Til sidebund
Mejerielev.
Helle og Milter (min ældste bror) blev gift den 19. febr. 1949 og flyttede til Askø, en lille ø i Smålandshavet nær Lolland, som mejeribestyrerpar, til 1. marts. - Det var kort på tale, at jeg efter Præliminæreksamen skulle fortsætte på Gymnasium i Tarm. Skolen ville anbefale, hvad der ikke var nogen selvfølge dengang. - Far havde spurgt min faster Emma i Hemmet, om jeg kunne bo der og tage rutebilen hver dag fra Hemmet til Tarm, turen var vel på en lille halv time. - Selv havde jeg mere lyst til mejeribruget, som jeg kendte lidt til fra besøg hos Milter i 1947 og 1948. Jeg var også godt klar over, at far gerne så, at jeg efterhånden kunne klare mig selv og "tjene mine egne penge". Var måske også lidt træt af at gå i skole efter 8 år? Jeg fik min vilje i første omgang. I løbet af foråret blev det bestemt, at jeg skulle rejse til Askø og begynde som mejerielev. Der krævedes en lægeattest, fem sæt mejeritøj, et par træsko. Til gengæld fik jeg 60 kr. om måneden i løn plus fri kost og logi. Til erstatning for søndag, der var almindelig arbejdsdag i et mejeri, fik man en ugentlig fridag, der kunne samles sammen til en ferie.
Askø Mejeri.
Et par somre havde jeg besøgt Milter på mejerier på Fyn og i Himmerland, havde meget beskedent prøvet at arbejde i et mejeri og fået lyst til det. Derfor var det ikke nogen dårlig plan for mig at skulle i gang med denne uddannelse, efter at tanken om gymnasium var opgivet i foråret samme år. Far havde nok den overvejelse, at mejeribruget ville jeg ret hurtigt blive træt af og derefter være mere motiveret til at fortsætte med at læse til lærer. Det var stadig hans idè med mig, selv om han i et år næsten ikke snakkede om den. - Når jeg ikke blev sendt ud på landet som "knægt" eller andenkarl, var det sikkert, fordi man anså mig for helt umulig til landbrugsarbejde, men der ville i hvert fald have været flere penge i det!
Unge mennesker på landet, det gjaldt såvel tjenestepiger som karle, kunne dengang regne med en uges sommerferie med to søndage, dertil nogle fridage i og omkring julen, men det sidste lå vist ikke engang fast. For afvekslingens skyld tog rigtig mange unge på cykeltur i deres sommerferie, boede i høstakke, telt eller på vandrerhjem for at billiggøre dagene. Der blev ofte kørt mange - forbavsende mange - kilometer, således også sommeren 1949, da mine søskende, Karl Erling og Grethe, foruden Tove Stenumgaard (Grethes veninde, der tjente hos lærer Fog i Dyreby) fulgte mig til Askø over Als og Fyn. En strækning på vel omkr. 250 km og seks sejlture! Og så skulle de jo hjem igen!
Selve turen vil jeg ikke beskrive i detaljer, men dog opholde mig ved et par pauser og overnatninger: I Gredstedbro boede min kusine på mors side, Karen Marie fra Esbøl ved Sdr. Vium st. Hun var gift med en mejerist, Hans Bøgesvang, og de havde en slikbutik. Her fik vi formiddagskaffe, efter at Karl Erling selv havde måttet sætte kedlen over til varmt vand! - Madpakke var medbragt og blev spist ved en senere pause, og vi nåede færgen fra Ballebro til Hardeshøj til Als sidst på dagen. Skulle besøge Arnfred, der var karl på Nordborg Slots Efterskole, og her kunne vi overnatte. Vi blev godt modtaget, og jeg sov som en sten!
Dagen efter havde vi den korteste tur, først til færgen fra Mommark til Fåborg og derefter fra Fåborg ca. 10 km. til Helles hjem hos købmanden i Håstrup. De havde to døtre foruden Helle, og jeg er ret sikker på, at vi boede på deres værelser. Blev igen godt taget imod og fint og rigeligt beværtet. Efter mine begreber dengang var det et temmelig velhavende hjem? Næste dag blev vi udstyret med madpakke og mange hilsener til Helle og Milter og cyklede til Svendborg for at sejle til Vindeby på Tåsinge. Cyklede igen til Vemmenæs, hvorfra vi sejlede med rutebåd til Rudkøbing. Fra Rudkøbing til Spodsbjerg er der ca. 10 km, men der var kun en halv time til Lollandsfærgens afgang. Det lyder urimeligt, men tiden var sat efter toget tværs over Langeland. Vi nåede færgen! - men det var meget strengt, især for pigerne, Karl Erling var den stærkeste, selv om jeg havde rimelig let ved at cykle dengang. Den, der har prøvet at cykle på tid efter tog eller færge, ved, at det er meget strengere, når man har et pres over sig.
