Til sidebund
Soldatertjeneste.
Del af Søgaardlejren
Efter uddannelsen på Ollerup skulle jeg aftjene min værnepligt og blev indkaldt til rekrutskole i Tønder. Det er måske den værste by i Danmark, når det gælder en militærtjeneste, der er præget af den tyske disciplin. Det viste sig imidlertid, at jeg med det samme blev overflyttet til Søgårdlejren, syd for Åbenrå. I virkeligheden var det en gammel herregård, der var omdannet til militærlejr i trediverne. Der var en hovedbygning, hvor kommandant, officerer og intendanturen (administrationen) havde til huse, en nybygning med en stor gymnastiksal. Og endelig var der fire barakker fra tyskertiden under 2. verdenskrig, de blev brugt til rekrutter. Gammel lade og staldbygning var indrettet til værksteder, depot, hobbyrum og biblioteket. Et par hundrede meter derfra lå et nybygget garageanlæg. Betydelige udenoms arealer med en god sportsplads med fodboldbane. Alt i alt var det funktionelt og overskueligt, præget af en vis landlighed! - Jeg gik ind i militærtjenesten med en meget positiv indstilling, vi var kun ti år efter krigen, så på det tidspunkt kunne jeg slet ikke forestille mig, at man ikke skulle påtage sig at springe soldat. Derfor blev skuffelsen over den overdrevne kadaverdisciplin, vi blev udsat for, nok også så meget større. Rekrutskolen var et helvede for mange, ikke bare for dem, der havde svært ved at klare de fysiske krav. På det tidspunkt var jeg i god fysisk form, havde spillet meget håndbold, gået til gymnastik på Lærerskolen og dyrket noget idræt, især løb. Vi skulle være inde i 16 måneder, hvoraf de tolv var i den såkaldte dækningsstyrke, d.v.s., den var mere eller mindre veluddannet til at gå i krig. Det er lang tid, når man ser fremad, og blev man så udtaget til sergentskolen, betød det yderligere 8 måneder. Det afskrækkede mange, så kompagniet havde i grunden svært ved at finde de folk, der kunne bruges, og som de ville have til en befalingsmandsuddannelse. Jeg blev spurgt meget tidligt, bad om at blive fri og den pågældende løjtnant stillede mig i udsigt, at jeg kunne blive beregner i en skydecentral, uden at jeg dog vidste, hvad det indebar. Vi skulle uddannes til at være et 120 mm mortèrkompagni, det tungeste våben, der hører under fodfolket. En deling havde dengang tre mortèrer, senere blev det udvidet til fire, kompagniet bestod af tre delinger og en kommandosektion. Den sidste havde skydecentral, ordonnanser, radio- og telefon, køkken og sanitet.
Det tager nogen tid at få sådan et kompagni lært at skyde. Vi var på den første øvelse i december efter fire måneders tjeneste, men var reelt først færdiguddannet efter ca. et års forløb. Den personlige uddannelse til soldat tog den gang utrolig megen tid, eksercits og våbenlære, fysisk træning, skydning med håndvåben og meget andet. Dertil kom en meningsløs vagttjeneste, hvor vi ofte var en 20 mand på vagt hvert andet døgn. Vi lå et halvt år i Haderslev, alene med det formål, at vi skulle passe på kasernen! Selv de ledende officerer var utilfredse med det. Da den første tid var overstået, og vi fik bedre tid, opdagede vi, at der var alt for megen tid! Jeg spillede på regimentsholdet både i hånd- og fodbold. Dyrkede bordtennis og andre former for spil, gik i biografen, men aldrig - praktisk taget - på restaurant. Det var ikke af moralske grunde, men fordi jeg som de fleste andre ingen penge havde. - Alligevel havde vi masser af tid til at kede os i. Jeg fik taget civilt kørekort i militærtiden, men ellers var det svært at have "et liv" ved siden af tjenesten. Vi var meget bundet til tidspunkter, selv om der ikke var meget at lave.
Soldatertiden står for mange i en særlig glans - bagefter. Sådan har jeg det ikke, og selv om jeg havde et par gode kammerater, har jeg ikke forbindelse med nogen af dem i dag. For ca. 15 år siden var der en kammerat, Poul Erik Møller med nr. 521, der tog initiativ til at holde en jubilæumsfest i Odense, hvor vort regiment var hjemmehørende. Den var lidt forsinket, 26 år efter indkaldelsen. Vi var mange, der mødte op til spisning med tale af den gamle kompagnichef, der var til stede sammen med næstkommanderende, Leth-Madsen. Bagefter skulle vi hygge os og danse. Det var en fiasko. Jeg tror ikke, der skulle have været damer med! Det var en kendsgerning, at ingen gad lære nye ansigter at kende for en enkelt aften. En lignende opdagelse har jeg gjort ved andre lejligheder af samme art. Vi kunne sagtens have fået aftenen til at gå med snak over en kop kaffe uden dans. Dertil kom, at jeg manglede de to kammerater, som jeg havde haft mest med at gøre, Christian og Henning, de var der ikke. - Arrangementet blev aldrig gentaget, selv om der var snak om, at vi skulle mødes hvert femte år. -
Jeg har ikke lyst til at skrive en række enkeltheder om tjenesten. De er ikke vedkommende nok efter min opfattelse. Endelig er det vel også sådan, at få perioder i mænds liv er bedre beskrevet end netop den militære tjenestetid. - Men efter ca. et år, et halvt år i Søgård og et halvt år i Haderslev, kom vi igen tilbage til Søgårdlejren, hvor vi skulle være de sidste fire måneder. De fleste af os begyndte nu alvorligt at spekulere på vores fremtid, søgte stilling inden for vort fag, spekulerede i andre muligheder og enkelte valgte faktisk at fortsætte inden for militæret! Det gav mange gode samtaler, og vi kom ind på hinanden på en anden måde. Jeg skulle se at finde et lærerjob, og allerede i juni måned var jeg på Fyn for at søge stilling på Sdr. Nærå fri - og efterskole. Stillingen var til november, og jeg var først ledig den 11. december. Det var ikke til min fordel. Skolen mente dog, at problemet kunne klares med vikar, indtil jeg kom. Det korte af det lange blev, at jeg efter et besøg på skolen, hvor jeg snakkede med forstander Frede H. Petersen, fik stillingen tilbudt. Aftalen blev, at jeg skulle møde d. 12. december. - De sidste måneders militærtjeneste var en lang venteperiode! Den smule interesse, vi i perioder havde kunnet opvise især ved skydninger, var afløst af en uendelig ligegyldighed. Vi arbejdede et stykke tid helt rimeligt på at arrangere en kompagnifest. Den blev da også en relativ god fest, som vi nok kunne være bekendt, selv om nogle - både gæster og kammerater - blev meget fulde. - Afleveringen af grej og udstyr skulle foregå i Odense, hvor 6. regiment var hjemmehørende. Så mandagen før hjemsendelsen kørte vi til Odense med de 36 køretøjer og alt vort udstyr. Afleveringen forløb glat, jeg tror, vi var færdige i løbet af et par dage og havde i hvert fald rigtig god tid. Jeg traf Efterskolens lærere og elever i Fyns forsamlingshus, hvor de spiste deres mad, før de skulle i teater. Hjemsendelsen var flyttet fra mandag til lørdag d. 8. december. Det voldte naturligvis begejstring, at vi ikke skulle tilbringe en weekend mere i uniform. Dagene gik.
Lørdag kl. 12 var tjenestetiden forbi, og vi kunne træde af som civile! For mange var det et stort øjeblik i deres liv. - - -
Til sidetop