatage mig den forsvarlige Forsørgelse og Opdragelse af mine to for tiden under Varde Kommunes Forsørgelse værende Børn, Pigen Albine Louise Christiansen, 12 Aar og Drengen Jørgen Christiansen, 10 Aar gl. tillader mig herved at tilbyde Kommunen at fri den for den nævnte Forsørgelse samt at anmode om Samtykke til at afhente Børnene, hvor de opholder sig, forsaavidt et saadant Samtykke har Betydning.


Jeg forudsætter, at Børnene opholder sig hos deres Moder, men skulde dette ikke være Tilfældet, forventer jeg Underretning om deres Opholdssted.


Som det vil være det ærede Byraad bekjendt, har jeg forlængst tilbudt efter Evne at bidrage til min Hustrus Underhold, uden at der dog herom er opnaaet Enighed om den Omstændighed, at jeg muligt ikke opfylder eller kan opfylde min Forpligtelse over for hende, kan formentlig ikke have nogen Betydning i Forholdet over for mine Børn, naar jeg kan og vil opfylde min Forsørgerpligt over for dem, naturligvis med Bistand af, hvad Børnene selv kan fortjene, idet jeg let kan faa Plads til dem svarende til deres Alder og Udvikling.


Ligesom jeg forudsætter, at det ikke kan være nogen Behagelighed for Kommunen at have Udgiften til Børnenes Forsørgelse, som den kan blive forskaanet for, saaledes skal jeg specielt fremhæve, at jeg maa anse det bedre for Børnenes Udvikling og Fremtid, at de vænnes til at tjene deres Brød ved nyttigt og passende Arbejde, hvorved de tillige lære noget, end de som hidtil forsørges af Kommunen og vænnes til Lediggang m.v., hvilket sikkert virker moralsk nedbrydende.


Jeg tillader mig at andrage om, at denne min Henvendelse maa blive behandlet paa det første Byraadsmøde, og udbeder Svar paa den sendt til Hr. Sagfører Oldager i Varde.

Ærbødigst.
H.J.Christiansen.


Tilstilles Fattigudvalget til Erklæring.
Varde Borgmesterkontor d. 6. Feb. 1902
Drechsel3




Efter det ærede Borgmesterkontors foranstaaende Anmodning skulle vi med Hensyn til foranstaaende Andragende, under Henvisning til de nedenfor anførte Oplysninger, tjenstligst, tillade os at erklære, at vi maa anse det for under de forhaandenværende Omstændigheder for uforsvarligt at tage Børnene fra Moderen for at udlevere dem til Faderen.


Andrageren, der har været Ejendomsbesidder her i Byen og i sin Tid haft ret gode Kaar, har i de senere Aar været hengiven til Drik i høj Grad. Særlig paa Grund deraf var hans økonomiske Stilling efterhaanden gaaet tilbage, og i Sommeren 1898 var det kommet saavidt, at hans Ejendom og Ejendele blev solgte ved Tvangsauktion, og at han med Familie stod blottet saa at sige for alt, og hvad værre var: Drikkeriet havde da faaet saadan Magt over ham, at han i længere Tid ad Gangen daglig drak i Stedet for at arbejde, og at det var ved at tage Forstanden fra ham, saa at han blev farlig for sine Omgivelser. -


Hustruen, der flere Gange havde maattet søge hjælp hos Fattigvæsenet, da hun ikke var i Stand til ved sit Arbejde alene at skaffe det nødvendige til Familiens Underhold, erklærede tilsidst, at hun ikke længere kunde leve sammen med ham, der ikke blot daglig overøste hende og Børnene med Skældsord og Trusler, men ogsaa jævnligt tildelte dem Stød og Slag. - Efter at have rådført os med Lægen ansaa vi det nødvendigt at anbringe ham paa Fattiggaarden, og den 6. September 1898 blev han bragt hertil.


Paa Fattiggaarden, hvor han ikke havde Adgang til Spiritusnydelse, rettede han sig efterhaanden, og paa hans Opførsel her var der i det Hele ikke noget klage. - Efter at han havde været paa Fattiggaarden til 9. April 1899, fik han Tilladelse til at søge Arbejde, og saadant erholdt han sig paa "Sønderris" , hvor han blev et Par Aar. Senere har han flakket omkring og haft Arbejde paa flere Steder, senest indtil Begyndelsen af denne Maaned paa "Lindinggaard", som han imidlertid ogsaa har forladt, og han skal efter at have opholdt sig her i Byen i ca. 14 dage nu have faaet en Tjeneste i Thorstrup Sogn, saaledes at han skal tjene paa to Steder, den halve Uge paa hvert Sted. -


Siden han blev anbragt paa Fattiggaarden4, har han ikke været sammen med Hustruen og ikke ydet hende noget Bidrag til hendes og de hos hende værende 2 Børns Underhold lige saa lidt som han har refunderet Fattigvæsenet Udgifterne ved hans Ophold paa Fattiggaarden. Han har derimod taget sig af en noget ældre Søn, som han, efter at han havde faaet Arbejde paa "Sønderris"5 fik anbragt der, hvilket skete med Fattigudvalgets og Moderens Samtykke. Hustruen med de 2 Børn, en Datter 12 Aar gl.og en søn 10 Aar gl. har Fattigvæsenet maattet tage under fast Forsørgelse. Hendes Helbredelsestilstand er bleven svag, saa at hun ikke kan taale noget anstrengende Arbejde.