Færgen til Askø.
Den næste sejltur tog en time og 25 min., så vi kunne komme lidt til os selv igen, men især var Grethe ved at være meget træt. Fra Nakskov til Bandholm kom vi desværre en længere vej end nødvendigt, det drejede sig næppe om mere end 5-6 km., men på det tidspunkt var det uheldigt. Vi må have manglet information om den korteste vej fra Milter. Dengang ringede man ikke "bare" og spurgte. Færgen til Askø var sejlet for længst, så vi blev hentet af en fiskerbåd, "Gerda" af Askø, der nok kunne medtage fire cykler. Overfarten tog en halv time, og vi cyklede de sidste tre-fire kilometer til mejeriet, der skulle være mit hjemsted de næste to år. Turen var gennemført, og Tove, Grethe, og Karl Erling kunne slappe af et par dage, før udflugten gik tilbage samme vej på den tredje dag! For mig begyndte et nyt afsnit i min tilværelse - som mejerielev.
Dagen efter, det har været omkr. d. 10. juli, begyndte jeg i mejeriet. En mejerielev skulle dengang være to år i den første plads for at lære mejeriets grundvilkår. Det var et arbejde, jeg blev meget glad for, og som lå godt for mig. Man skulle lære at lave regnskab. Det foregik om eftermiddagen, når vi havde hvilet efter 8 timer i mejeriet, hvor vi som regel var færdige ved 13-tiden. Naturligvis var der en masse rutinearbejde, men alt regnskab blev lavet med blyant og pen, ikke engang en manuel regnemaskine havde vi! Et mejeri skal holdes rent, det er på en måde som at begynde forfra hver dag, maskiner blev pudset, meget apparatur var dengang af kobber eller messing. For den, der havde blik for det, var et mejeri et flot syn, når det stod rent og nypudset en lørdag. -
På et lille mejeri kommer eleven til alt: Udvejning, kundebetjening, smørfremstilling, maskinpasning og naturligvis rengøring og malearbejde. Det første år havde vi endnu dampmaskine, som i sig selv var en udfordring! Særligt dette at få den til at køre med en jævn hastighed, her var kedelens damptryk afgørende. Men maskinen var med sine 30 år nedslidt og blev det følgende år erstattet med en BUKH - dieselmotor, der var mere stabil og driftsikker. En mejerielev skulle hjælpe til med at holde mejeriets udenoms arealer og evt. hjælpe til i haven. Jeg kunne godt lide at slå de tre græsplæner rundt om bygningerne, men brød mig ikke om havearbejde og var sikkert heller ikke særlig god til det. En gang om måneden var jeg i Bandholm eller Maribo for at blive klippet, gå til tandlæge eller købe lidt tøj.
Håndbold i det fri på Askø.
1949-51 var der omkring 190 beboere på Askø og Lilleø, der var forbundet med en dæmning. Jeg vidste, hvem de var alle sammen, selv om jeg ikke havde været i alle hjem. Mejeriet havde 24 leverandører, som vi ofte var i kontakt med. Ølivet bød ikke på megen afveksling, men vi spillede håndbold om sommeren og lavede lidt gymnastik den første vinter. Der var dog til det sidste for ringe tilslutning, så det holdt op af sig selv. De var gode til at spille håndbold derovre, især karlene. 1. holdet spillede i A-rækken. Jeg begyndte den første sommer som junior, men kom året efter på 1. holdet. Vi trænede flere aftener om ugen, det gav bonus i form af mange pokaler. Ofte blev vi budt til stævne en søndag eftermiddag et sted på Lolland, hvor vi kunne komme op på at spille fire-fem kampe, før pokalen var hjemme. De står sikkert endnu i en montre i Anne Skovs sal, en privat sal, der fungerede som forsamlingshus. Søndag aften var der meget ofte biograftur til Bandholm med fiskerbåd. På den måde fik jeg set en række film i de to år på Askø. Det var en billig fornøjelse, båden kostede en krone og biografen vel noget lignende. -
Om vinteren var der særlig god tid, vi spillede bob og andre spil på mejeriet. Milter var god til alle former for spil, så jeg tabte som regel! Jeg læste rigtig meget og skrev et utal af breve. Ville vel gerne skrive, og andre mennesker ville - som nu - gerne have brev. Alle mine barndomskammerater var langt borte, så især det første år holdt jeg forbindelsen gennem brevskrivning. - Efterhånden fik jeg gode kammerater på Askø. Den sidste vinter kom jeg en del hos familien Schweitzer, der boede i et hus kort fra mejeriet. Idrætsforeningen arrangerede sportsfest, høstfest, fastelavnsfest og dilettant i løbet af året. Det foregik alt sammen i Anne Skovs sal, der havde en stor og en lille sal. Første vinter var jeg med til dilettant, skulle spille en gammel fisker, men jeg var alt for genert, så jeg fik slået fast, at min fremtid ikke lå på de skrå brædder! Ikke alle unge deltog i disse fester, fordi der var en stor gruppe forældre, som tilhørte Indre Mission, og de forbød deres unge at deltage.