Det er muligt, at Hustruen ikke er uden Skyld i, at Forholdet mellem hende og Manden i flere Aar har været daarligt, hun har maaske ikke forstaaet at omgaas ham med den fornødne Overbærenhed og Taalmodighed, gjort ham Bebrejdelser og givet ham Irettesættelser i Utide; Men at Hovedskylden for at Samlivet var spændt i alle Tilfælde falder paa ham maa tilskrives hans Drikkeri, anser vi for ubestrideligt. - Der er os ikke noget ufordelagtigt bekjendt om Hustruen hverken i sædelig Henseende eller paa anden Maade, hun holder Hjemmet pænt og rent, og vi kunde ikke skønne rettere, end at hun opdrager Børnene paa en god og fornuftig Maade. Hun sørger for, at Børnene passer deres Skolegang, og at de bidrager, hvad de formaa til deres Underhold ved at Pigen har en Ærindeplads, og at Drengen om Sommeren har Plads hos en mindre Avlsbruger her i Byen som Vogterdreng.


Andragerens Bemærkning om, at han har tilbudt at bidrage til sin Hustrus Underhold og selv at sørge for sine Børn, har overrasket os. Vi kender ikke noget til et saadant Tilbud, med mindre han derved sigter til, at han enkelte Gange i Reglen i en noget beruset Tilstand har indfundet sig snart hos den ene og snart hos den anden af os og som oftest paa en brøsig Maade har talt om, at nu vilde og skulde han nok selv sørge for sine Børn, hvilke Henvendelser af os er blevne opfattede som løs og uvederheftig Tale. Ligesaa overraskede er vi blevne over hans Bemærkning om, at Børnene under Kommunens Forsørgelse skulde blive opdragne til Lediggang m.v. Vi vederlægge en erklæring fra Skoleinspektør Olsen6, hvoraf det erfares, at Børnene passer deres Skolegang, og naar saa hertil kommer, at de som ovenfor bemærket ved siden af Skolegangen er satte til at fortjene lidt, turde der, efter den Alder, Børnene har, ikke være nogensomhelst Føje til at tale om Lediggang m.v.


Vi behøver næppe at bemærke, at vi paa Fattigvæsenets Vegne vilde sætte stor Pris paa, om Andrageren vilde yde Bidrag til hans Hustrus og Børns Underholdning. Vi haver ikke hidtil foretaget noget Skridt til at faa ham tilpligtet at yde Bidrag i saa Henseende, fordi vi er gaaet ud fra, at han ikke tjente mere end til hans egen Fornødenheder, men vil nu tage under nærmere Overvejelse, om der ikke maatte være Anledning til at fortage Skridt i den Retning. Endnu skulde vi blot tilføje, at ligesom vi med Hensyn til Anbringelsen af den ældre Søn, der nu efter Forslag af Faderen og med Moderens Samtykke er sat i Sadelmagerlære her i Byen, haver taget al mulig Hensyn til Faderens Ønske, saaledes vil der ogsaa blive taget ethvert Hensyn til Forslag fra ham med Hensyn til de øvrige Børns Anbringelse, naar de bliver i en saadan Alder, at de bør ud at tjene. Og skulde han kunde skaffe Børnene anbragte allerede nu paa en saadan Maade, at det maatte siges, at være til Børnenes og Kommunens Tarv, at de tages fra Moderen, behøver han blot at gøre os bekendt dermed, for at faa os til at tage Sagen under alvorlig Overvejelse, til at forhandle Spørgsmaalet med ham og Børnenes Moder og søge forstaaelse tilvejebragt, men at udlevere børnene til ham, der ikke selv har noget hjem, der ikke kan formodes at have andet, end hvad han tjener fra Dag til Dag og som muligen snart personlig atter kan komme til at falde Fattigvæsenet til Byrde, kan og bør der formentlig ikke være Tale om. - En Erklæring fra Distriktslæge Kietz vedlægges.


Varde Byraads Fattigudvalg den 17. Februar 1902.

A. Harck7,   J.P. Justesen8,    A. Sørensen9.




Arbejdsmand Hans Jørgen Christiansens Børn, Jørgen Christiansen i 1. Drengeklasse og LouiseChristiansen i 4. Pigeklasse har begge søgt Skolen sjælden flittigt. Drengen har saaledes i de sidste 7 Maaneder ikke forsømt Skolen en eneste Dag, og i det sidste halvandet Aar kun i alt 2 Dage. Med Pigen forholder det sig noget lignende. Hun har kun forsømt paa Grund af Sygdom. Børnene møde rene og efter Omstændighederne pænt paaklædte paa Skole, hvilket herved bevidnes.

Varde, d. 12. Febr. 1902.

Jens Olsen Skoleinspektør.




Paa Forlangende bevidnes, at jeg i Sptb. 1898 og ogsaa tidligere har været kaldet til Hans Jørgen Christiansen, som led af kronisk Alcoholisme med acute Anfald, idet han stadig nød Spiritus i Overmaal, og under disse ofte daglige Anfald, hvor han mishandlede sin Kone, var han ikke til at styre, hvorfor han indlagdes paa Fattiggaarden, hvor jeg d. 14. Septb. behandlede ham for en forvreden Fod.

P. Kietz10



På mødet i marts besluttede byrådet at følge fattigudvalgets indstilling.


Noter:

  1. Havde forretningslokaler på Torvet.
  2. I følge folketællingen 1890 boede han i Nygade. Han var født i Ansager ca.1845 og ernærede sig som arbejdsmand.
  3. Borgmester 1899-1905.
  4. Lå ude på Hjertingvej nr 58. Kommunen afhændede den 1905.
  5. Større gård ved Guldager.
  6. Leder af Sct. Jacobi skole 1886-1911.
  7. Sagfører og indvalgt i byrådet for partiet Højre. Han var formand for fattigudvalget.
  8. Drev Markedskroen. Indvalgt af Socialdemokratiet.
  9. Drev et værtshus i Vesterport 3. Indvalgt af Venstre
  10. Var distriktslæge(kredslæge) i Varde 1887-1915.

Til sidetop