Askø var en ø med mange frugthaver, enkelte mindre landbrug havde plantet deres marker helt til og ernærede sig ved den produktion, men de fleste havde givtige sukkerroemarker ved siden af. Jeg tror nok, Milter blev lidt grebet af de muligheder, der var i frugtavl. Allerede det første efterår tog vi ud som "plukkere" alle tre et par måneder fra midten af august til midten af oktober. Det første år fik jeg 1,50 kr. i timen, det andet 2 kr. og tjente derved bl.a. til et nyt sæt tøj. Jeg ved ikke, hvad Helle og Milter fik for en eftermiddag, men vi mødte kl. 13,30 efter en kort pause og var færdige ca. kl. 17,30. Helle syntes, det var strengt, blandt andet når hun af den grund var nødt til at stå og stryge om aftenen. Det første år prøvede vi at lave æblemost i vaskehuset, den ene ende af udhus og brændselsrum. En landmand og nabo, Harry Jensen, havde en stor "kødhakker", som nedfaldsæblerne blev kørt igennem. Han hjalp os med råd og vejledning, men resultatet var vist en skuffelse. Forsøget blev ikke gentaget. Efter jul det første år lejede Milter en frugtplantage af samme Harry Jensen, der ikke mente at have tid til den. Jeg blev ansat som medhjælp for en krone i timen. Det lyder ikke af meget, men jeg måtte så gerne tage ud som "plukker" ved siden af, hvad jeg også gjorde. Før jul 1950, da sæsonen var ovre, fik jeg 100 kr. for arbejdet. Det har vel været rimeligt, jeg protesterede i hvert fald ikke!
Erstatningsfridagene for arbejde på søndage gjorde, at jeg kunne rejse hjem på tre uger lange ferier to-tre gange om året, forår, sommer og ved juletid. Rejsen var lang og kostbar, sommeren 1950 cyklede jeg og fulgtes igen tilbage til Askø med Grethe, Solveig (Karl Erlings senere kone) og Karl Erling. Denne gang boede vi i Annas hjem, "Bakkegården" på Als. Anna var forlovet med Arnfred og tjente denne sommer i Vestjylland. I Annas hjem blev vi meget gæstfrit modtaget og sikken et badeværelse! Overnatning igen i Helles hjem i Håstrup, hvor jeg for øvrigt gjorde ophold de tre gange, jeg var på cykel fra Askø. Jeg befandt mig godt i købmandshjemmet og kom med årene til at sætte stor pris på Johannes. Ikke mindst i forbindelse med hans og Karens besøg på Askø, hvor han hentede drikkevarer i en kuffert hos den lokale købmand!
Sommeren 1950 var der ikke så mange gæster hos Helle og Milter som den første, og det var godt. En stor begivenhed var i vente, Helle var gravid, og jeg tror i grunden ikke, hun havde det særlig godt de første måneder. Jeg havde ikke oplevet en graviditet på nært hold før, men det gav ingen uoverensstemmelser, selv om Milter og jeg skulle være opmærksomme på en anden måde, når vi kunne mærke, at Helle havde det dårligt.
I det nye år kom jeg tidligt i januar fra juleferie med "Morgenbåden" fra Bandholm og traf Helle på Askø Havn. Hun skulle til læge og derfor videre med Færgen, der dengang sejlede til Fejø (hvor lægen boede) og videre til Femø. Ankommet til mejeriet kunne jeg godt mærke, at Milter var spændt. Senere blev jeg klar over, at lægebesøget kunne have betydet, at Helle skulle "ligge" de sidste uger af graviditeten. Men Helle kom glad tilbage og passede sit arbejde indtil dagen! Den var forberedt, Lise, en datter på ca. 20 år af Hans G. Petersen på Askø, skulle hjælpe til. Der var jordemoder på øen, og moster Birgit og faster Grethe havde hver for sig lovet at komme nogle dage efter fødselen. - Det var jo det første barnebarn i to familier - - - -! "Dagen" blev en lørdag (den 26. jan.). Som jeg husker det, startede Milter og jeg i mejeriet som vanligt, men da mælkevognene kom ved syvtiden, og "skumningen" begyndte, brød centrifugen sammen. Centrifugen er den vigtigste maskine i et mejeri, den adskiller mælken i fløde og skummetmælk. Mejeriet blev standset og centrifugen måtte skilles ad, men på samme tid var fødselen gået i gang. Helle var flyttet ind i den bageste stue, Lise, jordemoder og senere læge kom. Ind imellem vi "bøvlede" med den gamle og sikkert nedslidte centrifuge, var Milter henne ved køkkenvinduet i lejligheden, der lå i enden af mejeriet, og høre til, hvordan det gik. Men jeg husker, at jeg var meget duperet af den ro, Milter udviste. Efter et par timer fik vi mejeriet i gang igen, og kort før middag fødte Helle en lille pige. Jeg tror, der var en streng fødsel, selv om man dengang var begyndt at bruge "lattergas", når der var læge til stede. Da vi havde spist frokost, fik jeg lov at kigge ind fra den anden stue og ønske til lykke.
Den nærmeste tid efter husker jeg ikke så detaljeret. Men en af de første dage kom mor Karen og Birgit, jeg tror ikke, de blev ret længe. Vi havde jo Lise i køkkenet og som hjælp i det hele taget. Senere kom min søster, Grethe, og var hos os en uges tid. - Noget helt andet kom til at optage sindene de første dage efter fødselen: Danmarks radio ville lave en grundigere beskrivelse af enkelte af de danske småøer. Jeg kendte ikke kriterier, hvorefter de blev valgt, men Askø-Lilleø kom med. Det betød bl.a., at journalister fra de store Hovedstadsblade kom og besøgte øerne, interviewede mange af beboerne, skrev en række selvopfundne løgnehistorier og blev i det hele taget hurtigt meget ilde set derovre. - Men Danmarks Radio havde fået den idè, at den ældste og yngste beboer på Askø skulle bringes sammen og fotograferes. Den ældste var over 90 år og kunne ikke flyttes p.g.a. alder eller sygdom? Helle måtte ikke flyttes med den lille pige, dengang! Det resulterede i, at de to blev fotograferet hver for sig. Helle i sengen med den nyfødte og jordemoderen ved siden af. Billedet eksisterer endnu, Helle har det, hvis nogen kunne tænke sig at se det. Billedet blev taget med et fotoudstyr, som jeg aldrig havde set magen til på det tidspunkt i mit liv.
Begge årene havde jeg et godt forhold til Helle og Milter. Deres første barn, Anny, blev født den 26. jan.1951. Det var naturligvis en stor begivenhed, der førte til barnedåb i påsken med besøg af bl.a. mor, far og Helles forældre. I den uge boede jeg omme hos Harry Jensens. Birgit skulle være Gudmor og kom sammen med Helles far, mor og søsteren, Inge. De overnattede alle på mejeriet. Mor og far kom også, hvor de boede, har jeg glemt, men det var sandsynligvis hos Hans G. Petersens, der havde et stort stuehus. Festmiddagen skulle indtages i mejeriet. Foruden familie var der enkelte øboere til stede, bl. a. Agnes og Harry. Jeg tror ikke, mejeriet nogensinde har stået finere end den dag. - Men jeg havde ellers et problem: Jeg vidste ikke, om man ønskede til lykke med en barnedåb? Da jeg alle dage har været meget genert, fik jeg ikke spurgt nogen om det, heller ikke mor, hvad der undrer mig bagefter. Jeg lod være at ønske til lykke og blev senere irettesat af Karen, Helles mor! Måske fortrød hun det alligevel, for da vi kom ud i mejeriet til middagen, roste hun meget den fine pudsning og orden i det hele taget.
Foråret kom, og jeg var nok ved at være træt af Askø. Milter ville dog gerne have beholdt mig til august (to års elevtid), hvor jeg efter planen skulle begynde at læse på seminarium. Far havde søgt tre steder for mig, Jelling, Ribe og Silkeborg (Vinters seminarium). I juleferien var vi i Ribe for at snakke med rektor Mogensen, han kunne ikke love mig plads på grundlag af min præliminæreksamen, men ville støtte. Jelling stillede ikke noget i udsigt, var - hørte jeg siden - ikke interesseret i "realister", der var så unge. Jeg var blevet 17 år i september 1950. Vinters gav grønt lys for 1952 uden betingelser. I mange år gemte jeg på forstander Herluf Jensens brev, men nu er det væk, det må være gået tabt under en flytning.
Anden vinter på Askø blev mild, slet ikke som den første, hvor vi var "indefrosset" i flere uger. Vi kunne ikke more os på isen, og det var nok sådan, at jeg kedede mig en lille smule. Kropslig var jeg blevet større og stærkere og havde relativ let ved det daglige mejeriarbejde. Udenomsarealer og frugthave gav ikke arbejde, så der var god tid. I fritiden kom jeg ikke med i øens dilettantforestilling som den første vinter. Endelig gav Helle og Milter sig nok ikke så meget af med mig som den første vinter, nu de havde fået den lille. Alligevel mener jeg, de næste par måneder gik hurtigt. Sidst i april, jeg havde vist samlet nogle fridage sammen, sendte jeg mine få ejendele hjem og cyklede for tredje gang over Fyn (Håstrup) hjem til Vestjylland. Flere gange, også senere fra Ollerup, spiste jeg på disse ture varm mad på Hvilested kro lidt vest for Kolding. Det var et godt sted, der ikke var bange for at servere en stor portion! Dertil kom, at det lå omtrent midtvejs, så det også af den grund var passende.
Helle og Milter blev endnu et par år på Askø, så i efterårsferien 1951 var jeg ovre at hjælpe til. Helle var hjemme på mejeriet med den lille Anny, mens Milter havde en uges ferie. Naboens Jytte var medhjælp den sommer. Til november fik de igen en mejerielev, og næste sommer (1952) var jeg vikar for Milter sammen med ham, en københavner, jeg kan ikke huske navnet. - Milter blev mejeribestyrer på Holsted mejeri ved Næstved fra april 1953, og herfra var jeg om sommeren sammen med Helle og Milter på besøg hos Agnes og Harry. - Langt senere, engang i halvfjerdserne, har jeg besøgt Askø og Lilleø med min egen familie mellem to færger, men vi gav os ikke til kende og snakkede ikke med nogen. Men i august 2001 tog Else og jeg kontakt til Elise og Erling Nielsen, der ejede hendes fødehjem. De inviterede os til Askø, tog meget venligt imod os og beværtede os en dag til Færgen afgik ved 17-tiden. Erling tog først med os rundt på Askø og Lilleø, fortalte om landbrugets udvikling, det store sommerhusområde etableret gennem de sidste 30 år og det faldende folketal. Der var da ca. 40 fastboende, men til gengæld havde det ikke ændret sig de senere år. Den eneste forretning var en skrantende købmandsbutik. Efter middagen kørte Elise med os til den nedlagte skole, præstegård og kirke. Ved præstegården var et beskedent ø-museum og et arkiv. I alle måder en god dag, og vi fik æbler og pærer med hjem!
På en måde har jeg nok altid savnet det overskuelige øliv i de forløbne 50 år. Især det at bo ved vandet og de mange sejlture, det gav. Tiden på Askø står ikke i noget romantisk skær for mig, jeg har et klart blik for de svage sider ved ølivet, men jeg var i en følsom alder, knap 16 år, da jeg kom derover. I den alder oplever man stærkt, og det sætter sig varige spor i sindet.
Askø Brugsforening.
Askø står stadig klart i min erindring. Det var et ø-samfund med mejeri, brugs, købmand, præst og degn (lærer og kirkesanger). Befolkningen var landmænd, frugtavlere og fiskere. Sukkerroer betød meget for landmændenes indtjening. Klimaet var mildt og solrigt, selv om jeg vinteren 1950 oplevede at være "landfast" grundet isen. Landmændene - især - var mere velhavende, end jeg tidligere havde kendt til. Sikke nogle stuehuse, de havde! Der var også arbejderhjem, hvor de kun havde til dagen og vejen. Familien Schweitzer boede i et nyt hus, der var bygget af en frugtavler. Familien sad til leje. Jeg tror ikke, man i dag kan forestille sig, hvor lidt de ejede. Den sociale forskel var langt større end i Vestjylland. Det kunne også ses på, at socialdemokrater havde et medlem i Øens sogneråd ud af fem med en radikal formand.
- Livet på en ø er stillestående, men har nok et indre drama, som det er svært at få fat på, når man kun er der et par år. - Jeg oplevede meget i de to år på Askø, men jeg var også færdig til at rejse til maj 1951, hvor jeg havde fået arbejde som medhjælper på Henne mejeri i Stavsø. Lønnen var 20 kr. om dagen på egen kost og logi. Det var hermed opgivet, at jeg ville blive fuldt uddannet mejerist. Jeg var ikke elev længere, men nærmest hvad man senere kaldte "arbejdsdreng" og fik derfor en forholdsvis høj løn. -
Til sidetop